”Din død? Sådan en stor og stærk mand, som du?”, udbrød Renny vantro, stadig med overfladisk og forpustet åndedrag. Hun lo dernæst, højt og hjerteligt, i det pigen bag hende gav hende ret, og med et nikkede hun med et sigende blik. ”Hun har fat i den lange ende. Kan du så komme afsted!”

Og afsted kom han. For blot et øjeblik kunne Renny ikke megen andet, end at betragte ham sætte afsted. Det var dragende at betragte ham; hans muskler arbejde for ham, smilet over de brede læber, de funklende, morede øjne. Det var lidt, som at vende hjem igen.
Snart efter måtte den sorthårede kvinde dog løsrive sig, for endnu en idé sprang frem mod hende. ”Alle sammen! Lyt! I skal herop! I helle! Vi kommer og hjælper jer!”, råbte hun, hvilket fik adskillelige børn til at råbe: ”Vi skal op i helle!”, ”Red mig!”, ”Han kommer!”, ”Rennyyy!” Med elegante krumspring hoppede både Renny og pigen ned fra husvognen, hvorefter den larmende leg fortsatte.

Renny fik hjulpet hele tre børn op på husvognens tag, før stærke arme lukkede sig om hende. Hun hvinede højlydt, men det smeltede sammen med en latter, som hun selv lagde sine egne hænder oven på Neagus.

”Neeej! Flygt! Han kommer efter jer nu!” 

“Hold da op hvor du snyder Renny!” Grinede han, som hun begyndte at genne alle børnene op på taget, hvor hun havde besluttet sig for, at der var helle nu. Men det gik ham tydeligvis ikke meget på, da smilet stadig var at spørge på hans læber, og han glædeligt legede med. Mens han fangede nogle flere børn. Der hvinene grinte, som de sprællede i hans arme. 
Dette, hvis det var at være far og have en familie. Så var det måske ikke så dumt endda. Men virkeligheden ville jo også ramme, det vidste han - og det var derfor han aldrig havde gjort sig i det. Aldrig havde leget med tanken, end kun når han var i situationen. For så snart, man afleverede børnene til deres forældre, så forsvandt tanken også, at man ikke ville vende hjem til det hver dag - uge efter uge, måned efter måned, år efter år. Han skulle ud og smage salten i vandet, mærke havluften i hans bløde blonde hår. Eventyret skulle fortsætte til den dag, at det ville tage livet af ham. 

Flere af børnene han havde været tæt på at få fingre i, nåede Renny at hjælpe for næsen af ham. Og de var nu fire monstre, der løb glædeligt rundt for at få fingre i resten. 
Og til sidst, fik han endelig fat i det han helst ville have fanget til at starte med. Hendes bløde former smeltede næsten i hans arme, som han lukkede dem omkring hendes liv. 
“Jeg har min pris! Monsteret er glad og tilfreds!” Grinede han, som han løftede hende op og gik afsted med hende. 
Da det var en smule ude af syne fra de forpustet og børn, der mere eller mindre lagde sig på taget og jorden de havde stået på. Satte han hende ned, vente hende rundt, og greb omkring hendes lår så han kunne hejse hende op omkring hans hofter. 
Han mærkede hendes skjortes stof imod hans stadig bare overkrop. Smilet smeltede over i en mere alvorlig mine, som hans tofarvede øjne kiggede ind i hendes brun. 
Også gjorde han det han havde haft lyst til, siden hun havde kravlet op på hendes tag. Han kyssede hende. Inderligt og passioneret, fuldkommen ligeglad med de børn, de egentlig burde se efter. 

Renny lo og gjorde sig i spæde protester. Hun råbte efter børnene – efter hjælp – men ingen kom. I stedet lo de – øjensynligt ligeså meget som den sorthårede kvinde selv – hvormed hun endte i Neagus favn og under hans barmhjertighed.
”Monsteret var nu altså noget langsomt. For langsomt -”, forsøgte Renny at drille, men ikke for længe gjorde Neagu det muligt for hende. Som han satte hende ned, vendte hende rundt og dernæst greb om hendes slanke lår, anede Renny instinktivt, hvad han ville. Det var derfor med en bølge af følelser, at Renny, i samme øjeblik som Neagu, lænede sig frem, så deres læber kunne mødes. Rennys solvarme arme fandt vej rundt om Neagus stærke hals, og øjnene, der funklede af lyst og begær, gled tungt i. Det føltes – og det var ikke på grund af solen – som om, at den sorthårede kvinde smeltede i den blonde mands favn, og hun blev som flydende smør på panden i hans favn.

