Det var først, da hun kom med sin trætte sejrsjubel, at Sir Xaphan lagde mærke til, hvad Freya havde gang i. Han skyndte sig hen til hendes side for at kigge på såret, der heldigvis var stoppet med at bløde. Vent... hvor meget blod havde hun mon mistet efter giftsåret? Det kunne helt bestemt være medvirkende til, at hun var så træt og omtåget. I et øjeblik fik ridderen en utilfreds mine som om han skulle til at irettesætte hende. Hvad havde hun mon gjort forkert? Hun lagde hovedet lidt på skrå, men Sir Xaphans alvorlige mine blev hurtigt erstattet med det blide, omsorgsfulde væsen, han altid havde haft over for hende.

Det gjorde lidt ondt, da han rev bandagen af hende. Men ikke nok til, at hun gav lyd fra sig. Og det blev kun til et stille nik, da halvenglen sagde, at han stadig ville være nødt til at sy det sammen. Det kunne hun ikke undgå. For han havde helt ret i, at hendes magi ikke var stærk nok til at lukke såret helt. Selv hvis hun havde været ved sine fulde fem ville det ikke have været muligt for hende... det ville kræve en hel del mere øvelse.

Hun kneb øjnene sammen, da han fjernede resterne af den salve, han havde smurt på hendes sår. ”Måske jeg skulle tage lidt... for en sikkerheds skyld,” tænkte hun højt og rakte ud efter flasken. Det gav et gib i hendes krop, da hun strakte sig, men det var kun kortvarigt, for hun fik hurtigt lagt sig tilbage igen. Hun tog proppen af flasken og tog en god slurk... måske det kunne dulme noget af smerten, når Sir Xaphan var nødt til at sy hende.

Den høje, elegante mand kom tilbage til hendes side med en våd klud i hånden. Nænsomt begyndte han at rense hendes sår helt. Klargøre det, til når han skulle til at sy. Ugh, hun glædede sig ikke. Tanken gav hende en dårlig smag i munden og en knugen i maven. Ubevidst rykkede hun sig en tand tættere på Sir Xaphan. I et forsøg på at komme tættere på trygheden. Det var ikke alt for slemt at få renset såret – dybe vejrtrækninger helt ned i maven hjalp, så hun ikke kom med nogen lyd fra sig i smerte. Men nøj... hvor var hun også træt... Hendes krop der var i i gang med at heale... Energien hun havde brugt, for at få såret til at stoppe med at bløde...

Minutterne gik og trætheden tog til. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige, så hun lå i stilhed, mens Sir Xaphan rensede såret færdigt og fandt de ting frem, han skulle bruge. Nogle gange var hun nødt til at lukke øjnene kortvarigt. ”Jeg er... så... træt,” mumlede hun og kæmpede for at holde øjnene åbne. Måske det smertestillende i miksturen fra Sir Xaphan var med til at fremprovokere trætheden... Få hendes krop til at slappe mere af... ”Xaphan...” hviskede hun. ”Sir...” i trætheden havde hun helt glemt at sige hans titel først. ”Hvis jeg falder hen... er du her så... når jeg vågner?”

Inderst inde havde Freya nok hvad en større påvirkning på ham end han selv ville indrømme. Dog var det ikke noget der kom til udtryk. Han ville ikke vise sig som en svag person, det var ikke der han skulle være, og han skulle huske på ikke at lade rekrutter komme for tæt på livet lavet af ham. De lavede alle fejl, og nogle glemte desværre deres træning mere end de burde. Men Freya havde haft sine problemer til at starte med, og det var ikke sådan det skulle være mere, hun skulle bare lære at være rolig og tage de rigtige valg, ikke lade en vrede styre en. Han vidste hvad det ville sige at have en vrede inde i sig. Dog kunne hans ikke kontrolleres. Han var halv dæmon, den side kom desværre frem til tider, og han kunne desværre ikke gøre noget ved den. Den eneste der kunne berolige ham når det var lige op over var corvus, den eneste mand han sådan rigtig stolede på. Godt nok skulle han stole på Baldwin, men Baldwin var bare ikke den samme, og han var egentlig stadig lidt indebrændt efter som at Baldwin var forsvundet under Kiles magt. Ja der havde været en grund til det, men han havde efterladt lysets kriger uden en leder og det burde ikke være sket. 

Som han kiggede på såret fjernede han sig fra sengen og bevægede sig over i en skuffe. Han tog fat i nål og tråd og bevægede sig tilbage til Freya som han fortsatte smilte til. Han nikkede lidt til hende som hun åbnede flasken og tog noget af miksturen var han lidt mere rolig. Han lagde en hånd på hendes pande og smilte til hende. “Jeg går ingen steder hvil du blot” egentlig havde han haft muligheden for at putte lidt sovemiddel i miksturen, men han ville ikke forhindre hende i at sove og risikere at hun ikke vågnede op. Han vidste stadig ikke helt hvilken gift der var blevet brugt, og han vidste ikke om den stadig sad i kroppen på hende. Alt ting kunne ændre sig hvis han lavede en enkelt fejltrin.

Han rettede hånden ud i flad hånd og en kugle af varm energi dannede sig i håndfladen på ham. Han puttede nålen ind i kuglen og varmede den op inden han lukkede hånden og kuglen forsvundet. Inde i hånden lå den varme nål og han begyndte at tråde nålen. Nu håbede han blot at Freya ville kunne overleve smerten der måske ville komme. Han ventede i 10min i stilhed for blot at se om hun faldt hen og for at miksturen kunne virke ordentligt.  Endnu engang lagde han hånden på hendes pande og sende hende hen over kinden. Hvorfor han gjorde det vidste han ikke. Lige så stille begyndte han at nynne en vuggevise hun sikkert havde hørt før fra barns spæd. Han kendte mange vuggeviser, og det var en vuggevise fra orkfolket. Han var gammel og kendte til mange ting. Men hans nynnen kunne måske virke beroligende på hende, og langsomt begyndte han at stikke nålen igennem udhusene på hende for at lukke det.  Han syede hurtigt men sikkert og gav hende 7 sting tæt lukket sammen. Han lænede sig ned imod hende og bed snoren over inden han satte sig ned i stolen og lukkede øjnen i et kort øjeblik. “Du skal nok klare dig Freya Sagosdottir” kom det roligt fra ham. Han sagde normalt aldrig fulde navne til rekrutterne, men det var som om han beskyttede hende for den værste død hun kunne få. Han vidste at hun skulle have noget at spise på et tidspunkt, og han vidste at på et tidspunkt ville hun være sulten nok, og hvis ikke hun kunne spise brød så kunne han altid lave lidt suppe.

