Tjenestepigen skyndte sig at ryste let på hovedet, med et udtryk der, hvis Spencer ikke tog meget fejl, næsten så helt forskræmt ud. Hun gik hurtigt videre og han så efter hende, med brynene let rynket, som han undrede sig over hendes mærkværdige reaktion. Var det så forfærdeligt at hjælpe ham til at snyde i sin leg med en lille pige? Han åbnede døren helt og nåede kun lige at træde helt ud på gangen, da han hørte et bump som tjenestepigen ramte gulvet. Han tøvede ikke det mindste med at gå hen til hende, og give hende en hjælpende hånd, så hun kunne komme på benene.
”Er De okay?” Hun nikkede hurtigt og sendte ham lige et lille smil som tak, inden hun nærmest løb videre ned ad gangen. Spencer sukkede, rystede let på hovedet i forvirring over hvad der foregik i tjenestestaben, før han vendte om og listede i modsatte retning ned ad gangen.

Han skulle ikke gå længe, før han listede forbi døren til forældrenes soveværelse, egentlig med tanken om at det ikke kunne være dét, Lucy gemte sig. Og dog. For et par skridt senere stoppede han alligevel op. Det skulle jo ikke undre ham, hvis hun havde gemt sig det ene sted, hvor han egentlig ikke burde gå ind. Så han trådte de få skridt tilbage, skubbede helt forsigtigt dørhåndtaget ned og skubbede døren op, bare lige nok til at han kunne stikke et hoved ind og se efter.
”Hvis du kommer ud nu, så lover jeg ikke at bruge lige så feje kneb, og gemme mig nede i vinkælderen,” sagde han med lav stemme og en drillende tone. Han burde ikke gå ind på deres forældres værelse, men han vidste at hun havde fået besked på ikke at sætte fod i vinkælderen, og hvis hun måtte bruge feje kneb i deres gemmeleg, så måtte han vel også. Medmindre han altså lige kunne lokke hende ud nu.

Lucy havde måske ikke skænket det en tanke at Spencer kunne risikere at opdage noget, eller værst af alt lægge to og to sammen, hun havde aldrig frygtet at blive opdaget, at nogen skulle indse at bag det søde smil hun sendte sine brødre lå der et mørke, hun havde aldrig skænket konsekvenserne en tanke, hvad hendes familie ville byde hende hvis de fandt ud af hvad hun havde gjort, hvad hun var i stand til, men Spencers undren havde nået hende fordi den tjenestepige ikke kunne holde masken. Lucy havde været efterladt i et stadie hvor hun havde bidt tænderne sammen, fordi hun pludselig måtte forholde sig til at skjule tingene bedre, hun måtte være mere påpasselig, mere sød så hun kunne sno Spencer omkring sin lillefinger igen og jage hans undren bort. 

Hun kunne mærke han kom nærmere, hans tanker blev tydeligere for hende, hun skulle ikke koncentrere sig nær så meget for at følge med i hans hoved. I stedet holdt hun vejret da han passere forbi forældrenes sovekammer, hun ville ikke opdages og et øjeblik troede hun faktisk at hun var sluppet afsted med det, men han vendte omkring, han kom nærmere døren, hun hørte håndtaget give sig og dørens svage knirken som han tvang den let op, han var helt tæt på, hans tankerne var frit tilgængelige, hun kunne ikke engang lukke dem ude længere så tæt var han på, hun vidste hun var opdaget og hun vidste at hans ord var sande, han ville faktisk gemme sig i vinkælderen hvis hun ikke kom frem, for han kendte til det forbud der var lagt på hendes skuldre af deres fader. 

"Øøøøøøv Spencer du snyder!" Hun prøvede at lyde virkelig fornærmet, som hun kom frem fra sit gemmested med et smil om læberne, inden hun løb over til ham og kastede sine små arme omkring hofterne på ham og hovedet ind imod hans mave, inden hun løftede blikket op med et stort strålende smil. "Min tur til at finde dig!" lo hun fornøjet, inden hun slap ham og let hoppede på stedet. 

Hans gæt på sin søsters snyderi var ikke skævt placeret, for lige som han næsten havde forventet, så gemte hun sig det eneste sted, hvor han helst ikke skulle træde ind. Han kunne ikke lade være med at le over hendes ord, som hun forsøgte at lyde helt fornærmet, men stadig smilede stort og kun få øjeblikke efter stod med armene om ham. Han sørgede for at gengælde det lille kram med en hånd lagt mod hendes ryg, for han vidste at han ikke ville få andet end problemer, hvis han ødelagde hendes opsatte hår det mindste. Havde hun været oprigtig muggen over at han havde gennemskuet hendes gemmested, hvilket han egentlig ikke ville være kommet bag på ham, hvis det var tilfældet, var der ingen tvivl om at han ville have noget så dårlig samvittighed nu. Den lille pige foran ham var en af de få han ikke kunne holde ud at se ked, endnu mindre når det var hans skyld.

