Uden at tænke over det, bøjede Jaris nakken lidt som Daphnie knugede sig om hans nakke. Selvom det vist ikke kunne undgås, skulle hun bestemt ikke være bekymret for at blive tabt, for det lod ikke til at Jaris havde i sinde at slippe. Han klemte endda lidt ekstra om hende, netop for at hun ikke skulle gå fra ham. Først da hun forsikrede ham om at det hele var okay, løsnede han sit greb en smule, men hun skulle stadig ikke have lov til at flytte sig for meget. De lysende sommerfugle havde gjort ham mere bange end han normalt ville være blevet, men lige så snart han havde set ordentligt efter, kunne han godt huske noget om at Daphnie havde nævnt den evne. Alligevel var det et noget skeptisk blik han holdt mod dem, lige indtil han mødte hendes blik i stedet. Han var godt klar over at hun vist ikke helt troede på ham og på et eller andet tidspunkt skulle han nok fortælle hende mere, men ikke nu.

Jaris fulgte den sidste sommerfugl med blikket, inden han lagde sin kind til at hvile mod Daphnies hoved. Han tog en lidt dybere indånding, forsøgte at slappe lidt af igen, men den let rystende vejrtrækning var endnu ikke forsvundet helt. Hendes hviskende ord gjorde det ikke lettere for ham at holde tårerne tilbage. Hun forsikrede ham om at han var sikker her og det betød at han også kunne tillade sig at bryde bare lidt sammen. Men han var stædig nok til stadig ikke at gøre det. Et øjeblik efter blev han alligevel distraheret af Daphnie, der prøvede at gøre sig højere. Han rettede hovedet op og rettede et overvejende blik mod hende, med det ene øjenbryn løftet lidt.
”Oh… Er du sikker på at du ikke bare er blevet lavere? Jeg har hørt at mennesker krymper med alderen. Måske er du bare ved at blive gammel.” Hans egen kommentar fik et lille smil frem på hans læber, selvom stemmen stadig afslørede den lidt forskræmte mand inde bag. Men han prøvede virkelig at lade som om. Alt var fint. Helt fint.

 Det var ikke fordi Daphnie ville noget specifikt med hendes kommentar. Det var intet andet end en konstatering, fordi hun lige lagde mærke til det, og så var det et lille forsøg på at skifte emne og løfte stemningen lidt. Jaris måtte selvfølgelig gerne være ked af det og trykket, men det virkede ikke til han det var noget han var helt klar til at dele med Daphnie endnu. 
 Dog endte hun med at løfte hovedet og set lidt skulende op på ham ved hans kommentar om hendes alder.
 " Hey!  " klagede hun og rækkede kort tunge af ham, inden en tanke slog hende, og det skulende udtryk blev i stedet mere overvejende, og Daphnie løftede det ene øjenbryn.
 " Men tydeligvis passer det ikke.. " sagde hun så, mens hun nussede ham i nakken.
 " For så skulle du jo være suuuuuper lille, ik, gamle?  " Et bredt, drillende smil gled over hendes læber, inden hun bed sig lidt i underlæben for at holde et lille smil tilbage. Hvis der var nogen af de to der var gammel, så var det da helt bestemt ham! 

 Daphnie ville blive stående lige som Jaris havde lyst, lige så længe han havde brug for det. Derfor gjorde hun heller ikke andet end bare at stå med ham og nusse ham i håret. Hun skulle alligevel lige vænne sig lidt til at han så anderledes ud. Som hun stod og betragtede ham begyndte spørgsmålene også ligeså stille at vælte ind, men dem måtte hun gemme lidt endnu. De skulle nok nå til det, og han var virkelig beskidt. Det kløede helt i hendes næse.
 " Skulle vi måske få dig vasket lidt? " Daphnie lagde hovedet på skrå. Det var helt med vilje at hun ikke bare havde sagt om han skulle have et bad. Hun havde jo trods alt kun set hans nye ansigt, og der var en hel krop endnu hun skulle undersøge! Hvilken bedre måde at gøre det på, end ved at vaske ham?

Daphnies forsøg på at løfte stemningen lidt lod til at virke helt fint, for Jaris kunne sjældent lade muligheden for en flabet kommentar gå. Heller ikke selvom han var på kanten til at bryde sammen. Desuden var det jo lige nøjagtig sådan han ville have det. En lettere stemning, så han nemmere kunne skubbe alt det andet til siden og selvom Daphnie måske ikke var klar over det, så gjorde hun det en hel del nemmere for ham. Det var endnu en grund til at han havde valgt at gemme sig her, fordi Daphnie altid vidste hvad hun skulle sige, uden egentlig at gøre det med vilje.
”Arh, min krop er helt ny, så det tæller ikke. Desuden er jeg stadig irriterende ung, hvis du spørger de fleste dæmoner.” Han skulle vel skynde sig at komme med en undskyldning for hvorfor han ikke var gammel, for det blev Jaris aldrig. Han ville ikke være gammel, han nægtede.

Jaris var endnu ikke helt klar til at give slip på Daphnie. Det var underligt betryggende bare at stå, så var han sikker på der ikke ville ske mere. At han ikke ville få flere chok over intet. Han ville normalt have nydt de blide kærtegn i nakken, men alt den tørre jord fik det kun til at klø mere. Derfor nikkede han også let til hendes forslag. Det skulle vel gøres på et eller andet tidspunkt lige meget hvad, ikke kun fordi det kløede lidt alle steder, men det var vel også lidt synd for Daphnie. Det var i forvejen lidt synd at hele sengen var fyldt med støv og jord.
Han løsnede grebet om hende og slap langsomt, men ventede derefter pænt på at hun tog det næste skridt. Han var jo teknisk set fremmed for hende igen, så han gik ud fra at det ville være lettere for hende, hvis han ikke bare smed tøjet uden varsel. Derudover havde han endnu ikke taget sig mod til at undersøge sin egen krop så meget endnu, for hver gang han havde overvejet at gøre noget lignende, var han blevet mindet om Baghera. Manden der havde taget sig mange friheder sidste gang han ikke havde haft noget tøj på.

