"De var lidt selv ude om det der skete - vi gav dem utallige advarsler over årene, men åbenbart så er mennesker utroligt blinde og døve over for den slags, når man siger at naturen vil slå igen hvis man bliver ved med at slå ned på den." han sukkede let. "Men de bærer åbenbart meget nag når man brænder en by ned fordi de bliver ved med at fælde træer og skade naturen omkring dem, i stedet for at leve i harmoni med den som så mange andre racer gør noget så fint. Se bare på elverne, de lever i samspil med naturen, tage rkun hvad de har brug for - de destruerer ikke alt som menneskene har tendens til at gøre." han rystedet let på hovedet. Han ville aldrig forstå mennesker. Hvordan de dog kunne skade noget så smukt og skønt som naturen omkring dem nu engang var.

Phoenix kluklo en smule for sig selv, somd en forskræmte alf skjulte sig ind mod hans skulder. "Med al sandsynlighed, nok blot et dyr der bor her i skoven, der blev overrasket over vores tilstedeværelse." sagde han beroligende, som han roligt gik længere ind og ikke lod sig mærke ved det. "Nå... Men hvad er det så helt præcist vi er på udkig efter?" spurgte han, blot så han også selv kunne føle at han hjalp lidt mere til, med også at kigge efter ingredienserne der var brug for herfra.

Flix kunne ikke lade være med at smile lidt, som han lyttede til den andens fortælling. Ikke fordi han fandt det den mindste smule morsomt, men fordi han kunne genkende hans måde at definere menneskene. At de ikke gad at lytte, når man forsøgte at advare dem. At de blev vrede, når der efter utallige advarsler skete lige netop dét, der var blevet advaret om.
”Jeg tvivler på at en nedbrændt by kan lære dem den lektion, de har brug for, hvis de kun er blevet mere vrede over det. Man burde finde på noget, som virkelig gav dem mulighed for at se problemet. Ikke at jeg ved hvad det skulle være, jeg er kun en simpel alf. Mine evner, magiske eller ej, rækker vist ikke til at lære dem noget som helst,” sagde han og smågrinede.

Han havde nok ret. Det var nok ikke andet, end et dyr der var bosat i nærheden. Det gjorde dog ikke Flix mindre nervøs, så han klemte lige lidt mere til om trøjen han havde lånt Phoenix.
”Nårh ja. Jeg skal bruge rødderne fra en rød tornet busk. Jeg tror der er nogle dén vej,” sagde han med let rystende stemme og pegede skråt fremad, inden han straks tog fat i trøjen igen. Det var ikke den eneste ting han skulle bruge, men de kunne vel lige tage én ting ad gangen.
”M-må jeg blive siddende her, indtil vi kommer ud igen?” I den her del af skoven var der alt for mange skabninger, som ikke kun var større end alfen, men også ville gå langt for at få ham som snack. Han følte sig mere sikker, når han sad som limet til en skulder.

"Det kan du måske have ret i. Men jeg kan virkelig ikke se hvad der skal til for at lære dem noget, så. Vi fik orkaner, skovbrande, oversvømmelser, jordskælv, til at dukke frem overalt... Og stadig fortsætter de med at være grufulde mod naturen og sætte dem selv i første række, selvom de selv ville gå til grunde, hvis naturen bukker under for dem." Phoenix sukkede let, men smilede dog stadig som han hørte Flix smågrine - det var nu meget kært.

"Okay." sagde han derpå som Flix fortalte hvad de først og fremmest ledte efter, og begyndte at gå i retning hen af hvor han havde peget. Som de kom tættere på var der en pludselig bevægelse i noget buskads, og Phoenix skruede yderligere op for intensiteten af flammen - for blot at se et forskræmt rådyr spæne den modsatte retning. "Ah. Det var nok hende vi hørte lige før." sagde han med et lille smil, før han så ned på busken den havde skjult sig i.

"Er det her ikke en sådan busk?" spurgte han, som han så tornene, og i det skarpere lys også kunne se den rødlige farve af busken. Hvis det var den, så ville han bukke sig ned og følge Flix's anvisninger i hvordan rødderne skulle høstes, til de than nu engang skulle bruge dem til - og tog så lidt som alfen kunne nøjes med. Han tog aldrig mere fra naturen end højst nødvendigt.

Han trak let på skuldrende, noget man dårligt ville lægge mærke til, hvis man ikke så efter, som han brugte et øjeblik på at overveje en reaktion. Han kunne have forsøgt at være kreativ, komme med hvad han ville mene var en passende lektion, men hvis hverken orkaner, skovbrande eller oversvømmelser havde fungeret, ville et hvilket som helst forslag fra alfen ikke række. Han var vist lidt for uskyldig til at komme på noget slemt.
”Vi må vist bare finde os i at mennesker er nogle mærkværdige væsner, og så nøjes med hinandens selskab.” Et stort smil, der næsten fyldte hele det lille ansigt, bredte sig på hans læber og afslørede den ene hjørnetand, der mest af alt så ud til at høre til hos en vampyr.

Det gav et gib i den lille fyr, og han knugede begge hænder endnu hårdere om stoffet mod den andens skulder, idet et rådyr sprang frem fra buskadset og spænede i modsatte retning. Han havde uden tvivl fået et lille chok, men åndede næsten helt lettet ud, da det gik op for ham, at det bestemt ikke havde været noget så forfærdeligt, som han havde regnet med. I den mørke del af skoven ville han mere forvente at se en ulv, en mørkelver, måske en fra Mørket. Inden af delene lød specielt hyggeligt.
Hans opmærksomhed blev trukket væk fra samme retning som rådyret var løbet, da Phoenix lød til at have fundet hvad de ledte efter. Han rettede lidt på sig, så han bedre kunne se og så nikkede han.
”Jo, det er det.” Endelig slap han trøjen, som vingerne begyndte at bevæge sig og han lettede lidt i luften. Han fik nemt fortalt hvordan rødderne skulle høstes. Han kunne nøjes med to, for så var han sikker på at have nok, selv hvis han skulle komme til at lave en fejl. Derfra måtte Phoenix selv om han ville holde dem i hånden, eller lægge dem i tasken.
”Nu mangler jeg bare…” Han tøvede lidt, for nu hvor han vidste at Phoenix ville gøre meget for at beskytte naturen, kunne han godt forestille sig, at han ville nægte at hjælpe med den næste opgave. Han forsøgte at finde sit pæneste smil frem, men det blev lettere akavet.
”… Ehm.. Jeg skal bruge en af de lidt store biller. De plejer at gemme sig under større sten og er på størrelse med mit hoved.” Det var endnu en ting han måtte overlade til sin nye ven, for det var aldrig betryggende at have så stor en bille i armene, når man ikke var meget større selv.