Renny nåede ikke at stoppe et skingert gisp i at undslippe hendes fyldige læber, og da hun så op, var hendes mørkebrune øjne store af forskrækkelse. Følelsen forsvandt dog i samme øjeblik, som den var opstået, og Renny lo lavmælt men hjerteligt af sin egen latterlighed. Hun havde skiftet sit tøj tidligere, hvormed hun bar en højtaljet nederdel i mørkegrønne nuancer, skjorte og ingen støvler, hvilket måtte give den formålsrettede observatør vished om, at dette var en kvinde, der havde fundet ro bag hjemmets fire vægge – og ikke mindst foran ildstedet, hvis flammer dansede kælent omkring den sorte gryde.
”Seks, syv timer, vil jeg skyde på”, svarede Renny omsider, hvorefter hun smilede bredt til ham, i håb om, at det ville lade ham vide, at hun ikke bebrejdede ham. Det var trods alt forventeligt og kærkomment for den sorthårede kvinde. Dernæst gestikulerede hun mod spisebordet.

”Slå den der smukke bagdel i sædet og så skal du se, hvad jeg har forberedt til os!”, udbrød hun dernæst med et grin og slog armene teatralsk ud til begge sider; som gøglerne på markedspladsen forinden, at de gik til deres sidste, storslåede tryllenummer.
Det var også nogenlunde i samme stil, at Renny anrettede de dampende varme grøntsager, møre stykker kød, salater og sammenrørte dressinger på bordet foran sin gæst. Renny slog ud med armene og fortalte om retterne, som havde de en essen, et indre væsen for dem selv, med deres egen unikke og langvarige historie, og dansede rundt på lette fødder, når hun hentede endnu en for at præsenterer. Der var ingen tvivl om, at Renny nød at opvarte, men også at hun gjorde det alt, alt for sjældent.

Hun sank sammen på stolen overfor Eadgar, stadig storsmilende og med spændte øjne. ”Jeg kan ikke vente med at høre din dom!”, fortalte hun oprigtigt, for det var trods alt længe siden, at hun selv havde givet sig i kast ved kødgryderne. Dernæst begyndte de at spise, og Rennys spændte blik blev langsomt men sikkert, til et mere drillesygt et af slagsen. Snart efter kom forklaringen da også på den forvandling:

”Det her er næsten ligesom et stævnemøde.” 

Hendes skingre gisp fik Eadgar den Andægtige til at spjætte. Det sidste han havde forventet var at kunne overraske en Lysets kriger – og så tilmed spion – ved sin blotte tilstedeværelse, men det morede ham i det skjulte, at det var tilfældet. Hun havde skiftet tøj, bemærkede han. Det klædte hende og fik Renny til at passe ind i køkkenet. Eadgar sendte hende et undskyldende smil over, at han havde opholdt hende så længe, men hun syntes ikke selv at være ked af det –
Tværtimod virkede hun i et strålende humør, med smil og funklende blik. Synet fik forkynderen til at glemme alt om rejser og giftemål og alt andet der havde givet ham hovedpine, og han lod sig indfange af stemningen og det varme køkken, der lugtede så godt.

Selv hendes bramfrie sprogbrug tilgav han hende og gengældte det med et lille grin og en hovedrysten. Det var et overdådigt måltid hun havde fået kreeret, og Renny afslørede atter nye sider af sin person, som Eadgar ikke havde forventet at hun besad. Det slog ham, mens han øste forskellige retter op, at han ikke havde stoppet med at smile, siden han var trådt ind i dette rum. Men hvordan ville andet også være muligt? Rummet emmede af Lys og ro og krydset mad der fik tænderne til at løbe i vand.

”Det smager virkelig godt” lød bedømmelsen med tryk på ’virkelig’. Det afslørede at han ikke havde forventet at hendes kulinariske evner ville være så fortræffelige, og Eadgar tænkte ved sig selv om der var noget, Renny ikke var i stand til?
Måske var det al Lyset imellem dem, eller maden, som havde en bedøvende virkning på hans fromhed og forkynderidentitet, men ikke desto mindre blev han ikke kvalt af forfjamskelse, da hun nævnte ordet ’stævnemøde’.
I stedet bredte et forlegent men drillende smil sig op til de lyserøde kinder.
”Renny, altså… Du er jo håbløs. Er du ude på at slå mig ihjel?” Eadgar fniste derpå fjoget ned i sin skål af sin egen spøgfuldhed og følte sig mere i live end nogensinde.

