I det Evlyns bløde fingre landede på hans kinder, fandt Pax vej tilbage til hende. Hastigt fæstnede han sit ene blik på hende, og som så han hende for første gang, betragtede han hende med dyb hengivenhed; som var Evlyn Isari selv.
Langsomt nikkede han, uden i grunden at vide, hvad han svarede på, og pludselig genspillede en insisterende tanke Evlyns ord på ny – og denne gang kunne Pax tilmed tvinge et lille smil frem, i det han nikkede bekræftende igen. ”Jeg – er vist bare – træt”, lød det tøvende, for Pax vidste i grunden ikke, hvorfor alting føltes langsomt, tvunget, ja, umådelig tungt, som var hans krop ikke hans egen.

”Jeg har ikke – jeg kan ikke mærke”, brummede han dernæst, men nærmest snøvlende, hvorefter han med en fri hånd, daskede til sig selv på sin kind. ”Jeg ved ikke, hvad jeg prøver at sige”, opgav han med et moret fnys, hvorefter han himlede med øjnene af sig selv. Derefter begyndte han at afklæde sig sit tøj – tilsyneladende havde han vendt sin skjorte forkert – og da han omsider stod nøgen, fortsatte han med at stirre på vandet.

”Og så sagde vi jo, at prinsessen blev forelsket og gerne ville kysse!”

Pludselig så Pax op på Evlyn, med øjne der var varme og kærlige, og som var Evlyn det eneste lys i grotten. ”Jeg har det her sted, jeg kan besøge, når alting brænder i virkelighedens verden. Jeg bruger altid… vand til at komme derhen… jeg skal bare lige, du ved… ud af det igen…”

Det var ganske tydeligt, at hun ikke troede på ham. At det kun var træthed, som der var en faktor i, at han pludselig var forsvundet fra hende på den måde.
Men lettelsen var alligevel at spore i hende, som hun mærkede han var ved overfladen. Så selvom han stadig ikke helt var der, så - var han der nok for nu. Resten skulle nok komme, hun vidste jo hellere ikke hvad der var sket - hvorfor havde han mistet sit øje. Hvad var det han havde haft gang i, som gjorde at han var kommet tilbage i sådan en tilstand som nu? 
Hun fjernede sine fingre fra hans kinder, og gled tilbage på sine fødder. Selvom, at hun ville ønske de kunne blive stående. Ville hendes ben ikke helt lystre, trætheden var også nem at spore i hende. Trods alt, havde hun presset sig selv - og de andre til det yderste de sidste par dage. I håb om at komme hurtigere frem, hvis hun dog bare havde været bare lige - det hurtigere. 
En smule modvilligt, trådte hun hen til instrumentet der sad i væggen, og lukkede for slusen. Vandet stoppede med at buldre ned i det store kar. Og hun betragtede hvordan at vandet begyndte at nå til et punkt, hvor at det var varmt - måske endda for varmt. Som hun begyndte at fiske dem ud af det varme vand, dog ikke uden at lave en grimasse på vejen. Vente hun sit blik imod Pax, et kærligt smil spillede over de buttede læber. Skærende kontrast til de blå og sorte plamager der stadig var at finde flere steder.
En kamp mod en dæmon, skulle ikke kimses af. 
“Det er godt, at have et sted - man kan tage hen når alt bliver for meget.” Mumlede hun, og gik tilbage til hans krop. Fingre lukkede sig omkring hans hånd, som hun trak ham ind til sig. “Men lige nu, er ting okay - men hvis du stadig har brug for den verden, så er jeg her også når du kommer tilbage.” Mumlede hun, og guidede ham blidt hen imod karet. 
“Forsigtigt, der er måske lidt varmt.” Og selvom man ikke længere kunne se at han været forslået. Grundet den magiske healing som Isi havde givet ham - var det stadig malet for hendes indre blik. Hvad hun var kommet tilbage til. Med let skælvende fingre, sikrede hun sig, at han kom behageligt ned i vandet. Inden hun fandt sæber frem, og med blide fingre, gik hun igang med at vaske ham. 

Pax rystede på hovedet. ”Det har jeg ikke”, mumlede han prompte, hvorefter det ene øje afsøgte Evlyns ansigt. ”Her med dig – er det godt. Alting er, som det skal være.”

For blot et øjeblik syntes den gråhårede, unge mand ikke at kunne gøre andet, end at betragte den blonde kvinde, indtil hun ledte ham ned i det varme vand. Det var i grunden for varmt, men Pax affærdigede fornemmelsen med logikken, at han jo aldrig tog varme bade, hvormed det øjensynligt var derfor, sensationen var så fremmedartet. Således blev han siddende, til Evlyn havde vasket ham. Hendes berøringer var blide og omsorgsfulde, og til trods for den så velkendte, brændte fornemmelse på hans hud – den, der altid eksploderede, når andre rørte ved ham – så var Evlyns fingre, hænder og kys altid kærkommende.

