Lumine sukkede næsten lettet da han fik snerret et ord som 'fint' ud, og en af de andre dæmoner løb afsted med listen over ting hun ville have med sig. Så langt så godt.... ville han nemlig beholde dem, kunne Lumine ikke tvinge ham til at give afkald på dem. Men hun vidste at det var smertefuldt. Alt virkede ufatteligt smertefuldt lige nu...
Kortvarigt stivnede Lumine ved hans ord; hendes ansigt fortrukket i en grimasse af forbløffelse over at han kunne sige sådan noget, og vrede over at hun ikke kunne holde sig selv i skindet med sine egne ansigtsudtryk. Hænderne blev strammet; et lille sekund lignede Lumine en der var på grænsen til endelig at lade sig eksplodere og være ligeglad med den konsekvens der ville skylle ind over hendes krop som følge. Men så var det som om at hun sank en anelse sammen igen. Næsten opgivende.

Dæmonen var tavs, og gik langsomt tilbage imod hans alt for velkendte skikkelse; forsigtige skridt omkring sig. Hans frustrationer med ærmet var et tydeligt signal af afmagt for Lumine, og hun vidste at han - ligesom hende selv, ikke vidste hvordan han skulle finde hoved og hale i hvad de var til hinanden. Og hvad de skulle blive til hinanden igen. Dog kunne hun aldrig give slip på ham - hun nægtede at se ham holde sine arme omkring nogle anden end hende, hvilket var mindst ligeså uretfærdig en behandling som alle de andre ting hun havde gjort imod ham med tiden.
Hun vidste at han aldrig ville skade hende, og med den viden, greb Lumine's bløde hænder forsigtigt fast i hans ærme, for at færdiggøre arbejdet. Hun kendte ham, hans tøj og hans krop bedre end nogen andens. "Jeg.... jeg levede aldrig et forfærdeligt liv med dig, Orpheus..." kom det fra hendes svage stemme, der sitrede af sorg. Han måtte aldrig sætte sig selv derned. Hun lod sig føre af arbejdet med at få ham til at se mere præsentabel ud - ligeså skarp som han plejede at være, og derfra kom ordende også mere... ærligt. "Du gav mig hele verdenen...." mumlede hun, og låste med et lille klik en knap som havde forvildet sig åben. Hænderne gled over hans krøllede skjorte og vest - følte kortvarigt hvordan hjertet bankede under hans tøj og hans hud, men slap ham så for at trække sig tilbage. Men jeg ville slet ikke have hele verdenen. Lumine's røde øjne studerede ham med et gabende sår af savn i hjertet, men hun ville ikke lade sig falde hen til hans sikre arme.

Hænderne forsvandt i en af kjolens folder, og med et suk hev Lumine halskæden med ringen frem, og holdt den ømt i sin hånd. 

Orpheus var så fokuseret på sit ærme, som var det det eneste der holdt ham samlet i dette øjeblik, så han så slet ikke på Lumine, og hvordan hun var ved at eksplodere. Han var faktisk ikke engang sikker på at han kunne holde sig selv i skak hvis det blev ved. Han sagde kun lede ting, når alt han ville var at tage hende i sine arme og bare, lade alle skænderierne ligge for resten af deres dage.

Endelig kiggede han op, som han kunne mærke den varme skikkelse kom tættere på ham. Et skarpt blik i hans øjne, som maskerede sorgen der lå så dybt begravet i ham, men så en undren. De havde ikke været på denne  her måde tæt i lang tid, og han kunne mærke hvordan det kriblede i hans krop, men han var ude af stand til at gøre noget.
De velkendte hænder rørte ham, og sendte nærmeste elektricitet gennem hans krop, som han kiggede på hendes ansigt. De fine træk, og de stærke øjne. Sorgen kunne ikke andet end at bryde igennem i hans øjne og i hans ansigt, som han lod hende ordne sit udseende.

Ligeså stille formede hans mund ord. "Hvorfor er det ikke nok mere?" han lød næsten som en knust mand, der prøvede at holde fast i de sidste dele af sine værdighed. Det var i hvert fald sådan han følte. En skam mod sin slægt af hovmod, men det var Lumine foran ham. Hvordan skulle han holde sig samlet.

Da hun fandt ringen frem, prøvede han på ikke at reagerede voldsomt. Han var ikke sikker på om det var håb eller sorg der prøvede at overvælde ham, for hun havde trods alt stadig ringen, men hvorfor i en kæde? Og var det for at gøre det færdigt mellem dem? Han håbede ikke.

Vægten af den fine ring vejede hendes hånd ned, og i den lå over 1000 år gamle løfter imellem dem. Mange af dem sagt højt, men langt de fleste af dem havde aldrig været nødvendige at tale om. Det havde altid været til at overskue - deres forhold havde aldrig været den byrde Lumine følte det havde været de sidste par år. Måske var det også derfor det havde været for tungt at have den på fingeren, og i sidste ende, at have den på halsen. Men nu lå den og brændte i hendes forvejen varme hånd, og dens gyldne glød reflekterede dovent det svage lys omkring dem.
Lumine's røde blik havde indtil nu været fastlåst på ringen, men bevægede sig endeligt opad imod hans næsten udtryksløse ansigt, som stod i skarp kontrast til den knitrende og næsten sårbare stemme dæmonen havde. "Det...." startede hun, og følte med det samme hvordan hendes stemme knækkede og halsen snørredes sammen. Hvorfor var det ikke nok?

