Alt sitrede i Phillippes krop, for at han skulle smide æblerne fra sig, og springe på Enzel. Allermest mellem hans ben, hvor det dunkede tungt og hårdt. Havde det ikke været fordi Nicola lå nedenunder sengen, var han også sprunget på Enzel for længst. Selvom han havde taget en håndfuld æbler med sig, formåede han kun at spise den ene han startede ud med, for han var jo ikke spor interesseret i de æbler. De var bare en sølle distraktion. En distraktion der ikke virkede til at fryde Enzel.

 Et let latter lød fra Phillippes læber over Enzels ord, inden han kort overvejede hvad han skulle svare. Det næste spørgsmål fik ham til at løfte det ene øjenbryn, overvejende. Hvor desperat han var? Han havde sit eget bordel. Han kunne gå ud og vælge hvilken som helst pige eller Nicola, hver eneste dag. Alligevel lå han nu og gjorde sig til over for Phillippe. Han valgte dog ikke at kommentere på det. Uanset hvad han ville sige, ville det nok ikke ligge i god jord hos bordelejeren. 
 " Hvis min krop havde en pris, ville jeg nok ikke have et værksted..  " pointerede ham. Det var trods alt det Phillippe lavede han satte en pris på. Uden helt at have lagt mærke til det, havde Phillippe gået det sidste stykke hen til sengen mens de havde snakket. Han stod nu helt henne ved kanten, stadig med æblerne i hånden.

 Selvom Enzel lå stille i sengen, var det stadig utroligt pirrende for Phillippe at se på. Det var jo tydeligt at Phillippe ikke var den eneste der var påvirket, og Enzel lå jo bare der med tøjet åbent og rigtig viste sig frem. Selvfølgelig bragte det da minder frem fra deres sidste møde, og det gjorde det bestemt ikke nemmere at holde sig tilbage. Derfor blev Phillippe også en smule lettet, da Enzel pludselig sagde at tiden var gået. Han betragtede Enzel dække sig til, og kunne ikke lade vær med at smile lidt over det. Kunne han virkelig skifte mening så let? 
 " Hmm..  " brummede han kort til Enzels kommentar, inden han lod blikket glide ned mod hans underliv. Det var i hvert fald ikke noget der havde påvirket ham endnu.
 " Det virker ellers ikke til at være så stort et problem igen..  " Han fjernede blikket fra Enzels underliv, og så op på ham igen. En smule utroligt skiftede han mellem vægten på benene. Bukserne var virkelig stramme og ubehageligt, og for pokker hvor var det fristende og løsne dem lidt.. 

 Af en eller anden grund troede Phillippe ikke helt på han ikke fik en chance igen. Enzel havde længe før der skete noget mellem dem, gjort det klart at han ikke lå med en som Phillippe. Alligevel var det anden gang nu, at Enzel havde lagt og lokket Phillippe til at kravle i seng med ham. Denne gang var det Phillippe der havde takket nej. Eller, han havde måske ikke takket så meget nej, som han havde trukket tiden ud, til Enzel ikke gad vente mere. Det havde været en hårdt kamp, og han var stadig tæt på at knække. Gjorde Enzel det mindste for at trække ham med ned i sengen, ville han nok ikke kunne imod, om Nicola lå og gemte sig under den eller ej. Han var bare ikke god til at modstå fristelserne, og han havde virkelig presset sig selv.

 Pluselig kom Enzel helt tæt på. Phillippe rettede sig lidt op, og gjorde sit bedste for at modstå lysten til at læne sig ned og presse læberne mod Enzels. Ligge en arm om ham, og presse han ned i sengen. Især da en hånd gled over hans arm. Den frie hånd lagde sig mod Enzels side. Han kunne ikke lade hver. Langsomt lænede han sig lidt mod Enzel. 
 " Man skal også huske og nyde livet lidt..  " mumlede han, mens et sultent blik flakkede lidt rundt i Enzels ansigt. Hvis ikke Enzel snart trak sig væk, gik det galt. Som var de to magneter der blev trukket imod hinanden, kunne Phillippe ikke længere holde sig tilbage. 