Pax kunne end ikke huske, om han nogensinde var blevet vasket sådan. I hvert fald ikke af Esmaralda selv, men heller ikke – nej, han havde aldrig oplevet det, slog en insisterende tanke fast. Altid havde vandet være koldt og altid, havde det været skål og klud.
Da Evlyn bad ham rejse sig, så vandet kunne skiftes, gjorde han, hvad han fik besked på; som en levende død, der adlød dens herres mindste befaling. Det ene grå øje var halvt lukket i ekstase, til trods for kulden, der lagde sig omkring ham, så snart Pax’s krop ikke længere var under vandoverfladen. Omsider kunne han dog finde tilbage til vandet, og med et ulæseligt blik, rakte Pax sin hånd frem mod Evlyn.

”Kom. Jeg vil mærke dig.”

Det var som om en saglig ro faldt hen over dem. Som hun næsten slavisk gik igang med at vaske ham, så hvordan at vandet blev fyldt af det blod der stadig hang fast. Skidtet der havde ligget sig på hans krop - og duften af rosenvand der begyndte at glide igennem rummet de var i. Uden ord, fik de skiftet vandet og da han havde at sig og vent sin opmærksomhed på hende. Kom et sagligt smil frem på hendes læber, det - kunne hun vel godt. 
Lige så stille begyndte hun at klæde sig af, men stoppede dog, da hun kom til overdelen. Fingrene havde hængt ved kanten af skjorten, som hun tog en dyb indånding. “Så... jeg - har måske en ny ting - som, er lidt anderledes ved min krop” mumlede hun en smule forlegen, som hun først nu kom i tanke om, at hun ikke havde haft tid til at forklare meget af hvad der var sket. 
Nemlig den meget store ryg tatovering, der var blevet slået fast ned i hendes hud. Det som der nu bandt dæmonen, og gjorde hende til et lidt anderledes væsen end man normalt så. 
Nervøst vædet hun sine læber, inden hun trak det sidste af hendes tøj af. Og stod lige så nøgen foran ham, som han sad i karet foran hende. 
Langsomt - næsten katteagtig - krøb hun hen imod karet, lod sig glide ned i det varme vand der næsten skoldede hendes hud. Men ufortrødent forsatte hun, så hun lå hen over ham - nu havde han udsyn til ryggen og de mange sorte snoede tatoveringer der gled hen over hendes ryg. 
Med et skævt smil spillede på hendes læber, inden hun lige så stille pressede sine læber imod hans. 

Pax kunne ikke undgå at lade de brede øjenbryn mødes i midten af hans pande, i det Evlyn bekendtgjorde, at ikke alting var som før. Ikke længe skulle han dog forblive i uvisheden, for Evlyn afklædte sig snart efter helt, hvormed tatoveringen blev afsløret.
Uden at lade Evlyn vide, hvad han tænkte om den, betragtede han den indgående – og fortsatte med at nærstudere den, i det den blonde kvinde omsider fandt vej ind i karet til ham. Instinktivt lagde Pax sine tynde omkring hende, hvorefter hans øje gled tungt i. Dog var det tydeligt, at Pax var koncentreret, som han lod sine fingerspidser danse henover Evlyns ryg. Tatoveringen var usynlig for hans berøring. Havde han været blind, ville han aldrig have bemærket den.
”Hvorfor?”, hviskede Pax spørgende, i det han atter åbnede sit øje og betragtede hende på ny. Pax kunne regne ud, at den måtte have en betydning, men ikke hvilken betydning, der var tale om.

Imens Evlyn forklarede, afsøgte Pax hendes krop med sine hænder. Der var intet punkt, hvorpå de ikke landede, og instinktivt mærkede Ulven, hvordan hans krop reagerede på deres tætte nærhed. Der var dog intet sulten at spore i hans blik, kun dyb koncentration, som søgte Pax efter noget på Evlyns hud – og det var i grunden heller ikke langt fra sandheden. Alt af hende skulle memoreres på ny, og alt måtte undersøges for hemmelige skavanker.

”Fra nu af er der ikke noget, der ordnes hver for sig”, hørte Pax sig selv mumle, i det han trak Evlyn tættere på sig. Hænderne havde tilsyneladende ikke fundet noget, der skulle udspørges om – i hvert fald ikke endnu. 