 Panden blev først rynket lidt inden begge af Daphnies øjenbryn skød til vejrs og hun grinte lidt over hans ord. Hun rystedet lidt opgivende på hovedet, for hun kunne jo ikke rigtig sige ham imod der, selvom kroppen jo nok også havde levet nogle år uden Jaris. 
 " Min krop er da lige så ny, så!  " klagede hun og vrikkede sig lidt, som hun stod foran ham, men uden at flytte sig for meget. Hun brummede lidt.
 " Det er sikkert bare noget du siger, fordi jeg ikke kender andre dæmoner.. Du er sikkert tudse gammel..! " et drilsk smil spillede ivrigt på de lidt buttede læber. Det var altid meget rart når alle var glade, og selvom der virkede til Jaris humør blev løftet lidt, havde Daphnie stadig en ubehagelig knude i maven, der var nysgerrig efter at finde ud af hvad der var sket.

 Da Jaris nikkede, nikkede Daphnie også lidt, og trak sig lige så forsigtigt væk som han tillod. Hendes hænder gled fri af hans nakke, men inden hun trak sig helt væk, lod hun begge hænder glide kærligt over Jaris' kinder. På grund af det lille, primitive hjem, havde Daphnie ikke meget at gøre med når det kom til at bade, og så beskidt Jaris var, skulle der vidst et ordenligt bad til. Hun var derfor nødt til at hente noget mere vand. Først gik hun dog i gang med at varme det vand hun havde i hjemme, så det ikke ville være et helt koldt bad. 
 " Det er en pose småkager i en kurv under sengen.  " Daphnie kiggede kort over skulderen og sendte Jaris et smil, inden hun hældte det vand der ikke kunne være i kedlen over i den lille spand, og resten kom i den store balje, så hun kunne gå ud og fylde den lille balje op. 
 " Jeg skal lige hente noget mere vand. " Sagde hun mens hun gik over og tog sko på. Daphnie havde stadig det samme tøj på som dagen før, og hendes hår stod lidt vildt ud til alle sider, da hun endnu ikke havde fået gjort noget ved det efter nattesøvnen på gulvet. Hun stoppede op ved døren og vendte sig rundt så hun kunne se på Jaris.
 " Jeg er lynhurtig! Men du må også gerne gå med..  " Hun sendte Jaris et betryggende smil, inden hun vendte rundt og gik ud for at fylde den lille balje, om Jaris fulgte med eller ej.

 Vandpumpen stod på den anden side at det lille hus, i en går delt med de omkringlæggende huse. Daphnie var hurtigt til at få pumpet vand i baljen, og skyndte sig tilbage så hurtigt hun kunne, med den nu ret tunge balje. Tilbage i hjemmet, satte hun baljen på gulvet, satte sig på en stol, mens hun ventede lidt på at vandet i kedlen begyndte at koge. Blikket fandt vej til Jaris.
 " Jeg skal hente en portion mere, og så er der et halvkoldt bad til dig..  " hun sendte han et skævt smil, inden hun slog blikket lidt ned. Han var sikkert vant noget bedre forhold, og det gik lige op for hende. Hun foldede læberne lidt tænkende. 

Den lidt vattede undskyldning for ikke at være gammel så ud til at virke og med den kom også et lidt overlegent udtryk i det støvede ansigt. Lige indtil Daphnie begyndte at argumentere. Jaris kunne mærke jorden i den rynke, der dukkede op i panden.
”… Måske,” sagde han lidt tænkende og trak let på skuldrene. Hun havde vel egentlig ret, det var lidt derfor han havde sagt det, men det betød ikke, at han ikke også havde ret. Han blev stadig betragtet som en ungdæmon, tættere på at være en møgirriterende teenager, end en voksen mand. En side af ham som Daphnie havde set en hel del gange efterhånden.

Daphnie afslørede endnu et gemmested for de søde små kager og Jaris skævede straks hen under sengen. Han blev dog stående på sin trygge plads op ad væggen mens hun var i gang med at varme vand. Han fulgte hende i stilhed med blikket, listede hen og kiggede efter hende, som hun forsvandt om hjørnet for at hente vand. Jaris fulgte ikke med, men lige så snart Daphnie kom tilbage igen, sad han allerede nede på gulvet ved siden af sengen, med tykke kinder af de tre småkager han havde stoppet i munden. Han havde hevet kurven til sig og som han tyggede løs på de knasende kager, gravede han efter nye.

Jaris så sig over skulderen, hen mod Daphnie, som hun sad og ventede på at vandet kogte. Han nikkede let til hendes ord og fik så lige slugt en lille del af fyldet i munden, bare for ikke at være helt så ucharmerende, da han gav sig til at tale;
”Tak,” mumlede han med besvær, da han alligevel gjorde et ordentligt forsøg på ikke at tabe noget. Selvom Jaris helt bestemt var vant til bedre forhold, så havde han altid været alt for glad for de kolde bade. Et varmt bad havde aldrig været særlig tiltalende for ham i Rubiniens varme og den tendens havde han ikke sluppet, selvom dette langt fra var Rubinien.

