Hendes kommentar omkring at kidnapninger var besværlige fik ham til at løfte et øjenbryn, det var tydeligt at hun lavede sjov, men der var vel altid noget sandhed bag ved alting? Derfor kom den spøgefulde kommentar fra ham da også som modsvar. "Nå, det er måske ofte at de adelige sydpå bortfører folk?" Han smilede skævt som han stillede hende spørgsmål, en smule uvidende om sydens kultur med slaveri som nogen måske ville se som en form for bortførsel. 

Til hendes følgende kommentar omkring at vagterne nok vidste hun var væk, men ikke rigtigt vidste hvor de skulle lede efter hende, fik ham til at grine. Hvordan kunne man ansætte vagter der var så dårlige til at holde øje med den person de var ansat til at vogte. Selvfølgelig, det kunne jo være at Meena beholde dem som vagter lige netop fordi de ikke var så skarpe.
"Burde man ikke normalt skille sig af med vagter der ikke kan holde vagt eller beskytte den de er ansat til ordentligt?" 

Han tænkte lidt som hun forklare at hun ikke var kommet nogle af byens mere skumle steder, og nej selvfølgelig ikke, det var hovedsageligt også kun folk uden et valg der bevægede sig i de dele af byen. Han bed sig dog fast i at hun påtalte at hun ikke var så hjælpeløs som hun så ud til at være, og han havde da også fornemmet at hun ikke var det, så selvsikker hun førte sig trods situationen. "Nej, jeg er stadig overrasket over du ingen frygt har, så enten er du blot meget modig eller også har du noget til at forsvare dig med?" Af en eller anden grund antog han ikke at hun bare ikke troede på han ville gøre hende ondt. Han var trods alt vant til diskriminationen fra folk på at han var halvork og derfor ikke var til at stole på, og han var da også til tider utilregnelig.

Han nikkede i første omgang til at han ville svare hendes spørgsmål så hun kunne forklare nærmere, han var trods alt en smule nysgerrig fordi det ikke på stående fod gav nogen mening. Det var dog som om et lyn slog ned da hun stillede spørgsmålet. Han bandede indvendigt, og vidste med det samme at han ikke kunne lyve, han var ikke god nok til det. Han kiggede sig omkring og næsten knurrende fik han svaret hendes spørgsmål. "Fordi... Det gjorde ondt, det brændte og der er kun en ting der brænder sådan, og det er sølv." Han satte sig anstrengt og tungt tilbage i hans sæde og knyttede armene. Hans blik blev strengt og mens han sad med armene over kors åbnede og lukked ehan den ene hånd som varmede han den op og den anden knugede han sammen. Han skulle nok gøre noget ved hende hvis hun gav sig til at skrige op.

”Det kommer an på hvordan og hvornår du vil mene en kidnapning finder sted?” endte hun med at svare lidt små kryptisk, før en hovedrysten fulgte. ”Vi kidnapper ikke bare folk, typisk.. Altså jeg kan ikke snakke på vegne af resten af min familie, men jeg har ikke kidnappet nogen, som ikke ville kidnappes.” det var måske ikke ligefrem dét svar halvorkeren forventede, men det var det bedste hun kunne give ham. Derfra måtte han jo så tolke det som han ville.
Naturligvis blev der forudindtaget at vagterne der var sat til at passe på prinsessen, vare dybt inhabile til deres arbejde. Hun ville nok selv have tænkt i samme baner, havde hun siddet i hans sted. Ordene fik hende alligevel til at smile stort, grænsende til latter. ”Jo, men det er nu ikke fordi de ikke er dygtige til deres job. Det er bare mig som måske er lidt for god til at snige mig ubemærket ud? Og jeg har skam også frygt, ligesom de fleste normale personer. Bare ikke for kidnapninger eller at være hjælpeløs.” Et lille træk på skuldrene blev taget, som havde det ikke den store betydning alligevel. I sidste ende passede det hende jo ganske fint at kunne snige sig afsted. Det betød jo at hun ind imellem for bare nogle timer, kunne være andet end bare en prinsesse. "Dermed ikke sagt at der ikke er tidspunkter, hvor jeg ønsker at have en vagt eller to med mig." tilføjede hun lidt efter, men ærligt. I sidste ende var fyrstedatteren ganske bevidst om, hun kunne være et mål og heller ikke var udødelig.

