Så var det nok! Enzel skulle ikke stå og beskylde ham for ting, som han kun havde gjort, fordi han havde fået besked på det! Det kunne godt være, at han havde været sammen med Phillippe flere gange, men det kunne Enzel jo umuligt vide! Vredt vendte Nicola sig om, lige i tide til at se Enzel smadre flasken mod bordet. Det her var pludselig blevet noget mere farligt, end Nicola nogenlunde havde tænkt sig, at det skulle være.
"Du bad mig jo om at være sammen med ham, ellers ville jeg aldrig have gjort det" Nu lettere nervøs holdt han hænderne afværgende op, hvordan var det her pludselig gået så voldsomt ned ad bakke! 

Enzel udfald kom bag på Nicola, så han nåede ikke at reagere, før han pludselig landede på gulvet med et smertefuldt støn.
"Jeg elsker også dig, Enzel! Jeg har sagt det gang, og gang igen! Hvorfor skulle jeg ellers finde mig i den smerte og de mærker som du giver mig, når vi er sammen!" Nu var nok ikke det bedste tidspunkt at bringe det på bane, men hvad i alverden kunne Nicola ellers sige, som kunne være med til at overbevise Enzel? Han var slet ikke i tvivl om, at Enzel sagtens kunne finde på at stikke ham, hvis han ikke på en eller anden måde fik overtalt ham til at lade være.
Det var i hvert fald Nicolas plan, at han ville gøre alt for at få Enzel til at falde ned, men hans ord ramte et rigtigt ømt punkt. Han ville jo ikke engang havde fortalt Enzel om sin barn! Så hvor vovede han at bringe det frem nu!
"Så er det godt, Enzel! Smid den flaske!" Han havde aldrig troet, at det ville være nødvendigt at bruge evnen på Enzel, men hvis der var et rigtigt tidspunkt, så måtte det være nu. Desværre var evnen jo afhængig af, at Enzel et eller andet sted ønskede at smide flasken, så Nicola måtte bare stole på, at Enzel faktisk stadig elskede ham.

Mange gange havde Nicilas evne reddet ham ud af en noget langhåret situation. Heldigvis havde langt de fleste slet ikke lyst til at straffe en uskyldigt udseende dreng. Havde Nicola ikke haft sin evne, ville han slet ikke have overlevet alene. Men efter selvsamme evne havde givet ham så mange problemer hos Sobek, havde han kun vovet at bruge den på folk, som han vidste, den ville virke på. Det havde været noget af et sats at bruge den på Enzel, og desværre fejlede evnen ham endnu en gang virkede det til. Var det mon nu, Nicola skulle dø? Enzel lignede i hvert fald godt nok en, som var klar til at begå et mord.

Skræmt kravlede Nicola baglæns for at komme væk fra Enzel, imdtil han til sidst ikke kunne komme længere væk.
"Du har ret, Enzel. Jeg var syg af jalousi, fordi jeg fandt ud af, at du havde været sammen med en anden. Men vi er gift, eller i hvert fald så godt som! Der er op og nedture i et ægteskab! Det er en del af at bygge et liv sammen!" Hans blik var stift rettet mod flasken, som han frygtede hvert øjeblik kunne blive stukket i hjertet eller halsen på ham. Det var jo som om at Enzel fuldkommen havde mistet forstanden! Han havde værer så kølig og velovervejet i al den tid Nicola havde kendt ham, skulle er virkelig ikke mere til at slå ham helt ud af kurs?
"Jeg beder dig Enzel, der må da være noget jeg kan gøre for at bevise, at jeg stadig holder af dig!"

Hvis bare Nicola kunne få overbevist Enzel om at ligge flasken, ville han kunne stikke af. Der var ikke engang nogen ting, som han behøvede at have med, så det ville være så nemt bare at forsvinde. Men lige nu var han ret sikker på, at han ville blive stukket ned, hvis han så meget som overvejede at bevæge en muskel.
"Ja. Du sagde det selv, vi kan ikke blive rigtig gift, så vi måtte gøre det på vores egen måde" Han kunne huske alt, hvad der var sket og sagt den dag, for det var den dag, hvor det for alvor var gået op for ham, at han var fanget.