Sir Xaphan forsikrede hende om, at hun ikke ville være alene, og med hans hånd på hendes lettere febervarme pande, faldt hun hurtigt i et stadie mellem søvn og bevidsthed. Fjernt kunne hun høre en knitren fra den varme energi, Sir Xaphan fremmanede, for at sterilisere nålen. Stilheden bredte sig i rummet, mens Freya faldt længere og længere hen, men da Sir Xaphan lagde hånden på hendes pande igen, blinkede hun øjnene åbne for at kigge på ham. Møde hans rolige, brune øjne. I sin træthed  havde hun helt glemt, hvad Sir Xaphan skulle til at gøre, så det var overraskelsen over kropskontakt, der fik hende til at vågne. Det var nok for at finde ud af, hvordan hendes tilstand var, at han mærkede hendes pande. Hvorfor han så lod sin hånd stryge ned for at hvile på hendes kind, forstod hun ikke. Men det behøvede hun heller ikke. For det føltes bare rart med hans nærhed. Hun kendte ikke Sir Xaphan ret godt personligt, kun fra arbejdet. Hun havde da sendt hans høje, elegante skikkelse et par lange blikke af og til, nok især efter hun havde været nødt til at acceptere, at Pax ikke ville have hende. Ikke følte det samme, som hun gjorde. Men samtidig havde hun også vidst, at der aldrig kunne ske noget mellem hende og afhøringsmesteren – der var et alt for stort et spring imellem deres pladser i samfundet, og det var åbenbart noget, som mennesker i hvert fald gik meget op i. Hun ville dermed ikke være et godt parti for ham. Desuden, så var hun halvorker – ikke ligefrem den mest favoriserede race i samfundet. Der var mange flere yndefulde racer, der havde slankere linjer og bar sig mere elegant end Freya. Derfor havde blikkende imod Sir Xaphan mest været for noget interessant at se på, når muligheden bød sig, og en lettere fnisen med de andre kvindelige rekrutter i omklædningsrummet.

Og nu lå hun her. I hans seng. Med lukkede øjne, mens ridderens hånd hvilede på hendes kind. Han begyndte at nynne, og det overraskede hende, at han kendte denne vise. Hendes mor, Ronja, havde nemlig nynnet den for Freya, dengang hun var en lille pige, og den mindede hende om varme nætter i teltene, der holdte Nordens kulde ude.

Nålen ramte Freyas hud. Stadig med lukkede øjne, gled en panderynken over hendes ansigt, mens Sir Xaphan arbejdede. Men hun var faktisk overrasket over, hvor lidt hun kunne mærke. Det skyldtes nok to ting; at hun havde drukket af den smertestillende mikstur, og at hendes krop havde oplevet så meget smerte, at hendes nerver ikke reagerede på følelsen af den tynde nål, der blev stukket igennem hendes hud. Og det var hurtigt overstået. Nok var Sir Xaphan ikke helbreder, men det lod til, at han havde prøvet det her før. Han havde arbejdet hurtigt og mildt. Hans pandehår kildede på hendes hud, da han bukkede sig over hende for at bide snoren over, og hun kiggede nysgerrigt på det nu sammensyede sår. Det så lidt mindre drabeligt ud nu. Måske arret ikke ville blive så slemt. Hun gav et suk fra sig. Lettet over at det nu var overstået. Så langt, så godt.

Hun kiggede stille efter halvenglen, der satte sig over i den fint polstrede lænestol. Han forsikrede hende om, at hun nok skulle klare den, og det fik et lille smil til at finde vej til hendes læber. ”Jeg... kan godt komme op nu... Så kan du få sovet nogle timer,” tilbød hun med det lille smil på læben, mens hun kiggede på Sir Xaphans lukkede øjne. Han ville jo nok sove bedre, hvis han lå i en seng. Ridderen kendte hendes fulde navn, og det burde vel egentlig ikke være så underligt. Alligevel fik det hende til at tænke. ”Sir Xaphan,” sagde hun, som om hun smagte på hans navn. ”Hvad er dit efternavn?” Havde han et? Havde engle generelt efternavne? Hun havde vidst aldrig hørt nogen sige hans efternavn. Var det privat? Havde hun dummet sig nu uden at ville det? Heldigvis havde hun lært, at Sir Xaphan ikke var typen, der nemt blev vred.

Han forstod ikke helt hvad der var han havde gang i lige nu. Han havde ikke nogen ide om hvorfor han havde Strøget hende over kinden. Han vidste ikke hvorfor han lige pludselig nærmede nogle form for tilknyttelsen til hende. Han havde jo bare hjulpet hende lidt på vej til at blive bedre kriger. Det skulle jo ikke have været meningen at han skulle nære nogle følelser for nogen. Det ville aldrig gå godt, uanset hvordan han vendte og drejede det. Det var forkert af ham, der blev allerede sendt sære blikke til ham fordi han var som han var. Hvordan nogen kunne acceptere ham var en gåde, men han var alligevel kommet ind i lysets hær, blevet ridder og senere afhøringsmester. Det havde taget tid, men han stod i en god position når alt kom til alt. Det kunne han jo ikke bare ødelægge for sig selv. Men samtidig kunne han ikke være sådan her over for alle rekrutter han mødte på sin vej. Han vidste at Freya var anderledes og at hun ikke var lige som alle andre. Måske var det derfor han nærede nogle følelser for hende, fordi han vidste hvad det ville sige at andre så skævt til en, behandlede en som et udskud? Han vidste det ikke og det irriterede ham inderligt uden at han viste det.

