Hvis Agarés havde haft tiden, ville han ikke have tøvet med at fortsætte deres barnlige mudderkast af ligegyldige ord. Kommentaren der blev skreget efter ham, nåede dog lige at stikke en nål af irritation i siden på ham. Han var ikke klodset. Han havde travlt! Det ville have været lettere at koncentrere sig om at holde balancen, hvis man ikke havde en magtliderlig og stædig dæmon i hælene. Det var derfor han havde følt sig nødsaget til at ty til feje tricks og låse døren. Det skulle bare give ham en mulighed for at trække vejret og få pusten tilbage, for han var sikker på at se Deavás komme gående om hjørnet om et øjeblik.
Slam! Slaget mod døren gav et gib i drengen, men sekundet efter kunne han ikke lade være med at smile.
”Held og lykke med det.” Han ville have råbt ordene tilbage, men nu hvor han endelig kunne slappe bare lidt af, kom der ikke meget lyd ud i den hoverende kommentar. Med et tungt suk lukkede han øjnene i og lænede hovedet tilbage mod husmuren. Det gjorde ham ikke engang noget, at det var alt for køligt til ikke at være dækket ordentligt til. Det var længe siden han havde svedt sådan.

Roen lagde sig over dem for en kort stund, men blev afbrudt af Deavás’ halve trussel. Han kunne mærke den lidt nervøse klump i maven igen, da han åbnede øjnene og rettede blikket mod døren ved siden af sig.
”Hold dig væk fra mine ting!” Råbte han tilbage, selvom han ikke forventede at få noget svar. Deavás var sikkert allerede i gang med at rode i alle hans skuffer. Måske det ville røre ham mere, hvis han ikke allerede var sikker på, at Deavás nok skulle finde alle hans hemmeligheder før eller siden alligevel. Så han valgte at blive siddende, med den nagende følelse af frustration siddende i maven.
Fra det åbne vindue på første sal, hørte han dog den sætning, der kunne få ham til at rejse sig.
”Nej, Deavás! Ikke min dyre whisky!” Agarés kom hurtigt på benene, låste døren op og spænede op ad trapperne. Han havde alkohol i det meste af huset, og havde han valgt at gå efter flaskerne i køkkenet, ville han ikke have sagt noget. Men der var en grund til at netop de flasker, som Deavás nu ville mæske sig i, stod i skabet på kontoret. Agarés var altid gået op i sin whisky!

I farten nåede han ikke at se hvad Deavás foretog sig, kun at han sad på hug med en af de gode flasker. Det svin. Straks stod han lige bag ham, og lagde alt sin vægt i da han lænede sig ind over ham. Han måtte jo være besværlig, nu hvor han ikke havde musklerne på sin side. Han skulle lige til at gribe fat i en tot hår og rive til, lige indtil han fik set ned og så krystallen på gulvet. I stedet bukkede han sig lidt længere ned, men undlod at fjerne sin vægt fra Deavás’ ryg, da han hviskede;
”Skynd dig at tage den, Deavás. Inden jeg også begynder at slås med dig om den.” Måske det ville have virket bedre at lokke på den måde, hvis den han forsøgte at lokke, ikke kendte ham så godt. Det var uden tvivl ikke første gang han forsøgte sig med den metode overfor Deavás. – Sige, at han hellere måtte skynde sig, inden han gjorde det umuligt for ham, fordi han egentlig gerne ville have ham til at gøre det. Han tænkte bare ikke så langt denne gang. Han var mere optaget af at række diskret ud efter sin flaske i den andens hånd.
”Giv mig min flaske, så får du krystallen uden problemer.” Hvis han nu var rigtig heldig, så hoppede Deavás på den.

Det irriterende møgunge! Deavás troede virkelig ikke at Agarés kunne gøre ham mere frustreret, men afsted mod trappen strøg han og døren smækkede hurtigt i efterfølgende. Han var nød til at følge efter, selvom han langt hellere ville have haft dem til at blive på kontoret, så han havde kontrollen. Ikke at Agarés skulle se det lille flugtforsøg på en sejr, selvom han lød sikker i sin sag. Der var mange måder at lokke dæmonen tilbage på, han skulle bare lige finde den rigtig knap at trykke på og så ville dæmonen komme farende retur.
Det virkede oplagt at forsøge at overtale Agarés til at åbne døren, hvis Deavás først rigtig begyndte at se sig omkring. Han havde endnu ikke haft chancen siden deres barndom, men de ord der blev råbt retur i hans retning, gav ikke tegn på at Agarés ville forhindre ham i at lede. Måske han var ligeglad, eller også tænkte han at hemmelighederne var så godt skjult, at Deavás aldrig nogensinde ville kunne finde noget saftigt på dæmonen. Han kunne bare tro om igen! Men først måtte han lige have en tår til at fugte svælget, når de nu havde brugt så lang tid på at råbe af hinanden. Èn af dem måtte uden tvivl ende med at miste stemmen til sidst og så ville der falde ro over det store hjem.

”Hvad vil du gøre?” råbte han, som han allerede var et godt stykke oppe af trappen igen. Det var nu bare sjovere at indfange Agarés i sit eget spil, derfor måtte han komme til ham, hvis ikke han skulle rode rundt i de mange skuffer og skabe i huset. Mon han kunne finde tegn på forholdet til sekretæren, eller var det er overstået kapitel, siden dæmonen havde reageret som han gjorde? Trappen knirkede under fødderne, som han endte med at vende retur til selv samme værelse. Stedet han vidste hvor lå og hvad der befandt sig på de høje hylder. Alle de fine flasker.. Det betød ikke det store for ham, men noget kunne tyde på at det betød en del for den unge dæmon, da døren blev låst op og Deavás straks efter kunne høre de løbende fodtrin opad trappen. ”Prøv at se om du kan stoppe mig, din lille mide!” hvæste han, da han allerede havde åbnet flasken og taget den første tår. Den brændte på den gode måde, før at den endelige smag dukkede op. ”Mmh” udbrød han selvglad, før at han fik øje på krystallen fra tidligere..

På hug med den ene hånd om flaskens hals og den anden strakt frem imod krystallen, blev han lettere overrasket over at mærke Agarés imod sin ryg. Vægten der blev lagt i, fik hans hånd til at ramme gulvet lige ved siden af krystallen, for at støtte ham og forhindre ham i at ende på maven. Han brummede irriteret, som han helst ikke ville slippe flasken, men også gerne ville have væltet Agarés af sig. De hviskede ord, fik Deavás blik rettet imod krystallen, som han smilte lettere køligt. Forsøgte drengen at lokke ham i en fælde nu? Han bukkede sig i stedet længere fremad, slog flasken i gulvet og tog fat omkring Agarés arm, der forsøgte at nå flasken, før at han smed ham over sin skulder og ned i gulvet ovenpå krystallen. ”Så jeg skal røre ved den? Hvad er der galt med krystallen? ” spurgte han en smule skeptisk over at Agarés egentlig ikke forhindrede ham i at tage den.
Han sendte et lusket smil til drengen, som han løftede flasken fra gulvet og førte den op til sin mund for at tage endnu en tår. Denne gang valgte han dog at spytte det ud i hovedet på Agarés, før at han rejste sig i en fart, for at lukke døren og brække håndtaget af. Så var der kun én vej ud, igennem vinduet.. ”Du afbrød mig..” den hårde tone var tilbage, som han tog en ordentligt slurk af whiskeyen og satte flasken fra sig på en hylde, hvorfra Agarés umuligt kunne nå. ”Hvor kom vi fra?”

Hvad han ville gøre?! Intet! Hele huset var fyldt med hemmeligheder, flere af dem nogle han helst ikke ville dele, men Deavás havde en irriterende tendens til at blande sig i alt alligevel. Måske han endda kunne nå at finde en af de gennemsigtige kåber, som havde tilhørt sekretæren og stadig lå i Agarés' kommodeskuffe. Godt nok gemt helt ned i bunden, hvilket selvfølgelig var helt med vilje. Man skulle da ikke kunne se at han rent faktisk savnede selskabet en gang imellem.
Alkohollet var en anden sag! Det skulle den flabede dæmon i hans hjem ikke have lov til at pille ved uden videre. Åh jo, han skulle nok få stoppet ham, på den ene eller den anden måde. Man rørte ikke bankmandens dyre alkohol uden at ende i problemer, hvilket flere havde erfaret gennem årene. Kun hvis han var gavmild nok til selv at byde på et glas, men det kunne der vist ikke komme på tale i dag. Deavás havde ikke fortjent at nyde den sprittede, mørke, fyldige væske.