 Før Phillippe gjorde noget han ville komme til at fortryde, trak Enzel sig dog væk med en ordre smidt efter ham. Han lukkede øjnene lidt, og bed sig i læben, inden han rettede sig op, og så efter ham. 
 "Javel..  " lød det, næsten helt opgivende. Mens han ventede på Enzel var ude af døren gik han over og lagde æblerne i hans hånd på fadet, og så snart døren lukkede i, prustede han tungt ud og kørte hænderne over ansigtet, og videre over håret. Med hænderne i nakken, og albuerne stikkende ud til siderne. 
 " Du kan godt komme ud nu.. " mumlede han stille, selvom Nicola nok ikke var i tvivl om at de var alene i rummet igen.

Der var ikke meget at se, fra gemmestedet under sengen. Sådan som han lå, var det eneste Nicola kunne se Phillippe og Enzels sko og lige præcis det nederste af deres bukser. Intet spændende at rapportere der. Tilgengæld kunne Nicola høre alt, hvad der foregik på værelset, takket være hans dyriske hørelse, kunne han endda høre Enzels næsten lydløse skridt. Ledte han efter noget.. eller nogen? Ledte han efter ham? Bare tanken om at Enzel ledte efter ham for, var nok til, at bukserne strammede knapt så meget, som de havde gjort før. Bare han nu ikke sagde noget til Phillippe! Det var svært at sige, om det ville undre snedkeren, at Nicola lå i med chefen, men det var nu alligevel noget han selv foretrak at fortælle.

Nervøst holdt Nicola vejret, da Enzel satte signi sengen. Han var overbevist om, at han kunne mærke sengen presse mod ham, og hvad nu hvis Enzel kunne lugte ham! Umiddelbart skete der ikke noget, så langsomt og så tavst som muligt vovede Nicola atter at ånde ud. Hvis Enzel blev meget længere ville det ende med at tage livet af ham. Han forsøgte at få styr på sin nervøsitet ved at lytte med på deres samtale, som så sandelig var ved at blive interessant.
Overfortolkede Nicola tingene, eller sad Enzel og spillede op til Phillippe? Vredt knyttede Nicola hænderne. Hvor vovede Enzel! De skulle jo forestille at have et forhold! Han ville gerne lyve overfor sig selv og sige, at han var vred over Enzels utroskab, men i virkeligheden var han dødeligt jaloux. Ingen andre skulle ligge an på Phillippe, og da slet ikke Enzel! Og hvorfor lød det nu som om, at det ikke var første gang, at det var sket?!

Det krævede alt Nicolas selvkontrol ikke at kravle ud fra sit skjul og forlange at få at vide, om hans mistanker var rigtige, havde Enzel og Phillippe været sammen? En kold klump havde samlet sig i hans mave og det susede for hans ører, så han knap hørte resten af samtalen. Han havde en overvældende lyst til at slå på noget, men han kunne jo ikke afsløre sit gemmested, så i stedet åbnede og knyttede han frustreret hænderne. Det kunne ganske enkelt ikke være sandt! Det måtte ikke være sandt!

Det gik ikke Nicola forbi, at Enzel afviste Phillippe for bagefter at forlade lokalet, men alligevel blev han liggende under sengen. Han havde ikke lyst til at se Phillippe i øjnene, men han kunne jo ikke blive liggende hele dagen.
Langsomt fik han møvet sig ud, så han kunne rejse sig op og se på Phillippe, vreden og følelsen af forræderi tydelig i hans ansigt.
"Hvad gik alt det der ud på?" Han holdt sin stemme lav, bange for at Enzel ville høre ham, men det var bestemt ikke let, for mest af alt havde han lyst til t råbe Phillippe lige op i hovedet.

 Som tiden gik, og Nicola ikke kom ud fra sengen med det samme, begyndte det at gå op for Phillippe, at han måske allerede havde dummet sig. Han skulle have afvist Enzel selv, og ikke vente på Enzel afviste ham. I stedet for at mande sig op, og fokuseret på arbejdet, var han faldet i med begge ben og havde forsat ud i dybet, indtil han ikke længere kunne bunde, og videre ud til han næsten var druknet. Det havde været dumt og farligt, og det vidste Phillippe. Alligevel havde han ikke haft evnerne til at stoppe sig selv. 

