“Årh det er jeg glad for du siger!” Sagde hun, og det var ganske tydeligt, at hun var en kvinde som der virkelig lod vanden i bækken flyde videre. Ikke holde fast, når hun endelig havde tilgivet - så behøvede man ikke længere at dvæle ved tingene. “Jeg har selv bagt brødet - for i dag bringer jeg brød ned til børnehjemmet! Men man skal jo lige sikre sig, at det man har lavet smager godt.” Lo hun, og tog en bid - hun gumlede hurtigt - da han fik spurgt hende om et spørgsmål lidt hurtigere end hun havde regnet med. Igen lagde hun hånden foran munden - det var trods alt ikke pænt, at lade folk se en tygge på den måde. Det var bestemt ikke anstændigt. Selvom et mere var en vane, end der var en tanke bag. 
Da hun slugte rystede hun på hoved. “Nej det kan jeg ikke påstå - altså at jeg spiser frokost med andre!” Grinede hun, og sukkede - det var måske lidt tørt - brødet altså, når man slugte det så hurtigt, og ikke lod det blive tygget lidt længere i munden. Især fordi hun havde været uheldigt, og stykket hun havde fået ike havde haft særlig meget marmelade. 
“Men ja! Hvis jeg kan komme til det, sidder jeg altid i haven og spiser min frokost. Men altid alene.” Hun trak lidt på skuldrene - “Men det er virkelig rart at have nogen at dele det med.” Sagde hun med et uskyldigt smil på læberne. Og tog endnu en bid, jo mere hun fik at spise - desto mere blev hun også opmærksom på hvor sulten hun egentlig var.

Hun virkede hævet over jordiske problematikker som var det simple bagateller. I den milde brise blæste de bort, og efterlod Rhoslyn den Blide med sit venlige gemyt og en smilende mund. Det var som om andres (eller egne) samvittighedskvaler ikke blev siddende som det gjorde hos Eadgar.
Han betragtede hende med vis fascination spise brødet og dække til med hånden, da et grin fik læberne til at skille sig fra hinanden.
Eadgar puttede sit eget stykke brød i munden med en veltilfreds mine: ”Det er en vigtig opgave at være mundskænk,” supplerede han med smil i stemmen. Rhoslyns barnlige ligefremhed, der var så anderledes end Rennys, fordi der ingen skjulte undertoner syntes at være tilstede, havde en beroligende og opløftende effekt på den unge mand, der få øjeblikke tidligere havde været både frustreret, skuffet og skamfuld. Måske hjalp det også på humøret at Rhoslyn ofte spiste alene.

”Måske skulle vi gøre det til en gang? – at spise sammen i haven?” dristede han sig til at spørge, og kiggede sultent efter maden. ”- når det altså passer ind.”

"Ja ikke? det synes jeg også!" grinede hun let, og spiste mere af brødet. Det var slet ikke så slemt endda, hun var bestemt blevet bedre - hun grimmes stadig ved første forsøg. Eller andet, og tredje. Det havde været en blanding mellem at brødet havde fået alt for længe - og derfor blevet kulsort. Ikke smagt af noget, smagt alt for sødt - eller utrolig salt. Men nu, nu kunne det i det mindste spises. 
Hun vippede lidt med fødderne, som hun betragtede det flotte springvand. Nød stilheden som kun blev brudt af fuglenes kvidren og vandets pludren.

De blå øjne vente sig dog hurtigt mod Eadgar igen, da han spurgte om de skulle gøre det til en gang. Øjnene blev først store, hvor efter at et stort bredt smil dannede sig hen over læberne. Hun nikkede hurtigt og slugte det stykke brød hun havde haft i munden.
"Det ville gøre mig meget glad, hvis de havde lyst til at tilslutte dig mine frokost udflugter!" sagde hun med begejstring i stemmen. "Måske jeg næste gang, må udforske min kulinariske kunnen på dem? Jeg lover det skal nok blive bedre, men - jeg har stadig lidt vej for at blive en dygtig kok." tanken om, at have en at lave mad til - var ganske tydeligt, noget der var meget vigtigt for den unge kvinde. Eller tydeligt ville give hende noget at se frem til, hvis han sagde ja.

