Med numsen placeret i stolen og tørt tøj på havde Daphnie muligheden for at betragte Declan lidt igen. Selvom de var kommet ind hvor der var mere lys, så han stadig utrolig ung ud. Noget der forundrede hende en del, siden han boede i det fine hjem helt alene. Hun boede selvfølgelig også selv, men havde helt sikkert en del mindre krystaller end ham, og kom fra en anden del af samfundet end ham. Han måtte tjene godt på at være handelsmand, med det gav selvfølgelig også sig selv hvis han handlede mest med varer til en høj pris. 
 " Ej hvor fedt! Så møder De vel også en masse spændende.. og knap så spændende.. folk! " Det blev sagt i en overvejende tone, som det måske ikke helt var ment som et spørgsmål men mere en konstatering. For han måtte da vel møde en masse forskellige folk, når man handlede. Det var jo lidt det samme som er servere, bare på hver sin måde.

 Derefter gled Daphies blik væk fra Declan, som hun igen lod det glide undersøgende rundt. Nu hvor hun ikke følte sig så våd og klam, kunne hun lidt bedre koncentrere sig om at betragte.. alt! Optaget af at lade blikket glide rundt på detaljer, blev der helt stille fra Daphnie som hun bare tog hele hjemme - eller det hun kunne se - ind, mens hun drak af teen. Det sitrede i hende at gå på opdagelse bag de lukkede døren, og se de ting hun ikke kunne se fra der hvor hun sad, men det var ikke sikkert Declan værdsatte det særlig meget, og desuden havde han jo også sagt hun ikke skulle støtte for meget på knæet.
 Stilheden forblev mellem dem, med mindre Declan brød den, indtil Daphnie havde tømt sin tekop. En smule distraherende løftede Daphnie koppen op til munden og at tage en slurk, men som hun vippede koppen var den tom. Overrasket så hun ned i koppen, som om hun var forvirret over det.
 " Oh.. " mumlede hun lidt, inden hun lod opmærksomheden flytte tilbage til Declan med et smil. Et kort øjeblik lyttede Daphnie.
 " Det lyder som om regnen ikke er så slem mere.. Og min te er væk.  " forklarede hun som om det var nødvendigt at fortælle.
 " De har været utrolig venlig, Declan! Jeg takker mange gange for Deres hjælp.. Og lån af tøj! Jeg lover at komme forbi med det igen, når jeg har vasket det!  " Hun nikkede lidt, inden hun rejste sig op, haltede over samlede hendes tøj, der stadig var godt vådt op i favnen, stadig uden at opdage den manglende underkjole. 
 " Jeg må hellere bevæge mig hjem af.. Der er jo også en dag igen i morgen!  " lo hun let, og haltede over til døren. Det ville nok give mening at han fulgte hende hjem, sørgede for hun ikke støttede for meget på knæet, men hun ville selvfølgelig ikke spørge ham om det. De kendte knap nok hinanden, og det var helt okay, hvis han ikke ønskede at skulle mere ud i mørket og regnen. Hun kunne jo også bare have passet bedre på! 

 Henne ved døren stoppede Daphnie op igen, vendte sig rundt og så på Declan med et smil.
 " Tak for denne  tak! Til vi ses igen.  " Stadig usikker på hvordan hun skulle agere nejede hun en smule akavet, og hvis ikke Declan havde nogle indvendinger, bevægede Daphnie sig ud i mørket og den lette regn, og gjorde sig et forsøg på at finde hjem. 

Helt af sig selv gled Declan tanker over på folk, som han havde myrdet, og folk som havde forsøgt at myrde ham, da Daphnie påpegede, at han måtte møde spændende folk. Det kunne man vel godt kalde dem, selvom det ikke nødvendigvis var beskrivelsen han selv ville bruge. Men nu kendte hun jo heller ikke til den mere lyssky side af forretninge, og med hendes optimistiske sind.. ja, hvad havde han ellers forventet.
"Jeg får skabt min del af interessante bekendtskaber" Nok fik han skabt langt flere venner end fjender, men han havde trods alt kun mødt Fielthena på grund af en handel.

Mange folk fandt sikkert længere perioder med stilhed ukomfortable, men Declan nød dem. Både fordi det var en mulghed for, at han kunne studere andres reaktion, men også fordi hjerbedød småsnak helt ærligt kedede ham noget så forfærdeligt. Så stilheden mens Daphnie drak sin te, brugte han på at sidde at nippe til sin egen, alt imens han i smug iagttog hver enkelt af hendes bevægelser. Det var ikke fordi, at han lærte meget, som han ikke havde set i forvejen, men i det mindste var hun da ganske nydelig at se på.

Selv for ham var det dog begrænset, hvor lang tid man kunne bruge på at sidde og stirre, når der ikke var noget nyt at lære, så hvis ikke Daphnie havde brudt stilheden, havde han nok endt med at gøre det.
"Ja, det lyder sådan" Han rejste sig op, klar til at vise hende ud af døren.
"Ingen hastværk, selvom jeg ser frem til at se dig igen" Han bukkede kort for hende, nok var hun noget lavere stand end ham, men man havde vel manerer. Dog ikke manerer nok til, at han havde tænkt sig at tilbyde at følge hende hjem, det gad han alligevel ikke.
"På gensyn, Daphnie" Han holdt øje med hende, indtil mørket opslugte hende. Det havde været en noget anderledes aften end planlagt, men mon ikke dette nye bekendtskab med tiden nok skulle føre noget med sig.