Azteka havde lyst til at hvæse af elverkvinden foran sig og komme med spydige bemærkninger. Deres job var trods alt at have hendes opmærksomhed og distrahere hende. Noget der lykkedes fint, som de stod her. Men vigtigst var at sikre sig at Alexander og hun selv samarbejdede på bedste vilkår trods deres manglende kendskab til hinandens fordele og svagheder. De måtte gøre det bedste med hvad de havde.
Azteka genfandt en tryghed, ligesom Alexander ved at have en at kæmpe med. Det bragte en indre ild hun yndede at fylde sig med. Hun kæmpede for sit land og for lyset, men hun havde også en ved sin side der ville gøre det samme. Ansvaret for ham og hans ve og vel, var et tag i denne situation der gjorde den mere personlig og derfor også mere intens for hende at fastholde sig i.

Det var også de tanker som reddede hende da noget klamt nåede hendes sind. Noget koldt og skræmmende. Det løb koldt ned af ryggen på hende, og de klare blå øjne fik et skær af frygt der tyngede hende meget mere end hun nogensinde havde oplevet før. Hun hev efter vejret som fik hun en kuldegysning og hendes fokus skiftede et øjeblik. Næsten nok til at hun ikke nåede at reagere som elveren sprang frem.
Det var et kluntet hop tilbage hun fik lavet og hendes parader var sunket i et halvt sekund, men hendes fod var trods alt stadig intakt. Hun brød sig ikke om den frygt som denne elver uventet spredte i hende. Azteka kendte til frygt. Det her, var forfærdeligt.

Ordudvekslingen fra den nyankommen og Alexander bragte standpunktet tilbage til hendes sind og hendes blik vigede ikke fra mørkelveren. ”Hold dine beskidte kneb ude af mit hoved, afskum” knurrede hun arrigt, som hun vant og erfaren genvandt sit standpunkt og gjorde sit udfald tilbage mod elverkvinden. Nok var kvinden formentlig mere smidig og hurtig, men Azteka havde satme ikke tænkt sig at lade den stilk skræmme hende fra sans og samling!
Det var nu eller aldrig. De var ikke længere i en fordelagtig situation i overtal. Faktisk forventede Azteka at de snart var i undertal. Der var ikke andet at gøre end at kæmpe sig igennem til deres egne forhåbentlig nåede frem.

Det var nok mere Ikaris' soldatersanser der fortalte hende, at der var forstærkninger på vej, end det var, at hun egentligt så Gabriel. Det hele handlede om at sanse hvordan andre bevægede sig omkring hende, og de to krigere af Lyset havde om de ville det eller ej, begge ladet deres kroppe reagere på en ny tilstedeværelse, som ikke var velkommen. Det var i og for sig kærkomment, Ikaris kendte ikke den iltre kaptajn så godt, primært nok fordi hun var en vaske fodtusse, som aldrig kom til at sætte sine ben grivilligt på et skib, med mindre det var en øverstbefalendes kommando, hun var simpethen bare ikke bygget til bølgegang.
Aztekas hvæsen efter hende lod til at glide ubemærket hen, hun var blevet kaldt langt værre ting gennem tiden, og hun var for professionel til at lade sig mærke af fornærmelser. Som mørkelveren i den lille sky var forsvundet om på bagsiden af de to Lysets Krigere, efterlod det hende i en situation som tillod et enkelt udfald mod Aztekas ben, inden hun rettede sig op, parat til at fortsætte kampen. Med Gabriel foran dem og Ikars bag, ville det tvinge de to krigere til at stå ryg mod ryg for ikke at have en side blottet. Noget der for den hjernevaskede garvede soldat udelukkende var en fordel. At koncentrere sig om en enkelt ad gangen var meget lettere og Ikaris chakra fik lov at arbejde lidt endnu.
"Gabriel, lad os tage dem begge med i live, vi kan altid bruge slaver til at pudse støvler!" Snappede hun. Agiterede fjender var altid nemmere at have med at gøre og Ikaris? Hun havde rigeligt med reb til at svinebinde de to krigere 