Da Neagu afbrød kysset, nappede Renny legesygt i hans underlæbe, før hun med et gnistrende blik, fangede hans eget. ”Jeg skulle vist have ladet dig fange mig før”, hviskede hun kælent, som hun, drevet af begær, lod spidsen af hendes fyldige bryster gnide sig nogle få centimeter op langs Neagus nøgne bryst. 

Der løb kuldegysninger igennem hans krop, som han endelig fik lov til at gøre det, som han havde ønsket lige siden han havde set hende. Ikke at han ikke havde gjort det mange gange før, og desuden burde han slet ikke - hun var jo stadig en del af hans besætning! Og han brød alle hans regler ved at gøre dette. Og med alle regler, mente han nemlig den ene regel han havde. 
Aldrig rør nogen som er ombord på skibet, og skal arbejde for dig. Men det afholdte ham tydeligvis ikke, som hans tommelfingeren begyndte at massere hendes slanke lår, og pressede sit underliv tættere ind imod hendes. Da han brugte husvognen som han havde presset hende op ad, til at give ham kræfter nok til at holde hende i denne position. 
Endelig tog han mod til sig, og slap deres kys. Han lo let, da hun greb hans underlæbe, og et drilsk smil spredte sig på hans læber. Og den samme drillende energi var også tydelig at se i øjnene, som næsten lyste op da hun snakkede. 
“Må være bedre til at vise mine intentioner.” Sagde han hæst tilbage, og pressede sig om muligt tættere ind til hende. Hans læber pressede sig kortvarigt imod hendes, inden han lagde sin pande mod hendes. Selvom han havde lyst, selvom at hans krop meget tydeligvis viste hvor meget af blodet var strømmet hen. Vidste han også at det ikke gik. 
Lige om lidt, ville børnene prøve at finde dem, eller også ville det være hans mor som der kaldte og sagde de godt kunne komme frem.
Men bare for en kort stund, ville han ønske de ingen forpligtigelser havde. 

Renny lo lavmælt, og lod sit greb om den blonde mand tage til i styrke. Til trods for visheden om, at de ikke kunne forblive stående sådan; at de uundgåeligt snart måtte forstyrres, enten af ivrige børn eller Neagus øvrige familie, ja, så kyssede Renny ham for endnu engang. Denne gang krævende og kælent, velvidende at hun ikke var den eneste, der havde reageret instinktivt på deres tætte nærvær. Hendes ene hvide hår gled op i Neagus blonde hår, hvorefter den forsigtigt men bestemt, tvang hans ansigt på sned, således at Rennys læber kunne udforske hans stærke kæbe og hals. Hele tiden smilede hun nydelsesfuldt, hendes mørkebrune øjne lukkede.
”Eller så skal du bare handle i stedet”, hviskede kvinden omsider, i det hendes fyldige læber var nær Neagus ene øre. ”Men selvfølgelig kunne jeg ikke lade dig fange mig. Jeg har jo visse standarder ved du”. De næstfølgende ord var ligeså drillende som de første, og troligt fulgte endnu et lavmælt fnis.

”Skal vi stikke af?”

Det var krævende, og næsten opslugende, sådan som deres læber kastede sig mod hinanden igen. Den lille stemme, der fortalte ham, at de ikke burde. Forsvandt lige så stille, jo længere tid hun var i hans arme, og jo flere gange hendes læber afkrævede hans. 
Han mærkede hvordan adamsæblet bevægede sig, som en latter formede sig i struben, da hun mente han blot burde handle. Hun havde vel en pointe, men det var ikke altid han gav sig selv lov - i hvert fald ikke når det kom til den mørkhåret kvinde. 
Han fnøs moret, da hun nævnte at hun havde standarder. “Selvfølgelig frøken Gandir, du har jo et ry at skulle opretholde.” Mumlede han imod hendes brune lokker, og lod kortvarigt næsen snuse hendes duft ind. Duften af sol, og lavendel? 

