Isiodith var ikke ligeså påvirket som Theobald, hvormed hun stadig kunne formå at holde hovedet koldt. Mange ting kunne siges om den spinkle skikkelse, men når pisset begyndte at koge, blev hun altid praktisk – som gik en usynlig mur ned over hendes frygt og skjulte den, således at Isiodith kunne handle rationelt og effektivt.
Hun førte Theobald væk fra Tempelhaverne, ned langs de smalle gyder og selvom hun ikke vidste, hvorhen de var på vej, tøvede hun ikke med at fortsætte. Alt andet end i mændenes varetægt var trods alt at foretrække. Omsider nåede de dog flere mennesker, mere lys der ikke nåede ned i den nedre bydel og snart efter kunne Isiodith råbe nogle byvagter an.

”Hjælp!”, råbte hun forpustet, men foruden at give slip på Theobalds hånd eller for den sags skyld at sænke farten. De to vagter – en kvinde og en mand, der var ligeså brede som Isiodith var høj – skridtede roligt imod dem, og så snart Isiodith – med Theobald – nåede frem i en sikker radius af dem, gjorde hun holdt.
”Er De okay, frøken?”, spurgte kvinden hastigt, alt imens hendes partners øjne gled henover gadebilledet. Umiddelbart kunne han intet se, og da Isiodith så sig over skulderen, forstod hun, at de var alene. Og dernæst hvad der måtte gøres.
”Nej! Jeg – jeg må have bildt mig selv noget ind!”, svarede skovelveren hastigt, hvorefter hun smilede bredt og forsøgte at trænge forbi de to vagter. Kvinden, der instinktivt vidste, at Isiodith løj, ville dog ikke sådan lade det gå forbi hende, hvormed hun strakte sin ene hånd frem, som tegn på at Isiodith skulle stoppe.
”Jeg bliver nødt til at sikre mig, at De er okay. Kan De – Kan en af jer fortælle os, hvad der er sket?”

Det var heldigt at Isiodith tog styringen her, for det var ganske tydeligt at Theo var blevet skræmt fra vid og sans. Men mest fordi han var så bange for hans familie, og det var mest af alt der han ville hen. Sikre sig at alt var okay, men han skulle også have fat i Pax; dette vidste han helt instinktivt. For hvis Baronen kunne finde på, at angribe ham i fuld dagslys - og så i tempelhaverene af alle steder. Dette var helt sikker en advarsel, eller magtudgydelse som Theo endnu ikke helt forstod sig på. Drengen var trods alt kun nitten år, og kun lige begyndt at arbejde med banden. 
Så i hans tåge af tanker, lod han den smukke elverkvinde lede ham igennem byen. Derfor var han hellere ikke hurtig nok, til at anskue byvagterne som hun begyndte at råbe an. 
Det var først, da han vågnede op. Og som de begyndte at gå hen imod dem. Frygten var allerede let at spore i hans øjne, og denne gang var det ikke fordi de havde oplevet, hvad de havde oplevet for ganske øjeblikke siden. Nej, han var bange for at byvagterne ville genkende ham. For selvom han ikke var et velkendt ansigt, blandt de kriminelle. Vidste flere hvem han var, da han trods alt havde brugt sin magiske evne, til at snyde for at købe ting. Især når tiderne var ganske hårde for familien. 
"Isodith det er en rigtig dårlig idé det her." hviskede han imod hendes øre, ganske desperat. Men skaden var allerede sket, da hun havde råbt dem an. Og nu var det tydeligt, at de ikke kunne få lov til at gå, før at de havde forklaret hvad der var sket. 

Theo rystede på hoved, og slugte sin nervøsitet. Han var nød til at få dem begge ud af dette hundeæde, før at det blev endnu værre. Hvad ville de ikke tænke nede i healerhuset, hvis det kom tilbage at Isiodith gik rundt med de kriminelle. 
"Jeg beklager meget;" startede Theobald ud, og gav et ganske fint skuespil med en lidende grimasse. "Vi er bare så chokeret, der var nogle mænd der prøvede at overfalde os i tempelhaverne." den oprigtighed der var at finde, var der trods alt fordi dette var ganske rigtigt. 
"Overfaldet siger de?" sagde kvinden, og rettede nu sin opmærksomhed hen imod Theo, som nikkede meget hurtigt. "Ja, min veninde og jeg ville se på de mange flotte blomster, og pludselig" hans stemme skævlede og hans hånd rystede, der greb tættere omkring Isiodiths hånd. "Okay, kan de komme med os, så vi kan sikre os at de rigtige bliver udpeget hvis de stadig er der?" dette var jo ikke særlig ideelt, han ville jo ikke tilbage. For så kunne de jo sende skylden tilbage til dem. Og hvis de så skulle med tilbage til byvagten - ja det ville være en dum situation.
Men før at Theo nåede at åbne munden, var der en mand der løb forbi dem, og tre andre byvagter der kom løbende. "Stop ham!" brølede en mørkhåret kvinde, hvis øjne slå lyn. "Stop idioten!!" og de to andre adlød og glemte tydeligvis at der var to andre de skulle tage stilling til. "Selvfølgelig fru byvagt!" "Fru er min mor, få så benene på nakken inden svinet stikker helt af, eller jeg får jer til at spise uge gammelt brød til aften."