Gabriel kunne ikke holde et grinende fnys tilbage, da drengen stoppede midt i sin sætning. Han brugte dog sit eget sværd til at skubbe drengens til side, så han holdt sig selv uden for fare for det. "Snedigt" komplimenterede han, som han i løbet af et splitsekund vurderede drengens holdning. Han var ikke utrænet, det var ganske tydeligt, men hvor erfaren var han egentlig? Det var der kun én måde at finde ud af på; direkte fra sin parade, vendte Gabriel sværdet, så han kunne lave et udfald mod drengen i form af et stik mod hans ansigt. Målet var som sådan ikke at skade ham, men forhåbentlig at få ham til at løfte skjoldet, så han blokerede for sit eget udsyn? Hvis det skete, ville han herefter rette et spark mod selve skjoldet i et forsøg på at bringe ham ud af balance og forhåbentlig vælte ham. Hvis det ikke skete, ville han med det samme tage sin forsvarsposition igen; han ønskede ikke at miste muligheden for at forsvare sig mod et kontraangreb.

Så ramte elverens ord hans ører. Hun kendte hans navn? Det var lidt af en overraskelse. Ikke desto mindre fik det et smil frem på hans læber. "Det var som udgangspunkt også mit første forsøg" svarede han tilbage. Hans tone lød mere som nogen, der diskuterede vejret, end en der stod i den situation, han stod i, og det var tydeligt, at dette absolut ikke var hans første dans; selvom han talte med så meget ro, var han det stadig tydeligt, at han var klar på drengens mindste bevægelse. "Men lad nu være med at fjerne lemmer. Du ved, hvordan Azaic hader, når vi tager hans arbejde fra ham" fortsatte han for at tilføje spot til skade og forhåbentlig tirre de to riddere lidt mere.

Alexander mistede ikke modet da hans angreb blev parreret, og han dukkede sig let under skjoldet da udfaldet kom tilbage i hans retning. Men ganske som hans modstander håbede på, blokerede det hans udsyn længe nok til at mandens velrettede spark ramte skjoldet.

Men Alexander faldt ikke tilbage. Hans knæ flexede sig, og mudderet under hans støvler kravlede op som hans fødder sank længere i jorden, men han blev stående.
Et splitsekund gik fra sparket var landet, til Alexander rettede sig ud igen, og hamrede skjoldet frem mod sin modstander, i et forsøg på at udnytte mandens et-benene position til at nedlægge ham, eller hvert fald drive afstand mellem dem.

Den unge prins nåde dog ikke at følge op på sit skjold-slag, før Ridderen forsvandt fra hans syn og han trak tilbage til en defensiv position, for at holde Aztekas ryg fri.
"Hey, tror du afhøringsmesteren skal bruge dem begge, eller om han kan nøjes med ridderen?" spurgte Alexander sin skjoldmakker, hans stemme rolig og frisk. Nok var han uerfaren i felten, men ungdommens styrke og energi var til gengæld stærk i ham endnu, og der skulle mere end et spark til at slå pusten ud af ham.

Det var en kejtet men effektiv bevægelse der fik Azteka til at dreje sig og feje sværdet ned og skubbe angrebet væk fra sine ben, mens sværdet spids skrabende hen over jorden, men det betød også at hun nu stod med ryggen til den nyankomne.
Lorte situation! På alle led og kanter. Det var en fej taktik, men desværre hverken uset eller uventet af en type som ridderen der nu engang var foran hende. Nok var det ikke lykkes dem at få slag ind, men det var lykkes dem at tvinge dem i hvad der mest mindede om en omringet situation. Azteka bakkede et halvt skridt til siden så hun dækkede Alexanders ryg og de begge kunne ligge liden til at deres ryg ikke blev angrebet så længe den anden stadig stod.