Flere ting, mere at samle på, større skønhed. Altid mere, så hvorfor var det ikke nok? Han havde jo aldrig nægtet hende verdenen, og fra den vinkel, kunne Lumine ane hvilket foræderi han måtte føle krybe ind i sit hjerte. Det havde aldrig været nok; fordi det havde aldrig været verdenen det handlede om.
De lange fingre lukkede sig om ringen, og Lumine's blik bød ham smide den værdighed han krampagtigt holdt fast i, hun kunne ikke danne ordende hun skulle bruge sådan her. Smed han sin, så ville hun også fralægge sig sin egen for en stund! Kunne de mødes foruden, ville det være noget de ikke havde gjort i de næsten 2000 års ægteskab de havde levet igennem! Men Lumine tvivlede....
Ild dæmonen trak med en raslende lyd endelig kæden over hovedet, hvor at den gyldne ring lagde sig tilrette imellem hendes kraveben. "Hvorfor var vi ikke nok mere?" endte hun med at spørge som modsvar, og hørte sin stemme være uendelig forsigtig sige ord højt de begge to havde hørt hvisket hånende i deres ører. Kunne han svare på det, kunne han svare på sit eget spørgsmål... kunne han ikke?

Endnu havde Lumine hverken rykket sig tættere eller længere væk fra ham, men kæmpede en stejl kamp for ikke at række ud efter hans krop; kæmpede for ikke at lade sig overgive, hvilket dog ikke blev gjort hemmeligt når hun længselsfuldt studerede hans ansigt. Så fyldt med sorg... hun havde lyst til at lade fingrene vende de bekymrede rynker opad, ranke hans ansvarsbøjede ryg. Men hun kunne ikke tillade sig at røre ham bare uden videre. Ikke mere. 

Orpheus var faktisk ikke længere sikker på at han kunne tage ringen af, den var næsten som brændt ind i hans hud, ligesom følelsen om Lumine var det. Han ville aldrig blive den samme dæmon, som han havde været som ung, inden han mødte Lumine, for han var fuldstændig blevet gennemsyret af hende. Kærligheden havde brændt ham på mere end en måde.
Han tog en dyb indånding, som han blev ved med at stirre på ringen. Indåndingen var næsten stabil, bortset fra at den rystede lidt mod slutningen, men han kunne også mærke hvordan han gjorde alt i sin magt for at holde styr på sig selv. Han ville ikke knække.

Hans øjne fandt hendes, da hun begyndte at forme en sætning, og han ventede, man kunne se det i hans øjne, selvom munden stadig blot var en linje, som han ikke sagde noget.  Han gjorde hvad han kunne for at være udtryksløs, men det gik ikke helt så godt som han havde håbet.

Det føltes som om alt luften var slået ud af ham, da hun spurgte om hvorfor de ikke havde været nok for ham, og man kunne se facaden ligeså stille forsøge at krakelere, og han forsøgte, men alt hvad han havde på ikke at lade det stråle ud af hans ansigt. Desværre, for en som kunne læse ham så godt, så var Lumine nok ikke et øjeblik i tvivl om den mentale tilstand han var i.
For en stund sagde han heller ikke noget. Hvad var der egentlig at sige mod det? At de altid havde været nok? På nogle punkter havde de været nok, men Orpheus var en grådig mand, han ville have så meget han kunne, og hans ambition gik ofte i vejen for så mange andre ting. Han vidste godt at hovmodsblodet flød tykt i hans årer, men før det her var han nok ikke klar over hvor meget. Dog skulle stilheden ikke vare ved, og endelig åbnede han munden, som facaden endelig krakelerede. ”Hvordan kunne jeg give dig alt, når jeg ikke følte jeg havde noget at væres stolt af?” spurgte han. Måske ikke et direkte svar til hvad hun sagde, men uanset hvor meget han havde elsket sine år sammen med Lumine, så havde han ikke være så stolt som han ønskede. Han kunne ikke gøre de ting han ønskede i samme omfang. Lumine ville nok aldrig forstå det.

En ting var nok så sikkert, og det var at Lumine nok aldrig ville komme til at forstå 'det'. Stolthed lå hende tæt til hjertet, men hendes defination og vinkel på det, havde en verden til forskel, til sammenligning med hendes kære mands. Hun havde næppe brug for sådanne ting udefra; Lumine havde altid fundet nok stolthed og kærlighed i sine nærmeste, hvilket var et overraskende ydmygt punkt på en ellers meget materiel kvinde. Nok var hun grådig, men hendes grådighed var ikke kernen af alle de ting hun var stolt af - og stolthed var derfor heller ikke ligeså vigtigt at få eller skabe. Ikke for hende... men det var det for ham. Og det havde altid været noget hun havde været bevidst om.
Man kunne ikke påstå at kende Orpheus, uden at kende til hans komplekse, lange, underlige liv... og her til også hans familie. Helt inde i kernen, kom han fra en meget anden verden end Lumine.  Og hvor at hun var skabt til en funktion foruden andet formål, var han skabt med en følelse. En synd, som mange kaldte det, der hang over hans hoved og løb i hans årer. Hvorvidt det var grunden til deres forskellige krav til livet og hvad det skulle indeholde, ellere om det var noget andet - se det ville hun nok aldrig kunne svare på. Men lige nu, så rev det hende imod hårene, og det tyngede Orpheus.
Det tyngede ham for meget.
Det krakelerede.

