Det var få ord der kom som respons fra kunstneren, men det var endnu en af de gange hvor Darkhan egentlig havde forventet noget mere. Ikke fordi han ville have reageret yderligere tilfredst på mere end den simple forståelse han fik, men fordi han udmærket godt vidste hvor mange meninger der florerede omkring de adeliges levemåder. Ikke desto mindre var han uden tvivl stadig helt tilfreds med det han fik.
En tilfredshed der kun blev tydeligere i det smil der bredte sig, som han derefter tog hendes stilhed som et tegn på enighed på den fine, opblæste forklaring. Det var da ikke fordi han ikke kunne se hvordan det måtte se ud for andre, men han havde jo ret.

Estera nåede dårligt at tage det første skridt, før hun stoppede op ved gæstens løftede hånd. Hun sendte et lidt tøvende blik mod drengen, der intet sagde imod og dermed gav hende lov til at vente. Darkhan selv rynkede let på brynene og det selvtilfredse smil falmede en anelse, men forsvandt ikke. Slavekvindens reaktion var direkte modsat, som begge bryn blev løftet i et overrasket udtryk. Hun havde aldrig forventet sådan et krav fra en af drengens gæster.
”Hvilken forskel skulle det gøre? Estera får alt hun har behov for her. Tøj på kroppen, mad på bordet, en seng at sove i. Hvad skulle hun dog bruge så mange krystaller til?” Endelig skubbede Darkhan den røde drue ind i munden, hvor man lige kunne høre det første knæk, da han tyggede den i stykker. Han var ikke i tvivl om at Estera ville kunne finde noget fornuftigt at bruge det beløb på, og trods han aldrig havde været helt så gavmild, havde han alligevel skænket hende et mindre beløb op til flere gange. Nok lod det ikke til at Darkhan respekterede sin slave det mindste, men deres forhold var langt tættere når ingen så det. Alligevel var han da nysgerrig på kunstnerens svar, hvilket også afslørede at han da ikke var helt afvisende over for idéen.

Det var ikke fordi der var noget ved Estera’s udseende som fik elverblandingen til at tro hun levede et sølle liv. Der var slaver i Belzera både i og uden for slavemarkedet, som levede langt værre og så langt værre ud. Alligevel havde tanken om at Darkhan næppe altid var lige flink mod hende, kysset bagsiden af den solbrune pande. For når alt kom til alt, så var hun hans ejendom.
Sådan som han opførte sig overfor en tilkaldt kunstner, med højre status end en simpel slavekvinde, så kunne man kun gisne om hans væremåde overfor Estera når hun ikke gjorde, som den unge prins fandt passende.

De glødende øjne forlod ikke slaven, hvis udtryk ændrede sig til et mere overrasket et. Langsomt som Darkhan begyndte at forklare hun intet manglede og spurgte ind til hvad en slavekvinde skulle med så mange krystaller. Flyttede blikket sig tilbage på ham, denne gang med det samme gennemborende blik, som tidligere.
”Lige h-hvad hun har lyst til. H-hvis hun vil bruge d-dem på ligegyldigheder, s-sjov og spas så bruger h-hun dem på det. Vil hun k-købe Dem en lille gave, s-så er det også fint. Hun k-kunne vælge at lægge d-dem til siden, s-spare op til måske at købe s-sin frihed en dag, h-hvis hun ønskede d-det?”.
Med et kort træk på de slanke skuldre tilføjede hun ”Ja m-måske endda hun ville k-købe sig en hel d-dag fri? Men det ville D-de vel næppe give hende lov til, ville D-de?” Spørgsmålet blev denne gang ført i en mere udfordrende tone, mens hovedet lagde sig en smule på sned.

Selvom Darkhan for det meste behandlede sin slave som han havde gjort i dag, endda behandlede hende meget pænere når ingen lyttede, var der ingen tvivl om at han havde sat sig i respekt overfor den lidt ældre kvinde. Han var vant til at få sin vilje og var der en ordre hun ikke var i stand til at udføre, ville hun da bestemt også høre for det. Alt i alt sørgede han for at være så venlig over for slavekvinden, som han mente var passende.
Kunstneren rettede blikket tilbage mod drengen, det samme ubehagelige, gennemborende blik som tidligere og Darkhan krympede sig en smule sammen igen, denne gang ikke nok til at man ville lægge mærke til det. Esteras overraskede udtryk gled lige så stille over i noget usikkert, som kunstneren begyndte at svare på drengens spørgsmål. Emnet om hendes frihed blev bragt op og først der kunne man ane en svag ryst hos kvinden, der tydeligvis aldrig havde skænket det en tanke, at hun kunne købe sin frihed. Hun var født som slave og skulle dø som slave, det havde hun accepteret for længe siden og Darkhan delte uden tvivl samme mening.