Chokeret så Theobald til, hvordan at de to byvagter der havde stoppet dem tog benene på nakken og fulgte efter gerningsmanden - et helt optog af byvagter der tonsede ned af vejen.
"Hold da kæft..." sagde Theo en smule chokeret, mens han med kæmpe øjne betragtede scenariet. 

Først for sent hørte Isiodith Theobalds advarsel. Snart efter skulle det dog vise sig, at skaden ikke var uoprettelig, for et brøl fra en mørkhåret kvinde – og en særdeles hurtigløbende ung mand – fik straks afledt vagterne, de havde henvendt sig til.
Ligeså chokeret som Theobald, stirrede Isiodith perpleks efter de jagtende skikkelser, og for et langt øjeblik lod den unge skovelver slet ikke mærke til, at hun knugede om menneskets hånd. De isblå øjne var ganske optaget af spektaklet længere nede af gadebilledet, men Theobalds lavmælte udbrud, fik omsider hevet Isiodith ud af sin trance.
”Det var egentlig ret uhøfligt…”, mumlede hun, tilsyneladende mere til sig selv end til Theobald, i det de mørke øjenbryn krøllede sig sammen i midten af hendes pande i forundring. Det var dog ikke længe, at hun forblev stående uden at foretage sig noget, for pludselig gik situationens alvor op for hende.

Med store øjne vendte Isiodith sig mod Theobald. ”Vi bliver nødt til at tjekke til dine søstre og få fat i Pax!”, mumlede hun hektisk, hvorefter hun skar en grimasse. Som kunne hun finde svaret på sit usagte spørgsmål i gadebilledet, lod hun sit blik farer op og ned langs brostenene. ”Skal jeg – skal jeg få fat i Pax, mens du tjekker til dem? Jeg kan godt – det er jo bare at finde den første og bedste af Flokkens medlemmer!” 

Han gryntede lidt af grin, da han hørte ordene; Det var egentlig ret uhøfligt. Det var næsten absurd, hvor direkte hun kunne sige det. Også selvom hun var ganske ret, det var faktisk ret uhøfligt, sådan som de bare havde efterladt dem. Især når man to i betrækning, at det at blive overfaldet skulle tages ganske alvorligt. Hvilket også var noget han blev, så snart han vente tilbage til virkeligheden. Hvilket var ganske nemt, da Isiodith nævnte hans søskende og at de skulle have fat i Pax.
Theo nikkede hurtigt, men måtte også knytte hans bryn sammen. Hvad var vigtigst, for selvom at han selvfølgelig altid ville tage hans familie først. Kunne han også godt se vigtigheden, i at henvende sig til Pax først, især hvis der var et bagholdsangreb i vente ved familiens hus.
Dog gav Isiodith ham hurtigt en vej ud; hun ville finde Pax. Og selvom han var lidt nervøs for at sende hende afsted, især når han huskede hvor dårlig hun var til at finde vej. Var trækket i ham, for at sikre sig at alt var okay derhjemme, for stor.

Han nikkede kort, og gav hendes hånd et klem. Dog inden han gav slip, ombestemte han sig og hæv hende ind i et stærkt kram. "Tak" mumlede han imod hendes hår; "Er du sikker på at du kan tage afsted alene for at finde ham?" spurgte han, da han trak sig ud af krammet og kiggede alvorligt på hende. For at sikre sig, at hun virkelig mente det. Selvom at det hele kriblede i ham, for at stikke i løb mod slummen.
Under alle omstændigheder kunne de følges af noget af vejen. "Vi løber resten af vejen, og lige inden vi når mit hus, kan jeg pege dig i retningen - det er måske det nemmeste." og inden hun kunne nå at sige noget, satte han i løb igen.

Isiodith nikkede hastigt, hvorefter de satte i løb. I det Theobald omsider viste hende vej, og dernæst drejede af, fortsatte Isiodith ufortrødent og målrettet. Hun henvendte sig til adskillelige småbørn, ”er du en del af Pax’s bande?”, før hun omsider blev grebet om af en mager dreng med store tudseøjne. Han så en smule perpleks på hende, før han førte hende ind i en mørk gyde, hvor solen endnu ikke havde grebet om murværket.
”Du kan altså ikke gå rundt og spørge sådan”, fortalte han, og selvom han umuligt kunne være mere end seksten år gammel, bar tonen en hvis autoritet.
Isiodith skyndte sig at ryste på hovedet. ”Det beklager jeg. Jeg skal nok virkelig have fat i Pax – med det samme! Der er sket noget.”
Drengen nikkede langsomt, hvorefter han greb om en sten og begyndte nogle kunstfærdige slag mod et blækrør, hvis eneste formål var, at få regnvandet væk fra tagrenderne. Der gik end ikke et sekund før, at der lød en lignende lyd et sted bag ved Isiodith, hvormed hun vendte sig om. Der var ingen ting at se, men hendes forbedrede hørelse lod hende vide, hvordan lyden, af slagene mod rørene, rejste igennem hovedstadens nedre bydel.
”Han kommer om ikke så længe, alt efter hvor han er nu, selvfølgelig”, fortalte drengen, hvorefter minutterne begyndte at slæbe sig afsted. Langsomt, så ulidelig langsomt. Det var derfor også med en vantro forbløffelse, at Isiodith lod et tungt suk undslippe hende, i det den gråhårede mand omsider lod sig afsløre. Han skævede fra Isiodith til drengen med tudseøjne, men uden at spilde tiden, greb Isiodith om hans hånd og førte ham ud på vejen. ”Det er Theobald –”, begyndte Isiodith hastigt at fortælle, og dernæst satte de to i løb.

