Følelses forladte øjne betragtede den sammensunket bylt på det klamme gulv. Hun drejede kniven i hendes hånd, og førte den tilbage til dens hylster. 
Over i hjørnet var der en kilde hvor koldt vand fra undergrunden gled ned i en balje, hun blandt andet havde gjort klar enden at de havde ført Solari ind i lokalet. Og med målrettet skridt, gik hun hen til baljen. I den time hun havde været væk, havde hun forhørt sig hvor meget længere torturen skulle fortsætte. Og ordren havde været - ind til hun knækker. Men blikket der lagde sig på den knurrende kvinde, der ganske tydeligt var på renden til det stadie. Men Itin var også sikker i sin sag, at fik hun blot et øjeblikshvile ville den højere mørkelvere, se hvordan hun nok skulle få vent hendes svage situation til noget stærkere. De korte øjeblik de havde delt med hinanden - det havde bestemt vist hende, at dette var en kvinde der vidste hvad hun ville have. Og hun ville kæmpe for det med næb og klør - hvad var der ikke at respektere ved det?

Disse tanker gled igennem hendes hoved, som hun med et udtryksløst ansigts udtryk fik slæbt baljen med det iskolde vand hen til den siddende stilling. Itin satte sig på hug foran hende. Armene hang slap på hver siden af hendes lår. Afventende, ville hun gøre noget? 
Med en hurtig bevægelse, greb hun ud efter den andens kæbe - ligeglad om tænder skulle finde sig vej ned i hendes tynde kød. Selv hvis blodet ville pible frem, ville hun ikke give slip det stramme greb. “Hvor meget mere kan du klare Solari?” Spurgte Itin endelig, og en kortvarig reaktion var at finde i de sølvfarvet øjne. 

Armene der stadigvæk var bundet, værkede og dunkede. Den trætte mørkelver's øjne sved en anelse i mødet med den lettelse det var at have jord under fødderne igen, imens en langt mere primitiv del af hende vred sig, da skyggen atter kom nærmere. Vred sig, fordi den vidste at det måske ikke engang var overstået endnu, og den her lettelse kun var kortvarig. Slet ikke så permanent som hun gerne ville have den til at være. 
Det var derfor også med en forræderisk gysen - hendes krop forrådte hende, hun mere hørte end så hvordan en balje blev slæbt over til hende, og pludselig følte en jernhånd gribe om hendes spidse kæbe. Tvinge hendes ansigt opad. At hun overhovedet vovede! Solari havde hørt gudindens vilje hviske i sine spidse ører - Skyggen lagde sine hænder på den forkerte! Ord der ikke blev vristet over hendes læber, men som i den grad var til at se, som de blege øjne mødte Skyggens monokrome af sølv. I nogle overfladiske vejrtrækninger sagde Solari Seravill intet, imens hendes øjne - øjne der dimrede af en fanatisk, sygelig fascination, trods den primitive smerte - søgte at tage alt hvad hun kunne samle op, fra Skyggen. Fordi trods hendes situation, frygtede hun ikke døden. Aldrig, døden ville kun være en befrielse for den rettroende. 
Og i den mørke, selv-hellige følelse der fyldte hende nu, nu hvor at hun havde fået bare lidt tid til at trække vejret, var det en højrøvet arrogance der tændtes i hendes blege blik. Hvor meget mere hun kunne klare? At det spørgsmål skulle stilles til hende; Solari ville aldrig undskylde for at sigte efter en trone der tilhørte hende. Hun ville aldrig 'lære noget' af denne behandling. Hun vidste at den var uden værdi, da kun Gudinden selv kunne straffe hende hvor det gjorde ondt. 

Så Solari smilede. Ikke morende, venligt eller høfligt - det var et alt for bredt, og alt for anstrengt smil til at falde ind under nogle af de ord. Men et smil der vidnede om en tindrende utålmodighed, når det gjaldt sådanne... trivielle ting. "Så meget som det kræver" hvislede hendes hæse stemme tilbage. 
Det var dog ikke alt. Smilet skildtes på midten idet at Solari lod munden være en anelse åben, men gjorde intet antræk til at bide, spytte eller på anden vis kæmpe imod. Nej, det var en langt mere kælen gestus over det, idet at hun bed ud efter hendes fingre. Ikke at hun forventede at hun fik lov, men lidt ville hun gerne... smage den anden. I hvert fald hendes blod. Ikke at hun forventede at få lov. 

De sølvfarvede øjne betragtede den siddende skikkelse, der trods hendes situation stadig formåede at finde trodsigheden frem - at kunne betragte hende på en måde, der fremviste hvilken styrke der var at finde i den andens kvinde indre. Det var ikke tit, at man fik lov til som Itin at møde så stærk en person. Hvilket gjorde at der formåede at gøre, at et lille smil begyndte at vokse frem på hendes læber. Så da Solari bed ud over hende, gjorde hun ikke noget yderligere. Hellere ikke da tænderne sank ned i det tynde kød omkring hendes langefinger og pegefinger. Blikket holdte sig stift rettet mod den andens havde øjne, som der var så lig hendes egne - at det næsten var som at kigge ind i et spejl. 