Selvom Freya sagtens kunne stå ud af sengen så var det det sidste han ville have hende til. Hun var afkræftet og det var bedre hun lå der og kom til hægterne frem for ham selv. Ja han skulle sove lidt, men det var ikke nødvendigt lige nu. Han havde tidligere gået uden søvn i flere dage, dette her var ingen ting, og han vidste jo ikke om tingene ville se værre ud påset tidspunkt. Han rystede derfor på hovedet af hende. “Bliv liggende Freya, saml kræfter til du kan komme ordentligt op” kom fra ham og sendte hende et smil. Han vidste ikke om hvor længe det ville tage, men hendes blod skulle lige danne sig til et ordentligt nivue igen, så kunne der være tale om at hun kunne komme ud af sengen. Da hun spurgte om hans efternavn tænkte han sig lidt om. Han kunne fortælle hende sandheden om sig selv, eller han kunne lade vær. Han havde jo allerede brudt grænser så hvorfor skulle han ikke kunne fortælle hende sandheden? “Ser du Freya, jeg er nok den eneste engel der ikke har noget efternavn. Min far er engel og hedder Zophiel, min mor er dæmon og hedder Vepar. Det er alt jeg ved om dem, og så vidt jeg ved havde ingen af dem efternavne. Der er aldrig givet mig et, og hvad jeg ved af.. så er jeg den eneste af min slags...” startede han og kiggede på hende. “Alle andre engle har Isari taget stilling til, mit liv er ikke en dans på roser, jeg kæmper lige så meget med min dæmoniske side som jeg kæmper med min engle side. Der er kun  en i hele mit liv der kan få dæmonen i mig til at slappe af, den mand er fantastisk, men nogen gange kan min dæmoniske ikke styres, og jeg ved desværre ikke hvad laver til tider når den først er fremme.” Det var hans dybeste hemmelighed. Men en hemmelighed han aldrig ville have fortalt til nogen, og alligevel havde han åbnet munden og fortalt hende det. Det ville sikkert kunne blive brugt imod ham, det kunne sætte ham i et dårligt lys hvis hun så sig sur på ham. Det ville give ham problemer til halsen, specielt fordi han havde sagt han havde helt styr på sin dæmoniske side. “Og for en gangs skyld... kan vi droppe Tilnavnet ‘sir’ jeg er ikke adelig på nogen måde, jeg er bare Xaphan, og for dem der kender mig så er det Xaph.” Han vidste godt at han var højere rang end hende, men det skulle ikke forhindre hende i at undgå tilnavnet når de var alene. “I hvertfald når du ser mig uden for jobbet” han ville hellere have at alt det Sir blev droppet, men så igen, det var vel hvad han var, ridder af lyset hed altid Sir, han brød sig bare ikke helt om det så mange problemer som han havde i sit liv han aldrig fortalte om, men netop nu havde delt med Freya.

Freya møffede taknemmeligt under tæppet, da Sir Xaphan med et smil sagde, at hun skulle blive liggende for at samle kræfter. Et dybt suk af tilfredshed undslap hendes næsebor ved tæppets varme og tryghed, som når en munter, træt hund ligger med hovedet i ens skød. Der var en kortvarig stilhed imellem dem, mens ridderen overvejede sit svar angående sit efternavn. Han så ikke vred ud over hendes spørgsmål. Snarere eftertænksom. Som om han debatterede med sig selv om, om det var noget, han skulle fortælle hende.

Hun var stille, som han forklarede sig. Betragtede ham. Hans kropssprog, hans ansigtstræk. Det var en vild historie, som Freya havde svært ved helt at forstå kunne være sand, men han virkede oprigtig. Men at hans forældre havde været henholdsvis en engel og en dæmon? Hun havde godt hørt fra andre, at Sir Xaphan var halvt dæmon, og så var der jo hans ene vinge, der virkede ret dæmonagtig... men at høre Sir Xaphan selv sige det... At han var halvt dæmon... At det var noget, han stadig havde problemer med at styre, og at han kun havde mødt én person, der nogle gange kunne tøjle Sir Xaphans dæmoniske side. ”Din ven lyder fantastisk. Ham må jeg møde en dag,” sagde hun blidt med et lille smil til halvenglen. Virkelig? Er det alt, du kan komme op med? Flot Freya, det skal nok komme til at ske, tænkte hun til sig selv. ”Jeg vil vove at sige, du har klaret dig godt, selvom du ikke har haft det let,” fortsatte hun. Hun måtte indrømme, at det virkede foruroligende, når Sir Xaphan sagde, at han ikke havde kontrol over sig selv i dæmonstadiet. Hvor ofte skete det mon? Det, ikke at kunne huske sine egne handlinger, fik det til at lyde varulve-agtigt. Men samtidig virkede det også meget fjernt for hende, at denne rolige mand kunne blive... ond. Det virkede forkert. Freya havde kun set det gode, det blide, og det omsorgsfulde ved ham. Han havde givet hende en chance mere, da hun havde mistet sit temperament, han havde kæmpet godt imod Mørkets Hær og han tog sig af hende i sit hjem, efter hun var blevet såret.

Liggende på siden, knugede hun tæppet tættere mod sit bryst. ”Jeg ved ikke om det tæller for noget,” begyndte hun stille og kiggede lettere fraværende rundt i rummet, ”men for mig er du kun en engel”. Et lille, skævt smil fandt vej til hendes læber og op til hendes øjne, som hun igen søgte Sir Xaphans blik. Hun ville ikke fortælle det her til nogen. Sir Xaphan havde ikke sagt at det, han lige havde fortalt om sig selv, var en hemmelighed. Men det lød som en. Og derfor ville hun tie over for andre.

Det var ikke helt muligt for hende at skjule sin overraskelse, da Sir Xaphan... Xaphan... bad hende om at droppe titlen foran hans navn. Nok syntes ulvinden ofte at menneskers regler kunne være underlige og komplicerede, men af hvad hun vidste, så var titler vigtige iblandt alle racer. Også orker. Som i en ulveflok, så var der et hierarki, og titler var med til at vise, hvor vigtige de forskellige medlemmer af flokken var. Hun lo ganske let. Træt, men hjerteligt. ”Det vil jeg benytte mig af, når jeg får chancen... Xaphan,” tilføjede hun med skyggen af et glimt i øjet. Det var en unik chance. Ligesom med hemmeligheden, han havde delt med hende. Det havde hun alligevel ikke regnet med. Generelt... havde nogen for to dage siden sagt til hende, at hun snart ville ligge i afhøringsmesterens seng, få del i hans hemmeligheder og få lov til at omgå hans titel... så havde hun aldrig troet på dem.