Rhoslyn var pæn, bemærkede Eadgar med et sug i maven, da et smil banede sig vej over det yndige ansigt. Hun blev kun pænere af at hun takkede ja til at mødes igen og gøre det til en lille tradition. Tanken var syndig, men skammen kunne ikke kvæle stoltheden over at hun med sådan en oprigtighed – og med sådant et smil – havde sagt ja.
At der så tilmed ville være mad, som ikke bestod af varm grød og saltet fisk (templets specialiteter), gjorde kun situationen endnu sødere. Eadgar den Andægtige smilede med et par krummer i mundvigene.
”Det ville være en sand fornøjelse at være med til at prøvesmage dine retter,” istemte han og havde lyst til at lægge hånden på hendes knæ, men bremsede sig i det.
”Jeg er sikker på at det smager himmelsk,” tilføjede han i stedet og afsluttede med et nyt spørgsmål:
”Ville du have noget imod at fortælle lidt om dig selv? - Der er mange rygter om Rhoslyn den Blide,” røbede han og blinkede med et enkelt grønt øje.

Smilet der nu havde bredt sig på hendes læber, om at Eadgar havde valgt at villige i at være hendes forsøgs kanin. Fik det næsten til at se ud som om, at hun var et lille barn der havde fået en af de bedste nyheder nogen sinde. Og sådan kunne man vel godt beskrive Rhoslyn Den Blide - nemlig en kvinde, der var yngre i sind, end hun var i alder. Ikke at det skulle tages fejl af, at hun stadig blev hørt af de ældre præster. Måske var det endda den barnlighed, den ærlighed og naivitet - som der faldt i god jord hos mange. Fordi at under alt den blåøjet personlighed, der var der også en ægte kærne af kærlighed. En kærlighed til folket, og alle væsner der levede i Krystallandet. 

Hun fnes dog en anelse, da han nævnte at det ville smage himmelsk. Og kunne mærke hvordan at varmen tog fat i hendes ørespidser, og lige så stille begyndte at glide ned af hendes kinder. Han tilbød dog en livlinje, som kunne tage hende ud af forlegenheden over hans meget fine ord til hende. Og nikkede så hurtigt. Hun tog endnu en hurtigt bid, da hun stadig kunne mærke sulten der rumsteret rundt i hendes mave. Da hun havde spist bidden, slikkede hun sig om læberne. 
"Nej bestemt ikke, ved dog ikke hvor jeg skal starte. For vidste slet ikke jeg var så spændende at der var mange rygter om mig!" grinede hun, og kom med en af hendes signatur blændende smil. "Er der noget bestemt du vil have bekræftet eller afkræftet" spurgte hun bag efter, og løftede det ene af de pjusket bryn.

Han kunne godt lide hendes smil, endte Eadgar den Andægtige med at konstatere, da Rhoslyn atter sendte en håndfuld af dem afsted. De varmede godt i maven, og satte sig en smule i kinderne. Og vigtigst af alt fik Eadgar selv lyst til at smile tilbage. Så det gjorde han. 

”Hvis det ikke er for snagende, vil jeg gerne vide lidt om dine mål. Er der noget særligt du stræber efter eller vil opnå? Jeg ved du er ved at uddanne sig til selv til at kunne bære en rigtig præstindekåbe, så det er ikke så meget den del du behøver at snakke om –” Eadgar tænkte sig en smule om. Der var så meget han ønskede at vide, men samtidig havde han ikke i sinde at få hende til at føle sig udstillet eller udspurgt.
”- Det er nok mere dine personlige mål – hvor du ser dig selv henne i fremtiden? Hvordan du gerne vil huskes?” Han krøllede et stykke af brødet hvileløst mellem fingrene uden at spise det.