Efter noget tid, hvor hun kunne mærke hvordan at blodet begyndte at flyde. Greb hun fat med den anden hånd - klemte mod kinderne og kæben for at tvinge hendes mund åben. Et hæst grin forlod hendes læber, som hun skubbede Solari væk. Kun for at tage fat i rebene der stadig var omkring hendes hænder, greb omkring hendes nakke, og slæbte hende med hen til karet med vand. Uden tøven, tvang hun den andens hoved ned i det - afventende. Et stærkt greb der holde fast omkring nakken, trods hvor meget hun ville stritte mod, talte den professionelle minutterne, sikrede sig at det kun var lige inden at lungerne ville begynde at gispe ufrivilligt efter luft, at hun rev hende op igen.
Sådan ville proceduren fortsatte fem gange, inden at hun ville smide den slanke krop ned mod de kolde fliser. Hun satte sig igen ned på hug, hoved let på sned, som hun betragtede den anden kvinde.
Kunne hun holde til mere? Hvad skulle det næste være, og hvornår var det nok. Det var altid en fin grænse mellem at være hård og være for hård. 

Den metalliske smag af blod var ikke hendes eget, og det var uden meget skam at Solari's øjne tindrede en anelse i kraft af smagen. Skyggen var - trods hvor hård hun end så ud, intet mindre end stadigvæk en mørkelver, og smagte ligeså. Forkynderen havde trods alt mødt sin del af sin egen race, og selvom hun ikke havde meget tilovers for folk af den sorte nattehud, vidste hun at hun ikke ville slippe så let som det ellers kunne tænkes, sådan som tiden tikkede forbi dem. Tungen pressedes imod fingere, Solari's bid blev hårdere idet at hun spændte kæberne for at presse de skarpe tænder ned i huden, og så var det at Skyggen endelig syntes det var nok, og vristede hendes kæbe åben. 
Hårdhændet blev hun skubbet bagud - derefter hevet frem - og slæbt henover det kolde gulv. Af en person som havde oplevet noget meget lig dette før, var der ingen modstand i elverens krop, der søgte at få sin vejtrækning så meget som muligt under kontrol, inden at den kolde balje skulle stå for skud som det næste. 

Hvilket var svært. Lige meget hvor meget Solari vidste hun skulle slappe af - vidste at hun ikke kunne gøre noget for at slippe ud af jerngrebet, jah så ville hendes krop noget andet. Derfor nåede hun ikke helt at få den under kontrol, inden at det kolde vand omsluttede hendes ansigt, og lungerne snart efter begyndte at brænde. 

Fem gange skulle hun op og gispe efter vejret, og atter ned under den kolde overflade. Hendes krop spjættede, ligegyldige krampetrækninger fremprovokeret af følelsen, som druknedøden lagde over hende, og da hun endelig blev kastet væk, var det næsten taknemmeligt at mærke den hårde jord imod hendes hud. 
Elveren hostede - vand hun ikke havde kunne lade værd med at sluge væltede ud af hendes mund og svælget brændte nu ligeså meget som øjnene. Tårer hun ikke kunne styrer blandede sig med den våde overflade på hendes hud, og for en stund, fik hun lov til at ligge. Raspende efter vejret, og ynkelig. Hun følte sig ynkelig, som en kludedukke. Forharmelse, vrede, afmagt. Følelser der ikke havde været i hende længe, fik en snerren af frustration til at glide over læberne, og Solari der mere fornemmede end så Skyggen sætte sig på hug, sydede af had. Og had gav hende styrke. 
Der var ingen indikation på at hun kunne bevæge sig - mørkelveren vidst bedre end at komme med et advarende udbrud - idet at hun pludselig spændte op i den værkende krop, og lod de frie ben sparke ud efter mørkelverens ben, helt specifikt hendes knæskal. Albuerne skrabede i selvsamme hen over stenjorden; mere blod for den mørke skygge at se. 
Det smarte ville være at give op, men det var ikke en mulighed for så stolt et væsen. 

Torturen fortsatte, Solaris evne blev sat på prøve, som en større og stærkere kvinde ikke gav op. Nådesløst gik hun igennem de ting hun vidste, det hun var blevet lært op i. Siden hun som ganske ung, var blevet taget under templets vinge. 
Det var først da ypperstepræsten kom ind ad døren og nikkede, at Itin gav slip på en næsten livløs skikkelse. Blodig, druknet - og alligevel var huns ikke på hun stadig kunne se smilet der lå på de mørke læber. Itin slikkede sig kort hen over læben, inden hun nikkede og gik ud af døren.

En følelse i maven, fortalte hende, at der nok ikke ville gå længe. Før at det var Solari selv, der fik hende til at gøre denne ydelse, på hendes fjender. Men det måtte tiden jo vise, og med disse sidste tanker, forlod hun kammeret og gik hen til hendes eget kammer for at rengøre sig og tage en velfortjent lur.

Tortur var hvad det nu engang var, bare tortur. Og ligemeget hvor slemt det brændte, sved, smertede og værkede, jah så slap præsten ikke sin fanatiske, krampagtige rest af tro, da den var hvad der holdt hende ovenvande i dette smertefulde mørke. Slag blev taget med et smil, og slap hun afsted med det, blev de da også givet igen - omend det var ufattelig få gange. 
I sidste ende var det et karakteristisk slangesmil der favnede de mørke læber, nok mest af alt noget der lå skræmmende godt indgroet i hende fra gamle dage. Et slangesmil der med et støn af smerte skiltes da torturen stoppede, kun for at starte igen da ypperstepræsten mente at det var hans tur. 
Men hun ville få hævn. Og hævnen var altid bedst, når den var planlagt. 

Så Solari tog imod det. Hun lukkede øjne og distancerede sig fra den grimme virkelighed, men lagrede hvert et klamt minde, hvert et blodigt øjeblik og hver en brændende, altomsluttende forharmelse. Og ventede, til den dag det var... hendes tur til at foretage et træk over livets skakplade.