En lille del af Alvilde var utrolig stolt af den lille fugl. På trods af dens sølle størrelse, havde den alligevel formået at trække nogle grimme streger ned over vampyrens ansigt, og den havde uden frygt i hjertet styret direkte imod en modstander den umuligt ville kunne vinde over. Med det sagt, kunne det være ligedele dyrets dumhed såvel som mod der motiverede den - men Alvilde valgte at fokuserer på at han havde været modig. Hun fulgte opmærksomt med hver gang vampyrens blik gled imod fuglen igen, og beskyttede den så vidt som muligt med sin krop. De var da ikke så svært.... nordboens blik lynede, men idet hun skulle til at sende en eller anden kommentar tilbage, trådte vampyren tæt på igen. 
Hans fingrer gled over hendes hud, og Alvilde følte hvordan hun spændte op i kæbepartiet. Munden klappede hun sammen og de stålblå øjne var med en næsten brændende energi og forargelse låst fast imod mandens egne. Vovet... meget vovet. Bagved hende skræppede fuglen forskrækket op, men Alvilde selv var tavs og afventende. Som en mur. Inde i hende var det dog ikke en frivilligt mur der mødte manden, men derimod en reaktion på frygt. Alvilde frøs simpelthen fast, hendes krop ville ikke bevæge sig - selv når hun prøvede. 
Hun følte hun havde et rovdyr helt op ad hendes hals, og huden overalt omkring overkroppen og op blev hærdet i frygten for at han ville angribe hende igen. 

Det skete dog ikke... 
Hun lyttede halvhjertet med på hans præsentation, for fokuseret på det faktum at han i næste øjeblik trådte tilbage og genindførte afstanden imellem dem. Der hvor hans fingrer havde klemt til, brændte nordboens hud. Hvad handlede det nu om?
Alvildes blik var et mix af overrasket forundring og intens forharmelse idet hun afværgende rystede på hovedet. "Det kunne se sådan ud... indtil videre" fik hun sagt over de sammenbidte læber, og forbandede bymurens vagter en gang til. Hvad lavede de overhovedet? Hun kunne forestille sig de hentede forstærkning, hvis de da overhovedet havde opdaget Dimitri som vampyr, og ikke bare optrinnet på afstand, fordi de tænkte han var menneskelig. Nordboen sænkede sværdet en anelse mere. 

"Jeg forstår ikke hvorfor du bliver her... jeg kan heller ikke være din favorit person at være omkring, så hvorfor overhovedet blive, når du sætter dig selv i en udsat position" Alvilde kunne ikke holde det spørgsmål tilbage mere, da hans adfærd gjorde hende konfus. Flere gange havde han været tæt nok på til at initiere et angreb. Og flere gange var han bakket tilbage igen...hvad var meningen? 
Det vækkede en konflikt i nordboen, der på den ene side spyttede langt efter vampyrer som Dimitri, men på den anden side efterhånden ikke kunne læne sig opad det hun troede hun vidste om vampyrer. 

Et øjenbryn blev skubbet op i panden på ham som han kiggede på hende, men der gik dog ikke særlig lang tid før han kiggede væk fra hende. Han betragtede omgivelserne, og lagde kort mærke til vagterne. Han fik et lusket smil frem på ansigtet, som han bare stod og betragtede dem lidt. Det virkede ikke til at de faktisk havde tænkt sig at gøre ham noget, men man kunne selvfølgelig ikke vide. Måske de sagtens kunne finde på at afbryde dem uden at han ville ane det, men de ville sikkert være på Alvildes side, for hvorfor skulle de være på hans side. Det ville være yderst underligt hvis det skete, og som han efterhånden havde kigget på dem fjernede han blikket fra dem.

Han vendte blikket hen på kvinden igen, og han hørte hendes spørgsmål, ja det var enlig også underligt. Han plejede normalt ikke at være her, specielt ikke det sted her. Alligevel var han endt her, og han kunne lide det meget lidt, men for ham var det mest denne kvinde der gjorde at han bedre kunne lide stedet. Kun fordi han fandt hende ganske underholdende"Ønsker du da ikke lidt mere selskab"lød det kækt fra hans mund som han kiggede på hende, og blinkede så til hende imens han lænede sig en smule ind imod hende. Han var fristet til at presse hende op ad muren igen, men hun ville sikkert ikke tillade det og sikkert også prøve at angribe og skade ham igen.

Efter at hans blik bare havde hvilet sig på hende besluttede han sig for at kigge på falken. Han sagde ikke noget til hende omkring den. Men han han tænkte også lidt, fordi skulle han være fristet til at presse hende ind imod muren kunne falken sikkert gøre skade på ham igen"Jeg kunne spørge dig om det samme, desuden kan jeg godt lide fare og kaos"sagde han selvsikkert med et bredt smil.