Darkhan rynkede brynene og blev mere og mere misfornøjet at se på, som kunstneren forklarede. Det var dog kun hendes sidste kommentar, der fik irritationen til at flyde over.
”Du tillader dig selv at tale meget frit,” konstaterede han lidt sammenbidt. Han var tydeligvis ikke tilfreds med hendes alt for åbne attitude, trods han selv havde bedt hende om at svare. Han forblev stille i et øjeblik, som han forsøgte at gengælde det gennemborende blik hun sendte ham. Forsøgte. Så rettede han sig mod slavekvinden, der stod og rystede lidt ved siden af ham.
”Ønsker du en dag fri? Tal frit, det er åbenbart tilladt i dag,” sagde han og skævede lige kort mod Aqeela. Ja, det var helt bestemt en lidt muggen kommentar, der egentlig var rettet mod hende. Slavekvinden så helt urolig ud, men samlede sig hurtigt, da hun bukkede hovedet lidt.
”Det kan jeg ikke svare på, det er herrens valg,” svarede hun ydmygt. Normalt ville Darkhan have taget de ord for et svar, men han vidste at den dømmende kunstner ikke ville lade ham.
”Det var ikke mine ønsker, jeg spurgte ind til. Ønsker du en dag fri?” Spurgte han igen, denne gang i en lidt mere bestemt tone. Estera var ikke helt klar over hvordan hun skulle håndtere situationen, hun blev sjældent bedt om at dele sin egen mening på den måde.
”E-en enkelt dag f-fri ville være påskønnet,” fik hun stammet frem.

Darkhan svarede ikke Estera, men rettede sin opmærksomhed tilbage mod sin gæst.
”Fint. Estera får ikke kun det samme beløb i krystaller som du, men også en tildelt fridag efterfølgende. Hendes frihed derimod…” Han løftede et øjenbryn, der tydeligt sagde at det ikke ville komme til at ske.
”Estera blev skænket til mig, da jeg kom til verden. Ingen kender mig bedre end hende. Jeg ved godt hvordan du tror jeg behandler hende, og hun ønsker muligvis en dag fri, men ikke sin frihed. Dét er sandheden, når nu du tydeligvis mener at det kommer dig ved.” Den unge dreng var bestemt ikke helt tilfreds, men han nægtede at lade sig dømme på sådan en måde, når det meste ikke passede. Han var slet ikke så forfærdelig, som kunstneren mente. Han var bare langt vigtigere end de fleste.
”Skal vi så få ordnet den betaling?” Det var egentlig ikke et spørgsmål han forventede svar på, som han straks efter gjorde tegn til slavekvinden, at hun skulle fortsætte hvor hun slap før og finde hans krystaller frem.

Hun var godt klar over at denne samtale kunne sætte Estera i en ganske ubehagelig situation. Med blikket fæstnet til Darkhan’s skikkelse, havde hun ikke bemærket hvordan en skælven satte sig i slavekvindens krop.
Det betød dog ikke at hun var fuldkommen blind overfor hende, selvom ikke så sådan ud, udad til. Så søgte Aqeela’s sind Estera’s, hvor kun slavekvinden ville kunne hører elverblandings stemme. Den eneste forskel var den ikke længere par præg af den vanlige stammen ”Jeg undskylder for at sætte dem i denne position. Skulle den blive vendt mod dem, give dem problemer så giv mig et tegn. Stryg dine klæder, som ville du rette på dem”. Det var ikke uden grund at hun brugte tiltalen dem, frem for du. Nok var hun slave af huset, af Darkhan, men i Aqeela’s øjne betød det ikke at hendes værd var mindre og derfor krævede ringere maner i tiltalen.

Med hans utilfredshed over hun havde gjort intet mindre end bedt om, besvare hans spørgsmål. Kunne Aqeela ikke helt nå at stoppe det let triumferende smil som nåde at pryde hendes ansigt. Så hurtigt det var dukket op forsvandt det igen, men han ville unægteligt have nået at bemærke det.
Hun havde været så tæt på i en flabet tone at svare igen, men lod være. Det ville stadig være bedst hvis hun forsat ikke gav ham noget, som han kunne bruge imod hende.
Forsøget på det gennemborende blik, gled af på hende som vand skyr olie.
Ord udvekslingen mellem den unge prins og slaven lod Aqeela sig ikke deltage i. Men modsat før, hvor hendes blik havde været urokkeligt og gennemborende på Darkhan, kiggede hun nu på Estera, men med et helt mildt og venligt blik i de orange øjne.