Pax fik, imens de hastigt bevægede sig igennem byen, til de omsider nåede Theobalds hjem, opstøvet fire unge mænd; alle bredskuldret og stærke. Uden at banke på jog Pax døren op, hvorefter den lille forsamling trådte ind.
”Theo?”, kaldte han, hvorefter han nikkede til de fire bag ham, der straks begyndte at gå igennem huset.

Da de endelig skiltes fra hinanden, satte Theobald tempoet op. Han havde fulgt hendes tempo, da han ikke ville presse hende - selvom hun selvfølgelig også havde løbet ganske godt til.
Men som han erfarede, da han løb afsted. Så var det scenarie, han begyndte at spille i hans hoved, ganske god motivation at presse sine ben så meget at det gjorde ondt. På nuværende tidspunkt kunne han også mærke lungerne begyndte at brænde som vild ild, når somrene blev for tørre og satte gang i markerne i medanien. 
Men han pressede sig selv yderligere, for tankerne om hvad der ville være i vente, hvis han ikke nåede frem i tide. Var næsten ødelæggende for den unge knægt. 
Der gik heldigvis ikke længe, før han smækkede døren op til hjemmet. Og fandt det tomt - der var ingen. Hans hæse og tørre stemme, råbte efter dem. Men ingen svar blev givet ham, og han begyndte med et bankende og alt ædende frygt at lede rummende igennem. 
Dog var der ingen tegn på kamp, eller noget skulle være gået galt. Han hørte efter noget tid, som pulsen langsomt var ved at falde ned, og han var tilfreds med at der ikke var nogen spor at finde. Lyden af folk der nærmede sig, først var det glæde - måske var hans familie bare ude og se på markedspladsen? Men det ville være dumt, han havde jo lige sendt dem begge hjem. 
Hans bryn rynkede sig imod hinanden, som han greb et træ han havde været igang med at dreje, for at lave en ny træ figur til hans yngste søster. 
Med et godt greb, gik han langsomt hen imod døren. Den første skikkelse, fik et ordenligt slag i hoved, og drattede om. Men før han kastede sig over den næste, indså han sin fej.
“Pax.” Sagde han stakåndet, og kiggede med vilde brune øjne. “Je-jeg beklager! Jeg troede...” lige som han skulle til at forklare sig yderligere. Kom Mira glad slæbende på deres humpende far.
“Hvad i Isari foregår der her?” Brummede en brugt og dyb stemme, som faren kantede sig forbi Pax og de fire, nej tre mænd. Den fjerde lå og ømmede sig på de uhøvlet gulvbredder. 
“I - i er okay?” Theobald kollapsede på gulvet, som Mira lagde nogle beskyttende arme omkring hans hals, og kiggede nysgerrigt op på de nytilkommende. 
Ellen spankulerede ind som den sidste - som ejede hun stedet. Dog ikke uden at ligge nogle ganske, sigende øjne på Pax der stod som født alfa midt i alt kaosset. 
“Ja knægt vi er okay? Det svare ikke på mit spørgsmål,  hvad i hede hulen foregår der her?” 

Pax fnøs – næsten moret – i det hans førstemand styrtede om, men tilsyneladende forekom situationen vigtigere, hvormed Pax fortsatte ufortrødent. Theobalds skræmte ansigt forvandlede sig til vantro, dernæst lettelse, som familiemedlemmerne indfandt sig ikke mange øjeblikke efter. Pax brummede noget uforstående, hvorefter han skridtede hen til køkkenvinduet og så ud. Isiodith selv var i fuld gang med at tilse den forslåede, og de tre resterende gik huset igennem. De kunne ikke rapportere om megen værdi, men Pax vidste, at det også måtte vise sig at være tilfældet. Det var trods alt ikke husets møblement, Baronen var efter.

I det Theobald syntes, at gøre sig færdig med sin familie – og Isiodith travlt optaget af, at forsøge at tilse faderen – bevægede Pax sig tilbage mod den lille forsamling. Først da bed han mærke i en yngre piges blik, og han matchede det med samme overlegne kølighed. De stålgrå øje sagde: Hvad vil du?

”Isiodith sagde, I blev overfaldet i Tempelhaverne”, fortalte Pax, ligeglad med, hvem af familiens medlemmer, der hørte ham. Det var vel ikke hans opgave at trøste og drage omsorg, men snarere at forstå, hvad der var sket – og ikke mindst hvorfor. ”Baronen, sagde du. Du bliver lige nødt til at gå igennem det.”

Efter sin forespørgsel vendte Pax sit ansigt mod faderen. ”Og hvad er der sket med dig?” 

