Det var tilfredstillende da Yiyi valgte at følge med hende, og husets Frue ledte dem tilbage imod palæet, tydeligvis målrettet i sin søgen efter værelset hvori hendes tøj og diverse andre magiske påklædningsgenstande var. Spørgsmålet der fulgte med var naturligt, og det var også primært igennem mange års søgen at Lumine havde formået at finde en skrædder dygtig nok, som på en og samme tid kunne lave et skønt mønster der favnede kroppen som en drøm, og samtidig havde evnerne til at sikre den imod spontane antændinger; en skrædder der gjorde hele ens udtryk sammehængende. 

Og det var ikke engang hende selv der havde fundet ham, gik man helt tilbage til begyndelsen. Nej, også skrædderen havde været en gave fra hendes husbond, omend det ikke var noget den kære lavafødte behøvede at vide. Lumine skævede over skulderen imens de gik, og drejede op af nogle trapper, for at komme op på husets første sal. 
"Magi, min kære" var det simple svar, og dæmonen tændte fraværende nogle gløder i sin ene hånd, og pressede den imod det drageglimtende korset hun bar - nogle af dem faldt imod stoffet, men i sidste ende, brændte de hverken kjole eller korset. Så snart de ramte stoffet, var det som når en dråbe vand ramte søens overflade, og lysringe spredte sig i en lille sukken langs kjolen førhen at de forsvandt. 
"Man kommer langt med naturens egne matrialer, men find en skrædder der forstår sig på essens, og du finder også dit tøj" det nemmeste ville være... at vise hende det. 
Lumine's eget tøj ville nok godt kunne fungere her i starten, men, det ville være vigtigt at få lavet noget specielt til hende, skulle det holde i længere tid. Deres magi var nemlig ikke den samme, trods den havde mange fællestræk. 

Hun spærrede øjnene op, da stoffet blot optog de små gløder. Selv var hendes egen kjole en smule ulden og sortsveden i kanten bare efter det lille optrin i haven, og under normale omstændigheder vidste hun, hvor irriteret Onelyas ville blive. 
"Hvorfor har vi aldrig haft sådan en?" spurgte hun overrasket. 
Fandtes der virkelig nogen, der kunne skabe magisk tøj til hende, så hun ikke behøvede skifte i tide og utide? Fandtes der måske kun ét væsen med de evner, og det havde Lumine gjort krav på?
Iksenyi kunne ikke holde sig fra at strejfe Lumines kjolestof - noget af det der ikke var helt tæt på hendes krop selvfølgelig, det ville være uhøfligt - men det føltes helt almindeligt. Blødt og silkeagtigt, men ikke hårdt eller elektrisk eller hvad hun nu lige havde forventet af magisk stof. Eller var det kjolen, der var magisk?

"Jeg... Jeg vil virkelig gerne prøve sådan noget, Fru Lumine," tilføjede hun med øjne på størrelse med tekopper af forundring over underfundigheden. Hun fulgte med Lumine - klar til at kaste sig ind i verden af skønhed og elegance. "Tænk sig... Lange skørter... Jeg har altid ønsket mig at prøve noget, der sad... Tæt." Hun rødmede lidt, som hendes blik gled mellem Lumines ansigt og hendes smukke kjole. "Meget ligesom Deres. Det viser-ehm... Formerne. Onelyas siger det ikke er for sådan en som mig. Jeg tror han var  bange for, jeg blot ville få brændt det væk, og det er ikke godt at vise sin bare hud for slaverne eller folk i templet." Den del havde Yiyis unge sind stadig ikke helt forstået, hvorfor var et problem, men Rilis var næsten besvimet af pinlighed, dengang hun havde vist ham et sår på sit lår, og hun var ret sikker på det ikke havde været de lavaglødende blodpletter, han var dånet over. "Men jeg ville virkelig gerne. Det er bare så... Så smukt."

Det kunne ikke undgåes, at den rødøjede dæmon slog en hånende latter op ved det uskyldige spørgsmål, og trods den var ringlende, feminin og smuk, var dens grimme kant ikke til at undgå at høre. Den var dog ikke rettet imod lavabarnet selv - noget der blev tydeligt da hun med en varm hånd lige køret hånden igennem hendes bløde og fjedrende krøller, men derimod selve spørgsmålets drejning. Hvorfor de ikke havde haft sådan en? 
Simpelt, fordi at de... hende og hendes klan, var mennesker. Ildbarnet her var måske noget andet, elementalen de tilbad, noget tredje. Men dem omkring hende? Mennesker eller elvere, og dermed bundet af deres blåøjede tilgang til hvad magi gjorde muligt. Lumine var en kvinde af kvalitet, hun havde brugt sit liv på at opstøve det. Så selvfølgelig havde hun, hvad de ikke havde. 

