Krystallandet
Granny 01.09.2020 22:06
Isiodith skulle til at fnyse – hun var jo ganske vist selv kommet på benene igen! – men nåede forinden, at det undslap hendes mund, at kvæle det til ingenting. I stedet hævede hun hagen og rankede ryggen, som ville det veje op for de mørke rande under de isblå øjne eller det vaklende skridt, hun dernæst tog. ”Jeg mener ikke, at vi er blevet dus”, var det eneste Isiodith kunne kvække med skinger stemme; det var dét eller at stampe i jorden af frustration.
Hun forstod dog, i øjeblikket der dernæst fulgte, at det skulle vise sig forgæves. Cornélian havde trods alt smidt sværdet helt af Zaladins til, og Isiodith var ikke megen for at vende ryggen til sin modstander. Ikke endnu.
Træsværdets stumpe spids faldt mod jorden og Isiodith sukkede lavmælt. ”Men det gik jo ligeså godt! Du skulle se – jeg mener De, naturligvis. Beklager –”, udbrud Isiodith hastigt, hvorefter hun sænkede sine isblå øjne, der unægtelig ville afsløre hendes forlegenhed og de sammenpressede læber, der fortalte en historie om frustration. ”Hvad jeg mener er, at De virker oplivet og at det ville være ærgerligt, hvis jeg ikke kunne gøre dette færdigt. Gøre Dem træt.”