Det hele foregik som om det var en drøm, ting flød sammen, som han hørte på fortællingerne fra Mira. Om hvordan hun var kommet tilbage uden ham, og så havde søsteren stået og skændes med deres fader, omkring det bånd hun gerne ville have. Så på en eller anden måde, havde Ellen formået at overbevise deres far, at tage fra krukken af krystaller, der var opsparing til når vinteren kom. Og bruge det på at købe hende det bånd hun sådan havde ønsket sig. 
Hvis det ikke havde været fordi, at Theobald var så glad for at se sin familie i god behold. Var han nok som en af de meget få gange, blevet stiktosset. De penge, var kun til pludselig opstået problemer, og ikke til dumme bånd, som ikke var livsnødvendige. Men han sagde intet, lod bare den lille pige knuge sig ind til ham, med et stort smil på læberne. 
Ellen havde forholdt sig mere eller mindre tavs igennem det hele, undgået at kigge på både hendes far og mere end noget andet; hendes storebrors øjne. Dog søgte de brune øjne hele tiden hen imod manden, med det ene grå øje. Udfordrende, og Theobald var ikke helt sikker på hvad hun havde gang i. Men han havde ikke tænkt sig om at bede hende om at lade være. Hvis hun gerne ville brændes, så skulle hun have lov til det. Især når hun gik om bag hans ryg på den måde. 

Da der endelig var kommet en smule mere ro på situationen, og Pax begyndt at udspørger ham tog Theo en dyb indånding. “Yeah, tre mænd - den ene fulgte efter os mens vi gik rundt. Og tog kom ud af ingen ting.. eller sådan føltes det i hvert fald.” Han lod nervøst hans hånd glide hen over nakken, og kiggede kun Pax ind i øjnene, fordi han følte at det var det mest værdige. Ikke fordi han nødvendigvis havde meget lyst til det. “Baronen” han nåede lige at se hvordan at faderen trak sig sammen, og viftede Isiodith’s hænder og spørgende ord væk. Tydelig en ældre herre, der ikke ønskede at få det bedre - leve i elendigheden var det eneste han kunne finde ud af, det havde han sagt så mange gange før i hvert fald. 

“Men ja, Baronens mænd overfaldt os. Der kom ingen advarsel, bare at de begyndte at jagte os og.. ja, det hele gik så hurtigt! Og jeg blev lidt overrumplet over at de gik efter mig - jeg.. jeg er jo ikke så vigtig.” Brummede han en smule forvirret, og lod fingrene glide igennem det tykke brune hår, inden han tog en dyb indånding og sukkede dybt. 
Han skulle lige til at snakke mere, da Pax spurgte hans far hvad der var sket med ham. Et fnyst forlod den ældre herre, der så meget ældre ud end hvad han var. 
“Pissede på de forkerte folk, og glemte at betale dem tilbage.. de tog min formue, smadrede mit knæ - og en dårlig healer satte det sammen igen.” Han rejste sig op, og skubbede elverkvindens hænder væk, hvis hun prøvede at hjælpe ham yderligere. Inden han træskede over til et skab, åbnede det og fiskede en flaske frem. 
“Jeg er i mit studie knægt.. lad være med at forstyrre mig.” Theo krympede kun ganske lidt, og nikkede så. “Beklager, han er aldrig rigtig kommet over .. ja, hvad der skete da plagerne hærgede over krystallandet.” Prøvede Theo undskyldende, inden at Ellen trådte frem med begge hænder siden. “Hvad er det også der foregår, hvorfor er i vores hjem! Og Theo, jeg er sulten, hvornå-“ Theo sendte hende nogle lynende øjne. “Tag Mira, og gå ind på jeres værelse.” - “Men.” “Nu.” Der var meget tydeligt ikke plads til invendinger, og Ellen tog Mira op i armene og træskede vredt ind i deres rum. Døren der smækkede, var også en fin indikator på, hvilket skænderi han ville have med hende senere. 
Han rejste sig endelig op, og trak lidt opgivende på skuldrene. 
“Jeg ved sgu ikke hvad jeg skal fortælle dig Pax - men der er et eller andet i gære med Baronen, og jeg kan ikke lide det.“

Pax fortrak ikke en mine; hverken da den unge søster skulede til ham i en udfordring, men heller ej som Theobald begyndte at fortælle – og dernæst omsider holdte inde. Selv længe efter at den unge mand tav, stod Pax i stilhed. De mænd, Pax havde medbragt, stod og hang i døråbningen, afventende, og med flakkende øjne der fløj mellem deres anføre og Theobald selv. Isiodith var ikke megen anderledes; hun havde sat sig til rette på en af køkkenstolene, imens de isblå øjne betragtede de hvide, spinkle fingre, men det var tydeligt selv for den enøjede mand, at elverhunnen var fordybet i et tankespind. Et lavmælt: ”Jeg kan gøre det så godt som nyt igen, hvis bare han ville lade mig komme i nærheden af ham” havde forladt hende inden da.