Renny kunne ikke stoppe endnu et lavmælt men hjerteligt grin, i det Eadgar afgav sin bedømmelse. Det gjorde hende stolt, og i det ubevidste mistænkte hun sig selv for, at vokse adskillelige centimeter mod himlen. Dertil måtte Renny dog også erklære sig selv for overrasket; hun havde forventet irettesættende ord for hendes bramfrihed og drillerier, men ingen kom. I stedet var ordene, der fulgte hendes, grænsende til drillende og som Eadgar lo forlegent, og med røde kinder så ned i sin skål, strålede Renny ganske uden at vide det. For blot et øjeblik føltes det som om, at hendes hals snørede sig sammen af forventningens gnistrende spænding og uvilkårligt begyndte hendes hjerte at banke hurtigere.

”Måske synes jeg bare, du er dejlig at kigge på, når du smiler og griner”, svarede hun, hvilket skam var ganske oprigtige ord, men dog pakket ind i gavepapir af spøgefuld flirt. Endnu var Renny ikke sikker på, at den uundgåelige afvisning var ude af den snarligt kommende horisont. De mørkebrune øjne gled henover Eadgars ansigt, stadig vendt mod tallerkenen, hvorefter den varme stemme fortsatte: ”– Og når du rødmer. Det er kært. Det klæder dig.”

Renny lod omsider sine mørkebrune øjne farer fra Eadgars ansigt, og langsomt tvang hun det – for – brede smil en smule af læberne. ”Vil du have et glas vand? Vin? Øl? Saft?”

Det glædede ham at se, hvor glad Renny blev af hans kommentar til maden. Det smittede og han spejlede hendes humør. Aldrig havde deres fælles Lys været så tydeligt, bemærkede han med bankende hjerte; det var som om det omdannede hendes ord ind til acceptable spøgfuldheder – ord, der alene eller i hvilken som helst anden kontekst – ville have få Eadgar den Andægtige til at samle sine rober sammen om sig og styrte ud af rummet.

Det var som om den gamle sjæl, som forkynderen var sikker på, at Lyset havde skænket ham, blev yngre. Eadgar bed sig i læben, ude af stand til at tage imod hendes drillende komplimenter med andet end tavs generthed. Aldrig havde nogen henvendt sig til hans person på sådan en måde; og selvom han vidste at Lyset næppe bifaldt fokusset på det ydre, kunne Eadgar alligevel mærke hvor godt hendes ord gjorde ham.
”Vin vil nok passe bedst til maden, tror du ikke?” forsøgte han sig, og prøvede at få det til at lyde som om det primært var maden, Eadgar tænkte på, og ikke den voksende lyst til at mæske sig i kryddervin og for en gangs skyld bare have det sjovt.
- med mådehold, naturligvis.  


Det var nu ikke kun Renny og Lyset der gjorde Eadgars kinder rødlige og varme. Kryddervinen havde smagt hamrende godt, og allerede efter et par mundfulde, vidste han, at det ville blive sværere at stoppe end han havde regnet med; Væsken havde fungeret glimrende til maden og endnu bedre til den unge mands sindstilstand, der netop nu, havde en smule svært ved at huske, at han også var forkynder.

”Hvad er det her, Renny?” spurgte han, mæt og glad og uvant kæk og ligefrem: ”Er vi ’fortrolige’ nu?” Fingrene pillede ved kryddervinen, og de grønne øjne søgte hendes ansigt igen.

Renny lo lavmælt men hjerteligt til Eadgars ord, alt imens hun fjernede de sidste – nu kølige – fade fra spisebordet. Dernæst nikkede hun. ”Taget i betragtning af, du er den eneste, der kender til min sande levevej, så jo”, svarede hun, i samme kække tonefald, der ligesom smilet på Eadgars læber, klædte ham gevaldig godt.
Omsider fik de mørkebrune øjne betragtet ham til fulde, og langsomt forvandlede hendes drillesyge smil sig til ét, der var mere kærligt og omsorgsfuldt. ”Du har det varmt”, konstaterede Renny, hvorefter hun skridtede over mod ham, og strøg Eadgar over panden og de ildrøde kinder. Af uvisse årsager kunne den sorthårede kvinde ikke undgå, at føle, at dette var hendes værk; at hun i sandhed havde drevet ham ud over kanten, blot ved at eksisterer i hans nærhed. Det var også derfor, at hendes ord ikke bar en forførende tone, der ellers normalt ville lægge nemt til hende men også deres mere afslappede jargon i løbet af aftenen i betragtning.
”Hvad siger du til, at vi lige får den her kofte af dig? Jeg kan se, du er helt anstændig nedenunder den”, lo hun, hvorefter hun hjalp den yngre mand af med det – for – varme klæde.

