Hun lod sine arme gribe omkring den arm der lagde sig omkring hende og trak hende op, for et kort øjeblik takkede hun for den nære kontakt. Det at hun følte hans kortvarig nærhed gav hende styrken, til at blive på hendes ben og ikke falde sammen igen.
Evlyn måtte knuge sine fingre sammen i knyttet næver, da de nægtede at adlyde hende og stoppe med at ryste. Hun tog nogle dybe indåndinger, men ønskede hurtigt hun aldrig havde gjort det, da lugten af varm jern penetrerede hendes næsebor det samme øjeblik hun gjorde det.
Også hørte hun hans stemme, så tæt på at hun næsten havde lyst til at kaste op. Han havde været hendes store forbillede til at starte med, hvordan havde han formået at dreje sig så voldsomt og gøre ham selv til hendes værste mareridt?
Hun sank langsomt, som hendes blik lagde sig på manden i stolen. Hans ravne sorte hår, de kølige lyseblå øjne der kiggede dovent på dem begge. Dog kunne hun se vreden, i det øjeblik de fangede hendes skikkelse bag Pax.
Som altid, var Gregory fuldstændig pletfri. Mens at begge hans hænder havde udført det, som er var sket denne aften. Han lagde mærke til hendes blik, og selvom at han før havde snakket til den gråhåret ulv. Så var det tydeligt, at det var ikke ham dæmonen fandt interessant.
“De ønskede en dæmon tilsluttede dem i aften, jeg sørgede blot for at de fik hvad de ønskede Evlyn” hans stemmen på grænsen til blid og omsorgsfuld som han talte til hende. Var det ikke for den underliggende kulde, der stadig borede sig igennem de ord der forlod hans læber.
“Vidigs og Signe var blot, det forkerte sted på det forkerte tidspunkt” Han fik dog ikke lov til at holde øjenkontakten længe, før at Pax afskærmede øjenkontakten. Forvirrende blå øjne lagde sig på ryggen der var trådt foran hende. Han, ønskede at beskytte hende?
En blanding af taknemmelighed og vrede bredte sig hendes brystkasse, hun havde bedt ham om at løbe, hvad lavede han her!
“Pax, jeg ville flytte mig fra mit medlem hvis jeg var dig” stemmen gik fra at være venlig, til at være gennemborende og hadsk. De to skikkelser der havde stået ved hans side, gik med hurtige skridt hen og greb den spinkle mand og trak ham væk, så Gregory nu havde frit udsyn til den rystende magre pige. Skulle han kæmpe imod, ville der blot blive holdt hårde fast, men ingen skade blev gjort – da de ikke havde fået ordre på det. “jeg giver dig alt min pige, jeg sørger for at du ikke bliver brændt på et bål lige som din mor. Jeg fodre dig, og giver dig et liv igen. Og det her er takken du giver mig?” hun så hvordan han rejste sig op og begyndte at gå imod hende, med rolige og målrettede skridt. Evlyns blik flakkede imod Pax, hun rystede på hoved i håb om at han forstod han ikke skulle kæmpe imod.
“Og skal vi huske på hvad der skete de sidste gange du trodsede mig?” en hånd greb hende omkring struben, og hendes spinkle fingre begyndte at rive og flå for at få de stærke fingre til at stoppe med at kvæle hende. Hun ville råbe af ham han skulle stoppe, men han holdte så hårdt fast ingen ord kom ud.
“kan du lide dine ar så godt, at du tigger om at få flere? Er det derfor, at du såre mig sådan ved at gå bag min ryg?” hans blik gled over på bandelederen for ulvens flok. Et splittende grin gled hen over de mørke smalle læber. “Eller er det her dit nyeste påfund? Troede du lærte sidst med Quinn at jeg ikke tolerer du får nye venner.” tårer gled ned over de hvide kinder og den makeup hun havde taget på gled lige så stille væk. Greg to en dramatisk vejrtrækning og sukkede dybt, slap hende så hun faldt ned på knæ igen.
“Måske vi skulle give denne Pax en forsmag på hvor modbydelig og roden du er min lille Kolibri.” han knipsede med fingrene “Asthar” Evlyn skreg hjerteskærende, hele hendes hud følte som om den begyndte at boble. Dæmonen ville overtage hende, hun kunne mærke det og hun måtte kæmpe med hver fiber i hendes krop for at nægte det fra at ske.
“STOP!” skreg hun, men hun var i tvivl om det var dæmonen eller hende der havde skreget, da den mørke rumlen havde fundet sig vej ind i hendes stemmebånd. Hun skreg igen og knækkede ryggen bag over, kortvarigt kunne man se en skygge der hang over den blonde kvindes krop. Så knipsede Greg igen med fingrene og hun kollapsede udmattet nede i blodet.
“Du har ret, jeg tror ikke Pax ville kunne holde ud og se hvordan en dæmon tærer på livskræften af dens offer. Stakkels lille Evlyn vil jo slet ikke være smuk længere.” han havde sat sig i stolen igen, lagt det ene ben over det andet. Han kælede kort sin hage, mens han kiggede bedømmende på de to han havde i sin varetægt. “Hvad skal jeg dog stille op med jer to. Hvad skal jeg dog stille op.” smilet der igen bredte sig på de mørke læber, var alt andet end venligt som han tydeligvis spekulerede hvordan resten af aften skulle fortsætte.

