Alvilde havde aldrig været særlig kreativ af sig. Og selvom hun i det små respekterede Haldis for hans evner, og elskede at lytte til musikere og se kunstnere gøres deres ting, havde hun aldrig i sit liv decideret blandet sig. Hun betragtede altid på afstand, og nød deres evner på selvsamme sikre afstand. Derfor var det da også et fornøjet smil der spillede om Alvildes læber ved de friske toner. Og godt løftet på vej af hans leende selskab, var det hele på vej i en ret så god retning. Det var i hvert fald hvad hun tænkte, indtil at han med et smæld smækkede det nu tomme ølkrus på bordet, og bød hende til dans.

Dans? Alvildes udtryk af fornøjelse skiftede næsten øjeblikkelig til en grimasse af noget der mindede om rædsel, og med fletningerne svingene om sit ansigt rystede hun afværgende på hovedet. Nej, hun skulle bestemt ikke med nogle steder! Hun var et fantastisk selskab at sidde med, men ikke ligefrem noget vidunder på de buede brædder der allerede nu var godt befærdet. Men der var noget utroligt insisterende i hans blik, der drillende kiggede ned på den siddende kvinde. 
Og med et dramatisk suk endte Alvilde da også med til sidst at bunde sin egen øl, for tøvende at rejse sig op. "Jeg advare dig på forhånd, jeg er ligeså klodset som en satyr med lidt for stive ben" mumlede hun tvært, dog mest af alt tvær over sit eget mangel på talent, og lagde hånden i hans. Her måtte han træde lidt i karakter, fordi Alvilde var noget af et spørgsmålstegn da de nåede op til de andre dansende. Ikke at hun ville lade alle se det på hende dog, idet stolthed bad hende smile en anelse selvsikkert, selvom glimtet af danse-panik ikke forsvandt i hendes øjne. 

Der var en lystig stemning overalt omkring dem, som han ikke kunne undgå at blive fanget i, musikkens toner var hurtige, og han vidste med sikkerhed at sveden ville komme frem på hans brede krop, når først han kom rigtigt i gang. Der lød dog et høj latter fra ham, som hendes svar kom, han rystede dog affejende med hovedet, han ville slet ikke høre tale om at lade hende sidde over, om hun så endte med at træde tæerne af ham, så måtte hun jo hjælpes på vej, om han så skulle have hende stående ovenpå sine egne fødder for at lede hende rundt på de skæve brædder. 
"Nonsens, jeg er sikker på de danser fortræffeligt, det gælder blot om at finde den rette dansepartner.." Hans røst var dyb, men fuld af varme og det skæve smil om hans læber, vidnede om hvor fornøjet han følte sig i hende selskab, men hun havde givet sin accept, og han var ikke sen til at gribe om hendes hånd og trække hende op til sig i en blid men bestemt bevægelse, der bragte dem sammen, som han så ned på hende med et slående smil, han var klar til at svinge de gamle træben og vise hende at hun sagtens kunne selv. 

Han lagde hånden på det øverste af hendes lænd, inden han et øjeblik gav sig tiden til at se om hun nu også var klar, inden han faldt ind i rytmerne og førte hende behændigt med sig rundt, på det åbne gulv hvor et par enkle andre par også havde fundet ud, nu hvor de havde bevæget sig op for at danse, ikke en eneste gang gav han slip, han fulgte hendes bevægelser tæt omend han engang imellem måtte bide tænderne let sammen når hun formåede at ramme hans tæer, trods det ikke fjernede hans smil. Han morede sig kosteligt i hendes selskab, og et par ømme tæer var en ringe pris at betale for det. 

Han var jo skør. Skrup-hamrende skør, og havde tydeligvis et ønske om at ømme sig ved hvert skridt han tog sig de næste par dage, sådan som han affejede hendes ringe evner og sagde at hun sikkert dansede fortræffeligt. Hah, ord han uden tvivl ville være tvunget til at tage i sig igen, gnækkede en lille latter i hende. 
Som de kom op og stå, var det til gengæld en sikker hånd der førte førte dem ud, og Alvilde måtte sluge et lille 'woah' da han med et bestemt greb førte dem sammen; strålende øjne der mødte hendes. 

