Smilet falmede en anelse og et øjenbryn blev hævet over hendes flabede tonefald. Det var da egentlig utroligt, så trodsig hun skulle være. Jo, han elskede mostanden, men han tålmodighed var også på et punkt, hvor mest af alt havde lyst til bare at tage hende, uanset hvad hun så sagde, han vidste jo, at hun ville kunne lide det uanset. En eller anden dag burde han virkelig finde en måde at afrette hende ordentligt, bare for at tage hævn over de gange, hvor hun havde skubbet lige rigeligt til ham som nu. Men det ville også formentlig kræve, at han satte en hel dag af, og han havde i forvejen brugt alt for meget tid sammen med hende. På den anden side, han var jo sin egen chef.

Han låste sit blik fast til hende som han strammede grebet om hendes hals. Ikke nok til, at det ville forhindre hende i at få luft, men bestemt nok til, at det ville besvære det en smule. Han var efterhånden færdig med at være sød, og han overvejede seriøst at føre hende op af vandet og finde en gren fra det første og bedste træ, så han kunne afrette hende lidt. Afstraffelsen af hende ville han dog langt hellere gemme til en anden dag, hvor han havde de rette værktøjer til at gøre det ordentligt.
"Taget i betragtning af at vi er ude og jeg uanset ikke kan straffe dig ordentligt, vil jeg give dig en sidste chance for at spørge rigtig pænt. Hvis du gør det godt nok, forvarmer jeg mig måske over dig" Han strammede kort grebet om hendes hals for at vise, at han var træt af hendes små lege.

Hun vidste uden mærket godt at hun gik lige til grænsen og måske endda også en tand længere, end hun burde. Det var derfor heller ikke med en større overraskelse hans smil falmede en anelse, som irritationen over hun ikke bare rettede ind efter ham slog rod.
Hans tålmodighed var ikke ved at være tyndslidt, den var faldet fuldkommen fra hinanden, og hun havde aldrig presset det så meget som nu.
Luften blev svær at trække ned i lungerne ved det strammere tag omkring halsen på hende, ikke at hun følte hun var ved at kvæles, men alligevel kom den samme følelse snigende, som der havde været tilstede da hun havde søgt ind i skyggerne af skoven, efter at have set det andet blik. som før var følelsen hurtigt væk igen, fortrængt i hendes indre for hun var trods hendes ellers gode kontakt med sin krop, ikke i stand til at tyde følelsen fuldkomment og ignorerede den derfor.
Adrenalinen var der med det samme, selvom det kun havde været ganske kort at taget om halsen blev strammet, så hun ikke bare havde besvær med at trække vejret, men rent faktisk ikke kunne. En normal person ville have trådt tilbage i forsøget på at få hans hånd væk, vende om og stikke af, mens de ville kalde ham alverdens fornærmelser på vejen.
Hun der imod blev stående uden at forsøge at få hånden af halsen, men blikket blev slået skråt ned i vandet, før det søgte hans igen ”Undskyld, Herre.. Jeg glemte min plads, det skal ikke ske igen” de ville begge vide det sidste var en løgn, det ville ske igen, men ville hun skubbe grænsen lige så meget? Men lige nu, ville hun ikke forsøge sig at trodse ham igen, hun ville være og gøre lige hvad han ville ønske af hende, uden så meget som et kvæk.
”Vil du ikke nok gøre mig færdig, Herre?” tiggede hun i en næsten klyngende tone, som var det dét eneste i verden hun ønskede, at han skulle opfylde hendes ønske, for ellers ville hun måske gå i stykker. Alt trods var ikke længere at finde i hendes blik, det var ikke længere end fuld underdanighed som rumsterede i det grønne.

Der var det igen, det ord.. herre.. At høre det fra hendes ord var hver gang næsten nok til, at han mistede kontrollen med sig selv. Han føltw sig magtfuld, når hun kaldte ham herre, og da især efter den kamp de lige havde haft. Resten af hendes ord undgik dog ikke hans opmærksomhed.
"Du lyver" igen var smilet tilbage på hans ansigt. Han morede sig lidt over hendes svar, de vidste jo begge, at hun ville forsøge at vende balancen igen. Forhåbentlig havde hun dog lært ikke at presse ham så langt.
"Men jeg tror nu alligevel, at du har lært din lektie" han fjernede hånden fra hendes hals, og greb i stedet hendes hænder. En belønning af en art var vel på sin plads, men det betød jo ikke, at det kun skulle være hende som fik noget ud af det.. Han havde i hvert fald ikke tænkt sig at vente længere, og han havde en mistanke om, at hun nu nok skulle blive ganske godt tilfreds alligevel.