Pax vidste, at kampen var tabt, forinden at den overhovedet var startet, som halvorkeren nærmede sig ham med målrettede skridt. Da det kæmpe bæst derefter greb om hans tynde arme, sank bandelederen sammen i knæene og lod sig føre væk. Endnu ikke var der nogen grund til, at gøre situationen vanskeligere for ham selv, for Ulven var ikke i tvivl om, at et enkelt ryk fra den grønne mand, var nok til at få Kile stukket i rejsestøvlerne og sætte afsted efter ham. Desuden… desuden var Pax nysgerrig. Denne Gregory forsøgte at skjule sit had til Evlyn, men det lykkes ham ikke; end ikke knapt og Pax så igennem det kølige ydre.

Stadig hængende nådesløst fra kæmpens greb, betragtede Pax under sit askegrå hår, hvordan Evlyn fortrak sig i smerte – og ikke mindst, hvordan hendes øjne blev sorte som kul og hvordan hendes krop visnede foran ham.
Et stik af noget Pax ikke umiddelbart genkendte begyndte at prikke i hans bryst og få øjeblikke efter, gik det op for bandelederen hvad det var. Medfølelse.

”Hun er da slet ikke smuk til at starte med”, lød det påtaget bedrevidende fra Pax, hvorefter han hejste sig en smule og sendte Gregory et bredt men tomt smil. ”Så det behøver du slet ikke bekymre dig om –”, tilføjede han dernæst, men de næstfølgende ord blev kvalt i en hæs, indestængt jammer, som halvorkeren pressede hans ene arm længere op på ryggen. Pax vidste, at det blot var et spørgsmål om tid, før skulderen ville falde ud af sit led.
Ikke at det holdte ham tilbage. Smerten var ikke andet end fysisk, og kunne Pax blot håbe på lidt af Gregoys opmærksomhed, ja… så var det den værd.

”En kop te ville ikke være helt af vejen”, fremsagde Pax, tydeligvis så kækt den øredøvende smerte tillod. ”Men hvis det er for meget for at forlange, så – orh – så –”

Mere nåede Pax aldrig at sige, før et øredøvende knæk lød og hans skulder faldt dinglende til side.

Evlyn kvækkede lavtmeldt, som ganske vidst kunne genkendes som et forsøg på latter. Da Pax erklærede hun ikke var smuk til at starte med.
“Tak Pax, det er lige præcis det en kvinder vil have at vide, at de ikke er smukke. Måske er det derfor at din egen stikker af til en prostitueret for at få sig selv ordnet, siden du tydeligvis ikke kan give hende hvad hun ønsker.” der var mange følelser der rasede rundt i Evlyn som hun fyrede den næsten hadske kommentar af imod Pax. Det var ligedele at det gjorde ondt at få at vide man ikke var smuk, det ville en hver kvinde få mindreværdskompleks over. Ligedele at han havde fulgt efter hende, og nu synes det var en god ide at spille smart? Hvad foregik der inde bag de ulæselige grå øjne. Men, mest af alt kom det et sted fra,  hvor hun brugte sine sidste kræfter i afmagt på at sikre at han kom så helskindet ud af dette som muligt. Fordi hvis Greg kunne se hun kunne lide ham, at hun faktisk brød sig om manden som halvorken havde fingrene i? Så var hun ikke sikker på, at han slap med livet i behold.
Greg betragtede morende de ord Pax lod glide hen over hans tunge, men øjnene var ikke på den gråhåret mand men på Evlyn der lå badet ind i blodet som er nu havde fuldstændig gennemblødt hendes tøj.
“Lille Kolibri, hvem er det dog du bruger din tid sammen med?” spurgte dæmonen, der havde foldede sine fingre ind imellem hinanden. Evlyn slog blikket væk, så han forhåbentlig ikke kunne læse hende. “At du finder en anden mand, og gå bag min ryg.” han klikkede utilfreds med tungen. “Det er ikke smart – selvom hans humor, det er da lige til at blive varm om hjerte.” Endelig flyttede de lysende blå øjne over på halvorken der vred armen af led. En latter blev slået op, som gav genlød i det overdådige store lokale. Der var udsmykket, næsten en konge værdig.
“Årh min kæreste Pax, du er minsandten en uslebent diamant.” han rejste sig op, og gik hen imod manden der stadig blev holdt på plads, på trods af at armen ikke længere var funktions dygtig. “Så ærgerlig at jeg ikke kan bruge en svag mand som dig til noget. Løbe efter en kvinde, så desperat som dig? Eller kan jeg?” han rystede på hoved, mens en uforstående om ikke en smule legende mimik gled over Gregory ansigt. Han lod en finger glide under Pax hage og lod næsten deres ansigter mødes mens de blå øjne kiggede dybt ind i de grå, som prøvede dæmonen at finde ud af hvem det var han stod over for.