Efter han spurgte hende hvorfor, egentlig ganske simpelt. Og hun kunne trods alt, som en person hun var give igen; med hvorfor hvad? 
Men hun forstod også der var en grænse, og en tid til alt - lige nu var tiden ikke at teste hans tålmodighed. Så hun begyndte at forklare - fortælle omkring ritualet hun var gået igennem. Og hun nu på snart tredje uge, ikke længere kunne høre dæmonen i hendes indre. Men at der nok ville gå endnu længere, før at hun faktisk ville tro på at den var væk og ikke ville komme igen. 
Hun vente sig rundt i hans arme, så hendes ryg var presset imod hans brystkasse. Lod sine fingre glide hen over hans arme og fangede hans ene hånd. En smule fraværende begyndte hun at massere hans fingre, øjne gled dovent rundt i rummet. Betragtede de kolde vægge, og malerierne der stod stablet i den ene side. Måske hun endelig nu, kunne have friheden til at gøre hvad hun ønskede.
Men ved at have dræbt ikke bare en, men to af overhovederne - plus at den ene trods alt havde været skaberen for den tyvegruppe hun var en del af. Havde der kommet en større arbejdsopgave med sig. 
Hun grinede som han trak hende ind til sig, med ordene at intet længere skulle gøres hver for sig. “Hm, desværre tvivler jeg på, at det kommer til at være sandheden imellem os.” Kom der drillende, som hun løftede hans fingre op og kyssede dem. Vandet var efterhånden tåleligt, og den måde det skvulpede omkring deres kroppe. Var nok til at hun næsten kunne døse hen. 
“Desuden har jeg stadig alle mine legemesdele intakte - jeg har bare fået et kunstværk på ryggen - ganske givet at det gjorde utrolig ondt - og jeg besvimede. Så ville jeg hellere det, inde at mindste mit øje.” Hun pressede sit hoved imod midten af hans brystkasse, og vente blikket op imod ham. Hendes fingre pressede sig imod hans næse, næsten så hun lod den glide ind i hans næsebor. Stort barnligt smil spillede på den ellers normalt, ganske alvorlige kvinde - i dette øjeblik, hvor de lå der - var det næsten som en drøm hun ikke ture vågne op fra igen. Det var - ja, næsten perfekt. 

Pax fnøs moret, i det Evlyn irettesatte ham – og det, der var et grin for Ulven, satte sig som et smil i den ene mundvige, som den blonde kvinde blev til et barn for øjet af ham. Til stadighed fortrak han ikke en mine, i det Evlyns fingre kom truende tæt på hans næsebor, men drillesyge, næsten lynende gnister satte sig fast i hans tilbageblivende blik, hvormed det var tydeligt, at Pax var ude på ballade. Han havde jo vel og mærke taget fejl tidligere, men det gjorde jo ikke, at han ikke kunne, tjo, ændre på det faktum nu –

Så det gjorde han. I en hastig bevægelse greb han om Evlyns hånd, hvorefter han i en effektiv bevægelse – som et rovdyrs – satte tænderne forsigtigt i hendes ene fingerspids. Et drenget blink fulgte derefter, men det var tydeligt, at Pax endnu ikke var færdig. Hvor alt det legende kom fra, anede han ikke. Aldrig havde han teet sig sådan, for det var trods alt utænkeligt, en art utopi. Og dog, mindede en stemme om. En stemme der var en smule yngre, men stadig ældre end manden i karet.

Pax kyssede langsomt Evlyns fingerspidser, hvorefter han lagde sine arme omkring hende for endnu engang og trak hende tættere mod sig. Det var gået op for ham, at det var et sted, hænderne ikke havde afsøgt, og han agtede, at gøre op for det nu, hvormed – hænderne søgte Evlyns små bryster, han tog i en kærlig behandling.
”Hvordan gør vi det så?”, mumlede han, som hans ru tommelfinger gled henover Evlyns brystvorte. ”Bliver det som i gamle dage?”

Deres øjner slog gnister imod hinanden, som en drillende energi lå sig i rummet. Hun lod ham gribe hendes hånd, og derved også sætte tænderne i den. - lige som han hvad gjort den aften, en aften der helt uden tvivl havde ændret hele deres grundlag, af hvordan de havde anset hinanden. Skæbnesvanger i sådan et format, at det slet kunne beskrives ordenligt - ud over glæden der boblede frem i hendes brystkasse, som også løb hen over hendes tunge som en let latter. 
Hendes blå øjne blev lukket i, ganske nydelsesfulde som hans læber kyssede hendes fingerspidser. Hvordan han formåede at frembringe, så krystal klare følelser i hendes indre. Det var hende stadig en gåde, men også en længsel han lige så stille fik mættet igen. Hun havde savnet ham, mere end hun nok selv forstod - eller måske ville forstå. 
Tænderne bed fast i hendes underlæbe, som hun mærkede hans fingre vandrede. Deres kroppe der gled sammen, vandet der skvulpede omkring dem, som de satte sig bedre tilrette. Hendes fingre dansede hen over hans ben, men da han greb hendes bryster. Forlod et gips hendes læber, og hun havde svært ved at styre kroppen, ryggen der næsten svajede som hun pressede hoved tættere ind imod hans skulder. Et lavtmeldt hvæs forlod hendes strube, da hun fuldstændig lå under hans nåde - virkelig? Så nemt? Det gjorde hende næste vred. 
Hun rømmede sig, og lod fingrene gribe omkring karets kanter - klar til at rejse sig. Skulle han blive for, provokerende - sådan som hun kendte ham. “Hm - vi gør vel, præcis som vi har lyst til? Jeg troede - du bestemte hernede?” Sagde hun hæst, og kiggede trodsigt op på ham. Smilet dog stadig hvilende på hendes læber. 

