Alting gik hurtigere end Jonatan kunne følge med. Bæsterne, biddet, det andet bæst, Sam og Amalia der råbte.. Så var Julie ved hans side, og trak hans arm over til sig inden han kunne nå at åben munden. Det føltes som om det tog en uendelighed, men Jonatan kom op og sidde. Julie pladrede løs ved siden af ham, om at han skulle blive nede, men han hørte kun halvt efter. Selv smerten i hans arm virkede fjern, som adrenalinen pumpede.

"K-kaptajn! Har vi noget mad?" spørgsmålet kom ud af det blå, som en halv idé tog form. Besætningen var dog ikke de eneste der tog bestik af Jonatans ord. Alle tre bæster vendte snuderne i hans retning det øjeblik han åbnede munden, og selvom de stadig var på vagt, stod deres ører opmærksomt op. Hunnen knurrede, og Jonatan stirrede forbløffet på bæstet, som han forstod hvad den prøvede at kommunikere. "J-ja! Vi er ikke fjender! Vi-vi kan skaffe jer mad, bare, lad vær med at æd os!" plabrede Jonatan, denne gang i retning af hunnen der havde knurret af ham. Hannen knurrede, dybt og blottede sine tænder, men hunnen bakkede en smule mere af.

Jonatan sank en klump, og skævede mellem Sam og Amalia "Det kommer til at lyde vanvittigt det her men.. kan i pakke sværdrene væk? De angriber ikke mere, så længe vi ikke truer dem" bad han. Hunnen så afventende mellem Amalia og Sam.

Kaptajnen var mere end villig til at give plads til dyrene, hun havde på ingen måde lyst til at hun eller sine besætningsmedlemmer skulle komme mere til skade end de allerede var.
Den firbenede familie lod til at være ganske enige og knurrede faretruende.

Amalia måtte sende et vantro blik mod Jonatan, havde han drukket saltvand?!? "Du har veltaget nogle rationer med? Du ved det tørre brød og kød?" Det gav mening dyrene så utroligt sultne ud, men det var noget af et sats!
At han så også lod til at forstå hvad det var kræet sagde gjorde det kun mere forvirrende, siden hvornår kunne han tale med dyr?!?

"Du har ret det lyder vanvittigt" sukkede hun, men som hunnen havde reageret så kunne der være noget om det. "Vi prøver" lød det som hun sænkede sværdet. Dog ganske påpasselig med hvis dyrene ville skifte mening.

Samantha holdt blikket på hannen, som Julies dæmpede stemme fortalte hende at den yngre kvinde gjorde som hun havde fået besked på. Ikke at Jonatan virkede til at lytte til hende, men så igen. Som den unge mands nervøse stemme knækkede og nævnte mad skiftede hannens opmærksomhed fra Samantha og til ham. Foruroligende så fokuserede de dyr var på deres nyeste og til tider uheldige medlem. Hans næste ord var da også... til hundene?

Holdene hannen i kanten af synsfeltet skævede Samantha til Jonatan og rystede så opgivende på hovedet af ham. Sværdet forblev dog holdt til forsvar til Kaptajnen gav anden ordre. "Du... taler med dem?" Der var en grad af vantro i hendes stemme, som hun langsomt stak sværdet i skeden og ændrede sin holdning til mindre truende. Hvis han gjorde, forklarede det en del om skibets papegøjens forkærlighed for den ranglede unge mand.
Stadig holdende bevægelserne rolige og ikke forhastede, trak hun en pølse og en kniv frem for tasken. Med et havde hun hannens opmærksomhed igen, delt mistro og forventning, som hun skar et stykke af pølsen og kastede den blødt hen til ham. Næste stykke var rettet til hvalpen. "Jeg havde ellers set frem til den her senere..." mumlede hun tørt, som det sidste stykke gik til hunnen.

Som situationen kom mere under kontrol, genvandt Jonatan sin fulde tankevirksomhed og evnen til at formulere fulde sætninger uden at hakke sig igennem dem. "Rationerne, naturligvis!" de var ikke taget nogen steder uden madpakke, og andre fornødenheder. Ikke på Jonatans vagt!