Mens Daphnie alligevel sad og ventede på at vandet kom i kog, skubbede Jaris kurven fra sig, halvt ind under sengen og rejste sig. Hvis hun alligevel skulle bruge en portion mere, kunne han vel lige så godt gøre sig nyttig, men med den lille balje fyldt, greb han fat i to spanden, én i hver hånd. Han sendte Daphnie et bredt smil med stadig lidt tykke kinder, inden han tøffede ud ad døren.
Der gik ikke længe før Jaris kom tøffende ind igen med begge spande fyldte og munden tom. Han stillede dem fra sig ved siden af de store balje og satte sig selv til rette på den nærmeste stol.
”Sig til når jeg skal smide tøjet. Medmindre du vil have fornøjelsen af at hive tøjet af mig,” sagde han smilende, egentlig mest ment i sjov, men han tænkte alligevel over om det måske ville være lettere for ham at blive afklædt, hvis det var en han stolede på, der gjorde det.

 Synes det mødte Daphnie, da hun kom tilbage fra vandhentning, fik et lille smil til at glide over hendes læber og et lydløs latter forlod hende. En gang imellem mindede han hende lidt om hvordan hun forstillede sig små skovtrolde var. Ikke at det var noget dårligt, de virkede ganske søde og bedårende i Daphnies optik. Hun havde aldrig mødt en, og der var aldrig nogen der havde fortalt hende andet, så hvad vidste hun.

 Placeret i stolen, satte Daphnie albuen på bordet, og støttede hovedet mod hånden, så hun kunne sidde og betragte Jaris og hans nye krop. Det var selvfølgelig ikke vildt meget at se, når han sad med ryggen til og havde tøj på, men lidt havde også ret. Da Jaris vendte ansigtet lidt mod hende, gled hendes blik op og betragtede det endnu en gang. 
 En kort, let latter lød fra Daphnie ved Jaris takken, og hun nikkede lidt. Det var ikke sikkert det var gået op for Jaris - hun prøvede jo også så vidt muligt at skjule hendes følelser for Jaris, selvom det ikke altid gik lige godt -  men der var næsten ikke det, hun ikke ville gøre fra ham. Hvis hun kunne gøre noget for at han blev hos hende, så havde hun tænkt sig at gøre det, og var der noget hun kunne gør for, at han havde det godt, så gjorde hun det helt sikkert!

 Kedlen begyndte at koge, som Jaris rejste sig, og Daphnie fik hældt det kogende vand over i den store balje, og fyldte hurtigt kedlen op med vandet fra spanden, så Jaris kunne få den med, da det virkede til han ville hjælpe. Det brede smil fra Jaris fik det til at kilde dejligt i hendes mave, og hun smilede selv lidt dumt, som den røde farve sneg sig ind over hendes kinder.
 Mens Jaris hentede vand, fik Daphnie hældt vandet den lille balje op i den store til vandet der var blevet varmet op. Hånden blev stukket ned i det kølige vand for at blande det lidt. Da Jaris havde sat sig på stolen, gik hun hen sig satte sig på hans skød på samme måde som før, på benene på den samme side, og hende side vendt mod Jaris. Armene viklede hun igen om hans nakke, mens hun brummede tænkende.
 " Hmm.. Er du sikker på, sådan en olding som dig, kan holde til at bevæge sig så meget?  " sagde hun med et drilsk smil på læberne. Det var en diskrete og skjult måde at sige hun gerne ville tage tøjet af ham. Noget hun lige godt ikke kunne få sig til at sige direkte. Den ene hånd gled gennem hans halvlange hår, men det blev fanget i en blanding af filter, møg og grene, og hun måtte give op halvvejs.
 " Det er lidt mærkeligt.. " mumlede hun. Selvom han så helt anderledes ud, var hun ikke i tvivl om det var Jaris. Eller, det følte måske mere som en bror af Jaris, fordi det var en anden krop, men personligheden var det samme, bare lidt mere.. utryg og bange. 

Jaris kunne ikke lade være med at småfnise på vej ud, som han lige nåede at se det lidt fjogede smil fra Daphnie og farven i hendes kinder. Han blev altid overrasket over hvor lidt der skulle til, når noget så simpelt som et drenget smil kunne få hende til at være lidt forfjamsket.
Som Daphnie gjorde an til at ville sætte sig til rette på hans skød, lænede han sig lidt længere tilbage på stolen. Han lagde den ene arm hen over hendes lår og lod den hvile der, da han lagde hovedet let på skrå til hendes tænkende brummen. Han rystede straks på hovedet.
”Nej, du har ret. Lige i dag er jeg for gammel til at gøre noget selv. Det er alt for hårdt,” spillede han med, for han fangede da godt hvorfor hun var kommet med sådan en kommentar og han brokkede sig ikke.

Det var et svagt misfornøjet udtryk der gled over det beskidte ansigt, som hånden blev viklet ind i det halvlange hår. Smilet så lige så misfornøjet ud, men ikke fordi det trak i håret, mere fordi han bare generelt var lidt utilfreds med den besværlige frisure.
”Beklager. Jeg prøvede at holde lidt styr på det, men jeg gav op,” efter en halv dag. Hun behøvede jo ikke at vide hvor dårligt et forsøg han havde gjort på at holde styr på det irriterende hår.
”Er du klar over hvor besværligt det er at holde rent? Det er umul…” Han stoppede sig selv i at afslutte den sætning, da han samtidig lige kastede et blik på Daphnies mange krøller, der ikke var helt velfriseret efter en nat på gulvet og han kunne ikke lade være med at grine lidt. Både over hendes lidt uglede hår og at han sad og beklagede sig over sit eget i hendes selskab.

