Caerthynna sukkede lettet, da trykket fra kvinden endelig lettede fra hendes ben. Og selvom det ikke hjalp på de voldsomme følelser, alle de negative følelser som der kastede sig rundt i hendes krop - nej de var bestemt ikke forsvundet. Men hun måtte tage de små kampe lige nu - der var ikke andet for. Selvom at skovelveren allerede nu, vidste at hun ville knække sammen så snart hun var ude af dette. Så snart, hun kunne sætte sig ned og mærke efter. Så snart at hun tog en dyb indånding og var alene. Der ville hun for alvor indse hvad hun var gået igennem. 
Men hun var blevet stillet et spørgsmål, selvom hun følte at hun allerede havde svaret på det før - åbnede hun munden igen; "Ja - det er en aftale." hviskede hun hæst, alt fugt havde efterhånden forladt hendes mund. Det eneste hun kunne prise sig lykkelig over, var hun ikke skulle mærke sylens spidse ende borer sig igennem hendes kind. For selvom hendes logiske hjerne havde fortalt hende, at det var alt sammen en illusion. Ja, så ville kroppen ikke helt med på den vogn. 

Den spinkle kvinde, der stadig var bundet til stolen - mærkede hvordan at hendes hoved begyndte at hænge. Derfor lagde hun hellere ikke mærke til Solari der hæv en kniv frem, nej det eneste hun kunne tænke på lige nu - det var at hun ville hjem - at dette ville være overstået. 
Det lå også på spidsen af tungen; hvad så nu, skal vi få det overstået eller hvad? Men hun havde simpelthen ikke kræfterne til det - ikke lige nu i hvert fald. Så derfor måtte hun jo bare vente, vente på hvad Nalish'ra tilbederen havde tænkt sig at gøre. Hvilket måske var en farlig tanke at give sig i kast med, for i den korte tid hun havde haft fornøjelsen af at være i hendes selskab. Havde det været alt andet end behageligt.

Bekræftelsen faldt fra skovelverens tørre tunge, og med et smil der kun voksede som sekunderne gik, fandt hendes anden hånd frem til en af de mange tasker hun havde hængende omkring sine hofter. I den greb de sorte fingre om en lille beholder, hvis gennemsigtige glas var kølende imod de varme hænder. I takt med at bekræftelsen var faldet, og skovelveren næsten ligeså, jah så var pulsen i Solari steget. Blodet susede hurtigere, kroppen blev varmere. Havde elveren haft en regnbuehinde lig andre, så ville den næsten ikke være til at se, så store som hendes hvide pupiller var blevet... fordi udsigten til den fantastiske og brugbare evne som elverkvinden bar rundt på, var en udsigt hun brød sig vældig godt om. Hun kunne allerede nu næsten smage hvor mange døre der nu ville åbnes op. 

Når de sidste brikker faldt på plads, ville Dianthos ikke længere være et sted at gemme sig. 

Og hvilken lang skygge hun ville kaste over de intetanende og naive borgere. Med Pax i baghånden til at fortælle hende hvor det ville være relevant at være, og på hvilke tidspunkter... jah så lå Krystallandet i sig selv meget mere åben for den mørke elver. Hun havde trods alt en lille samtale at få sat i stand, med de andre præster af guderne. 
De havde vidst aldrig helt ville invitere hende, så hun måtte invitere sig selv nu. 
Med det tænkt, var Solari atter i bevægelse. "Godt så" spandt hun, greb fat i elverens ene arm og trak i en flydende bevægelse det skarpe blad over den delikate hud. Kniven havde to sider, en takket og en slank. Solari brugte - og kun fordi at Viola havde været så samarbejdsvillig indtil nu, den slanke side, som trak et mere rent snit henover hendes arm. Det ville nok ikke engang gøre ondt før efter nogle sekunder, så skarpt som bladet var. 

"Lad gudindens skygger være vidne til vores aftale, Caerthynna. Og glem ikke at selv i det reneste lys, kaster du selv stadigvæk en skygge" elverens stemme dryppede næsten af en giftig hengivenhed som ordende blev sagt og elverblodet samlet op, i glasbeholderen. 

Hvad Caerthynna lige havde sagt ja til. Hvad hun havde formået at gøre muligt for mørkelveren, det vidste hun ikke - og i dette øjeblik var hun også fuldstændig ligeglad. Det eneste der summede i skovelverens baghoved, var at hun ville væk fra dette sted. At hun ville undgå at kigge i hendes blik, i et varmt bad og gemme sig langt væk i hendes stoffer. Ja, det var det eneste der var vigtigt nu. De væsner det ville gå ud over, kunne ikke være hendes problem. Hvorfor skulle hun lade livet, blot så denne Solari ikke skulle få hendes blod?
Caerthynna lavede en grimasse, der kun vidste hvor ondt det gjorde da såret begyndte at svig. Det røde tykke blod, der gled ned af hendes hænder - hvordan de dryppede fra hendes fingre spidser ned i den gennemsigte glasbeholder. 
"Og selv den mørkeste nat, kan blive oplyst af det svageste lys." hviskede hun hæst tilbage, og lod de blå øjne fange mørkelverens hvide. Et svagt smil spredte sig hen over hendes læber, for alle guders skyld - lad mig komme væk fra dette sted. Jo hurtigere de går, des bedre. 