 Alle tankerne og frygten for hvorfor Nicola blev liggende under sengen, fik noget af alt spændingen i Phillippes underliv til at forsvinde. Da Nicola endelig dukkede op fra under sengens mørk, gjorde det helt ondt i Phillippe, at se Nicolas udtryk. En smule flov slog han blikket ned og sank kort. Selvom det stadig dunkede tungt og anstrengt i Phillippes underliv, strammede bukserne ikke lige så meget længere, og han håbede da inderligt de kunne forsætte fra hvor Enzel havde afbrudt dem, eller noget lignende. 
 Med blikket slået ned, overvejede Phillippe hvad han skulle svare. Hvor meget han skulle sige og hvor meget Nicola mon havde kunne gætte sig til. Da han endelig løftede blikket, var det med et lidt utydeligt udtryk. 
 " Det ved jeg ikke.. Hr. Silene var vel ensom..  " Det var vel i realiteten sandt. Enzel søgte pludselig lidt mere end bare Phillippes opmærksomhed. Han bed sig lidt i læben, og trådte forsigtigt lidt prøvende tættere på Nicola, og lagde armen om hans lænd. 
 Hvis Nicola ville trække sig væk fra Phillippes omfavnelse, ville han tage lidt mere fat i ham, og vende dem lidt rundt og skubbe Nicola op mod væggen. Hånden hans lænd ville blive hvor den var blevet lagt fra starten, mens den anden hånd var mod væggen, ved siden af Nicolas ansigt. Han ville ikke have Nicola bare gik sin vej. Ikke nu. Blev Nicola bare stående og lod Phillippe omfavne ham, ville de bare blive stående hvor de var.
 " Jeg.. blev lidt for begejstret, da Hr. Silene kom forbi med bestillingen. Det er jo et spændende job. Tankerne om at se dig..  " han så lidt ned over Nicolas krop med at skævt og lidt sultent blik.
 ".. det kan man de ikke undgå at blive lidt påvirket af.. Hr. Silene opdagede min begejstring, og gjorde det noget så klart, at han ikke lå med sådan nogen som mig..  " Han flyttede blikket op til Nicolas. Det var sandt. Og det var Phillippes forsøg på at redde sig selv. Han talte lavmælt, da de stod helt tæt, og de helst ikke skulle blive opdaget. 
 

Med det samme Nicola mærkede Phillippes arme om sig, forsøgte han at riv sig fri. Hvis Phillippe med det samme havde indrømmet, at han havde gjort noget forkert og undskyldt, så måske, bare måske, ville Nicola have været i stand til at give slip på det.. Men når Phillippe stod og lod som om, at der slet ikke var nævnt eller sket noget, som krævede, at de fik snakket om det, gjorde Nicola rasende. Mest af alt havde han lyst til at bede Phillippe finde en anden, som ville sætte sig på knæ for ham, men han blev nødt til at vide helt sikkert, at hans mistanker faktisk var rigtige, før han brændte alle broer bag sig.

Vredt knyttede Nicola hænderne og slog dem imod Phillippes brystkasse, da det ikke lykkedes ham at vride sig fri fra omfavnelsen. Det var ikke noget hårdt slag, men han var jo heller ikke ude på at gøre skade, han blev bare nødt til at afreagere på en eller anden måde.
"Du behandler mig som om, jeg er dum" Ordene blev næsten spyttet ud. Det var slemt nok, at Enzel talte til Nicola som om, at han var en eller anden naiv lille dreng, men Phillippe skulle ikke behandle ham sådan!
Under normale omstændigheder ville Phillippes sultne blik være nok til at hvad mostand Nicola havde ville forsvinde, men ikke nu. Og alligevel.. Det var fristende fuldkommen at smelte mellem Phillippes stærke arme. Glemme alle de forfærdelige tanker der gik igennem hans hoved og tro på, at Phillippe selvfølgelig fortalte sandheden. Men han fortalte jo netop ikke sandheden. Nicola havde været på bordellet længe nok til at tolke Enzel stemmeføring, og den måde, han havde talt til Phillippe..
"Du skal ikke forsøge at overbevise mig om, at der intet skete mellem dig og Enzel. Jeg har arbejdet under ham i lang tid, jeg ved, hvordan han opfører sig, når han vil forføre nogen, og han forsøgte at forføre dig, mens jeg lå under sengen. Så hvis han ikke ligger med folk som dig, hvorfor skulle han så ville forføre dig nu? Og så på hans eget bordel, af alle steder" Han var frustreret og såret, og han gjorde ikke det mindste for at skjule det. Han ville give Phillippe dårlig samvittighed. 

