Astrid nikkede, som han delte sin enighed i at målet var noget de burde gå efter. ”Det kan vi, hvis vi sætter os for det,” lød det fra hende, lidt lettere. Hun så i den grad frem til en dag hvor de kunne være mere afslappede omkring hinanden. Astrid vidste jo at hun havde et lidt mere afslappet forhold til Thalia, og måske de to kunne få et magen til?

Astrid bemærkede tydeligt hvordan han undgik at spørge mere ind til hendes situation med mænd, hvilket hun var glad for. Hun gad ikke ødelægge det forhold de lige havde bygget op, ved at sige noget forkert. Da han så pludselig nævnte familiens gave, løftede hun øjenbrynene lidt. ”Hv-… Hvorfor ved mor det ikke?” spurgte hun, lidt mere energisk end tidligere. Det var jo en stor nyhed at han havde fundet ud af at han havde en evne. Nu var han ikke længere ’udskuddet’ uden evne! Havde de ikke haft et anspændt forhold, havde Astrid været i bedre humør og havde de været alene, havde hun måske glædeligt vendt sig mod ham for at tage om hans arme, se ham i øjnene og spørge om så mange ting mere. Hun var nysgerrig. Hun ville vide det hele.

Alexander havde aldrig selv opfattet det som et problem, at han ikke havde nogen magisk evne, men han havde heller aldrig været en del lyttede meget til sladderen der gik, og da endnu mindre til hvad andre synes han skulle være eller ikke være.
Et dybt åndedræt forlod ham langsomt ved Astrids spørgsmål, som han forberedte sig på at tage det første spadestik mod deres fælles mål. 

"Jeg.. tror ikke hun ville ønske det, for nogen af os.. Moder er nok fyrstinde nu, men det er stadig vores families lod at jage De Forbandede.. Så jeg tror hun havde håbet vi gik fri, og" han tøvede et øjeblik "Jeg har endnu ikke fundet en.. god måde at fortælle hende det". Alexanders ord var ærlige, og ikke mindst sårbar. At jage de forbandede var hverken glamourøst eller sikkert, og Verona havde kun overlevet det så længe hun havde, grundet hendes anden evne. En evne Alexander ikke besad.

Alexander forventede ikke at han moder, eller nogen anden, ville tvinge denne byrde på ham, men han kendte sig selv godt nok til, at han viste han ville få svært ved at afstå den. Der måtte altid være en Isenwald der holdt standen mod vampyrene, og de vareulve der truede freden for de almene folk i Medanien.

Lyden af Alexanders svar lagde sig godt i Astrids hænder. Hun satte pris på, at han faktisk forsøgte, at fortælle hende noget om sig selv. Forsøgte at forbedre deres forhold. Hun stod og tyggede lidt på hans ord. Man ville måske kunne ane en tænkende mine. Hun kunne godt se at deres moder nok håbede at hendes børn ville gå fri fra evnen, så de måske kunne slippe lidt mere for at jagte de bæster som hærgede Medanien.

”Er du sikker på du vil have, at hun ved det?” spurgte Astrid så. Snerten af omsorg lå i hendes stemme. Nogle gange var uvidenhed bedre. Hun kunne selvfølgelig godt se, at det til tider ville være fordelagtigt at vide at han kunne det samme som moderen, men nu hvor han alligevel brugte sin tid i Dianthos, og ikke i forbandede Medanien, så var det måske ikke så nødvendigt endnu?

Det var selvfølgelig fristende at skulle få ham tilbage til Medanien og hjælpe til, men samtidig kunne hun sagtens se, at han måske bare skulle have lov til at nyde livet sammen med Lyset. Hun var ærligt ikke sikker på hvor meget man ville nyde at være i hæren, men han virkede glad for det.
... Selvfølgelig kunne Astrid tage tøjlerne fra ham, vade op til sin moder og fortælle hemmeligheden, men samtidig følte hun at det var Alexanders historie at fortælle.

Alexanders blik flakkede ved Astrids ord, mens Aryas råd stadig ekkoede bagerst i hans hoved. "Nej, det er jeg ikke. Men jeg kan heller ikke holde det fra hende" svarede han langsomt. Alexander var end ikke sikker på hvad der ville ske når han gjorde. Ville deres mor trække ham hjem, og lade ham overtage hendes arbejde? Eller var deres plads som Fyrstfamilie vigtigere?
Alexander havde aldrig haft noget særligt ønske om at slutte sig til hæren. Det havde været en flugt, drevet af frygten. Men han havde altid været lettet når han skulle tilbage, for det bragte ham væk fra Medanien.. væk fra Astrid.