Det var også her hvor at det rigtigt gik op for nordboen hvilken størrelse af en mand der havde hevet hende afsted, og hun følte sig... utroligt lille. Hvilket var sjældent - hun lod næsten aldrig noget så simpelt som højde lægge en standard for hvordan hun så sig selv. Men det var et eller andet sted beroligende hvordan han tårnede sig over hende, og dermed også skærmede hende en anelse for den akavede situation der opstod når hendes halvbandende udtryk af dansefrustration mødte nogle af de andre pars leende øjne. 
Dansen gik dog faktisk - hun døde faktisk ikke - selvom det havde været en anelse i hendes tanker, og den blonde nordbo tog også sig selv i at grine en anelse, når takten først steg og hun formåede at følge med. Her og der blev hårde brædder erstattet af den stakkel mands fødder, men det var prisen at betale, når man hev hende afsted på den måde. Et par undskyld blev dog mimet i den høje musik, når hun småleende kiggede op på hans muntre ansigt. 

Til sidst sluttede musikken med en hektisk outro af klap og hujen, og Alvidle måtte med blussende kinder og bankende hjerte erkende at det havde fået både liv og varme til at snurre rundt i kroppen. Luften herinde var blevet en anelse tung, svedperler havde dannet sig på den lyse hud, men intet af det gjorde hende det store, da hun med et kæmpe smil trak en anelse i hans skjorte, for at hive hans ansigt ned i hendes hovedhøjde, så han kunne høre hende over den livsgivende larm omkring dem. 
"Oi! Vil du hav' et til krus øl? Jeg må og skal have noget imod den her varme!" grinte hun nok så hjertevarmt, og kastede et sigende blik imod disken der endnu ikke var overrendt af mennesker - hun havde intet imod at lægge ud. 
Kort glippede hun dog med øjnene, og imens hun stadigvæk holdt ham tæt fik hun lige tilføjet "Oh, og du danser zalans godt!" hun havde helt glemt at smide den kompliment efter ham i farten, men som det så ofte var med hende, meldte sådanne kommentarer sig på banen når hun huskede dem fremfor senere. 

Ømme danse fødder fik en helt anden betydning efter at have danset med Alvilde, men efter at have set den måde hvorpå hendes ansigt lyste op og hun oprigtigt så ud til at more sig, havde gjort det hele oplevelsen værd. Og skulle han selv sige det, havde hun faktisk klaret danset overraskende godt, hun havde ikke kæmpet imod ham men ladet sig føre tæt og sikkert rundt på de skrå brædder. Og ligesom hans kone derhjemme, føltes hun så lille og petit i hans arme. 

Som dansen og musikken nåede sin ende, havde den store nordbo fået både varmen og gang i det tikkende hjerte, som han strøg det lange hår væk fra ansigtet, med en fornøjet omend lettere forpustet dyb latter. “Og du siger du ikke kan danse, det var jo en sand fornøjelse kære.....“ næsten klukkede han i med den dybe ryst som han rystede den sidste latter af sig. Der lød et par enkle klapsalver til både de dansende og musikerne, men Sawyer tog ikke blikket fra Alvilde, han skulle være sikker på hun faktisk var okay, hvilket han egentligt var overbevist om, hun havde ganske vidst mimet undskyld et par gange men han havde blot sendt hende et drillende smil retur, de store støvler beskyttede heldigvis tæerne godt.

“Ja tak, meget gerne når du nu tilbyder...”  svarede han med et glimt i øjne netop som han skulle til at slippe sit tag omkring hende, som de stod i omfavnelse af hinanden kunne nogen sikkert få det forkerte indtryk hvis ikke det have været fordi hele byen kendte ham som byens danse mus, alle oplevede hans varme når han først slog sig løs. “Sagde det jo, den rette danse partner er sagen....” lød det fornøjet som han blinkede til hende, som var hun årsagen til hans danse evner inden han slap hende så hun kunne nå op til baren før alle andre fik samme ide. 