Langsomt førte han hendes arme op bag hans hoved og pressede hendes hænder mod hinanden for at vise, at hun skulle holde fast. Bagefter gled hans hænder ned lige under hendes baller, hvorefter han med en hurtig bevægelse fik løftet hende op, det ville jo have været en skam ikke at udnytte, at vandet gjorde hende let som en fjer. Han slap hende med den ene hånd, så han kunne tage fat og guide sig ind i hende, da han med lidt besvær fik trykket hende ind mod sig. Et tydeligt tilfreds støn forlod, og for en gangs skyld tog han sig tid til at nyde følelsen.
"Og hvad hedder det så?" Først når hun havde takket ham for hans barmhjertighed, havde han tænkt sig at begynde at bevæge sig i hende.

Det var ikke hver gang de havde været sammen at titlen var blevet brugt på ham, ikke fordi der var frygten for det skulle miste sin virkning på ham, det ville nok først ske den dag hvor hun aldrig nogensinde lagde en finger på vægtskålen, så magten tippede mod hende eller balancerede sig. Men det var lige så meget fordi hun nød at se hvordan han reagerede på ordet, det var selv de mindste tegn som hvordan hans pupiller alene ved ordets lyd ville udvide sig for at trække sig lidt sammen igen og som fik den indre gudinde i hende til at hvine af fryd.
Hendes mundvige trak op i et lille smil, der oprigtig endte med en halv uskyldig karakter, som var hun blevet taget med fingrene i kagedåsen, ved hans påtale af hendes åbenlyse løgn.
Hænderne lukkede sig omkring hans nakke og skuldre, så hun ikke hang med sin fulde vægt mod hans nakke alene, da søens bløde bund forsvandt under hendes fødder. Selvom om hun havde forventet at blive løftet, undgik hun ikke at slippe et lille svagt gisp, som gled over i et suk, som han fyldte hendes inderste. Benene snoede sig omkring hans hofter, med hælende hvilende ind mod hans baglår.
De manglende bevægelser, sendte en bølge af frustration ind over hende, for selvom det ikke havde været til det, var hendes tålmodighed efter ham, mindst lige så tyndslidt som hans og hun måtte virkelig gøre sit, for ikke at starte med at rulle med hofterne, når han ikke bare gav hvad hun ville have for at mætte den voksende sult i hende.
Hun lænede hovedet frem mod hans, som han havde gjort tidligere, som ville hun lade sine læber mødes med ham, i stedet drejede hun hovedet til hendes mund var ud for hans øjne. Læberne strejfede kanten af hans øre, mens hun spindene hviskede ind i det ”Tak.. Herre” herre nåede kun akkurat at forlade hendes mund, før hun markerede, legende, med tænderne på ørets kans.

Selvom han ikke viste det udadtil, var han faktisk imponeret over, at hun holdt den underdanige facade og ikke gjorde noget for at få den nydelse, hun sådan længtes efter. Hun havde så sandelig ændret sig siden deres første møde.
"Dygtig" Normalt kunne han godt finde på at irettesætte hende for tændernes markeren, men hans tålmodighed var ikke eksisterende på dette punkt, så i stedet strammede han sit greb om hende, så han kunne begynde at bevæge sig i hende. 

Måske var det blandingen af kampen mellem dem, og det faktum, at hun så kaldte ham herre, da han endelig vandt. Måske var det de sidste rester af rusen fra Jagten. Uanset hvad kunne Declan hurtigt mærke nydelsen blive for meget. Han forsøgte at holde sig tilbage, men efter hvad der følte som ganske kort tid, knugede han hende ind til sig, mens han lukkede øjnene og stønnede lettere anstrengt. Nok havde det ikke varet så længe, som han gerne havde set, men derfor havde det stadig været godt. Han holdt hende fast et kort stykke tid, bare for at få den sidste nydelse ud af det hele, inden han trak hende væk, for så at give slip på hende.