Lumine spærrede øjnene op, hørte hans ord, men kunne ikke tillægge dem meget virkelighed lige nu. Han havde udrettet så meget - han havde været grundstenen for mange størrer begivenheder, og lige meget hvor lidt Lumine brød sig om det, så var Værket i sig selv et mesterværk. Men intet var godt nok til hans høje standarder; intet var godt nok, når han skulle sætte værdi på sig selv.
Men hun var.
Lumine udstødte en forarget lyd, og hverken kunne eller ville holde fingrene for sig selv idet hun krævende lukkede afstanden imellem dem og smækkede hændere omkring Orpheus kinder og kindben; trak hans ansigt til sig. "Aldrig sig sådan noget om dig selv" tonen var vred, jah næsten kommanderende, men vrede var ikke nødvendigvis negativt for Lumine - hendes essens kom fra landets ulmende magma og brændende flammer. Vreden var ligeså meget en del af hende som det blussende bål hendes kærligehed var. Og med det i mente, ville han skulle stoppe hende hurtigt hvis ikke han ønskede at kysse hende - fordi det var lidt Lumine's anden plan, så snart hun var sikker på at han havde hørt og forstået de ord.

Sådan nogle ting skete, når lige præcis de to følelser dominerede i den rødlige ilddæmon med de næste flammende øjne lige nu. 

Måske Orpheus aldrig ville nå til et punkt hvor han virkelig kunne stå rank og være stolt. Der var trods alt forfædre der havde gjort mere end han nogensinde kunne, og desværre var der altid en ting der stod i vejen for Orpheus, og det var ham selv. Han var så perfektionistisk at det ofte var en fejl, og selvom han forventede meget af dem omkring ham, var han endnu værre for ham selv.
Da han havde haft Lumine hos sig, i sin seng, så havde hun altid været der i slutningen af dagen når det havde været for hårdt, ikke at han havde følt meget stolthed i det arbejde dengang. Hendes væsen var nok til at i slutningen af dagen kunne han lægge det på hylden og glemme alt om det indtil næste dag. Nu om dage måtte han bruge andre metoder. Til tider var det alkohollen, og til tider var det vrede der gik ud over dem der var på Værket, men Værkfører Orpheus var næppe kendt som et blidt væsen.

Orpheus følte sig lidt ynkelig og uduelig. Han havde ikke engang kunne holde på sin egen hustru, og det havde været meningen at de skulle gå igennem alt sammen, og derfor havde han også forventet at efter den forargede lyd, så ville hun vende om og forlade huset, for aldrig at se ham igen.
I stedet for blev han grebet om som Lumine kom nærmere, og hvor han ville tro at hun ville belære ham, var det næsten en kærlig tone, på den vrede måde kun Lumine kunne gøre det.
Hans øjne kiggede ind i hendes, som han lyttede til ordene og tog dem ind. Hvis det havde været enhver anden, ville han heller ikke have sagt noget, men det her var Lumine, den eneste person han havde kunne være rigtig ærlig omkring i de tusinder af år han havde levet.

Varmen fra hende var intens, men han gjorde intet som hun susede ind for at kysse ham. Det var som at komme hjem, selvom der stadig var vreden og frustrationen der brændte i ham.
Han lagde armene om hende og trak hende tæt ind til sig, mens han bare kyssede hende, som var han en sultende mand, og hun var maden. Han havde altid været passioneret omkring hende, men det her var alligevel et lidt andet niveau af det. 

Endelig. Heldigvis for den rødlige dæmon, var det ikke en afvisning der mødte hende idet hun lænede sig ind til ham og op på tæer. Nej, ikke en afvisning men derimod en invitation som hun med en knurrende begejstring trak til sig da hendes læber mødte hans. Og det var... farligt. Det var farligt hvilken effekt Orpheus havde på dæmonen, der med samme grådighed og halvt om halvt, i hvert fald fra hendes siden; desperation, fangede hans læber imellem sine egne. Hun kunne slet ikke kontrollerer hvordan varmen i selvsamme sekund steg flere smertefulde grader omkring dem, Lumine kunne føle hvordan hendes hænder svitsede hans skæg og tøj, men hun var nok så ligeglad - hun vidste at han ikke tog decideret skade af det. For at være ærlig, var han også meget kønnere foruden tøjet i hvert fald.
Lumine følte sig næsten løftet af det sus der gik igennem hendes krop da han trak hende endnu tættere ind, og der blev lagt bånd på sig selv for ikke at lade sig rive med af den intensitet som Orpheus kyssede hende med. Hun var hudsulten; hun savnede at være omkring en anden person og den bølge af kærlighed hun følte emme fra den sortklædte dæmon var som benzin på efterhånden ulmende gløder, der med det samme begyndte at vågne op, begyndte at brænde.