Pax vidste ikke med rette, hvad der foregik i Evlyns hoved, men han så det trodsige – ja, næsten krigeriske i hendes koralblå øjne. Uden at hans eget stålgrå blik afslørede, hvad han tænkte om det, forlod hans hænder – ganske ufrivilligt – Evlyns barm. Dernæst trak han på skulderen, nærmest dovent, alt imens tankerne dog rumsterede, så det knagede og kværkede i hans indre.
”Hvorfor tror du, at jeg spørg?”, lød det brummende, i det Pax langsomt lod sine brede øjenbryn glide længere op i panden. ”Der går rygter om, at en ny gruppe har indfundet sig i hovedstaden. Din, vel og mærke. Jeg bliver nødt til at vide, hvor stor en trussel, I udgør. Hvor meget arbejde, jeg skal i gang med.” Stadig lå hans ene øje urokkeligt på Evlyn, men det var ikke længere ulæseligt, for midt i alle nuancerne af grå, glimtede tøvende gnister.

Noget havde forandret sig. Evlyn var… anderledes.

”Så, er vi rivaler igen, når vi står op om morgenen, men sammen når vi går i seng? Eller er vi rivaler og elskere, der støder ind i hinanden tilfældigt?”, spurgte han, forinden Evlyn kunne nå, at svare på hans forrige ord. ”Jeg ved, hvad jeg vil have. Dig. Hele dig. Alt hvad det indebærer. Og jeg vil have, vi skal arbejde sammen.” 

Da han fjernede sine fingre, vidste hun også at der var noget andet, der måtte være under den blegepande. Noget som han endnu ikke havde delt med hende, om hun havde gjort noget forkert - antaget forkert. Det vidste hun ikke, men hendes smalle bryn knyttede sig mod hinanden. Dette, var måske ikke helt den forening hun havde tænkt på. Men - han havde vel ret i at være forvirret, ikke helt at se hvor hun stod hende. Hun lagde hoved dovent imod hans skulder, fingrene gled ned fra karets kant og lod dem glide hen over hans lår. Næsten drak ordene ind, som han kom med. Rygterne omkring en ny gruppe, hvad skulle hun sige? At hun ikke understøttede sig selv, og hendes gøremål. Hun vidste trods alt, at han ingen skrupler havde, intet var for beskidt at stikke sine fingre ned i. Bestemt ikke når det galte hans klans overlevelse - så var der ting som hun aldrig ville finde sig selv associeret med. Men hun havde aldrig næret andet end respekt for rivalen, hvis brystkasse stadig var presset imod hendes ryg. 
Uden at svare, lænede hun sig fremad, bevægede sig hen over karet så hun kunne gribe det tøj hun havde taget af. Fik fat i den lille taske der havde lå i bæltet hun havde været iført. Fiskede halskæden hun havde haft ringen i, greb den og placerede sølvringen som han havde givet hende på ringfingeren. Den passede bedre nu da mere sul var kommet på hendes krop.
Langsomt bevægede hun sig i vandet, som hun stirrede på ham. Mærkede hvordan at vand gled ned af hendes overkrop. Hoved lagde sig på skrå, og et sagligt smil voksede på hendes læber. “Alt det du har hørt - er dit” mumlede hun, som hun bevægede sig hen imod ham. Brugte vandet, til næsten at flyde imod ham. Selvom at vandet måske ikke var så dybt. Så var hun hellere ikke særlig stor. Hun lagde sine hænder på hans skuldre, som hun satte sig overskrævs. “jeg elsker dig - og jeg vil gøre alt for dig.” Mumlede hun imod hans læber. “Så hvis du vil det, så kan du få det hele - så længe jeg får lov til at sidde og male, og nyde min frihed - den frihed jeg endelig har fået. Den frihed du skubbede mig til at sikre - så jeg kunne være sammen med dig.” Hendes fingre gled ind i hans våde hår, mens hun betragtede hans øjne. “Jeg, var næsten ved at vende tilbage, inden jeg overhoved fuldførte noget af det jeg havde sat mig for. Og nu, ville jeg havde ønsket jeg havde gjort det.” Mumlede hun imod hans læber, og lagde deres pander sammen. “Du har mig - hele mig.” 

Pax kunne ikke skjule den forbavselse, som han følte, men heller ej lettelsen der ligeledes meldte sin ankomst. Så alt hun ville var at male og nyde sin frihed? Det kunne Pax sørge for – koste, hvad det koste ville.