Der lød et gisp fra Agarés, idet flasken blev slået mod gulvet.
"Pas dog på-åh!" Han nåede ikke engang at registrere grebet, før der blev hevet til. Han væltede ind over skulderen på Deavás, og landede direkte ovenpå den kantede krystal.
"Arh!" Endnu engang måtte han erkende sin krops lave smertetærskel, for den landing ville uden tvivl ikke have været helt så slem førhen. Han trillede om på siden og førte en hånd om mod ryggen, for lige at stryge hen over det mærke, som krystallen havde efterladt. Et mærke der sikkert ville tage til i farve om lidt.
"Der er da intet galt med den. Rør nu bare ved den!" Han havde ikke overskud til at forsøge sig med at lokke mere. Kunne han ikke bare gøre som der blev sagt, i stedet for at være på tværs?! Selvfølgelig ikke.

Han rømmede sig, kneb øjnene sammen i et øjeblik for lige at samle sig, men idet han åbnede dem igen, ramte den våde klat whisky ham lige i ansigtet.
"Deavás! Man spilder da ikke dyr alkohol på den måde! Forkælede møg.. Nej nej!" Han afbrød sig selv, da døren blev lukket og håndtaget knækket af. Det tog ham ingen tid at komme på benene, som om han stadig kunne nå at løbe mod døren og starte et nyt flugtforsøg, men han blev stående. - En smule panisk over hvad i Zaladins navn han så skulle gøre. I det mindste var flasken da i sikkerhed, nu hvor Deavás havde stillet den fra sig. Men selvfølgelig skulle han være dum og stille den så højt.

Det var så fristende at blive og give igen. Være så latterligt besværlig og gøre det umuligt for Deavás at foretage sig hvad end han nu ville foretage sig. Ikke at det var svært at gætte. Men han vidste også, at han ville ende med at løbe tør for energi før ham. Så han bukkede sig ned, stadig med blikket fæstnet på Deavás, og samlede krystallen op.
"Vi kom fra at du skulle tage den her. Hvis du bare lader flasken stå og går." Så heldig var han nok ikke. Det var i sidste øjeblik at han fortrød sin taktik, og i stedet tyrede krystallen efter ham, så han selv kunne sætte i løb mod det åbne vindue. At tage chancen og hoppe ud af vinduet på første sal, var stadig bedre end at ende under Deavás. Det var han ikke i tvivl om.

Der var vist ikke nogen, som skulle snakke om at gøre sig fortjent til noget som helst. Medmindre de skulle tale om, hvorvidt Agarés havde fortjent den behandling, der var på vej imod ham. For det havde han virkelig! Deavás var særdeles utilfreds med hans konstante forsøg på at snakke udenom, flygte eller på anden vis vende fokus imod noget helt andet. Som den forbandede krystal. Han havde virkelig ikke i sinde at berøre krystallen, hvis det kunne undgås, derfor skar han også en lettere ’meh’ grimasse til drengens konstante forsøg på at få ham til at tage krystallen i hånden. Der måtte være noget galt med krystallen, ellers ville Agarés ikke insistere på den måde. ”Slap dog af” brummede han lettere arrigt, som den drengede stemme forsøgte at irettesætte ham. Hvad bildte han sig egentlig ind, kunne han ikke bare fatte, at slaget var tabt? Nu handlede det om krigen.
”Sikke du piver i dag” lo han hånligt, som dæmonen tydeligvis ikke brød sig om at blive smidt imod det hårde trægulv og den skarpe krystal. Men så kunne han jo bare lære at høre efter og ikke forsøge at bekæmpe ham så ihærdigt. Det var bestemt ikke første gang, men måske første gang, at Deavás endte med at slås med en gammel ven, normalt var det ofre for hans eksperimenter, men dette var en hel anden form for leg. ”Glem det, det sker ikke” hvæsede han, som han ikke havde planer om at røre ved den.

”Var den dyr?” spurgte han lettere forbavset, før at han brød ud i en kølig latter, han kunne da ikke være mere ligeglad, men det betød tydeligvis en del for ham. Men så skulle han måske bare opføre sig ordentligt og så var det slet ikke kommet så vidt for ham? Håndtaget blev smidt hen over gulvet, så det røg ind under en reol. Det ville bestemt ikke blive nemt at sætte håndtaget tilbage på plads og åbne den. Han vendte sig dog om lige i tide til at se Agarés komme på benene, hvorpå han blot lagde armene over kors og løftede det ene øjenbryn. Hvad ville han dog gøre nu?

Det kom en smule bag på Deavás, at Agarés endte med at samle krystallen op, uden at der skete noget. Men drengen kunne jo sagtens være immun overfor den effekt, hvis han selv havde kastet en forbandelse på den. Han var endnu ikke kommet til den konklusion, at det var krystallens skyld, at hans gamle ven, var blevet ung. Deavás trak på skulderne af hans ord, som han ikke var overbevist eller interesseret. Men da blev han lige pludselig tvunget til at springe til siden, som krystallen blev kastet imod ham og ramte væggen ikke langt fra ham med et bump. ”Hey!” råbte han frustreret, som han bemærkede Agarés flugtforsøg ved vinduet.
Deavás farede imod vinduet og flåede Agarés væk, som han smed ham retur ind i rummet og tilbage imod den nærmeste væg. ”Det bliver kun værst for dig selv. Vil du ikke have det overstået?” spurgte han hånligt, som han holdt ham imod væggen og skubbede et ben imellem hans ben. Uden videre omtanke greb han fat om Agarés skridt for at løfte ham op eller holde ham i en stilling, der ville få ham til at stå på tæer.

Slap af?! Han bad ham om at slappe af, når han ikke bare mishandlede den forsvarsløse flaske, men også mishandlede ham. Eller i hvert fald prøvede, for Agarés var stadig ikke klar til at give op, heller ikke selvom han kunne mærke hvor overanstrenget den lille krop blev, for hver gang han lagde kræfter i og forsøgte at give igen. Han var udmærket godt klar over hvor Deavás ville hen med hele den her unødvendige kamp, men der skulle mere til før Agarés ville lade det ske. Og det var virkelig unødvendigt. Hvis Deavás nu bare indså, at Agarés aldrig ville bukke under for ham, ikke engang når han fysisk ikke kunne hamle op med ham. De vidste jo begge to godt, at lige så snart han var tilbage til sit gamle jeg, ville han opsøge ham kun for at få hævn. Han skulle nok få ham til at pive lige så meget, som han selv gjorde i dag. Forbandede lille krop, der ikke kunne holde til noget som helst.

Urgh, hvor var han irriterende. ’Var den dyr?’ Han bed tænderne sammen, så den drengede kæbe stod mere frem, end man skulle tro var muligt. Han burde give ham en god gammeldags lussing for den kommentar. En lussing der ville efterlade røde afmærkninger fra fem små fingre, og som ville kunne mærkes en uge efter.
Han måtte gøre forsøget, det var hans eneste chance for at slippe ud af kontoret uden at blive hamret i gulvet af sin uværdige modstander. Han nåede dog kun lige at strejfe vinduesrammen med et par fingre, da han blev revet væk derfra og kastet mod den nærmeste væg. Det var ikke kun lyden da han ramte, men også stønnet der forlod hans mund, der afslørede hvor smertefuldt kollisionen med væggen havde været. Hvis Deavás ikke holdt ham fast mod den, ville han hurtigt være endt på gulvet i stedet.
De sammenknebne øjne blev straks åbnet, idet han endnu engang mærkede en hånd mellem sine ben. Han var lige så hurtig til selv at gribe fat om håndleddet, og bore neglene ind i huden. Måske det igen kunne få Deavás til at løsne grebet lidt, men han slap ikke for at blive tvunget op på tæerne.