Hendes personlige mål?
Det var tydeligt, at spørgsmålet kom bag på Rhoslyn. Mest af alt, fordi hun havde forventet, at han ville høre omkring hendes ulykke. Om det kunne passe at halvdelen af hendes krop var dækket af arvæv, og hvorfor hun havde fravalgt at få healing der kunne fjerne det værste af det. Men hvad hun gerne ville med hendes liv, foruden at få præstindekåbe - og kunne prædike omkring hendes tro. Ja hvad ville hun så? Smilet var falmet en anelse, dog blot fordi hun tog spørgsmålet meget alvorligt. Det var desuden også et dejligt spørgsmål trods uventet. 
"Jeg - har haft mange drømme igennem tiden." sagde hun med et smil, og lod blikket glide ud over den lille hemmelige del af haven i de sad i. Måske ikke hemmelig endda - men mere skjult for øjne der gerne ville snage. Hvilket var grunden til hun kunne lide det.
"Men min største drøm er, at jeg måske kan være så heldig at få mit eget tempel en dag - kunne tage en masse børn ind som ikke længere har deres forældre - eller forældre ikke længere kan tage sig af dem. Og lave et godt hjem for dem, i Isaris tro." sagde hun med en hæs stemme, inden hun vente sig mod ham igen. "Hvad med Eadgar Den Andægtige. Hvad er hans håb for fremtiden? Hvad vil du gerne huskes for?"

Eadgar lyste op i et skævt smil, da Rhoslyn bekendtgjorde at hun godt kunne ønske sig et tempel. Som forkynderen havde forventet lå der igen ikke noget egoistisk bag den ligesindedes ytring, selvom spørgsmålet egentlig havde lagt op til det; Rhoslyn var ikke ude efter et tempel fordi det kunne være prestigefyldt eller give magt – hun ville gøre det for børn, hvis hjem og familier ikke længere eksisterede. Hun ville udbrede og sikre at Lyset ramte de mange som havde brug for det. Eadgar den Andægtige blev varm om hjertet.
”Det lyder som en smuk drøm.” istemte han mildt og kunne levende se det for sig: Lyset ville være så kraftigt.
Først da Rhoslyn gengældte spørgsmålet svandt smilet ind. De grønne øjne forblev dog venlige.
”Jeg tror aldrig, at jeg har tænkt så langt.” bekendte han troskyldigt med et trak på skulderen: ”Hvis jeg kan huskes for blot at have hjulpet én person med at finde Lyset, vil jeg være tilfreds.” Det var ikke løgn. Eadgars liv gav mening når han formåede at føre væsner til Isari, Livets Gudinde. Men Lyset havde fået en konkurrent, og selvom forkynderen forsøgte at underminere betydningen deraf, kunne han ikke med rent hjerte sige, at det kun var Lysets og de hellige ord, han ville huskes for, hvis han en dag ikke fandtes længere. Ubevidst puttede han brød i munden.

En smuk drøm, helt bestemt! Og se som de sidder – som to forfjamskede skolebørn. Så unge, så naive – se på dem! Se på dem, hviskede Stemmen, der ikke var dæmonens egen. Dens tone var frydefuld og sitrende af forventningens barnagtige spændthed –

To karakteristika der lod sig afsløre i Chaunce Lochtree’s kønne ansigt. Mundvigene var vendt opad i en sådan grad, at de truede med at sprækkes under presset og de adskilte læber afslørede en perlerække af hvide tænder, som var det eneste, der i sandhed hørte til her i Isaris altomsluttende lys.

Den kønne mand havde ikke stået placeret bag de to forkyndere i lang tid. Hvad han dog indtil da, havde været vidne til, havde været… formidabelt. Ganske enkelt formidabelt! Hvem vidste, at man kunne more sig så kosteligt, ganske enkelt ved bare at være tilstede? Oh, Chaunce havde naturligvis været de rette steder på de rette tidspunkter før – jovist, det havde han! Dette var dog anderledes på alle tænkelige måder, og Chaunce forstod pludselig, hvordan en hvis ubehagelig afholdenhed kunne føre et nyt univers af muligheder med sig.

Tanken var nær ved at få ham til at le.

Chaunce bevægede sig – uden at hans giftgrønne øjne veg fra Rhoslyn og Eadgar – hen imod dem, og sank lydløst ned på samme bænk som dem selv, tæt efterfulgt af ordene: ”Rhoslyn, kæreste. Så mødes vi igen! Sikke et dejligt, dejligt sammentræf.” Chaunce rykkede ublufærdigt tættere på den alt for kønne kvinde, og lod hans leende, sultne øjne glide henover dem begge. Dette var ganske enkelt for morsomt til, at kunne forblive blot en iagttagelse – og dette var til trods for, at han havde lovet Stemmen, at de blot skulle… se på hende. Fascineres på afstand.

