At høre Thalia gentage navnet plantede en behagelig fornemmelse i maven på Malika. Det efterfølgende spørgsmål ramte dog Malika med ærgrelse. Hun kendte ikke engang hans efternavn, ”Jeg tror næppe han er adelig og han præsenterede ikke sit efternavn,” forklarede hun tænkende. ”Jeg tror måske han er en blanding af noget mørkelver,” forklarede hun meget lavt, som hun mindes hans sorte hud, med de mange hvide små pletter. Det hele mindede hende om nattehimlen.

Malika, med sit eget glas i hånden, prøvede at gribe ind for at hjælpe med at gribe glasset, som Thalia var ved at tabe. Hun stoppede dog et stykke fra, som Thalia havde helt styr på det. Malika så undskyldende op på sin veninde, for den overraskelse. Hun tog så en pegefinger op til læberne, for at symbolisere det var ’tys-tys’. Hun ville virkelig ikke have Pharos i problemer, eftersom han endte med at hjælpe hende ud derfra.
Det bekymrede og svære spørgsmål, var straks forstået. Hendes fader havde jo reageret på samme måde – var hun blevet gravid? Var hun blevet voldtaget? Hun rystede på hovedet. ”Nej, der skete ikke noget, han…” hun stoppede op som minderne om, hvordan han holdt hendes kæbe og kørte sin hånd langs hendes lår sneg sig ind på hende. ”Han gjorde ikke noget slemt,” fik hun endelig sagt.
Hun sukkede dybt, der var meget til det næste…
”Pharos var stadig tilstede i lokalet da jeg faldt. Eftersom jeg havde slået luften ud af mig, samlede han mig op og…” en rødmen begyndte at plusse op på hendes kinder. ”Han gav mig en modgift, som ville få mig til at vågne ordentligt op… Ved at han kyssede mig,” forklarede hun og klemte sine læber sammen. Det havde været Malikas første kys med en mand. Hun mindes hvordan hun med det samme fik kræfterne tilbage og gav Pharos en lussing. Det havde de været enige om at han havde fortjent, da de snakkede med hinanden senere…

Mørkelver…
De lyseblå øjne spærre straks op med fare for at trille ud af hovedet, munden faldt ligeledes åben i vantro. Var Malika forelsket i en... Mørkelver blanding? Nej, det kunne umuligt passe.. eller kunne det? Aldrig havde Thalia selv lagt øjne på en mørkelver eller en blanding af en. Hun havde naturligvis lært om disse i sin undervisning og det var ikke pæne ting, som stod skrevet i lærebøgerne om mørkelverracen.
Thalia fattede sig, lod munden lukke sig i igen, men denne gang bidende i underlæben, som var det eneste måde hun kunne holde den lukket på. Øjnene gled tilbage til deres normale størrelse, selvom det krævede sit. Hun var stadig dybt chokeret, men endte med at nikke til Malika og den hævede finger. ”Jeg siger intet, på ære.” lovede hun lavt, men forsikrene. Et løfte hun for alt i verden ikke ville bryde.

Ikke noget slemt, hvad skulle det betyde?! Spørgsmålet faldt måske ikke fra de fyldige læber, men hele Isenwald'ens ansigtsudtryk skreg det nærmest ud i rummet. Det blev dog ikke til mere end det, for det var tydeligt for hende at veninden blev mindet om hvad der var sket, og at det forståeligt nok stadig påvirkede hende. Hånden forlod derfor aldrig hendes lysere, men klemte i stedet blidt om den; forsikrede at hun var lige her til at gribe Malika, skulle det blive nødvendigt.
”.. Vent.. Malika..!” denne gang lyste hun lidt op i et smil, men smilet svandt hurtigt ind, da hun blev i tvivl om hvorvidt kysset var noget Malika var glad for var hændt hende. Det var jo hendes første kys, hvad Thalia vidste af, og så var det ingen gang fuld af hverken romantik og varme følelser..

Så snart ordet mørkelver forlod hendes mund, var det tydeligt at se på Thalia hun var overrasket. Malika derimod sukkede, både opgivende og desværre ret så forelsket. Skuldrene sænkede sig lidt. Malika vidste godt at det på ingen måde kunne lade sig gøre at det blev hende og Pharos… Men så igen… Han var bare… Så…. Skøn…
Et taknemmeligt smil bredte sig over Malikas læber, som hun lovede hun ikke ville sige noget. Malika regnede heller aldrig at Thalia ville dele noget af det der blev sagt mellem dem. De var begge stærke kvinder på det punkt.

