Hele tiden kiggede Pax ned på jorden som et barn, der var i gang med at få en verbal endefuld. Hans mangel på reaktion virkede helt ukarakteristisk, for hun havde set ham brænde op af vrede, dengang han havde fundet ud af, at hun ønskede at komme ind i hæren. Men der var ingen vrede at finde. Ingen forsøg på at forsvare sig selv eller de ritualer, hun havde været vidne til og som hun nu forkastede.

Det tog noget tid efter hendes raserianfald, inden Pax rettede sig op i sin fulde højde og rømmede sig for at tale. Han prøvede at forklare hende, hvordan tingene hang sammen, og hun gik ud fra at Filip var navnet på ham, der havde været leder før Pax. “En belønning,” fnøs hun i foragt. Dengang hun havde revet skjorten af ham i et forsøg på at finde friske sår havde hun ikke skænket meget tanke til det halve brandmærke på hans bryst. Men nu vidste hun da, hvor de to ar kom fra. Hun kunne dog ikke sige, det var særligt betryggende at vide, at de var skabt af nogen af hans egne, dengang han havde prøvet at blive en del af banden.

Hun fulgte ham, mens han gik hen og satte sig på hug ved det, der lignede hans seng. Langsomt bevægede hun sig stille hen til Pax, mens han fortsatte. Over hans skulder betragtede hun det slidte kunstværk han fandt frem. En kvinde og et lille barn. Det måtte næsten være af Pax og hans mor. Hvorfor ville han ellers have det? Hun rettede på kjolen og satte sig så ned på knæene ved siden af Pax. Hun lyttede, mens han fortalte om dengang en kvinde havde skrevet hans navn ned, så han kunne se det, da han var barn. Og hans navn. Hans virkelige navn...

“Din mor...” hviskede hun med letrynket pande, mens nogle fjerne minder begyndte at dukke op på nethinden. “For omkring 10 år siden... ankom vi til en lille landsby. Et par dage i forvejen var der sket noget forfærdeligt, og kvindens søn... med samme navn... var forsvundet,” mumlede hun stille. Kunne det virkelig passe, at tegningerne på efterlysningsplakaterne dengang, havde været af Pax? Kunne det passe at de dengang, for omkring 10 år siden, havde været tæt på at møde hinanden? Og forbrydelsen... Havde han myrdet sin egen mor!? Hvorfor havde han så et billede af dem? Angrede han forbrydelsen? Hun huskede den nat, de havde mødtes for første gang. Hvordan hun havde trådt over grænsen og gjort Pax rasende. Blikket i hans øjne. Som havde hun set et glimt af hans fortid. “Det er jeg ked af...” Det hele ramlede ned over Freya, og hun rystede let på hovedet, ude af stand til helt at forstå, at det her rent faktisk skete. Selv elskede hun sin mor, Ronja. Men hun vidste udmærket godt, at det langt fra var tilfældet i alle famillier. Men ligefrem mord? Hun kunne ikke fatte det. “Pax-” hun rakte ud efter ham for blidt at lade en finger stryge henover arret ved hans ene mundvig. Et tegn på at hun ikke fandt hans arrede ansigt skræmmende eller frastødende, i håbet om at han ville kigge på hende, “- Carl..." hendes stemme nærmest kælede om hans virkelige fornavn, som om hun prøvede at tale til den 13-årige dreng for så længe siden. Kælede, som var hun bange for at brugen af hans rigtige fornavn ville gøre Pax til tåge, så han ville forsvinde for evigt. "Hvad skete der? Vær' sød at fortælle mig sandheden," hviskede hun blidt. Bedende. Tårene pressede sig på, hendes stemme knækkede, og hun dirrede. Hun vidste ikke, hvordan hun ville reagere på sandheden. Kun, at hun ikke kunne tilgive ham, hvis han løj for hende nu.

”Lad være med at kalde mig det”, lød det prompte, i det Pax drejede hovedet med skræmte og store øjne. For et langt øjeblik kunne den unge mand ikke andet end, at stirre forfærdet på Freya skikkelse i det lette mørke, men det var ikke halvorkeren han så. Først, da Freyas overfladiske vejrtrækning ramte Pax’s egen øresnegl, forstummede billederne af de andre og blev atter kun fortidens tåger.

I det Pax så Freya – rigtigt så hende – forlod de bange anelser ham. Som Freya sad der, med bedende og våde øjne, vidste han, at dette var nu; nu hvor deres veje skiltes. Alligevel kunne han ikke gøre andet end at betragte hende fortsat, for han ville memorere hver en linje i hendes ansigt, så han ikke glemte det, før Kile kom for ham.
Freyas hånd forsvandt og efterlod Pax’s ene kind varm tilbage, og i grunden var det først i det øjeblik, at Pax omsider fandt vejen til sig selv igen – så han nikkede med en fraværende mine og begyndte at fortælle;