Langsomt fandt Pax’s hænder og arme tilbage til Evlyn, så deres kroppe atter blev tætte. Han nikkede, i det han bøjede sig frem og kyssede hendes kraveben hengivent. ”Jeg vil ikke have det hele. Kun dig”, mumlede han, hans læber hvilende mod Evlyns våde hud. ”Jeg vil have, at du bliver min viv. Det er alt.” Pax løftede sit hoved en anelse, blot så han kunne se op på Evlyn. Det grå øje betragtede hende indgående, som ledte han efter noget i hendes koralblå øjne.
”Du virker anderledes”, konstaterede han, men foruden at det dog hverken lød som andet eller mere, end hvad det var. ”Såeh – er du anderledes?”

Til trods for ordenes karakter forblev Pax’s greb dog omkring hende; faktisk syntes det for et øjeblik, at afkræve hende, at komme tættere på ham, for ordene var hverken krigerisk eller anklagende. Blot… spørgende.

”Hvad skete der?” 

Hun tog en dyb indånding - så han havde kunne mærke det. Selvom, det nok ikke var en stor ændring i hendes personlighed. Med mindre, han virkelig savnede den paniske kvinde der havde løbet frem og tilbage, og ikke kunne hvile i sig selv? 
Tvivl greb hende, hvad nu, hvis det lige præcis det der handlede om. At han ikke kunne lide hendes personlighed, som den var nu? Hendes blik blev fjernt, som hun kiggede ned af deres sammensluttede kroppe. Fugtede læberne, og lod fingrene glide forsigtigt igennem hans grå hår. Masserede hans nakke lod tommelfingrene glide hen over hans tænding. Selvfølgelig var glæden der stadig, at han ville hende - at han havde sagt ordene at han ville have hende som hustru - og det egentlig kun var hende han ville have. Hun trak på skuldrene, og tog en dyb indånding. 
“En smule..” kom hun som start, mens hun kyssede hans tænding, hvor at den ene tommelfinger lige havde pressede forsigtigt imod den. Tog en dyb indånding. “Der er - som sagt det, at jeg ikke helt kan forholde mig til, at være alene.” Måtte hun svare ærligt, som hun lukkede øjnene - næsen kørte ind i hans hår, læberne imod hans øre. “Der er, også nogle små ting der har ændret sig i mit væsen, og - jeg skal lige lære hvordan jeg skal opføre mig igen.” Mumlede hun forsigtigt, frygten bredte sig i hendes brystkasse. Frygten for at han ville skubbe hende væk, for hvem havde hun så gjort det for? “Jeg har fået nogle nye evner også.. og” hun skar en grimasse hun havde næsten ikke lyst til at sige det sidste. Men som hun overvejede at holde det hemmeligt, vidste hun også at han ville blive tosset - skulle det komme frem senere, hvordan at landet i virkeligheden lå. Læberne kyssede imod hans øreflip, inden hun sank tilbage foran ham, så deres øjne kunne mødes. “Jeg, kan.. nogen gange få en ustyrlig træng til at drikke blod.” Hun knyttede brynene imod hinanden “Men, det er mest når jeg når de tidspunkter, hvor at dæmonen ville overtage min krop.” Hun lod fingrene glide igennem hendes fugtige hår, og sank lidt sammen foran ham. “Men jeg er stadig mig.. men - jeg måtte gå igennem nogle voldsomme ting for at komme tilbage til mig selv igen... - og det gør man ikke uden at ting ændre sig.. -“ det lå lige på hendes tunge at spørge ham, om de var okay. Men lod være, hendes fingre gled i stedet hen over hans kæbe, det var som om, nu når han endelig sad over for hende - så kunne hun ikke holde sig selv fra, at sikre at det faktisk var ham - at han faktisk sad der. Og det måtte hun gøre, ved fysisk kontakt.

Pax lyttede, uden at lade Evlyn vide, hvad han tænkte. Det var først et langt øjeblik – og utallige af den blonde kvindes berøringer – senere, at han forstod, at hun ønskede en reaktion. I virkeligheden havde han dog ikke meget at give, for Pax var en praktisk mand og han elskede Evlyn. Der var ikke noget, hun kunne gøre, der ikke var muligt at fikse igen, og der var ikke noget, Pax ikke selv ville gøre for hende. Var det frihed, hun ønskede, ville hun få det. Var det blod, ville han give hende det. Koste, hvad det koste ville.