Et blik fra Julie fik dog Jonatan til at blive siddende, pænt og stille, mens hun fandt maden frem. Snart fik Sams pølsestumper selskab af den første rations indhold. Forældrene var stadig vagtsomme, men hunnen gav et lille bjæf. Hvalpens hale hamrede energisk mod gulvet

Jonatan sukkede tungt og kørte sin stadig friske hånd igennem håret. "Dem, Frøken Hatmiralen.. alle dyr faktisk, men jeg ville virkelig værtsætte hvis i kan gemme spydigheder til min arm ikke føles som om den er ved at falde af" sagde han gennem et tyndt smil. Adrenalinen var ved at lægge sig, og nu indså han virkelig hvor dum en idé det var at stikke armen ind i kæften på dyret. Som svarede den på hans ord, fnøs hunnen, og skubbede med snuden en halvspist hummel brød i hans retning.
"Nej tak, spis det selv" forsøgte han at insisterer, men protesten blev ikke mødt af andet end en lav knurren, og en hummel brød der blev skubbet nærmere igen, til trods for de kampklar kvinder omkring. 

Altså, Amalia havde da opdaget at Hatmiralen hang mere ud hos Jonatan end en del af de andre af besætningen, men ærligt havde hun troet det var fordi han enten var en mand eller virkede mildere end de fleste.
Det var dog fantastisk at se at der faktisk kom noget mere styr på det hele, trods hvor vanvittigt det havde virket. Men selvfølgelig havde han glemt at fortælle at han kunne tale med dyr, typisk.

Vantro skævede kaptajnen med hunnen der tilsyneladedne mente at Jonatan havde mere brug for brødet end hendes familie. "Jonatan, du tager imod din.. gave, det er en ordre" Amalia skulle ikke nyde noget af af den fred de havde fået lavet gik i stykker af hans beskedenhed tog over.
"Kan du fortælle dem at vi er villige til at dele vores mad med dem, hvis vi får lov at undersøge stedet færdigt?" Det eller få lappet Jonatan sammen igen.

Maden havde den ønskede effekt på de halv-vilde hunde og lyden af hvalpens halen gjorde det sidste for at lade Samanthas afslappede holdning blive det og ikke kun virke som det. Hun holdt dog blikket på dyrene som de spiste. Hvor sultne de end virkede så var pelsen stadig hel og knoglerne var ikke overdrevent synlige. De vidste hvor mad var og det beroligede hende. Kunnede finde mad på øen, så kunne jagere det også.

En lille fnysende latter slap fra hende ved det lille optrin mellem Jonatan og tæven. Åbenbart fandt alle hun-køn et behov for at passe på den ranglede knægt. De måtte hellere holde lidt ekstra øje med ham næste gang de lagde til i Juvellen.

Samantha lod blikket glide videre ud over salen, som de andre forhandlede med dens beboere. To døråbninger førte fra den for hvad hun kunne se, men i det dæmpede lys kunne flere være skjult. I det mindste trak ingen lyde ind til dem og de havde lavet larm nok til at alarmere de nærmeste hvis de ikke var her alene. Om stilheden fra resten af borgen var en god ting eller et baghold - det ville tiden så vise.

Jonatan skævede kort til Amalia, men gjorde som der blev sagt, og samlede brødet op med et svagt smil. Det virkede dog ikke til at være nok for tæven, der stadig kiggede indgående på ham. Jonatan sank en klump, fandt den mindst tilsavlede del af brødet, og tog en bid. Først der lod hunnen til at være tilfreds, og traskede varsomt tilbage til sin familie. Hvis han ikke viste bedre ville han sige den lige havde adopteret ham... Fantastisk.