Kvinden så igennem smalle sprækker på Dimitris skikkelse, idet at han kækt spurgte ind til om hvorvidt hun ønskede selskab. Hun, selskab? Det var ingen hemmelighed at hun var lidt af en social sommerfugl, og svirrede gerne rundt fra den ene ende af byen til den anden, bare for en god snak. Hun nød andre mennesker og udvekslede gerne erfaringer eller tilfældige sjove anekdoter. Problemet var bare, at Dimitri ikke var menneskelig. Alvilde trak ansigtet længere tilbage da han lænede sig frem imod hende igen, og rynkede på næsen. "Nej, det troede jeg mine slag og mit sværd sagde for mig" brummede hun skarpt, og tog et lidt bedre fat om omtalte sværd i hendes hånd. 

Alvilde så ham kigge igen på falken, og med en hovedrøsten trådte hun mere ind foran hans blik for at skærme fuglen fra hans gullige øjne. Nej, han skulle ikke have fat i Jarko igen. Dog lyttede hun stadig til ham, og en lidt hæs latter undslap nordboen kortvarigt ved hans ord. "Hah! Det kan man godt fornemme" gled det en kende barskt over hendes læber. Vampyren var bestemt glad for fare, sådan som han bevægede sig på byens murer. Hun var ikke i tvivl om at han var uønsket imellem de mennesker der boede derinde. 
"Jeg ventede på Jarko kom tilbage... det er han nu" tilføjede hun kort efter, og kastede et blik imod de trapper der førte ned fra muren, bagved Dimitri. Det havde reelt været hendes grund til at være her. Dog vidste hun ikke helt hvordan hun skulle komme forbi vampyren lige nu... en lille del af hende, bad hende råbe om hjælp så han måske stak af - men hendes stolthed talte hende fra det. Hvis hun ikke kunne klarer en vampyr alene, hvad ville hun så gøre næste gang det skete for hende? 

Alvilde endte med at tage et skridt fremad, for at se om det ville presse ham længere tilbage. Ellers... måtte hun finde på en alternativ løsning. Hun ville ikke 'reddes' af nogle, hun kunne måske komme til en form for ordning med Dimitri - ligesom førhen med Jarko. 

Dimitri var mere og mere fristet til at pine falken igen, bare gøre den ondt fristede ham utrolig meget. Men han havde ikke tænkt sig at gøre den noget, ikke fordi han ikke kunne det. For han kunne sagtens gøre falken ondt, men han vidste også bare at denne kvinde ville prøve på noget hvis han gjorde falken noget. Eller måske ikke, men han gad ikke tage chancen.

"Du er skam glad for at byde mænd velkomne med en kamp"sagde han kækt som han blinkede til hende. Han vidste så ikke, om hun lavede samme velkomst til alle eller om han blot havde været uheldig, eller heldig. Lige nu vidste han ikke helt, om det var held eller uheld. Han lagde hovedet på skrå, og betragtede kvinden lidt mere. Før hans gule øjne faldt hen på falken ved hendes side, han mente faktisk ikke at han havde nogen grund til at hade den. Men det virkede mere og mere som om, at denne kvinde hadede ham. Han havde en fornemmelse der fortalte ham det.

Så drejede han rundt for at ville gå væk fra hende, for hvorfor brugte han også tiden her. Det var generelt heller ikke et sted han så tit kom, nærmest aldrig. Han kiggede lidt rundt, og lod hans blik falde hen over skulderen på hende"Så du ventede på din falk, så gætter jeg på at du ikke skal bruge mig til noget"sagde han med et bredt smil.

Der kunne være en nok så ond knogle i Alvildes krop, der næsvist og nedværdigende bad hende sætte sig over visse skabninger, Racistisk som hun var, opdagede hun det nok ikke engang selv med det samme men så det som en selvfølge at måtte og kunne sige forskellige ting. Derfor lå det lige til højrebenet at følge op på vaampyrens ord. “Ikke mænd. Når et dyr angriber, forsvarer man sig” bed hun ham af, og åbnede også til dels op for et lille vindue til hendes verden og den måde hun anså tingene.
Selvom hun godt vidste at Dimitri ikke var noget dyr ligefrem, var det nemmere at anerkende væsner som ham, på den måde. Var det had? Nok ikke. Nærmere modvilje og en underliggende form for sørgmodighed over hans skæbne; på trods af at han ikke virkede ked af at være hvad han var.

Da han endelig vendte om, var det med et overrasket blik at hun så ham lægge op til at gå. Nordboens stålblå øjne var stadig afventende på hans næste træk, men hele hendes krop syntes at løsne sig en anelse op ved at han vendte sig væk fra hende. Alvilde vippede hovedet en smule på skrå ved hans ord ud i natten. “Nej, ikke ligefrem…” gled det over hendes læber, og hun sænkede sværdet en anelse mere.
 
Nordboens blik blev knebet sammen for bedrer at se ham i mørket, og stadig holdt hun sig på tåspidserne. Skulle hun… sige farvel? Var hun typen der gjorde det? Bizart nok, så ville hun gerne. Men stolthed holdt hende tilbage og i stilhed.