Skal vi stikke af? Han fugtede langsomt læberne, for hvor tillokkende det lød. Vidste han ikke helt, om han kunne tillade sig det. Eller det kunne han godt, spørgsmålet var bare om han overlevede når han kom tilbage igen. 
Også hørte han morens råben. Med et hurtigt tag smed han hende over hans skulder med et grin; “Okay frøken Gandir! Så skal der tænkes hurtigt, hvor løber jeg hen?”

Renny var ikke noget fnug; hendes mange år som soldat i Lysets Hær havde efterladt hende mere muskuløs end den almene kvinde, og dertil havde hun også en ganske sund bagdel og en stor barm. Hun fandt det derfor imponerende, at Neagu kunne kaste hende hen over skuldrene, og det var ikke foruden et lavmælt, skingert hvin, der udsprang af en hvis overraskelse.
”Jeg er imponeret! Du er stærkere end du ser ud”, lød det lige dele moret og kælent fra den sorthårede kvinde, der – i hvert fald i det øjeblik – så verden nedefra og op. Det skulle dog hurtigt vise sig en smule problematisk, for Neagus mors stemme lød kommanderende et sted foran dem, og de nåede ikke langt, før hun omsider indhentede dem.

Det var desuden med nød og næppe, at Renny nåede at tage fra mod husvognen, således at hun ikke knaldede hovedet ind i det solide træ, i det Neagu selv snurrede rundt. Hun lo og prøvede at hejse sig op, så hun kunne skæve til den tykke, omsorgsfulde kvinde, henover hendes søns skulder. Det lykkes dog ikke rigtig, og Renny selv var pinlig bevidst om, at det eneste moderen så af hende i det øjeblik, var hendes velproportionerede bagdel.
”Det ser ud til, at vi er blevet opdaget”, hviskede Renny småleende. ”Du var for langsom igen, kaptajn.”

“Stærkere end jeg ser ud!? Hvor vover du! Jeg er en stærk mand!” Protesterede han med en aldeles falsk fornemmelse i stemmen, da smilet stadig var voldsomt prægende på hans læber. 
Hun var dog ikke meget hjælp, og da han ikke helt kunne finde ud af, hvor de skulle flygte hen. Kom der en meget surt udseende madame rundt omkring hjørnet. Begge hænderne fast placeret på hofterne, hun manglede bare en stegepande i hånden eller en grydeske - også havde lukket været fuldendt. 

“Det er ikke som det... ser ud?” Sagde han forsøgende, og gav hende et stort smil. Det falmede dog hurtigt, da han så de lynende øjne - ja, den her kunne han vidst ikke charmere sig ud af. 
“Du Neagu, er en plage! Du gør mig gråhåret før tid, og jeg kommer til at miste dyrebare timer af mit liv! Hvis jeg dør før tid, så kommer jeg tilbage og hjemsøger dig! Sæt den dejlige kvinde ned, og kom og spis - magen til frækhed! Du skal være glad for du er min yndlings.” Råbte hun, og det sidste, gjorde også at et smil spredte sig hen over hendes læber. 
Neagu stillede langsomt Renny ned igen, og lod en hånd glide hen over hendes kæbe, inden han kyssede hende hurtigt på panden.
“Revanche.” Sagde han grinende, og begyndte at gå efter hvor hans mor var forsvundet hen. 

Han valgte dog ganske hurtigt, at stikke hoved ind i hans husvogn - og trods rodet, formåede han alligevel at finde en olivengrøn kjortel og hæv den hen over hoved. Han var en del mere nedtonet end han plejede at være, ingen ekstra bælter, ingen ekstravagante farver. Bare helt simpelt, med hans gyldne blonde hår der lå rundt omkring hans skuldre i krøller.
“Så min kære madam, så venter festmåltidet os!” Han trak hende med hen til hvor de stod og lavede mad. Flere lange borde stod klar, med farvestrålende lanterner med alskens papir strålede hen over området. Hvor et stort festmåltid lå klar. Godt nok var det ikke mange krystaller der gik rundt i dette område, med mad - mad var der altid nok af. “Kom sæt jer her!” Kom det fra moderen, der vinkede parret over til sig. 
Neagu fulgte Renny over, og lod hende sætte sig ned, før at han selv satte sig.
“Så Renny, så er det bare om at holde sig til - for resten af os gør det samme.” Dog skulle han ikke komme for godt igang, da Neagu’s mor allerede var igang med at øse op på Renny’s tallerken.

