Det krævede ikke meget mere end et simpelt svar, førhen at Aria's fingre hurtigt gled ind imellem den noget højere elemental's, for muntert at trække ham afsted. Hvis beslutningerne var overladt til hende, så var hun ikke sen til at mindes hvad hun selv fandt mest spændende, da de uden tvivl, måtte være spejlmageren og hans forunderlige rum. "Aha, så følg med mig" proklamerede hun, den lyse stemme som en klokke i den løse snak man ellers kunne hører fra forskellige steder rundt omkring. 

De fjedrende skridt der var så kendetegnende for Aria, fik hende til at bevæge sig over det tørrer græsområde med en overraskende høj fart, skulle man overveje hendes lille skikkelse. Det betød dog bare at korte ben kunne følge med lange, hvilket var praktisk en gang imellem. 
Hun pegede dog lidt rundt på vejen dertil, til nogle af de ting de passerede. "Det der er køkkenet" en spraglet vågn af lidt større kaliber - en stor ork sparkede døren op, og gik ud med en enorm gryde. Tydeligvis tom, endnu. "Og det der er Kriskas" et vink blev givet, og den enorme grønhud sendte dem et tandglimtende smil. 
Efter det, snoede hun dem ind imellem nogle flere ting - indtil de endelig fandt en robeklædt mager, siddende ude foran sin vogn i noget der lignede et meditivt stadie. Det skulle hurtigt blive brudt, da Aria med en lille latter fik hans halvlysende øjne op. "Miroa! Er det muligt at du kan vise os spejlene?" det var nok ikke den største information bare at give videre, men fra det spændte udtryk på satyrens ansigt, så var det noget godt de ventede på - hvis han sagde jah. 

//Det gør så absolut intet - godt at du er tilbage!

Phoenix smilede let, og fulgte med hende, med et lettere hævet øjenbryn... Men det forsvandt snart igen som han roligt fulgte med hende - hendes hurtigere skridt passede fint med hans normale gå hastighed, grundet hans længere ben. Han kiggede ikke særlig længe på køkkenet - ikke af stor interesse for en ild elemental, når man ikke spiste normal mad... Orken var mere interessant end den potentielle mad. Som han så orkens smil, smilede han igen og bukkede let hovedet i en høflig hilsen.

"Spejle?" sagde han, som de var nået frem, og han så mellem dem, hovedet let på skrå. Han havde nok egentligt haft set et spejl eller to i sin tid, men hvis han så sit eget spejlbillede havde det nu altid været i det stille vand af en sø. Han havde, trods alt, altid levet ude i naturen, og aldrig inde i byerne. Han havde endda aldrig lavet en hytte eller lignende, han havde altid brugt naturligt ly såsom store træer, grotter og huler. Så det her kunne i sidste ende sagtens ende med at blive ganske interessant.

// og undskyld for nummer 2 lange pause, men nyt arbejde og en flytning kom lidt i vejen. :)