Chaunce strakte sin ene muskuløse arm om bag Rhoslyn i en hastig bevægelse, og støttede sin handskebeklædte hånd mod træbænkens hårde ryglæn. Dernæst fæstnede han sit blik på den unge mand: ”Og hvem er du?”, spurgte Chaunce indsmigrende, hvorefter hans hoved gled let til den ene side; som et rovdyr der havde besluttet at lege tagfat med sit bytte forinden dens endelige. 

Det var et umådeligt blidt udtryk der gled hen over Rhoslyns ansigt, nok også her at hendes navn kom fra. Rhoslyn den blide. Det var altid rart at dele sine ønsker og drømme med en ligesindet, især da det havde så stor en indvirkning på ham - der var i hvert fald noget over hendes svar, der havde lettet presset på hans skuldre. Hvad han havde været nervøs for at høre, det kunne hun gætte sig til - men derfor var det stadig rart for hende, at vide at hun havde gjort det korrekte. Hun nikkede hurtigt over hvad han sagde; "Det er ligeledes også en rigtig -" mere nåede hun ikke at sige, da en lyden af nogen der bevægede sig mod dem. Følelsen af hvem personen var, fik hårene til at rejse sig på hendes arme. Hendes blå øjne lagde sig hurtigere på skikkelsen, førend at han kunne sætte sig og snakke. 
Chaunce Lochtree - personen hun endnu ikke helt havde kunne greje hvordan han var, eller hvad det var som fik ham til at opføre sig på den måde han gjorde. 
Så opslugt af mørket.

"Chaunce.." sagde hun tydeligvis forvirret, hvad lavede han her? Og kunne han ikke se, at hun var igang med at snakke med en anden. "Jamen - åh, ja selvfølgelig..." prøvede hun, som hun kunne mærke at der var noget som satte sig på tværs af hendes hals. Især da han pludselig satte sig så tæt på. Hans måde at agere på, det ville aldrig blive nemt - bestemt ikke når han altid fandt sig så nær hendes egen krop.
"Ehm - dette er Eadgar den Andægtige - og Eadgar dette er Chaunce Lochtree.." prøvede hun diplomatisk - mens hun sendte nogle forvirret øjne mod Chaunce der talte sit tydelige sprog; Hvad laver du her. 

Den ukendte mandsperson dukkede op af ingenting. De havde delt et Lys, som nu pludselig begyndte at blafre faretruende grundet den anden persons (meget tætte) og yderst uønskede tilstedeværelse. Eadgar den Andægtige kendte ham ikke og alligevel fik han den umiskendelige føling af, at manden var en skidt én. Et grænsesøgende individ, der hverken syntes at forstå eller respektere privatlivets fred og personlig sfære. Det umiddelbare elendige førstehåndsindtryk gjorde forkynderen ilde til mode – noget der kun blev yderligere forstærket af, at Rhoslyn angiveligt kendte den fremmede. Lyset blafrede og fik uvilkårligt Eadgar til at søge Rhoslyns ansigt, i forsøg på at tyde, hvor tæt en relation det umage par havde.

Den kortvarige forvirring, som forkynderen fandt i kvindens blå øjne, indikerede at nærværelsen var uventet, hvorfor Eadgar kun blev endnu mere overbevidst om, at han ville gøre klogest i at prøve at virke så uanfægtet og så rolig som muligt. Ansigtet blev lagt i de vante forkynder-folder.
”Lyset være med dig, Chaunce Lochtree” lød den højtidlige hilsen, da Eadgar tog sig sammen til at besvare den udstrakte hånd: ” – hvis det er Rhoslyn du er kommet for at tale med, vil jeg nødig forstyrre.” Det sidste den unge mand ønskede var at stå fanget som tilskuer til en potentiel penibel situation – for selvom Eadgar egentlig ikke vidste hvem denne Chaunce var, var der noget i forkynderen som sagde ham, at det bizarre smil ikke var kommet for at søge trøst hos Lyset. Og hvis det (mod al forventning) var Chaunce formål med at dukke op, havde Eadgar den Andægtige ikke i sinde at overhøre skiftemålet.