Renny lo, i det hendes støvlebeklædte fødder kolliderede med jorden under hende. De sorte og slanke øjenbryn skød dernæst op i panden i en sigende grimasse: ”Det ved jeg skam. Jeg er bare ikke noget fnug”, forsøgte hun – påtaget – ihærdigt at udviske hendes påtale, hvorefter hun sendte Neagu et blændende smil.

End ikke øjeblikket efter satte de afsted mod Neagus egen husvogn og dernæst spisestedet, der var pyntet med farverige lanterner. Renny kunne slet ikke stoppe med at smile, og hun gav Neagus hånd et varmt klem. ”Det her er fantastisk”, mumlede hun lavmælt til ham, men de mørkebrune øjne kunne ikke forlade forsamlingen, hvor snakken gik ivrigt eller for den sags skyld, maden der duftede indbydende.
I det at de satte sig, fik Renny stukket et barn i sin favn, af en mor, hvis sorte rande under øjnene, afslørede, at hun var noget så udmattet. Den sorthårede kvinde havde rakt ud efter barnet, der sludrede afsted, per instinkt og dens mor havde rakt det frem mod Renny med taknemmelighed i blikket. Renny selv strålede, som hun lagde barnet til rette i sin favn. Det kunne umuligt være mere end et år gammelt, og dens øjne og mund fortalte mange, usammenhængende historier, der ikke var for voksne at forstå.

”Du er da noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set”, mumlede Renny til barnet, der lo op til hende; en latter Renny selv gengældte med begejstring i tone og blik. ”Og sikke stærk du er! Nøj!”, lød det dernæst, som de små fingre greb om Rennys egen med iver.

Han var i fuld gang med at rage til sig, af kød og grønsager der havde ligget og simret i flere timer. En hel pattegris var blevet stegt, og skåret ud så folk bare kunne tage for sig. Generelt var der ikke meget der manglede, og vin og alkohol flød også ganske lystigt i folks glas uden man behøvede at fylde op selv. 
I et stykke tid, havde en af mændene fange Neagus opmærksomhed. Noget omkring nattens forsamling og hvad de skulle optræde med. 
Så det var først, da han langt om længe lagde sine øjne på den mørkhåret kvinde - at han så lyset i hendes øjne, og den pludrende baby i hendes arme. For første gang, nogen sinde - blev Neagu ramt af noget, som skræmte ham ganske forfærdeligt. Nervøsiteten satte sig i hans hals, og det blev en anelse svært for ham at trække vejret. Dette ville være kvinden, som han ville blive gift med. Godt nok ganske falsk, og det var ikke noget problem. Problemet var den følelse som var slået ned i ham, som et lyn fra en skyfri himmel. Det her var fuldstændig og komplet følelse af at elske en anden person. Lyset der strømmede fra hendes øjne, som hun betragtede barnet der lå i hendes arme. Den måde hun snakkede til den, fortalte en historie - at selvom hun mange gange havde snakket om, at hun ikke ønskede en familie eller børn der hang omkring hende. Var det præcist det hun ønskede - nemlig en stor familie. Men stadig med friheden til at kunne være sin egen. 
Han tog en dyb indånding, og begyndte at spise. Og da han var færdig, rakte han sine hænder frem og gjorde antegn til at tage barnet fra hende. “Det går ikke at du ikke får noget at spise, selvom han er meget smuk.” Selvom at han var alt andet end selvsikker, var der stadig den samme tone i hans stemme. Som han endelig lagde nogle nænsomme hænder omkring den lille krop. Og lagde den op mod hans brystkasse. Små børne hænder greb starts omkring det blonde hår, og han begyndte at grine. “Ja stærk - det er han.”

Det var ikke frivilligt, at Renny overgav spædbarnet til Neagu. Den blonde mand efterlod hende dog ikke med megen valg, men den sorthårede kvinde lod ham vide, med et dask og en udstukket underlæbe, at hvad han netop havde gjort, så langt fra var i orden. Der gik dog ikke lang tid før, at Renny havde glemt det utilgivelige; hvordan kunne man andet, når det smukke barn med de vilde krøller, pludrede og lo af indestængt begejstring, for hver gang det hev Neagu i håret?
Renny kunne – til trods for den velduftende mad – ikke styre sig. Hun skiftede nemlig – og med stor iver – mellem, at skovle mad i munden og skære ansigter til barnet, der kvitterede med skingre jubelskrig og usammenhængende ord. Og fortsat strålede hun; Renny havde ikke øjne for andre end det lille, pjuskede barn, hvormed hun aldrig så, hvordan Neagus farver skiftede omkring ham.