Hans ord ramte en nerve, der hele tiden havde været i fare for at springe. Han svarede ikke med det samme, men lod et højlydt skrig, i den dybeste stemme drengen kunne lave, slippe ud og i samme øjeblik kom vingerne til syne. Trods de ikke fyldte deres sædvanlige otte og en halv meter, var de næsten fire meter stadig rigeligt til at skubbe en af reolerne, fyldt med papirer og mapper, på gulvet. Det var frustrationerne i ikke at kunne afreagere som han altid gjorde. Han kunne ikke slå og få sin vilje med styrke, men blev i stedet kastet rundt med. Så han skreg. Og det hjalp. Han tog et par dybe vejrtrækninger, der mest af alt lød som en knurren.
”Jeg vil have, at du stopper med at rage på mig og skrider ud af mit hjem.” Der var en utrolig ro over hans ord, trods den knurrende undertone i hans vejrtrækning. Han pressede hårdere med neglene, idet han samtidig førte den anden hånd op omkring Deavás’ hals og gjorde det samme. Hvis han så gerne ville lege, så skulle han ikke gå herfra uden et par skrammer. Så gav han sig til at skubbe fra mod væggen med vingerne, endnu tættere ind mod Deavás, men forhåbentligt kunne det få ham til at træde et par skridt tilbage, og gøre afstanden mellem dem lidt større.

Uanset hvad Agarés ville komme op med som hævn for denne aften, så var Deavás overbevist om, at han med lethed ville kunne undgå dæmonen, netop fordi han vidste hvor han befandt sig, så snart han kom tæt nok på. Med det sagt, så havde han bestemt ikke planer om at holde øje med hans ’lys’ hele tiden eller se sig over skulderen. Dog var den indbyggede advarsel i hans evne særdeles praktisk, når nu man valgte at hævne sig på en ældre dæmon, der egentlig velsagtens kunne tvinge Deavás i knæ. Men lige netop den opfattelse irriterede ham, hvilken kontrol de store hænder havde haft over ham, når han normalt ikke bukkede sig for nogen. De måtte bukke for ham. Men Agarés var en helt anden sag, netop fordi de havde delt samme barndom og dermed kendte han alle de små tricks til at få Deavás ud af fatning. Men ikke i dag.

Flugten blev undgået, som Deavás ikke havde de store planer om at indfange ham på ny. Det ville være muligt, men ville spilde tiden, som han ikke havde planer om at lade drengen slippe bare fordi han var irriterende. Selvom han faktisk var virkelig irriterende efterhånden. Krystallen derimod var for længst blevet glemt, som han pressede Agarés imod væggen og holdt et fast greb omkring hans skridt. Neglene der blev forsøgt boret ind i hans håndled, bragte blot et skummelt smil til hans læber. Så strammede grebet sig en smule mere, hvortil hans blik spurgte om han nød det, alt imens at Deavás pressede deres kroppe en smule sammen. Den unge krop havde bestemt ingen betydning for det næste skridt. Han var villig til at gå langt for at lære Agarés sin nye plads i deres venskab..

Skriget var forbavsende, men synet af vingerne var langt mere overraskende, som Deavás helt automatisk endte med at trække sig bort fra væggen, da reolen faldt ned imod gulvet ikke langt fra dem. Det var sjældent at han så Agarés bruge sine vinger, han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde set dem. Knurren vækkede dog Deavás fra sine tanker, som han straks greb ud efter ham igen, denne gang rundt om halsen. Lige i tide til at dæmonen gengældte det og begyndte at bruge sine vinger. ”Indrøm det bare, det er sådan her du gerne vil have det” svarede han køligt tilbage, som han forsøgte at stå imod med sine ben og neglene boret ind i Agarés hals. Han var ligeglad med om drengen endte med at lave rifter på hans hals. De kunne heales bagefter. ”Måske lidt alkohol kan dulme dine nervøse nerver?” spurgte han hånligt, som han nikkede imod flasken på hylden.

Så langt deres skænderi var nået denne gang, var der ikke længere mulighed for at Agarés ikke ville hævne sig. Deavás fik muligvis tvunget drengen i knæ nu, men han måtte nyde det så længe det varede, for så snart den ældre dæmon kom til sig selv og sin stærke fysik, ville han ikke holde tilbage for sin egen hævn. De store hænder skulle nok få kontrollen igen en anden dag, men måske han måtte til at indse, at det ikke ville ske i dag.
Han kunne ikke nå hen til vinduet og han vidste, at hvis han først blev fanget igen, så var der ikke stor chance for, at han kunne slippe fri. Han kunne tage brug af de stadig store vinger, og få lidt mere kraft bag sine skub, men han havde ikke nok vægt at lægge i. Han var simpelthen for lille. Et faktum Deavás heller ikke lod ham glemme, som han kun pressede ham tættere ind til væggen.

Kun i et kort øjeblik fik Agarés en mulighed for at vikle sig fri, men det øjeblik måtte han i stedet bruge på at trække vejret. Det viste sig at være nødvendigt, da han ikke længe efter mærkede grebet om halsen, og neglene der borede sig ind i huden. Han måtte også indrømme at grebet mellem hans ben var begyndt at gøre virkelig ondt.
Han svarede ikke på den kølige kommentar. Kun et irriteret støn undslap hans læber, hvilket i sig selv afslørede at Deavás havde bare lidt ret. Han kunne ikke løbe fra, at han nød hårdheden i hvert eneste greb, ikke kun dem han havde i Deavás, men også omvendt. Han ville bare have nydt det langt mere, hvis rollerne ikke var fordelt så dårligt.
"Hold dig væk fra mit alkohol," hvislede han, tydeligt i mangel på ordentligt luft. Han holdt ved begge sine greb, det ene om Deavás' håndled og det andet omkring hans hals. Han forsøgte at stramme mere til, men der var ikke flere kræfter at hente i de tynde fingre.
Han skævede mod vinduet, så mod gulvet hvor krystallen lå og til sidst mod vingerne, der stadig skubbede fra mod væggen. Han var ved at løbe tør for muligheder.
SLAM. Frustreret slog han en enkelt gang med vingerne og lyden gik igen i hele huset, da de ramte væggen.
"Kom nu, Deavás! Kom videre med din ligegyldige hævn, eller slip mig! Eller du nyder måske at blive forhindret i at lege videre, af en stædig lille dreng?" Han forsøgte at stikke til ham, få ham til at fortsætte den hævn, som han jo så gerne ville have. Agarés så bestemt ikke frem til det næste skridt, men som det så ud nu, havde han ikke rigtig noget valg. Han måtte tage hvad der kom, og så stå ved sine tidligere ord. - Han ville gøre præcis det samme mod Deavás, lige så snart han kunne. Jo værre han fik, lige så slemt ville han få tilbage. Men det betød ikke at Agarés slap sine greb, og han stoppede heller ikke med at skubbe. Så måtte Deavás jo kæmpe lidt mere for det.

Det kunne godt være at Agarés havde taget vingerne i brug, men det forhindrede ikke Deavás i at bibeholde den nuværende position. Hånden om hans skridt var solidt placeret, hårdt og direkte, imens at neglene borede sig ind i drengens hals. Det var alt sammen i et forsøg på at få ham til at stå stille, ellers ville de umuligt kunne komme videre og bare stå og ånde hinanden i hovedet til al evighed. Deavás virkede dog allerede triumferende, selvom han ikke var kommet langt i sin hævn, så var de mange lyde fra Agarés tegn på, at behandlingen virkede. Det var tæt på umuligt at skjule kroppens signaler, når de var så tæt og Agarés insisterede på at skubbe imod ham.
Alkoholen var tydeligvis et ømt punkt for drengen, som Deavás ikke besvarede ordene med ord. I stedet skubbede han deres hoveder tættere sammen, for at påtvinge et kys imod dæmonens smalle læber. Han havde ikke brudt kysset før at han brød ud i en kølig latter og valgte at bevæge fingrene omkring Agarés skridt.

Vingerne var en mindre hindring, som de dog begge røg imod væggen og Deavás af ren og skær instinkt flyttede en hånd imod væggen. Den hånd der før havde haft et godt greb i Agarés understel. Ordene der røg over drengens læber bragt et fnys over Deavás’. ”Nuvel.. sikke travlt du har..” lo han køligt, som han ikke lod til at være særlig påvirket af de små fornærmelser, drengen kunne smide i hovedet på ham. Han valgte dog at trække på skulderne, som han i en hurtig bevægelse flyttede hænderne til buksekanten og hev dem ned i en flydende bevægelse. Deavás bevægede sig langsomt op med læberne placeret imod drengens inderlår og tungen klar til at fugte huden. Hænderne fandt vej til drengens røv, hvor han flyttede fingrene imellem ballerne. ”Har du nu også gjort dig fortjent til det..” ordene var langt fra henvendt til Agarés, som han rejste sig igen og greb fat om drengens hofter for at løfte ham op og slå benene omkring hans egne.