”Oh, Eadgar den Andægtige og Rhoslyn den Blide. Sikke da!”, udbrød den kønne mand prompte, hvorefter han med en ilter nysgerrighed, tog dem begge i nærmere øjesyn; som var de eksotiske kæledyr, han, ved et mirakel, var stødt på i den frie natur. Stadig hang det brede smil om de hjerteformede læber – det ville ganske enkelt ikke forlade ham, for Chaunce Lochtree morede sig kosteligt – men da den unge mand dernæst proklamerede, at han ikke ville forstyrre, tvang Chaunce sit ansigt i de rette folder.

Det var i hvert fald det, han forsøgte. I virkeligheden forlod alt det morede kun hans læber, som smilet derpå fortrak sig men stadig gnistrede hans øjne af det; som fandt Chaunce det hysterisk morsomt, at denne Eadgar ikke ønskede at blive – som var det hele formålet med hans pludselig opståen; at smadre deres boble af Lys til ugenkendelighed med sit eget Mørke alene.

Han kunne jo trods alt ikke bruge sine kræfter på den lyshårede – nej, konsekvensen derved, når hans far fik nys om det, var ganske enkelt for gruopvækkende til, at Chaunce ville tage chancen. Allerede begyndte han dog at bestemme, hvilke ord der skulle hviske forræderisk i Eadgars sind…

Vi jo konkurrenter nu, knægt. Det ville være dumt af dig at gå, hviskede Stemmen udfordrende, hvortil Chaunce slog med hovedet, i hvad der i hans optik var et nik, men som i virkelighedens verden lignede et krampagtigt tic.
”Nej, nej! Du må endelig ikke forlade os, Eadgar den Andægtige”, skyndte Chaunce sig – så indsmigrende så muligt – at bede ham om. Langsomt gled Chaunces hoved let til den ene side, hans øjne ikke vaklende fra Eadgars egne: ”Jeg er simpelthen så nysgerrig – ja, det har min søster altid sagt! Nysgerrig og videbegærlig er jeg! – hvordan kommer I dog på de navne? Den Andægtige og den Blide, hm?” 

Nødig forstyrre?
Hun kiggede forvirret frem og tilbage mellem de to mænd, ærligtalt forstod hun ingen ting af hvad der foregik lige nu. Hvilket ikke var særlig tit det skete, men i dette tilfælde - ja, så var hun meget i tvivl om hvordan hun skulle agere. Hun ville jo ikke bare sige at Chaunce skulle gå sin vej. Men han havde lidt brudt ind i en privat samtale, uden at spørger om det var okay. Og selvom han prøvede at gøre det bedre igen, ved at sige at Eadgar selvfølgelig skulle blive - så fik hun følelsen af, at det ikke var for de rigtige grunde, at han gjorde det. Nej, hele situationen var bestemt ikke rar eller god! 
Hun prøvede så nænsomt som muligt, at rykke lidt væk fra den høje mands arm, og kiggede op mod Eadgar med næsten bedende øjne. Hvis hun skulle have en mulighed for, at vende denne mand til lyset, var det meget tydeligt at hun ikke kunne gøre det alene.
Hvad det ville betyde i sidste ende, havde hun ingen idé om - men skulle det ende i noget forfærdelig, var hun ikke sikker på, hun nogen sinde kunne tilgive sig selv.
Men for nu, ville hun bare ønske de alle kunne komme godt ud af det med hinanden. Så hun vente kort sit blik mod Chaunce. "Det var altså ikke særlig venligt Chaunce." sagde hun med en meget blid stemme, og gav ham et ganske forsigtigt smil. "Kan du huske, vi snakkede om at man skulle lege pænt med andre? Og man må ikke bare bryde ind i en samtale, uden at spørger om det er okay." tilføjede hun, og vente sig mod Eadgar - hendes hånd lagde sig mod hans, så han kunne mærke hendes hvor fugtige de var blevet, efter at Chaunce havde sluttet sig til dem. Hun var mindst lige så forbavset, og nervøs for hvordan situationen udviklede sig.
"Det er en titel man får, når man går i lyset, det er ikke alle - men dem man føgler en bestemt sti for lyset, de kan være heldige som os at få en titel." sagde hun med en næsten moderlig stemme, inden øjnene igen vente sig mod Chaunce. Lad ikke dette blive lige så ubehageligt som sidst, ved lyset - jeg håber du lyttede til noget af det jeg sagde. Du var jo i det mindste så sød, du lod mig gå - du lod mig gå uden noget videre.

