I og for sig, så skilte Lumine og Orpheus sig ud fra deres slægtninge på mange forskellige fronter, og det var ikke få gange hun havde måtte lægge øre til hvor... anderledes de håndterede sig selv og deres liv sammen. At de ikke havde nogle børn endnu, jah alene det var ulig mange af de andre par som de kendte, men hvorfor deres liv udspandt sig så anderledes, det kunne hun ikke sætte en specifik grund til. Måske havde de bare nok i hinanden?
Hun havde i hvert fald nok i ham, og måtte atter se hele sin krop summe som reaktion på de følsomme men dog kærlige ord han lagde frem. Lumine havde ikke tænkt sig at rejse sig for at give ham et kys over bordet - det var trods alt for besværligt med de ting der lå i vejen, men lysten var der i dén grad. I stedet flettede hun betaget sine fingrer ind imellem hans og omfavnede ham i en snurrende varme. "Det ville ikke være helt skidt" gled det morende over hendes læber, og Lumine's øjne gnistrede. Selvom hun godt vidste hvilke evner hendes mand havde, så havde der aldrig været grund til at sætte sig forfærdeligt meget ind i hvad de specifikt kunne - men det var mægtig magi, som han nogle gange var ufattelig nonchalant omkring. En del af hans charme; Orpheus behøvede ikke fremhævde sig selv for at sætte sig i respekt.

Overvejende spidsede hun de røde læber, inden at hun med en fornøjet lyd så  på ham igennem halve sprækker, et drillende rystede hun på hovedet. "Fordi du ofte efterlever mine ønsker, selvom de ikke altid er helt fornuftige" kom det kærligt fra hende, og Lumines ene negl ridsede nu i en cirkulær bevægelse hans håndrryg, dog ikke for at skade ham. "Fordi jeg vil have at det er vores begges ønske - også før barnet er skabt" fulgte hun lurende op med.

Dog nåede Lumine ikke at sige meget mere, inden der skete noget nok så katastrofalt. Det sidste mad og bestik var ved at blive fjernet og aftenens vin skulle sættes frem på bordet - og så havde de endelig lidt mere fri, den stakkels tjenestestab. Men i farten fik en af tjenerne snublet, og flaskens indhold landede i en forræderisk smuk bue midt ovenpå Lumine's skød og kjole.

Orpheus' egne evner var også sværere at beskrive. Når man manipulerede med selve essensen af magi så blev ting hurtig mærkelige, og det havde aldrig været relevant med Lumine. Det var ikke som om at han havde lyst til at ændre på noget af det der gjorde Lumine til Lumine. Også selvom han kunne. Han kunne sikkert sørge for at hun ikke gik op i flammer ligeså ofte, men det føltes bare forkert at ændre på hende.

Han kunne ikke lade vær med at grine lidt. Hun tog ikke fejl i at han ofte efterlevede hendes ønsker, og satte sine egne til side. Neglen mod hans hånd, fik lidt et gys til at gå igennem ham, på den gode måde.
”Det plejer da ellers ikke at være et problem,” drillede han lidt, selvom jo mere de snakkede om det, jo bedre en idé lød det som om. Ikke kun fordi Lumine ville have det, men det det kunne bringe med. Han var stadig ikke sikker på at han havde kapaciteten til at dele Lumine med barnet, men det var ikke en bekymring Lumine behøvede at høre. ”Jeg synes det...” Mere nåede han dog ikke at sige, som han så vinen der landede på Lumine, og gennemblødte hende.

Man kunne se hvordan filmen bare knækkede for Orpheus, som han blev en tordensky. Han slap Lumines hånd, og rejste sig vredt fra sin stol, og kiggede med isnende øjne på dæmonen der havde været skyld i at Lumines smukke, dyre kjole var kommet til skade.
Han var ikke engang sikker på hvordan han skulle formulere sin vrede, men det var tydeligt at han ønskede at skade den, straffe den for at sætte en plet på den ellers perfekte aften.