”Kan du huske, da jeg sagde til dig, at der ikke er nogen penge i prostitution af børn? Det er kun delvist sandt. Det afhænger af, hvem man sælger dem til. Det er køberen der er afgørende. Nogle vil have det samme barn flere gange, andre kun en enkelt…”, lød det mumlende, ja næsten eftertænksomt, som de stålgrå øjne atter fandt vej ned til træudskæringen. ”Min mor tjente godt på mig. Det var sådan, hun formåede, at betale for det her. Hun tjente endnu bedre penge, hvis de kunne tage mig med hjem et stykke tid eller hvis hun selv var… med. Da jeg fyldte 13, kom nabokonen over. Det var hende, der skrev mit navn på grusstien og så gav hun mig en gave. Et godt råd. Hun sagde, at nogle mennesker var nødt til at dø, så andre kunne leve-”
Pax’s mørkegrå øjne forlod abrupt træstykket og fæstnede sig i stedet på Freyas tårefyldte ansigt. ”Så jeg tog et valg. Det var hende eller mig. Jeg kan end ikke huske… kun at jeg vågnede og kunne se Dianthos’ bymure i horisonten. Jeg tog navnet Pax efter nabokonens kat. Ingen i hovedstaden ved, hvilket fødenavn jeg rigtig er blevet gidet.”

Den unge mand gjorde dernæst mine til at rejse sig og som han gjorde, lagde han træstykket ind under tæpperne igen. Tilbage i dens skjul. ”Jeg blev fundet af Filip efter at have rendt rundt i rendestenene nogle dage”, fortalte Pax videre, i det han vendte ryggen til Freya og lod sine blege fingre glide henover skaftet på en af de ny-polerede knive, der lå placeret på det vakkelvorne sengebord. I en hurtig bevægelse lod han kniven falde ned foran Freya – som forsøgte han at sige til hende, at han ikke gjorde hende noget; den der kan beskytte dig. Jeg er ikke farlig.

”Og alting gik fint i mange år. Indtil jeg blev for dygtig. Indtil de andre begyndte at spørge mig til råds. Indtil ceremonien hvor de andre så, at jeg ikke bøjede nakken for ham. Jeg kunne naturligvis ikke blive ved med at… eksistere, men Filip nåede aldrig rigtig, hvad han havde tænkt sig. Igen, nogle mennesker er nødt til at dø, så andre kan leve… og jeg var bare… bedre.”

Pax' reaktion på hans virkelige navn fik hende til at trække sig tilbage, som om hun havde brændt sig. Men hvad han fortalte hende derefter var værre. Meget værre. Langt mere ubegribeligt end det barbariske ritual, hun tidligere havde set i dag. Hun fornemmede, at Pax kiggede på hende, men tårerne var begyndt at komme op i hendes øjne, og det gjorde hendes syn slørret. Hun ænsede knap nok, at han pakkede billedet væk, rejste sig, og gik hen til sengebordet. Først da Pax smed kniven ned foran hende, reagerede hun og prøvede på at tørre sine øjne.

På trods af de ting, Pax lige havde fortalt hende. Mordet på hans mor. Mordet på den tidligere bandeleder. Så var hun ikke bange for ham. Det var der ikke nogen grund til. Hans øjne var for bløde, når de kiggede på ham. Især i dag gik det pludselig op for hende.

Hun rakte hånden frem og lod den langsomt glide over kniven på jorden som om den var en glat slange. Så tog hun hånden til sig igen. Kniven lå stadig på gulvet. Hun havde ikke brug for den. Hun vidste, at han ikke var farlig for hende. På trods af de ting, Pax lige havde fortalt hende... så stolede hun stadig på ham. Han havde fortalt hende sandheden. Det kunne hun mærke.

Freya åbnede og lukkede munden et par gange, uden der kom nogen lyd ud af hende. Rystende knyttede hun sin ene hånd og pressede den imod sit bryst.“Jeg... Undskyld,” sagde hun grådkvalt, nærmest som om hun selv havde været skyld i hans smerte. “Men jeg kan ikke forstå det... at gøre det imod sit eget barn... j-jeg kan ikke...” hun kunne ikke sige mere i det hendes stemme knækkede, og tårerne fik frit løb ned af hendes kinder. Nu kunne de ikke holdes tilbage længere. Hvad han havde været udsat for. Hvad der var sket. Hun kunne ikke forstå det. Hun kunne ikke sige, at hun kendte hans smerte. For det gjorde hun ikke. Selv i sin vildeste fantasi kunne hun ikke forstå en brøkdel af de rædsler, Pax havde været igennem helt fra barnsben af. De rædsler, der i sidste ende havde tvunget hans hånd, så han havde myrdet sin mor.

Vaklende kom hun op at stå. Hun prøvede at tørre sit ansigt, men det var ikke til nogen nytte. “Jeg... jeg er nødt til at gå nu,” sagde hun og kunne knap nok kigge på den unge mand. Hun gik hen til døren, stoppede op med en hånd på dørhåndtaget, og prøvede så at samle alt hvad hun kunne, for at kigge på bandelederen. “Tak... for at du ville fortælle mig det,” sagde hun ærligt, åbnede døren, og forlod Pax' værelse. Og undergrunden.