”Har du selv børn, min ven?”, lød det fra Rennys modsatte side, hvorved Neagus mor sad placeret. De mørkebrune øjne for fra barnet til den lavstammede kvinde, og ganske uden at Renny selv kunne nå, hverken at stoppe hendes falmende smil men heller ikke hendes eget svar, sagde hun: ”Ja, jeg har en søn. Men han er i himlen.” Til trods for, at ordene ikke havde været gennemtænkte, syntes Renny dog ikke at fortryde dem. Et let skuldertræk fulgte, i det Neagus mor så på hende med lige dele sørgmodige og forstående øjne, for Renny vidste ikke, hvordan hun skulle tage den dybfølte medfølelse.

Det var også derfor – efter at have givet Neagus mors arm et varmt klem – at hun vendte sig mod barnet for endnu engang. 

Hans øjne nåede lige at fange hans mor, da hun spurgte om Renny selv havde børn. Men hun nåede aldrig at forstå, hun ikke skulle spørger før at det ganske ærligt fra den sorthåret kvinde svarede, at han var i himlen. Han kunne stadig blive voldsomt vred, når han tænkte tilbage på at en mand kunne få sig selv til at sige noget omkring en dødfødt barn. Og derefter vælge at gå fra hele situationen. At man kunne efterlade en kvinde, som man havde stået og sagt man ville elske resten af sit liv. Måske var han ikke selv meget for ægteskab, men udelukkende af den grund, at han ikke mente han kunne opfylde de krav han selv følte, der fulgte med. 

Barnet pludrede løs, skreg af grin som der blev skåret ansigter - og han kunne ikke andet end at smelte en lille smule grundet hele situationen de befandt sig i. Efter noget tid, lagde han barnet i hans arme. Hans hånd lagde sig hen over barnets mund og begyndte at slå meget meget blidt mod barnets mund. Og ganske sikkert, efter få gange begyndte barnet at lave lyde mod hans hånd. Barnet begyndte at grine, Neagu begyndte at grine. Og sådan underholde de to drenge sig ganske gevaldigt. 
Især da Neagu også satte den lille dreng på hans knæ og begyndte at hoppe ham op og ned. Det var ganske tydeligt, hvor meget den blonde mand elskede børn. Som hans ansigt lyste op, over de glade grin og hvin fra den krøllede dreng.

Renny betragtede Neagu ud af øjenkrogen, og hvad hun så, fik klistret et permanent smil på hendes læber. Det var ganske enkelt umuligt andet, for farverne, der bølgede omkring den blonde mand, var afslørende i deres dybfølte kærlighed til den lille dreng. Og naturligvis var det svært, ikke at blive blød om knæene; Neagus leg, der var præget af lethed og uforbeholdenhed, var kær og Renny havde ønsket, mange år tidligere, at hendes daværende mand ville gøre netop som Neagu, når deres egen dreng kom til verden.

Men det er ikke for dig, hviskede en stemme, der fik Renny til at slå sit blik ned på den – nu – tomme tallerken. Sådan sad hun lidt, indtil barnets fortsatte pludrende lyde, rev Renny tilbage til nuet. Og hvad så, hvis det ikke tilfaldt hende i denne livstid? Det gjorde ikke, at hun ikke kunne nyde det, hun fik serveret på sølvfad der.
Renny lænede sig hen mod Neagu og barnet, hvorefter hun strøg den buttede kind. ”Du er simpelthen så charmerende! Og du ved godt, at du smelter alles hjerter, gør du ikke?”, spurgte Renny den lille dreng med strålende øjne.

Sådan sad de længe, indtil maden var fortæret og det var tid til at pakke det væk. Renny greb om den lille dreng, hvorefter hun sendte Neagu et strengt blik, der udfordrede ham til at tage barnet fra hende igen. ”Bare lige de sidste minutter, inden han – inden du skal puttesove og snorke!”, mumlede den sorthårede kvinde storsmilende, og kyssede dernæst den lille, varme pande. 