Hvis øjne kunne slå lyn, så burde Lumine have set gnister danse omkring det blik som Orpheus nu sendte den klodsede dæmon. Selv var hun ikke hellig omkring sin egen vrede, og hvoraf Orpheus mødte dem med kulde så Lumine dem hellere brænde. Overraskende nok, så var hun tilgengæld uhyrer stille de første mange sekunder, imens den røde væske plettede kjolen mere til, og stoffet grådigt sugede det til sig. Hvor var det dog træls...
Hun havde intet ønske om at lade sådan en dum fejl ødelægge aftenen... men hun havde heller ikke tænkt sig at sige det var okay fordi at det var et uheld. Nej, uheld skete ikke hos hende.
I et ryk var Lumine nu også oppe og stå, og gik med forræderisk rolige skridt hen til Orpheus, stillede sig ved siden af hans enorme skikkelse. På sin vis var det smukt hvilken kraft der hvilede over dem når de stod sammen... men Lumine bebrejdede ikke tjenren for at være bange for døden i det her øjeblik.

En enkelt varm hånd blev lagt på hans skulder, og Lumine's røde øjne glimtede en anelse lidt for tiltrukket af ham når han tordnede sådan. Hvad kunne hun sige, mænd med magt var noget hun helt sikkert smeltede over, og så især fordi det var ham. "Det var godt nok klodset..." hvislede Lumine  næsten kælent fra Orpheus side, og så en skælven glide igennem den stakkels dæmon foran dem. Omkring hende dansede gnister i varmebølger, og havde Orpheus ikke beskyttet sig selv imod det for lang tid siden, ville det have været en anelse smertefuldt at stå så tæt som de gjorde nu.
Dæmonen mumlede en masse undskyldninger og forklaringer, men det faldt for døve ører. Med et ryk hævede hun hånden for at skabe stilhed, og så så afventende på Orpheus. Hun ville ikke gøre noget foruden at spørge ham, det var trods alt ikke hende der bestemte alt i huset, og heller ikke hvilken straf der skulle falde over væsnet foran dem - han var den der havde ansat dem. Men faldt det til hende, ville hun ganske simpelt brænde dæmonens krop til aske.
Smertefuldt og eksemplarisk for resten. Og minimum rengøring bagefter; det kunne nok sagtens ordnes med en kost.

Der var så mange ting som Orpheus havde lyst til at gøre ved dæmonen, og hans følelser blev ikke ligefrem dæmpet af Lumines stilhed. Det gjorde det blot mere alvorligt.
Som hun stillede sig ved siden af ham og lagde en hånd på hans skulder, kiggede han på hende. Vreden var tydelig at se, men det var også så tydeligt at det var ment ud fra den kærlighed han havde til hende, og det liv de havde skabt sammen. Perfektionistiske var de begge to, og dæmonen kunne næppe slippe af sted med dette lille problem med live i behold. Desværre for den.

Han mærkede varmen. Den var brændende, hed, noget der kunne få de fleste dæmoner til at bakke væk og skærme sig for det, men ikke Orpheus. Orpheus følte sig næsten tilpas med den, som var det et trygt tæppe. Han havde mærket Lumines vrede meget over årerne, for det meste ikke mod sig selv, og der var noget smukt, noget sexet over når Lumine tog kontrol af tingene. Magt klædt hende godt, uanset hvilket ophav hun kom fra.
Han lagde en arm omkring hende, og han kunne se hvad hun havde tænkt sig. På nogle områder havde Lumine vel altid været simple. Hendes kraft var destruktiv, og den var god til at få dem til at slippe af med dårlig arbejdskraft.
”Hvis du mener det er en passende straf,” sagde han simpelt. Der kunne Orpheus godt være mere makaber i sin afstraffelse, men han ønskede ikke at plette deres bryllupsdag mere end højst nødvendigt. Det skulle være en dag af glæde, og selvom han til tider kunne få den ud af tortur, så var det sjældent. Tortur var til at opdrage og denne her dæmon havde allerede vist sig at være helt uduelig.

Lumine lod sig villigt blive omfavnet af hans arm, og en fornøjet lyd gled fra dæmonens bryst ved den fantastiske position og følelse det var at stå ved siden af ham. Hans kraftige skikkelse tårnede sig op, men Lumine stod ikke ligefrem i skyggen af ham her. Nej... de røde øjne gled i et ryk op til hans ansigt - han læste hende simpelthen alt for godt, og et noget tilfreds smil trak de røde læber op da han var enig i hendes usagte beslutning. Nok var Lumine køn, men i det øjeblik kunne man tydeligt se at det var en farlig skønhed, og hun inderst inde knap nok anså de dæmoner foran hende, som værende... rigtige dæmoner. Ikke ligesom dem - disse tjenere var langt, langt under.
Med dét smil på læberne, var det at Lumine blidt lod sig glide ud af hans omfavnelse og roligt gik frem imod den stakkels tjener. Dens dæmoniske form rystede ved udsigten til hvad der skulle ske, men tjeneren vovede ikke at rykke sig - hvor skulle han flygte hen? Det var tydeligt at Lumine ligeså meget nød selve delen før de døde, som det at slå dem ihjel. Hun elskede jagten.

