Et sultent dyr var en gode måde at beskrive præstinden på. Bagved elegancen, bagved det finurlige sprog og smilet, der lurede der noget glubskt og til tider bundløst søgende. Hun var i sandhed lidt af et levn nogle gange.... opdraget under en anden tid - en helt anden krig, Solari havde levet længere end hun burde have, når man holdt hendes livsstil opad hendes levetid. I og for sig var det sjældent retfærdigt, hvordan at gode mænd og kvinder, oftest var dem der måtte lade livet først - men sådan var livet i alt sin kyniske retfærdighed. Væsner som Solari, havde lært at holde sig udenfor dødens søgelys, ved at skubbe andre frem i det.
Og det var derfor hun sad her i dag. Hendes evige søgen efter at udvide det fine spind der var lagt over Krystallandet, bød hende opsøge nye veje og muligheder hun ikke havde haft indtil nu. Solari kunne på trods af sin rang, næppe bevæge sig helskindet ind i Dianthos. Men Pax og alle hans små rotter kunne gøre det - og mere til.

Blikket havde fulgt med i hvad der ville skete, og med et lille ryk så hun kvinden - tydeligvis hans mor, begynde at dø for øjnene af dem begge. Vinrødt blod væltede ud af hendes hals og farvede tøj, bord og gulv for de to væsner der så hende. Men stadigvæk kom der ikke meget reaktion fra Pax, og med et spærrede elveren op. Så det var sådan det hang sammen... der startede en latter i Solari's bryst, der blidt og mørkt steg en smule i styrke. Hun havde fået fingrene i en vaskeægte sociopat? Så hærdet af livets prøvelser, at han ikke længere følte noget. Menneskeracens egen lille selvskabte bøddel... hans omgivelser havde selv været med til at forme Pax, ikke ulig elverens egen opvækst. 
De slange fingrer gled fra bordets dybe furer, op foran elverens ansigt og tænkende pressede Solari fingerspidserne imod hinanden. "Der er mange grunde... jeg ville i dialog med dig. Jeg ville teste dig. Jeg ville føle dit selskab an, og jeg ville lærer dig at kende, på andet end hvad mine folk har kunne opsnuse sig til. Udover det, så kan du vel kalde det..." elveren kneb øjnene en anelse sammen, idet hun skulle huske det menneskelige ord for retærdighed. "En venlig gestus med selviske bagtanker. Fordi nu må jeg stille mit spørgsmål, og det har jeg glædet mig til" smilede hun, og havde med tiden fået rystet det glubkse ud af sit blik og holdning. Pakket det lidt væk, selvom det ikke altid lykkedes lige godt.

Elverens blik rykkede kortvarigt over på kvinden, der med et lille fingerknips begyndte at blive til aske foran dem begge; hendes ansigt stivnet i rædsel. Snart ville hun ikke være mere end endnu en plet på det mørke gulv i kroen og Pax egen sorte samvittighed, Solari krævede hans opmærksomhed. "Så, Carl.... hvad er betyder frihed for dig?" nu mere tilbage på sin hjemmebane - nu hvor hun stillede spørgsmålet, lå der næsten noget ømt i elverens mørke stemme, hvis blege øjne grådigt trak ham til sig.

Pax lod de brede øjenbryn skride længere op i panden, i det han slog klik med tungen. Alt ved hans foroverbøjede skikkelse emmede af overvejelser og eftertænksomhed, til trods for moderens skikkelse der blev til aske for øjnene af ham. Aldrig ville Pax vove at sætte en finger på mørkelverens illusion, for den var fejlfri – og måske netop derfor, følte Pax ikke… noget. Hvordan kunne han? Esmaralda Fletcher var for længst gået bort og han havde efterladt hende i fortiden, i det han var trådt igennem Dianthos byporte og taget sit gadenavn.
Hvad der dog volde Pax en del kvaler, var Solaris spørgsmål. Det var ikke det, han havde ventet, taget de mange mere følsomme af slagsen. Hun kendte trods alt hans sande navn, og ikke mindst den blødende kvinde, der havde siddet ved hendes side blot få øjeblikke forinden.