Som han stod og talte med hende nu, virkede det så syrrealistisk. Han havde brudt 10 år af sit liv på hvad? På at flygte fra sin egen søster? Han havde næppe følt tiden var spildt. Men det var langt fra den fremtid han havde drømt om for sig selv, da han var ung.
Det var mærkværdigt. Frygten var ikke væk, den nagede stadig bagerst i Alexanders sind, kæmpende for kontrol. Men som de stod der og talte om ting der krævede tillid, blev han mindet om kærligheden. Han elskede sin søster, på trods af alt der var sket mellem dem. Og han havde håb for at dette måske kunne blive starten på en ny tid.
Måske var det på tide han begyndte at se sin frygt i øjnene. 

En tænkende brummen kunne høres fra Astrid, som han svarede på hvor vidt han ville have deres moder vidste det. Splittet mellem at blive nød til at fortælle hende det og at han ikke selv var sikker på at han ville have hun skulle vide det. Det var jo heller ikke nemt.

Hun lod stilheden plage dem begge lidt, før hun selv tillod sig at afbryde den: ”Hvad tror du hun vil sige til det?” spurgte hun indledende. Astrid kunne ærligt talt ikke selv se at hendes moder ville gøre noget overilet. Hun ville måske hjælpe ham med at forstå sin evne og lærer ham at bruge den helt, men det var jo ikke til at vide med sikkerhed. Fyrstetitlen havde påvirket dem alle sammen, om de ville indrømme det eller ej. Der var ingen af de fire Isenwald der var som de var førhen, da de blot blev tiltalt ’komtesse’ og ’junker’.
Måske Alexander havde en eller anden drejet fornemmelse af hvordan deres moder ville reagere på nyheden. Astrid var ikke sikker på hvor ofte Alexander havde mødtes med deres moder, men hvis det havde været lige så tit som han havde set Astrid, kunne der være sket meget i mellemtiden, ud over de få gange han havde besøgt borgen, og de to fyrstebørn kun lige havde set hinandens tilstedeværelse i få sekunder. Måske Alexander havde et forskruet indblik på deres moder, ligesom han havde af Astrid selv?

… Det var nok drømmetænkning…

Stilheden strakte sig i hvad føltes som en uendelighed. Tiden var gået i står omkring dem, selvom Alexander kunne se de dansede bevæge sig elegant rundt, som var det kun han der var påvirket. Det var foruroligende, men Alexander var ikke alene i sin lille tidslomme. Han var sammen med Astrid.

Koldsveden samlede sig i hans håndflader igen. Han prøvede at holde tankerne samlet, på den lille stund de havde haft sammen, det håb der havde spiret, men uden held. Frygten frø havde slået dybe rødder, næret igennem årene, voksende.

Astrids stemme brød stilheden, men det kunne ikke bryde frygtens tag i ham. Alt han kunne gøre, var at holde den i skak så længe som muligt. "Det ved jeg ikke" svarede han, hans stemme tynd.
"Men der er vel kun én måde at finde ud af det på" tilføjede han anspændt.

Alexanders blik flakkede. Han var nød til at komme væk! Men hvordan.. Hans blik fandt Arya, den unge Arys han havde talt med tidligere.
"Men du må have mig undskyldt, jeg kan se jeg er ønsket andetsteds" undskyldte han sig hastigt, og var allerede på vej væk, inden sætningen var færdiggjort. 

Alexander havde ikke engang en anelse om hvad deres moder ville sige til at han havde evnen. Hun havde måske håbet at han ville have åbnet mere op, og fortalt nogle af hans tanker, så hun bedre kunne forstå hvad han frygtede ved at fortælle om evnen. Det måtte vel være det der holdt ham fra at dele det med deres moder?
Den anspændte tilføjelse fik Astrid til at trække på skuldrene. ”Jeg vil lade dig finde ud af det selv, i så fald,” prøvede Astrid. Hun håbede det ville gøre ham tryg i at hun ikke selv ville dele ud af hans hemmelighed omkring hans evne til at se forbandelser.

Han var dog hurtig til at undskylde sig, hvilket fik Astrid til at se i Alexanders retning, som han pludselig forlod hende. ”Jeg er her hvis du har brug for mig, Alexander,” jeg ved godt vi ikke er så tætte som vi var engang, men jeg er her, forsatte hendes tanker. Hun vidste ikke om han på nogen måde hørte hende, for han virkede så målrettet for at finde vej til hvem end der ønskede at se ham. Hendes lyse øjne, som for nogen kunne virke hårde, fulgte ham, indtil han forsvandt blandt mængden af mennesker. Hun sukkede og vendte blikket tilbage til de dansende.