Med én hånd placeret imod Agarés røv, brugte han den anden til at skubbe sine egne bukser ned, så var de begge blottet.. Ulempen for den unge dæmon var blot at han var fanget imod væggen, som Deavás smed ham ind i væggen og egentlig ikke tog hensyn til at han kunne ramme vingernes frembrud i ryggen. Smerte var uundgåeligt i denne situation. ”Når du bad så pænt om det, så skal du nok få det, lille Aga” hviskede han køligt, som han satte tænderne imod drengens kraveben og bed til, imens at han fik flyttet sine hofter og positioneret sig lige foran indgangen.

Det var ikke til at holde ud. Han burde være så nervøs for at mærke Deavás tage det næste skridt, og selvom den uden tvivl kunne mærkes rumle i maven, så var det ikke dét, som forstyrrede ham mest. Det var den måde Deavás så alt for triumferende ud, som om han allerede havde vundet. Selvom han fik lov til at få sin vilje denne gang, så havde han ikke vundet! Koste hvad det vil, havde Agarés ikke tænkt sig at stoppe efterfølgende, før han havde givet igen.
Det var af ren refleks han faktisk gengældte det påtvungne kys, men kun i et øjeblik før han forsøgte at trække hovedet til sig igen. Han kunne jo ikke opfordre Deavás til at blive ved, eller få ham til at tro, at han faktisk på et eller andet underligt plan nød det en lille bitte smule. Han behøvede dog heller ikke at sige noget, for kroppen forrådte ham og talte for sig selv, idet hånden blev bevæget mod hans skridt. Den hårde behandling var jo kun frustrerende fordi han ikke kunne dominere, som han plejede.

Han havde måske håbet, at den stikkende kommentar ville ramme bare lidt hårdere, end den gjorde. Også selvom det ville betyde, at det kun ville gå ud over ham selv. Men nu begyndte det for alvor at tage fart, for inden han vidste af det, kunne han mærke den lette brise fra det åbne vindue, mod de bare ben. Han trådte lige så stille ud af den ene sko og bukseben, ikke fordi han ville gøre det lettere for Deavás, men fordi det var noget så fristende at losse et knæ efter ham igen. Han lod dog være, for det ville kun forsinke den latterlige hævn endnu engang. Han ville hellere bare tage imod nu, og så give igen på præcis samme måde senere, uden den mindste følelse af skyld.
Når han nu ikke kunne komme udenom, håbede han næsten at Deavás ville lade læberne fortsætte deres dans op af inderlåret. I dette helvede ville han egentlig gerne bare mærke den våde tunge mod sig, når hans krop alligevel havde valgt at forråde ham så grusomt. Men den forestilling blev hurtigt revet væk, først da han mærkede fingrene mellem ballerne, og endnu længere væk da Deavás rejste sig.

Trods hans lille størrelse, var det utroligt så truende et blik han stadig kunne formå at finde frem. Det var et sådan blik han rettede mod Deavás, mens han løftede ham fra gulvet. Det udtryk blev dog straks erstattet med dyb smerte og et støn der matchede, da han blev smidt mod væggen og vingernes frembrud gav efter. Selvfølgelig skulle han gå efter så ømt et punkt.
'Når du bad så pænt...' Det skulle han huske næste gang de mødtes, når han ville få Deavás til at tigge ham om at stoppe.
"Argh, din lille møgunge! Hvis du endelig skal smage på mig, så flyt dog munden længere ned og gør det ordentligt!" Han var tydeligvis ikke helt tilfreds med at blive bidt, for selvom han normalt ville have taget glædeligt imod det, var det ikke helt så meget smerte den lille krop kunne klare. Han ville da hellere at Deavás flyttede munden ned mellem hans ben igen og gjorde det rigtigt dér.

I et lidt desperat forsøg på at få ham til at slippe, lagde han en arm over hans skulder og greb hårdt fat i det mørke hår, hvor han gav sig til at rive. Den anden arm måtte han lægge mod den anden skulder, bare for at have noget at støtte sig til.
Samtidig kunne man mærke hvordan han spændte op i hele kroppen. Måske man ville forvente at han ville prøve at stoppe det, skubbe fra så det ville blive endnu sværere for Deavás at ramme, men det gjorde han ikke. Han bed nervøsiteten i sig og knurrede;
"Giv mig dit værste. Vis mig hvad du ønsker at mærke på din egen krop næste gang." Åh jo, det var helt sikkert en trussel.

Dette ville højst sandsynligt være en engangsting, hvilket var grunden til at Deavás havde tænkt sig at følge det helt til dørs. Muligheden skulle ikke gå ham forbi igen, særligt ikke når han stadig kunne mindes hvordan det havde føltes på hans egen krop, den gang nede i sofaen. En sofa, der underligt nok var blevet smidt ud, for han havde ikke set den siden. Mon den lille sekretær havde beordret dæmonen til at skille sig af med den, fordi den lugtede af en anden? Tanken var morende, at se dæmonen blive beordret rundt af et så lille væsen var henrivende. Deavás ville egentlig gerne se, hvordan den unge dæmon ville opføre sig i et sådan selskab, men det lod vist vente på sig. Mon Agarés var nervøs for at lade ham møde hans udkårne? At dømme ud fra deres nuværende interaktion, så var det nok ikke det smarteste at gøre, men Deavás var ligeglad med at Agarés tilsyneladende skulle være optaget. Det kom ikke sagen ved.

Den lille krop lystrerede ivrigt efter de mange berøringer, som Deavás var gået på opdagelse over den lille slanke krop. Han havde endnu et fast greb i drengen og havde ikke planer om at slippe ham, før at han løftede ham op og derved kunne positionere sig ordentligt imellem hans ben. Fingrene pillede lystigt drengen imellem ballerne, som han skubbede ham imod væggen og holdt ham der. Både for at støtte sig selv, men også for at forhindre Agarés i at bruge vingerne til at skubbe dem ud af balance. En kølig latter undslap hans læber, som drengen atter endte med at brokke sig, men egentlig ikke lod til at have de store problemer med det de var i gang med. Han ville bare gerne bestemme hvordan. Deavás brummede en smule. ”Måske en anden gang, når du opfører dig pænt og selv spreder benene uden brok” lo han køligt, som han strøg tænderne ned over drengens kraveben. Tænderne blev presset hårdt imod den unge hud, som han fugtede huden med sin tunge.

Det hårde greb om hans hår, fik ham til at udstøde et utilfreds, men samtidig også opstemt støn. Det resulterede i at hans lem løftede sig og prikkede imod Agarés røv. Deavás løftede fingrene en smule for at bore neglene ind i huden ved Agarés hofter. Allerede før at ordene lød, valgte han at presse sig ind i ham med et dyrisk støn, som han gik i bund ved første indtrængen. ”Jeg har allerede mærket det, nu er det din tur” hviskede han ind i Agarés øre, som han straks begyndte at bevæge sig med lange dybe stød, så drengen kunne mærke det hele. Han var egentlig ligeglad med om det ville begynde at bløde, for der var jo tale om hævn. Men kun fordi Agarés havde givet ham selv samme behandling sidste år. Måske omstændighederne var en smule anderledes, men ikke meget.. vel?

Åh, hvor han dog så frem til at give igen. Deavás skulle helt sikkert ikke slippe afsted med denne fuldstændigt ligegyldige hævn. Han havde ikke gjort sig fortjent til det, ikke når han allerede havde taget hævn en gang før, og så endda da Agarés havde været såret og umuligt kunne kæmpe imod. Det ville han blive ved med at holde fast i.
Denne gang var værre. Han var ikke bare såret, han var... ødelagt. Så ødelagt at han ikke engang kunne stoppe Deavás i at gøre det her mod ham. Det var direkte pinligt så meget han skulle finde sig i at tage imod. At han havde sørget for at give ham en albue mod kæben og derefter en fod direkte mod brystet, var langt fra nok til at gøre ham tilfreds. Han ville rive ham fra hinanden, få ham til at skrige om nåde og få ham til at indse hvor stor en fejl, han havde begået, da han valgte at gå efter Agarés på denne måde.