Netop grundet den milde overraskelse, var Pax netop ikke interesseret i at forhaste sig. Mørkelveren havde trods alt i nogen grad besvaret hans egne spørgsmål, hvormed det afkrævede ham at gøre det samme. ”Frihed…”, mumlede han, mere til sig selv end nogen anden, og som smagte han på ordet i munden.

Langsomt forlod Pax’s stålgrå øjne mørkelverens skikkelse og gled ned over hendes kønne former. Han faldt ikke for hendes påtagede ømhed, velvidende at raseriet, det han selv havde set, lå og kogte faretruende under overfladen. Ikke, at det som sådan fremprovokerede nogle særlige tankestrømme eller følelser; det var blot endnu en konklusion, han kunne drage.
”Nogle må dø, så andre kan leve.” Ordene forlod Pax’s hjerteformede og arrede læber, nærmest som i en gammel remse. Derefter gled hans blik tilbage i Solaris hvide og han sendte hende et kortvarigt, tomt smil. ”Frihed er noget man tager. Det bliver ikke givet eller skænket som gave, og altid må man beskytte den frihed, man har. Den er betinget, truet”, talte Pax videre, i det han foldede sine blege hænder. Stadig dryppede ordene af mange års ubevidste overvejelser, for atter måtte Pax konstatere, at mørkelveren var den første, han rigtig kunne tale med. Der var ingen begrænsning, ingen hæmning der måtte accepteres. ”Hele tiden kan den slippe ud af ens hænder. Det er en hårfin grænse, men den findes ikke i samfundets gængse love og regelsæt. Kun udenfor. Et sted midt i alt det grå.”

Som mig. Den store, stygge og ikke mindst askegrå Ulv.

At Pax tog sig sin tid med spørgsmålet, se det gjorde intet for præstinden. Tværtimod, det viste at han tog det en grad af seriøst - og det glædede hende. Hun kunne ikke arbejde med nogen der ikke respekterede spillets helt simple regler, eller hende selv. Havde hun til gengæld en forhåbning om at kunne opretholde den gængse facade foran Pax, måtte hun se det smuldre ved hans grålige stålblik. Fordi noget sagde hende at han allerede havde set for dybt ind bagved det hvide smil, og derfor gav Solari nu ind, elverens ansigt nu bare... lyttende. Stolt, stadigvæk uendelig stolt, men ikke med noget formål om at vinde ind på hans side. Nu snakkede de på andre vilkår... som hun sad, når hun sad med andre mørkelvere, følte hun med en pudsig lille tanke. Ikke fordi hun ligefrem ville sammenligne selskabet.
Solari flyttede hånden indunder hendes hage da han talte, og lyttede med en overraskende refleksion i blikket. Hun kunne ikke lade værd med at lytte til hans definition af den, for at kunne sammenligne den med alle de andre hun havde hørt - og selvfølgelig også sin egen. Enkelte gange sitrede hendes læber i et lille smil, men hun forholdt sig tavs.

I stilheden der fulgte hans sidste ord, sad elveren fuldkommen stille. Indeni blev ordene husket, og Solari tilføjede hans ord til hendes samling. En hobby hun havde udviklet igennem årene - men det var ikke kun derfor hun sad stille. Nej, hun vurderede hvorvidt hun skulle forsætte samtalen med Pax, eller kalde den afsluttet for i aften. Det var hendes eneste spørgsmål, og Solari orkede ikke at hører andet end sandheden når det gjaldt forretning. Dog kunne hun ikke dy sig - hun elskede sådanne snakke, og nikkede langsomt. "Jeg har altid fundet det pudsigt, at skulle forsvarer retten til at slå ihjel..." gled det over elverens mørke læber, og Solari's melodiske stemme havde en overvejende kant. Første gang hun havde mødt de menneskelige munke udenfor Skyggebjergene - mange herrens år tilbage, var hun blevet mødt med det synspunkt. Med et havde hele verdens-dynamikken ændret sig, konceptet om frihed blev besnæret af morale og etik; regler der skabte kontrol. "Men har du retten til at tage andres frihed, og dertil, til tider også liv?" fulgte elveren op med, og tog igen fat i vinglasset på bordet med et let smil. Nej, alle var dyr inderst inde - så meget var Solari sikker på. Og hun fik kvalme når hun så hvordan alle prøvede at skjule det.
En lille del af hende forventede ville rejse sig nu hvor legen var færdig... imens en anden del af hende hviskede at den først lige var begyndt.