 Det blev hurtigt tydeligt at Nicola bestemt ikke var tilfreds med at blive fanget mod væggen, og Phillippe blev også en smule usikker på om det havde været det rigtige valg, men nu var det taget, og det virkede dumt at ombestemme sig. Slagene mod brystkassen fik ikke Phillippe til at flytte sig, men han accepterede at Nicola var sur på ham, og fjernede derfor hånden fra hans lænd, og satte også dén mod væggen, så begge hænder var mod væggen, på hver side af Nicolas ansigt.  
 Da Nicola sagde han behandlede ham som om han var dum, så Phillippe en kende forarget og overrasket på ham. Det gjorde han da bestemt ikke! Der gik dog ikke mange sekunder efter han havde tænkt tanken, før han skamfuldt måtte slå blikket ned.
 " Undskyld..  " mumlede han. Det havde jo været tydeligt at der var sket et eller andet mellem Phillippe og Enzel, og Phillippe vidste heller ikke hvorfor han prøvede at skjule det for Nicola. Han ønskede måske bare ikke rigtig at det var sket. Han ville jo gerne blive ved med at få bestillinger fra Enzel, men hvis det altid skulle ende ud i en kamp, hvor Phillippe skulle slås med hans lyster, var det jo heller ikke optimalt. Det var et utroligt uprofessionelt forhold mellem ham og kunden. Ellers ville han bare ikke såre Nicola, selvom det var lidt forsent nu.

 Nicola begyndte at snakke igen, og Phillippe flyttede blikket tilbage på ham. Ordene ramte ham hårdt, og jo mere Nicola sagde, jo mere gik det op for ham, at han virkelig havde dummet sig og en knude voksede sig frem i maven. Blikket blev langsomt mere og mere trist og undskyldende, og det hjalp slet ikke at Nicola lignede en killing der lige var blevet sparket. Phillippe sank en klump og lod armene flytte sig fra væggen og falde opgivende ned langs siden. 
 " .. Jeg ved det ikke..  " lød det opgivende fra Phillippe, for han var ærligtalt også lidt forvirret over Enzels opførsel. Nedslået trak han sig væk fra Nicola, og med sløve skridt gik han hen forbi bordet og slog frustreret til en lille bunke savsmuld så det hvirvlede rundt i rummet. Hånden blev børstet af, inden han kørte hænderne op i håret mens han gik lidt rundt.  
 " Jeg ved ikke hvad der skete...  " sukkede han lidt og så hen på Nicola.
 " Eller.. Altså..  " han sukkede frustreret til sidst, inden han satte sig på enden af sengen, og albuerne på knæene, og panden mod hænderne. Blikket var vendt mod gulvet som han begyndte at fortælle.
 " Efter Hr. Silene var gået, gik der lidt og så kunne jeg hører noget tumult udenfor. Jeg gik ud, og fandt at han var ved at blive overfaldet. Jeg fik overfaldsmanden til at stikke af. Hr. Silene var en smule konfus oven på det hele, og ville gerne ind og ligge lidt, så det kom han. Og så faldt han i søvn.. Da han vågnede igen havde han.. et problem..  " Phillippe sank en klump og skævede mod Nicola for at se hvordan han tog det hele, og se om han forstod hvad Phillippe mente. 
 " Han.. havde ondt i armen, og kunne ikke selv gøre noget ved det.. Så jeg hjalp ham..  " Det sidste mumlede han lidt mere stille og flovt ud.
 " Men det var kun med hånden! " skyndte han sig til tilføje i håb om at det måske gjorde det lidt bedre. Han så en smule desperat hen på Nicola. Han vidste ikke hvorfor han havde det sådan her, det var jo ikke fordi ham og Nicola var et par eller noget. De var bare to mænd der fjollede lidt. Var de ikke? 