"Ay kaptajn" bekræftede Jonatan, inden han gik i gang med at tale med hundene igen. Det var en mærkelig samtale at overværer, ikke mindste fordi de andre kun var vidne til halvdelen af den. Hunnen havde trukket sig tilbage til hvalpen, og hannen trådt foran dem for at forhandle med Jonatan, med bjæf, knurren og fnys. På et tidspunkt blandede hunnen sig med et skarpt bjæf, og kort efter sukkede Jonatan dybt, og vendte blikket mod sin kaptajn igen.
"Okay, så det meste af deres flok er væk, men de er villige til at lade jer blive en del af den, hvis i bringer mad. Jeg har aftalt at Julie og jeg kan hente forsyninger, og imens har i lov til at fortsætte-" en lav knurren fra hunnen afbrød Jonatan, og fik hvalpen til at lægge sig flat mod gulvet. Jonatan sank en klump "Hun advarer jer mod at gå for dybt. Der er noget dernede, et væsen der jager.. folk? De har ikke set den længe, men den er stor og de holder sig fra dens territorium i dybet" oversatte han, og så op på Amalia, og trak en lille smule på skuldrene. Det var ikke en særlig præcis beskrivelse, men Jonatan kunne næppe få noget mere præcis ud af dem.

Med alt det klaret, kom Jonatan på benene, og sammen med Julie, satte han tilbage mod skibet, med en let følelse i kroppen. Han kunne godt have været foruden overfaldet, men selv med det i mente, var han stadig spændt på at se, hvad resten af øen havde i vente for dem.

Kaptajnen håbede ikke på at det ville blive en vane, at de skulle til at sætte Jonatan til forhandle med alle dyr de mødte, men lige her havde det vist sig at være ret praktisk. Et es i ærmet til en anden dag.
"Set i værk" lød det med et nik som Jonatan og Julie gjorde mine til at overholde deres del af aftalen. "Tak" nikkede hun med den firbenede familie og satte ud for at undersøge resten sammen med Sam.

Den øvre del af borgen var i meget ringe stand, det var tydeligt at der havde været nogen og tage alt af værdi flere gange, men den del de havde undersøgt tidligere virkede stabil nok til at man kunne bruge det som midlertidig base.
De nåede kun et niveau ned før det blev tydeligt hvad ulvehunden have ment med dybet. Der var et hul i væggen der lod til at føre ned til nogle grotter, hvilket de ikke skulle nyde noget af at undersøge denne gang. Hullet blev barrikaderet og var et problem der kunne løses senere.

Resten af mandskabet kunne fortælle om at ekspeditioner var gået uden nogen sårede, der var tegn på dyreliv og de få folk de havde mødt virkede glade for at få muligheden for at handle sig til ting de havde svært ved at lave selv. 
Ulvehundene fulgte med fra borgen for at se "flokken" an, og mulighed for at blive kløet bag øret lod til at være i høj kurs.
Det skulle nok blive en spændende tid!

Samantha nikkede let til Julie, som denne og Jonatan gik tilbage den vej de var kommet. De skulle nok klare sig de to - også selvom deres nye bekendtskaber lød til at ville koste dem på forsyningerne. Et godt bytte for ekstra næser og øjne, men det skulle nok blive sjovt at se resten af mandskabets udtryk ved åbenbaringen af denne af Jonatans evner.

Selv fulgte hun med Amalia på den videre færd rundt i borgen. En ruin der ville kræve arbejde at få sikret flere dele af, men også en lovende base. Når de lige havde fået styr på hvad end der boede under den, det var. Intet som et uhyre i kælderen... eller?
I det mindste var det til at lukke hullet for en tid.

Skibet var helt da de kom tilbage og alle andre så ud til at være det samme. Det virkede også til at de lokale var rimelig åbne for nye beboere med ideer om at bringe handel med sig. Forståeligt med den isolerede placering, men det samme var varsomheden nogle havde udvist. Så mange år var det heller ikke siden den berygtede bande havde gjort livet surt for alle.
Et blik ind mod land var dog et smil værd. En ny start og alle muligheder lå for dem. Alt de manglede nu var flere hænder, flere materialer og tid. Med uroen gryende på ny var det sidste desværre nok det der skulle presses mest.