Fuldkommen ligeglad med, om hun også var blevet færdig, gik han lidt længere ud i søen, hvor han hurtigt fik skrubbet det meste af blodet væk, hvorefter han bevægede sig ind mod bredden, hvor han begyndte at samle sit tøj sammen, så han kunne trække det på. Forhåbentligt ville det nå at tørre nogenlunde inden de nåede hjem. Han vidste godt, at det var tarveligt og at hun næppe bare ville finde sig i det, men det kunne passende være hendes straf for at opføre sig så flabet og ulydigt overfor hende. 

Munden forblev ud for hans øre da han satte bevægelse i hofterne. Efterlod ringe til ingen mulighed for at han ikke ville opfange selv de mindste af de lyde som kom fra hende. Hver og en som en direkte og rå reaktion på ham.
Stik mod forventningen, var det en noget forkortet fornøjelse for dem begge. For hvor han nåede sit klimaks relativt hurtigt, nåede hun aldrig sit og pludselig var hun fri af hans greb. Det var næsten kun lige at hun fandt fodfæste så hun ikke røg under vandet.
Overraskelse var det det første som malede sig over det lyse ansigt, dernæst kom forvirringen, men kun for at blive erstattet med en stærk utilfredshed, da det blev klart for hende, at han ikke havde tænkt sig at gøre hende færdig.
Røvhul..! Her havde hun bedt så pænt om lige netop det, og så fik hun det ingen gang.

Før han fik vasket blodet af sig, var hun allerede på vej op ad vandet. Hvis det var sådan han ville lege, så ville hun bare tage sagen i egen hånd, næsten.
Det var med en målrettethed at hun nærmede sig kusken og vognen, efter at have samlet tøjet op, men ikke en eneste del var blevet trukket på den nøgne krop. Kusken der havde kigget i deres retning under hele akten, endte med nærmest febrilsk at skjule hans stirren jo tættere hun kom.
Et enkelt blik over skulderen, tilbage mod Declans nøgne skikkelse der bevægede sig op ad søen, fik hende til at brumme og skifte retning.
”Kom her” kommanderede hun med kusken, der efter at have sunket en voksende klump i halsen, makkerede ret og trådte nærmere, kom for at blive mød af et fast skub mod brystkassen. Et skub der skubbede ham med ryggen først ind mod karetens side, og som hans læber gled fra hinanden, skulle han til at protestere, lagde hun en tyssende pegefinger over dem ”Jeg ved du har kigget med, så spar mig og gør det færdigt, han ikke har kunnet finde ud af!” snerrede hun utålmodigt, mens den frie hånd begyndte at få snøren på bukserne op. Bukserne blev kun lige akkurat trukket ned så den voksende bule gik fri. En kælen hånd og kusken glemte hurtigt alt om Declan. I en hurtig, hård bevægelse var de vendt rundt og hun løftet op omkring hans hofter. Der var ikke noget blidt eller tøvende ved stødende, det var i stedet nådesløst og hurtigt, som et vildt dyr.
Men hun så aldrig mod kuskens pustende ansigt, hun så forbi ham, over skulderen, mod Declan. Hun ville se ham, hans udtryk. Det var jo hans egen fejl og han skulle vide det, ud fra måden hun så på ham, mens støn ind i mellem forlod hende.

Med et tilfreds smil om læberne, så Declan til mens hun gik op ad vandet, forventende at hun ville gå ind i kareten og surmule. Smilet forsvandt dog hurtigt fra hans læber, som han betragtede hende gå hen til kusken og begynde at forføre ham. Forbandet.. Hun var bestemt ikke så lidt fræk! Det kom også en del bag på ham, at kusken turde, han sørgede ellers for at bruge de samme folk, så de vidste, at de skulle være bange for ham. Kusken havde også op til flere gange set ham myrde folk i koldt blod, og alligevel turde kusken sådan bruge HANS ejendom! Det kunne ikke ske ustraffet.

Synet af dem var nok til at få hans blod til at koge. På en måde bkev det kun værre af, at kusken havde hende løftet op mod vignen, noget han aldrig ville kunne formå. Normalt havde han ingen problemer med sin krop eller fysiske formåen.. Det måtte være fordi, at hun på ingen måde lagde skjul på, præcis hvor meget hun nød det.