Azteka mere eller mindre ignorerede de to andres noget nedslående samtale om hvad der skulle ske med Alexander og hende selv, hvis planen gik i vasken for dem. Den defensive position var genopsat med skjoldet foran sig og sværdet klar til at afværge, men i sidste ende, hvis de ingen hjælp fik, fortalte Aztekas erfaring hende at det ikke endte godt. Men det skulle ikke tage modet fra hende.
Et smil brød frem på hendes læber som Alexanders opløftende stemme lød bag hende. ”Jeg tror Ridderen er mere end rigeligt. Xaphan har intet at bruge skibsrotter til” svarede hun tilbage med en tydelig morskab i stemmen. Med et fast tag i skjoldet. Mens blikket hun sendte mørkelveren nemmest kunne oversættes til ’vis mig hvad du har!’

Ikaris var ikke just kendt for hendes behov for småsnakkeri, hun så helst opgaven udført hurtigt og effektivt, så hun kunne komme videre til den næste opgave hendes herre ønskede af hende, men hun måtte alligevel indrømme, at de to krigere af Lyset havde en vis underholdningsværdi. Alligevel var det et vældigt tidsspilde og det tog hende af samme årsag ikke længe at samle sig til en ordentlig udgangsposition, som hun stillede sig an til en række udfald mod den store kvinde, det var tydeligt en kampteknik indøvet til tænderne, de fleste øvede krigere ville kende dem som standardudfald, noget brugt til at føle sin modstander af med, paraderne dertil ville være lette, typisk komme i forbindelse med hinanden til en serie af udfald. Men som slagene stoppede, trådte hun tæt på Azteka i et hurtigt usammenhængende skridt, noget kommende helt ud af det blå fra de resterende udfald, der ellers kunne minde mest af alt om en dans. Den store kvindes skjold fungerede i linjekamp, men med mørkelveren mast helt tæt op ad, efterladende deres ansigter ikke langt fra hinanden, ville hun presse sig selv mod facaden på hendes skjold, gørende dette ubrugeligt og hendes sværd for langt og uden for almindelig rækkevidde. Herfra førte hun hånden til sin hofte hvorfra hun trak en utroligt slank spids kniv, hun kort efter hamrede omkring skjoldets kant, sigtende et sted mod krigerens thorax, forhåbentligt penetrerende en lunge eller noget andet vigtigt, enten det, eller tvinge hende fra væk fra positionen, der solidt beskyttede den yngre krigers ryg.

Gabriel havde egentlig håbet på, at det var så nemt, så da drengen ikke væltede, kunne en irriteret brummen kort høres fra ham. På den anden side gav det ham et godt billede af, at den unge ridder ikke var komplet uerfaren. Han havde tydeligvis haft en god del træning. Skubbet kom en anelse bag på ham, men han rullede med trykket, så han gik en anelse ned i knæ, som han lod benet skubbe baglæns og placere sig bag det venstre i mudderet, så han endte i en halvlang stilling. Det forhindrede ham i at vælte fra skubbet.

Som Ikaris lavede et nyt udfald mod den store ridder ved den unge mands ryg, udnyttede Gabriel chancen til at tage et langt skridt mod venstre, så han kom længere om mod drengens sværdside. Det ville gøre det sværere at blokere det efterfølgende udfald med skjoldet. Håbet var, at drengen var nødt til at bruge sit eget sværd på at afværge eller blokere sin egen side med skjoldet, så han ikke kunne lave et modangreb. Han havde dog lært ikke at undervurdere ridderen, så han gik faktisk ud fra, den unge mand agerede korrekt. Samtidig var det dog et forsøg på at hjælpe Ikaris i forsøget på at få riddernes rygge fri af hinanden. Deres kommentar fik ham dog til at trække på smilebåndet. Det var lidt sødt, de sådan forsøgte at tirre ham.

//Lukkes efter aftale. I den hektiske kamp bliver kampen opbrudt. Ikaris får slået Alexander ud, men når ikke med Mørkets flåde væk. Azteka bliver taget til fange og slæbt væk med slaverne. De fleste af byens beboere når at blive evakueret, men byen brænder til grunden//