Kortvarigt vovede han dog noget, og løftede blikket for at møde hendes. "Fru Lumine, je-jeg ment-te det j-jo ikke s-såd-" Lumine snerrede, og med et lille klynk så hun ham lægge bånd på sig selv igen, idet at hun ikke var til at kommunikere med. At bede for sit liv var bare.... usmageligt. Det var ikke kønt.
Blikket blev slået i jorden, og med en enkelt finger tvang Lumine hans ansigt op igen. I et lille sekund så hun decideret skuffet ud, og en enkelt 'tsk' lyd forlod hende ved det grimme fjæs hun mødte. Og så var det sidste sandkorn løbet ud af dæmonens timeglas, og med et fnys fjernede Lumine fingeren, kun for at lægge begge sine hænder omkring hans ansigt og kæbelinjer med en næsten ætsende lyd som følge. Tommelfingrene borede sig ind i hans åbne mund, pegefingrene forkullede hans øjne og han skreg.

Og han døde. Langsomt brændte Lumine's håndflader hans ansigt i stykker, og det havde egentlig bare været ren præference at hun var startet med hans fjæs. Hun skulle få det grimme ud af den her verden så hurtigt som muligt.
Da hun var færdig, slap hun det forkullede hoved så kroppen sank sammen, og med et brøl af flammer ordnede hun resten af kroppen, hvor at varmen steg tifold i stuen. 

Et fnys lød fra Orpheus som dæmonen begyndte at tigge for sit liv. Ynkeligt. Når man havde lavet fejl, så måtte man tage konsekvenserne, uanset hvor hård straffen måtte være. Desuden vidste alle at hvis de arbejdede for Lumine og Orpheus så ville ikke tolere noget andet end perfektion. Bare ærgerligt for dæmonen at den havde vist sig at være klodset.

Orpheus gav kortvarigt slip på Lumine, så hun kunne gøre det af med dæmonen, og også tog et skridt bagud. Han vidste hvordan hun blev når hun var vred, og på disse punkter var det bedre bare at lade hende styre showet, og komme tilbage når hun var færdig.
Hans øjne lå på Lumine, men også på dæmonen, som fik brændt kroppen op. Det tog ikke lang tid og til sidst var der en bunke af aske. Ulempen ved at brænde nogle op var dog også sniveriret, men med et enkelt knips fra Orpheus kom en anden dæmon løbende og begyndte straks at fjerne det, som om at en af dens kammerater ikke lige var blevet dræbt.

Orpheus gik hen til Lumine igen, og lagde en arm om hende, som han trak hende tæt til sig. "Jeg er ked af at nogen ødelagde den perfekte aften," sagde han lavmeldt. Det skulle have handlet om dem og så kom der bare en dæmon og ødelagde det for dem, ved at spilde på Lumines tøj. "Har du behov for at skifte?" Man kunne stadig se pletten fra vinen, men den intense hede havde desværre også udtørrede vinen.

Havde det været enhver anden dag, havde Lumine nok gjort mere ud af selve afstraffelses delen, end hvad hun gjorde nu. Det handlede om at mejsle et budskab om pli ind i de her væsner, og brændt barn skyer ilden, var virkelig et ordsprog hun kunne læne sig opad. På det punkt, overraskede det hende ikke at mange af tjenestefolkene listede sig omkring hendes regale skikkelse i huset.... fordi hun - og Orpheus også for den sags skyld, gjorde sig ikke i nye chancer. De få gange det skete, kunne nok med lethed tælles på en enkelt hånd.