Uden at værdige dem flere blik, gik han hen til siden af vognen, som de to ikke stod lænet op ad. Hvor meget han end prøvede, kunne han ikke ignorere lydene. Især skar det i ham, da han hørte de velkendte lyde, da hun bkeb færdig. Han bed tænderne sammen, og fik fat i det, som han var gået hen til vognen efter: den lange kniv som stadig var smurt ind i blod. Så lydløst som overhovedet muligt gik hen tilbage til kusken og Fielthena. Hans døde øjne låste sig sammen med hendes, som han gik om bag kusken og med en hurtig bevægelse satte den lange kniv for kusken hals, og prompte skar den op. Hen rev blikket fri fra hendes igen, og uden at sige noget, gik han hen til hestene og begyndte at gøre dem fri fra vognen. Det var hendes eget problem, hvis hun faldt sammen med kusken nu livløse krop og kom til skade eller havde problemer med at komme fri.

Nu var Declan ikke den mand som var lettest at læse af alle, men hun havde efterhånden erfaret at det forsvindende smil ikke betød gode ting. Det var som regel et forvarsel på det mørke som gemte sig inde i ham. Og det havde været lige den reaktion som hun ville have fra ham.
Som havde smilet byttet plads, gledet fra hans læser og over på hendes, krængede mundvigene sig op ad i et selvtilfreds smil. Et smil som falmede en anelse, da Declan forsvandt om på den anden side af den gyngende vogn. Kunne han virkelig være så ligeglad? Irritationen af han bare forsvandt ud af hendes syn brusede op i hende, i det samme øjeblik hun endelig nåde over kanten og fik den rus hun havde manglet.
Kusken forsatte ufortrødent, og om muligt mere ihærdigt i forsøget på at nå den samme rus.

Hun havde været lige ved at skulle stoppe kusken, bede ham om at slippe hende, da Declan dukkede op bag ham.
Hun havde nært ikke registeret kniven, førend hun blev oversprøjtet med det varme blod på ansigt og toppen af hendes brystkasse. Kun svag et glimt af den blodige knivsæg i månens stråler advarede hende om, hvad han havde i sinde. Hun nåde hun lige at slippe kuskens liv med hendes ben, før han rallende sank sammen, uden at tage hende helt med i faldet selvom det havde været tæt på.
Det ville havde været en løgn, hvis ikke hun havde forventet at den lange kniv ikke kun var tiltænkt kusken, men også hende. Havde hendes puls ikke været forhøjet, som hjertet slog hurtigere, ville hun havde mærket frygten i hendes krop bedre.
I stedet fik hun afviklet frygten i et halv vredt udbryd ”Hvad i Zaladins krøllede røvhår har du gang i?!”.

Hvis det ikke var fordi, at Declan var virkelig gal, ville synet af kusken blod på Fielthena nok have fået ham til at smile. Måske havde mordet været lige overilet nok, de skulle jo tords alt stadig hjem, og han var ikke voldsomt vild med ideen om at ridde hele vejen hjem, men nu havde de ikke andet valg. Men det vsr ligegyldigt, det hele taget i betragtning. Havde havde relativt få regler for sine ansatte, så længe de ikke gjorde noget dumt eller gjorde han gal. En god håndfuld havde set ham sammen med hende mere end en gang, og det vidste rent instinktivt, at hun var hans ejendom. Kusken burde have vidst det, så i Declans tanker var det kuskens egen skyld, at han var død.

Først da han havde fået hestene fri fra vågnen, vendte han sig om mod hende, sikke blodig hun dog var blevet. Hendes vrede havde han forventet, så hans udtryksløse ansigt ændrede sig ikke det mindste.
"Pas på dit sprog, Fielthena. Det passer ikke til en ung dame" Han så op på hesten, hvorfor virkede pludselig så stor? Han kunne slet ikke huske, om han nogensinde havde reddet på en hest før.. Hvis han havde, så var det i hvert fald mange år side. Igen vendte han sig om og så på hende, hans blik var udtryksløst som altid, og heke hans holdning virkede generelt som om, at hele situationen kedede han.
"Jeg er ikke god til at dele. Det har jeg fortalt dig" Det var jo hele grunden til, at han havde afstraffet hende den gang, og muligvis også noget af grunden til hvad end de nu havde sammen, så hun kunne da umuligt have glemt det allerede.