Endelig virkede det til, at Phillippe forstod, at han havde gjort noget galt. Og der kom endda en undskyldning! Fantastisk! Det var lige før, at Nicola var begyndt at grine over hele situationen, forstod Phillippe slet ikke, at det allerede var for sent til en undskyldning? Hvis Phillippe faktisk var ked af det og virkelig fortrød, hvad end der var sket med Enzel, skulle han ikke have slået det hen til at starte med. Selvom han var tosset, gjorde det ondt på Nicola at se Phillippe se så skamfuld ud, men det var slt for sent til tilgivelse, og det var Phillippes egen skyld.

Da Phillippes arme faldt ned langs hans side, udnyttede Nicola muligheden for at få lidt afstand imellem dem. Hele hans krop søgte mod Phillippe, mod at mærke ham tæt på, men han ville ikke overgive sig.
Tavst satte han sig på sengen, klar på at høre Phillippes forklaring. Hans hænder blev lagt i skødet og blikket rettet mod gulvet, han vidste jo allerede hvad Phillippe ville sige, så han var forberedt på at blive såret. Men uanset hvor forberedt Nicola var, skar Phillippes ord igennem ham som en kniv. Hvorfor gjorde det overhovedet så ondt, det var jo ikke fordi der var noget dybere mellem dem, eller hvad? Uanset hvad var hvad end, der havde været imellem dem ødelagt nu.
"Af alle mænd du kunne vælge at være sammen med, så skulle du selvfølgelig vælge ham" måske havde det stadig gjort ondt, hvis det bare havde været en tilfældig mand, men at det lige var Enzel gjorde det meget være.

Frustreret kørte Nicola hænderne igennem håret, inden han pludselig rejste sig op, og gik helt over til Phillippe.
"At du forsøger at forsvare det beviser kun, at du også selv synes, at det var forkert" Hans stemme var kold, men det burde ikke være svært at se, hvor såret han faktisk var. Pludselig virkede værelset meget lille, for lille. Det var ikke en mulighed bare at liste ud gennem døren, det var ikke til at sige, om Enzel listede rundt derude, så i stedet gik Nicola hen og åbnede døren som førte ud til den lille altan. Han havde klatret rundt på dem før, så han vidste, at det ikke ville være et problem at komme ned den vej. Uden at kigge tilbage gik han ud på altanen, klar til at svinge sig ud over rækværket, medmindre Phillippe stoppede ham.

 Phillippe slog blikket ned med en kort grimasse ved Nicolas ord. Han lå jo mest alt og alle han kunne komme til.. Eller.. Blev fristet af. Det var jo ikke fordi han bare så på nogen, og bestemt sig for at de skulle være sammen. Det var fordi han blev fristet. Han kunne ikke styre det, jo.. Og værst af alt, så var han jo gift. En ting han ikke delte med nogen, og det var nok bestemt ikke en ting han skulle dele med Nicola, slet ikke nu. Blikket gled over på ringen, der sad trofast på han finger, udelukkende fordi ikke rigtig var en mulighed at tage den af. 

 Vægten i sengen flyttede sig som Nicola rejste og Phillippe fulgte ham med blikket som han kom over. Hurtigt var Phillippe på benene. Det gjorde ondt at se Nicola så såret, og han var nødt til at flytte blikket fra ham. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige. Selvfølgelig synes han det var forkert. Enzel var hans kunde, men det var nok ikke det Nicola hører, det var han godt klar over. Nicola gik væk fra ham, og Phillippe så efter ham igen. 

 Phillippe vidste ikke hvad det smarteste at gøre hvad. Måske det var bedre bare at lade Nicola gå, og lade ham falde til ro, og så ville alt måske være godt efter noget tid, men han turde ikke tage chancen. Så han var hurtigt over Nicola.
 " Nicola... Vent! " lød det fra ham i en blanding af opgivende og desperat. Han greb ud efter hans arm, og gik fat om håndledet, og derved stoppede ham fra at gå ud på altanen.
 " Selvfølgelig synes jeg det var forkert.. Jeg vil jo ikke såre dig eller gøre dig ked af det..  " hans blik så en smule bedende på halvdyret foran ham. Prøvende trådte han lidt tættere på Nicola, og førte den frie hånd op, og flyttede lidt på en af Nicolas mange krøller. Han blik fulgte fingerne lidt, inden han så Nicola i øjnene. 
 " Undskyld, at jeg prøvede at skjule det.. Jeg ville bare ikke såre dig.. Men så gjorde jeg det alligevel..  " 