Hans blik gled hen mod hendes skikkelse, som hun igen kom nærmere. Det var svært ikke at blive grebet af hvordan hendes mørke øjne betragtede barnet, de bløde sorte bølger af hår der indrammede hendes flotte ansigt. Hendes stærke kæbe, den fine næse - de fyldige og bløde læber. Den lille fregne der var over siden af hendes læbe. 
Der var så meget der fangede hans opmærksomhed, og derfor var det hellere ikke ufrivilligt at han gav drengen tilbage til hende. Hans fingre gled hen og fang nogle af de strå hår der lagde sig omkring hendes ansigt og førte det bag hendes øre. Han blinkede til hende. “Brug alt den tid du vil med ham, jeg kommer tilbage efter jeg lige har hjulpet.” Han lænede sig dog frem og lod hans hånd glide hen over krøllerne, inden han plantede et kys på drengens pande. “Opfør dig ordenligt, vi ved jo alle sammen at du var eksemplarisk fordi jeg var i nærheden.” Grinede han, og rejste sig op.

Sammen med resten af gruppen, fik han taget af bøgerne. Skubbet dem væk og gjort klar til at gøglerne kunne gå igang med aftens forestilling. Det som nogle andre af borgerne i Dianthos havde samlet sig for at se. Der var selvfølgelig også andre optræder, fra andre grupper som allerede var igang. Men lige på det punkt, var der ingen som skændes om hvem der gik på hvornår. Eller det havde han aldrig oplevet. Alle hjalp lidt hvor der var behov. Meget kunne man måske sige omkring hans familienavn, men hans mor havde gjort alt for at opretholde en god stemning omkring dem. Alt det som hans far havde ødelagt. 
Da han var færdig, vadede han tilbage til Renny og barnet. “Er du klar til at opgive ham igen?” Spurgte han forsigtigt, og lagde en hånd mod hendes baghoved.

For Renny forsvandt det private moment med barnet på et øjeblik; næsten i samme sekund som det var begyndt, tog det sin ende og de mørkebrune, forbløffede øjne fandt Neagus skikkelse i et pludseligt ryk, da hans brede hånd lagde sig forsikrende mod hendes vilde krøller. 
Renny skar en grimasse og nikkede dernæst. Barnet var faldet i søvn i hendes favn, godt hjulpet på vej af Rennys rolige kærtegn og det var derfor med den største forsigtighed, at hun rejste sig. Neagu førte hende ind imellem de alskens husvogne, indtil de nåede den, der tilhørte drengebarnets mor og forinden, at Neagu bankede på døren, lød det spædt fra Renny: ”Alvin havde ikke sådan en lille, fin næse som, han har. Hvorfor tror du, at –”

Den sorthårede kvindes talen blev afbrudt, i det døren gik op og dernæst fulgte lavmælte høfligheder. Moderen var taknemmelig for nogle timers ro, og overrasket over, at den lille var faldet i så dyb en søvn. Renny takkede for øjeblikkene med ham, hvorefter hun fulgte efter Neagu væk derfra.
I det at hendes krop endelig forstod, at der ikke var nogen varm bylt i hendes favn længere, indfandt den så velkendte klamme, kølighed; som havde det lille varm taget al Rennys varme med sig. Det nev og sled hendes krop i stykker, og instinktivt greb hun ud efter det ene holdepunkt, hun havde; Neagu.

Renny lod sine stærke arme omfavne ham, hvorefter hun lagde sig ansigt mod hans skulder. Hun var gået bag ham, hvormed hun nu stod gemt bag ved hans ryg, men selv foruden Neagus arme omkring hende, mærkede hun, hvordan hans skikkelse bekæmpede den hule fornemmelse i hende.
”Jeg vil også have et barn. Kender du en, der vil donere sin manddom til et godt formål?”, mumlede hun, i håb om at hendes spøgefuldhed ville lette stemningen, der vibrerede omkring hende selv.