Der var noget over den brede mand, som Alvilde ikke helt kunne sætte en finger, eller noget så simpelt som et zalans beskrivende ord på. Ikke fordi hun nogensinde havde været god med sidstnævnte, det var ofte nemmere at udtrykke sig ved at gøre end at sige. Men det noget var hvad der fik et bredere og oprigtigt smil over hendes lyse læber, og selvsamme noget gjorde det okay at bruge penge på så fremmed en person. Hun var ikke nødvendigvis nærig, men heller ikke rig nok til at det gav mening at give øl til hver mand der lokkede smilet over nordboens ansigt. 
Men der undtagelser der bekræftede reglen. 
At de stod en anelse tæt var dog ikke noget hun lagde meget i end som så, da hun igennem sine år altid havde haft et utrolig afslappet forhold til mænd, og de til hende. Hvilket var også hvad der fik en drillende skulen frem på hendes ansigt, da han 'vovede' at blinke til hende, nok så selvrosende i sine ord. "Ikke ydmyg af sig, eh?" grinte hun, og forsvandt med skarpe albuer i menneskemængden for at hente øl. 

... og kom tilbage med to krus, og et tredje krus med noget hun ikke helt vidste hvad var, og et noget forundret udtryk i ansigtet - fordi  hvordan endte hun med den i hånden også? "Jeg har åbenbart bestilt det her også..." alle tre blev smækket på bordet, og hun kløede sig bagved øret imens hun lignede en der... ikke helt vidste hvad der var sket deroppe. 
Pludselig havde der været mange mennesker, og selv hendes kraftige stemme havde enten ikke været tydelig nok, eller også havde han bare tænkt 'helt sikkert', og stukket hende hvad der var lettest. Men det lugtede ikke helt forfærdeligt. Og havde han ikke tænkt sig at smage det, kunne hun sagtens klemme det ned. Det forundrede udtryk fik en skarp, selvsikker kant. "... men deres tab. Jeg slap ikke mere end jeg skulle - håber jeg" grinte hun, hænderne hvilende på hoften i en skråsikker stilling, inden at hun ville bevæge sig hen for at få sat sig hvorend der var plads.  

Der var i den grad sandhed til hendes ord, selvom han ikke ville indrømme det overfor nogen. I stedet til hans sig til hjertet med et forfærdet udtryk i hovedet, som sårede hendes ord ham meget, men han lod hende dog alligevel gå op til baren for at bestille drikkevarer til dem, trods han i langt de fleste tilfælde var en gavmild mand, sagde han da ikke nej når hun jo nærmest tvang ham til at tage imod en øl, eller det var nok en overdrivelse, men hvem hæftede sig egentligt også ved de præcise ord der blev vekslet, ikke ham i denne situation. 

I stedet tog han plads ved det bord de tidligere havde haft, de tomme krus var blevet fjernet af en afrydder som drønede rundt mellem bordene med en efterhånden temmelig fugtig klud på slæb, som han forsøgte at bruge til at tørre de våde borde af, fra nok folk i den stigende fuldskab og iver væltede deres krus rundt. Han rystede svagt på hovedet, knægten burde for længst have byttet det til et tørt, men hvem var han at italersætte den slags. I stedet lænede han sig let tilbage på den store stol, med den ene albue hvilende på stolen ved siden af, et smørret grin prydede stadig hans læber, da han så hun kom dinglende med hele 3 krus i sine hænder, og først måtte han antage at hun var virkelig tørstig, forklaringen viste sig dog at være en helt anden. 

Lettere mistænksom kiggede han på det ekstra krus hun havde med sig, han var helt sikker på der var øl i de 2 af krusene, men det tredje, han var faktisk slet ikke sikker selv, nysgerrig lænede han sig frem mens han hvilede på den ene underarm, før han greb om kruset og løftede det op til læberne og næsen inden han stoppede og sendte hende et drilsk glimt. "Nu har du ikke tænkt dig at forgifte mig vel?" tirrede han fornøjet, som han tog en lille slurk, men hurtigt måtte sande at det var øl og mjød han holdt af og skubbede kruset over til hende, før han skyllede ganen med en stor slurk af øllen.