Hænderne kravlede fra hans kinder og om bagved hans nakke i små og søgende nap, og Lumine knyttede hænderne for ikke at udsætte ham for den direkte kontakt af hud imod hud, for så vidt som muligt at sparer ham for unødvendigt ubehag. Hun mindedes at kunne se hvordan håndfladerne nemlig var begyndt at gløde svagt, hvilket betød at Lumine's krop var godt igang med at hæve temperaturen i og omkring hende - og den ville blive ved med at gøre det, indtil hylsteret gik i stykker. Men så igen, så havde Lumine aldrig været videre kendt for sin forudanelse, og kastede gerne kroppe til siden i skødesløse udskiftninger, hvis det var dét værd.
Og det her var det værd.
Med et lille gisp slap Lumine det smeltende kys, og hvilede panden imod hans i de næste par vejrtrækninger, inden at hun i et ryk åbnede øjnene igen - nu næsten lysende røde. Ville han sige noget? Hvis han ville, skulle han være hurtig, fordi ellers var det med et bestemt skub af Lumine ville guide ham hen til stolen i pejsestuen. Hun savnede ham bare så meget, at hun ikke var klar til at han trak sig, eller undskyldte sig - det virkede som en  uoverskuelig ting at gøre. 

En afvisning var nok det sidste Orpheus havde i sig til at give Lumine. Der brændte hans hjerte nok for meget for hende, selvom hun næppe havde udvist samme kærlighed overfor ham på det sidste. Desværre var han blot var blød når det kom til hende.
Derfor tog han også hvad han kunne, og gav hende tilbage hvad hun ønskede. Han var ikke villig til at give slip, selv som han mærkede hvordan hans skæg krøllede sig sammen fra varmen af hende, og tøjet ville skulle udskiftes, for alt hvad han ville have var Lumine.

Hvis han havde været enhver anden dæmon, så ville han nok have trukket sig nu. Han var næppe en der kastede hylstre bort, som var de tøj, men han var heller ikke bange for den varme Lumine havde, og var ikke bange for de fysiske skader det kunne forvolde sig, skulle han lade det her forsætte. Han var for opslugt af deres følelser.
Derfor var det med samme intensitet han kiggede tilbage på hende. Hans øjne stadig mørke, som kroppen havde forudbestemt, da han intet smart trick havde til at få sine øjne til at fremstå brændende som Lumines.

Han havde lyst til at sige noget, fortælle hende hvor meget han elskede hende, og hvor meget hun skulle komme tilbage til ham. Alle ordene forstummede dog på hans læber, som hvis han sagde noget, så ville det magiske øjeblik stoppe, for selvom der var mange ting at sige, så var det ikke det de to dæmoner ønskede lige nu. De ønskede blot hinanden. Ingen af dem havde fået opfyldt behovet for at være sammen, tæt, som de havde for hundrede af år.
Det var som en dans de havde øvet hundredvis af gange, for der skulle ikke andet til, end Lumines kropssprog der bare sagde en ting til Orpheus, før han var ligeså meget mod lænestolen selv, som hun var. De kunne være gået op på deres værelse, men desperationen var tydelig at se på dem. 

Ingen ord forlod Orpheus, og tavsheden var svar nok i sig selv, idet Lumine smækkede ham ned imod stolen. Med et frydefuldt og, jah næsten sultent smil - på det punkt var dæmonen ikke ligefrem sky af sig - placerede hun sig med knæene på stolen, overskrævs over Orpheus, og lod hænderne glide fra brystet til ansigtet igen i flygtige, kærlige nap. Varmen var intens da det var lang tid siden hun havde været på det her stadie af tanker og følelser - lang tid siden hun havde haft grund til det, men dertil, så var gamle vaner uhyggeligt svære at ryste af sig, især når det lå så dybt indgroet i hende. Hun kendte ham efterhånden igennem utallige år. 
Og koncentration krævede det også, at dæmpe varmen til en mere udholdelig temperatur.
Nu hvor det blev krævet af hende, kunne hun være varsom med den skade hun kunne uddele - Lumine kunne ikke undslippe en prikkende følelse af taknemmelighed, da arbejdet i Drageværket trods alt havde gjort ham langt mere resistent overfor hendes ødelæggende magi, end mange andre i dette rige. Hun havde intet ønske om at skade ham, medmindre han spurgte efter det. Der var i hvert fald hensyn, idet hun tog hans ansigt i hænderne.
Lumine sagde ingenting, fordi hun vidste godt et eller andet sted, at det var en uretfærdig beslutning hun tog, når hun kortvarigt kiggede ned på hans fine ansigt foran hende. Mørke øjne der desperat mødte hendes, og Lumine krøllede de røde læber i et blændende smil, der dog bar en underkant af sorg på samme tid - hun vidste godt at det var selvisk.
Fordi hun vidste godt, at hun ikke så sig selv blive i deres gamle hjem, længe efter hun havde fået hvad hun ville, og givet hvad hun kunne klare at give lige nu.