Pax betragtede mørkelveren gribe om vinglasset for endnu engang. Stadig havde han ikke rørt sit eget, velvidende at det øjensynligt ville fremstå uhøfligt. Ikke desto mindre var det ikke et faktum, der syntes at volde bandelederen nogen større kvaler. Det var trods alt ikke foregået på hans arena.
Ved Solaris overvejelse trak Pax let på den ene skulder. Han brød ikke sit hoved med sådanne metafysiske finurligheder, for der var ingen til at prikke til tankestrømninger af en sådan karakter. ”Mine folk stiller ikke spørgsmålstegn til mine beslutninger. Jeg dræber ikke, medmindre det er nødvendigt. For mennesker skaber en lystig leder, der slår ihjel for fornøjelse, en hvis uro. Det er ikke værd at underholde på lang sigt. Det skaber ikke profit”, svarede han, i grunden ligeglad med, hvad end mørkelveren måtte tænke om det faktum. Pax var, i hjertet, gadebarn og han forstod, dens regler bedre end de fleste. Det gjaldt i langt højere grad om at sikre måltidet og beskyttelsen; havde man den trumf, var man sikret.

”Retten er for alle at tage”, sagde han dernæst, hvorefter begge af brede øjenbryn skred en smule op i panden i en sigende gestus. ”Nogle må dø, så andre kan leve. Livet bliver så ofte helliggjort, at vi har konstrueret en særlig fortælling om den. At den er en gave og for alt i verden må bevares. Når alt kommer til alt, skal alle mennesker dø og vi ved det godt. Nogle fortrænger det dog bedre end andre, men det ligger i vores kroppe altid. Såeh – lad det bedste menneske vinde.” Pax sukkede og lænede sig dernæst atter frem henover bordet. Der var endnu et spørgsmål, der nagede ham og velvidende, at han ikke havde flere at stille, gjorde han det alligevel.

”Hvorfor har du en særlig interesse i Flokken? Hvad er det, du vil med os?” 

Med et let greb om glasset, mødte Solari det slanke menneske lidt over midten. Han havde sine grunde til at gøre det som han gjorde, og selvom Solari sjældent kunne forstå dem, kunne hun altid prøve at respekterer dem. Dog havde præstinden sjældent noget tilovers for de materielle goder, og selvom hun omgav sig i luksus, var det aldrig drivkraften for hendes beslutninger... det kunne derfor ikke indgåes at et glimt af skuffelse gled over hende ved ordet profit, da hun med flere års reflektioner vidste at penge kun var et system der fungerede fordi alle var enige om at penge var noget værd. Hakkede du systemet ned med vold, var de intet værd. De hvide øjne glitmtede i det flakkende lys af sterin, men hun afbrød ham ikke.
Han kunne ikke gøre for sin korte levetid, han kunne ikke gøre for sit primitive formål med livet, som i Solari's arrogante øjne manglede substans fra højere magter. Utroligt nemt for en præstinde at mene, ville mange sige.

Dog kunne man godt være uenige, men dog stadigvæk have samme mål for øje. Med tiden ville hun vinde ham over, så meget havde Solari allerede nu sat sig for... hvis han indvilligede i samarbejde med hende, ville hun også starte processen om at indlogere ham i kirken - manipulation, vold og blod oveni det. Om det så blev på hans dødsleje, se det ville tiden vise - tid var ikke vigtigt. De lange negle klikkede tænkende imod glasset, på tungen havde Solari allerede sine modsvar som årelange gamle reflektioner havde givet hende; men tiden var ikke der, lod det til. Med et suk lænede han sig frem, og Solari mimikerede hans bevægelse, et fornøjet smil i mundvigen ved hans ord. "Endnu et spørgsmål..." lo hun lavmælt, men nikkede sagte derefter. Nu blev fløjlshandskerne fjernet og hemmelighederne sat lidt mere frem; Solari fulgte velvilligt med.