 " Hm mh... Aaalt for hårdt! " gjorde Daphnie sig enig med den gamle mand under hende, mens hun smilet skævt og kækt og nikkede lidt. Blikket gled lidt rundt i Jaris ansigt.
 Jaris undskyldte får håret, og Daphnie førte en tot af hans nu lange hår om bag hans øre, mens hun vippede hovedet lidt på skrå.
 "  Det er okay..  " sagde hun kort, inden Jaris snakkede videre om hvor besværligt det var at holde styr på. Begge hendes øjenbryn skød højt op i panden på hende som et virkelig? udtryk gled over ansigtet.  Var der noget Daphnie var klar over, var det hvor besværligt langt hår kunne værer, med hendes lange, vilde krøller der havde deres eget liv. Det lød dog også til at Jaris kom frem til han måtte bide sig i tungen, og Daphnie lod hendes blik følge hans ud til siden mod hendes hår, hvor hun deltog i hans latter med et trak på skuldrene. Der var vidst ingene grund til at kommentere på om hun vidste det ene eller andet, for han formåede vidst selv at svare lidt på det.
 " Du kan jo altid klippe det..  " mumlede hun overvejende og lod begge hænder glide ned over hans hår.
 "... Men jeg kan nu meget godt lide det..  " mumlede hun videre, inden hænderne forsatte med at glide ned over hans skuldre og brystkasse. Blidt fik de fast i snørren på Jaris trøje for at spænde den op, så han kunne komme ud af trøjen. 

 Det nåede dog ikke til mere end at spænde snørren op, da kedlen kom med den tydelige lyd, der indikerede at vandet var varm. For et øjeblik sad Daphnie og var splittet mellem at forsætte med Jaris tøj, og få byttet vandet i kedlen. Hun endte dog med at klappe Jaris et par venlige gange på brystkassen, inden hun kom op at stå .
 Ganske hurtigt fik Daphnie hældt vandet fra kedlen over i baljen, og fyldt kedlen op med vand fra en af spandene Jaris havde fyldt op. Med vandet byttet, gik hun tilbage til Jaris og denne gang satte hun sig med benene på hver sin side af Jaris, så hun nu sad med fronten til ham. 
 " Dit bad er klar, min gode herre..  " sagde hun med en drillende og fornem stemme, inden hun tog fat i kanten af Jaris trøje, så hun lidt forsigtigt kunne trække den over hovedet på ham. Hun følte sig underligt nervøs. Det var jo ikke fordi hun ikke havde taget tøjet af Jaris før. Det havde hun gjort mange gange! Set ham nøgen mange gange, efterhånden. Alligevel var det som om det var en helt anden hun sad og pillede tøjet af, og usikkerheden som efterhånden var væk når hun var sammen med Jaris, væltede pludseligt ind over hende og fik den røde farve til drastisk at blusse op i hendes kinder. Imens lod hun blikket følge trøjen som hun fik trukket den op over Jaris hoved. 

Det lod vist heller ikke til at Daphnie var yderligere imponeret over hans kommentar, som han da udmærket godt bemærkede det passende udtryk i hendes ansigt. Det var vist ikke en dårlig idé, at han havde valgt ikke at afslutte den sætning, selvom han nu stadig morede sig over det. Han skubbede læberne overvejende ud til siden ved hendes forslag. Det var ikke fordi han ikke havde tænkt på det før, det havde bare ikke været en mulighed, for han havde ikke helt haft midlerne til det på vejen herhen. Han var sikker på at han fik pakket en kniv i den taske han snuppede fra Johannes far, men han mistede tasken i en flod på halvvejen. Dermed mistede han også alt det ekstra tøj han havde pakket.
”Så beholder jeg det,” svarede han straks, da Daphnie gav sin mening og samtidig lige så stille gav sig til at rode ved snoren i skjorten. Der skulle ikke meget til at overbevise ham i øjeblikket.

Jaris kunne hurtigt mærke hjertet slå hårdere i brystet, som der blev pillet ved skjorten, men han nægtede at blive nervøs nu. Han havde jo ingen grund til at være nervøs, det var kun fordi han ikke kunne slippe af med den hånende latter fra sin far i hovedet. Han forsøgte at skjule det lidt lettede suk der alligevel lød fra ham, da Daphnie rejste sig. Det gav ham mulighed for lige at samle sig og det gjorde han, for da hun satte sig tilbage igen, havde han fundet smilet frem.
Han rettede ryggen lidt, for ikke at sidde helt lænet op ad stolens ryg og førte armene over hovedet, for at hjælpe lidt til. Jo, det her kunne han godt. Det var ikke anderledes end alle de andre gange Daphnie havde trukket tøjet af ham.
”Så gør mig klar. Tag resten af tøjet af mig,” sagde han næsten hviskende, efter skjorten var trukket af og afslørede den støvede, veltrænede krop. Johannes havde tydeligvis gjort sig i fysisk hårdt arbejde, inden Jaris havde stjålet den livløse krop til sig selv.

 Daphnie kommenterede ikke på Jaris valg med håret, men nikkede blidt lidt til det med et smil. Der han havde haft det i noget tid, kunne det godt være han ombestemte sig alligevel, hvis det blev alt for irriterende for ham. Og så skulle hun nok hjælpe ham med at klippe det hvis han ville. Indtil da ville hun nyde til fulde at pille og rode i det. Når hun altså ikke længere ville sidde fast i det.