Endelig nikkede Pax langsomt, og trak lidt på den ene skulder. ”Vi får krystallerne tilbage”, lød det dernæst, ganske overbevisende og uden særlig meget slinger i valsen, hvorefter den høje, gråhårede mand skridtede hen og satte sig på spisebordet. Han havde tilpas lange ben til, at det ikke var nogen udfordring.
”Hvad angår baronen – så er det en del af… hvad skal vi kalde det…”
”En forretningsaftale?”, brød Isiodith ind.
Pax nikkede langsomt, tydeligvis overvejende. ”Ja. Det kan vi godt kalde det. Pointen er, at det er meget normalt, Theo. Jeg agter, at udvide vores område i den øvre bydel. Baronens palæ ligger i grænselandet, og jeg var på visit for to nætter siden. Han ved, at det er mig, for det skal han vide. Forstår du? Det er en af de andre, der står for hans beskyttelse af hjemmet, når han ikke er der. Hvis jeg kan komme forbi og igennem dem, så er mit håb, at han vil bede mig om, at passe på det i stedet. Det er… godt 200 meter mere område til os. Legen plejer altid at følge de samme regler: jeg tager noget af hans, han tager noget af mit - i dette tilfælde dig - og så forhindrer jeg det - det gjorde I jo så fint selv - og så falder selve... aftalen” Pax afsluttede med endnu et lille skuldertræk. ”Jeg kan bede nogle af drengene om at blive her de næste par dage. Hvis du er utryg?”

Theo prøvede at smile opmuntrende til Isiodith, da hun ytrede at hun ville kunne lave det så godt som nyt. Men sandheden var bare, som han selv havde måtte konstaterer. At hans far ønskede at leve i elendighed; han ville have en dårlig undskyldning til ikke at få det bedre. Også selvom at Theobald selv, havde fået sparet sammen til at tage faren med til healerhuset, hvor de kunne gøre det ordenligt. Havde han nægtet. Så nu ville han hellere gå rundt og beklage sig, i tydelige smerter og bruge størstedelen af tiden i bunden af en flaske. Måske en dag, han ville komme tilbage til dem, men han var ikke sikker på det ville ske. Og i mellemtiden, var det også vigtigere for ham at sørger for sine søstre. 
Theobald kiggede dog forvirret på Pax, hvilke krystaller? 
Hans blik gled fra lederen hen mod de andre der var med. “Hvilke krystaller?” Spurgte han forsigtigt, og tydeligvis konfus over hvor det kom ind i billede. Han havde jo ikke mistet nogle krystaller ved at støde ind i mændene, måske hans stolthed en lille smule. Men de var jo kommet godt ud af det trodsalt. Man han forstod stadig ikke hvorfor ham? Var det blot fordi han var den første og bedste, der var trådt over grænsen, også var det nemmere at gøre det på den måde? 
Han nikkede lyttende og eftertænksomt som Pax fortalte videre. Og da han så spurgte om han var utryg, rystede han blot på hoved, og lagde sine hænder på hans knæ.
“Jeg vidste hvad jeg skrev op til, da jeg sluttede mig til din klan - og jeg skal også bevise jeg selv kan beskytte min egen familie, og ikke skabe problemer for klanen.” Han nikkede resolut, han behøvede ikke beskyttelse. Han skulle nok selv sørger for det. “Og ellers må jeg sende Mira afsted efter hjælp” grinede han “hun kan løbe.” Han lød næsten stolt, som han lod et forsigtigt smil glide hen over hans læber. 

Pax hævede begge sine brede øjenbryn, hvorefter han trak lidt på den ene skulder; mere af vane end af vilje. ”De krystaller I har mistet velsagtens. Det er jo derfor, at du render med os nu, ikke sandt? Så du kan få dem tilbage i form af løn?”, svarede den gråhårede mand, hvorefter han tvang sig selv op at stå. For Pax selv var det åbenlyst, at det netop var hele formålet, men det var dog ikke det, der rigtig optog hans tanker. Nej, det var Theobald – unge Theobald – der havde forkerte idéer i sit hoved. Selvom de ikke kendte hinanden, som Pax kendte de fire mænd, der stadig stod og hang i døråbningen, så var den unge svær ikke at holde af.

Eller måske snarere… svær ikke at kunne lide.

Pax skar en grimasse og viftede affærdigende med den ene hånd. ”Der er ikke nogen grund til at spille helt, Theo”, svarede han, hvilket resulterede i et par irettesættende øjne fra helbrederen, hvis isblå blik lå fæstnet urokkeligt på bandelederen. Denne syntes dog ikke at se noget af det selv.
”Det er ikke noget problem. Jeg vil gerne have øjne på, hvilke træk han foretager, så jeg er opdateret. Det kan jeg ikke være, hvis jeg skal regne med en… hvor gammel er hun? Tolvårig? Du kan heller ikke være alle steder på en gang, og jeg har brug for, at dit hoved er hos mig, når jeg giver dig arbejde. Hvis du render rundt og bekymrer dig, så kludrer du i tingene.”
Isiodith rejste sig og lagde sine tynde arme over kors. Hun var – ganske tydeligt – godt træt af Pax’s talestrøm. ”Nu er du ikke synderlig retfærdig.”
”Ikke desto mindre – ”, svarede Pax, i det han skar en grimasse og skævede til kvinden. ”Hvad tror du, at han ville? Give dig nogle tæsk?” 