Trods latter, så hørte Lumine udemærket godt hvad der kom af ord fra ildbarnet, og hun brød sig om hvad hun hørte. Latteren gled over i en umenneskelig spinden fra dæmonens bringe, og hun snoede en af de mørke krøller imellem sine slanke fingre. "Du er en kvinde, Flammebarn. Det er din medfødte ret, at vise det frem, som du vil" smilede hun, og drejede til venstre, så endelig kom hen til en dør. 

Smukt bemalet og dekoreret med blomster i flammefarver og gnistrende, jah næsten glimtend lag af maling; Lumine's kammer var ikke dette, men det ledte med stor sandsynlighed ind til det, da hendes klædeskab selvfølgelig var forbundet med hendes værelse. Hånden svævede kort over dørhåndtaget, imens den røde pupil gled sidelens imod barnet. "Husk at du ikke er i templet mere" 
Og med de ord, åbnede ild dæmonen op for et værelse ulig resten af palæets overdådige dekoration. 
Planteranker svang sig ned langs kanten af de enorme, åbne vinduer, hvor at solens lys varmt dansede sig igennem farvede ruders glimtende mosaikmønster. Væggene var en sky orange farve, og elegante søjler holdt det buede loft oppe - der var højt til loftet. Langs væggene var skabe såvel som stativer stablet og sat op, og adskillige, jah alverdens forskellige nipsting af dekorativ karakter, var samlet herinde.
Lumine slog en hånd ud, men styrede sig tydeligt imod skabene for at åbne dem, så Yiyi kunne få sig et godt kig på hvad der gemte sig derinde. Monsto der ikke var noget, der faldt i hendes smag. 

Yiyis enorme dådyrøjne blev større og større ved hvert ord. Ved latteren, ved den tøvende hånd over dørhåndtaget og ved benævnelsen af, at de ikke var i templet mere. 
Døren åbnede op til himlen, hvis den da fandtes lige her i bygningen. Højloftet fik kun et flygtigt blik sammen med ranker og udsmykning, for så snart skabene blev åbnet, tabte det lille lavabarn kæben. Klæder, mønstre, stof, farver og forunderlighed mødte hende. Aldrig før havde hun set mage. Så mange forskellige typer stof. Hvert nyt mønster fangede Yiyis opmærksomhed, og mens Lumine viste hende noget, var hun allerede videre til den næste. 
Det var som om, der var gået ild i røven på hende. Lidt ekstra røg steg ud af hendes mund med hver udånding, mens hun så på alle de overdådige kjoler - med fingrene selvfølgelig. 
"De er så smukke," gispede hun åndeløst, mens hun ikke kunne tage blikket fra skabets uendelige vidunder.

Det var som at træde ind i en helt ny verden. Hun havde levet i den samme, kedeligt udformede kjole det meste af livet, og det her overgik selv hendes egne fantasier om, hvad hun ville klæde sig i, når hun blev voksen. 
"Må jeg prøve den her?" spurgte hun, mens fingrene gled over en mørkegrøn sag, der funklede i de sirlige mønstre langs kanten. Overdelen så ud til at gå helt op til halsen, hvor den sad stramt, men med en dråbeformet udskæring og spændende udsnit ved hofterne. 
"Og måske også den der ovre, og den orange. Måske den meget røde?" Hun pegede på en dybrød en, men så fancy udtryk for farver var hun slet ikke oplært i. Rød, meget rød og en smule rød var nogenlunde hendes sparsomme niveau af dannelse.