 Trøjen blev smidt i en bunke på gulvet, ved siden af stolen. Ingen grund til at rode mere det til end det var lige nu, med tæppe ved døren og en super støvet og beskidt seng. Jaris ord fik varmen til at blusse endnu mere op i hendes kinder, og hun nikkede lidt med en næsten pibende mh hm. Daphnie sank kort, inden hun lod hænderne glide lidt ned over de markerede arme, og i en glidende bevægelse rejste hun sig op som hun lod hænderne glide ned og tage fat i Jaris' så hun kunne hive ham med op at stå. 
 Daphnie burde skynde sig lidt mere, så vandt ikke nåede at blive helt koldt igen, men hun kunne simpelthen ikke få sig til det. Det var lidt som at stå og pille tøjet af en helt fremmed. I stedet for at begyndte med bukserne, flyttede Daphnies hænder sig op til Jaris nye brystkasse, som hun nysgerrigt så lod hænderne glide ned over den, som om hun prøvede at lærer den at kende, og det gjorde hun vel på en måde også. 

 Hænderne nåede ned til Jaris bukser, og Daphnie tøvede lidt. Hendes blik var på hendes hænder der halvt havde fast i kanten af bukserne, halvt bare hang i luften. Hun var sikker på Jaris stod og tænkte hun var fjollet. Det var jo ikke noget hun ikke havde gjort før, og nu var det endda for noget så uskyldigt som et bad. Tanken om hvor latterlig hun var, fik hende til at smile lidt, inden hun flyttede hænderne til snørren på bukserne og spændte den op. 
 Som bukserne lige så stille løsnede sig, flyttede Daphnie blikket op i Jaris' blik. Hun kunne stadig ikke få sig til at se på den, og nu var den endda ny! Hendes kinder lyste op igen ved tanken, og hun slog blikket lidt ud til siden som hun skubbede bukserne ned.

Det var helt underligt så varmt Jaris meget hurtigt begyndte at få det, kun ved de lette berøringer hen over de bare arme. Han forsøgte at skjule den lette ryst i kroppen ved at trække vejret lidt dybere og på intet tidspunkt så han væk fra Daphnie, så han stadig kunne forholde sig i ro over at vide, at det stadig var hende, der rørte ved ham.
Han fulgte med som hun trak ham op at stå. Det var ikke fordi han ikke kunne gætte, at Daphnie kun tog sig så god tid fordi hun selv var lidt nervøs. Han havde næsten heller ikke forventet andet, netop fordi det nu var en helt anden krop hun skulle vænne sig til. Men Jaris satte pris på at det tog hende så lang tid, for det gav også ham tid til at vænne sig til at blive raget så forsigtigt på. Han ville bare ikke sige noget til Daphnie, for så ville hun sikkert kun få endnu sværere ved at gøre det og det var ikke meningen. Hverken for hende eller for ham.

Idet bukserne løsnede sig og selv gled ned til lige at afsløre toppen af bagdelen, bed Jaris tænderne sammen for at holde en lidt for ynkelig lyd inde. Han formåede stadig at finde et skævt smil frem, mest for at holde sig selv i overbevisningen om at intet var galt, for det var der ikke. Daphnie skubbede dem resten af vejen og underligt nok tog det en lille del af presset væk. Det var jo slet ikke så slemt og Jaris kunne samtidig ikke lade være med at more sig over Daphnies flovhed over den nøgne mand foran hende.
”Er det så slemt? Skal jeg bare springe badet over og finde en ny krop?” Smågrinede han, inden et hurtigt kys blev plantet i hendes pande, som en lydløs tak over den hjælp hun ikke var klar over, at hun havde givet ham.

Jaris trådte de få skridt ved siden af Daphnie og trådte så op i det dejlige, halvkolde vand. Han sank ned at sidde, med begge ben bukket og straks skiftede vandet farve til let, kedelig grå. Som han lagde armene til at hvile mod knæene og placerede panden mod en arm, lød der et helt lettet suk fra ham. I den position kunne han lige undgå at dyppe ansigtet i vand, men at blive godt gennemblødt i vand havde været tiltrængt og den alt for behagelige følelse ville kun blive bedre, når han lige om lidt tog sig sammen til at gå i gang med det egentlige bad.
”Hey, Daffe… Vil du hjælpe mig? Med håret altså, ikke med alt andet.” Det var jo ikke helt meningen at få det til at lyde småperverst, selvom han nu alligevel ikke kunne lade være med at tilføje en hurtig kommentar;
”Eller du må da også hjælpe med alt andet, hvis det er…” Det var ikke derfor han havde spurgt, det var udelukkende kun grundet det umulige hår, men han ville da ikke benægte hende at rage, hvis hun nu gerne ville.

 Jaris kommentar til hendes reaktion med at se lidt ud til siden, fik kun Daphnies kinder til at blive mere røde og hun fik hurtigt blikket vendt tilbage på Jaris mens hun hastigte rystede på hovedet. 
 " Nej nej! De..  " mere nåede hun ikke at sige før Jaris latter nåede hendes øregang og kyssede landede på hendes panden. Hun vidste ikke hvad hun ville have endt med at sige, men hele situationen fik den røde farve til at finde helt ud til hendes kinder. Flovt pustede hun luft i kinderne, og drejede hovedet lidt ud til siden, så hun kunne stå og være flov og buttet.

 Daphnie blev bare stående og holdt vejret med kinderne pustet mens Jaris fik kravlet op i badet. Hun skulle lige samle sig og prøve at få noget af alt den varme hun synes der var omkring hende til at forsvinde lidt. Da hun ikke kunne holde vejret længere pustede hun tungt ud, og rettede sig lidt op. Det var bare Jaris! Ingen grund til at tage sådan på vej!
 Med lidt mere samling på sig selv fik Daphnie fundet en lille skammel, hun satte hen til baljen og Jaris, og derefter fandt hun en svamp og sæbe op fra kisten ved siden af baljen. Begge ting blev lagt ved siden af baljen, da hun rejste sig for at tage kedlen og hælde det varme vand tilbage i spanden, og fylde den halvt op med vand fra den anden spand. Så kunne de få noget mad og te bagefter, hvis det var. 
 