Han blev hurtig opmærksom, hvor opmærksom han var på hende. Hvordan han fulgte hende med øjnene, betragte barnet sove i hendes favn. Men også hvordan hun tog det, da barnet blev overleveret til sin retmæssige mor. Og selvom at moren mest af alt lignede en, der godt kunne have brugt nogle timerne længere. Var det også ganske tydeligt, at hun var glad for at få sin knægt igen. Hans hånd rakte ud, men inden de nåede at ramme hendes skuldre. Valgte han dog at trække sin hånd til sig igen. Og da han ikke helt vidste hvad han skulle sige eller gøre, fulgte han hende langsomt tilbage mod hans egen husvogn - mest fordi han hellere ikke kunne mærke om hun havde tænkt sig at sige farvel nu. Eller om hun ville blive lidt længere. Dog inden han nåede at åbne døren til hans lille ydmyge hjem, mærkede han armene der lagde sig omkring hans talje. 

Hendes stemme, de ord der flød over hendes læber. Den væltede lavinen i ham, følelserne han havde prøvet at samle sammen og smide væk. Mest af alt, fordi der altid havde været en usagt forståelse imellem dem - at den tiltrækning den - kærlighed. De følte, den ikke skulle siges mellem dem, den skulle ikke forhindre dem i at være dem. Men lige i dette øjeblikke, var det svært at holde det usagte løfte. 
Og hendes forsøg på at lette stemningen havde unægtelig den modsatte effekt - og pludselig vidste han, at han ville give hende det hele. 
Han vente sig langsomt rundt i hendes favn, efter han havde åbnet døren. I et ganske nemt tag, trods hun ikke var en let og petit kvinde. Fik han igen samlede hende op i hans arme. Uden at ytre sin mening, fangede hans læber hende hurtigt, som han en smule klodset fik dem begge to ind i vognen - uden at de formåede at vælte alt på vejen. Eller selv kom til skade. 

I det at Neagus læber kolliderede med Rennys egne, glemte den krølhårede kvinde verden omkring hende; den klamme, kølige fornemmelse, der var udsprunget af den lille bylts forsvinden, svandt ind til ingen ting, som den blonde mands varme overtog nådesløst.
Dernæst forsvandt de ind i husvognen, men Renny registrerede kun til dels, hvad der foregik. Så opslugt var hun, og hendes ivrige læber og tunge måtte unægtelig, gøre Neagus formål besværligt – det var dog aldrig en tanke, der rigtig nåede frem til Rennys egen bevidsthed. Kun den varme krop mod hendes – hans krop – var vigtig, for den pustede til gløder, der normalt blev fortiet for dem begge. Selv for Rennys indre. Hun vidste nemlig, at Neagu aldrig helt kunne blive hendes, og måske det heller ikke var meningen; måske var netop det faktum, der begrundede hele hans eksistensniveau for hende. De var trods alt frie sjæle begge to; ingen af dem kunne ejes, hverken af den anden eller andre. Var det ikke derfor, at de altid befandt sig søgende i grænselandet?

Det var dog ikke det, der optog Renny, som hendes hænder vandrede kærligt og sultent henover Neagus kæbe – og dernæst hans nøgne bryst under hans tynde skjorte. Det gik heller aldrig op for hende, at hendes – lukkede – øjne var våde af salte tårer, der havde brug for at falde frit; der havde ønsket at gøre netop det så længe. Havde hun nogensinde talt om sin sorg som andet end små, henslængte kommentarer? Renny selv kunne ikke huske det, men tale med Neagu om det, ja, det virkede som, at opsøge en frihed; en forløsning.

Renny mærkede, hvordan hendes støvlebeklædte fødder kolliderede med husvognens gulv, men at give slip på Neagus læber med sine, fremstod ikke som en mulighed. Det måtte dog unægtelig ske, hvis hun ville have skjorten af ham – og det ville hun. 

Det hele skete så flydende, som to stykker der pludselig passede sammen. Det var uden besvær, uden at tænke sig om - det skete bare. 
Hvordan at døren blev lukket ville han ikke kunne svare på - hvordan at han formåede at få dem ind i den snævre gang, og føre dem hen mød sengen der fyldte næsten halvdelen af vognen - han var ikke sikker. Men på intet tidspunkt forlod hans læber hendes. Han havde brug for hende, mærke hendes varme. Og sådan var det også med hans hænder hvor den ene greb omkring hendes talje, lagde den sig rundt omkring hendes lænd og numse. Det var allerede ganske tydeligt, hvor meget situationen havde påvirket ham - sådan som blodet begyndte at pumpe rundt i ham. 
Et næsten dyrisk knurren forlod hans strube, som han mærkede hun begyndte at glide ned af hans arme. Men fik placeret hende således, at hun stod lige foran halm madrassen som udgjorde hans seng. 