Renny foldede den pænt og lagde den på spisebordet, hvorefter hun snurrede rundt, så nederdelen bølgede omkring hende. ”Og nu til dessert!”, proklamerede hun med funklende øjne, i det hun stillede sig foran Eadgar endnu engang. Begge hendes hænder rakte ud mod hans; ”vi indtager den i stuen, hvad siger du til det? Kan du stå selv?”

Eadgar kunne godt lide den tanke; at han var den eneste som kendte til hendes hemmelighed. Det fik ham til at føle sig vigtig. Og underligt smigret. Hvis det var sådan at indgå i en personlig relation, var det slet ikke så tosset endda.
Rennys konstatering kom bag på ham, og han kiggede uforstående ned af sig selv, som kunne han finde denne varme, Renny snakkede om. Hun rørte ham på panden og kinderne, som var han syg og i et øjeblik blev Eadgar helt i tvivl om han var det. Hovedet snurrede behageligt og øjnene evne til at se syntes at være en smule forsinket, når kiggede fra den ene side til den anden -

Så slog det ham, at han ikke havde sin almindelige, tynde tempeldragt på. Natten var blevet tilbragt på jorden i bøn og havde krævet et ekstra lag tøj; en kofte, som Eadgar den Andægtige siden havde glemt alt om, til Renny pludselig stod der og prøvede at tage den af ham. Han lod hende gøre det, mens en uvant kilden fornemmelse bredte sig i mellemgulvet og fik ham til at fnise. En tynd linnedskjorte med en simpelt trekantet halsudskæring, blottede en smule af kravebenene og – hvis man så meget nøje efter – en utrolig, spinkel kæde, hvis vedhæng var skjult bag stoffet og klæbede sig ind til brystkassen.

”Har du også lavet dessert? – jamen Renny!” Han viftede pjattet til hende:” - Selvfølgelig kan jeg gå selv, hvorfor skulle jeg ikke det? Skal vi sidde herovre?” Opløftet af synet af hendes snurrende skikkelse og de bare ben som nederdelen vovet havde ladet vise kort forinden, greb han alligevel fast i hendes udstrakte hænder og trissede letsindigt mod puderne.

Renny kunne ikke lade være med at le, i det hun trak Eadgar op at stå. ”Ja, der er ikke et øje tørt”, svarede hun storsmilende, hvorefter hun sendte den yngre mand afsted mod stuen – vinkaraflen solidt plantet imellem de let solbrændte fingre, deres glas i den anden.
Dernæst satte Renny i gang med de sidste forberedelser. Frugttærten stod og dampede i vindueskarmen, og de mørkebrune øjne fæstnede sig vurderende på den fra tid til anden, alt imens hun effektivt skar frugt i små, lette bider. Da hun omsider blev færdig, samlede hun desserten på en smukt udskåret bakke, og gjorde derefter Eadgar selskab i de bløde sofaer.

Også denne gang fortalte Renny om sin noget banale frugttærte, som var det i virkeligheden lige dele udsøgt og eksotisk. Hun faldt småleende sammen ved siden af Eadgar, og trak sine slanke ben op under sig, før hun gestikulerede mod det bagte.
”Tag for dig. Du får ikke lov til at gå, før den er pist væk og spist”, truede hun spøgefuldt, hvorefter hun blinkede til ham. Renny selv sad dog ikke stille for længe, og pludselig gled en – om muligt – mere drillesyg grimasse henover hendes hjerteformede ansigt. ”Er du frisk på et slag terninger?”, spurgte hun, påtaget uskyldigt.

”Vinderen af hver runde må spørge om et kys, en hemmelighed, eller et minde.”

Selvom Eadgar den Andægtige var mæt – som i mæt – kunne han overraskende nok ikke lade være med at se mod desserten med en vis længsel i blikket. Ikke alene så den aldeles indbydende ud, den lugtede også godt. Forkynderen, der var trukket en smule i baggrunden af en snalret og meget livsberuset Eadgar, viftede heftigt med askese-løftet.
Kryddervin og tærte. Han var på alvor på vej ned ad en uberørt sti. Men selv Rennys direkte opfordring til fråseri blev taget med ukarakteristisk letsindhed.
Uden protester lænede han sig frem, og tog for sig af de tilbudte herligheder.

”Spil? Jeg spiller ikke.” røg det ud af munden, som var fyldt med velsmagende tærte. Eadgar sank en smule besværet, mens han lyttede til hendes – irriterende nok – fristende forslag. Selv dybt inde i det inderste spandt det. Vinens effekt gjorde forbindelsen mere tydelig og han havde svært ved at gribe ud efter Lyset og lade det guide ham væk fra vejen mod det, der hurtigt kunne blive til sjæleligt (og kødeligt?) fordærv. Han fugtede læberne. Lod så smilet krakelere det unge fjæs og fik det til at sætte sig i de grønne øjne. Udtrykket afslørede at han havde accepteret at lege med.