Det stoppede dog ikke Lumine i skødesløst at skubbe fremtidige problemer til side, idet at hun lænede sig ind til et knurrende kys af varme, og trykkede sin overkrop imod hans. De småglødende hænder slap til gengæld ansigtet, for at finde vej til hans skjorte og vest - begge dele havde ikke meget modstandskraft overfor ild-dæmonens både ivrige men også beslutsomme hænder, der til at starte med i hvert fald prøvede at fumle med knapperne. I sidste ende blev hun nok også træt af dem, hvis hun kendte sig selv bare en smule. 


-----------

Black out?

Hvis Orpheus havde vidst at det her ikke var Lumine der tilkendegav at hun blev, men blot fordi hun var sulten og grådig, så havde situationen nok været anderledes. Desværre så den gamle dæmon kun det han ville, og det var hans hustru der endelig kom tilbage hjem til ham, og han kunne ikke sige nej til hende. Ikke når han troede at han endelig havde hende igen.
Varmen fra hende brændte ham næsten men han tog så meget han kunne fra hende, og mere end det. Varmen mod hans hud var bekendt, som et tæppe han altid havde haft, og han var hurtig til at blive opslugt i alt hvad hun var og alt hvad hun gav.

---

En tid senere, hvor tøjet havde forladt deres kroppe, men ikke havde rykket sig væk fra lænestolen, havde Orpheus sine arme om Lumine. De havde begge fået en udløsning kortvarigt før, og Orpheus selv var ikke parat til at give slip hende. Det var så lang tid siden de havde været sammen, men i horisonten lå stadig det faktum at hun ville forlade ham, og han var ikke parat til at se sandheden i øjnene.
”Jeg elsker dig, Lumine,” hviskede han, stadig lidt bange for at bryde stilheden og magien der lå om dem, men også overvældet af sine egne følelser til at fortælle hende præcist hvordan han havde det med hende.

Godt puttet ind imod hans nøgne krop lå dæmonen, hvis mørkere hud havde en svag glødende undertone under sig, der pulserede i en doven rytme. Havde Lumine's krop haft et rigtigt hjerte, ville man sagtens kunne argumentere for at det var hendes hjerte der skabte den varme glød. Og kendte man hende godt, var det ikke engang en misvisende parallel at drage, da varmen, lyset og rytmen helt bestemt kom af et hjertets glæde.
Dovent strøg en varm hånd ham fraværende igennem det hvide hår, men ellers var der en saglig ro omkring Lumine, der både følte sig udmattet men også opstemt.
Tilfreds.

Et enkelt øje blev dog åbnet på klem ved den hviskende lyd af hans stemme, og til at starte med, jah så reagerede Lumine næsten kun af vane; ord der lå så dybt ankret i hende. "Jeg elsker også dig" hviskede hun ind imod hans hals, og de bløde læber trykkedes i et smilende kys imod hans hvide hud. For en stund havde dæmonen glemt at hun skulle videre, og ønskede ikke at rykke sig fra den tætte omfavnelse.
Det føltes nemlig som om at nærværet af hendes sjælepartner - jah, Lumine mente bestemt at det var hvad de var - havde fyldt et hul i hendes følelsesregister, og for en stund, så var det bølger af ren lykke der summede omkring i hendes krop. Og hun kunne ikke bare afbryde det allerede nu, selvom en insisterende stemme mindede hende om, at hun legede med noget, at hun legede med nogen, så voldsomt at det kun ville gøre det værre i sidste ende. Desto længere tid hun lå her, desto hårdere ville hendes hjemrejse tage på dem begge.
Lumine møvede sig en anelse mere op, så hun kunne lægge sig med hovedet mere op på hans brystkasse, hvor at den anden hånd fraværende nussede de pæne linjer af muskler, der strakte sig over hans krop.

Hvor det kunne være skræmmende eller fascinerende når Lumine pulserede på denne måde, så følte Orpheus sig bare hjemme. Det her var hvad han havde savnet, følelsen bare at være hel igen og uden de store bekymringer, for så lang tid han havde Lumine, så lang tid var alting helt okay.

Han strøg hende blidt ned af ryggen, som de sad der, og en tilfreds brummen kom fra ham, som hun nævnte at hun også elskede ham. Det var dog ingenting i forhold til hvordan hans krop føltes ved de ord. Han hjerte bankede hårdere og hele hans krop sang nærmest. Han havde virkelig haft sine tvivl det sidste lange stykke tid, men at vide, på ny, at hun stadig elskede ham, det var en følelse intet andet kunne slå, og han holdt lidt mere fast i hende, lidt mere uvillig til at give hende slip, skulle hun ombestemme sig. Men det gjorde hun vel ikke.