Pax lod sine fingre kærtegne Evlyns, nu bløde, hofter, alt imens han betragtede hende indgående. Omsider nikkede han dog.
”Så skaffer vi det”, erklærede han uden omsvøb, og med den antagelse, at Evlyn drak det, skulle fristelsen blive for stor. Dernæst trak han lidt på den ene skulder og sank længere ned i vandet. Fingrene dansede hen langs hendes side, til de nåede hendes bløde kinder, hvorefter Pax trak hende ned til sig. Blidt og hengivent kyssede hans hendes læber, dernæst hendes ene mundvige og kind. ”Og så finder du ud af, hvordan du skal opføre dig, og spørg, hvis du har brug for assistance. Alt, hvad jeg har til mit navn, er dit. Så udnyt det”, brummede han, næsten formanende, hvorefter han atter lod deres blikke mødes. ”Jeg er ligeglad med alt det udenom. Jeg vil have dig. Men fortæl mig – fortæl mig om dine evner”, bad han dernæst lavmælt, men både oprigtig interesseret og opfordrende. Jo mere Pax vidste, des nemmere kunne han planlægge og måske vigtigst af alt, finde på løsninger, skulle det afkræves af ham.

”Slår du ihjel, hvis lysten bliver for meget? Kan dyr gøre det for dig?”

Lettelsen gled igennem kroppen, hurtigere end en lavine i Nordlandet. Og hvor han ikke viste hende ret meget, af hans egen reaktion - svære end hun havde haft, da hun var taget afsted. Men det kunne både havde noget at gøre med, at der kun var et enkelt øje at aflæse - men også at det han måtte være gået igennem, da det blev fjernet - ganske enkelt - også kunne have ændret ham. 
Hun fugtede læberne, og måtte derfor også affinde sig ganske hurtigt i - at hun lige som han selv, nok aldrig nogen sinde - ville kunne vig fra hans side. Skænderierne, ja - dem ville de nok stadig havde. Ville de slå hovederne mod hinanden, når de var uenige? Det var hun slet ikke i tvivl om - men det var alt sammen okay. Det vidste hun pludselig, helt instinktivt, som hun mærkede hans kærtegn over hendes krop. 

“Du er min ridder på den hvide hest” små lo hun, som hun blinkede kækt og hæv ham lidt i øret, som de sank længere ned i vandet. Hun tog glædeligt imod kysset han gav hende, og lagde sig næsten helt mageligt til rette på hans brystkasse; “Du ved, at det går samme vej” mumlede hun imod hans nu bløde velduftende hud. Det at få ham i bad, havde virkelig gjort underværker. “Mine evner?” Gentog hun lidt, og trak tiden ud. “Jo..” hun rettede sig selv lidt op, så hun igen kunne kigge ham ind i øjnene. “Jeg har ikke helt styr på dem endnu! Men - jeg kan åbenbart forvandle hele min krop til røg.. problemet er lidt bare.. at jeg ikke har noget tøj på, når jeg så bliver min rigtige skikkelse igen.” Det var i sandhed sjovt, for et chok Faith havde fået, da Evlyn pludselig var stået helt splitteravne nøgen foran hende. 

Det næste spørgsmål var en smule nervøs. “Jeg... ved det ikke - jeg har ikke ...” hun sank og trak på skuldrene. “Jeg har ikke udforsket det endnu, blot at jeg kan gå helt i trance nogen gange, når jeg ser blod... men bare tanken om det - gør næsten jeg får kvalme.”

Pax lo lavmælt, men himlede dernæst med sit ene øje. Han var så absolut ingen prins – hverken til fods eller på hesteryg – men det himmelvendte øje var dog også præget af morede gnister. For et langt øjeblik forblev hans tavs, alt imens hans ru fingerspidser kærtegnede og udforskede Evlyns krop. Hun var blød, så blød, at Pax ikke kunne andet end at søge hendes nærhed, og hendes duft lagde sig vant omkring ham. Det var tydeligt, at Pax for blot et øjeblik glemte, hvad de i grunden talte om – så fascineret og betaget var han.

Omsider kom Pax dog tilbage til virkeligheden, og han hævede overrasket sine brede øjenbryn. ”Røg”, gentog han vantro, for aldrig havde han hørt noget lignende. Straks faldt et reserveret udtryk henover hans ansigt, i det han hentydende tone tilføjede; ”det lyder farligt.” Stadig fortsatte han sine kærtegn, men det var ikke foruden, at hans brede øjenbryn var krøllet sammen i midten af hans pande i en eftertænksom grimasse.
Dernæst var der naturligvis det med blodet. Tilsyneladende drak Evlyn det ikke, men der var stadig ting, der måtte overvejes.

”Hvis en bløder – hvad skal jeg så gøre? Få dig væk?”