Det var i vrede bevægelser hun begyndte at iklæde sig sit tøj igen, hvor hun lod trøjen tage det værste af blodet i ansigtet. Hvor efter hun trådte nærmere ham og hestene, med et sammenknebet blik, for han skulle lige forsætte med at trykke på de helt rigtige knapper.
Hun havde på ingen måde gjort noget forkert! Det var hans skyld det hele, om kusken så burde have afvist hende, var hun ligeglad med. Det var jo også Declans egen fejl, at han endnu en gang ikke havde kunne styre en af sine hunde.

Hun stoppede først op, da de stod så tæt at skosnuderne stødte mod hinanden. Med et fast tag greb hun ham om kæben ”Hvis ikke du vil dele, så må du jo forsøge at anstrenge dig noget mere, ikke?” tonen var grænsende til nedladende, som hun hentydede at han ikke kunne tilfredsstille hende.
Et lavt slag langt under bæltestedet, men hun vidste det ville prikke til ham også selvom de begge ville vide, hvilken løgn det var.
Gribende efter tøjlerne på den ene hest, trak hun den lidt væk fra den anden hest og ham. Før hun fik svunget sig op på den, som havde hun ikke bestilt andet i hendes liv. Det ville ikke være første gang hun måtte stige op på en hest, uden sadle, men det hjalp naturligvis også at hun var smidigere end de fleste takket være hendes evne.
Nu havde han jo selv gjort det mere besværligt at komme hjem, så hun havde en forventning om at han uden problemer ville kunne komme op på sin hest, at han var en gravet rytter.

Det var med det samme døde blik, som han hele tiden havde haft, at han så hende i øjnene. Det gjorde ham ikke det fjerneste, at hun virkede til at være, ja, måske bare lidt sur. Han kunne ikke direkte sige, at han forstod, hvorfor hun havde det sådan, men han havde heller ikke noget imod det.
"Du havde brug for at blive straffet" Han trak ligegyldigt på skuldrene. Han smilede flabet til hende.
"Desuden ved vi begge, at det ikke er et problem. Jeg får dig til at skrige markant højere, end han gjorde" Han havde absolut ingen grund til at tvivle på sine egne evner, det havde hun jo op til flere gange bevist overfor ham.
"Jeg deler ikke, og hvis du ikke kan leve med det, kan du gå" Han vendte sig om for at tage fat i tøjlerne til sin egen hest.
"Men vi ved jo begge, at du kommer tilbage" Hun havde haft rigeligt med muligheder til at stoppe, hvad de havde gang i, hun havde endda haft rig mulighed til at myrde ham, men alligevel stod de her nu, sammen.

For Declan var diskussionen ovre nu, men nu stod han overfor et helt andet problem.. hvordan pokker skulle han komme op på den hest? Han prøvede at gribe fat, hvor han nu lige kunne få ordent fat, og hive sig op på den måde, men til ingen verdens nytte. Han skævede hen mod Fielthena, som uden problemer var kommet op på sin hest.. Aldrig om han ville spørge hende om hjælp. I stedet trak han hesten hen, så han kunne stille sig på trinbrættet op til kareten. Det tog stadig et par forsøg og var helt sikkert ekstremt akavet og uelegant, men til sidst kom han da op.

Han havde kun lige fået placeret sig ordentligt på hesten ryg, da han mærkede en ubehagelig følelse sprede sig i kroppen. Hans håndflader blev svedige og hårene på armene rejste sig. Var han... bange? Det var langt fra boget, han ofte mærkede. Ja, faktisk kunne han ikke sætte fingeren på et eneste tilfælde siden han havde forladt sit barndomshjem. På trods af den begyndende panik indeni, virkede han fuldkommen kold udadtil, hans sædvanlige afslappede smil var dog langt fra til stede.

Tænderne mødte hinanden i et hårdt pres mod hinanden, som hun spændte op i kæben ved hans ord. Måske havde hun fortjent at blive straffet, men han havde næsten så godt som lovet hende at også kun ville blive gjort færdig, selvom det ikke var sagt sådan direkte.
Det var dog ikke de ord som fik hendes tænder til at bide sig hårdt sammen. Han havde ikke været så lidt fræk at først udsætte hende for en potentiel skade, men nu gik han til en hårfin grænse. Hvem var han at komme her og påstå at hun ikke kunne leve uden ham?!
Det var en stærk trods følelse som satte sig i hendes indre, hun var ikke bare vred nu, hun ville bevise en pointe, at hun sagtens kunne klare sig uden ham.
”Gør vi?” tonen afslørede allerede at hendes stædighed var blevet prikket til, og at hun på ingen måde efter denne aften ville opsøge ham. Hvor længe det ville holde måtte guderne vide, men hun ville gøre sit for at det ikke skete.