Det var tydeligt på veninden, at ’ikke noget slemt’ ikke rigtig var et godt nok svar. For hvad havde han gjort som var så ubehageligt at Malika ikke havde nævnt det med det samme og var der meget af det? Det blide klem om Malikas hånd var betryggende og hjalp hende også til at forsætte med sin fortælling. Hun skulle nok vende tilbage til præcis hvad Giovanni havde gjort ved hende.
Det pludselige udbrud af hendes navn fik Malika til at slippe sine læber, som eller var blevet presset sammen mod hinanden. ”Ja altså… Jeg var jo ikke særlig glad på det tidspunkt, så han fik en lussing, så snart jeg havde kræfter til det,” forklarede hun. Hun sukkede endnu en gang, og det var tydeligt der var blandede følelser. ”Det var så heller ikke sidste gang vi kyssede… Vi kom jo væk fra hytten og fik derefter tilset et af hans sår… Og så tog vi ud og spiste… Og… Jeg blev lidt fuld…” hun lod spændingen trække lidt ud, ”Men der skete ikke noget! Vi fik bare kysset lidt og så gik han… Han havde noget at se til,” forklarede hun stadig lidt usikker på om det faktisk havde været rigtigt. Zion og Ziwa havde godt nok opført sig lidt underligt. ”Så… Mit første kys var ikke ligefrem hvad jeg havde regnet med… Men de efterfølgende,” det var tydeligt hun var lidt utilfreds med det første kys, og det var tydeligt at hun var drømmende efterfølgende. Hun lagde hovedet lidt drømmende bagover og til siden.
Ret så pludseligt rettede hun hovedet op. Hele ansigtet lyste nærmest af spænding. ”Vil du se ham?” spurgte hun. Det kriblede i hende for at vise Thalia både Pharos og sin evne.

Aldrig i Thelia’s vildeste fantasi ville hun have forstillet sig at Malika ikke alene skulle forelske sig i hendes kidnapper, men så endda en der var blanding af mørkelver! Da Malika var begyndt at fortælle hun havde mødt en til midtvinterballet, så havde forestillingen været at denne mand ville være en de højbårne, en som Thalia kendte og havde set til en af de mange festlige begivenheder. I stedet havde det hurtigt taget en drejning og Isenwald prinsessen opgav hurtigt, at forsøge på at forudsige Malika’s næste ord. Her sad Malika tydeligt forfalden til en… forbryder? Var han overhovedet stadig det når han samtidigt var hendes redningsmand?
Det samme spørgsmål trængte sig mere og mere insisterende på; hvad med Spencer de Pompadour?

Underkæben sank mod brystkassen ”Slog du ham?” kom det overrasket ud, med et fnis der tydeligt pressede sig på. Hun vidste godt at Malika var blevet trænet i forsvar var en tidlig alder, hvorfor det var små komisk hendes reaktion havde været en lussing af alle træk hun kunne have trukket på. Et lille hvin af begejstring slap fra brunetten da veninden begyndte at fortælle om de havde været ude og spise sammen, glæden fik dog ikke lov til at hænge ved længe. Faktisk ændrede hele hendes udtryk sig til et skuffet ”...Efterlod han dig bare?...” fik hun sagt noget mere tørt end meningen var. Ikke kunne ikke bebrejde Pharos ikke at få Malika hjem til Kazimi fyrsten, men hun havde været kidnappet, tæt på at blive en... Thalia kunne ingen gang tænke tanken til ende, da den fik maven til at trække sig sammen i ubehag og kvalme. Kvalme over at Malika kunne have været endt med samme grufulde oplevelse som hun selv, få stjålet meget mere end bare et kys...
Forvirret rynkede øjenbrynene sig mod hinanden ”Se ham?” gentog hun for at tjekke om hun faktisk havde hørt rigtigt, men også fordi Thalia ikke helt forstod hvordan Malika ville vise mørkelver blandingen til hende. Havde hun taget ham med til Isenborg?!

Malika havde ubevidst delvist glemt at Pharos også var årsagen til at hun faktisk var endt i den situation hun var endt i. En tragisk situation, hvor det kunne være endt ud i at hun aldrig ville komme til at se nogen hun holdt af igen. Han havde jo redet hende fra den selvsamme situation! Og de øjne og den mørkehud med tusinde små ’stjerner’… Måden han snakkede til hende på, rørte hende og… Puh, nej! Tilbage til historien!

Malika smilede lidt af sin venindes overraskelse over at hun havde slået Pharos. For lige netop det slag hun havde givet ham, var ikke umiddelbart noget i nærheden af det forsvar hun var blevet lært. Det var trodsalt også første gang hun havde haft ’brug’ for det. Heldigvis for det. Det var jo også mest af alt fordi hun havde været chokeret over Pharos bare sådan hældte noget væske i hendes mund – fra sin egen! ”Ja, jeg ved ikke lige hvad jeg tænkte på,” klukkede hun lidt velvidende om at det ikke havde været det bedste træk. Dog havde hun heller ikke haft den bedste kraft over sine musklers kraft da hun var påvirket af giften. Måske hun havde forstillet sig at hun ikke ville have været i stand til at gøre noget? Hun vidste jo ikke det var modgiften hun fik af ham.
”Ja… Det… Det var ikke så fedt at sove på en kro uden hverken opsyn eller nogen man kendte…” forklarede hun. Dét at det havde været en kro var jo mere en rigeligt til at kunne gøre det lidt småubehageligt. Men hun havde været for fuld til at ville forsøge at tage hjem. Det var da også først tidligt på morgenen at hun havde valgt at tage hjem, således hun kunne være i sin egen seng når hun vågnede, så familien ikke blev bekymret.