Theoblad åbnede munden uforstående, finde de, krystaller som de havde mistet? Mente han formuen hans fader lige havde snakket om?
“Pax..” startede han ud og lukkede så munden, grunden til at han løb med banden var jo bare for at sikre, der var en fremtid for hans søstre. Ikke at få de penge igen; “Pax, det drejer sig en familie formue.. jeg plejede at bo på et gods ved Turmelinien.” Sagde han med et skævt smil, og kløede sig lidt voldsomt i hovedbunden. “Grunden til jeg er en del af gruppen, er så jeg kan sikre mine søstre en god start på livet.” Sagde han med et smil, for han ville jo ikke have at folk skulle have ondt af ham. Han skulle nok få de krystaller han havde brug for, og det var hellere ikke fordi at han savnede deres gamle vilkår. Den eneste der virkelig havde haft et problem med det, havde været Ellen. Selv hans far virkede ikke til, at det var noget han som sådan savnede. Det var mest sorgen over den ældste søn og hans kone, der var afgået med døden da pesten havde raset hen over landet. 

Hvad der skete som det næste, fik blot den unge knægt til at sidde og kigge frem og tilbage. Han var ikke helt sikker på, om han overhoved havde noget at skulle have sagt. Om han blot skulle tie stille og markeret. Det som der forvirrede ham mest, var egentlig at Isiodith begyndte at blande sig som hun gjorde. Han åbnede igen munden for at sige noget, men blev igen afbrudt. Tæsk? Han var så forvirret! Og han var ikke sikker på, at det var en god ting.
Han rejste sig op, og lagde en hånd på Isiodiths skuldre, for at håbe at det kunne få hende til at falde lidt ned. Gav hende igen et beroligende smil.
“Hvis du mener det er det bedste at gøre Pax, så synes jeg det er det vi gør. Vil hellere ikke have, at jeg ikke har hoved med mig og laver en fejl, når jeg er ude på et arbejde.” Svarede han, nok en del mere moden end hans alder foreskrev.

Pax rejste sig og strakte dovent sine arme; tilsyneladende ikke synderlig påvirket af Theobalds fortælling eller omsorgsfulde, hengivne indsats overfor sine mindre søstre. Det var trods alt – og dette anerkendte Pax i sit indres bevidsthed – meget heltemodigt af den unge mand, men det var også forestillinger, der lå langt fra den gråhårede mand selv. Jovist, han forstod, at ens handlinger bifaldt en anden end en selv; det var bare ikke den logik, der sørgede for, at man kom helskinnet – og i live – igennem dagen i undergrunden.
”Hvis du nu en dag synes, at det kunne være skægt, at sætte lidt fut i… ja, hvem end, der nasset sig vej til jeres formue, så sig til”, lød det omsider fra manden selv, i det kække og giftige gnister satte sig fast i hans ene øje. ”Det er lang tid siden, at jeg har været… rigtig i gang og det kunne nu blive mægtig, mægtig sjovt.”

Pax skridtede dernæst hen til døren, hvori han stillede sig. Han hørte – og så – derfor Theobalds forsikrende klem og de – for – modne ord. Han var næsten ved at le.
”Du lyder som Ava af Stormbjerg nu. Men jeg er naturligvis glad for, at du synes, jeg har fat i den lange ende – for… det har jeg jo”, svarede han, hvorefter han for blot et øjeblik betragtede både Isiodith og Theobald med et udfordrende blik. Da der dog ikke var mere at sige, drejede Pax rundt på hælen og i afsked sagde han: ”Jeg lader nogle af gutterne blive tilbage. Lad være med at gå rundt selv, Theo, det næste stykke tid. Jeg gider ikke finde dig i rendestenen.”

Isiodith så efter Pax, i det han forlod huset, hvorefter hun skar en grimasse af luften. Hun vidste ikke helt, hvad hun dernæst skulle stille op.
”Skal jeg også gå nu?” 

Til det, gav han bare et forsigtigt smil.
Måske en dag han kunne snakke med hans leder omkring, hvordan og hvorledes tingene var gået til. Men desværre kunne han vel ikke med sin gode vilje, sende Pax i retningen af manden som der havde taget deres formue. For selvom det ikke havde været okay, at ødelægge hans fars knæ. Havde det trods alt stadig været faderens skyld, at krystallerne var forsvundet. Han havde valgt at placerer dem på dårlige investeringer. Købt de mærkeligste ting i håb om at sælge det - og intet havde fungeret. Og til sidst havde de været i gæld, så høj at det at miste deres gods havde været bedre, end at miste livet. I det mindste var de stadig sammen.
Så derfor valgte Theobald ikke at uddybe sig nærmere, men viste blot sin prissættelse på at han havde tilbudt at hjælpe. Ved at nikke og kigge ham ind i øjnene.

Da han skimtede det morende blik han fik, gjorde det dog smilet blev en smule bredder som han betragtede Pax der stod i døråbningen.
“Super fint - jeg skal nok gøre mit for ikke at ende i rendestenen - det kan du tro!” Små lo Theo lidt, og lavede et lille tegn med to fingre han lagde på panden og sendte dem afsted mod Pax forlod huset. Men som Isiodoith spurgte om hun også skulle gå, kiggede han en smule perpleks på hende. “Du må meget gerne blive ... altså.. hvis du har lyst?” Spurgte han forsigtigt, og lignede tydeligvis en der ikke vidste hvad han skulle stille op med sig selv.

