Freya rynkede brynene og kiggede på Pax i absolut vantro. “Medicinen? Virkelig? Er det her, hvad jeg får ud af, at hjælpe dig? Er det her, hvad jeg får ud af, at føle mig tiltrukket af dig?” hviskede hun. I en brat bevægelse rejste hun sig op for at kigge ned på Pax, og hendes stemme blev mere sammenbidt. “At jeg bliver anset for, at være en lille. Liderlig. Tæve?” hun kunne ikke tro det. Hun kunne simpelthen ikke fatte det.

Hun vendte sig vredt og skridtede med faste skridt hen til den kiste for foden af sengen, hvor hendes tøj lå på. “Du har de samme empatiske evner som en gaffel, men det ved sådan et rakkerpak som dig nok ikke, hvad er,” mumlede hun vredt. Mens hun klædte sig på – for hun kunne ikke længere holde ud at vise sin bare hud frem til Pax – blev hendes stemme ved med at stige til nye højder. “Hvis du ikke ønskede mig, så kunne du bare have sagt det,” sagde hun og lod sin tunika glide over hovedet. “Men i stedet havde du brug for at fornærme mig? Pisse op og ned af mine følelser?” hoserne på. “Hvor vover du,” vrissede hun og strammede dem omkring sine hofter. I et kort øjeblik stod hun og kiggede på Pax, men rystede så på hovedet. “Ud med dig. Jeg kan ikke tåle synet af dig,” sagde hun i et fnys. Som et seriøst tegn på, at nu skulle han til at flytte på sig, hvis ikke han ville risikere at blive bidt.  “Ulv min bare røv,” snerrede hun aggresivt, og som en ulv med rejste børster begyndte hun at gå hen imod ham. “Du er en rotte, er du. Og du er kongen af dem alle! Jeg er glad for, at du viste dine sande farver frem, inden jeg kunne nå at være sammen med dig,” bed hun. Hun kunne mærke, hvordan tårerne begyndte at gøre hendes øjne våde, og det var ikke på grund af fysiske smerter i hendes krop. Hun havde vist sin intime side frem til Pax, og nu sad han og afviste hende på det groveste. Hvad var der galt med ham? Hun kvalte sine tårer med vrede og stoppede op.

“Jeg væmmes ved din opførsel. Så gå. Kom tilbage, når du har lært nogle manerer. GÅ!” brølede hun. Som en arrig løvinde, der med alt hvad hun har, forsøgte at skræmme en fremmed hanløve væk, for at beskytte sit afkom. Freya huskede ikke, om hun nogensinde før havde fyldt sine lunger med så meget luft for at råbe i vrede. Hvis naboerne kunne høre det, hvis hele kvarteret kunne høre det, så var hun ligeglad. Hun skulle bare have Pax langt væk fra sit åsyn. Uden at ligge synderligt meget mærke til, hvad Pax gjorde, skridtede hun vredt tilbage til sengen, lagde sig, gemte hovedet i tæpperne og lod de bitre tårer trille frit.

Pax sad ubevægelig, som en forstenet, alt imens Freyas forbandelse haglede ned over ham. Stadig svedte han fra angstens omklamrende greb, men den vrede, Freya forårsagede i ham, fik ham til at koge, så tykke dråber gled fra hans hvide pande.
Ganske ufrivilligt gibbede det i bandelederen, som Freya i et øredøvende brøl beordrede ham at gå, men end ikke Pax bed mærke i det. Han stirrede fortsat på hende, med grå øjne der langsomt antog en hårdere og hårdere kølighed, for… Freyas ord gjorde ondt; de sneg sig ind bag det tætte forsvarsværk og begyndte at rive, i hvad end de kunne få sine klamme fingre i, i takt med at Ulven blev til en Rotte.

Først efter Freya lagde sig tilbage i sengen, syntes Pax at registrere, at hendes ord ikke længere lød i den virkelige verden; kun bag hans pande genspillede hans tanker dem i en melodisk rytme, som den remse han havde klamret sig til blot få øjeblikke forinden og omsider rejste han sig.
Hans skridt gav genlyd i den nu pludselig tavshed; en ganske særlig af slagsen, kun efterfulgt af sådan en forbandelse, Freya havde kastet over ham. Med langsomme bevægelser iklædte Pax sig, nærmest som hvilede hele hans krop under en sagtne forbandelse, der gjorde hans lemmer langsomme og uregerlige. Så snart Pax atter var påklædt, så han på Freya, der lå med ryggen til ham og græd.
”Jeg tænkte ikke, at en kvinde, der nær var blevet voldtaget mindre end 12 timer forinden, kunne have lyst til sprede sine ben for en anden mand. Nu har jeg jo selv prøvet det…”, lød det grænsende til døsigt, hvorefter Pax vendte rundt på hælen og aflagde afstanden til døren. ”Det ville nogle jo nok sige, faktisk var ret empatisk… men hvad ved jeg? Jeg er Rotternes Konge. Sådan noget forstår vi os ikke på…”, fortsatte Pax, dog uden en krigerisk undertone; kun udmattet, dovent og som havde hendes ord ikke haft nogen effekt i ham. Han kunne ganske enkelt ikke mønstre anden reaktion, for hvad end Freya måtte have nedbrudt igennem deres bekendtskab, så vidste Pax instinktivt, at det atter var tilbage. Og med den forvisning forlod Pax den lille lejlighed, til fordel for den gade, han kendte så godt og som måske i grunden var alt, han havde.