Nicolas hænder rystede ganske svagt, selvom han gjorde sit bedste for at skjule frygten.
"Jeg ville ønske, at der var noget, som jeg kunne sige eller gøre, som kunne få dig til at tro mig" Hvis nu Nicola kunne gøre noget for at formilde Enzel lidt, ville han måske, bare måske, finde på en blidere straf. For en straf ville der komme, det var Nicola ikke spor i tvivl om. Selv hvis han fik overbevist Enzel om, at deres forhold ikke var en løgn, var Enzel ingen tilgivende mand. I det mindste kunne han da trøste sig med, at straffen umuligt kunne blive værre end noget, han tidligere havde oplevet. Og dog. Hans blik faldt på glasken, som Enzel stadig holdt alt for tæt på sig, den kunne gøre rimelig stor skade. Nicola tvang blikket væk fra den knuste flaske, og over på Enzel. Noget måtte han da kunne sige for at overbevise ham.
"Fordele? Hvilke fordele? Pigerne på bordellet, det tætteste jeg kommer på venner, afskyr mig nu, fordi de kender til vores forhold" Han så bedende på Enzel, han måtte da kunne forstå alt det som Nicola havde ofret.
"Desuden, hvis jeg ikke holdt af dig, hvorfor skulle jeg så blive her? Jeg savner Balzera hver dag, og du er det eneste, som holder mig her, fordi jeg ikke ønsker at forlade dig!" Det føltes utroligt bagvendt og forkert at skulle overbevise en mand han inderligt hadede om, at deres påståede kærlighed var ægte, men selv ikke virkede nær så morderisk mere, kunne det nemt være et spørgsmål om liv eller død.

Med et samme nikkede Nicola bekræftende til, at han nok skulle tage imod straffen. Hvis man så bort fra, hvad han lige havde gjort ved Enzel, havde han jo været et lille lydigt kæledyr, og sådan skulle Enzel gerne blive ved med at betragte ham. 
Langsomt rejste han sig op, usikker på, at Enzel ikke ville overfalde ham med flasken. Varsomt betragtede han Enzel, hvorfor mon han tømte kisten? Det var vel ikke.. han kunne da ikke finde på.. Med det samme kunne Nicola mærke sveden springe frem på kroppen.

Det var lige før at Nicola kastede sig mod døren, da Enzel bekræftede hans bange anelser. Lige siden Sobek havde taget ham til fange, havde han haft mareridt om buret og en forfærdelig frygt for små rum. Og nu ville Enzel have ham til frivilligt at kravle ned i kisten! Frivilligt var måske så meget sagt, for selvom Enzel ikke havde sagt det højt, var Nicola sikker på, at det var kisten eller den knuste flaske, det var i hvert fald det tavse løfte Enzels blik gav. Hele hans krop rystede, og et øjeblik overvejede han faktisk døden fremfor kassen. Men der var jo også en risiko for, at Enzel ville finde på en endnu værre straf.
"Hvis det er det eneste, som kan overbevise dig" stemmen rystede omtrent lige så meget som hans krop.

Tøvende tog Nicola fat i kanten f kisten, så han kunne svinge først det ene og dernæst det andet ben over kanten. Nærmest krampagtigt holdt han fat i kistens kant, han kunne knap huske, hvornår han sidst havde været så bange. Endelig tog han sig sammen til at synke ned i kisten, hvor han lagde sig i fosterstilling. Han kneb øjnene hårdt sammen. Hans hjerte bankede så hårdt, at det nærmest overdøvede alt lyd, så selv hvis Enzel havde tænkt sig at sige noget til ham, ville han næppe kunne høre det.

Det gippede i hele Nicolas krop, da låget på kisten smækkede i. Han forsøgte at forholde sig rolig, overbevise sig selv om, at Enzel hvert øjeblik ville åbne kisten, og så ville alt være tilgivet. Men det var svært, hans hjerte føltes som om det var ved at springe ud af brystet, og hans krop rystede kraftigere, end han kunne mindes, at den nogensinde havde rystet før. Han var ved at gå i panik, og hvis han ikke snart kom ud, ville frygten få overtaget.