Isiodith lyste mærkbart op, som Theobald tilbød hende at blive. Det var rart, taget i betragtning, at de blot for få halve timer forinden, var blevet jagtet af ukendte gerningsmænd igennem Dianthos. Det var alligevel, ja, noget af en bedrift, skulle hunelveren selv sige det. Under normale omstændigheder skete der ikke nær så spændende ting for hende – og da slet ikke i hovedstaden.
”Jeg kan tage et kig på din fars knæ, hvis det er?”, tilbød hun, hvorefter hun trak lidt forhastet på den ene skulder. ”Hvis du holder ham nede i et halvt minuts tid, så kan jeg sagtens nå det.” Ordene der fulgte tilbuddet var tydeligvis ikke synderligt præget af, hvad de i grunden insinuerede – mere nåede Isiodith dog ikke at tilbyde, før døren atter gik op med et brag.

”En tanke slog mig lige”, annoncerede den gråhårede gæst, der ikke mange øjeblikke forinden, havde forladt det faldefærdige etagehus. Pax gik dog ikke hele vejen ind, men lænede sig op af dørkarmen. I hans hånd glimtede en sølvkniv, han ganske skødesløst begyndte at gestikulere med; ligesom Isiodith ikke havde haft problemer med tvang, havde Pax heller ingen skrupler i forhold til knivens ivrige liv.

”Hvor lang tid har I hængt ud i dag? Kan de have været ude efter Isiodith, eller var det specifikt rettet mod dig, Theo?” 

“Hah!” Grinte han, som hun nævnte han kunne holde ham nede og hun kunne kigge på det. Men rystede derefter på hoved - “Det behøver du slet ikke tænke på. Nogen mennesker har bare brug for, at have det elendigt.” Svarede han, og lod fingrene glide væk fra hendes skuldre og gik i stedet hen til det lille køkken for at se om han kunne lave dem noget at spise. 
“Lad mig i stedet, lave noget -“ med det samme som han var ved at afslutte sætningen, blev døren slået op igen - og med et brag. 
Theo havde allerede grebet den nærtliggende stegepande, og havde den i et fast greb. Han slappede dog langsomt af, da han så hvem der var gået ind af døren. Nemlig lederen igen. Ikke at han kunne få sig selv til at være irriteret på manden, han havde tydeligvis ikke ment at forskrække dem. Selvom at det måske var lidt mere voldsomt, end han nok havde behøvet at gøre det - især når man tog i mente at de lige havde snakket om, at Baronen var ude efter ham - eller dem? Han vidste stadig ikke helt, hvorfor - men alt det skulle han nok lære. En dag. 

Han kiggede dog forvirret på Isiodoith - tanken om at han havde puttet hende i fare havde været forfærdelig. Men at hun skulle være grunden til de angreb? Det var næsten værre, fordi så var det hende der havde brug for beskyttelse og ikke ham.
“Vi mødte hinanden nede ved healerhuset, jeg inviterede hende ud at gå -“ han skulle lige til at forklare hvorfor, at han havde inviteret hende ud - men vidste også at der ikke var den store grund til at fortælle lige præcis dét. “Jeg lagde godt mærke til, at der var en som fulgte efter os, inden vi nåede op til beboelseskvarteret - men jeg tænkte ikke videre over det? Men halvanden time - det er hvor længe vi har været sammen i dag - ikke Isi?” Hans brune øjne vente sig hurtigt hen mod den smukke elverkvinde, væk fra Pax.

”Vild refleks alligevel.” Pax hævede begge sine brede øjenbryn, i hvad der bedst kunne beskrives som en imponeret grimasse, alt imens hans ene grå øje lå stift på den yngre mand. Isiodiths ros lød heller ikke mange sekunder senere:
”Ja, det var virkelig hurtigt, Theobald. Det må jeg sige!”
”Dørhåndtaget smuttede for mig. Jeg var vist for ivrig”, lød det dernæst, næsten forinden Isiodith havde nået at sætte sit sidste punktum. Dog ikke i en tone der gav genklang af særlig megen oprigtighed, men snarere afslørede en doven og henslængt facon. Det var jo trods alt Ulven selv. Isiodith viftede affærdigende med hånden, hvortil Pax bukkede hovedet – uden helt at tæmme det drillesyge og lumske smil, der afslørede mere end hvad Pax ellers havde givet udtryk for – og dernæst begav begge individer sig ud i de stirrendes kunst; hele tre øjne var rettet mod Theobald. Afventende.

Efter Theobalds forklaring, fortsatte tavsheden. Det var dog Isiodith, og ikke bandelederen, der afbrød den først.
”Jeg vil tro, at halvanden time var meget passende, ja”, lød det, i nogen grad tøvende. ”Men jeg er ikke helt sikker. Deromkring i hvert fald. Jeg kunne måske lave nogle beregninger –”
Pax rømmede sig og rystede på hovedet, men syntes så, at ombestemme sig end ikke øjeblikket efter. ”Fed idé. Jeg ser frem til resultatet. Theo, kom lige med mig.”

Pax førte Theobald længere ud på gårdspladsen, og stoppede først op, da de var på tilstrækkelig afstand af hunelverens forbedrede hørelse.
Et svagt nik blev kastet mod Isiodith. ”Hvorfor inviterede du hende ud at gå? Hun er over 200 år gammel.”