Der var ingen grund til at sig noget mellem dem, ikke nu hvor Orpheus havde fået sin bekræftelse på at hun stadig elskede ham. Han var i hvert fald næppe den af de to af dem, der havde behov for at de gik noget som helst sted, hvis ikke op til soveværelset, for blot at nyde hinanden selskab endnu engang. Et værelse som uden tvivl var igang med at blive gjort klar at tjenerne i huset. Det var trods alt bedre at være på forkant, end at havde to dæmoners vrede vælte nedover dem

Et 'men' havde ligget klar på Lumine's tunge og havde gjort det i nogle minutter uden at hun kunne komme videre. Fordi det var svært at komme ud med. Der var ikke nogen god undskyldning bagved hendes 'men', udover at hun... jah, det her var for nemt. For meget af det gamle, og dermed også for mange af deres gamle vaner. Hun havde en følelse af... af at der ikke var nogen elegant måde at bryde den forhåbning og det idylliske billede, som Orpheus muligvis havde fået sat op. 
Og det var da også misvisende, sådan som hun kælent lænede sig ind imod hans krop, når hun vidste at hun snart ville være væk fra dette mørke sted igen. Fordi Lumine kunne ikke være et eller andet bål for Orpheus at varme sig ved hernede; hun ville kvæles under de forhold. Han havde bare aldrig kunne forstå hvordan, og det kunne hun heller ikke engang selv. 

Så derfor kunne hun ikke forklare sig. 
Lumine's ene røde øje åbnedes atter på klem, og et langt øjeblik sagde hun ingenting idet hun bare betragtede sin mand. Konflikten lurede bagved det blodrøde, munden sitrede i stilheden som hun gerne ville bryde. Men hver gang hun skulle til at gøre det, steg pulsen så meget at hun fortrød og bakkede ud. I sidste ende kom der en halvknurrende lyd fra Lumine  - ikke vred, men lidt tydeligt at noget tumlede rundt i hendes tanker, og hun smøgte sig længere op imod ham. Efterlod små sommerfuglekys henover hans bryst og på vej imod halsen, imens at hun et eller andet sted havde håbet at han ville være den der italesatte problemet.
En uretfærdig tanke, når det kun var hende der følte og skabte problemet, men hun havde aldrig brudt sig om at være den der fortalte... dårlige nyheder. Det ville være meget nemmere hvis han selv lagde mærke til det. Selvom hun ikke forventede det. 
Det var trods alt en ligeså drillesyg gestus, som en opmærksomhedskrævende en. 

Idyllen ville ikke været blevet ved med at herske hvis Orpheus havde vidst hvad hun tænkte. I sidste ende vidste de begge to godt, at det her blot ville ødelægge hans hjerte mere. At få smagen af alt der var godt og behageligt hos dem, og at det så bare grusomt blev taget fra ham igen. For en stund endnu ville Orpheus leve i uvidenhed.

Det betød dog ikke, at han ikke godt vidste når der var noget der gik hans hustru på. Hans egne mørke øjne kiggede ind i hendes brændende varme. Et spørgende udtryk i hans øjne, som hun virkede til at brænde inde med noget. Men ligeså snart at rumlen var kommet fra hende, begyndte hun at kysse ham på ny.
En del af ham ville blot forsætte med hvad de havde gang i, og ikke snakke om hvad end det var der lurede i hendes indre, men han ville gerne afhjælpe problemerne. Desværre var Lumine blevet rigtig god til ikke at lytte til ham.

”Min kære,” sagde han endelig, i et forsøg på at få hendes opmærksomhed. Hans ansigt var lagt i blide folder og fuld af kærlighed. ”Er der noget der nager dig?” spurgte han, og ligeså snart ordene forlod ham, så fortråd han dem. Hvad hvis der var noget, og hvad hvis det betød at hun gik fra ham igen? Han kunne ikke have det.

Der var ingen tvivl om at dæmonen ikke fortjente den kærlighed, der i samme nu blev vendt imod hende, ved hans fine ansigt. Ingen tvivl, og det var ligeså meget hvis man spurgte Lumine selv, som hvis man spurgte de med-dæmoner der kendte dem. Hun fortjente den ikke, men lappede den grådigt i sig når den blev givet - hun nød den ubetinget, og kunne sagtens vænne sig til ikke at være så alene på det palæ hun havde fået lånt, af det kære menneske. Men alt måtte komme til en ende, det sidste dryp ville en dag falde, og således var det at Lumine langsomt hævede sig en anelse, så hun kunne sidde fremfor at ligge..
 Det var dog ikke uden at grue en anelse for slutresultatet, at Lumine med et suk - et suk der vidnede om at nyheder ville komme, og i hans øjne, ville det nok være dårlige nyheder. 

De mørke fingre dansede over hans brystkasse, en fraværende nussen til sammenligning med det blik der mødte hans mørke øjne. "Jah..." kom det over de buede læber, og dæmonen trak hånden til sig. Hvor skulle man starte? 
"Jeg må snart gå" ikke videre kreativt eller nænsomt, men dog ærligt. Ikke fordi at hun skulle, Lumine skulle aldrig noget hun ikke ville - endnu havde hun ikke mødt en person der havde kunne tvinge deres vilje igennem over hendes. Men hun måtte gå. Og inden at Orpheus nåede at sige noget, blev den ene slanke hånd hævet i en 'stop'. "Jeg kan ikke blive her" tilføjede hun, i en tone der var en anelse mere blød, en anelse mere... sårbar, end det første. 
Hun forventede dog - et eller andet sted - at det ikke ville virke, og forberedte sig på en potentiel storm, når det gik op for ham, at hun mente det. Det hele. 

