Tænderne sank sig hård ned i den indtrukne underlæbe, så noget af den mørke farve måtte vige for en lysere, næsten bleg farve tættest ved tænderne. Blikket var på ny vendt tilbage mod den husmur, hvor Rakaa ifølge af Avora havde med hurtige bevægelser, i form af tag og afsæt havde klatret op mod det flade tag.
Den bredskuldret ørkenelvers opmuntrende ord klingede hult for den yngste i flokken. Jo hun havde haft en pointe med sine, men det havde stadig været feje ord. Noget hun havde vidst i det øjeblik de havde skabt sig i hendes sind. Alligevel lod hun dem flyde luften mellem hende og hendes bror, med en barnlig vrede bag. En brummen var alt Tholra fik til svar, skab af utilfredshed over hende selv.

’Tror du det er muligt for dig at komme derop?’
Den direkte respons var to knyttede næver og et nik ”Det skal jeg kunne.” svarede hun med stædig og fast stemme. Det var ikke et spørgsmål om hun kunne, det var et spørgsmål om at skulle og uden hjælp fra en eneste. Både for at bevise overfor Avora at hun tog fejl, men vigtigst var det at hun skulle gøre det godt med Rakaa igen. Ingen skulle have muligheden for at prikke til Rakaa om Emori. Svaret fik en bekymret streg til kort at danne sig i Tholra’s pande, ikke fordi han ikke troede på hende. Nok snarer var bekymringen for om hun blev for overmodig ”Emori det er altså ogs…” mere nåede han ikke at sige, før den spinklere ørkenelverkvinde allerede havde sat kursen mod husmuren og taget.
Det første trin blev fejl sat, så hun ikke fik det moment der skulle til for at bringe hende op ad. I stedet for at opgive, var det som et brølende bål blussede op i Emori’s blik. Ved næste forsøg fik hun et ordentligt afsæt til at komme op til de andre. Med en hånd placeret på hver hofte, fik Alvora tilsendt sig et ukarakteristisk flabet smil. ”Og hvor skal vi så hen?” lød spørgsmålet da også Tholra havde sluttet sig til dem.