 Som Daphnie satte sig igen, lyttede hun til det Jaris sagde og hun kunne ikke lade vær med at grine lidt, og smiler skævt over det. Han blev mere og mere sig selv. Den røde farve sneg sig da også lidt frem i kinderne igen.
 " Jeg troede vi skulle vaske dig? " Daphnie lagde tryk på det vi hun havde sagt tidligere. Hun ville gerne hjælpe med at vaske ham. Så fik hun også lov til at lurer lidt på ham. Daphnie samlede svampen op, der havde et hul i sig, hvor man kunne putte sæben ind i. Og det gjorde hun. Efter et par hurtige dyb ned i vandet, lod hun svampen glide lidt over Jaris ryg, så han kunne blive siddende bygget frem lidt endnu, hvis han havde brug for det.
 " Skal vi starte med håret, eller slutte med det? " spurgte hun blidt, mens hun lod blikket følge huden svampen havde gledet hen over.

Selvom Jaris blev siddende lidt sammenkrøllet, fulgte han stadig mere eller mindre med i hvad der foregik. Han lyttede stadig til alt Daphnie foretog sig, i et forsøg på ikke at blive den mindste smule forskrækket over de mange lyde. Indtil videre gik det fint, måske fordi han efterhånden havde fået lidt bedre styr på de dårlige nerver. Han kunne dog stadig godt mærke den lette nervøsitet lure i baggrunden og han forventede ikke at slippe helt af med den foreløbigt. Forhåbentligt ville han nå at falde helt ned, lige som han havde gjort sidste gang han brugte en del tid hos Daphnie.

Uden at tænke over det, fandt et af hans sædvanlige, helt tilfredse smil vej til hans læber. Vi. Han nikkede, stadig med panden hvilende mod armen. Det ord gav ham jo en lille forhåbning om at han både kunne slippe for at gøre meget selv og samtidig mærke de beroligende, behagelige berøringer fra Daphnie. Der lød et helt nydende suk, som han mærkede svampen glide hen over den tørre ryg.
”Oh.. Øhh.. Star-slutte.. Nej, starte.” At Jaris var ubeslutsom havde bestemt ikke ændret sig. Det var kun fordi han virkelig gerne ville slippe for den let hivende fornemmelse i hovedbunden, der konstant sad der grundet jorden, men han ville jo også rigtig gerne mærke en blid hånd mod sin krop, til forskel fra sin fars alt for hårde hånd. Han kom alligevel frem til at det nok var bedst at starte med håret, ellers ville det sikkert irritere ham i længden.
Jaris blev siddende i stilhed i et øjeblik.
”Daffe?” Mumlede han og ventede igen pænt på et svar, inden han ville fortsætte.

 Svampen blev  dyppet ned i vandet efter hver gang den havde gledet over Jaris beskidte ud. Hun fandt det lidt utroligt hvor beskidt han var. Hvad havde han dog lavet? Daphnie klemte et par gange på svampen for at få den til at skumme, og der kun komme noget sæbe til alt snavsen. 
 Men Jaris bestemte sig for hvornår håret skulle ordnet, vaskede hun videre over hans ryg, nakke og skuldre. En let, næsten lydløs latter gled over hendes læber ved hans ubeslutsomhed, men da han fik bestemt sig nikkede hun lidt.
 " Javel!  " lød det kækt, men en smule stille fra hende. De var så tæt, så ingen grund til at larme en masse. Daphnie tog svampen under vandet, og da hun løftede den op igen, var det over hans hår, hvor hun trykkede vand og sæbe ud over hans hår. Hun satsede på, at når han sad sådan med hovedet vippet frem, så ville han ikke få alt for meget vand ned i ansigtet endnu. Et par gange gjorde Daphnie sådan, så Jaris hår kunne blive nogenlunde vådt. Derefter rakte hun Jaris svampen, hvis han selv ville forsætte lidt, mens hun pillede diverse ting der var blevet viklet ind i hans hår fri og lagde det ned på gulvet. 
 " Mhh.. Jaris?  " svarede hun roligt tilbage, da Jaris spurgte efter hende. Som flere og flere ting kom frit af hans hår, begyndte Daphnie også lige så stille af køre fingrene igennem hans hår for at løsne alt filtret lidt, for at se om det gemte sig flere ting i håret, og for at løsne snavset lidt.

 Daphnie sad bare i stilheden og ventede på hvad det var han ville, mens hun rakte ud efter svampen igen, så hun kunne vaske hans hår, nu hvor der ikke sad alt muligt i det. 

Det var så let at falde i staver, som man sad der og bare nød de rolige strøg hen over ryggen, hen over nakken og hen over skuldrene. Lige så stille kunne han mærke det tørre snavs mod huden forsvinde og det var næsten helt befriende. Som om den ængstelige følelse langsomt blev skyllet væk med skidtet. Han begyndte lige så stille at lukke øjnene og han var efterhånden også begyndt at trække vejret lidt dybere, lidt langsommere. Vandet gled ned om ørene på ham og samtidig gled det lette lag af sved fra bekymringen af. Han tog imod svampen, men ikke for at fortsætte selv, kun for at sidde og rode lidt med den mellem fingrene, dyppe den i vandet for at løfte den over og klemme til. Bare for at have noget at lave med fingrene.

Der gik kun få sekunder fra at Jaris spurgte efter Daphnie, til hun reagerede og alligevel måtte han lige rive sig fri fra sig selv og de tanker, der han havde formået at skubbe væk og tømme hovedet. Han lagde pænt svampen tilbage i hendes hånd, men løftede endnu ikke hovedet.
”Må jeg blive her? Hos dig? .. Jeg ved ikke hvor længe, men… længere end sidst.” Det var ikke meget lyd Jaris formåede at få ud, som han helt usikkert fik spurgt. Han var ikke klar over hvorfor, for Daphnie havde ikke sagt nej sidst, men alligevel forventede han ikke andet end lige netop det. Denne gang handlede det ikke bare om at han ikke turde at tage hjem, han kunne ikke. Han var sikker på at bryde helt sammen hvis han gjorde.