Flammernes hvæsen brændte det fysiske hylster som dæmonen havde bevæget sig omkring i, og lugten fik hende kortvarigt til at vrænge på næsen - men ikke længe. Lumine sænkede armen igen. Det var trods alt en lugt der kunne følge hende hvis hun ramlede ind i nogle dårlige uger, og før hun nåede at tænke mere over det - førhen hun nåede at blive mere irriteret over det, følte hun heldigvis en arm hive hende ind i en tæt omfavnelse og lod sig fuldstændig overgive idet hun lænede sig ind imod ham, øjne lukkede og et mere tilfreds smil om de buede læber.
Den velkendte duft af hans tøj fik Lumine til at trække vejret dybt ind, førhen at hun svagt rystede på hovedet og lod en tyndere arm smøge sig om hans talje. "Nej" mumlede hun til deres begges overraskelse, fordi at skifte var ellers ofte en prioritet. Men af en eller anden grund, var det ikke et behov lige nu, og Lumine puttede sig i nogle få sårbare sekunder tæt ind til ham. Det her var et behov lige nu, men så også kun lige et lille øjeblik.

Og så var øjeblikket overstået. Dæmonen viklede blidt sig selv fri af de stærke arme, og kastede et kort blik over skulderen, hvor at hun med tilfredshed så at det var ryddet op efter den lille hændelse. Så langt så godt. Stadigvæk stående tæt, hvilede Lumine's hænder på Orpheus' overarme, hvor at hun med et kærligt smil kort klemte ham. "Den er ikke ødelagt.... den fik bare en unødvendig plet. Men mon ikke vi kan... ordne det?" nynnede hun, og kiggede undersøgende omend en smule vurderende op på hans ansigt. Mon ikke de kunne vende aftenens lille uheld?

Orpheus havde altid ment at afstraffelse var nødvendig for at  folk lærte at der ikke var plads til fejltagelser. Livet var hårdt og uretfærdigt, og det var noget Orpheus havde det fint med. Han havde set dæmoner der havde måtte lade livet, fordi de ikke havde tænkt sig om, og bare fordi de var spærret inde i Kzar Mora et par år, betød det ikke, at de kunne være mindre end perfekte. En dag kom de ud og når den dag skete, så skulle menneskerne da ikke tro at dæmonerne var blevet blødsødne.

Hans hænder gled blidt mod Lumines hud og kjolen i en nussende bevægelse, som de stod i den korte omfavnelse. Han sagde ikke noget til at hun ikke ville skifte, det var hendes valg, selvom han gerne foretrak at de var pæne og rene. Selvfølgelig ville aftenen nok også gå i retningen, hvor tøjet alligevel ville blive droppet. Det var ikke det det handlede om, men det var en naturlig del, når de ønskede at være tætte med hinanden.

Ligeså snart Lumine gjorde det klart at det var ovre, gav Orpheus også slip på hende. Ingen sure miner, for der var altid senere, der var altid senere for de to af dem. Deres sårbare tid sammen var mere for dem, end for dæmonerne der altid lurede og kiggede for at se om der var behov for dem.
Et smil gled over hans læber igen, da Lumine så ud til at være kommet sig over det. ”Det tror jeg i den grad at vi kan,” gengav han fornøjet. Der var også kommet lidt mere ro over hans egen vrede, nu når synderen var væk fra deres syn.

Lumine's smil voksede ved hans fornøjede ro, der behageligt fik lagt en dæmper på Lumine's blussende temperament også. En god klippe at læne sig op af, fordi selvom Orpheus ofte kunne følge med i dæmonens vrede udbrud på mange fronter og punkter, jah så var han også dét mere stabil at læne sig op ad. For hende, var han ligeså meget en der stabiliserede hendes positive sider, og kunne på stormvejrs dage, provokerer hendes negative sider.
Dog vækkede hans ord en smilende følelse af munterhed i hende igen, og det var i selvsamme øjeblik, at Lumine kom i tanke om gaverne. Gaverne!
Lumine's blik gik fra kærligt til spændt, og med en veltilpas lille lyd slap Lumine hans hænder for at bevæge sig imod bordet hun havde stillet gaven ved. Længere skulle der ikke gå, førhen at Lumine havde bvæget sin opmærksomhed og sig selv over imod noget der var mere værdigt at bruge tid på, end at hvæse af tjenerne.
"Jeg har lavet noget til dig, min kære mand" nynnede ild dæmonen, der med et hemmelighedsfuldt smil, kastede et blik over ryggen. De varme hænder greb om gaven, der dog var pakket ind så den ikke tog skade af dæmonens høje temperaturere. I den milde spænding over at give ham gaven, raslede enkelte gløder ned fra det rødlige hår.

"Jeg... det er måske lidt af et sats" tilføjede hun, selvom han nok allerede havde sine anelser fra hendes tøven tidligere på aftenen. Men det var flot... maleriet var unægteligt et fint kunstværk, omend man godt kunne sige at Lumine næppe var mere kreativ anligt end som så.