Glæden der næsten pulserede som bølger af varme fra det yngre pigebarn, var næsten til at smage idet at hun trådte ind i rummet. 
Flagrende, kvidrende jah ivrig var hun ved det første hendes øjne fik øje på, og den iver syntes ikke at dæmpe sig, desto længere ind i rummet hun kom, og desto flere ting hun derefter så. Røg steg fra munden, og de solbrune hænder fik snart fat i først den ene kjole, førhen at de bevægede sig efter den næste. Og lige på det her punkt, havde Lumine ingen interesse eller ønske om at stoppe hende - man så trods alt bedst med fingrene, når det gjaldt de her ting. Teksturen var vigtig. Og udover det, var det ikke værre end at hun skaffede sig noget nyt; tøj var den mere udskiftende del af hendes samling, og det var meget få sager hun ikke kunne acceptere at ildbarnet berørte. Ingen af de ting, var herinde. 

Hvor at Yiyi havde ild i røven, fulgte Lumine mere afmålt efter, men med en kvidrende fnisen i kanten af sin mundvig - skabt af barnets egen begejstring, og en elegant hånd der gled op for at dække for selvsamme fnisen. Mest af vane. De ulmende, røde øjne fulgte hende på hendes flaksen ind i rummet, og hver gang at ildbarnet spurgte, var Lumine ikke sen til at nikke. Det gav en underlig energi, sådan at blive mødt med den her glæde. Og det vækkede en underlig glæde i hende selv, sådan som hun kunne betragte hende blive mere og mere ivrig. 
Selv bevægede hun sig efter få minutter hen imod en stol i midten af rummet, hvor at hun med det ene ben krydset over det andet, fik sat sig til rette, så hun fornøjet kunne se flammebarnet udfolde sig, uden at skulle følge efter hende. "Den karminrøde, min kære" rettede hun, og lænede sig tilbage i den elegante siddegenstand. Uden at der blev spurgt, strøg en tjener af huset i det næste nu ind, gav dæmonen endnu et glas vin, førhen at han ligeså hurtig som han var kommet, var væk igen. En ny erstattede ham - en ung elverkvinde, som stillede sig hen til noget der mindede om en væg der kunne foldes ud, midt inde i rummet. Et sted man kunne klæde om. 

En tår blev taget, med et nydende suk til følge. "Peg på dem du ønsker, flammebarn, og Resé vil tage dem frem til dig" tilføjede hun, og slave-... tjeneren nikkede, og bevægede sig tavst hen til Yiyi for at tage dem frem til hende. 

"Den kaminrøde," hviskede Yiyi gentagende, og misforstod helt tydeligt ordet. 
Derefter begyndte hun at pege, hvorefter hun brugte alt for lang tid på at studere den underlige næsten-væg, ingen tjenerinden nærmest hev hende om bag skærmen i utålmodighed og begyndte at give hende tøj af og på. 
Den fingernemhed og hurtighed, Resé udførte sit arbejde på, kom fuldstændigt bag på Yiyi. Aldrig havde hun set nogen arbejde så hurtigt med knapper, snøre og bånd. Foldede kanter og fyldige skørter. Da hun blev skubbet ud fra skærmen, følte hun, at der kun var gået få minutter, og den kedelige kjole, hun før havde haft på og som nu hang slasket henover skærm-væggen, blegnede til fordel for den ild-kamin-røde skønhed.

Skørterne flagrede om hendes ankler - en anelse for korte, men ikke noget mærkbart. Blot så hendes hjemmelavede ankelkæder i obsidian blev synlige. Lige nok til at Onelyas med garanti ville finde det uanstændigt for hende. Men det tænkte Yiyi ikke på. Hun tænkte på, hvordan stoffet svøb sig om hende og fremhævede de former, der alt for længe havde været gemt bag standardsnit og ekstra stoflag, så det ikke gjorde noget, at hun brændte igennem det første. 
Hendes små, mørke hænder gled over stoffets konturer og fingerspidserne fulgte broderikanten. Den var lige så gylden som den lava, hun næsten savlede af bare iver. Tænk at stof kunne skabes med magi. Tænk at det her var muligt. Tænk at Iksenyi kunne føle sig så pæn.
"Den er fantastisk!" udbrød hun. "Jeg har aldrig følt mig så... Så... Smuk! Og den går slet ikke i stykker, hvis jeg kommer til at bruge magi?"

Lumine's øjne gled himmelvendt imod loftet da hun gentog ordet, men det var med et smil i den ene mundvig, og mere af hvor sød den misforståelse forekom, end reel irritation. Endnu en ting de ville få skubbet ind i den flygtige hjerne, en kvinde måtte kende sine farver! Det var dog også her at Resé besluttede sig for at Yiyi var for flaksende og for interesseret i omklædningsvæggen, da hun bestemt hev hende ind bagved, for at lade forvandlingen finde sted. 
Og sikke en forvandling det var. 