Utroligt sådan som man kunne falde ind i vaner, at man kunne genfinde noget så hurtigt - selvom det havde været svært i starten. Men hvad der måske var endnu mere utroligt, var at de havde fundet hinanden - på denne måde. For hun mindes ikke, at deres forhold, havde været så - hun manglede faktisk ord for at beskrive det - men af bedre og værre, harmonisk. I hvert fald, som hun mærkede hvordan hans fingre udforskede hendes krop. Sendte kuldegysninger ned af hendes rygsøjle, sådan så hun næsten måtte krølle sine tær sammen, af nydelse over sensationen der gled igennem hende. 
En blid rysten der fik de fugtige lokker, til at danse hen over hendes ansigt. Indikerede at det ikke var sådan - farligt altså; “Hmm, nærmere ganske brugbar” mumlede hun, som hun lagde sig på hans side. Så hendes fingre kunne glide hen over hans brystkasse. Hendes ben der slangede sig omkring hans, blikket igen rettet imod de kolde grå vægge der omringede dem. 
“Forestil dig, at jeg bliver lige som røgen der kommer fra et ildsted - du kan ikke fange det, og jeg kan ikke gøre særlig meget andet i den tilstand end at flytte. Jeg har endnu ikke haft muligheden for at afprøve det - og jeg skal stadig lige have den under kontrol. Men - jeg er spændt på hvordan jeg kan bruge den, når jeg skal udføre kup.” 

Det næste som han spurgte hende om, fik hende til at rynke brynene. Mest af alt, fordi hun ikke havde overvejet, om det var så slemt. Skulle hun fysisk fjernes? 
“Hmm.. måske? Hvis jeg begynder at blive meget fikseret på det, er det måske bare.. så man er sikre?” Hun lod den anden arm, snige sig under hans ryg og trak sig tættere hen over ham. Lukkede øjnene, på den måde kunne hun mærke ham endnu bedre. “Jeg har virkelig savnet dig.” Mumlede hun endelig, som fingrene dansede legende hen over hans brystkasse og maveregion. 

Pax nikkede, men forholdt sig ellers tavst i et øjeblik. Der var mange tanker, der rumsterede bag hans blege pande, men Evlyn havde trods alt ret. Det var praktisk – og tilsyneladende ikke så farligt, som han først havde antaget. Til stadighed kunne han dog ikke med sandfærdighed sige, at det ikke bekymrede ham. Den blonde kvinde var ikke længere…

Evlyn. Hans Evlyn. Og Pax var heller ikke længere sig selv. Der var sket et eller andet i ham, da Solari havde fået sin kæmpemæssige skygge, til at pille hans øje ud og tage det for sig selv. Måske forandringen ville svinde ind til ingenting på et tidspunkt, men for nu mærkede han stadig.
Fordybet i tanker fortsatte han sin kærtegn af hende, men som det pludselig gik op for ham, at han endnu ikke havde svaret hende, nikkede han omsider. ”Du bliver endnu vildere end tidligere. Jeg skal vist til at genoverveje og oppe mit eget spil, for at kunne følge med dig”, mumlede han stille, hvorefter et lavmælt grin forlod ham. ”Og jeg skal nok passe på dig i det. Det kommer ikke til at være et problem.”

Dernæst faldt Evlyns kærkommende ord, velvidende at hun ikke var en rørstrømsk kvinde. Resolut samlede Pax sine arme omkring hende og hev hende indtil sig, før han begravede næsen i hendes våde hår. ”Det, at have noget at komme hjem til, giver nye perspektiver”, begyndte han at fortælle lavmælt. ”Jeg tog afsted med et mål om, at sætte en på plads og det lykkes også, men… til sidst blev det et spørgsmål om at overleve… så jeg kunne finde dig igen, skulle du ikke komme tilbage…”

Hun lod hans ord falde på plads, sætte sig i grundvolden og rumsterer rundt i hendes tanker. Fordi - hun vidste ikke helt hvordan hun skulle fortsætte samtalen, uden det blev en smule - endimensional, men også fordi nogle af de ting han sagde, var virkelig vigtige for hende at tage alvorlige. At det var blevet et spørgsmål om at overleve? Det i sig selv, satte nogle voldsomme reaktioner igang hos hende. Til det punkt, hvor at hun havde lyst til at rejse sig fra badekaret, og gøre krav på at han fortalte hende, hvem der havde gjort dette imod ham.
Hvor voldsom en ønske, og magt der pludselig pulserede igennem hendes åre - og der vidste hun, hvor meget han betød for hende. Hvordan at hun ville give hele sin eksistens for hans overlevelse, men også - hvor meget det skræmte hende. Hun havde altid af princip det lange stykke tid, nægtet at lade nogen komme tættere på hende, end at det blot var nogle bekendtskaber hun havde gjort sig. Ikke større end det, også var han kommet. Og selvom at det første lange stykke tid i deres forhold, havde været netop dette - var selv han kommet ganske hurtigt under hendes hud. Måske i starten, af noget hun troede var had - troede det var intet andet end det rivalskab som de havde knyttet dem selv sammen på en måde, de nok ikke forstod den gang. Hun fnøs lidt, havde hun måske ikke nogen gange sat sig selv i situationer, hvor hun vidste hun ville støde ind i ham? Drille ham lidt ekstra en dag, mere end hun nok havde haft grund til.