Lumine vendte sig omkring, og gik smilende imod ham. "Hmmm?" kom det prøvende fra hende. Ikke at det behøvede eller skulle være nu... men hun havde glædet sig! Og nu virkede som et godt tidspunkt. 

Lumine var en kvinde der kunne ændre humør på ingen tid, noget Orpheus var imponeret over, men også til tider frygtede. Normalvis var de humørsvingninger dog ikke rettet alt for meget mod ham, og selv hvis de var, var det ikke mere end han mente han kunne holde ud. Desuden var det for øjeblikke som disse, som han værdsatte dem. Når hun gik fra at være vred til at være kærlig og så spændt.
En let latter undslap ham, og han lod sig følge med hende, hen til den gave som hun måtte have fundet til ham. ”Lavet ligefrem,” kom det muntert fra den ældre dæmon, selvom han kiggede lidt bekymret på gløderne. Hvis de først antændte pakken, så ville der ikke være nogen fred i huset. ”Pas nu på, min kære,” sagde han hentydende til gløderne, og gik lidt tættere på, så hun ikke skulle så langt med pakken.

”Du skal ikke være så bekymret, hvis det er fra dig, så er jeg sikker på at jeg kan lide det,” bekræftede han, og tog imod pakken. Den var en lidt finurlig størrelse, men Lumine plejede nu også at komme vidt omkring med sine gaver, og lidt spændt var man.
Forsigtigt begyndte han at pakke den ud, til han til sidst stod med det i sine hænder. Et lidt overraskende udtryk i ansigtet, som hurtigt blev til et bredt smil.

Lumine's tænder glimtede i et grin, jah, lavet ligefrem! At hun skabte noget var nu engang en sjældenhed, Lumine's evner havde altid været mere destruktive end livsgivende, og det faldt hende heller ikke naturligt at bevarer eller dyrke livet i alt dets skønhed. At hun så elskede det - se det var en helt anden ting og det var til tider ufatteligt hvor meget den primitive skønhed som skovene, sletterne og generelt landjorden besad, hvor meget den betød for Lumine. Ufatteligt, men ikke undrende, dykkede man dybere ind i hvem hun var, fremfor hvad hun var.
Med spænding så hun hans fingre fifle med det indpakkede papir, og Lumine måtte med en fast hånd skubbe noget af det røde hår om bagved hendes skuldre, for at det ikke lænede sig med idet at hun selv lænede sig frem; lænede sig frem for at se hans reaktion og holdt vejret imens.
Indtil at han smilede.

Ved det brede smil om Orpheus mundviger, var det en boblende glæde der fik Lumine til næsten barnligt at klappe hænderne en smule imod hinanden foran hendes mund - han kunne virkelig li' det! Og det var på trods af alle hans forsikringer om, at han nok ville bryde sig om det - han virkede til helt reelt at finde det smukt.
Den tanke, fornemmelse og følelse fik luften til at flimre omkring Lumine, hvis glæde afspejlede sig i små pust af varme og tør luft; Lumine's håndflader, kinder og bryst næsten lyste op i takt med at temperaturen steg, idet at huden var tyndere og mere udsat der. "Tak for de gode år, Orpheus" nynnede ild dæmonen, men vovede ikke at nærme sig før han lagde papiret fra sig igen, selvom det kriblede i hendes fingre og trak i hendes hjerte.

Orpheus ville nok aldrig rigtig forstå hendes kærlighed til naturen som skovene og landjorden. Det var ikke fordi det grimt, og det kunne noget, men det var ikke der hans eget hjerte lå. For ham var det overflødigt, og han foretrak klipper og lava, ligesom det Lumine var opstået af. Det var et af de punkter de to dæmoner var meget forskellige, selvom det ikke var værre end at Orpheus blot gjorde sit for at opfylde Lumines fjollede ønsker.
For ham gjorde det trods alt intet at sætte sin egen ligegyldighed til side, hvis det betød at Lumine smilede, som hun gjorde nu.