Mistænksomheden i hans øjne fik Alvilde's enge til at glimte en anelse drilskt, da hun da godt kunne forstå hvorfor den kom. En lavstammet kvinde som hende, tre krus og en vag forklaring om at 'hun ikke vidste hvad der var sket?' Hoppede nogle i den slags 'fælde' tilbage i hendes hjemby, jah så ville man nok kunne argumentere for at de liiidt selv havde bedt om at smage hestepis, eller hvad man ellers ville kunne overraske en stakkels lille mand eller kvinde med. 
Men han virkede til at tage imod det, og Alvilde gled med en tilfreds brummen ned på pladsen overfor ham, hænderne allerede på vej ud efter det ene af de frie krus med øl..
... en hånd der stoppede, da hun hørte hans spørgsmål, og de lyse øjne blev til lidt smallere sprækker end den almindelige mandelform. Hun knyttede den, og bankede dernæst tre gange i bordet, et selvtilfreds smil på hendes læber i mødet med hans fornøjede tirren. 

"Hah! Hvis jeg ville forgifte dig, ville jeg aldrig gøre det over i drikkelsen. Spild af god alkohol" en leende kommentar, og hun tog nu i stedet fat i kruset der belv skubbet imod hende, for at kunne smage det selv. Sød mjød, en mere frugt agtig smag end hun var vant til eksploderede på hendes tunge - men det var en positiv overraskelse, hvis øjne tog et tindrende glimt til sig. 
Den blonde nordbo slog et tilfreds klik af tungen, lænede sig en anelse ind over bordet og nikkede for sig selv. "Og så slet ikke i noget så frugtigt som det her!" fulgte hun op med, og løftede det til endnu en tår. 
Det var sjældent hun brugte penge på andet end hvad hun kendte - man var velsagtens lidt af et vanedyr, og hun hadede en smule, når følelsen af spild ramte hende.

Der lød et brøl af en latter fra den store mand, som hun sendte ham drilske blikke, inden han bankede den ene hånd i bordet så krusene dansede. Hvad var hun dog for et herligt kvindfolk! Der manglede så meget flere af hendes slags, til at give verden mere kulør. Hvis blot mørket fandt sig sådanne damer, kunne den pokkers krig ende i en fart, det var han sikker på. 
Til hans held, syntes Alvilde at kunne li den frugt agtige mjød, omend han virkelig ikke brød sig om at kalde den for det. Mjød, det skulle ikke være frugt agtigt, det skulle brænde i halsen med højest en sødme fra honning til at lindre, ikke frugt! Han rystede opgivende på hovedet af hende, som var hun et håbløst tilfælde, men smilet lå bredt om hans læber. 

Hans latter ville ingen ende tage, som hun forklarede sig ud af hvordan hun hvert fald ikke ville forgifte ham. "Du er en kvinde efter denne nordbos hjerte Alvilde..." udbrød han, som han løftede kruset imod hende for at skåle, han frygtede at han ville komme til at vralte hjem fra denne tur, sikkert mere beruset end hans kone ville ønske sig det, men altså Alvilde var jo en nordbo, hvem kunne egentligt bebrejde ham for at more sig kosteligt og drikke et par krus med hende. "Det rævepis har du helt for dig selv, så hellere rigtig mjød!" svarede han drillende igen, for han forstod virkelig ikke hun kunne drikke det stads. 

Desto flere krus øl der blev skyllet ned, desto højere blev stemningen som regel. Den her gang var så absolut ingen undtagelse, og Lumine kunne med en snurrende fornemmelse i hovedet, og en behagelig gnidning af ganen, konstatere af hun var godt på vej imod den mere løsslupne del af hvad fuldskab kunne gøre ved hende. Den kunne tage mange retninger, afstøbninger og former - det var bestemt ikke altid at det var en lige sjov oplevelse, og nordboen havde da også skulle holde øje med sit temperament i de her tilfælde. Men at det skulle være i opmærksomhed i aften, forekom hende næsten umuligt. 
Ikke med den buldrende latter der kom fra Sawyer, og slet ikke når hendes egen fulgte trop. 