Det føltes som om, at der var gået flere timer, men i realiteten var der nok ikke engang gået en. Nicola var allerede ved at gå fuldt ud i panik, nu måtte det da være nok! Enzel havde for længst bevist sin pointe, så hvorfor åbnede han ikke kisten! Langsomt vovede han at åbne øjnene, selvom det ikke gjorde nogen forskel. Kisten var stor nok til, at han kunne komme nogenlunde op og sidde, så han kunne presse hænderne mod låget. Ganske som forventet var det låst.
"Enzel?" Han hamrede hænderne mod låget, først forsigtigt, så hårdt og til sidst så voldsomt, at det gjorde ondt.
"Enzel! Undskyld! Jeg har forstået det nu!" Han fortsatte med at hamre hænderne mod låget, mens hans vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere. Havde Enzel forladt? Nicola kunne godt nok ikke høre ham, men ville han virkelig gøre det?

Fuldkommen panisk begyndte Nicola at hamre hænderne ind i siderne på kisten, men han begyndte at skrige. Først skreg han Enzel navn, sidenhen gik det over i bare at være ordløse skrig. Han skreg og hamrede på kisten indtil stemmen var væk, og hænderne var så ømme, at han knapt kunne bevæge dem. Derefter krøllede han sig sammen med han rokkede frem og tilbage med armene tæt knuget om sig.

Da det atter blev morgen, var Nicola gledet ned, så han i stedet lå i fosterstilling i bunden af kisten, og kiggede tomt ud i luften. Selv da låget på kisten blev åbnet, kiggede han ikke engang op. Han var udmattet, rædselsslagen og fuldkommen knækket. Hvad der næsten skræmte ham mest var, at det åbenbart var så nemt at knække ham.. sådan havde det ikke altid været. 

Hvorfor havde ingen hjulpet ham i løbet af natten? Det av selvfølgelig mening, at Enzel ikke var kommet, det var trods alt hans skykd, at Nicola lå i kisten. Men pigerne, hans venner, de måtte da have hørt hans skrig.. hvorfor var ingen af demkommet for at hjælpe ham? For første gang i lang tid følte han sig virkelig alene. Han ville hjem til Rubinien.. forhåbentlig stolede Enzel nogenlunde på ham igen, så han ville kunne stikke af. Hvis han altså havde kræfterne, hvilket virkede ret usandsynligt lige nu.

Selvfølgelig lystrede han Enzels ordre uden protester, og satte sig op. Man skulle adlyde ordre, ellers blev man traffet. Det havde han vist glemt på et tidspunkt, og derfor var han blevet straffet. 
"Tak" Hans stemme bar tydeligt præg af at have skreget hele natten, og det gjorde ondt at snakke, menhan ville or alt i verdenen ikke lade være med at takke Enzel. Han kunne jo lige så godt have ladet være med at tage mad og vand til ham.
Taknemmeligt tog han imod mad og vandet, som han med det samme tog en står tår af, det fjernede heldigvis den værste tørhed i halsen. Mens han gumlede på maden, gled hans blik ned på byldten, som Enzel havde pakket ud, og synet fik ham næsten til at kløjes i maden. Et halsbånd. Det burde vel ikke komme bag på ham, hans opførsel taget i betragtning, men alligevel fik synet hans hjerte til at banke og håndfladerne blive fugtige. Hvis Enzel holdt ham i halsbånd, ville han aldrig slippe væk.. Måske det var for det bedste. Han havde glemt meget af den opdragelse, som Sobek havde banket ind i ham, så måske skete alt det her, fordi han trængte til at få genopfrisket reglerne. 

Det var fristende at skrige og slå om sig, da Enzel spændte halsbåndet fast om Nicolas hals, men hvad skulle det nytte. Halsbåndet skulle nok komme på uanset, om han så kæmpede imod eller ej. Så var det nok bedst bare at acceptere det. Han lukkede dog øjnene, for selvom han havde accepteret sin skæbne, var det stadig forfærdeligt ydmygende. Mon han skulle have halsbåndet på hele tiden? Hvad ville kunderne ikke sige? For ikke at tale om de få gange, hvor han var ude, enten alene eller sammen med Enzel. I det mindste skulle han da ikke bekymre sig for Phillippes reaktion, for ham havde han nok for alvor fået skræmt væk.
Da halsbåndet var spændt fast rundt om hans hals, vovede Nicola at lade fingrene glide over halsbåndet. Mærke på det solide læder og låsen, som han umuligt ville kunne få op på egen hånd, selv hvis han prøvede.