”Lader du mig vinde?”

Renny fnøs – påtaget fornærmet – hvorefter hun lo hjerteligt. Dernæst rejste hun sig, men i stedet for at finde terninger og bæger, skridtede hun forbi Eadgar; i grunden for at åbne for den ene terrassedør, der førte ud til en privat have, men den sorthårede kvinde kunne nu samtidig ikke dy sig for, også at daske til den unge mands arm med et bredt smil om læberne.
”Selvfølgelig ikke! Jeg spiller altid for at vinde”, svarede hun dernæst, og lod de funklende mørkebrune øjne fæstne sig på Eadgar over skulderen. I det den lune aftenbrise indfandt sig, smilede Renny tilfredst. Dernæst fulgte endnu en spøgefuldhed: ”Jeg er jo efterhånden en gammel dame”, sagde hun, som forklarede det hvorfor, hun havde brug for den friske luft. Det var dog for Eadgars skyld, for hans kinder var stadig røde fra rødvinen.

Dernæst fremskaffede Renny hastigt terninger og et dertilhørende bæger, hvorefter hun satte sig til rette overfor Eadgar – på stuebordet, de slanke ben over kors. Hendes smil antog derefter en anden karakter; lumsk og udfordrende, men stadig præget af en varm morskab.
”Vi kan bytte kysset ud med… uh, et spørgsmål! Så et spørgsmål, en hemmelighed eller et minde”, foreslog hun, for Renny havde trods alt en sammenvittighed, og hun ville gerne have, at Eadgar kunne se hende i øjnene, når – ja, velsagtens når hun vendte hjem. Hvis hun vendte hjem. I det tanken slog hende, fortrød hun pludselig, at have ændret spillets regler. De mørkebrune øjne kredsede for blot et øjeblik på Eadgars mund…

”Reglerne er egentlig ret simple. Den der slår flest 6’ere vinder retten til at bestemme, hvad personen vil vide. Når hver runde slutter, så fjerner man en terning. Damerne først, ikke sandt?” Renny rev sit blik væk fra Eadgar, men til stadighed slog hendes brune blik gnister. Og dernæst slog hun.

Kun en 6’er, måtte hun konstatere. Medmindre Eadgar slet ingen slog, ja, så måtte han udspørge hende. 

Det var umådelig svært ikke at følge Renny med blikket, da hun valsede forbi med den svingende.. nederdel. Hun var ikke bare omgivet af Lys, som hun stod der og lod vinden føre ind i stuen. Hun var Lyset. Eadgar den Andægtige genbesøgte sin drøm og forestillede sig for første gang Renny nøgen uden skyggen af skam. Han rykkede diskret en smule i sine hoser og satte sig bedre tilrette i puderne. Mens spillet blev fundet frem, havde Eadgar færdiggjort sin første portion tærte og følte sig meget magelig.

”Hvis du synes,” svarede han godmodigt og opdagede først for sent, at Rennys forslag skabte en tom følelse i mellemgulvet. Kun det inderste indre syntes at bifalde ændringen.
”Så spørgsmål, minde eller hemmelighed?” gentog Eadgar mest for sig selv og lyttede, med alvor i ansigtet, til Renny, da hun opridsede de relativt simple regler. Det virkede ret lige til.
Hun begyndte og Eadgar slog efter og til stor ærgrelse lykkedes det ham ikke at få nogle seks’ere overhovedet, på trods af at han ellers havde været voldsomt optimistisk.

”Jeg skal bare lige ind i det” forsikrede han hende, og prøvede at lade som om, at det fejlslagne slag ikke betød nær så meget som det gjorde:
”Hvad så? Hvad vil du vide, Renny?” Han kvitterede sætningen med et skævt grin og rakte ud efter sit glas. 

Renny kunne ikke skjule sin fryd, da Eadgar ikke slog nogle 6’ere. Hun hvinede begejstret og klappede i sine hænder, hvorefter hun bøjede sig frem og fjernede en enkelt terning. Således var der kun 11 tilbage.
De mørkebrune øjne funklede, i det hun dernæst gav sig til at tænke – på intet tidspunkt forlod hendes blik Eadgar, og selvom hun kunne se hans farver, var der noget i hans grønne blik, der lod hende vide, at han var skuffet. Så denne Forkynder af Lyset, denne unge mand havde tilsyneladende et konkurrencegen? Interessant.

”Du skal lige i gang, naturligvis – eller så er du måske bare ikke særlig god til terningespil?”, spurgte Renny drillesygt, med en påtaget uskyldig mine, før hun sendte ham et bredt, forblændede smil. Det var tydeligt, at den sorthårede kvinde nød spillet allerede, for hun havde altid selv elsket en udfordring. Der var sjældent nogen følelse, ligeså god som den, man fik, når man vandt.