Trods de næsten 3000 år på bagen, følte han sig langt fra sådan. Han var tilbage til dengang de var små. Dengang han kunne skrige i frustrationer over ikke at få hvad han ville have. Skrige, når tingene gik skævt. Og han forstod hvorfor. Det var da en elendig følelse at være så magtesløs, når man virkelig prøvede alt, man kunne. Når så snottet en hvalp som Deavás faktisk lod til at hentyde til, at Agarés nogensinde ville bukke under. At han en anden gang ville ende med at byde ham velkommen og sprede ben uden den mindste form for modstand. Han ville ikke engang give ham tilfredsstillelsen af at svare igen.

Det hårde greb i det mørke hår og neglene der rev desperat, havde ikke det resultat Agarés ønskede. Han havde håbet på at det ville få Deavás til at slippe sit klamme bid med tænderne, men i stedet mærkede han prikket modet bagdelen. En fornemmelse der fik det til at løbe koldt hele vejen ned ad ryggen, men blev afbrudt i samme øjeblik han trængte ind. Alt luften blev skubbet ud af drengen, der efterfølgende holdt vejret i anstrengelse over smerten. Nu forstod han hvorfor, han aldrig havde valgt at være i den modtagende ende før. Det var virkelig ikke behageligt. Ikke at det skulle stoppe ham i at gøre det mod andre i fremtiden, selvfølgelig.
Kun lydene af Agarés der forsøgte at trække vejret, men fejlede, var til at høre i starten. Den ene hånd knugede endnu hårdere om klumpen af hår, mens den anden knugede om sig selv, begge så hårdt at knoerne blev kridhvide. Han kunne ikke selv mærke det, for smerterne overdøvede alt andet, men få dråber blod gled allerede ned over baller og lår. Den brændende fornemmelse blev kun værre derfra.
"Hrng, jeg hader dig," fik han presset frem gennem sammenbidte tænder, da han endelig fik taget den første vejrtrækning, omend den ikke var særlig dyb.
"Jeg har.. mærket det... nu. Bare... stop." Som om det ikke var ynkeligt nok at han nu bad ham om at stoppe, måtte han også holde få pauser imellem, for at lade de lige så ynkelige støn slippe ud. Han gik ikke ud fra at det ville virke, men det var vel forsøget værd. Nu havde han lidt nok.

Den første hævn havde været af en helt anden karakter, der var jo langt fra tale om den samme slags hævn nu, sammenlignet med at fange Agarés sind i hans eget. Det måtte han da kunne forstå og nu hvor der var tale om ungt og frisk kød, så ville han da ikke leve op til sit navn, hvis ikke han udnyttede det bare lidt? Eller nok nærmere meget, eftersom at Agarés ikke rigtig ville få et ben til jorden, hvis Deavás kunne bestemme udfoldet fra start til slut. Lige nu lod det til at være nemt nok at bestemme over den lille krop, der stadig lystrede til hans berøringer og de mange hentydninger til, hvad der skulle til at foregår imellem dem. Deavás tænkte ikke over de mulige konsekvenser, særligt ikke når drengen bare var en dreng lige nu. Der var ikke meget modstand, slagene slog ikke hårdt og ordene pralede ligesom af, når de blev sagt med en så høj en tone. Det var morsomt, hylende morsomt og Deavás nød hvert et øjeblik af det.
 
Der var intet problem i at ordene var usagte imellem dem, mest af alt fordi Deavás udmærket vidste, at han havde ret. Agarés krop reagerede positivt på berøringerne og bevægelserne, så mon ikke den ville byde ham velkommen en anden gang igen? Der var jo ikke nødvendigvis tale om det samme næste gang, men det skulle Deavás jo heller ikke afsløre overfor den bette dreng, der lige nu var godt og grundig fanget i sin tilstedeværelse. Deavás nød hvert øjeblik, hvilket man tydeligt kunne mærke på hans bevægelser og ikke mindste høre på de dybe suk, da han først endte med at trænge ind i drengens røv. Det var en stram og varm følelse, som klemte til omkring ham og sørgede for at give ham bare en smule modstand. Ikke at Agarés ikke allerede havde givet ham modstand, det var på modstand på en anden måde. Det var nærmest lokkende. Han endte blot med at sende et tilfreds smil, da Agarés undlod at svare igen.

Den dybe indtrængen var ganske tilfredsstillende, endnu mere, da han kunne fornemme på Agarés, at han bestemt ikke brød sig om det. Var det virkelig så hårdt at tage imod? Deavás ønskede jo blot at han skulle mærke, hvordan det var at være på den anden side. Agarés havde et ry for altid at give, på den ene eller anden måde, men nu var det langt om længe hans tur til at tage imod. Måske en smule hårdt, eftersom at der ikke blev sparet på kræfterne og der næppe blev taget meget hensyn til den unge og spinkle krop. Deavás lænede sig tæt imod drengen, så han kunne presse sig helt i bund og samtidig bide ham i kravebenet. Denne gang en smule hårdere, men ikke helt nok til at trække blod ud, men hårdt nok til at bryde huden ganske let, noget der sikkert ville efterlade et mærke.
Drengens ord, den spinkle stemme og de sammenbidte læber, var med til at Deavás rettede blikket imod ham. Der hvilede et triumferende smil på hans læber, som han følte, at han havde sejret allerede. Endnu en gang blev der nærmest tigget om at han skulle stoppe. Havde han virkelig intet lært? ”Beordrer du mig eller tigger du?” spurgte han lettere køligt, før at han placerede nogle kys imod det mærke han havde lavet på hans hals kort forinden. ”Jeg har ikke planer om at stoppe, før jeg er færdig med dig” hviskede han imod huden, samtidig med et dybt og hårdt stød. Det affødte et dybt støn, før at han satte farten en smule op. Klimaks var langt væk, så der ville skulle arbejdes mere for det. Selv hvis røven var stram og snæver, så ville han ikke komme så nemt og derved lade ham slippe allerede.

Tigger?! Det var da direkte fornærmende overhovedet at tænke, at Agarés kunne finde på at tigge. Selvfølgelig var det en ordre! Også selvom det efterhånden var fristende at tigge. Det lod ikke til at han kunne finde en udvej, og trods han var helt sikker på at Deavás kun ville nyde at høre den normalt store og stærke dæmon tigge, var han næsten tilbøjelig til at prøve. Han havde jo tabt. Det måtte smerterne mellem ballerne da være rigeligt bevis på. Det var ikke kun den fysiske ydmygelse. Det var også den psykiske. - Han følte sig besejret. En følelse han ikke havde haft siden han var dreng. Den forbandede krystal havde ødelagt alt og den ene dag med Nyssa, hvor Agarés for en gang skyld slap alt ansvar og nød at gøre alle de ting, han egentlig ikke måtte, var virkelig ikke det værd. Hans liv havde været et stort rod siden. Han var træt af at blive udnyttet! Specielt af Deavás.

Der lød endnu et smertefuldt støn, da han mærkede Deavás presse sig helt i bund. Det var uden tvivl den smerte der fyldte mest, men det betød ikke, at han ikke også lige skulle brokke sig bare lidt, da han også blev bidt.
"Så bliv fæ-argh!" Han forsøgte at afbryde ham, skynde på ham, men nåede ikke at sige ret meget, inden det dybe og alt for hårde stød. Den lille lort. Han skulle ikke have lov til at vinde! Ikke sådan her! Men det nyttede ikke at stikke til ham med ord. Det var irriterende, men forståeligt. Agarés ville heller ikke kunne tage en ung dreng seriøs, så hvorfor skulle Deavás. Han måtte skifte taktik. Forsøge at finde tålmodighed nok til at kunne komme op med noget bedre. Alt imens han skulle bide smerterne i sig, lade som om det ikke var helt så forfærdeligt, som han egentlig syntes det var.