Hvis de havde været i familie sammen havde han nok været mere bekymret for hende og puslet lidt mere. Men det var de ikke, der var stadig en grænse. Der var ingen grund til at pusle så meget om hende, hun klarede det helt fint selv. Sådan som hun trak tæppet over sig, lod hun til at være perfekt. For perfekt måske, en der værdsatte alt der var at tage sig til, værdsatte at ligge i en blød seng. En der kunne slappe af og nyde tilværelsen om end at man var kommet slemt til skade. Endnu en gang havde han lyst til at røre ved hende, men han holdte igen. Hun skulle nok klare sig måtte han minde sig selv om. Hun var gjort klar til at passe på sig selv når hendes blodmangel var genoprettet til det normale nivue.

Han var ikke sikker på om hun kunne acceptere en som ham, eller den måde han havde agt sin hemmelighed på, men hun virkede ikke skræmt af hans ord. Hun virkede nærmest... rolig på en eller anden måde. Hun vidste ikke hvordan han var når hans dæmoniske side komfuret, hvordan øjnene blev hvide, hvordan hans ansigtstræk ændrede sig fra det blide til det hårde. Der var så mange ting han ikke engang selv kunne forklare eller fortælle, for de fleste af tingene håvidste han ikke engang selv. “Corvus? Er du heldig kan du finde ham på en kro med en flaske alkohol i hånden, men han burde trække sig tilbage fra at være spion, han er en ældre herre nu” kom det fra ham og smilet blev lidt større som han tænkte på corvus, den idiot skulle have lov til at stoppe mens legen var god, men han vidste ikke helt om spionmesteren Victoria ville sende en gammel spion ud på en mission. Egentlig kunne man aldrig vide når Corvus nu havde været spion så længe. “Jeg har mine øjeblikke, men ja livet har været god ved mig, og det samme kan dit blive” han var sikker på at hun nok skulle klare sig godt når hun fik styr på sit liv og sit temprement. Men med tiden ville hun også finde ud af hvad der betød noget, om der var noget hun ville stræbe efter at opnå. Man kunne aldrig helt vide med folk, alle havde drømme om forventninger, men de færreste opfyldte dem hvis ikke de var målrettet.

Det var egentlig ret sødt det hun sagde. Hun så ham som en engel, kun fordi hun ikke havde set andet. Hun ville helt klart tænke andre tanker når hans dæmoniske side kom frem foran hende. Den dag måtte helst ikke ske, men som regel kunne han mærke når den tid var ved at komme, og som regel kom det kun hvis han blev for stresset. Det var sjældent at det kom ud af det blå, men han havde to ting der kæmpede mod hinanden, og det måtte desværre være sådan hans liv altid skulle være. “Du er sød Freya, men du har heller ikke set andet” det var ikke engang gået rigtigt op for ham at han havde kaldt hende sød. For hvorfor skulle han gå op i det, det var jo sandt? Han ville ikke lyve, det lå ikke til hans natur generelt.  Hans vinger lå samlet ned langs tyggen, men de rørte kort på sig som de åbnede og lukkede sig et par gange, det kunne lige anes selvom han sad i stolen lidt tilbage lænet.

Han lænede sig væk fra stolen lænede sig lidt frem så han støttede albuerne på knæene, han samlede hænderne og kiggede hende direkte i øjnene. Han lagde hovedet lidt på skrå men fast holdte et smil på læberne. “En chance... Ja...” der var mange chancer man kunne tage her i livet, og en af dem var helt klart nærværet med Freya var en af dem. Hvis han bare lænede sig lidt længere frem kunne han røre ved hende. Og ganske rigtigt og helt automatisk fjernede han de samlede hænder og lagde den ene hånd på hendes arm som var dækket under tæppet. “Er du sulten? Du skal have lidt at spise” kom det lidt stille fra ham næsten som en hvisken. 

Freya havde ikke hørt om manden Corvus før, men af en eller anden grund var det vigtigt for hende at huske navnet. For det lød nemlig som om dette var en mand, der var vigtig for Xaphan. Og siden Xaphan sagde, at Corvus var en mand, der ofte var at finde på en kro med alkohol inden for rækkevidde af sig, så gættede Freya sig til, at begge mænd havde haft det hårdt i livet. Det i sig selv kunne være nok til at binde folk sammen, selvom Freya selvfølgelig ikke vidste, hvordan deres venskab var startet. Hun lagde godt mærke til, hvordan Xaphans smil blev større ved tanken om sin ven, og på en eller anden måde gjorde det hende glad at se, at han i hvert fald havde én rigtig god ven, som kunne se efter ham og hjælpe Xaphan, hvis hans dæmoniske side skulle prøve på at komme frem. Da Freya hørte, at Corvus var spion for Lyset gav det pludselig meget god mening, at hun ikke vidste, hvem han var. Bortset fra at han var en ældre herre efter Xaphans beretning.

Ridderens åbenlyse kompliment kom helt bag på hende, og overraskelsen gav hende lettere varme kinder. Det... havde hun mildest talt ikke troet, han ville sige. Jo, hun havde givet ham en kompliment, og hun havde ment det, men... hun havde ikke regnet med at få at vide, hun var sød. Især ikke så ligefremt. Freya håbede bare på at hendes grønne hud skjulte hendes lette rødmen i kinderne, ellers ville det bare være for pinligt.