Hun gjorde holdt i sin slubring af drikkelsen ved hans ord - ord der fik et taknemmeligt omend overrasket glimt til at lyse op i de blå øjne, og hun fjernede kruset fra læberne for at møde hans i endnu en skål - blot en ud af mange indtil videre - og takkede ham i stil stille sind. Det var bestemt ikke alle der mente det, nemlig. 
Rigtig mjød? Åhhh, Alvilde's læber krængedes opad i hendes latter, imens at en afvisende hånd rystede et par gange foran hende, imellem dem. "Rævepis? Sawyer, det er eksotisk. Sublimt! Sofis... sofes..." en rynke imellem de lyse bryn afslørede hendes momentære kamp med det ord hun ledte efter, inden at hun med et leende fnys lod blikket falde tilbage på ham, og smilede. Hun gentog med stor sandsynlighed bare noget hun havde hørt i finere samtaler, uden helt at vide hvordan man brugte ordet i den rigtige sammensætning. 
Ikke at hun lod sig mærke med det, når hun med en demonstrativ tår, løftede kruset til læberne igen. "... Bah, det er drikkeligt, nu ikke så sart, du!"

Sawyer kunne ikke holde sin latter tilbage, da hun begyndte at ramle om hvordan hun selv følte det smagte, han rystede på hovedet over hendes forsøg på fine ord. "Sofistikeret ligefrem? Er det ikke at stramme den lidt..." drillende han med et glimt i øjne. "Næste gang må jeg hellere finde et mere raffineret sted til den unge frøken, så hun kan få drikkelse der passer til hendes forfinede gane..." Morskaben lå tykt i hans stemme, som han drillede de unge nordbo. Han kunne ikke lade være, ikke når hun selv havde startet med sine forsøg på at lyde fornem. Han kunne dog selv mærke alkohollen, den havde fået et let tag i ham, og bragte ham dertil hvor latteren hang mere let, hvor drillerierne virkelig kunne få frit spil og hvor hans rang ikke spillede ind, han følte sig som ethvert andet individ på egnen. "Mig sart? Hvor herre bevares..." fnøs han, glimtet i øjne forsvandt dog aldrig som han vendte blikket imod den unge kvinde som kom gående med en tom bakke i hånden.

Han kendte hende ganske godt, som han rakte ud og trak hende ned på sit skød. "Åh Elizabeth min kære, du må hjælpe mig..." begyndte han, som den unge kvinde gav sig til at le, hun kendte tydeligvis godt til Sawyers høje humør når han først begyndte at drikke og vidste at han var fuldkommen harmløs. "Hvad end den fortryllende frøken i mit selskab drikker, vil du en skat og sørge for hun får noget mere.. Jeg betaler regningen senere i aften.." bad han roligt, og den unge kvinde ikke meget ældre end 16-17 år fniste med rødmende kinder inden hun nikkede, og hurtigt rejste sig for at løbe op til krofatteren. Sawyer havde haft hende mistænkt for at være forelsket i ham, men ingen af dem havde nogensinde italesat det, tvært imod. Alle vidste at han var lykkeligt gift og aldrig havde set på en anden kvinde på samme måde, som han så på sin kone, ingen kunne måle sig med Tamara eller nogensinde tage hendes plads. 

Små gnækkende fulgte Alvilde's latter med mandens egen, da hun... ikke forventede at han var videre sart, skulle hun være helt ærlig. Han var bare ikke typen, ellers ville hun aldrig have kunnet spejle sig så fantastisk i ham som hun gjorde nu, da hun højt og helligt ville mene at hun heller ikke var sart. Men, morskab var morskab, og tilfreds med at det ikke blev taget personligt sippede nordboen videre, og følte hans blik imod den unge kvinde, over krusets fugtige kant. 
Elizabeth? Med lattermilde øjne fulgte Alvilde med, da hun desværre ikke kendte den unge kvinde selv. Men kvinden virkede til at kende ham, og hendes leende humør vidnede om at det ikke var helt ufrivilligt, at hun tog plads på hans brede lår. 