"Fint," mumlede han muggent. Intet andet end had kunne ses i det blik han sendte Deavás, inden han selv lagde sine kræfter i at trække ham endnu tættere og plante sine læber mod hans. Det kunne tages som et grådigt kys, men var for Agarés intet mere end endnu et desperat forsøg. Denne gang på distrahering.
Han ville uden tvivl høre for det senere, men hvis det kunne lykkes ham at få noget til at virke, ville den ekstra ydmygelse være til at leve med. - Han gav slip på den stædige del, der ikke lod en eneste ynkelig eller nydende lyd slippe ud, og lod nu Deavás høre hver eneste af dem. Han håbede, at det ville distrahere ham nok til ikke at tænke alt for meget over vingernes bevægelser.
Uden det mindste overblik, måtte Agarés gribe fat i hvad som helst med en vinge, og i ét hurtigt ryk flå alt til sig, for at smide hele lortet efter Deavás. - Bøger, glasskår fra den knuste flaske, mindre trækasser bundet ind i stof, samt de store bunker papirer der lå i dem, mapper, fjerpenne. Han var forberedt på selv at blive ramt af en god del, så længe det meste bragede ind i ryggen på Deavás.

Aldrig havde Deavás i sin vildeste fantasi forestillet sig at kunne finde Agarés i en sådan situation. Det var dog kun til hans eget held, da han stadig gik med frustrationerne over de gange, hvor Agarés havde vundet over ham. Ofte rimelig overlegent, men.. det skulle ikke ske i dag, derfor ville det også blive betragtet som en sejr, hvis den gamle dæmon endte med at tigge ham om at stoppe. Han kunne jo sagtens forsøge, men Deavás havde bestemt ingen planer om at lytte til hans tiggeri. Sådan skulle dæmoner bestemt ikke opføre sig. Var de ikke ment til at være hævet over resten og derfor skulle de bestemt ikke være så ynkelige, som Agarés var lige nu. Det var en skændsel.. Noget de var nød til at rette op på, men kunne Deavás bruge sin sædvanlige metoder til at forme drengen til sin egen vilje? Et lusket smil spredte sig, som Deavás var begyndt at tænke situationen i helt andre baner, end hvad han først havde haft i tankerne.. Han kunne forlænge hævnen, hvis han fik knækket dæmonen helt.
 
De smertefulde støn var som musik i hans ører, som han ikke holdte igen, men blot pressede mere og mere på. Agarés var bestemt ikke van til at modtage, hvilket var tydeligt i den jernholdige lugt, der havde spredt sig i rummet. Han måtte uden tvivl bløde på grund af behandlingen, men det tændte blot en ild i Deavás. Han måtte fortsætte. I samme øjeblik, som det sidste stød ramte bunden, lagde Deavás en hånd over Agarés mund, som han forsøgte at trække hovedet bagover og lade sin tunge strejfe hans øreflip. ”Som sød musik” hviskede han leende, han følte sig underholdt, men var bestemt stadig hævngerrig.

Den fornærmede knægt gav atter udtryk for sin utilfredshed, hvilket blot fik Deavás til at le, men så ændrede situationen sig også drastisk. Drengen kæmpede ikke længere imod på samme måde, men bed det hele i sig? Var han allerede knækket under presset. Det var da umuligt.. Så mødte deres læber pludselig hinanden i et grådigt kys, som Deavás smilte sejrrigt, før at han gengældte det og for en stund undlod at komme med endnu et stød. Kort efter valgte han dog at rive drengen over brystkassen, som han trak dybe spor i huden og grådigt skubbede sig længere ind i ham. Hvis det da var muligt. Stønnene var blevet dybere, men også knap så hyppige, da der ikke var ligeså meget kampgejst tilbage i den unge dreng. Det gjorde stødene længere. Den stædige dæmon lod faktisk også til at nyde det. Selvfølgelig! Agarés kunne også nyde det, når rollerne var byttet om.. Og så alligevel ikke.
Bevægelsen i vingerne var ikke det samme som tidligere og eftersom at Deavás havde sluppet det meste af sit greb, så bemærkede han ikke hvordan Agarés brugte musklerne omkring vingerne til at flytte den ene vinge og straks hive de fleste ting ned fra væggene og gulvet. Han var mildt sagt overrasket, som han slap drengen, men først forsøgte at trække ham med ned i faldet, som var tæppet forsvundet under ham. Deavás ramte gulvet med et ordentlig bump, som han snerrede af smerte, da han havde sat sig på halebenet. Forbistrede møgunge. ”Det skal du få betalt, knægt!” råbte han frustreret, som han hvæste af ham og greb ud efter den nærmeste ting han kunne få fat i. I håbet om at fange Agarés midt i kaosset og derved give ham et ordentligt slag i baghovedet. Objektet var kantet og skarp, så det var helt perfekt. Hvis ikke det lige var for det faktum, at krystallen var forbandet..

-----

Krystallen lod til at vokse i hans hånd, som han stirrede på den, før at han kiggede sig omkring og straks fik en fornemmelse af, at rummet var blevet større? Forundret og forvirret, rejste han sig fra gulvet, men følte sig straks usikker på sine ben, som han skævede imod Agarés, kun for at være tvunget til at kigge op? ”Hvad er det her? En dårlig joke?” råbte han frustreret, som han smed krystallen ind i væggen og først der turde kigge ned ad sig selv. Han var blevet et barn og ikke bare et barn, yngre end en teenager.. Hurtigt fik han lagt to og to sammen. Han var blevet ramt af den samme forbandelse, som Agarés, men han var blevet langt yngre end den forbistrede dæmon! Det skulle han få betalt. ”Hold dig væk!” beordrede han, som han dog straks bemærkede den lyse skinger stemme, som han ikke havde hørt i århundrede. Med ét satte han i løb mod døren, fuldkommen ligeglad med at han var krympet så meget at tøjet blev liggende på gulvet sammen med Agarés. Han måtte nå frem til det nærmeste skjulested, så han kunne finde en måde at ophæve forbandelsen på. Helst før Agarés nåede at opfange, hvad der var sket..


Unge Deavás (9 år)

Der var dårligt tid til at reagere. Fra Agarés trak vingen og samtlige bunker af rod til sig, gik alt det næste utrolig stærkt. Præcis som han havde forventet, blev ikke kun Deavás ramt af en masse, men også ham selv. Blandt andet den skarpe brevåbner, som heldigvis kun lige nåede at strejfe hans kind. Trods han burde have set det næste komme, var han ikke forberedt på at blive trukket med ned, da Deavás greb fat i ham og trak ham med i faldet.
I panik forsøgte Agarés at vikle sig fri fra grebet mens de styrtede mod gulvet, men endte alligevel med at lande mere end halvt ovenpå Deavás. At han fik hamret et knæ direkte mod det hårde trægulv, var nok også mest hans egen skyld, men der var ikke tid til at lindre ved noget. Han vidste, at det skulle være nu. Han skulle væk. Straks gav han sig til at møve sig væk, i samme øjeblik han hørte de frustrerede råb, nu halvt bag sig. Måske hans hurtighed skånede ham fra et direkte slag, men han var dog ikke hurtig nok til slet ikke at blive ramt. Krystallens ene kant nåede at skrabe sig ned i det sorte hår, der sørgede for at man ikke kunne se det blod, som langsomt spredte sig. Det fik Agarés til at styrte mod gulvet en gang mere, men han var alligevel lettet over ikke at være endt på gulvet bevidstløs. Med støtte fra begge vinger, fik han hurtigt rejst sig og var egentlig på vej væk, lige indtil han hørte den skingre stemme bag sig.

Var han virkelig så heldig?

Det var et forvirret blik der rettede sig mod drengen på gulvet, da han vendte sig rundt for at se. Det blev meget hurtigt erstattet af direkte fornøjelse, da han så den bette Deavás sidde der og se noget så sur ud. For en kort stund var smerterne glemt, men han blev mindet om dem igen, da en kortvarig latter udbrød. Han måtte få fat i en healer senere. Han kunne ikke sætte sin lid til at denne lille krop kunne hele lige så hurtigt, som han gerne ville have den til på normal vis.
Det ville være så fristende at tage hævn på samme måde som Deavás. At lade ham mærke alt det smerte, som Agarés stadig blev påvirket af. Men nu hvor hans gamle ven var ramt af samme forbandelse, og endda havde været så uheldig at blive langt yngre og mindre, var det jo oplagt at gå tilbage til en helt anden slags hævn. Mon Deavás kunne huske nogle af de barnlige drillerier Agarés udsatte ham for, da de var små? Drillerier der udadtil var ret uskyldige, men kunne gøre den lille dreng så forfærdelig sur. Og nu hvor de begge var blevet en hel del ældre, kunne det uskyldige lige pludselig blive ret alvorligt.