Lettere forlegent skjulte hun den nederste del af ansigtet bag tæppet, da Xaphan... Sir Xaphan... Xaphan! lænede sig tættere på hende med et smil og kiggede hende direkte ind i øjnene med de slanke, men maskuline, hænder foldet sammen. Måske det bare var den milde feber og trætheden, der gjorde, at hun følte hendes kinder blev varme? Hvis bare hun var så heldig... De var meget tæt på hinanden lige nu. Igen. Og det gjorde hende ikke noget. På trods af det, han lige havde fortalt hende, så var Xaphan stadig en kilde til tryghed for hende lige nu. Han havde nemlig ikke givet hende grund til andet, selvom den dæmoniske side, han havde fortalt hende om, virkede skræmmende. Hun ville næsten ønske, at hun kunne læse ridderens tanker, som ordet 'chance' eftertænksomt forlod hans læber. Hvad tænkte han mon på? Hendes trætte hoved nåede dog ikke at gøre sig nogle tanker om det, før halvenglen ændrede stilling og lagde sin ene hånd på sin arm. Så snart Xaphan nævnte ordet 'sulten', begyndte hendes mave at knurre som en vred hund. En stor kontrast til Xaphans sagte stemme. Freya skjulte sit ansigt i tæppet med et svagt grin over den alt for gode timing. ”Afsløret,” sagde hun med et lille smil, da hun igen kiggede på Xaphan. ”Jeg ville sætte stor pris på noget mad lige nu,” sagde hun svagt og trak sin skulder op, så hendes kind lige præcis kunne nå hans hånd. ”Og vand nok til at fylde Azursøen,” tilføjede hun med et lille smil. Blodmanglen efter hendes sår havde gjort hende utrolig tørstig, og hun vidste også, at væske ville hjælpe hendes krop med at komme sig over blodmanglen hurtigere.

Utroligt nok var det sandt, Corvus var faktisk den eneste han betragtede som en ven, og kollega, og nu var der Freya. Eller var hun nu også en ven? Det var ikke bare noget han bildte sig ind? Han var ikke så sikker mere, og alligevel havde han lyst til at skrige af sine lungers fulde kræft.han ville så gerne kunne slappe af i det hele, men på en eller anden måde følte han sig forpint på den gode måde. Han ville langt hellere have det sådan her frem for slet ikke at have det på nogen måde. Måske ville det være en ting for at han kunne slappe lidt af og være i nuet. Have en at nyde et enkelte glas mjød med, og måske på sigt have en middag med? Hvem vidste det? For lige nu var han bare forvirret mere end han havde været før.

Et eller andet sted skulle han måske bare have haft holdt sin mund og lade vær med at have sagt hun var sød, men det kunne jo have været forstået på så mange måder. Så hvordan hun havde tolket det vidste han faktisk ikke helt. Måske havde hun tolket det forkert? Men så igen han vidste ikke engang hvordan han selv havde ment det. Han kløede sig lidt i nakken med den frie hånd og smilte lidt da hun prøvede at gemme sig en smule. Se det var sødt!

“Mad det skal komme til dig” han smilte til hende og inden han overhovedet lagde mærke til det nussede han hende på armen. Han rejste sig lidt modvilligt op fra stolen og bevægede sig over i køkkenet. Han tog fat o brødet og begyndte at skære det ud i små skiver efter at have taget en kniv fra bordet. Han gik over til det kolde skab og åbnede det for at tage ost og smør ud. Han var ikke langsom til at smøre noget mad til hende, ligge en god Skive ost på begge brød, og så skulle han lige til at gå tilbage til hende men stoppede på halvvejen. Vand, hun ville have vand! Nu skulle han ikke glemme det. Han tog fat i et glas og dybbede glasset i en balje med vand som han havde fået kogt for noget tid siden. Så var det i det mindste rent ude fra brønden. Man kunne aldrig være forsigtig når det kom til stykket. Han tørrede glasset af i sit tøj da det bare var tøj og at det kunne vaskes. Han tog fat i både tallerken og glas og bevægede sig hen til Freya, han satte tallerken på tæppet i hendes ben højde og rakte hende glasset. “Der er mere hvor det kommer fra, du siger bare til hvad du vil have, så finder jeg det til dig aftale?” Kom det fra ham og blinkede til hende med det ene øje. Han drejede hovedet og kiggede på alle de pergamenter der lå på gulvet, han havde ingen ide om hvor mange der lå, og Freya skulle bestemt ikke læse nogle af dem!

Halvenglens hånd nussede kort hendes arm, inden han rejste sig for at gå ud i køkkenet. Mens han var så behjælpelig at finde mad og drikke til hende, baksede Freya sig op at sidde. Hun skar en grimasse et par gange, mens hun langsomt fandt ud af, hvad hendes sårede krop kunne holde til. Til sidst formåede hun at få lænet sin ryg op imod væggen, så den kunne støtte hende, og hun kunne sidde rimelig behageligt. Hun tog et kig på det sammensyede sår igen, bare for at være helt sikker på, at hun ikke var kommet til at fremprovokere noget. Men nej, såret var stadig sirligt lukket, til hendes store lettelse. Det skulle nok gå alt sammen.

Freya tog taknemmeligt imod mad og drikke, da Xaphan lagde det på hendes ben. ”Selv Dronningen kunne ikke forlange en bedre behandling,” smilte hun træt og den forfængelige side af hende turde ikke engang tænke på, hvordan hendes hår måtte sidde lige nu. Men mad og vand var det vigtigste lige nu – hendes træthed gjorde, at hun ikke kunne spise så hurtigt, selvom hun følte sig sulten som en ulv. Men bid for bid følte hun sig en smule mere sikker i sin krop. Mere klarhed i hovedet samt mindre kvalme og svimmelhed. Hun måtte holde Xaphan op på sit tilbud, for hun var nødt til at bede om mere vand et par gange, og hun følte sig så umådeligt krævende. Heldigvis lod Xaphan til at tage det hele med et smil og et glimt i øjet.