 Jaris spørgsmål komme ikke lige frem bag på Daphnie, da han endelige fik spurgt. Meget stille. Daphnie var nødt til at lade svampen synke lidt ned i vandet, for at den dryppende lyd ikke overdøvede Jaris stille stemme. Daphnie var ikke helt sikker på hvorfor spørgsmålet ikke kom bag på hende, men det hang nok lidt sammen med de ting hun havde fået at vide den sidste gang Jaris der der. Og der var ingen tvivl i Daphnies sind om, at Jaris måtte være hos hende. Han var altid velkommen, og lige så længe han havde lyst. 
 Alligevel svarede Daphnie ikke med det samme. Ikke over hvad hun skulle svare, men over hvordan hun skulle få det hele til at gå op. Aksel forlangte næsten at være sammen med hende hele tiden, når ikke hun var på arbejde, og fulgte hende gerne helt hjem, eller dukkede op i tide og utide. Og hun kendte Jaris godt nok til at vide at han ikke bare ville kunne gemme sig og være stille mens Daphnie kom ud af døren. Ikke at hun havde lyst, for hun ville helt sikkert heller være hos Jaris. 
 Tankerne druknede dog lidt som Daphnie kunne mærke hun egentlig var ligeglad. At hun nok skulle finde ud af en løsning. Så trods stilheden der lige hvad været, bredte der sig et stort smil om Daphnies læber, og hun flyttede hånden ind og løftede Jaris hage lidt op, så hun var sikker på at han så på hende. Hendes stilhed kunne ligeså vel have været på grund af tøven, og hun havde brug for Jaris så at hun ikke tøvede det mindste.
 " Selvfølgelig må du blive her, lige så længe du har lyst. Du er altid velkommen, Jaris! " Forsikrede hun ham, og holdt et oprigtigt glad og smilende blik i hans. Hun kunne da heller ikke holde kinderne fra at blive let lyserøde i det. 

 Blidt slap Daphnie Jaris hage igen, inden hun løftede svampen op over han hoved og trykkede godt med sæbe ud i hans hår. Svampen blev så lagt ned på vandets overflade, og Daphnies fingre blev begravet i det beskidte hår, så hun kunne vaske alt skidtet ud. Det krævede et par tryk fra svampen, før håret ville begyndte at skumme ordenligt, fordi der var så meget snavs i det, men efter et godt stykke tid var håret stort og hvidt af skum.

Jaris fik endelig spurgt, men stilheden lagde sig hurtigt over dem igen, som Daphnie ikke valgte at svare med det samme. Han kunne selvfølgelig ikke lade være med at tænke at hendes stilhed ville føre til et nej, fordi hun nu skulle bruge længere end forventet på at tænke over det. Måske hun alligevel havde fortrudt at have ham til at bo hos hende i de få uger sidst og nu ikke vidste om endnu længere tid ville drive hende helt til vanvid. Det ville ikke komme bag på ham.

Lige om lidt ville han få en tøvende undskyldning for hvorfor han ikke kunne være her, det var han sikker på. Han var derfor heller ikke helt sikker på at han kunne få sig selv til at se hende i øjnene, men han fulgte pænt med, som hun løftede hans hoved lidt med en finger under hagen. Hendes svar kom tydeligvis bag på ham, det kunne ses på det helt overraskede udtryk han fik i ansigtet, men inden længe bredte der sig et smil om hans læber. Han ville have spurgt om hun nu også var sikker, fordi det havde taget hende så længe at komme frem til det svar, men han ville ikke give hende chancen for at ændre mening.

Smilet gled over i en lidt misfornøjet grimasse, som Daphnie fik begravet fingrene i det lange hår og gik i gang med at vaske. Han var slet ikke vant til at der skulle så meget til, for at vaske hår ordentligt igennem, men det hjalp nok heller ikke at det ikke var blevet vasket i flere uger. Mens han sad og udbrød nogle lidt utilfredse lyde over hårvasken, tog han fat i svampen der flød på vandoverfladen og fik vasket ansigtet rent.
”Så jeg en ring på din finger før?” Spurgte han pludseligt. Han havde været nysgerrig tidligere, men var blevet for distraheret til at spørge og nu skulle han da lige vide om han altså havde set rigtigt. Han lagde svampen til at flyde igen, så han kunne samle vand op i hænderne og skylle ansigtet rent for snavs og sæbe.

 Selvom Daphnie havde stort krøllet hår, havde hun lige godt aldrig oplevet at det var så besværligt at få rent. Heller ikke når det har været super beskidt. Hvor længe havde han lige gået uden et bad? Og hvad havde han dog lavet siden sidst han blev vasket..? Det var stadig en del af de mange spørgsmål hun egentlig havde, men Jaris begyndte vel at fortælle når han var klar til det. 
 Da håret endeligt virkede helt rent, skyllede Daphnie hænderne i vandet, for at komme af med alt skummet, inden hun vendte opmærksomheden mod de to spande. Det varme vand blev lige så stille hældt over i den halvfyldte spand  med koldt vand, mens hun sørgede for at mærke efter at de ikke blev for varmt. 
 Daphnie skulle til at rejse sig med spanden i hænderne, da Jaris spurgte ind til, om han havde set en ring på hendes finger, og hun fik et lidt spidst ansigt og let røde kinder. Det var jo ikke meningen han skulle se den. Hurtigt fik hun rejst sig op og hældte vandet ud over hans hoved, for at skylle sæben ud. Så havde hun tid til at lade kinderne falde lidt til ro, og tænke over hvad hun skulle sige.
 