“Stop..” hviskede Evlyn bag den sorthåret mands ryg. “Du har mig nu..” hun vidste hvad det blik betød, hans interesse var fanget, og det var bestemt ikke en god ting. Greg holdte stadig fast i hagen han havde taget, mens hans hoved drejede over skulderen og betragtede den sølle skabning der prøvede at komme op på sine knæ igen. “Du har mig, han vil alligevel ikke kunne tilfredsstille dig.. han kan ikke en gang tilfredsstille sine kvinder.. jeg kan.. jeg kan tilfredsstille dig” hviskede hun hæst, mens hun kiggede bedende på Gregory. Hele hendes maven knugede sig sammen, hendes hænder knyttede sig sammen. Greg skubbede manden han havde haft i sine fingre væk og grinede højlydt. “Ser man det! Er det min fødselsdag i dag? For det føles virkelig sådan!”

Pax mærkede, hvordan en isnende fornemmelse sneg sig ind i hans bryst, og urokkeligt hvilede de stålgrå øjne på Evlyn. Smerten fra den forvredne skulder var i et øjeblik glemt, for alt Pax hørte, var hvad Evlyn ikke sagde.

Jeg ved, du ser Freya. Jeg ved, du ikke ligger med nogle – og se hvad det har fået hende til! Se hvor svag du er!

Selv da Gregorys hvide fingre kærtegnede Pax’s skarpe kæbe, kunne han ikke tage øjnene fra Evlyn. Ej heller da hun begyndte sin kvækkende redningsord, i håb om at dæmonen ikke længere ville fokusere på ham selv. Det ville tage ham et langt øjeblik, før han forstod, hvad Evlyn havde gang i og først da det gik op for ham, vidste han, at det var for sent. For sent at gøre noget for hende, for –

Gregory slog et nik med hovedet mod den kutteklædte kvindeskikkelse, og før Pax nåede at registrere, hvad der var hændt, forsvandt han fra palæet. Det tog hans stålgrå blik et moment at vænne sig til de nye omgivelser, men Pax genkendte instinktivt brostenene under sig. Skumringskvarteret. Han var tilbage i Skumringskvarteret.
Over ham slog regnen piskesmæld mod hans ryg og smerten fra skulderen blev atter ulidelig. Han forstod knap, hvordan det var lykkes, men teleportation måtte være det uundgåelige svar. Medmindre det var en illusion?
Pax himlede med øjnene og forsøgte at rejse sig fra den klamme, fugtige jord. Illusion eller ej – skulderen skulle tilbage på plads og med målrettede, vaklende skridt bevægede bandelederen af Ulvens Flok sig mod den eneste helbreder, han kendte.

At skulle påstå at de øjne som lagde sig på hende, da ordene forlod hendes mund, ikke gjorde ondt. Ville være en løgn. Hun mærket skammens hånd der rakte ind i hendes hjerte og klemte til. For selvom han havde gjort ting ved hende, selvom han havde stjålet hendes medlemmer og hendes ting. Fortalt vidt omkring sig af hendes planer; i hvert fald af hvad hun vidste. Var ikke nok til hun i virkeligheden ønskede at såre ham, som hun vidste hun havde gjort i dette øjeblik. Men nødvendigheden havde været der, og hun ville have gjort det igen; betød det hans liv blev reddet.
Og hendes ønske blev også opfyldt, da Saqua lagde sin hånd på den spinkle mands forvredet skulder og sendte ham væk. Forhåbentlig et sted hvor han kunne finde hjem igen.
Hendes krop faldt sammen, hoved lagde sig tungt imod hendes brystkasse som tårerne begyndte at trille ned af de smalle kinder.
“Io” stemmen var så frygtindgydende at hun godt vidste hvad det betød, hvad der ville ske nu. Spørgsmålet var, om hun også ville overleve aften og natten igennem.
Elverkvinden trådte frem og dannede en cirkel omkring dem og de forsvandt alle tilbage til hendes tilholdssted.
Efterlod det kup der var gået så grueligt galt som hendes mavefornemmelse havde lovet hende. En aften, hvor alt gik galt.