Ohhh.... man skulle ikke være noget geni for at se hvor de røde kinder kom fra, og Alvilde løftede et lettere drillende øjenbryn, da hun fulgte pigebarnet med øjnene, i hurtig gang for at efterkomme den langhårede mands ønske. Der kunne man bare se. 
"Tak som byder" klukkede hun, en nærig del af hjertet ret så tilfreds med udsigten til ikke at betale, omend hun mindede sig selv om, at hun sagens kunne hvis hun ønskede. "Men det er nok nærmere dig der er den fortryllende i selskabet, hmm?" grinte hun, et blik efter pigebarnet og hendes fascination af den ældre mand. Ikke at hun ikke forstod hende - der var så bestemt noget dragende ved den mørkhårede nordbo... hvorvidt det var hans selvtillied, charme eller hans lækre hår, det kunne hun ikke pin-pointe sig ind på, men det var der. 
Og da det var der, var det også muligt bevidst at ignorere, hun skulle ikke ind på sådan en glidebane her til aften - nix. Det ville være alt for besværligt. 

Sawyer fangede omgående hvad hun hentydede til med sin kommentar og han slog et høj latter op alt imens han tog sig til nakken med den ene hånd, han vidste tydeligvis ikke helt hvordan han skulle håndtere det, det var sødt men ganske uskyldigt, det var hvert fald hans overbevisning. “Nå du så det også godt.....” lød det fornøjet fra ham, mens han skævede efter den unge Elizabeth som var godt i færd med ar skænke drikkevarer op til Alvilde og de andre tørstige kunder. 

Det var en overraskende livlig aften med snak, musik og dans i hele kroen. Overalt omkring dem hyggede folk sig i hinandens selskab, men han vidste godt at den slags ofte kunne vende hurtigt hvis nogen røg i totterne på hinanden, men det var ikke hans indtryk at den lille by oplevede meget af den slags. 

“Fortæl lidt om dig selv Alvilde, hvad er dine planer, hvor går rejsen hen, hvad er dine drømme...” spurgte han nysgerrigt som han lænede sig ind over bordet støttende på sine underarme mod bordet. Hans blik gled over hendes milde træk med en oprigtig interesse for hende.

Alvilde's lyseblå øjne glimtede fornøjet såvel som sigende - om hun så det? Hun forstod det, trods det ikke var en kommentar der var nødvendig at smide på bordet lige her og nu. I stedet tog hun taknemmelig imod den drikke der blev hende budt, løftede den kolde væske til læberne og tog en velsmagende tår - noget der uden tvivl smagte bare en smule bedre, fordi det lige her og nu, var gratis. Det krydrede altid så godt. 
Et spørgsmål faldt over mandens læber, og nordboen's blik gled tænksomt til loftet, imod at en noget overvejende brummen rungede igennem det kraftige brystparti. Hvor hun skulle hen, hvad hendes drømme var... 

Fingrene trommede en anelse på bordet idet at hun overvejede hvor at hun skulle starte, inden at hun med et nik fandt ud af at hitte rede i sig selv og sine egne fortællinger - det var ikke ofte folk spurgte ind på den måde. "Jeg rejser med en veninde fra Dragorn... Raud - fantastisk kvinde" startede hun ud med, og man kunne næsten se hvordan at varmen bølgede igennem nordboens muskuløse krop, ved tanken om barndoms veninden. Hun var en diamant i en kulmine. "Vi har været undervejs i et par år nu, og planen var egentlig at tage tilbage - hjem - indenfor 5 års tid, men..." der kom næsten en opgivende tone i Alvilde's lyse stemme; det var dog ikke fordi at det var en træt form for opgivelse. 
I det næste nu flammede øjnene op i deres lyseblå gnister, og hun lænede sig en anelse frem. "Men der er så meget at se, Sawyer! Krystallandet er enormt, og vi har ikke engang været nede omkring elverskovene endnu! Hvordan - " en kort drikkepause, en finger i vejret og hun forsatte - "Hvordan skal vi nogensinde kunne dække det på det resterende år, eh? Så rejsen går imod de store skove næste gang, og drømmen..." Alvilde smilede en anelse fjollet, idet at hun himlede med øjnene. "Jah, man kunne velsagtens drømme om mere tid, så man kunne nå det hele"