Han brød kysset, lige så modvillig som kvinden selv, og rev skjorten over hans hoved. Han var også hurtig til at begynde at få tøjet af hende. Det kunne kun gå for langsomt, alle ord han tænkte - som han var tæt på at sige til hende. Som hans fingre adræt bevægede sig hen over hendes beklædnings genstande. Alle de ting, måtte vente til senere - når der ikke længere var denne hungren efter at mærke hendes varme helt tæt på ham.

En lidende grimasse indfandt sig, for brøkdel af et sekund, i Rennys hjerteformede ansigt, som Neagus varme forsvandt. Ikke lang tid skulle hun dog savne den, for deres afklædte kroppe tumlede uelegant ned i sengen ikke mange øjeblikke efter, og snart efter kunne Renny sukke i ekstase, som deres kroppe blev forenet.
Hvad der dernæst fulgte, var den slags tid, der udgav sig for, at stå stille midt i det ene øjeblik; som ikke strakte sig, som ikke løb nogle steder hen, men forblev, hvor den var ønsket, som var midt i elskoven, hvor hjerterne smeltede sig sammen og blev til et. De bankede i en vild galop, men i takt med hinanden, og Renny lod, med sine hengivne kærtegn og kys, Neagu vide, at hun ikke ønskede, at være noget andet sted, end i sengen med hans krop mod hendes. Hvad de gjorde, hvordan de elskede hinanden i det øjeblik, var – og dette ville Renny først rigtig forstå lang tid efter – var ganske anderledes end forrige hændelser; der var ingen drillesyg leg involveret, ingen udfordring om, at holde ud, til alt blev ømt og gjorde ondt; kun hengivenhed, forståelse og ikke mindst, en eksploderende forløsning af trøst, fysiske behov og intimitet.

Det var naturligvis en illusion; en, Renny blev opmærksom på, da hun, med summende ben og en overfladisk vejrtrækning, landede ved Neagus side og lod de mørkebrune øjne glide henover vinduet, der lod hende vide, at natten havde indfundet sig. Ikke, at det satte mange tanker i gang, og uden at lade dem indfinde sig, rullede Renny op og lagde sig mod Neagus bryst. Hun kunne mærke hans hjerte banke fortsat, og med flygtige fingerspidser begyndte hun en ny form for kærtegn; en, hun end ikke selv, var bevidst om.

”Det er først rigtigt gået op for mig nu, hvorfor kvinder sværmer om dig. Næste gang jeg ser en flok dånende piger, vralte efter dig, så har jeg tænkt mig, at slutte mig til dem med stor fornøjelse”, mumlede Renny spøgefuldt, hvorefter hun sendte Neagu et bredt, leende smil.

Det var en af de øjeblikke, hvor man bagefter ikke ville kunne beskrive hvad der var sket - eller hvordan det var sket. Man ville ikke i sine tanker, gå tilbage til begivenheden og kunne spille den igennem igen. Men kun huske følelsen af, at det havde været helt igennem fantastisk. Og de samme tanker indfandt sig også hos den blonde mand, da han med sved ned af hans brystkasse - hårene let klæbet til hans ansigt, sukkede han tungt og lukkede øjnene. Hele aften havde været noget af en prøvelse - en rutsjebane af forskellige følelser som havde indfundet sig i hans krop, i løbet af de timer han havde været sammen med kvinden, som der lå ved hans side. 
Øjnene åbnede sig, som kvinden bevægede sig og han kunne mærke hendes vægt da hun lagde sig på hans brystkasse. Et dovent smil bredte sig hen over hans læber, som fingrene lige så stille gled hen over hendes krøllede hår. Fangede nogle strå og lod dem glide rundt mellem hans fingre. 
Den sætning hun sagde, fik et grin til at forlade hans strube og hans hoved begyndte langsomt at ryste. “Din plads er ved siden af mig, ikke blandt de kvinder” der kunne være fulgt mange ord efter den sætning, men han valgte at tie - som nogle mere alvorlige øjne ramte hendes smukke ansigt. 
“Er du okay?” Spurgte han forsigtigt, som hans fingre gravede sig ind i de sorte krøllede lokker.