I samme øjeblik han så drengen sætte i løb, rettede han blikket mod døren. I et kort sekund var han faktisk bekymret, irriteret over, at han måske skulle nå at slippe væk, men den lukkede dør skubbede den irritation til side igen. Deavás havde jo selv smækket døren i og knækket håndtaget af tidligere. Hans flugt mod døren ville nok ikke ende så godt.
"Jeg tager ikke imod ordrer fra små drenge!" Hvæsede han tilbage, idet han selv bevægede sig mod døren i fuld fart og stadig med vingerne støttende mod gulvet. Deavás havde sørget for at det gjorde voldsomt ondt i røven, at gå helt normalt. Han var en anelse øm i kravebenet og slaget mod hovedet havde gjort alt en smule sløret. Men intet af dette skulle forhindre ham i at få fat i en god klump af drengens hår, da han kom tæt nok på og greb ud efter ham.
"Kom nu, Deavás! Sagde du ikke, jeg skulle få det betalt? Så tag dig sammen og lad vær' med at være sådan en lille kujon!" Han havde muligvis intet at have det i før, hvis han valgte at tale sådan til Deavás, men situationen havde vendt sig til det modsatte. Nu måtte Agarés håne, tvinge, bruge den magt, som han for få øjeblikke siden ikke havde.
Lige meget hvad han nåede at få fat i på Deavás, trak han til sig for at hive ham bagud og smide ham ned på gulvet. Derfra var han klar til at kaste sig over drengen og holde ham fast, lægge en god del af sin vægt over, hvis han da nåede så langt. Nu var han jo forberedt på at den lille fyr ville kæmpe mindst lige så meget imod, som Agarés havde gjort tidligere.

Den lille mide til Agarés havde hevet alt med sig, de var begravet i al hans lort. Som om det ikke var nok, så endte drengen også med at lande halvt ovenpå ham. De forbandede vinger var da også bare altid i vejen og så skide upraktiske, når de skulle holdes nede eller væk. Næste gang måtte han finde en midlertidig løsning på at spænde dem fast til hans ryg. Hvis der altså kom en næste gang, for udfaldet gik ikke ligefrem, som Deavás havde forventet det. Han havde uden tvivl kontrollen over situationen, som han fangede krystallen og forsøgte at hamre den ned i kraniet på hans gamle barndomsven. Han ramte, men konsekvenserne var bestemt ikke det værd, som hænderne blev mindre og kroppen generelt forandre sig fuldkommen. Stemmen var ydmygende nok for ham, som den blev forfærdelig skinger og lys. Hvad var der sket og hvorfor lige nu, når han endelig havde Agarés, hvor han gerne ville have ham. For Zaladin også!

Men det eneste han kunne tænke på lige nu, var at komme væk derfra, hvilket var grunden til at han satte i løb mod døren, kun for at ramle lige ind i den. Han havde problemer med at nå håndtaget, men det skyldtes primært at der intet håndtag var.. Åh nej, det havde han jo knækket af tidligere for at forhindre Agarés i at stikke af. Hvor kunne han så løbe hen? Til det nærmeste vindue måske? Deavás ømmede sig, som hovedet var ømt efter sammenstødet med døren.. Agarés stemme skar igennem hans tanker, som han vendte sig rundt og pressede sig imod døren, imens at han rystede febrilsk på hovedet. "Lad os nu lige tale om det.." forsøgte han stille, som han skævede imod vinduet, men udmærket kunne høre på den skinger stemme, at end ikke han, ville have taget de ord seriøse. 
Den store monster, Agarés havde kurs lige imod ham og han følte ikke, at der var noget sted at flygte hen, så han lukkede bare øjnene. Først da han mærkede grebet om hans hår, åbnede han øjnene igen og skar en forfærdet grimasse. Det var deres barndom om og om igen.. "Du er en kujon" skreg han ham lige op i hovedet, mest af alt fordi han gerne ville undslippe og måske tænkte at ren provokation ville virke? Med ét fløj han dog imod jorden, som han ramte nogle mapper og pev en smule over styrtet og slaget. Det ville helt sikkert efterlade et kæmpe blåt mærke på hans ryg. Imens at han var travlt optaget af at brokke sig over smerten, fik Agarés mulighed for at overmande ham helt. Derefter blev han helt stille, som han stirrede op på ham. Der var allerede nu tåre i kanten af hans øjne. "Dit svin!" råbte han arrigt, selvom det ikke fremstod, som han havde forestillet sig det. Deavás havde slet ikke haft tid til at overveje, at de begge faktisk ikke havde meget tøj på mere.. Og den måde, som Agarés havde placeret sig på, fik ham til at sidde lige ovenpå hans skridt.. Han forsøgte at få fat på hans hænder, så han kunne kradse ham til blods og forhåbentlig få ham til at give slip og helst i en fart.

Tale om det?! Hvis det ikke havde været for det gnavende raseri, der lige nu fyldte hele den lille krop, ville Agarés muligvis have været tilbøjelig til at gøre et forsøg. Men som tingene så ud nu, skulle Deavás da slet ikke have den mindste smule tvivl om, at han ikke ville slippe så let. Han havde selv følt sig noget så ynkelig for få øjeblikke siden, en følelse der egentlig ikke var forsvundet helt, men nu hvor deres roller endnu engang var byttet, kunne han i det mindste få lidt af sit gamle jeg tilbage. Det var af samme grund han ikke lod sig provokere af drengens skingre skrig, der nu forsøgte at vende en fornærmelse mod ham i stedet. Agarés havde muligvis været lidt af en kujon, men ikke mere end hvad der havde været nødvendigt i situationen. Trods det ydmygende nederlag, da Deavás endelig fik sin vilje og holdt ham fast mod væggen, havde han givet ham kamp til stregen indtil da. Det var mere end han fik tilbage fra drengen, der hurtigt efter lå og brokkede sig på gulvet.

"Arh!" Det var nok mere overraskelsen af at mærke de aggressive negle mod sine hænder, end det var smerten, der fik ham til at reagere. Omend Deavás fik godt fat allerede ved første riv, noget der utroligt nok fik revet hul på begge hænder, så havde han så mange flere og værre smerter andre steder. Det var ren refleks, da Agarés trak den ene hånd til sig og straks efter svang den frem mod en af de små kinder på drengen. Om han så ramte kind, arm eller ingenting, var han ikke så opmærksom på. Det var bare en hurtig refleks der forhåbentligt ville få ham til at trække neglene til sig.
"Nårh. Har du allerede fortrudt din lille leg fra før?" Hånede han, da han ikke kunne undgå at lægge mærke til tårerne i kanten af de gule øjne.
"Efter alt det lort du lige har udsat mig for, er du virkelig så dum at tro, at dét der ville få mig til at stoppe?!" Vrissede han, som han greb fat om hele den andens kæbe. Det var et greb der uden tvivl fungerede bedre, når han ikke havde så små hænder, men det hjalp selvfølgelig en hel del, at Deavás nu var det mindre. Han klemte lidt til, maste fingrene ind i hans kinder. Ikke nok til at det skulle gøre ondt, men nok til at vise hvem, der havde magt over hvem nu.
"Du burde tænke lidt over, hvordan du taler til mig. Husk; Den eneste vej ud herfra er gennem vinduet, og medmindre du har lyst til at hoppe fra første sal, er det kun mig, der kan hjælpe dig ned." Han gav ham lige et kort øjeblik til at tænke. Kun Agarés havde vingerne og kunne sørge for at landingen mod jorden ikke ville være helt forfærdelig.
"Så hvad siger du, Deavás? Har du lyst til at sige undskyld? Måske give mig én god grund til, at jeg ikke skal udsætte dig for mere smerte, end du har forvoldt mig? Eller skal jeg give dig en ordentlig grund til at græde?!" Den anden hånd blev i det samme knyttet og hamret hårdt ned i gulvet, lige ved siden af drengens hoved. - En lille trussel om at han ikke ville ramme ved siden af, hvis han gav ham en grund til at lade sine aggressioner gå ud over den, der faktisk fortjente det.

Den gamle nar til Agarés kunne tydeligvis ikke lade vær med at bære nag. Man skulle tro at han var en kvinde, sådan som han skabte sig lige nu. Men Deavás var ikke i en position, hvor han turde sige den slags tanker højt, for den lille krop havde ikke rigtig styrken til at undslippe, så længe at teenageren sad ovenpå ham med al sin vægt. Men noget skulle han finde på, for han havde ikke lyst til at blive fanget i selv samme situation, som de næste lige havde været i, bare omvendt. Derfor provokerede han ham måske også for at distrahere ham en smule..