Var den fremmede åndsformørket og enfoldig? Tanken slog for første gang ned i Eagdar den Andægtige, da denne hørte hvordan manden snakkede, og blev dernæst yderligere understøttet af måden hvorpå Rhoslyn gav sig til at besvare Chaunces ord: hun talte til ham som var det et barn fanget i en voksen krop. Det havde utvivlsomt lydt som en mild formaning – og hvem sagde ellers ’..vi snakkede om at man skulle lege pænt med andre?’, hvis ikke det var fordi, at der var gået noget galt ved undfangelsen? Af en eller anden grund gjorde det Eadgar mere komfortabel med situationen; hvis det var en af Rhoslyns fortabte, og tydeligt småtbegavede personer, som higede mod Lysets anerkendelse og den ro, som gode forkyndere udstrålede, ville Eadgar ikke være uhøflig og vende ryggen til. (Han havde selv været forfulgt af den slags triste skæbner i løbet af sin tid som praktiserende)
At hjælpe den hjælpeløse er som at give Isari, Livets Gudinde, et lån - hun betaler det rigeligt tilbage, mindede Eadgar sig om og fandt trøst i at det reducerede ubehaget betydeligt.

Varmen ramte ham, da Rhoslyn berørte hans hånd. Hvorfor blev hun ved med at se usikker ud? Indskrænkede personer havde tendens til at være primitive og dermed opfarende, havde Eadgar hørt. Prøvede Rhoslyn at sige, at han skulle være på vagt? At denne Chaunce ikke kendte til normer og pli? – noget kunne lidt tyde på det.
Eadgar den Andægtige samlede sig sammen. Mødte den fremmede mand med så meget venlighed og åbenhed som det var muligt at mønstre:

”Hvad bringer dig til de hellige haver, Chaunce Lochtree?”
Meget bevidst forsøgte den unge mand sig til at stille et simplet og forhåbentlig letforståeligt spørgsmål, der ikke ville være for kompliceret at forstå eller for nemt at mistolke. Bare for at være på den sikre side.

Oh, de tror, du er en imbecil! Stemmens skingre skrig var et frydefuldt et af slagsen – et, der fik Chaunce til at le moret og klukkende. Latteren fulgte efter Rhoslyns formanende ord og irettesættende blik, og havde det ikke været for Stemmens hastigt beordring, havde Chaunce aldrig tvunget det af sine læber og lagt sit kønne ansigt i alvorlige folder.
Ikke at den påtagede fortrydelse rigtig satte sig fast i hans giftgrønne øjne – hvad de dog gjorde i stedet var, at fæstne sig i kvindens kønne blå med sådan en intensitet, at det for udefrakommende måtte ligne, at han forsøgte at kravle ind i Rhoslyns inderste. Dernæst fulgte stilheden og en langvarig en af slagsen…

”Det må I begge to sådan und-undskylde”, udbrød Chaunce pludselig, som hans ansigt fortrak sig i en krampetrækning og ordene buldrede ud igennem hans læber; som havde de siddet fast i mundhulen og ikke ville give slip, forinden at han tvang dem afsted. Den høje mand fortsatte dog ufortrødent og som om, at han ikke havde hævet stemmen på noget tidspunkt:

”Jeg har tænkt meget på dig, Rhoslyn – ja, det har jeg! Som jeg dog har tænkt på dig – tænkt og tænkt og tænkt! Dagen lang i al kedsomheden med ingen ting at tage mig til! Ingen ting! Og jeg har skrevet breve om dig til min kære søster. Fortalt om vores korte stund sammen –” Chaunce skævede storsmilende til Eadgar før han fortsatte ivrigt, ”så det er derfor, at jeg er her. For at se dig! Er det ikke morsomt, at vi så, ganske tilfældigt, stødte på hinanden? Måske det er bestemt af Lyset selv?”