Der er også bund i fattigfolk, og til sidst satte hun tallerken og koppen fra sig på natbordet, hvor resterne af den smertestillende mikstur stadig stod. Måske hun ville få brug for den senere, så det var rart at den stadig stod der. ”Mange tak for mad,” spandt hun og lod nu blikket glide ned på alle de sammenkrøllede dokumenter, Xaphan tidligere havde sendt blikke til. Det lod til at han havde haft travlt på det seneste – hun kunne også se, at der på hans skrivebord lå bunker af papir. Freya vidste af gode grunde ikke, hvad der stod i de papirer, der lå på gulvet, og hun vidste jo heller ikke, at det var noget, Xaphan havde skrevet i nat. Det kunne jo være alt muligt. Hun havde aldrig rigtig tænkt over, hvor meget papirarbejde der kunne komme for en, der var ridder af Lyset. Og afhøringsmester på samme tid. Det var godt at hun så intenst øvede sig i at læse og skrive. Det brude jo kun forbedre hendes chancer her i livet. Og det gjorde det også meget lettere at skrive og modtage breve fra hendes familie i Norden. For så behøvede hun nemlig ikke at få andre til at skrive eller læse brevene for hende. Og apropos breve...

”Nu passer du vel godt på dig selv, ikke?”

”Ugh, fjollede pigebarn!” skammede hun sig selv, mens hendes ene hånd slog op og skjulte hendes øjne af ren frustration. Minna! Hvordan kunne hun glemme hende?! Freya fjernede hånden fra sit ansigt og kiggede på Xaphan. ”Jeg, øh... bliver nok nødt til at bede om endnu en tjeneste,” sagde hun forsigtigt. Undskyldende. ”Min veninde... hun så mig tage ud... hun bliver måske bekymret, hvis hun ser, at jeg ikke er kommet tilbage. Jeg må nok hellere skrive til hende...” prøvede hun at forklare. Åh, hun brød sig ikke om det her... ved at komme til skade under missionen var hun både i gang med at ulejlige Sir og sin veninde Minna. Så vidt hun vidste, så ville Minna blive bekymret, hvis der gik for lang tid, inden Freya kom tilbage – og den bekymring ville nok vise sig ved, at menneskekvinden ville handle på det og begynde at søge informationer om Freyas lokation. Og hvis ingen andre end Sir Xaphan vidste, hvor Freya var, så frygtede hun, at manglen på informationer ville give Minna bange anelser...

Nu håbede han inderligt at hun ikke tvang såret op sådan som hun rykkede sig. Heldigvis så det ikke ud til at der skete noget, og hun virkede da til at være okey. Han blinkede nogle gange med øjnen for loge at komme tilbage til nuet og ikke lade tankerne flyde rundt i hovedet på ham. Han vidste at han skulle binde lidt bandage rundt om hende, blot for at være sikker på at stingene ikke gik op, eller at hun satte sig fast i et eller andet der kunne rive det op. Man kunne aldrig vide med de unge mennesker nu om dage, de var lidt vilde. Men så slog det ham, hvor gammel var hun egentlig? 20? Var hun lige flyttet hjemmefra? Det undrede ham lidt men samtidig kunne han ikke forstå hvorfor han lige frem tænkte på det. Der kunne jo ikke blive noget imellem de to det ville være forkert på så mange måder. 

Uanset hvor mange gange hun spurgte efter vand hentede han det til hende, hu; skulle ikke selv gå nogle steder, at samle kræfter var vigtigst, og en ting var sikkert hun skulle ingen steder lige nu. Han rejste sig endelig op og begyndte at gå rundt og samle de sammenrullede pergamenter sammen for at smide dem ind i pejsen. Der var ingen grund til at hun skulle se de breve han ville have skrevet til hendes forældre. Jo mindre hun vidste jo bedre var det faktisk. Uanset hvad der ville være sket med hende skulle hun nok have fået en ordentlig begravelse. Hvis ikke her ved byen men så hos hendes forældre og de ritualer de fulgte i forhold til guderne. Da hun endelig var færdig med at spise var hun høflig nok til at sige tak. Han bevægede sig smilende over til hende og rakte ud efter en sammenrullet bandage der lå på bordet. Langsomt og en anelse usikkert satte han det ene knæ i sengen og der efter det andet. Langsomt kravlede han op imod hende med benene på,hver sin side af hende. “Hvis jeg må,få lov” kom det fra ham og lagde det første stykke af bandagen på hendes sår og begyndte at rulle det rundt om hende så det kunne holde sig fast. Hele tiden kunne han dufte sødmen i hendes hår, hvor tæt han egentlig han var på hende og hvor meget han rørte hende kom bag på ham. Men han ville ikke takke nej til det. Han tog en lidt dyb indånding og lagde hovedet lidt på skrå som han rullede det sidste rundt om hende og satte det fast nede i bandagen for at holde det fast. Det ville ikke gå op lige med det samme, i hvert fald ikke hvis hun var rolig. Han fjernede sig lidt fra hende så han kunne se hende i øjnene “om et par uger skal du have fjernet stingene. Kommer der betændelse i så opsøg helbrederhuset deal?” Kom det fra ham og fast holdte sit blik inde i hendes øjne. Han var alvorlig men ikke bestemt, men samtidig havde hans øjne så blid en karakter at de kunne varme sig på.

Langsomt kravlede han ned fra sengen og da han stod på gulvet kaldte hun sig selv fjollet. Det var han lidt uforstående overfor. “Undskyld?” Kom det fra ham og var en anelse forvirret over hvad hun havde sagt. “En tjeneste?” Hvad skulle han nu rodes ud i, og hvad skulle han nu gøre som han ikke allerede ville gøre uden så meget som at blinke med øjnene. Hun forklarede hvad han mente og han smilte til hende. “Vil du have en fjerpen og noget at skrive på?” Spurgte han og var allerede på vej hen til sit skrivebord format finde tingene. Han tog fat i sit blækhus og et pergament. 

”Ja... tak,” sukkede hun fjernt som svar på Xaphans spørgsmål. Vent lidt, hvad var der lige sket? Nej vel? Eller... Jo, faktisk... Det gik pludselig op for Freya at hun havde siddet komplet, helt og aldeles, virkelig mussestille og tavs, mens Sir Xaphan... Xaphan... havde siddet overskævs på hende og bundet hendes krop ind, så der ikke ville ske det syede sår noget. Som i... han havde været helt... tæt...

Fjerpen og pergament tog hun imod og begyndte at skrive;

Minna


Du skal ikke tænke på mig.


Jeg kommer hjem om et par dage. 


Jeg er i gode hænder hos en kollega.