Spørgsmålet faldt tydeligvis ikke i god jord, selv en blind ville vide det. Udadtil lod det ikke til at virke, som Meena var klar til at springe op af sit sæde og styrte mod døren. Knurren der lå i ordene og hans fysik gjorde hende straks opmærksom, på en helt anden måde end tidligere.
Blikket flyttede sig ned mod hånden, der skiftevis åbnede og lukkede sig. Det virkede næsten som han var ubeslutsom om han skulle lange ud efter hendes mindre skikkelse, eller i virkeligheden bare varmede hånden op, klar til slag.
"Kun sølv som i at du er..?" gentog hun med tungen fugtende læberne, før tænderne sank i den nederste. En lille urolig flytten på sig selv, afslørede endeligt at hun ikke var til så veltilpas, med hans ændrede attitude, som tidligere. 

Han kiggede på hende med ret så mistroiske øjne. "Ikke kidnappet nogen som ikke ville? Hvem ved deres fulde fem ville ønske at blive kidnappet!?" Han kunne simpelthen ikke se det nogensinde ske, hvem ville dog være interesseret i at blive taget til fange? Han kunne simpelthen ikke forstå det på nogen måde.

Han kunne ikke lade være med at ryste smilene på hovedet af hendes kommentar om at det blot var hende der var alt for god til at snige sig bort og ikke vagterne som var dårlige til at holde øje med hende. Ja hendes selvtillid var der tydeligvis ikke noget galt med, så meget kunne han da tydeligt se. Selvfølgelig var der også tidspunkt hvor hun ønskede at have vagter med sig. "Såsom når du bevæger dig rundt steder hvor du er velkendt, eller steder hvor du forventer der er folk der vil dig ondt kun?" Han kiggede på hende med spørgende øjne.

Han var meget tæt på at råbe op da hun stillede endnu et ledende spørgsmål omkring det med sølvet. Han trak vejret tungt og åndede ud tungt før han så fik vrissende svaret hendes spørgsmål. "Ja det kan du vidst godt selv nå frem til konklussionen omkring!" Han havde ikke ligefrem lyst til at sige det højt selv. Efter at have været kommet med det udbrud fik han dog lidt mere ro i kroppen og han stoppede med at sidde med armene over kors og tog istedet en slurk af hans vin istedet. Det måtte da være tydeligt for hende nu at han var varulv, der var ingen grund til at han sagde det?
Han tømte så hans glas med vin, og sad egentligt bare og afventede hendes reaktion eller svar.

Begge skuldre hævede og sænkede sig i en hurtig bevægelse, mens hun forsøgte ikke at smile alt for meget ved hans undren. ”Du ville blive overrasket over, hvad folk er villige til at arrangerer for dem selv, for hvad de selv mener er et godt motiv.” det var vel ikke så utænkeligt at der var en eller anden ung adelsmand, som havde spillet eller drukket sine krystaller op eller forældrene havde klappet kistelåget i. Der i et desperat forsøg gav sig i kast med en arrangeret kidnapning, for at presse nye krystaller ud af sine forældre?
”Korrekt.” medgav hun med en nikken. Der var også andre tidspunkter, hvor hun valgte at have vagter med sig, men meget handlede om specifikke situationer og hvad hun følte for det pågældende øjeblik.

Hans udbrud lod til at gøre hans anspændthed godt, men det betød ikke den blev helt så vel modtaget. Hvor en flig af en nervøsitet have vist sig hos den mørklødet kvinde overfor, sad hun i stedet for nu med korslagte arme og smalle øjne ”Slap af Aethelwulf, hvis jeg ville råbe ulv tror du så ikke jeg allerede havde gjort det? I stedet for at spørger mere ind?” bed hun tilbage af den vrissen han havde serveret for hende. ”Jeg kunne ikke være mere ligeglad med hvad du er, foruden det åbenlyse. Medmindre du har tænkt dig at kaste dig over bordet, for at sætte tænderne i mig?” lød det i en mere flabet tone, før hun rakte ud efter sit eget glas med vin.
Et par slurke blev indtaget, mens de brune øjne gled undersøgende rundt på den store skikkelse ”En halv ork som der er varulv... - Jeg ville helt sikkert ikke møde dig under en fuldmåne.” kom det så endeligt fra hende, med et voksende skævt smil ”Jeg kan ændre kvaliteten på ting, men det betyder også jeg naturligt kan mærke kvaliteten på ting.”.


//Låst efter aftale <3