"Går ikke ud fra, du selv sørger for jeg kommer hjem i god behold?" hun kunne selv høre, hvordan hendes stemme blev svagere, som hun snakkede - var hendes bevidsthed ved at svinde væk fra hende? Med desperate mentale fingre, greb hun fandt omkring den næsten ikke eksisterende bevidsthed - uden at der skete det store. 
Hoved begyndte at hænge, som fingrene, i armen der var blevet skåret på begyndte at bevæge sig frem og tilbage. Bare lidt endnu, så kunne hun komme hjem. 

Solari klukkede en anelse af den mumlende tilføjelse, og måtte nikke i enighed - så sandelig om det svageste lys kunne oplyse det dybeste mørke. Og det smukkeste var, at Solari intet havde imod lyset - foruden det kunne intet af hvad hendes gudinde stod for, intet af det hendes gudinde ønskede, lade sig gøre. Men svagt var et godt ord at pådutte lyset yderligere, da ingen af dem ønskede de sommerdage man efterhånden var mere og mere vidne til. 
Den stille klukken måtte dog tage en anelse mere til i styrke, da elveren så nævnte noget om at komme hjem. Komme hjem allerede nu? Åhh, hvor naivt. Mørkelveren lukkede med et lille pop glasbeholderen med blod, og smilede næsten mildt. "Hjem? Åh, min fine lille skat... du skal ikke hjem endnu. Vi skal først have aftalen helt i hus" kortvarigt lyste de hvide øjne sygeligt op ved understregelsen af at... de slet ikke var færdige. 

Solari vippede hånd og kniv bagved ryggen og i tasken, idet at hun med en udglattende latter trådte en anelse tilbage. Hænderne blev slået ud; ypperstepræstens blege øjne så noget som bestemt ikke var der, hængende over Caerthynna. Noget som fik et smil af forskruet og giftig kærlighed til at strække sig over det mørke ansigt af den fanatiske præst. 
Hvem var hun, til at nægte hvad Nalish'ra ønskede? En sidste gave var hvad hun kunne bringe, i ventetiden imellem nu og heksens ankomst. Og Caerthynna burde takke hende. En dag ville hun måske forstå præcis hvor givende dette møde havde været for hende, hvor meget det havde hærdet hende. Måske. 
Indtil da, bar Solari gerne hadet der måtte vokse over hvad hun ville gøre nu, på sine egne skuldre. 

Hun havde gjort det før, og gjorde det atter. Den stille, snigende hvisken af mørkelver præstens anden evne, der slog rod i skovelverens stakkels sind. Strakte sine krogede, grådige og søgende kløer ind i hendes inderste, og tog form af det. Frygten, bedraget, konflikten. Det hele. Hun ville se, og derefter eje det hele. 
Nogle gange var det kryb - et kæmpe hav af edderkopper og slanger der væltede ind fra sidelinjen. Ind i munden, gravede sig vej igennem luftrør og klikkede i hendes øregang. Nogle gange var det specifikke personer. Nogle gange var det druknedøden, nogle gange ikke. Men frygt var nu engang hvad der holdt alle i live. Og frygt var hvad Caerthynna måtte spejle sig i, indtil heksen kom. Der kunne vel kun... gå et par uger. 
Og med det forsvandt mørkelverpræstinden mageligt ind i udkanten af rummets skygger, for at lade skovleveren være tilbage med sine egne mareridt. 

Mareridt.
Du høre om dem så ofte som børn - hvordan dine forældre trøster dig, fordi du vågner op badet i sved, kravler ind i deres seng og søger deres varme og sikkerhed. Der fortæller de dig, at monster kun kommer fra ens egen fantasi, at det ikke er noget som er virkeligt, eller man skal tage sig af.
Mareridt og monstre.
Ingen fortæller dig, at du møder dem som voksen i det virkelige liv. Måske endda som barn, hvis dine forældre ikke er der til at passe på dig. Men for dem, dem som voksede op i et godt hjem. De, de bliver altid overrasket hvor forfærdelig nogle individer kan være. 
Jeg mødte mit monster, mit mareridt - mit - allerværste mareridt. 
Solari Seravill, kvinden der altid vil være der når jeg lukker mine øjne. Når jeg med skælvende hænder vågner i nattens mørke, badet i sved som lagde jeg mig i sengen drivvåd. Kvinden der kan få mig til at skrige, skrige så voldsomt at mine lunger brænder og min hals snøre sig sammen. For evigt, falder jeg i mørket som jeg råber efter hjælp, men ingen kommer. 

Hvor lang tid hun sad der, før at båndene løsnede sig. Det er ikke længere noget hun husker, hvordan hun slæbte sig ud af stolen, og væltede lige så lang hun var. Efter at have skreget, mærket hvordan at insekter prikkede under hendes hud. Så voldsomt at hun var nød til at kredse, nød til at åbne op så de kunne komme ud af - hvilket resulterede i, da hende arm kom ud af lænken fuldstændig gennemvædet af hendes eget blod. Kredsede og kredsede - det eneste hun kunne var at tvinge de forbistrede biller ud af hendes krop! De ulækre, forfærdelige ting der kravlede under hendes hud!
Skrig der væltede frem fra hendes læber, som hun endelig fik sig fri. Dog hvor længe der var gået, vidste hun ikke - var det timer, dage - måneder? 
Måske - uger? 
Det ville hun finde ud af, når hun kom ud på den anden side. Det eneste hun tænkte på nu, var at skubbe sin krop som var ved at falde fra hinanden ud af døren - ud til friheden - og hjem til hendes hus.