Hvis Orpheus havde været mindre blændet af sin kærlighed til sin hustru, så ville han også selv kunne erkende at hun ikke fortjente hvad han gav hende, og hvad han var villig til at give hende. Ikke engang en brøkdel af det, men desværre kunne Orpheus kun kigge på de mange gode år, hvor Lumine ligeledes havde give til ham. Et sted i ham nagede det også, at det var ham der var skyld i det. Han havde trods alt frarøvet hendes sine minder, men han havde også givet dem tilbage til hende. Måske hvis hun aldrig havde mistet, eller fået dem, så havde de stadig kunne leve lykkeligt sammen.

Han kiggede ned på den mindre dæmon, som hun endelig erkendte at der var noget der var galt, og han kunne mærke sit hjerte nærmest gå i stå. For et eller andet sted, så vidste han det jo godt. Han vidste det ville komme, men det gjorde ikke følelsen bedre, da hun sagde at hun måtte gå.
Og man kunne se det på ham, og føle det. Hvordan noget i ham bare knak, og han prøvede at holde sig selv sammen, og ikke bare lade vreden og fortvivlelsen overvælde ham. Alligevel blev hans greb lidt hårdere omkring Lumine. Ikke nok til at skade hende, men nok til at hun vidste præcist, hvor meget det påvirkede ham.
”Selvfølgelig kan du det,” sagde han lavmælt, men der var næsten en hård kant til hans stemme, muligvis fra at prøve på ikke at råbe, eller knække fuldstændig overfor hans hustru. Han var en stærk mand, men han havde også en betydelig svaghed, som de begge to godt kendte til. Hans følelser var næsten for menneskelige omkring Lumine. ”Du behøver ikke gå.” 

Lumine så det førhen at hun følte det, men kunne næsten mærke hvordan hendes krop automatisk spændte op da grebet omkring hendes arm ligeså strammedes, og i et lysglimt gled en gnist af energi igennem hendes krop;  usynlige blodårer blev tændt op af den indre ild der brændte igennem hende. Han ville aldrig skade hende, så meget vidste hun dybt i sit ikke bankende hjerte. Men han var en frygtelig mand at gøre gal, og Lumine kunne føle hvordan hun indvendigt krympede sig ved den hårde kant til hans stemme, trods den ligeså meget fik hende til at stejle i protest over at han vovede at tale sådan til hende. 
Grebet om hendes arm var ubehageligt, men i stedet for at fare tilbage som hendes stolthed bød hende at gøre, jah så blev hun liggende tæt på ham, øjne der ulmende mødte hans mørke. 

Hvorvidt det var en magtkamp, en modvilje eller en magtesløs kærlighed der hvilede deri, kunne være svær at sætte en præcis finger på. Men ild dæmonen vidste at hun med tiden ville kvæles i husets mørke og de høje vægge der indrammede hende, og hvis det ikke skete... jah så ville hun eksplodere i stedet. Begge dele ikke ligefrem gode alternativer. 
Eller...
De bløde læber skiltes en anelse, og Lumine lænede sig varsomt ind over ham igen. Benet der havde været snoet omkring hans (Lumine havde siddet halvt oppe, på siden) blev hvor det var, og hendes ene arm - den han stadigvæk holdt i - lagde sig under hans, nu støttende på albuen i en halvliggende havfruestilling, imens den anden hånd gled over hans bryst. Fandt vej til der hvor hjertet ville være, havde de været menneskelige.
"Du... du behøver heller ikke at blive her" hviskede hun, en håbefuld kant i den sårbarhed hun præsenterede når hun ikke ønskede at forlade ham hernede. Han kunne tage med hende, og så ville det problem være løst! "Du kan gå med mig" forsatte hun, og trods Lumine aldrig ville bede om noget, var det tæt på en sådanne tone der svang sig i hendes stemme, og de lange negle gled kærtegnende imod hylsterets hvidlige hud, under hendes højre hånd. 
Portalerne ville gøre det nemt at vende tilbage til hans arbejde, og hun ville ikke kvæles af mørket der omgav deres hjem. Det ville være perfekt, igen. 

Orpheus følte sig ikke bange af at Lumine blussede op, ikke fordi hun ikke kunne gøre skade, men han forventede heller ikke at hun ville skade ham, ikke for alvor, og selv hvis hun gjorde... så var han nok tilbøjelig til at mene, at han havde lagt op til det, desværre.
I stedet for var hans blik fæstnet på Lumines, som hele hans krop føltes som om at den brændte. Måske af hendes ild, men måske ligeså meget af vredne og fortvivlsen om at bliver efterladt af hende igen.