”Jeg vil høre en hemmelighed. Du vælger selv, om den skal være lille eller stor, men det skal være en hemmelighed”, bad Renny dog omsider om, før hun spændt rankede ryggen og så forventningsfuldt på ham.

Eadgar den Andægtige fnyste ud af næsen, da hun kom med sin kække teori. ”Det kan selvfølgelig også være, at det er Lyset, som prøver at forhindre mig i at sælge min sjæl til en udspekuleret, gammel kvinde” gav han spøgende igen og tog en tår af sin vin.

Da Renny afslørede, hvad hun ønskede at vide, flakkede de grønne øjne ud i rummet; ansigtet blev lagt i tænksomme folder, mens Eadgar overvejede hvad han kunne eller skulle sige. Der gik dog ikke længe før Eadgar viste det – muligvis godt hjulpet på vej af den ærlighedsvin han havde indtaget:

”Nogle gange føler jeg, at jeg er flere personer” indrømmede han med et halvt undskyldende smil, fordi den unge mand ikke vidste, hvordan han ellers skulle se ud. Så trak han på skuldrene, negligerede sit eget indfald af oprigtighed, blinkede til hende og rakte ud efter terningerne. Det var forhåbentlig hans tur til at vinde nu?

Renny lo hjerteligt, da Eadgars kække ord forlod ham. Hastigt lagde hun dog sit ansigt i – påtaget – alvorlige folder, og lænede sig en smule frem, stadig siddende i skrædderstilling på stuebordet. ”En udspekuleret, gammel kvinde med utallige knive i alle størrelser. Husk på det”, svarede hun, hendes stemme kælen og uskyldig, som var det i virkeligheden helt andre ord, der var sprunget drillesygt fra hendes læber. Endnu et lavmælt fnis ville dog ikke forblive i Rennys mund derefter, og da hun lænede sig tilbage, fnøs hun også.
”Jeg er desuden dybt såret over, at du betragter mig som værende gammel. Her troede jeg, at vi var lidt småforelskede og at alder bare var et tal”, spøgte Renny, hvorefter hendes hoved gled en smule på sned, ja, nærmest i en uudtalt udfordring.

Alt det spøgefulde og alt det morede svandt dog ind ikke lang tid efter, da Eadgar indviede hende i sin hemmelighed. De mørkebrune øjne blev kærlige og omsorgsfulde, og i et øjeblik betragtede den sorthårede kvinde den yngre mand indgående. ”Hvis legen tillod en at stille spørgsmål, så havde jeg gjort det”, lød det omsider fra hende. Stadig forsøgte Renny at fange de kønne, grønne øjne. ”Heldigvis kan jeg gøre det, hvis jeg vinder igen.”

Dernæst slog Eadgar og da det var Rennys tur, måtte hun konstatere, at hendes held var vendt. Med en påtaget såret grimasse så kvinden afventende på Eadgar. ”Et spørgsmål, en hemmelighed eller et minde?”

Oh, Eadgar huskede såmænd knivene. Han huskede også, hvordan de var bundet fast med et dertil indrettet læderetui. Men det var intet i forhold til hvor godt han huskede det bare lår, som hele herligheden sad fast om. Den unge mand løftede glasset for at dække over et fjoget smil. Øjnene skævede mod nederdelen, der dækkede over de korslagte ben.
Rennys ligefremhed fik de grønne øjne til at spile sig op og søge direkte op til hendes ansigt, i forsøg på at vurdere hvor alvorlig hun egentlig var. Selvom det ikke var mere end et øjeblik siden at Eadgar havde drukket en mundfuld vin, var halsen tør som ørkenområderne i Rubinien.
Så erkendte han hendes spøg og fik sit afslappede smil tilbage på det unge ansigt.
” Jeg troede ellers ikke at din søster havde haft ret i sin antagelse?” gav han igen, og selvom han forsøgte at lyde spøgefuld, var der en snert af seriøsitet gemt bag.

”- bare rolig, du vinder ikke” svarede han og udbrød ikke længe efter et sejrshvin over, at profetien havde vist sig sand. Eadgars øjne funklede af begejstring over sin første sejr, og fik ham til at rykke sig en smule fremad med overkroppen:

”En hemmelighed, Renny. Lad mig høre din hemmelighed.”