Nicola tøvede med at rive sin arm fri, da Phillippe greb fat i den. Han kunne tilgive ham.. men det var for hårdt, i hvert fald lige nu. Det bedste Phillippe kunne håbe på var, at Nicola med tiden ville finde en eller anden måde at tilgive ham, men lige nu var det ikke noget, Nicola var interesseret i.
"Hvorfor gør du det så, når du selv synes, at det er forkert" Måske var det grundet Nicolas manglende erfaring, men han var forvirret. Hvis det ikke havde været Phillippes mening at såre ham, hvorfor havde han så været sammen med den ene person, som Phillippe burde vide, at han ikke skulle være sammen med. Utroligt som Enzel formåede at ødelægge hans liv, selv når han ikke prøvede på det aktivt. 

Endelig rev Nicola sin arm fri, og greb fat i rækværket. Han havde ikke lyst til at se på Phillippe længere, han ville bare gerne væk.
"Find nogle andre som vil sprede ben for dig" Han lod blikket glide end over Phillippe, mens hans ansigt skiftede fra at være såret til foragt.
"Det har du jo tydeligvis ikke nogen problemer med" Og med de ord svang han sig ud over rækværket og stak af. Han kunne alligevel ikke gå ind på bordellet med det samme, der var brug for lidt tid til at processere hvad der lige var sket. 

 Hvorfor? Det var et spørgsmål han havde fået alt for mange gange før, når han havde knust endnu en ung møs hjerte fordi han ikke kunne holde fingrene for sig selv. Og hver gang havde han haft det dårligt over det, men ikke mere end i et par dage, før den næste dukkede op. Men denne gang var det anderledes. Phillippe havde det virkelig skidt med det han havde gjort, også selvom det ikke var så slem en ting. Han havde jo ikke rigtigt lagt med Enzel. Det havde ikke været andet end en hjælpende hånd. 
 Alligevel havde det virkelig såret Nicola, og Phillippe vidste ikke hvad ben han skulle stå på. Derfor kunne han heller ikke så meget andet end at se på Nicola med brynene rynket et trist udtryk som han trak på skulderne. Han vidste det ikke. Han kunne i hvert fald ikke svare med et tilfredsstillende svar. Han forstod ikke helt hvorfor det gik Nicola så meget på, Enzel var trods alt bare hans chef. Hvorfor var det så slemt, at Phillippe havde brugt lidt til med Enzel?

 Da Nicola rev armen til sig, greb Phillippe lidt ud efter den igen, men stoppede midt i bevægelsen og tog armen til sig igen. I stedet stod han bare og så efter Nicola. Han sank en klump ved Nicolas første ord, og blev af en eller anden grund lidt såret ved ordene. Han kunne ikke forklare hvorfor, men det gjorde ondt at høre de ord komme fra ham. Den sårede følelse blev dog hurtigt erstattet af irritation ved Nicolas næste ord. Hvad vidste han i det hele taget om det?! Phillippe fnøs irriteret og slog blikket væk fra Nicola. De kendte knap nok hinanden. Det var Nicola der var prostitueret af de to. Han sikkert sammen med en del flere end Phillippe var, så hvordan kunne en bilde sig ind at blande sig om hvor mange Phillippe lå med? 

 Som Nicola forsvandt fra Phillippes synsfelt, blev han bare stående lidt og skumlede. Han var forvirret og utilfreds. Og så vidste han ikke rigtig hvad han skulle gøre af sig selv. Han havde aldrig haft det sådan her med Katarina. Jo, han havde da ofte være sur, vred og utilfreds over hende, men havde aldrig følt sig så trist samtidig. Han havde det som om han lige havde mistet noget dyrbart og værdifuldt, som det havde været meningen han skulle havde holdt nært og passe på. Det ændrede dog ikke på at han var en kende fornærmet over Nicolas sidste kommentar. 
 Med en ubehagelig klump i halsen, lukkede Phillippe altandøren, og gik tilbage til arbejdet. Han var ikke rigtig sulten, og havde mest bare brug for at få tankerne hen på noget andet, selvom det bestemt ikke var nemt når han bare skulle sidde og pulre med detaljerne.