Langsomt rejste han sig op, nervøs for om Enzel ville have at han blev siddende. Blikket var rettet mod gulvet, han var faldet direkte tilbage i den underdanige rolle, som han havde brugt så lang tid på at glemme.
"Skal jeg tilbage til kunderne, eller..?" Alle hans privilegier var formentlig væk nu, men det var nu også fint, så havde han mindre tid at bruge sammen med Enzel. Forhåbentlig ville det også betyde en ende på hans afstraffelse, for nu måtte han da have lidt nok.

Det lød noget ildevarslende.. Den ene grund Nicola kunne se til, at han skulle med Enzel ud for at købe noget var, hvis det på en eller anden måde skulle bruges til at afstraffe ham med. De kunne da umuligt tage ret mange steder hen? Nicola kendte ikke helt til reglerne for slaveri i Dianthos, men han kunne da bestemt mindes at have hørt, at det ikke var tilladt, og med halsbåndet på måtte han da uden tvivl ligne en slave. Egentlig utroligt at han frivilligt var gået med til at få det på taget i betragtning af, at han havde brugt en stor del af sit liv på at undgå at ende i en slavehandel. Hvad var der dog sket med ham, han fulgte Enzel mindste vink uden at stille spørgsmålstegn ved det. Stadig med blikket rettet mod gulvet, trådte han ud af kisten, og fulgte tavst med Enzel ud i haven, så han kunne ordne, hvad der nu skulle ordnes.

Kareten forklarede, hovrdan Enzel havde tænkt sig at fragte dem igennem byen, uden at nogen ville sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor han havde et lænket halvdyr med sig. Det var helt uvant for Nicola at sidde i en karet, og han kunne hurtigt konkludere, at han altså noget bedre kunne lide at rejse til fods. Også selvom det uden tvivl gik noget langsommere.
Bygningen de stoppede ved, var fremmede for Nicola. Det var nu ikke så underligt, langt det meste af Dianthos var stadig fuldkommen fremmede for ham. Enzel så dog ud til at være ganske bekendt der, for til Nicolas store ærgelse, gjorde han ikke noget for at skjule halsbåndet og kæden, så stadig med blikket slået ned med jorden, fulgte Nicola atter efter Enzel. Var Enzel mon ventet? Hvordan havde han dog haft tid til at planlægge alt det her.

Til at starte med vovede Nicola at kigge sig omkring for at orientere sig om, hvor de mon var henne. Det krævede ikke noget geni at gætte, at de befandt sig i arresten.. Hvad havde Enzel mon planlagt? Nicola kunne mærke hjertet begynde at banke hurtigere, så han slog ned mod gulvet, så han i det mindste ikke skulle se på de mange væsner i burene. Deres mange råb og skrig kunne han dog ikke lukke ude, og det fik stile og roligt frygten til at vokse igen. Han forsøgte virkelig at virke rolig, men han vidste, at hans krop var begyndt at ryste, så Enzel ville formentlig have nemt ved at tyde hans frygt.

Det var ildevarslende, at Enzel ikke kigge på ham. Uanset hvordan Nicola vendte og drejede det, kunne det kun betyde dårlige nyheder.. Enten var Enzel så gal, at han end ikke kunne holde ud at se på ham, eller også havde ham samvittighedskvaler over den forestående straf. Nervøst tørrede Nicola håndfladerne af i bukserne, hvad mon ventede ham for enden af gangen? Han havde alverdens forfærdelige scenarier i hovedet, men han frygtede, at hvad end han kunne forestille sig, ville det næppe være lige så forfærdeligt, som det Enzel havde tænkt sig at udsætte ham for. 