Renny smilede og lo dernæst. Det var ganske enkelt umuligt at lade være, som Eadgar hujede over sin sejr. Hastigt hævede hun en – påtaget – irettesættende finger. ”Husk på, at jeg lod dig vinde denne gang. Jeg er nemlig retfærdig på den måde”, spøgte hun.
Til trods for Eadgars i nogen grad alvorlige ord og spørgsmål, forlod det morede dog ikke Renny. Hun lod heller ikke hans ord hænge i luften, men fortsatte i samme stil som tidligere og trak lidt på den ene skulder. ”Hvem ved? Harari tager næsten aldrig fejl”, svarede hun kryptisk, alt imens hun tvang sit smil til at fortrække sig en anelse. Eadgars reaktion var dog umulig ikke at komme til at le af, hvormed det var det, hun gjorde ikke lang tid efter. Dernæst viftede hun med hånden og blinkede til ham. ”Jeg lover, at jeg ikke forelsker mig i dig. Du er jo trods alt jævnaldrende med min lillebror.”

Renny blev dog tavs derefter. En hemmelighed, tænkte hun, hvorefter hendes ansigt fortrak sig i eftertænksomhed. Der gik dog ikke lang tid, før hun lyste op i en alvorlig og oprigtig mine, og dernæst indviede Eadgar i noget, hun aldrig før havde sat ord på: ”Jeg er bange for langt de fleste mænd.” I det ordene havde forladt den sorthårede kvinde, følte hun dog, at hun var nødt til at uddybe – i hvert fald, bare en anelse.
”Måden, de kigger på, måden, de taler på, kan skræmme mig. Selv dem jeg kender godt, vil jeg ikke give mig selv til helt.”

Renny lod Eadgar tage hendes ord til sig, hvorefter hun fugtede sine fyldige læber med en tungespids. Omsider kunne hun slå igen, og denne gang fik hun to 6’ere.

Eadgar den Andægtige tsk’ede af hende og himlede med øjnene. At hun havde ladet ham vinde med vilje var lige så absurd som hvis Renny overgik til Mørket. Selvom det var som om han befandt sig bag et tyndt slør med huller, som gjorde noget i rummet væsentligt mere tydeligt og skarpt end andet, havde selv han bemærket hendes konkurrencetrang, der lyste i de brune øjne og fik hendes mundvige til at dirre en lille bitte smule.

Rennys ytring fik Eadgar den Andægtige til at stoppe med at trække vejret øjeblikkeligt. Hvad var det hun sagde? Håndfladerne begyndte at klø faretruende. Et fåret ansigtsudtryk truede med at lægge sig over det unge ansigt – og havde utvivlsomt gjort det, hvis ikke det blev bremset inden af hendes uventede løfte. I stedet spredte der sig et tøvende smil, der voksede i takt med at hendes ord rodfæstede sig. Den unge mand lod det dække over følelsen af alle blodårer syntes at trække sig smertefuldt sammen på samme tid.
”Nej, det ville aldrig gå,” istemte han i en drillende tone, der ikke ramte øjnene og sørgede for ikke at fortsætte samtaleemnet yderligere.
Det passede heldigvis godt med, at Renny syntes at blive optaget af at finde på en passende hemmelighed at dele med ham – og selv Eadgar var ikke længe om at distrahere sig fra hvad-det-end-var, som Rennys løfte havde vækket i ham.

”Alle mænd?” Eadgar kiggede spørgende mod hende og kunne ikke lade være med at overveje, om det også gjaldt ham selv. Velvidende at hun ikke ville svare, før han havde vundet sig til retten, bukkede han sig frem for at gribe terningerne og slå et bedre slag end Rennys to seks’ere.
Det lykkedes akkurat, og uden at tænke videre over det, krævede han et svar på sit spørgsmål:
”Hvad har mænd gjort?” Det var en voldsom generalisering syntes han: ”Er det alle mænd, som du ikke kan være helt dig selv i nærheden af?”

Renny betragtede Eadgar slå, men hans spørgsmål fulgte end ikke sekundet efter, hvormed hun hverken nåede at skære en grimasse eller udbryde en spøgefuldhed. I stedet lyttede hun, og var dernæst tavs i et kort øjeblik, alt imens hun ganske tydeligt var forsvundet i et tankespind. Da Renny omsider brød tavsheden, var det med et halvhjertet smil om de fyldige læber; et, det var meningen, skulle være kækt og selvsikkert, men som aldrig rigtig blev det. Dernæst rystede hun på hovedet.

”Jeg blev gift, da jeg var atten”, fortalte den sorthårede kvinde, i det at de mørkebrune øjne fæstnede sig i Eadgars grønne. ”Vi var gift i to år, før han forlod mig. Jeg var gravid med vores søn. Jeg glædede mig, oh, jeg kan ikke beskrive, hvor meget jeg glædede mig til, at holde ham og mærke ham rigtigt i mine arme. Jeg var overbevist om, at han var helt og aldeles perfekt. På intet tidspunkt føltes det… føltes det forkert indeni mig”, lød det dernæst i en tone, der gradvist blev lavere og lavere, som minderne fandt vej tilbage til hende. På intet tidspunkt forlod Rennys blik Eadgars eget, men jo længere fortællingen skred frem, des vådere blev de store, bundløse øjne – men dertil også fraværende, som var Renny selv pludselig langt væk.