Freya

Det var vel alt, Minna behøvede at vide for nu. Bare så hun vidste, at Freya var okay. Hun kiggede på de nedskrevne ord. Normalt var nøgenhed ikke det store problem for hende... privatlivet som nomade i 27 år med sin familie var ikke altid det største. Og når hun havde været udenbys på missioner med Lysets Hær, så fik man altså også set lidt hist og her på både mænd og kvinder. Men... her, i Xaphans seng... selvfølgelig, så var såret på hendes side, så jo, det gav god mening, at han havde set hendes bare mave af flere omgange, og at de havde haft tæt kontakt med hinanden, men... Hun kunne sværve på, at han havde duftet til hendes hår, mens han havde bundet hendes sår ind. Eller... havde det bare været en form for ønsketænkning? Ville hun gerne have haft, at han havde gjort det? Var hun interesseret i ham... hvis nu hun fik chancen? Hun var virkelig forvirret lige nu, og hun havde ikke været i stand til at gøre andet end at sidde helt stille og kigge til den ene side, mens Xaphan havde taget sig af hendes sår.

”Kan du, øh,” hun tabte tråden i et øjeblik, ”give det til en stikirenddreng eller sådan noget?” spurgte hun halvenglen med de blide øjne, der nærmest gjorde, at hun ikke havde behov for tæppet. Freya, tag dig sammen, tænkte hun strengt til sig selv. Du drømmer. Halvorkerkvinden foldede brevet sammen, fortalte adressen til Sir Xaphan og forklarede, at der lå lidt penge i bæltepungen på hendes udstyr, der lå... øh, et eller andet sted? Ugh, ja selvfølgelig havde han været nødt til at tage hendes udstyr af, men... altså, hun havde jo stadig sin tunika på, så... ”Måske... måske jeg hellere må få sovet lidt. Jeg mener... ja,” mumlede hun usammenhængende, mere til sig selv end til Xaphan.

Forsigtigt lagde hun sig ned i den virkelig dejlige bløde seng og puttede sig under tæppet, som var hun i gang med at lave sin egen lille rede. I første omgang prøvede hun på at undgå Xaphans blik af ren forlegenhed, men... Det var umuligt i længden, for hun ønskede ikke at undgå ham. Det havde egentlig undret hende lidt, at Xaphan ikke også havde snuppet en bid brød, mens hun selv sad og spiste. Jovist, hun bad ham om vand et par gange, men... havde han som halvengel ikke behov for mad? Søvn? Hvis hun var heldig, ville hun med tiden blive klogere på det. Klogere på ham. Det ville hun gerne. Men Freya vidste også godt, at det ville være et drømmescenarie. Men... man havde vel lov til at drømme?

Efter at have givet Freya tingene satte han sig til at rydde lidt mere op på gulvet. Alle de sammenkrøllede pergamenter flød jo alle steder. Hvor mange havde han lige prøvet på at skrive? Det betød vel bare at han snart skulle ud og have lidt pergamenter, ikke at han skrev så meget, men det var fint nok til ham i tilfælde af at andre skulle bruge der. Godt nok var det heller ikke så tit at han fik besøg, der var ikke mange som ville besøge en halv dæmon man tydeligt kunne se på var dæmon. Det gjorde ham faktisk ikke noget, det betød bare at han begravede sig indsigt arbejde lidt mere end normalt. Det var sådan set også det eneste han kendte til, så hvad skulle forhindre ham i ikke at begrave sig i det? Der var ingen betydningsfulde personer i hans liv alligevel, eller nogen til at sige han skulle slappe lidt af, ikke ud over corvus men så igen... han druknede sig jo i alkohol, og han var da lige glad med hvad andre sagde, også selvom det var for hans eget bedste.

Han satte sig på sin stol ved skrivebordet og tog en stak pergamenter for at begynde at læse dem, han fattede ikke at han var så meget bag ud med papir arbejdet, men han skulle nok komme efter det, og på et eller andet tidspunkt var han jo færdig, det handlede bare om hvor lang tid han lagde i det. Han vendte sig om da Freya begyndte at snakke. Hun ville have ham til noget, og kort tid efter kom spørgsmålet. Han rejste sig fra stolen og bevægede sig hen imod hende for at tage imod brevet.  Det var en nem sag at klare, som hun forklarede smilte han til hende og lagde brevet i inderlommen. “Sov lidt mere du har brug for din styrke inden du tager tilbage til lejeren” kom det fra ham og sørgede for at putte hende godt ind med tæppet. Han tog fat i blækhuset og satte tilbage på sin plads i højre hjørne af skrivebordet.

Han holdte lidt øje med hende for at sikre sig hun faldet i søvn. Han tog ikke afsted før hun sov, og da hun endelig var faldet hen bevægede han sig ud af døren og lod solens stråler ramme ham i ansigtet inden han bevægede sig hen til slotsporten hvor han vidste den faste buddreng ville være. Uheldigvis var han der ikke og han måtte derfor bevæge sig nyindkøb imod byen for at aflevere drengen. Han havde ikke taget nogle krystaller fra Freya men det behøvede hun jo ikke af vide. Det tog lidt tid inden han fandt en buddreng sommhan afleverede krystaller, oplyste adressen og afleverede brevet. Han fortalte også at hvis personen ville skrive tilbage kunne drengen bare komme op med det til ham, han kendte jo adressen eftersom at Xaphan var den eneste i hele byen der så ud som han gjorde.

Der var først til aften at Xaphan kom tilbage til huset igen. Han åbnede døren forsigtigt men døren lev mere og mere som han åbnede den. Ilden i pejsen var næsten gået ud og der var kun gløder tilbage at se. Han måtte smide lidt tørt brænde på for strå gang i ilden, og han roede lidt rundt i gløderne så det kunne få fat. Han håbede bare ikke at Freya var gået sin vej, men hvorfor fil han det så mærkeligt ved tanken? “Hmm.... mærkeligt” mumlede han lidt for sig selv. Han overvejede kraftigt om det havde været den rigtige måde at takle det på med Freya. “Hmm meget mærkeligt” han overvejede ikke engang at kigge i sengen for at se om hun stadig lå der. Mest af alt håbede han det, men først krævede det vel lidt mad. Han bevægede sig over til spisebordet og rakte ud efter et æble i frugtskålem. Straks satte han tænderne i det så saft gled ud af æblet og ud på hans ene finger.