Med et let puf fik han dem begge væk fra døren til værelset, så han kunne lukke døren igen.
”Så begynd at tæl.” Han tog de første skridt bagud, længere væk fra hende, men vendte sig ikke om endnu.
”Jeg skal nok holde mig væk fra vinkælderen.” For nu. Han skulle nok finde derned senere, så han kunne gøre som han plejede hos deres moster, og tage en enkelt flaske med op på værelset efter maden.
”Og nu ikke noget med at lure,” sagde han drillende og smågrinede. Han forventede næsten ikke andet, end at hun netop ville snyde lidt alligevel og se hvor han gik hen. Med de ord vendte han rundt og forsvandt om det næste hjørne på gangen.

Han sørgede for at se sig over skulderen et par gange, bare for at se om hun fulgte efter. Selv hvis hun gjorde, regnede han med at hun ville gemme sig, så han ikke opdagede noget. Med et par hurtige skridt nåede han til det kosteskab, der befandt sig længst væk på samme etage. Han åbnede døren, listede ind mellem en lille stabel af spande og 4 koste mast sammen, og lukkede døren igen. Han måtte holde fast på samtlige koste, for ikke at få dem til at vælte og larme for meget.

Overraskende føjelig lod hun sig puffe væk fra døren, så Spencer kunne lukke den bag hende. Hun nikkede til hans ord med et lille smil, inden hun satte de små hænder op foran hendes øjne, så hun var klar til at tælle, men ikke at snyde og ikke lure, det kunne hun ikke garantere, det var altid for fristende, selvom hun vidste det slet ikke var nødvendigt, hendes bror ligesom alle andre havde en yderst aktiv hjerne der nok skulle fortælle præcis hvor han var, så snart hun kom tæt nok på. “1... 2... 3....” begyndte hun at tælle højt med sin lyse barnestemme. 

Hun spredte fingrene på den ene hånd ganske let, tids nok til at se ham liste omkring et hjørne. Inden hun roligt talte videre til hun nåede 50. “Nu kommer jeg...” kaldte hun højt inden hun begyndte at gå stille og roligt imod det hjørne han var drejet omkring. Hun kunne endnu ikke fornemme hans tanker, men hun vidste at hun var på rette vej, det havde hun trods alt set. Hun nynnede dæmpet for sig selv mens hendes blik gled rundt, ulig andre børn løb hun denne gang ikke hovedkulds afsted. 

I stedet tog hun sig tid til at lytte, ikke efter lyde men hans tanker. Da hun langt om længe mærkede hans tanker stoppede hun op, hendes blik gled rundt på de mulige døre, indtil hun begyndte at grine lidt. “Hvad mon der sker hvis jeg låser døren til.... kosteskabet?” Lo hun dæmpet samtidigt med låsen klikkede i.

Spencer forventede ikke at blive fundet lige med det samme. Det var måske ikke helt gennemtænkt, for det betød at han nu var nødt til at stå meget akavet i kosteskabet, indtil Lucy kom og fandt ham. Der skulle ikke meget til før samtlige koste ville vælte, hvis han bare bevægede sig det mindste, og gulvpladsen var begrænset så meget, at han måtte stå skævt for ikke at skubbe til spandene.
Det skulle nok gå. Han stod måske dårligt, men han havde da en lille chance for at vinde runden mod sin lillesøster. En lille chance. For hun havde jo altid haft et underligt talent for at finde frem til dem, der gemte sig.

Hun tog sig god tid til at lede, men inden længe kunne han høre hendes lille latter ude fra gangen. Han rettede lydløst på sig, klar til at springe ud og forsøge at give hende et lille chok, lige så snart hun åbnede døren til skabet. Men det luskede smil om hans læber forsvandt idet han hørte låsen klikke.
"Lucy!" Han slap kostene for at forsøge at trykke håndtaget ned. I stedet endte han med at få fire kosteskaft i hovedet, og da han flyttede på sig, fik han skubbet til stablen af spande, mistede balancen og endte med at skvatte. Efter flere mærkværdige udbrud og de mange lyde af ting der væltede, sad Spencer tilbage på gulvet, med spande ind over skødet og et par koste hen over skudrende.
"Okay, du vinder," lød det lidt opgivende inde fra skabet. Han burde have set det komme. Selvfølgelig ville Lucy låse døren, når hun fandt ud af at han stod derinde.

Var hun ond ved sin bror? Naaaaah, men latterne kunne hun ikke holde tilbage, da hun hørte hvordan det hele ramlede sammen om ørene på ham, og det lød også til han var skvattet i samme omgang. Efter et par dybe vejrtrækninger, forsøgte hun ihærdigt at stoppe sin latter, til sidst lykkedes det hende også, inden hun trådte et skridt tilbage og foldede hænderne pænt foran sig. Hendes blik søgte ned på låsen, der klikkede op, efterfulgt af håndtaget der blev drejet så døren gik op. 

Hun stod med det mest uskyldige smil plastret på sine læber, med hovedet let på skrå, da Spencer kom til syne inde i skabet, omgivet af spande og koste. “Fundet.....” fik hun sagt lige så sødt, selvom det krævede alt af hende ikke og bryde sammen i latter, over sin kære broders knap så uheldige position. “Hvis du gerne ville gøre rent, kunne du da bare have sagt det, er sikker på tjenestepigerne gerne ville hjælpe dig, for altså... det der ser ikke helt rigtigt ud....” Til sidst kunne hun ikke mere og den ellers så ranke og fattede holdning krakelerede da hun blev sammen i latter og måtte holde sig for maven.