 " Nææ.. Det tror jeg da ikke? " sagde hun så, da hun satte sig ned på stolen igen. Begge hænder blev holdt frem, så Jaris kunne se at alle hendes fingre var ringfrie. Hvor var hun glad for hun havde fået puttet den i lommen. Hovedet blev vippet på skrå, og et smørret og drillende smil gled over hendes læber. 
 " Jeg troede da ikke det mente det så meget, da du sagde vi skulle giftes!  " hun bed sig lidt i den ene side af underlæben, inden hun holdt den ene hånd op foran sig, så hun kunne betragte den lidt.
 " Hmm.. Synes du da den mangler en ring? " Læberne spidsede sig i en tænkende grimasse. 

Jaris nåede kun lige at skylle ansigtet rent for snavs og sæbe, inden spanden med vand blev hældt ned over ham. Han var egentlig på vej til endelig at rette blikket mod Daphnie, men måtte i stedet knibe øjnene lidt sammen for ikke at lade dem drukne i vand. Derfor nåede han heller ikke at se hendes røde kinder fordi han havde spurgt. Alligevel kunne han ikke lade være med at undre sig bare lidt over, hvorfor det tog hende lidt længere tid at svare, end han mente det burde. Lige så snart han fik gnedet øjnene fri for vand og set de ringeløse fingre, lød der en næsten lidt skuffet lyd fra ham. Ikke fordi han ønskede at der skulle sidde en ring, men fordi han da var sikker på, at det var det han så. Men han tog vel fejl.

Daphnies drillende ord fik et helt overrasket udtryk frem i det nu rene ansigt og Jaris rystede let på hovedet. Han havde slet ikke ment det! Men inden han nåede at få formuleret noget ordentligt, kom hendes spørgsmål og straks rakte Jaris en våd hånd op fra vandet og tog fat om hendes.
”Nej! Eller jeg mener.. Det var slet ikke det jeg mente, men… nej,” fumlede han rundt i ordene, som om han var ved at få dem alle galt i halsen. Det var kun fordi Daphnie hentydede til et frieri og det var han da bestemt ikke forberedt på. Men nu skulle han vel heller ikke tabe ansigt for meget, så han rømmede sig, tog lidt bedre fat om hendes hånd og trak lidt til, for at få hende til at læne sig tættere på.
”Men… du vil måske gerne have en ring?” Spurgte han. Jaris ville aldrig lægge op til det i alvor, men hans lidt mere sørgmodige udtryk hjalp en del på, at det ikke lød helt så drillende, som det ellers ville. Desuden var det mest for ikke at lægge for meget vægt på at han var ved at lyde alt for akavet, da hun bragte det op. Så hellere drille lidt tilbage, når han lige om lidt skulle sige, at så måtte hun vel finde en der ville fri.

 Blikket flyttede sig hen på hånden der blev holdt op, som om hun overvejede hvordan hendes finger ville se ud. Hun vidste det dog allerede og i stedet løb hendes tanker lidt over i  hvad for en ring Jaris mon ville give. Hvordan den ville se ud. Bare tankerne om det fik varmen til at blusse lidt op i hendes kinder. Daphnie blev dog hevet ud af tankerne igen, da Jaris greb fat om hende hånd og hun hørte hvordan Jaris snublede sådan over ordene, og det fik hende til at grine lidt. Hun kunne ikke huske hun havde fået ham til at reagere på den måde før, og det fik hende da til at blive en smule stolt.
 "  Du er sød.. " kommenterede hun og lænede sig frem for at kysse ham på panden, og efterfølgende at rejse sig for at finde et klæde til Jaris, men han strammede grebet om Daphnies hånd, så hun ikke kunne gå nogle stedet. 
 " Hm..? " Lød det spørgende fra Jaris da han kom med sit men, og vippede hovedet lidt på skrå mens hun så ned på ham. Det næste han sagde fik dog hendes udtryk til at skifte fuldstændig. Ikke fordi hun blev sur eller vred, men fordi hun blev overrasket og hendes følelser eksploderede i hende. En smule måbende stirrede hun bare på ham, mens den røde farve langsomt sneg sig frem i hendes ansigt. 

 For et øjeblik stod Daphnie bare helt stille. Som om hun ikke havde forstået hans spørgsmål, men det havde hun. Hele hendes krop skreg for at sige ja. Men det kunne hun jo ikke. De ville aldrig kunne være rigtigt sammen, og i sidste ende mente han det sikkert ikke. Daphnies mund åbnede og lukkede sig et par gange, inden hun formåede at slå blikket væk fra Jaris.
 " Det var ikke.. Jeg.. Altså.. Men.. Jeg mente ikke..  " nu var det Daphnies tur til at snuble over ordene og som ordene væltede ud af hende, blev hendes hoved også meget hurtigt meget rødere. Hun flyttede vægten lidt uroligt mellem benene.
 " Jeg har sagt til mor og far vi ikke skal giftes..  " fik hun så endelig sagt. Hun sank kort og med hovedet drejet lidt væk fra Jaris skævede hendes blik kort til lommen hvor ringen fra Aksel lå i. Derefter blev blikket vendt tilbage på Jaris, med en lidt mere trist rynke i panden.
 " Så det er ikke nødvendigt..  " mumlede hun så. Det var ikke rigtig et svar på hans spørgsmål, for ville hun overhovedet kunne lyve for Jaris? Hun følte ikke hun gjorde et særlig godt job som det var, i hvert fald.