Sawyer var typen der nød at høre, andre mennesker fortælle om deres drømme, det var hans overbevisning at det fortalte mere om mennesker, end de selv var klar over, hvilket også var årsagen til han lod Alvilde fortælle uden at afbryde hende. I stedet gjorde han kun nogle enkle nik hist og her, som hun fortalte, mens smilet trak omkring hans læber. Han forstod sagtens hvor hun kom fra, og hendes behov til at se hele landet.

Sawyer havde jo allerede rejst vidt og bredt, og han nød flere steder af landet utrolig meget for dets skønhed og fred, for selvom krigen fyldte meget i hans liv, tog han sig tid til de små ting, præcis som det virkede til Alvilde gjorde. Hendes fortælling, fik ham dog til at tænke tilbage på nordlandet. Det skete at han savnede sin hjemstavn frygteligt, men han havde ikke meget tilbage deroppe at vende hjem for, hans forældre havde rykket med til denne egn for at være tæt sammen med familien, nu hvor Sawyer rejste så meget med hæren.

"Jeg har en del elvere under mig, og som de fortæller om skovene har du noget at se frem til, har endnu ikke selv set det med egne øjne dog.." fortalte han ganske roligt, inden han hævede kruset op til læberne, for at tage en slurk, inden han satte kruset fra sig igen med et afslappet suk. Tilværelsen var nu slet ikke så slem endda, når man sad og tænkte over det, og Alvilde gjorde kun denne stund endnu bedre. Han kunne genkende så meget af sig selv i hende, at det næsten var helt bekymrende. 

Et lyttende øre var altid at foretrække, og Alvilde smilede stilfærdigt idet at hendes ord blev taget til sig, og i hvert fald ud fra hvad hun skulle tænke om det milde udtryk, vendt i tankerne. Der var ingen tvivl om at Sawyer var et behageligt selskab, og hun ønskede halvt om halvt at hun havde mere tid til at lærer ham at kende i, en hvad de her timer havde at love hende. Men tid var lige præcis hvad Alvilde næppe kunne give fra sig, og hun vidste derfor også at det snart - ikke nu, men snart - måtte være tid til at sige farvel. Ironisk nok. 

Nysgerrigt lyttede hun. Det var ikke ofte at hun mødte folk der samarbejdede tæt med elverne, og de folk som nordboen selv var omkring, havde som regel heller ikke det bedste syn på de arrogante, udødelige og smukke væsner. Det betød ikke at hun ikke ville se dem - det skulle hun bestemt! Men hendes erfaringer indtil nu, talte for at de så mere ned på hende end hun fandt behageligt. Og derfor var turene til skovene, en tur hun håbede på at kunne tage uden skovens beboere skulle indblandes. 
Det stoppede hende dog ikke fra at nikke med et muntert lille smil, og det lyse ansigt gled en anelse på skrå. "Endnu? Du har måske planer om det, hmm?" 
Måske de en dag ville støde på hinanden igen, alt efter hvornår hans planer om (måske) at se dem, fandt sted. Det ville i hvert fald ikke gå meget imod Alvilde's fine lille vilje at krydse veje med hans mørkhårede og muntre skikkelse, igen, så man kunne vel håbe på en form for held. 
Selvom noget fik hende til at tvivle. 

Havde han til hensigt at besøge skovene? Ikke rigtigt, for han vidste mange elvere ikke havde samme overbevisning, som dem han havde under sig, der var stridigheder mellem elverne og lyset, en klemme han helst ikke ville træde unødigt ind i, men bød krigen ham at drage dertil, ja så ville han ikke lade sig stoppe. 