En let hovedrysten og en dyb indånding fik Renny til at fortsætte, efter hun havde stirret på Eadgar i nogle lange, tavse sekunder. ”Mit barn var død, da jeg fødte ham. Han… hans øjne var… min daværende mand sagde, at han lignede en tudse.” De sidste ord blev spyttet ud, i det at et så ukarakteristisk raseri, lagde sig midt i de salte tårer, der endnu ikke havde forladt øjenkrogen. For blot et øjeblik måtte Renny gøre sit bedste for, ikke at flyve op fra sin plads på stuebordet og de hvide fingre klemte krampagtigt om hinanden i forsøget.
”Men det gjorde han ikke! Slet ikke… han var helt perfekt. Uanset hvordan han så ud, var han helt perfekt… jeg gav ham navnet Alvin efter min far, men hans egen ville ikke vide af ham. Han ville ikke komme til begravelsen og halvanden måned efter, jeg fødte, forlod han mig. Hans familie mente, at jeg havde spredt ben for en dæmon eller lavet en aftale med Mørket, så jeg kunne komme ud af ægteskabet, uden at efterlade et barn hos dem. Det var en løgn, men der var flere… der var flere, der tog deres parti dengang. Der begyndte at gå historier om mig. At jeg lå med alle, der havde en puls, at jeg var en ondskabsfuld tøjte… du ved… og jeg bemærkede, at der var nogle mænd, der så anderledes på mig. Jeg…” Pludselig tav Renny og rystede på hovedet, før et undskyldende men kort levet smil indfandt sig i hendes ene mundvige.

”Jeg er jo ikke noget fnug. Jeg har bryster og brede hofter. For langt de fleste mænd er det attraktivt og efter de rygter, begyndte at få ben at gå på, ja… jeg giver mig i hvert fald ikke til en mand igen på den måde. Jeg tror ikke, at jeg kunne overleve det en gang til, hvis det giver mening?” Renny lod sit hjerteformede hoved falde en smule til den ene side, i det hun tvang raseriet og tårerne væk, og dernæst atter gav sig til at betragte Eadgar.   

Eadgar den Andægtige var lamslået. Vinen gjorde det bestemt ikke nemmere at håndtere den store mængde information, men selv uden en påvirket hjerne ville det have været svært.
Der var så mange dele af hendes beretning som den unge mand havde svært ved at forholde sig til. Giftemålet. Barnet. Manden. Døden. Sorgen. Smerten. Ensomheden – samt ikke at forglemme den nedbrudte tro på sig selv, som alle disse ting utvivlsomt havde skabt og som rygterne havde forværret, da de var begyndt at svirre og verden havde vendt sig imod hende. Eller mændene havde. Det gav pludselig mening, at Renny havde sagt, at hun ikke ville kunne ignorere folks meninger om hende; at det ville påvirke hende.
Han fik lyst til at tage hendes hånd, da tårerne tittede frem, men noget i ham fik ham fra det og i stedet forblev han tavs lyttende, til Renny var færdig.

”Jeg ved ikke hvad jeg skal sige,” endte Eadgar med at tilstå da han sad tilbage, og ikke vidste hvad han skulle gøre. Rennys smerte havde været så tydelig. Den fremstod frisk og ny-udklækket, selvom det var så længe siden. Han ville sige, at han forstod, men det gjorde han ikke. Han havde hverken fået børn eller været gift eller havde prøvet at blive brændt og ødelagt af en person, som Rennys forhenværende bæst af en mand havde gjort mod hende. De havde elsket hinanden og bæstet havde slået hende til jorden, da hun knap nok kunne stå selv. Nej, Eadgar kunne muligvis ikke forstå det, men han kunne sig sætte sig ind i hendes følelser og det smertede ham, at hun havde været igennem det.
”Det er jo frygteligt.”

Pludselige lysglimt af erkendelse ramte ham, som hun sad der og kiggede. Informationerne havde givet nye farver til Renny – givet hendes endnu et lag af kompleksitet; af levet historie med smerte, glæde og sorg, som der kunne være med til at belyse Rennys uforudsigelige handlinger. Eller skabe yderligere forvirring. Det sidste var tilfældet for Eadgar den Andægtige. 
Tonen var blød og lagde på intet tidspunkt op til de ambivalente følelser, som den unge mand havde oplevet, første gang Renny havde nævnt sit uventede foretagende. Det var som om han så det udefra; og prøvede med rent sind at komme ind og dele hendes bevæggrunde:
”Men – ham du skal giftes med nu, er anderledes? – kan man være gift med én, hvis man ikke kan være i det helt?”