Det var tydeligt på den gode veninde at hun var forvirret over hvordan Malika havde tænkt sig at vise ham til hende. Uden at forklare mere, rejste hun sig fra sin plads i sengen og hentede fadet med vandkanden. Hun placerede den på et bord der var tættere på Thalias seng og vinkede Thalia nærmere før hun tog vandkanden og hældte noget af indholdet ud på fadet, så hun ikke spildte. Vandkanden blev nu sat på bordet så vandet i fadet ikke blev forstyrret. ”Er du klar?” spurgte hun, og skævede over til veninden.

Thalia sad i hvad der syntes at være en evighed, selvom det i virkeligheden kun drejede sig om sekunder, og stirrede i vantro på veninden overfor hende. Hele historien var i sig selv noget af en mundfuld, men at Malika bare helt udsat var blevet efterladt alene og så på et kroværelse… Hvorfor i alverden havde denne Pharos ikke ledt hende hjem, hvis han alligevel ikke havde planer om at blive hos hende? Tænk sig hvis den en fremmed mand havde forvildet sig ind til hende!
Munden rynkede sig skævt mod den ene side, mens alvor spillede i den unge Isenwalds øjne ”Han er altså virkelig ikke helt fin, ham Pharos…” det var ikke noget som Malika ikke selv var klar over, men derfor havde den mørkhåret af de to unge piger stadig behovet for at sige det højt. Det bundede jo i en bekymring for den blonde pige, nok var hun ikke længere i en farefuld situation, men det kunne jo havde gået så grusomt galt og så havde Malika måske ikke siddet her?

Følgende Malikas bevægelser hen efter fad og vand, flyttede Thalia sig nærmere som budt og lod blikket flakke lidt skiftende mellem vandet i fadet og venindes ansigt ”Det tror jeg ja… Jo, jeg er klar til at se denne mystiske kys stjælende mand.” nikkede hun og puffede blidt mod Malikas side med albuen, inden hun afventende lod blikket hvile på vandspejlet.

Malika spændte læberne lidt ud i et utilfredst smil. For Thalia havde ret. Han var ikke helt fin ham Pharos. Han var faktisk en rigtig rod. Malika håbede nok inderst inde, at han var kul som var i gang med at blive presset til en diamant. Men måske havde hun blot taget lyserrøde briller på? ”Mja…” lød det lettere opgivende. Malika måtte jo heller ikke gå ud længere uden en vagt, som ville kunne passe på hende. Heldigvis kunne Malika have nogenlunde fred her på Isenborg.

Malika sendte sin veninde et bredt spændt smil, som hun lød til at være klar. ”Kig i fadet,” lød det fra Malika, inden hun satte sig derfor på knæ foran fadet, strakte sin hånd ind over og tog en dyb indånding. Hun skubbede alt til side. Vagter, Thalia, samtalen, rejsen – alt. Hun skulle se Pharos.
En efterhånden kendt summen kunne hun mærke langs hele rygraden. Summen forsatte ude gennem den udstrakte arm, ned i hånden og ud til fingerspidserne. I vandet begyndte der at danne sig et billede, som var der en flue på væggen i lokalet Pharos var i. Han stod og snakkede med en kroejer noget så fredeligt. Et smil kunne ikke stoppes fra at blive plantet på Malikas læber. Han var stadig i et stykke, og virkede til at have det godt. Det var rart. Malika var næsten helt optaget af det levende billede i fadet og ville måske ikke lægge mærke til Thalias første kommentarer.

Malikas opgivende ”Mja…” fik Thalia til at række ud og stryge en arm ned over overarmen, forbi albueleddet og ned til underarmen, hvor et blidt klem blev givet ”Men det kan også bare skyldes hele situationen I var i. Måske er han i virkeligheden en rigtig fin fyr, som bare træffer nogle mindre gode beslutninger, fordi han ikke er lige så privilegerede som du og jeg.”.
e to prinsesser skulle aldrig tænke på at kunne brødføde dem selv eller kommende børn. Deres eneste hovedpine ville være hvorvidt, at de måtte ende i et politisk giftermål end et bygget på kærlighed.
Malika havde lov til at drømme om sin gådefulde halvmørkelver mand, uden at skulle trækkes med negative følelser der truede med at punktere hendes lyserøde boble.

Hånden blev trukket til sig igen og blikket rettet ned i vandet, der blev hvidligt af lyset fra de store vinduer og, så længe overfladen ikke blev brudt, lignede et spejl på sengen.
Indimellem søgte de isblå øjne op på Maliaks lyse ansigt, mens aldrig for længe ad gangen. Tænk hvis hun ville gå glip af det som veninden ville vise hende, fordi hun havde mere travlt med at kigge på blondinen.
Billedet af Pharos var på inden måde hvad Thalia havde forestillet sig. Han var på ingen måde utiltalende, men han havde jo; ”Horn…! Han har jo gyldne horn, Malika.” udbrød Thalia i overraskelse og opspilede øjne, der ikke lod sig løsrive fra den hvide og sorte skikkelse.



// Lukket efter aftale