Lige så snart de nåede til det cirkulære rum, havde Nicola en følelse af, at hvem end "han" var, så var det dårlige nyheder. Et rum som dette som oven på i købet lå så langt væk kunne kun huse et monster. Enzel havde vel ikke tænkt sig at efterlade ham der? Meget mod sin vilje, blev Nicola ført tættere på buret, som indeholdt monstret, som de uden tvivl for kommet for at se. Blikket holdt han låst fast mod gulvet, han havde ikke lyst til at se, hvilket mareridt Enzel nu ville udsætte ham for. Enzels ord fik ham dog til at se over på ham med vantroen malet i ansigtet. Bagefter gled hans blik ind på monstret bag tremmerne. Voldtægt! Enzel kunne da umuligt mene det, så ond kunne han da ikke være! Det var alt for sent, men endelig gik det op for Nicola, at han havde undervurderet Enzel. EN farlig fejltagelse, som meget vel kunne komme til at koste ham livet nu.

Bedende så han Enzel ind i øjnene, det måtte være en eller anden form for syg joke! Jo, han havde begået en fejl, men det kunne da umuligt være denne voldsomme straf værd! Han lagde godt mærke til, at Enzels hånd rystede svagt, selvom det var ingenting sammenlignet med hvor meget han selv rystede. Måske var det ikke for sent at nå ind til ham?
"Men Enzel.. jeg elsker dig jo" Hans stemme skælvede. Det var svært at få ordene over læberne, taget i betragtning af, hvad Enzel var ved at gøre imod ham, men forhåbentlig ville det absurde i, at han stadig "elskede" Enzel på trods af den absurde situation overbevise ham om, at følelserne var sande.

Nicola stod fuldkommen ubevægelig, mens Enzel, måske for sidste gang, knugede ham ind til sig. Han havde ikke tænkt sig at kæmpe imod, det ville alligevel ikke nytte noget, for vagten ville sikkert bare stoppe ham, og så ville hans skæbne alligevel være den samme. I det mindste kunne han da håbe på, at orken slog ham ihjel før der nåede at ske noget mere. 

Det voldsomme puf var nok til at sende Nicola et par skridt baglæns. Havde Enzel virkelig tænkt sig at gennemføre det? Aldrig havde han troet, at Enzel var så grusom. Det var vel godt det samme, i døden ville han da i det mindste slippe for nogensinde at komme med falske kærlighedserklæringer og lade som om, at han faktisk nød Enzels brutale behandling. Måske var døden den bedste udvej, han havde bare håbet, at det ikke ville være sket på så grusom vis. Der var vel nærmest noget komisk over det. Den her forfærdelige periode i Nicolas liv var startet med en voldtægt af Sobek, nu sluttede det med voldtægt af et nyt monster. Det passede godt ind i den kæmpe store joke som efterhånden var hans liv.

Selvom han var afklaret med sin skæbne, kunne Nicola ikke lade være med at prøve at slide sig fri af vagtens greb. Ikke at det hjalp, vagten var markant stærkere end ham. Tøvende fortsatte han fremad, da vagten slap ham og i stedet trak sit våben, hvorfor føltes det som om, at han frivilligt gik sin egen undergang i møde?
Med det samme fangede hans blik monstret, han tvang dog sit blik til at blive ved dets ansigt, bange for synet som ville møde ham, hvis blikket fik lov til at vandre nedad. Bange pressede Nicola sig mod tremmerne, hjertet bankede så hårdt i hans bryst, at han var overbevist om, at monstret måtte kunne høre det.

Målløs vendte Nicola sig om, da Enzels stemme skar igennem luften, nu fortrød han! Havde han fået kolde fødder? For der var vist ingen tvivl om, at Enzels originale plan havde været faktisk at overlade Nicola til udyret. Vagtens skub fik ham til at falde bagover. Med skrækken malet i ansigtet så han til, mens Enzel forgæves forsøgte at komme ham til hjælp, han var for alvor fortabt nu. Hurtigt fik han vendte sig om, så han kunne se monstret komme imod sig. Pulsen hamrede så hårdt i hans ører, at han ikke engang hørte ordvekslingen mellem Enzel og vagten.
Panisk forsøgte Nicola at kravle baglæns, som monstret rakte ud efter ham. Ikke tale om, at han bare ville overgive sig, nu hvor der faktisk var en udvej! Det var med nød og næppe, at han fik trukket foden til sig og undveg monstret. Hurtigt fik han kæmpet sig på benene, klar til at undvige endnu et udfald.