“Hvis det kræves af mig, ja. Hvis ikke ville jeg faktisk helst holde min afstand, jeg er allerede væk fra familien mere end jeg burde byde dem, hvis mine handlinger skulle risikere at puste til ufreden, jeg kan ikke tage chancen..” forklarede han ganske roligt, men snakken der faldt på familien, fik hans smil til brede sig mens tanker kredsede om de to unger. Nok havde han opnået en del i hæren, men de to krudtugler var hans største præstation. 

Nordboen nikkede en anelse, og kunne sagtens se hvorfra han kom. Der var ingen skam i at spille det spil, som livets spil nu engang var, sikkert. Der var heller ingen grund til at opsøge unødvendige problemer, og med en familie i baghånden - noget Alvilde til tider kunne savne, trods hun aldrig ville indrømme det - så havde man ikke ligeså stor bevægelsesfrihed. 
At have ansvar overfor andre end sig selv, bragte trods at både gode og dårlige ting med sig, det var sikkert, vidst og erfaret. Men når hun så smilet i Sawyer's mundvig, kunne hun fornemme at det for hans vedkommende, nok primært var de gode ting. 

Kruset blev ført til læberne, og med den lette vægt der var i det, kunne hun fornemme at det snart var tomt. Desværre. Et tomt krus var dog en ret så god indikation på at man snart skulle videre, og selvom hun nød at være her på kroen, nød at tale med den mørkhårede nordbo og nød det livlige selskab der var overalt omkring hende, var det her sted, ikke hendes sted. At hun ville komme tilbage en dag, var dog bestemt ikke udelukket. 
"Mmmh...." smilede hun, og drak en tår. "Chancen behøver man heller ikke at tage, når man har det godt hvor man står. Det er ikke os alle, der er ude og jagte rastløsheden" grinte hun, og sukkede indvendigt over sig selv. Hun havde slet ikke samme kontekst i sit liv, som den Sawyer præsenterede. Og hun havde endnu ikke besluttet sig for, om det var godt eller skidt. Tiden ville nok tage den beslutning for hende. 

Lyden af hendes stemme bragte Sawyer tilbage, til de levendes verden. Først bredte smilet sig, mens han lyttede til hendes ord, før hende rumlende latter steg op fra dybet. Åh den kære rastløshed, han havde i sandhed mærket den i sine yngre dage, sammen med den pulserende utålmodighed efter at komme i gang med sin træning, hvilken byrde han dog til tider havde været for sin familie, med sit evindelige plageri om at måtte drage afsted. "Du har i sandhed ret Alvilde, men jeg håber du en dag finder dit sted i verden.." afsluttede han med det største smil om læberne. Han havde ro i sindet, for han håbede inderligt, at denne nordbo lige som ham, ville finde sit sted. Selv havde han altid troet at hæren ville være netop dette, og selvom han tillagde det stor ære og stolthed, havde livet vidst ham den sande stolthed, det at nogen kaldte ham far og ægtemand. Det var der hans hjerte altid længdes hen når han var bortrejst. 

Hans blik faldt ned på kruset, der var ikke mere end en enkelt slurk tilbage, ganske langsomt lod han den fyldige væske glide rundt i kruset, inden han satte det for sine læber og tømte dets indhold. Selvom han nød hendes selskab, og det var længe siden han havde moret sig så kosteligt, måtte han snart byde hende farvel og forhåbentligt på snarligt gensyn. Han kunne næsten ikke vente på at høre mere om hendes videre rejse, fordybe sig i hendes fortællinger. 

Det tomme krus satte han fra sig på bordet, og slap den store hanke. "Alvilde, du skønne kvinde.. Jeg takker ydmygt for en fantastisk aften, en sidste svingom inden jeg må byde dig farvel?" Forsøgte han, med det mest charmerende og lokkende glimt hans overhovedet kunne præstere, for musikken spillede stadig, overalt omkring dem emmede der af liv.