Hvad var formålet hvis man ikke ønskede at få børn? Hvis man ikke nærede en komplet og altoverskyggende tillid og kærlighed til personen man valgte? Hvorfor så gifte sig?

Renny hørte ikke, hvad Eadgar svarede, selvom hendes mørkebrune øjne lå urokkeligt i hans egne grønne; så fordybet i minderne om det afdøde drengebarn, var hun, og som hun sad der, i skrædderstilling på stuebordet og mærkede den lune aftenbrise fra den åbne terrassedør, kunne hun mærke sin søns hud mod hendes egen; hans lille, buttede ansigt, med de store, udstikkende øjne og hullet, hvorpå hans næse skulle have siddet; den kridhvide og spinkle krop, der havde lagt ubevægelig i hendes favn, badet i blod og salte tårer.

”Han lignede ikke nogen tudse. Han var helt perfekt.” Renny hørte sig selv sige ordene, men registrerede det først rigtigt et øjeblik senere. Hastigt rømmede hun sig, og lod sit blik farer ud i den private haves mørke, i håb om at samle sig en smule, forinden hun skulle forklare sig. Renny vidste instinktivt, at forkynderen måtte lurer et sted i Eadgars indre, og hun var ikke sikker på, at hun ville have ham tilbage. I hvert fald, ikke endnu. Renny ville ikke have det irettesættende blik eller de dertilhørende ord.

Ikke nu. Ikke i aften.

”Ægteskabet skal være… et skalkeskjul. Primært for mig. Planen er, at jeg på papiret skal være gift, men at han forlader mig igen. Hvis jeg bliver forladt alene tilbage i et mislykket ægteskab for endnu engang, så er jeg, ja, slet ikke eftertragtet. Jeg behøver ikke, at skulle bruge de næste ti år af mit liv på at undgå mænd, der gør tilnærmelser, for der vil ikke være nogen, som er interesseret i det. Ikke mere… skuespil. Ne- Aron er en god mand, men ingen af os elsker hinanden på den måde. Han vil bare gerne nyde livet, uden at lide under de ægteskabelige pligter, så der er ingen af os, der er interesseret i et rigtigt ægteskab, med hvad end det indebærer.” Renny holdte omsider inde, men det var tydeligt i det mørke blik, at der lå ord på hendes tunge. I stedet for at lade dem flygte, kravlede hun ned fra stuebordet, og satte sig på hug foran Eadgar. Hendes hvide hænder fandt tøvende hans, hvorefter hun skar en lidende grimasse.

”Jeg ved godt, du ikke billiger det. Kan du vente med at give mig en skideballe, når jeg kommer hjem igen?”

Da Renny endelig røbede, hvordan det hele hang sammen; eller snarere skulle hænge sammen, stak forkynderen en spids smerte i brystet på den unge mand. Det var ikke bare fuldkommen vanvittigt. Det var helligbrøde. Det var at gøre tykt grin med Lyset og alt hvad dette stod for. Eadgar prøvede at bibeholde sit rene, neutrale udtryk men det var svært.
Han vidste godt, hvorfor det var fritsende at arrangere den slags ægteskaber – ja, Renny fortjente al den lykke og frihed, der kunne sidde på hende. Men måden de ønskede at gøre det på, var dybt forkert.
Alt hvad Eadgar var oplært til og levede for ville forkaste ideen og bekæmpe det, så det vanhellige foretagende ikke kunne lade sig gøre.
Og det værste af det hele var, at det ikke var det, som gjorde mest ondt. Det var ikke det faktum, at hun indirekte blæste på hele hans identitetsgrundlag (og hendes eget for den sags skyld). Nej, det værste var, at lykkedes det Renny at blive gift - med det formål at bruge det som afledning og undskyldning for at kunne slippe for reelle bejlere - så gjorde hun sig bevidst skyldig i krænkelse af noget af det aller mest hellige. Tanken var næsten ikke til at bære.
Og så sad hun der og bad Eadgar om ikke at sige noget, til hun kom tilbage. Hvis hun kom tilbage.

”Du er ikke rigtig klog, Renny. Jeg troede, at man blev klogere med alderen,” svarede han hæst og så ned på hendes hænder, der holdt om hans. Han forsøgte at sige det med så meget morskab som han kunne mønstre, men Renny havde ret: Eadgar billigede det ikke. Han hadede det; hadede at hun følte sig nødsaget til det – og at en taber af en mand havde været skyld i det.