Det var dog som om at Lumine fik en blødere kant, og han kunne mærke hvordan an ligeså stille selv blødede op omkring det. Hans greb blev lidt blidere, selvom han ikke gav slip, selvom kanten af vrede ikke helt efterlod ham. Følelsen bankede stadig i ham, og han var bange for at skulle han give helt slip, så ville hun rigtig forsvinde igen.
Hans hjerte, eller det han burde have, knak lidt som han hørte hendes stemme, men desværre var det ikke en ny samtale for ham. Han havde overvejet det, hvis hun nogensinde ville tage ham tilbage, men der var for meget stolthed. Stædighed. Loyalitet. Han kunne ikke forlade Kzar Mora. "Kzar Mora er vores hjem," hviskede han selv tilbage. "Men hvis huset ikke er... godt nok, kan vi.. bygge et nyt. Måske tættere på portene?" Han ville få alt til at fungere hvis det betød Lumine blev i hans favn, men at bede ham om at flytte til Azurien. Det var ikke indenfor de rammer han satte. Desuden ville det også betyde at en af dem rigtig skulle overgive sig, og det havde de nok aldrig været gode til.

Hvor havde hun håbet. Åhh hvor havde Lumine håbet, da hun følte hans arm løsne sig og hans øjne glimte en anelse. Faktisk glimte lyttende, for en zalans gangs skyld. Som hørte han hvad hun sagde. Men det var vel naivt at håbe på, at tingene kunne forandre sig - naivt at tro på en løsning bare sådan uden videre lå og ventede. De røde øjne lyste en anelse op, og Lumine rystede modvilligt på hovedet, så det rødviolette hår faldt misvisende, kærtegnende ned omkring dem. 
Nej, nej og atter nej. 

Hun krøb dog en anelse nærmere hans ansigt, møvede sig længere op i lænestolen. "Kzar Mora er dit hjem, Orpheus. Og du kan altid komme tilbage med dine portaler, Kzar Mora er ikke længere væk end din magi tillader" hun prøvede at resonere sig frem til en løsning, selvom det var fristende blot at lade den stupide løsning han var kommet med, være nok grundlag til bare at rejse sig og gå - præcis som sidste gang. 
"Min magi tillader det ikke... i stedet vil den kvæles, bliver vi hernede..." forsatte hun. De slanke fingre dansede op af hans bryst, strejfede hans hals inden at de gled op af kæben, for ømt at fjerne nogle af de hvide lokker henover hans ansigt. 
Det var unægteligt således, at Lumine ville have svært ved det. Selvom det lignede en nem beslutning fra hendes side, var det svært ikke at have ham omkring sig, efter så mange år hvor at hun ikke havde brugt tiden sammen med andre. Han kendte hende for godt til at han bare kunne efterlades eller skiftes ud. Og selvom ild dæmonen ikke var bleg for at erstatte gammelt med nyt hele tiden, jah så var det noget andet når det kom til den hvidhårede Orpheus. Noget helt, helt andet. 

Hvis de skulle have fundet en løsning, så skulle de begge have været mere medgørlige, og de skulle have overvejet det inden alt dette her var sket mellem dem. Nu var de begge for stædige og stolte til at bøje sig for den anden, selvom de gerne ville. De ville finde en løsning, dog uden faktisk at gå på kompromis. Hvor tiderne have ændret sig.

”Var det ikke Kzar Mora der gav dig dit liv, ligeså meget som det mig mit?” spurgte han, og selvom han var bange for at hun ville flygte igen, så gjorde hun det ikke. Nej, hun virkede faktisk blot til at kravle tættere på. Måske der stadig var håb?.
Hans hænder hvilede på hendes hofter, holdt hende dog, dog uden at spænde grebet som han havde tidligere. Hvis hun ville blive af sin egen fri vilje, så ville han ikke brokke sig, selvom det bare ikke var så nemt mere. Han var ligeså tilbøjelig som Lumine, til at skifte gammelt ud med nyt, selvom han var langt mere et vane dyr. Han foretrak tingene som de var, men hvis de ikke passede ind mere, så var det ud. Ligesom han ingen kvaler havde for at dræbe dragefødte, når de ikke kunne opfylde deres mål. Så var der ingen grund til at bruge ressourcer på dem mere. Og i virkeligheden var Lumine ikke perfekt mere, i hvert fald ikke for ham, men alligevel kunne hun ikke smides ud, for alt hvad han længtes efter var hendes varme arme.

Han ønskede dog heller ikke at hun skulle kvæles, selvom hun havde virket så tilpas, inden portene var blevet åbnet igen. ”Det er en fare at lave en direkte forbindelse til værket udenfor riget,” sagde han. Han kunne trods alt ikke garantere at han altid havde teleportationsmagien, når den kun var lånt. Og så ville det være svært at komme tilbage. ”Og hvad er pointen i at træne de dragefødte til at tage sig af riget, hvis jeg ikke engang selv bor her.” Han elskede det trods alt, selv med det mørke, døde landskab, og ligeså snart uroen havde lagt sig, så skulle det nok blomster op igen, som det havde gjort for 2000 år siden.