Xaphan sørgede for at putte hende godt ind under tæppet. Og hvis hun skulle være helt ærlig, så var det faktisk meget rart at blive puslet lidt om. Så kunne hun føle sig ekstra tryg, selvom hun plejede at finde nok tryghed i sig selv. Der gik ikke længe, faktisk var Xaphan knap nået ud af døren, før Freya faldt i en dyb, drømmeløs søvn. Så dyb, at hun næsten ikke vågnede, da halvenglen kom hjem igen. Hun fik kun åbnet øjnene på klem, registreret at han var der og tog sig af ilden i pejsen, inden hun faldt i søvn igen. Med et lille smil på læben.

Fem dage i alt. Så længe tog det, inden Freya igen kunne bevæge sig rundt uden problemer. Xaphan havde været nødt til at lave noget mere smertestillende mikstur til hende, men feberen havde heldigvis hurtigt fortaget sig. Allerede da hun vågnede på tredjedagen var den helt væk. Men efterhånden som hendes krop helede fysisk, blev det også tydeligt, at det fysiske traume også havde efterladt noget psykisk. Af og til vågnede hun med et sæt om natten på grund af mareridt. En enkelt gang havde Xaphan endda været nødt til at vække hende, fordi hun skreg i søvne... Det kunne bare blive så virkeligt, når mørkelveren i mareridtene stod foran hende. Og hans mørke skikkelse begyndte at blive en del af arsenalet af ubehagelige minder, som hun stadig var ved at arbejde sig igennem.

Dog var dagene hyggelige. Hun sov rigtig meget, mens hendes krop kom sig efter giftangrebet, men i de vågne timer nød hun virkelig Xaphans selskab. Hvordan ville det mon blive, når hun tog hjem? Ville de lade som om, det her aldrig var sket? Hun håbede det ikke. Ved middagstid på den sidste dag lavede Freya selv noget mad til dem. Nu havde Xaphan taget sig så godt af hende, så... hun ville i det mindste gerne gøre lidt tilbage. Hun lavede noget let – bagte et brød og kogte en gryderet med en masse grøntsager og lidt kød som hun nu fandt i Xaphans skabe, mens en lille nynnen undslap hende hist og her. Det var rart at kunne noget igen. Men hun vidste også, at hun var nødt til at tage det roligt i et par dage mere, når hun kom hjem. Og træningen skulle nok også startes langsomt op, så hun ikke kom til at overanstrenge sin stadig trætte krop.

Efter måltidet hjalp hun med at vaske op. Hun havde lavet rigeligt med mad til dem, så der ville også være noget til Xaphan i morgen. Men nu var det tid til, at hun kom tilbage til sit eget hjem. Hun takkede mange gange for Xaphans gode behandling af hende, men... hun kunne ikke få sig selv til at sige, at hun gerne ville se mere til ham. Det nagede hende lidt, mens hun forlod Xaphans hus, for hvad nu hvis hun ikke fik chancen igen? Der skal nok komme andre tidspunkter. I arbejder jo samme sted, mindede hun sig selv om. Og med et lille smil på læben satte hun tempoet op for at komme hjem, inden det blev mørkt.

Tiden gik egentlig ret hurtig sådan som Freya var der. Det satte lidt lys i tilværelsen der ellers kunne virke så formørket og kedelig. At have nogen at snakke med var opfriskende. Også selvom hun egentlig bare sov det meste af tiden. Men snakkende med Freya fik ham til at smile mere end normalt. Han var ikke sikker på om han skulle give sig i kast med at snakke om alle sine følelser eller han skulle lade være. Heldigvis lod han vær og lod blot Freya fortælle det hun ville,fortælle når,hun var vågen. Han lod også hende styre slaget om hvad det var hun ville have, og hvis hun ville have noget var han der gerne med det samme hvis han var hjemme.

Ham havde været nede ved Blizz et par gange plot for at kigge til hende. Han havde ikke dragen så tit ude som han måske burde, men det virkede ikke rigtig som det helt rigtige tidspunkt at gøre det på. Han mindede sig selv om Corvus ord der ville finde ham en date, dette ringede han lidt på næsen af, men helt ærligt hvorfor skulle han? Han klarede sig da helt fint selv når det kom til stykket. Han var ikke sikker på hvad fremtiden ville bringe, og han ville faktisk heller ikke vide det. På den anden side så kunne der måske komme en fremtid på et eller andet tidspunkt med en han holdte af. Chancen var måske lille, men helt ærligt så var hans fremtid usikker. 

Selvom Freya havde været et gost selskab så savnede han hende allerede da hun var gået. De mange snakke de havde haft om vind og vejr fik ham til at trække mere på smilebåndet end ellers. Selvom ham egentlig ikke havde været sulten spiste han dog lidt af det mad Freya havde lavet, for han ville jo ikke være  uforskammet på nogen måde. Også selvom han ikke rigtig havde spist i alt sen tid Freya havde været ser. Men sådan var det med engle, de glemte til tider at spise fordi de ikke formåede at mærke sult, og nogle glemte helt at der skulle mad til for at få kroppen til at fungere. Det var som om at deres kroppe var bygget på en anden måde, end det egentlig var meningen. Måske havde Isari en finger med i spillet på en eller anden måde. Han var ikke sikker og han havde faktisk ikke tænkt sig at finde ud af det. 

Det lille hjem virkede lige pludselig så stille efter Freya var gået. Han satte sig på sengen som Freya havde ligget i så mange dage i træk. Tæppet duftede stadig af hende, og selvom han måske var en anelse træt så lagde han sig ikke. Der var nok at tage sig til, uanset om Freya var her eller ej. Desudenskulle han nok ende med at give en rapport til Baldwin om mission han havde haft med rekrutterne, det måtte vel være første prioritet. Men alligevel lagde han sig ned på sengen og kiggede op i loftet lå blot og tænkte på,de sidste dages begivenheder der havde været.