Var det ham der skulle sige farvel? Han var ikke engang sikker på at hun ville sige farvel, om han enlig havde tænkt sig at hævne sig en anden gang var ikke sikkert endnu, men det kunne være sjovt. Måske hævne sig en dag, hvor hun måske ikke ville have hendes sværd på sig. Som han stod og kiggede rundt en smule, lagde han mærke til vagterne, det var som om de begyndte at kigge i hans retning, og det betød kun at han var nød til at smutte før de ville opdage ham. 

Det ville kun ende galt, hvis de fik fingrene i ham, og det ønskede han slet ikke. Han fik et bredt smil frem på ansigtet, og kiggede hen over skulderen på kvinden. Han ville gerne angribe hende mere, og ville gerne skade hende, men hun var da så forbandet stærkere end ham fysisk. Det irriterede ham utrolig meget, men det var da også en udfordring. Han lagde hovedet på skrå og betragtede hende lidt mere.

Han åbnede munden for at skulle til at sige noget, men kunne høre nogle mumlende lyde oppe på toppen af bymuren. Han vendte blikket op imod toppen af muren, bare for at se hvad det kunne være. Det så ud til at komme fra vagterne, så meget kunne han da høre. Han havde jo gode sanser, så han sukkede irriteret som han vendte hans blik og opmærksomhed hen imod kvinden igen"Inden de vagter får øje på mig, må jeg nok hellere forsvinde"sagde han og sendte hende et kækt smil.

Alvildes blik fulgte flygtigt hans idet det gled op imod muren, og endelig virkede det til at de vagter der holdt øje, havde fundet ud af at noget ikke var helt som det skulle være. Der var i hvert fald snak, og snakken virkede til at få Dimitri på andre tanker end at blive hængende. På trods af risikoen for at blive opdaget, havde han dog ikke travlt. 
Nordboens hænder strammede og løsnede skiftevis sit greb om det sværd hun havde, da hun ikke kunne tyde hans blik. Ville han angribe hende? Ville han tage flugten? Ville han... komme tilbage en anden dag? Så mange spørgsmål og utrolig lidt svar, hvilket fik en frustreret grimasse til at glide over hende. Endnu en ting at skrive på hendes efterhånden længere liste af ting hun ikke brød sig om - uvidenhed var så bestemt en del af det.

Dimitri åbnede munden som om at han skulle sige noget, men kom på andre tanker. Dog var han ikke helt tavs. "Det lyder ikke dumt" brummede hun med et lille fnys. "Alt fornuft forsvinder vidst ikke på trods af hvad man er" tilføjede hun, dog en anelse mere mumlende; en tanke der blev sagt højt. 
Dog var der noget i usagt i luften, som gav hende en følelse af at det ikke var det sidste hun ville se til den mørkhårede vampyr. På trods af at hun prøvede, kunne hun ikke ryste den nagende følelse - den nagende fornemmelse af sig, og vidste at hun måtte - og skulle, sove med et halvt øje åbent de næste par nætter. Der var noget i hans blik der fik det til at løbe koldt ned af menneskets ryg. Han var på trods af sit nogenlunde menneskelige ydrer, et af nattens farligere rovdyr. 

Dog brød hun sig ikke om at være et byttedyr, og arrogancen kunne ikke lade hende gå foruden en sidste kommentar. "Jeg glemmer aldrig et ansigt, Dimitri... ingen bør leve som du gør nu. Hvis du har en grad af respekt for naturens orden, så ved du hvad der er det rigtige at gøre. Ellers kan jeg godt gøre det for dig..." ordene var hårde og kontante; vampyren burde have nok skam i livet til at ende selvsamme liv. I hvert fald i hendes verden. 
Med de ord, bakkede Alvilde længere og længere væk og imod trappen ned fra muren. Til vi ses igen, syntes hendes øjne dog at sige inden hun forsvandt. 

Hendes ord fik ham kun til at smile som han skænkede hende et blik, før han kiggede op på vagterne. Det kunne godt se ud som om, at de ville kigge hen imod ham. Men han var heldigvis på vej væk, så han da ikke ville fanget. Han lod det brede smil brede sig på hans ansigt, og han blinkede lidt til kvinden som han kunne nå før han begyndte at forsvinde væk fra stedet.

"Måske vi ses igen"mumlede han efterfulgt af et grin, tydeligt at han havde haft det sjovt med hende. Selvom han selvfølgelig havde fået lidt skade her og der, så var det bestemt ikke noget der gjorde ham noget. Han vidste skaderne nok allerede var healet. Måske de ville se hinanden igen, men han vidste det ikke helt. 

Han var ret sikker på, at han heller ikke ville glemme hendes ansigt, så det var slet ikke til at vide om de ville støde på hinanden igen. Han betragtede omgivelserne lidt, før han hurtigt forsvandt helt væk fra stedet. Det virkede også til at være i netop det øjeblik, at vagterne havde fået øje på noget der godt kunne ligne ham. Så det var meget heldigt han forsvandt netop lige nu.