Det var med lidt røde øre, at Theobald lagde stegepanden væk fra sig. Selvom han også kunne mærke følelsen af stolthed og glæde sprede i hans brystkasse, over at Pax faktisk havde rost ham for hans hurtige reflekser.
Beregninger dog? Det virkede lidt voldsomt, sådan at begynde at sætte sig ned og så slavisk begyndte at tænke over hvor lang tid det havde taget. De var begge enige omkring at det var halvanden time, så var det vel halvanden time? 
Han skulle lige til at sige, at hun altså ikke behøvede at begynde at udregne det - men før han nåede det, havde Pax allerede sagt at han så frem til resultatet, og bad ham om at komme med. En smule forvirret, kiggede han over på elveren der allerede var gået igang med at udregne, ja hvad end hun var igang med at udregne og fulgte med den høje gråhåret mand ud i gårdspladsen. 

Da Pax nikkede mod kvinden, vente den brunhåret unge knægt sine øjne mod hende, og derefter tilbage mod manden. Hvorfor havde han inviteret hende ud? Var det ikke en smule privat - men så igen, han kunne vel ikke holde noget hemmeligt for ham. Med hænderne ned i lommen, og et let skuldertræk valgte han derfor ikke at holde noget tilbage.
“Mødte hende mens jeg var ude og gå med Mira - hun stod fuldstændig sølet ind i blod fra en patient, og virkede generelt bare virkelig ked af det - så hvorfor ikke inviterede hende ud og gå?” Han trak den ene hånd ud og kløede sig forvirret hen over hans brune korte hår “Hvad betyder det om hun er tohundrede år?” Han gispede dog “Orv, er det en eller anden ting med elvere? Jamen jeg vidste slet ikke, at man ikke måtte invitere kvinder ud der var over tohundrede år! Det jo bare fordi hun var ked af det - og, hun sagde jo ikke noget!” Han var en smule perpleks, og vidste ikke helt hvordan han skulle rede den store fejl ud som han åbenbart havde lavet. Ikke for et eneste øjeblik, havde han forstået at det nok havde noget at gøre med, at Pax troede at Theobald var lun på den smukke skovelver.

Pax stod, for et langt øjeblik og stirrede perpleks på Theobald, selv efter at denne ophørte sin ivrige snak. Det var ganske tydeligt ikke de ord, Pax selv havde forventet, så et par gange åbnede og lukkede han sin mund, uden at nogle ord syntes, at ville undslippe dem. Da han omsider brød tavsheden – og det var ikke foruden, at se sig omkring, som ledte han efter noget – var det næsten – og særdeles noget ukarakteristisk – tøvende.

”Theobald”, lød det langsomt, ”de har ikke nogen regler. Ikke så vidt jeg ved, men… hun kunne have født dig otte gange eller sådan noget. Forstår du, hvad jeg mener?” Pax hævede begge sine øjenbryn og sendte den unge knægt et sigende blik, før han syntes, at forstå at de ikke talte samme sprog.
Så Isiodith havde været ked af det? Sølet til i blod? Det var værd, at forhøre hende omkring, men det måtte blive senere, noterede Pax sig, forinden at han vendte sin opmærksomhed tilbage mod Theobald. ”Du skal ikke gå rundt og forelske dig i hende. Hun tager hjem igen til Elverly på et tidspunkt. Hun kommer ikke til, at være her særlig meget længere. Kan du ikke kaste din kærlighed på et menneske i stedet? Så slipper I begge for, at gå rundt med knækkede hjerter.” Det mørkegrå blik var næsten bekymret, som forsøgte han, at nå igennem til en evnesvag.

”Jeg kan godt se, at hun er meget smuk, men det er de jo alle sammen, ikke?”

Havde han sagt noget helt henne i vejret? Han lod fingrene glide ind i nakkehårene og kredsede sig en smule forlegen. Der måtte have været et eller andet han havde misforstået, noget som var gået tabt i oversættelsen - eller hvad man nu sagde. For det var nok første gang, at han havde betragtet den gråhåret mand så; ja han vidste ikke en gang hvordan han skulle forklare det. 
Der var i hvert fald noget, som ikke helt var som det skulle være. Og da hele navnet kom, ikke blot Theo, Balder eller en af de andre mange øgenavne den unge knægt havde. Men Theobald, det navn som hans mor havde givet ham, da han var blevet født. Så vidste han at han havde haft ret - noget havde han helt bestemt misforstået.
Derfor tillod han sig stadig at ånde lettet ud, da Pax fortalte at der ingen regler var - men forvirringen var tydelig da der i stedet blev nævnt at hun havde kunne født ham otte gange - nej, nej det var meget tydeligt at Theo ikke forstod hvad han mente. Som i overhoved. Hvad havde det med sagen at gøre? Blot fordi at hun var gammel nok til at kunne være hans mor otte gange, var det vel ikke ens betydende med at han ikke kunne invitere hende ud af gå, vel? 

"kæ-kæ-kærlighed!?" kom der forfjamsket og han spærrede øjnene op, nu faldt alle brikkerne tydeligvis på plads og han rystede hurtigt på hoved. "Det var - det var jo slet ikke det, det handlede om! Åh Isari, tror du, det er hvad hun troede det var!? Det... Oh, ved zaladin også!" brummede han febrilsk og lod fingrene glide nervøst igennem de brune lokker. 
Han hørte slet ikke det med at hun var smuk, for det var jo egentlig sagen uvedkommende - sådan var Theobald jo slet ikke. Han var bare høflig og venlig! Det, det var hvad han var. Ikke en der gik ud og knækkede hjerter.