 Arbejdet skred frem og halvejs gennem natten, var han kommet så langt, at han mente han godt kunne tage sig lidt søvn. Sengen var trods alt bedre og større end hans egen, så hvorfor ikke udnytte det? Der kom dog ikke meget søvn ud af det. Hans tanker blev ved med at vende tilbage på Nicola, på godt og ondt, og det gjorde det umuligt for ham at finde ro, især når han vidste halvdyret var i et af de andre rum. Han havde overvejet og liste ind til ham, men droppede det hurtigt, da han ikke vidste hvad rum han var i, og frygtede at der i stedet bare ville komme et værre postyr.  
 I stedet for at blive liggende i sengen og vende og dreje sig, steg Phillippe ud af sengen igen, og gik ud af døren til værelset. Måske et glas vand kunne hjælpe lidt. Han synes at kunne hører det rumsterede lidt, og Phillippe lod søgende glide blikket rundt i det mørke bordel. 
 " Hr. Silene? " Kaldte han dæmpet. Han kendte ikke til andre end Enzel og Nicola, så det gav mest mening at høre om det var bordelejeren er lurede i mørket.

 Med et søgende blik, forsatte Phillippe igennem bordellets mørke, og gik mod retningen af klirende lyde. Hvem end det var, gav ikke lyd fra sig med det sammen, Phillippe ikke helt hvad han skulle forvente. Mest fordi han ikke rigtig vidste hvad der egentlig skete på et bordel. Der kunne vel ske så meget andet end bare det der skete på værelserne. Han han havde da i hvert fald fået betaling i et andet rum end værelserne. 
 Da Enzels stemme endelig brød stilheden, rettede Phillippe sig lidt mere op, for nu vidste han da hvem eller hvad han havde med at gøre, og behøvede ikke at luske. Phillippe trådte ind af dørene til rummet hvor stemmen var kommet fra, inden brummede lidt.
 " Jeg kunne ikke rigtig finde ro til at falde i søvn.. Og så tænkte jeg at lidt vand måske kunne hjælpe..  " Forklarede han mens han gik over til stolen Enzel så venligt havde nikket mod. Blikket gled lidt undersøgende rundt i køkkenet, mens ved første øjekast kunne han ikke se en kop eller andet han kunne drikke af. Han følte heller ikke helt han kunne give sit til at kigge alle skabe og skuffer igennem med Enzel siddende i rummet, så han skubbede tanken om vand til siden, og flyttede blikket hen på Enzel igen. 
 " Jeg skulle gerne være helt færdig omkring frokost. Jeg hjælper gerne med at få gjort noget ved alle træspånerne og savsmuldet der ligger over hele værelset, uden det koster ekstra..  " Han sendte et venligt smil. Det var trods alt Phillippes egen skyld at han havde måtte færdiggøre detaljerne på bordellet, så det var vel kun fair han hjalp med at rydde det op. 

 Albuerne placerede sig på bordet, fingrene flettede sig sammen og hagen lagde sig oven på fingerne, mens de betragtede Enzel. Hvor længe han mon havde siddet her.
 "  Du skulle måske også have lidt til at hjælpe dig med at sove?  " Der var inden dømmende over Phillippes ord, måske nærmere en lettere drillende tone og et drilsk smil. Han havde vel brug for at blive lidt opmuntret efter alt det med Nicola. Det var måske ikke helt gennemtænkt at det så var Enzel han var endt med, men der var jo ikke andre. 

 Panden rynkede sig i et undrende udtryk og Phillippe overvejede Enzels spørgsmål nøje. Ikke fordi han følte at Enzel forventede et bestemt svar fra Phillippe af, mens fordi det ikke lige var en ting han havde tænkt over eller lagt mærke til. Han endte også med at trække let på skuldrene.
 " Det har jeg ikke bidt mærke i..  " svarede han ærligt. Det slog Philippe at det måske bare var en modspørgsmål for at undgå at skulle svare på Phillippes spørgsmål, men det var ikke noget der var en grund til at bide sig fast på. Hvis Enzel ikke ønskede at svare var det vel også okay. 
 Phillippe fulgte glasset som det blev skubbet hen mod ham, og han lod det stå i et øjeblik inden han roligt tog fat i bunden af det. Han ønskede ikke at skulle virke ivrig eller grådig, og han havde vel ikke travlt. Indholdet blev hvirvlet lidt rundt i glasset, mens Phillippe betragtede det. Han var ikke den store vindrikker, men det varmede da godt, og gjorde en døsig i længden. I virkeligheden var han heller ikke på jagt efter vand, men det virkede mærkeligt at sige han bare kiggede sig omkring. Det kunne godt virkelig lidt.. Mistænkeligt. 
 Uden at tænke yderliger over at Enzel havde drukket af glasset, tog Phillippe en slurk. Han ville have gjort det selv hvis han tænkt over at Enzel også havde drukket af det. De havde jo trods alt delt kys, så hvad forskel gjorde det. Glasse blev sat tilbage på bordet og skubbet over, så Enzel kunne tage det igen, hvis han ville. 