Så hun kunne ikke finde ord, vidste ikke hvad hun skulle sige - som hun lå det i det varme vand med hans krop presset op af hendes. Hans bløde hud imod hendes, hans rug hænder der kravlede op af hendes krop. Og til stadighed, skabte en følelse den blonde kvinde aldrig havde oplevet før. For selvom hendes reaktioner aldrig havde været lige så slemme som hans - så havde hun stadig ikke haft meget mod at blive rørt ved af andre. 
Hvad kunne - hun sige.
Hendes læber fandt derimod hans, som hun pressede sin krop hen over hans. Fingre der igen greb ham i håret, som hendes kys blev en del mere passioneret - krævende. Behøvede de overhoved ord lige nu? Var det nødvendigt. Lige nu, følte hun svaret var nej.

Pax kunne ikke benægte, at han var lettet over, at der ingen spørgsmål fulgte, for han vidste, at han ikke kunne besvare dem. Han vidste, at han da måtte lyve og spinde historier, der ikke eksisterede, og af uransagelige årsager, brød Pax sig ikke om det faktum. Ikke overfor Evlyn.
Det var dog, og ville altid forblive, hans hemmelighed. Og selv for fornuften i ham, gav det ingen mening. Var Verbatim vigtig? Var Verbatim det værd? Men vigtigst af alt, hvorfor Verbatim?

Er det magten, der mon tiltaler dig? Eller er det spændingen ved det uvisse og den kalkulation, der unægtelig må indtræffe? Du kan jo så godt lide, at skulle bruge dit hoved…

Evlyns insisterende kys fik dog brat tankerne på afveje. Det var deres første egentlige kys af en sådan natur, og Pax nød det i fulde drag. Instinktivt mærkede han også, hvordan hans krop reagerede på nærværet, for Pax selv var i tvivl om, om han nogensinde ville blive mættet; om Evlyns kys og berøringer nogensinde ville blive… blot en del af hans levede liv. Som de sad der i karet, deres læber i en kærlig kamp, kunne Pax end ikke begribe, at det nogensinde skulle være tilfældet.

Da de omsider trak sig en smule fra hinanden, opdagede Pax, at hans hænder lå om Evlyns bløde kinder. Øjeblikkeligt begyndte han at kærtegne hendes hud, hvorefter han pludselig fnøs og himlede med øjnene, som et minde sprang frem i hans erindring.
”Efter du tog afsted, men før jeg selv gjorde, havde jeg en situation med Edna”, begyndte han hæst – stadig påvirket af Evlyns læber – at fortælle. ”Hun kom ned til mig i mit kammer, nøgen, og satte sig på mig. Jeg sparkede hende så hårdt i skridtet, at hun gik skævt to dage efter. Tilsyneladende lider hun af søvngængeri.”

Eller – det var da i hvert fald, hvad hun havde, at sige til sit forsvar.

Et smil sneg sig ind på hendes læber, som deres læber pressede sig imod hinanden. Hvis hun kunne, ville hun trække ham tættere ind til sig. Hvilket så også gjorde, at hun skiftede deres position, så det var hende der havde ryggen imod karet, og ham over hende. Hun pressede sin krop så tæt, hun overhoved kunne komme afsted med det. For intet ville være godt nok, det var som en afhængighed hun aldrig vidste man kunne få. Og det var kun ham, der kunne mildne den i hendes krop.
Men det hun fik at vide, som de trak sig fra hinanden, midt i alt hendes summen af glødende energi. Var det som om at nogen havde taget en støvle, og pressede imod hendes brystkasse.
Hun havde hvad!?
Øjnene slog gnister, og de var ikke længere bløde og kærlige. Et grønt monster greb fat i hende, og selvom at hun vidste at det var irrationel - så var det præcis det samme, som da hun havde set hende ligge sine arme omkring ham. “Hun gjorde hvad” hvæsede hun, og selvom hun vidste at de næste ord ikke burde forlade hendes mund. Og hun næsten klamrede sig fast, til at holde sig bare nogenlunde i skak - hørte hun alligevel ordene glide hen over hendes læber. “Jeg slår hende ihjel...” 
Hendes øjne skiftede fra side til side, mens at den negative energi brød frem i hendes krop. Hun måtte gribe badekarrets kanter, og pressede hårdt omkring det. Næsten så hun var bange for, at hun ville rive siderne af, skulle hun have haft styrken til det. 
Mørket var slet ikke til at tage fejl i det, men hun kunne jo ikke storme ud af rummet nu. Selvom at det var lige præcis dét hun havde lyst til. Så hendes ben greb i stedet omkring hans liv, og fik med en hurtig vending vendt dem rundt igen så hun sad overskrævs på ham. Hendes hænder greb voldsomt omkring karet, bag hans hove dog lænede sig frem imod ham. Hendes bryster der var - ja nærmest under ansigtet på ham. Hele kroppen dirrede, da hun ikke anede hvad hun skulle gøre af sig selv - hun havde aldrig følt så voldsom et raseri før.