De åh så grønne øjne blev, om muligt, en smule mørkere i det at Chaunce derefter omsider syntes at anerkende Eadgars – noget fjollede – eksistens. Pludselig sneg noget glubsk sig ind i dem, som Chaunce lænede sig frem mod den anden unge mand – noget, der så sandelig også bragte ham tættere på Rhoslyn:
”Ser I… jeg må slet ikke være her”, hviskede han konspiratorisk, hvorefter han fnes og løftede sin ene handskebeklædte hånd op til de hjerteformede læber.

Hun vente blikket fra Eadgar tilbage mod Chaunce, som han pludselig udbrød et undskyld til dem begge. For denne tid, virkede det oprigtigt, og derfor bredte der sig også et blændende smil på hendes læber. Hånden der havde grebet ud efter Eadgars, gled væk og hun brugte den i stedet til at klappe Chaunce lidt på hans knæ. 
Måske der var håb, selvom der stadig var noget omkring ham - som fik det til at løbe koldt ned af hendes ryg. Den lille stemme der fortalte hende, at trods hun håbede og troede på det bedste for ham. Så var der et eller andet meget galt med den unge mand. Hvad det var? ja det var hun ikke selv sikker på, hvilket også gjorde hun måtte håbe og bede til, at lyset en dag ville være hel i ham, trods det mørke indre der stadig lå og ulmede.

Hun nikkede langsomt. "Det er da dejligt - at du sådan har tænkt på mig, og det - virkelig sødt du gerne vil se mig." igen fortalte den lille stemme, leg med - form dine ord omkring ham og se hvor det føre dig hen. Måske ville det hjælpe, måske ikke - men hun ville stadig forsøge. For det var hvad lyset havde lært hende. 
Hun prøvede ikke at vige bort for hurtigt, da hun pludselig mærkede hvordan Chaunces kropsvarme blev presset mod hendes. Hvordan hans krop lænede sig hen over, for at komme hen til Eadgar, og fortælle at han slet ikke måtte være der sammen med dem.
"Hvorfor ikke?" spurgte hun tøvende, mens hendes blik igen flakkede mod Eadgar - alt dette, var en virkelig mærkelig situation at stå i.

Chaunce direkte tiltaleform, da denne atter engang henvendte sig til Rhoslyn, gav Eadgar kvalme.
O, Lysets Lys, Hellige Gudinde, hjælp denne mand, for han er tydeligvis fra forstanden.
Eller – måske var det ikke så meget tiltaleformen som den var den anmassende følelse af, at Chaunce og Rhoslyn delte noget internt – en klæbrig oplevelse af noget udefinerbart som Eadgar hverken ønskede at være en del af eller høre mere om. Det var som om den fremmede forsøgte at omsværme og sluge Rhoslyn med sin blotte tilstedeværelse – gøre krav på alt ilten.

Normalt ville Eadgar have slået ud med armene og proklameret at stedet var for alle der søgte sjælefred og Lys, men armene blev holdt tæt ind mod kroppen og munden forblev lukket.
Var det efter Rennys indtrædelse i hans liv, at mistroen var blevet så udtalt? Rhoslyn havde klappet Chaunce godmodigt på knæet, og for en stund set oprigtig glad ud, som havde undskyldningen lydt langt mere ægte og dybfølt i hendes øre end i forkynderens?
Eadgars øjne bulede, da den fremmede skamløst lænede sig hen over Rhoslyn, for at adressere spørgsmålet, som den unge mand havde stillet.
En ting var i hvert fald sikkert: Det her kunne umuligt være Lysets ønske at bringe dem sammen på så helligt et sted.
Knap nok havde forkynderen tænkt det, før manden bekræftede det ved at røbe, at han slet ikke måtte være der. Eadgar selv lænede sig instinktivt væk, endte med at sidde lettere akavet på den yderste del af bænken, som de tre pludseligt delte. Munden forblev lukket – tænderne bidt sammen om tungen for at sikre, at ingen ord busede ud af ham.

