“Og det er det, jeg har sagt undskyld for. Jeg ved godt, at det var forkert af mig. Jeg tænkte mig ikke om. Det er jeg ked af. Og jeg håber, du kan tilgive mig,” sagde hun og tog en dyb indånding, da hun kunne mærke, at hun blev lidt ude af den fordi det for hende lige nu føltes som om Pax kørte i den samme linje med rottekommentaren. “Jeg har virkelig jokket i det. Hvordan kan jeg gøre det godt igen? Jeg... jeg vil gerne fortsætte med at se dig. Hvis du... hvis du gerne vil,” sagde hun og kunne mærke, hvordan hun fik røde kinder.

Og så var den der igen – det logiske, kalkulerende, ved Pax. Hvad kunne hun, som ingen andre kunne? Hun kiggede lidt undrende på ham og kunne ikke lade være med at grine blidt med et lille pfff. “Ikke noget”. Selvfølgelig. Hvad troede han om hende? “Jeg er ikke nogen speciel, Pax,” sagde hun med det lille smil på læberne. “Jeg er bare mig,” fortsatte hun mens hun, nærmest helt genert, skød skuldrene op mod ørerne, inden hun lod dem falde igen. “Hør. Alt jeg ved er, at du er noget specielt for mig. Du har hjulpet mig så meget. Jeg håber bare på, at jeg også kunne blive noget specielt for dig,” forklarede hun Pax blidt med et lille smil, der var skævt i usikkerhed.

Det var som om Pax prøvede på at advare hende. Når han sådan blev ved med at fortælle hende, at hun skulle vælge en anden vej. Og det fik hende til at komme i tanker om noget, han tidligere havde sagt. “'Sådan en som dig', sagde du?” sagde hun undrende, nærmest fjernt, mens hun kiggede på Pax med hovedet let på skrå. “Hvad... er... sådan en som mig? Og... hvad er jeg... for dig?”

Pax betragtede Freya, i det hun skævede til ham over skulderen. ”En ven”, svarede han, hvorefter ordene blev efterfulgt af et let skuldertræk. Det virkede som det mest umiddelbare svar, for om nogen måtte halvorkeren vide, at Pax ikke gjorde sig i venskaber.
”Du er speciel for mig, fordi du er min ven”, tilføjede han derefter, velvidende at kvinden øjensynligt ikke ville forstå ham, hvis han ikke uddybede. ”Jeg respekterer dig. Du er stærk og du bliver en formidabel kriger for Lyset en dag. Jeg er sikker på, at du på et tidspunkt sætter dig som general og har gjort store bedrifter, som ingen så, at du ville –”, Pax nikkede, næsten eftertænksomt, i det han skridtede hen og stillede sig nogle metre bag hende.

”- og jeg vil stadig være mig, medmindre jeg er død og en anden har gjort Flokken til sin. Der er ikke anden udvej, der er ingen anden mulighed. Du har langt mere at se frem til, så lad være med at slip det. Hold på det og værdsæt det. Og vid, at du har en allieret i undergrunden, der har øjne og ører alle steder. Måske det kan hjælpe dig, når du engang sidder med magt i hænderne selv.”