”D-de spurgte aldrig Estera om h-hun ønskede sin frihed, vil D-de måske ikke kende s-svaret? Uanset h-hvor villig De ville være til at lade hende k-købe sig selv f-fri eller ej? Deres højhed” Selvom han så fint forklarede, hvorfor kvinden måtte forblive slave, så stak hun alligevel til ham, for det var naturligvis ikke gået hendes næse forbi.
Ikke desto mindre havde hele eskapaden givet Aqeela den samme tilfredsheds følelse, som da hun havde fået ham til at punkterer for øjnene af hende. Mere kunne hun vel ikke forlange?
Og tog hun ikke meget fejl, så ville utilfredsheden hun havde sået i ham ikke visne væk, ikke lige med det samme som hun ville forlade paladset.
Spørgsmålet krævede ikke et svar, ikke verbalt. I stedet rejste Aqeela sig fra det bløde stolesæde ”Jeg s-skal personligt k-komme med maleriet, så j-jeg er sikker på alt er s-som Deres højhed ø-ønsker”.

Der var ingen tvivl om at den unge adelsknægt ikke var helt tilfreds over at skulle give sin slavekvinde en dag fri. Så krævende var hendes arbejde jo heller ikke. Selvom man nok hurtigt ville gå ud fra, at drengen ville lade sin irritation gå ud over Estera, så bebrejdede han udelukkende kun kunstneren. Trods hun ikke havde gjort andet end at svare på det spørgsmål, han selv havde stillet, så var det nu hendes skyld at Esteras ene dag fri overhovedet var kommet op. Darkhan holdt mere af sin slavekvinde end han gav udtryk for, men det ændrede ikke på, at han bestemt ikke mente at en slave, en der blev ejet og ikke var ansat, havde ret til at få noget som helst.

I et øjeblik kunne man se forvirringen i Esteras ellers lettere overraskede ansigt, som hun hørte kunstnerens stemme, men ikke så hendes læber bevæge sig, da hun skævede mod hende. Det tog hende dog kun få sekunder at finde du af hvad der foregik og et svagt taknemmeligt smil kunne anes i den ene mundvig. Hun skulle jo helst ikke gøre det alt for åbenlyst, at der blev udvekslet lydløse ord. Hun nikkede en enkelt gang, ikke kun som tak for tilbuddet, men fordi den anden havde valgt at tiltale hende, som hun ellers aldrig var blevet tiltalt før. Og selvom hun satte pris på hendes ord, blev hun stille stående, rettede ikke på en eneste fold i sine klæder. Når kunstneren var gået, ville Darkhan muligvis udvise sine frustrationer i nogle irriterede udbrud, men det var ikke værre end det.

Darkhan bed tænderne hårdere og hårdere sammen. Nu var han lidt modvilligt gået med til at skænke sin slave lidt tid til sig selv og stadig lod det bestemt ikke til at den næsvise kunstner var den mindste smule tilfreds. Oven i det havde han da også lagt mærke til hendes irriterende, triumferende smil, der havde spillet på hendes læber i et kort øjeblik. Han havde været flink og ladet hende slippe afsted med at tale så frit før, men hun burde stadig passe på med hvad hun spurgte om, hvilket blikket han sendte hende, også advarede om. Hendes flabede spørgsmål fortjente ikke engang et svar og som hun snart rejste sig, gik han heller ikke ud fra at hun forventede et.

Drengen blev selv siddende. Måske han ville have besværet sig med at rejse sig fra sin plads, hvis hun ikke havde formået at stikke sådan til ham.
”Jeg forventer intet mindre,” sagde han, tydeligvis stadig rimelig muggen. Estera stod på vej hen mod døren, klar til at overrække kunstneren de krystaller hun var blevet lovet i dag. Som lovet ville Darkhan derefter sørge for at slavekvinden fik det samme beløb. Så utilfreds han var endt med at blive, skænkede han ikke Aqeela et eneste blik, som hun forlod hans kammer.

Det advarende blik burde havde haft fået Aqeela til at skutte sig, og straks undskylde overfor ham. Ikke af frygt for den unge prins, men nærmere af frygt for hvad hans far ville kunne finde på, skulle Dakhan kunne få ham overbevist om hvilket frygteligheder hun havde udsat ham for.
Undskyldningen faldt bare aldrig, fra den mørklødet elverblanding læber eller hendes kropssprog. Hvis de havde haft spillet et fiktivt spil skak, ville hun ikke alene have sagt skak, men skak mat.
Han havde intet han kunne bruge imod hende, hun havde trods alt tiltalt ham pænt og med rette tiltale, skiftet klæder til nogle som faldt bedre smag hos ham og malet hvad han ønskede at se fra hende. Vigtigst var det dog at hun havde tvunget ham til at lytte til Estera, give hende noget som han aldrig ville have skænket en tanke, og dét var den største sejer denne dag.

”Deres h-højhed, De m-må have en forsat god d-dag – til vi s-ses igen.” kjolens skørt blev holdt ud mellem begge hænder, som hun nejede for ham før hun skridte mod døren med rank ryg. Krystallerne blev taget imod fra Estera, som når nu Darkhan ikke kunne se det, fik en usagt tak mimet med læberne.
Her efter forsvandt hun ud af de smukt dekoreret døre, ind til Darkhans værelse, som havde hun aldrig været tilstede i rummet og sat en utilfredshed i brystet på ham.