Hans kamp for at komme op på hesten, fik et moret smil til at brede sig over det stadig utilfredse udtryk, og hun kunne ikke undgå at prikke til ham i en nedladende og flabet tone ”Skal du have hjælp, Declan?”. Der var dog intet som lagde op til, at skulle han sluge sin stolthed og sige ja, at hun så rent faktisk ville glide ned af sin egen hest, for at hjælpe ham op på sin.
Næ han kunne få lov til at kæmpe så længe det krævede, for ham at komme op på den selv, og ellers måtte han jo gå hjem.
Det morede smil, gled over i noget der virkede grænsende til ondskabsfuldt, da han endelig kom op på hesten. For sådan som han havde kæmpet med at komme op, var det ganske klart for hende at han næppe vant til at ride. Uden varsel, klemte hun omkring hesten med underbenene så hælene prikkede hendes hest i siden. Hesten reagerede ved at sætte direkte i trav i retningen mod Dianthos murer.

Det  var langt fra hans stolteste øjeblik, da han skulle kæmpe sådan for at komme op på hesten. Hvem havde da pgså tænkt, at sådan et latterligt dyr skulle bruges til transport? Jojo, han kunne selvfølgelig have ladet være med at dræbe kusken, eller i hvert fald ventet, men lige den beslutning fortrød han nu ikke. Fielthenas flabede kommentar bekræftede ham da også i, at han havde handlet helt rigtigt. Havde kusken fået lov at leve, havde hun uden tvivl været meget værre. Alligevem valgte han dog pænt at lade som om, at han ikke hørte og derfor ikke kunne svare på spørgsmålet 

Frygt var så sandelig en ukendt følelse for Declan, og det gjorde det nærmest kun værre. Forbandet irriterende, endnu mere fordi Fielthena var der, og det virkede bestemt til, at hun var udemærket klar over, hvad der skete. Han ville sikkert få at høre for det her senere, men så måtte han jo finde en måde at få hende til at holde kæft. Nå ja, i det mindste var kusken da død, så han kunne ikke sladre, og forhåbentlig ville det have tjent som en form for advarsel for hende, van var ikke en mand, som man ønskede at gøre gal.

Helt uden at han havde bedt om det, fulgte hans egen hest efter, da den andenhest begyndte at gå. Den var sikkert ivrig efter at komme hjem til stald og mad, men lige nu overvejede han seriøst at få den slagtet, bare som hævn. Lige nu var der dog ikke meget andet han kunne gøre end atsidde fuldkommen stift på hestens ryg og håbe på, at hun ikke var tarvelig nok til at sætte i gallop, for hans hest ville uden tvivl gøre det samme, om han så ønskede det eller ej.

Fielthena havde gjort sig sine overvejelser for om hun skulle sætte hesten i trav, før end han overhovedet var kommet op, måske endda mens han hang på siden af dyret, der for nu var hans transport hjem. Hans hest ville uden tvivl følge med hendes, og Declan havde så bestemt forvent et møde med den hårde jordbund.
I stedet holdt hun sig til at sætte hendes, og derved også hans hest i trav ind mod Dianthos, så snart han endeligt og ganske uelegant havde kæmpet sig op.
Hun havde allerede leget alt rigeligt med ilden for i aften, og hans blik ude i skoven sad stadig i hende og fik hårene i nakken til at rejse sig, en ganske uvant følelse for den gravede lejemorder.

Rideturen forgik i absolut stilhed, kun de klikkende hove og hestenes pusten brød nattens mørke. Så snart de var fremme svang Fielthena det ene ben over hesten og lod sig glide ned ved siden af den. Den brune ganger blev strøget blidt hen over halsen, før hun kløede den i panden og der efter overrakte Declan dens tøjler uden et ord. Det var næsten uden at han blev værdiget et blik, at hun drejede om på hælen, og satte kursen hjem mod sin butik og sit hjem.
Det var hans heste og derfor måtte han jo også selv tage sig af dem, når nu han havde været så praktisk at slå sin kusk ihjel, i skoven.