Den ene hånd slap, som Deavás troede at det var den åbning, han havde brug for, derfor var han heller ikke klar på den lussing, som kom flyvende imod hans kind. Den brændende fornemmelse skar igennem al hans frustration, som han forsøgte at skubbe Agarés af, ved at løfte sin en krop. Men dæmonen var jo voldsom tung! "Jeg hader dig!" Skreg han igen, som han bed tænderne sammen og forsøgte at tage fat i Agarés brystvorte med den frie hånd. Han var nød til at gøre noget, da han ikke bare kunne ligge der og tage imod.. kunne han? 

Grebet om kæben var med til at sende et hadefuldt blik i retning af Agarés. Han var fanget, ligesom i deres barndom. Hvordan skulle han overhovedet få tid til at tænke over, hvordan han talte til ham? Han var arrig, sur og frustreret, der var slet ikke tid eller ro til at tænke lige nu. "Så smid mig ud" hvæste han, det ville sætte en stopper for ydmygelsen og så kunne han måske få chancen for at undersøge mulighederne for at ophæve forbandelsen. Imellemtiden. Før de atter ville støde på hinanden. Undskyld?! Han måtte være tosset. Fuld. "Hvis du vil have en undskyldning, så må du tvinge den ud af mig" han hvæste igen, selvom det ikke lød særlig faretruende, når stemmen endte med at knække over. For at skjule det forsøgte han at sende en spytklat imod hans kind, bare for at understrege, at han bestemt ikke ville bukke under for ham. Så måtte han jo give ham en grund til at græde. Men først slog han albuen ind i Agarés brystkasse for at slå pusten ud af ham og vælte ham ned på gulvet, så han kunne komme på benene.

Man kunne ikke undgå at føle sig bare en anelse overlegen. Trods den ellers overvældende følelse af nederlag og afmagt tidligere, og smerten der stadig fulgte, var det vidunderligt endelig at kunne mærke noget, der kunne minde om sit gamle selv. Selvom intet ville kunne måle sig med lettelsen der skulle komme, når han en eller anden dag, endelig ville få sin egen krop igen.
Et lille, næsten usynligt smil kunne anes på de smalle læber, da Deavás desperat forsøgte at få skubbet ham væk, kun med hjælp fra sin egen spinkle drengekrop. Det var dog en glæde der hurtigt forsvandt igen;
"Hng!" Han blev lige mindet om hvor fej drengen under ham var. Ikke at han var bedre selv. Men et nivende greb i en brystvorte, skulle ikke holde ham fra at fortsætte. Han ville ikke give noget så småt lov til at være nok.
Den lille lort gjorde det ikke let at holde roen over sig. Det ville være næsten rart at lade hvert eneste udbrud af vrede slippe ud. Det var heller ikke fordi Deavás ikke havde fortjent alt, Agarés kunne få sig selv til at smide efter ham denne gang. Så frustrerende den møgunge var, ville det være så tilfredsstillende at give efter for hans hvæsende ord, og smide ham direkte ud af vinduet. Måske skulle han?

Det var sekundet fra at Agarés kunne tillade sig at svare igen med en flabet, hånende kommentar, men han blev straks distraheret af den våde spytklat, der landede direkte mod hans kind.
"Urgh, din rådne snotung.." Han havde ikke set spytklatten komme, og da slet ikke albuen i brystkassen, som hurtigt fik slået alt luft ud af ham. Som han tog sig til brystet og anstrengt fik suget luften tilbage igen, var det ikke svært for Deavás at få skubbet ham af. Der lød nogle hvæsende host, efterfulgt af en tung vejrtrækning, men han ville ikke lade ham komme for langt væk.
Nu hvor han lige skulle have pusten tilbage, valgte han den hurtigste og nemmeste vej; At give sig til at kaste alt efter Deavás, alt det rod der lå på gulvet; Mapper, de små trækasser, blækhuset, fjerpenne, bøger. Som det sidste slog han hårdt med vingerne i retning af Deavás, for at sende et vindstød gennem rummet og håbe på at vælte ham omkuld. Det fik samtidig samtlige genstande til at flyve afsted og hamre ind i væggen, inklusiv alt det tøj, som de begge havde efterladt på gulvet og ikke havde haft en eneste mulighed for at få på igen.
"Så lad mig endelig efterkomme dit ønske, Deaskvat." Et gammel øgenavn kunne måske stadig stikke lige så meget, som det gjorde engang. Agarés rejste sig endelig, men inden han gav sig til at nærme sig drengen, samlede han den skarpe brevåbner op fra gulvet.
"Med den ynkelige, knækkende stemme, ville det jo være uretfærdigt at tvinge dig til at bruge den mere. Men du skal heldigvis slet ikke bruge den, når du først rammer jorden." Hvis Deavás ikke nåede at gøre et eller andet, var Agarés klar til at gribe fat om knægtens kæbe på ny, og samtidig jage brevåbneren ind i hans skulder.

Magtbalancen var blevet byttet rundt, hvilket bestemt ikke behagede Deavás, som han befandt sig i sin drengede krop og var ude af stand til at gøre modstand. Det var som om at guderne legede med dem, hver eneste gang de to dæmoner mødtes, så endte det altid galt på den ene eller anden måde. Denne gang var de dog gået for vidt, ved at spille dem sådan et puds! Det behagede ham slet ikke, at være fanget under Agarés og da slet ikke, når han ikke skjulte den sejr, som han følte. Der måtte gøres noget, hvilket var årsagen til at han straks tyede til feje tricks i et forsøg på at undslippe ham og komme væk derfra. Om han så skulle springe ud af vinduet, så ville han gøre det. Hans udbrud var dog ikke nok til at slippe ham fri, som Deavás stadig befandt sig under ham, blikket var hadefuldt og frustreret, som han forsøgte at dreje brystvorten omkring i et ihærdigt forsøg på at slippe væk derfra. Lige nu bekymrede det ham ikke spor, at hans trick var feje og alt andet end gennemtænkt. Han måtte bare væk, før at Agarés besluttede sig for at tage samme hævn på ham, som han havde taget på ham øjeblikket forinden. Derfor hvæste han også af ham, selvom det lød en smule ynkeligt med den lyse stemme.

Spytklatten var sidste udvej, selvom det hurtigt blev efterfulgt af et slag imod brystkassen. Han måtte bruge alle de tricks han havde lært i sin barndom, den barndom han havde delt med Agarés. Men lige netop derfor ville Agarés sikkert også vide, hvad han kunne forvente af ham. For de kendte hinanden godt.. Lidt for godt, som de sloges sammen uden en trevl på kroppen lige nu. Ikke at nogen af dem bekymrede sig om de manglende klæder nu. Et sidste skub gav Deavás plads nok til at vende ryggen til ham, som han straks forsøgte at kravle hen over gulvet imod vinduet. Men før han overhovedet var i nærheden af vinduet, blev han ramt af alt.. Bogstavelig talt alt, hvad Agarés kunne kaste efter ham. Blækket blev spredt over hans krop, hvortil pergament straks klistrede sig fast til ham. En enkelt trækasse ramte ham på lænden, som han brummede utilfreds og straks tog sig til ryggen. Med én hånd i gulvet og et kommende vindstød, havde han ikke nogen chance for at stå imod, hvilket fik ham til at skøjte hen over gulvet, glidende på pergamentpapir, før at han ramte væggen med hovedet. "For Zaladin også!" udbrød han irriteret, som han drejede omkring og lige skulle bruge et øjeblik på at sunde sig. "Luk røven, Agarés!" skreg han, som han forsøgte at fjerne det blæk, der var i færd med at glide ned over hans øjne. Han greb det første han kunne få fat på, hvilket var Agarés egen bluse, som han brugte den til at tørre blækket af med, ikke at han kunne få alt væk, langt fra faktisk.
Med ét smed han den beskidte trøje imod Agarés, for at blokere hans udsyn, imens at han vendte sig rundt og lettere panisk greb fat i vinduesbænken for at rejse sig. Et uheldigt placeret ben ovenpå noget pergament, fik ham dog til at glide, som han skreg lettere piget og vendte rundt blot for at vælte over imod Agarés. Med hovedet først.