Chaunce smilede bredt, tydeligvis fornøjet over opmærksomheden fra begge de unge forkyndere. At Eadgar den Andægtige intet sagde passede desuden dæmonen ganske glimrende, så det var derfor med stor iver og en teatralsk kunstpause for den maksimale effekt, at Chaunce satte sig bedre til rette med et tungt suk:

”Ser I – jeg er ikke som alle andre”, begyndte den kønne mand at fortælle. De giftgrønne øjne gnistrede af indestængt morskab i det, at de fæstnede sig i Rhoslyns eget for et kort øjeblik. De talte sit tydelige sprog og selv den blinde ville være i stand til at se det: du ved, hvad jeg mener, min fine fugleunge. Du ved, hvad jeg er i stand til.

”Jeg er ganske enkelt bedre! Jeg kan ting, som andre væsner ikke kan, men… oh, jeg har lidt af et temperament, det har jeg! Og jeg keder mig så nemt! Så nemt, så nemt, så nemt! Så det er simpelthen derfor, at jeg ikke må gå udenfor – i blandt alle… jer andre. Jeg kan gøre så megen på så kort tid – så kort tid, det kan jeg sige jer! Alt det tager er en lille berøring og så… ja, er det som om, at det sker helt af sig selv! Puf, I ved!”

Hendes blik fæstnede sig ind i Chaunce’s øjne, som prøvede hun at advare ham mod at opføre sig som han gjorde. Men det hjalp ikke, for det var som om at der ikke længere var den samme forbindelse, som der havde været den falde færdige bygning. Eller havde hun bildt sig det hele ind? 
Fingrene flettede sig nervøst ind mellem hinanden, som hun prøvede at få sig selv til at falde ned. Men en ulækker fornemmelse greb omkring hendes mave - hun kunne mærke hvordan spyt begyndte at forme sig i hendes mund, i sådan en grad at det blev næsten udholdeligt. Smagen af galle, der trænge sig igennem grundet nervøsiteten der blot blev ved med at stige. Og hun var ikke helt sikker på hvad, hvad det var som gjorde at hun ikke kunne holde til at sidde så tæt på den unge mand. 
“Chaunce” sagde hun forsigtigt, som en der prøvede at forklare at han skulle holde lidt igen, blot ved at sige hans navn. Men det var mest af alt, fordi hun ikke vidste hvad hun ellers skulle sige til ham. For hun forstod ikke helt hvorfor han ikke måtte komme ud, blot på grund af hans temperament? 

Tungen fugtede langsomt hendes læber, inden hun sank det spyt der havde samlet sig. “Så hvorfor er du ude i dag?” Kom der endelig fra hende, mere konkret end at sige hans navn. Blikket gled fra hans ansigt, over mod Eadgar - skulle de undskylde sig selv? Gå deres vej, eller hvad kunne hun gøre i den her situation, som ikke var uhøflig for nogen partner. 

Chaunce hørte ikke Rhoslyns bedende ord, så optaget af hans egen stemme, var han nemlig. Det var derfor også et under, at han overhovedet lod hendes næstfølgende spørgsmål registrere, og med stor begejstring smed han begge håndflader sammen i et højlydt klask:
”Jeg ville skam se Isaris Tempel”, udbrød han fornøjet, hvorefter han rejste sig, så hans skikkelse tårnede sig op over de to siddende.

De giftgrønne øjne slog gnister af indestængt morskab, for den kønne mand mente selv, at dette var den ultimative spøg: en Mørkets dæmon i Lysets Gudindes hus. Kunne det blive bedre? Kunne det blive mere spottende? Chaunce – og ikke mindst Stemmen – var ikke sikker! Det grænsede til det geniale ifølge dem selv, og endnu bedre skulle det blive. Ja, det kunne kun blive endnu bedre! De to forkyndere skulle nemlig vise ham rundt. De skulle nemlig invitere ham indenfor!

Og når han så endelig satte sine fødder derinde… ak ja, så skulle selveste Zaladins forgård indfinde sig derinde. Alt sammen med et lille bitte pust…

”Vil I ikke gøre mig den glæde at vise mig Gudindens Tempel? Jeg… jeg bliver nødt til at se det. Mærke hendes storhed.”