Han kiggede op og hans hjerte sang nærmest af glæde, da han så hvordan hun reagerede på at han smilede over det. Man skulle næsten ikke tro hun var en dag over de tusinde, så smuk, ung og guddommelig så hun ud.
Han vidste dog godt, som hun stod at lyste, at han skulle være påpasselig, så hun ikke bare satte ild til alting, med hvor glad hun var. ”I lige måde Lumine, må vi have mange flere,” sagde han fornøjet, og lagde billedet fra sig på bordet i nærheden, før at han trådte de sidste par skridt over mod hende. Han manglede stadig at give hende sin gave, men samtidig så ønskede han hende blot tæt til sig, også selvom hans hud nærmest ville brænde mod hendes. Det var trods alt det hele værd, når det var Lumine. 

Lumine bed sig kortvarigt i underlæben idet at hun nikkede, og med tilfreds lille nynnen gled ind i den velkendte omfavnelse Orpheus gik hende i møde med. Mange flere år var et helt korrekt ord for dem, da udødeligheden unægteligt ville give dem mere, hvis blot de sørgede for ikke at komme til skade. Det forekom dog ufatteligt urealistisk at nogle skulle have magten til at sætte en kæp i hjulet, selvom Lumine ikke var særlig meget i tvivl, om at nogle - bare nogle - et eller andet sted i riget, sagtens så det fantastiske i sådan et udfald. Men ikke så længe hun var her. Ikke så længe hendes hænder så hjemmevandt smøgte sig omkring hans liv, og hendes krop så perfekt passede imod hans.
"Selvfølgelig" kom det derfor mere som en konstatering end et reelt ønske; selvfølgelig måtte de få mange flere.

De taljelange hår gled længere ned idet Lumine lænede ansigtet tilbage, for at se op på ham. Han var en ufattelig høj mand, men det havde aldrig været et problem for Lumine, der i alt sin forfængelighed elskede den brede skygge han kastede over hende, elskede at kunne føle sig så godt dækket ind og omfavnet. "Hmmm..." de røde øjne studerede ham med et smil om de ligeså røde læber, men blev en anelse smallere idet Lumine's ene hånd kælent gled en anelse op af hans ryg, de lange negle en smule små insisterende i deres pirrende kradsen imod hans stof. Hun vidste godt at han havde en gave til hende, og hendes materielle hjerte glædede sig ufattelig meget til at se den. Men den kom når den kom.
Imens, jah så var det med en pulserende glød omkring sig, at dæmonen med sin frie hånd - den der ikke skubbede ham tættere imod hende, at hun fik fat i hans skjorte for at trække ham en anelse længere ned imod hendes eget ansigt.

Orpheus havde ikke valgt Lumine blandt alle dæmoner, blot fordi hun foretrak en lille skikkelse, i forhold til hans egen høje. Det gjorde det dog ikke mindre specialt, hvor meget han holdt af at holde hende. Han ville gerne være den der beskyttede hende, eller føle det, som de stod sammen, selvom hun var langt mere destruktiv end han nogensinde ville være. Selv hvis han lånte hendes evner, så ville hun stadig vinde mellem de to af dem, men det havde han ikke et problem med. For hun var stadig hans.

Lumines adfærd, fik blot Orpheus' krop til at dirre i spænding, som den altid gjorde omkring hende. Derfor var han også hurtig til at tage muligheden. Han bevægede sig sit hoved tættere på Lumine, og kiggede hende ind i hendes øjne, dybt og intenst. Som ville hans øjne fortælle hende alt det hun sikkert allerede vidste. Dog var det ikke mange sekunder, før at han tog hendes læber med sine egne.
Han var glad for gaven, og glad for at hun var her med ham. Han kunne dårligt være lykkeligere.

Da han trak sig lidt tilbage for luft, blev han kortvarigt mindet om den gave der stod og ventede med Lumines navn på, men nu når Lumine ikke havde travlt, så havde Orpheus heller ikke. Gaven kunne vente. Lige nu var Orpheus mere interesseret i at tage sig af sin vidunderlige hustru, hvis hun ville have det.

For en god stund, var den intense og lange øjenkontakt imellem dem alt hvad Lumine behøvede. Mørke øjne der i deres ærlige, simple, søgen efter svar, kom med ord og forsikringer der ikke behøvedes at blive sagt højt. Ikke lige nu - hun hørte det ligeså meget med sin sjæl som med sine opmærksomme øjne, og en spindende lyd af tilfredshed fulgte med da han erstattede øjenkontakt med endnu et kys. 
På de punkter, jah der var Lumine som flydende smør og følte sig selv synke helt ind til det og ind imod ham. Da han kortvarigt trak sig for at få luft, var det derfor småglødende øjne der aldrig slap ham helt. Slet ikke sådan som han havde kigget på hende før; det var en farlig gnist at puste til selvom den ældre dæmon nok udmærket godt vidste hvad han gjorde ved hende. 