Præstindens tunge gled over de glimtende tænder, inden at hun stak den ene hånd i en af hendes tasker. Frem hev hun et lille brev - samme type dokument som det han havde fået første gang, men denne gang forsejlet med sterin og tydeligvis klargjort førhen de stødte på hinanden. "Jeg tror vi kan hjælpe hinanden på flere måder, Carl..." startede hun ud med, og skubbede brevet over bordet. "Detaljerne kan vi altid snakke mere om, hvis du er interesseret" fulgte hun op med, og kastede et kortvarigt stjålent blik rundt i lokalet. Nok var Solari god til at holde lav profil, men hvert minut hun brugte i et menneskestyret område var potentielt farligt for hendes liv; hun var trods alt en jaget race. Og hun havde allerede været her længe. Dog frygtede Solari sjældent direkte for sin sikkerhed, nej hun vidste godt selv hvad hun var i stand til; selv uden sine klinger med sig.
Brevet indeholdt den forklaring Solari længe havde danset elegant omkring. En forklaring om hvem hun var, hvilken kirke hun talte på baggrund af og hvordan Ulvens flok ville kunne hjælpe dem. Dog vidste Solari at intet var gratis, men vidste at muligheden for magt og støtte tiltalte mange i hans position.
Om han læste det nu, eller ville vente - det kunne hun ikke sige. 

Pax hævede let de brede øjenbryn, i det Solari frembragte en brunlig konvolut. Denne var forseglet men tilsyneladende også for hans øjne alene, og beskidte fingre greb om den uden nærmere eftertanke. ”Jeg er smigret”, brummede Pax dovent, i det han vendte brevet i hænderne, nærmest som forsøgte han at læse det igennem konvoluttens ubrydelige ydre. At han stadig ikke kunne læse var ikke værd at pointere endnu engang, for han kendte folk, der kunne.

Dernæst rejste han sig og lod sine stålgrå øjne finde mørkelverens hvide. ”Jeg vil tænke over det, men mon ikke vi ses igen”, brummede han, hvorefter han gjorde mine til at gå. Det var en lavmælt rømmen, der fik Pax til atter at vende rundt og tage mørkelveren i nærmere øjesyn.

”Jeg antog, at vi var færdige?” 


//OOG: Jeg er simpelthen så pinlig over, at sende de her svar af sted - det lever slet ikke op til din standard. o.o Beklager darling!

Han tog imod det, og Solari så ham gøre mine til at forlade hende. Det gjorde intet, og udsigten til at forlade kroen og komme ud i den friske natteluft var noget mørkelveren så frem til. Nok var dette område et element hun færdedes godt i, men intet kunne måle sig med hendes væsen i den rene nat. Dog var Solari ikke helt færdig med ham, fordi noget lå stadig og nagede på hendes sorte samvittighed - hun havde ikke fuldstændig forklaret sin evne indenfor illusioner... men det havde også været en anelse med vilje, og mørkelverens rømmede sig. 

De blege øjne mødte hans med et næsten smørret grin, og fra et blink til det andet, eksekvere præstinden anden del af sin magi; den fysiske smerte. En lille farvelgave om man ville. Næste gang han kiggede på sine hænder, ville utallige glasskår og glassplinter have skåret sig ind i hans håndflader, håndryg, fingrer og underarm - som havde det glas han ikke havde drukket, og som stadigvæk stod på bordet, eksploderet lydløst i hans hånd. Blodet piplede, nerverne sang- men reelt set var der selvfølgelig ikke sket noget. Solari skønnede at illusionen ville forsvinde indenfor de næste 10 min, men indtil da fik han lov til at hygge sig med den dimpe smerte. Det var ikke en detalje hun havde tænkt sig at dele med Pax lige nu. "Til vi ses igen" nynnede hun i en farvelskål. 
Mørkelverens tænder glimtede i et farvelsmil, inden at hun i en smidig bevægelse tømte glasset, rejse sig, flippede hætten over det hvide hår og banede sig vej ud af kroen. Uden at røre ved nogen, og uden for mange løftede blikket efter hende, forsvandt præstinden ud af krodøren og ud i natten.

//Det gør intet - nogle gange er der ikke så meget at svare på! Glæder mig til den næste tråd >:]