Som en anden ild-gudinde kom flammebarnet tilbage, og Lumine's øjne spærredes tilfreds op i deres rødglimtende skønhed, over hvor... fantastisk hun så ud. Bevares, kjolen var en anelse for kort, men lige nu... var den alt hvad hun kunne ønske at se på den anden kvinde, som faktisk havde en figur under de kedelige laser hun havde båret indtil nu. Sikke en rose hun havde fået i sine hænder. 
"Du ser i sandhed fantastisk ud, flammebarn" med et ophøjet lille grin rejste Lumine sig fra sin siddeplads, og trådte hænd, vinen faretruende tæt på at spilde over krystalglassets kant i sin over for at se det hele, og gjorde en lille bevægelse med fingere, for at få hende til at dreje rundt. "Nu må vi se... vi må få syet noget specifikt til dig, omend din magi minder om min, vil der være forskelle at tage højde for" forsatte hun, ulmende øjne over faldet i kjolens skørt, hvor regal det fik hende til at fremstå. Meget mere passende. 
"Men vær ikke bekymret, min kære. Se det som en gave, og går den i stykker, er det hvad det er... kom, kom hen til spejlet" hun var en forbruger, og en slidt kjole var ikke værre end at hun kunne købe sig en nu; det skulle ikke være et problem. 
Lumine pegede hen til spejlet, så hun rigtigt kunne se sig selv, hendes egen, slanke skikkelse lurende bagved, en ulmende varme omkring hendes statur. Det her tegnede godt...

Indtil nu havde Yiyi kun set ned ad sig selv på de flagrende skørter og de skønne broderisting. Havde hun nogensinde haft broderi på tøj før? Hun kluklo let, mens Lumine førte hende hen til spejlet - og der gik hun i stå. Hun gispede let og munden forblev åben. De flagrende skørter lagde sig blidt til rette rundt om hendes ben. 
Forsigtigt førte hun hænderne op til maven, hvor hun bemærkede, at stoffet havde indlejret mønster i sig. Det sat tæt om hendes bryst og lod den på-vej-til-fyldige ungpigekrop vises fra en vinkel og i en form, Yiyi aldrig i sin vildeste fantasi havde forestillet sig at skulle se sig selv fra. Fingerspidserne berørte halsudskæringen, lav og fin, hele vejen ned til en kavalergang, hun ikke engang vidste, hun havde. Syningen i taljen, der fik skørterne til at fylde mere omkring hoften, men en uanstændig slidse, der viste noget af hendes ben. 
Automatisk rankede hun ryggen mere og stod lidt højere. Det føltes magtfuldt, hvilket var en underlig fornemmelse. At tøj kunne give en del følelse. Måske var det sådan, Onelyas havde det med sin stav?
Det er magisk, tænkte hun i ren ærefrygt.
"Wauv," var det eneste, der kom over hendes læber.

Med barnet der observerde sit eget spejlbillede, og Lumine's mindre skikkelse stående et stykke bagved, var hendes smil skjutl en anelse bagved den nu blottede skulder. Et smil der ulmende vidnede om en indre tilfredshed, og dertil også det potentiale der lå i at have flammebarnet omkring sig i de her dage, især når man blot overvejede hvilken retning hun kunne blive skubbet hen. At prioritere sine egne behov tilbage i haven, se det var blot en start. 
Men hver ting til sin tid - lige nu måtte de sørge for at iklæde hende det tøj hun fandt passende, fordi en rank holdning snød ganske sjældent. Yiyi nød det. Man kunne næsten se hvordan at hun voksede nogle centimeter ved den udstråling hun mødte når hun så sig i spejlet, og det kunne man arbejde med. 

Med nogle få skridt, blev en blid og ikke mindst varm hånd lagt på skulderen af hende. "Nuvel.. lad os se på et værelse til dig, og hvad du ellers kunne stå og mangle, ikke også, Flammebarn?" sagt med en let kvidren i stemmen, og Lumine hørte lyden af slavens fødder imod gulvet imens hun bevægede sig igennem døren, for at sikre sig at værelset allerede var fuldkommen klart til de nåede det. 
Endnu en tår blev taget af vinen. Det her skulle nok blive spændende.