"... du er ikke træt, kære husbond... er du?" kom det næsten som et ledende spørgsmål fra Lumine, som med slanke fingre kort kørte hænderne igennem det rød-violette hav af hår. Rystede det en anelse, og følte hvordan varme gløder raslede med. De gjorde heldigvis ikke skade på gulvet, idet de døde ud inden de ramte jorden. 

Det samme kunne dog ikke siges om ild dæmonens blik, der kun syntes at blive en anelse varmere og varmere som sekunder passerede forbi, og Lumine foldede hænderne på hans ryg, omkring hans lænd, tommelfingre fraværende og nussende på det sorte stof. 

Orpheus' hjerte var i brand over Lumines tilstedeværelse, og hendes opførelse. Alt i ham skreg efter ham, som den gjorde så ofte, men det var kun værre fordi hun så, så himmelsk ud i dag, og det var deres dag. Hans hjerte hamrede derud af og han var ikke helt villig til faktisk at give slip på hende, ikke endnu. 

Smilet strakte sig bare bredere, da hun spurgte ledende. "Nej," brummede han tilfredst, men begyndte alligevel at hive hende med sig. "Men vores værelse kan heldigvis også bruges til andre ting," sagde han med en hentydning. Lumine ville have et barn, og lige nu havde de begge behov for at få stillet deres lyset, det var i hvert fald sådan det virkede på dem begge to.

Desværre var Orpheus ikke så fokuseret, selvom han havde et mål sammen med Lumine. Det var mere behageligt at hygge sig i deres seng, og Orpheus var efterhånden ved at blive så gammel, at han ikke mente der var meget grund til at gøre det på gulvet eller i sofaen mere. Ikke at det ikke var sket før, og nok stadig kom til at ske. Lige nu kunne han dog godt fokusere på at rykke lokale. Så kunne de også altid komme tilbage til lidt dessert. 

Lumine stemte drillende imod da Orpheus prøvede at hive hende afsted, og måtte med en lille latter vikle sig ud af hans insisterende arme og hænder. De røde øjne mødte hans mørke, og det var ikke fordi at hun ikke ville afsted. Nej, hendes hjerte sang efter at følge med ham og dæmonen brugte meget af sine viljestyrke for ikke bare at overgive sig til den krævende nussen. Men så let skulle det ikke være. 
"Nå så dét kan det?" kom det med en mild latter fra hende, og Lumine nulrede lidt hans jakkekanter imellem fingerpidserne. 

Med et lille klap på hans brystkasse trådte dæmonen et skridt tilbage, og foldede hænderne bagved ryggen. Noget hemmelighedsfuldt lurede i kanten af Lumine's øjne og smil, som hun langsomt bakkede imod døren, dog med en formaning i stemmen. "Giv mig... 10 minutter, min kæreste. 10 minutter, og så må du komme op" nynnede hun, et sidste formandende blik på ham inden at hun med et sus af varme og gnister vendte om på hælen, for at gøre værelset klart. 
Den røde kjole svingede om de slanke ben og diverse tjenestefolk var hurtige til at komme ud af hendes målrettede gang. Stod de i vejen, ville de i hvert fald hurtigt blive puffet... skubbet, ikke så blidt væk. 

Orpheus nikkede bekræftende, med et bredt smil på læberne, der tydeligt indikerede hvad han håbede på. Han var ikke specielt seksuel i sig selv, men Lumine bragte bare visse sider ud af ham, som han aldrig selv havde overvejet, inden de havde fundet hinanden. Engang tænkte han blot at det var til reproduktion, men der var næppe noget han elskede mere end at føle sig tæt på sin hustru, uanset på hvilken måde det var.

Det var dog næsten pinefuldt, hvordan Lumine ville have ham til at vente. ”10 minutter? Jeg skal prøve at holde mig tilbage,” sagde han, selvom han lige ville røre en sidste gang ved hendes hænder, som hun gik men han blev tilbage og ventede, for Lumine havde bedt ham om det.

Da tiden endelig var oppe, rankede Orpheus sig lidt, og med selvsikre skridt gik han mod deres soveværelse. Hvad end Lumine havde ønsket at forberede sig på, så var han sikker på at det ville være det hele værd.