 Det var intet problem for Phillippe at Enzel helst ville have hans ansatte til at gøre ordenligt rent efter ham. Derfor nikkede ham blot med et let smil til det. Han ville da helst være fri for at skulle gøre rent efter det, for savsmuldet skulle man næsten tro var Zaladins opfindelse. Det kunne være ulideligt at få ordentligt væk. Det gjaldt dog stadig om at levere så god kundeservice som muligt, og Enzel var en god kunde at have. 
 Phillippes hænder og hoved fandt tilbage til deres afslappede position de havde forladt for at tage en tår af glasset. Blikket blev vendt mod vinduerne hvor månelyset faldt ind af et øjeblik, inden blikket faldt tilbage på Enzel. Phillippes blik fandt vej til Enzels der virkede noget så overvejende. Han bed sig lidt i underlæben mens han selv lod tankerne vandre lidt. Spændingerne fra tidligere sad stadig og kriblede i Phillippes krop, men stemningen kom aldrig at gøre noget ved det. Mon Enzel havde fundet sig selv frem på værelset, efter at have forladt Phillippe til at arbejde videre?

 Enzel rejste sig da Phillippe flyttede blikket tilbage på ham. En kende forvirret fulgte han Enzel med blikket, som han gik rundt. Da Enzel fandt et glas frem, forstod han hvad der skete. Kort gled Phillippes blik over på vinglasset, der nu var tomt. Phillippe løftede det ene bryn lidt, måske en smule overrasket. Det forsvandt dog hurtigt, som Enzel kom over til ham at stå, og Phillippe flyttede igen blikket tilbage på Enzel. Armen der gled over hans skulder fik det til at krible i Phillippes krop igen, og da Enzel hviskede ham i øret, måtte han hurtigt slå blikket ned på glasset der var blevet stillet foran ham, for ikke at gøre noget dumt allerede. Hvordan ville de ikke se ud, hvis han sad og kyssede med Enzel, og Nicola dukkede op? Så ville alle chancer da for alvor være tabt, og det kunne han næsten ikke bærer. 
 " Tak.. " lød det kort fra ham, inden han sank en klump. Han bed sig lidt i underlæben mens han kæmpede med at holde tankerne i skak. 

 Hænderne der pludselig gled over Phillippes ryk, fik ham til at rømme sig en smule og rette sig op. Hænderne tog fat om glasset, for at beskæftige hænderne lidt og en svag brummen slap over Phillippes læber som Enzel begynde at massere ham. Han var øm i skuldre og ryg, det var hårdt arbejde at stå foroverbøjet og arbejde, det var en kærkommen behandling. Phillipppe tillod sig at slappe af og nyde behandlingen, uden at tænke yderligere over om Enzele havde sig nogen bagtanker med det.
 Phillippe var dog ikke afslappet alt for længe, for da Enzel spurgte ind til hans kone, spærrede han hurtigt øjnene op, og spændte en smule op i kroppen med en grimasse. Hvor havde han hørt om Katarina fra? Han kunne umuligt have hørt om hende. Der var ingen beviser på at han var gift, udover ringen, men det kunne ligeså væk bare være et arvestykke fra han Bedstefar. 
 "  Jeg har ikke nogen kone..  " mumlede han lidt, og forsøgte at slappe af i musklerne igen, så det ikke virkede så mistænkeligt. Fingrene på den ene hånd, gled lidt over ringen for at gøre den lidt mere skjult. Han ønskede ikke at det skulle komme ud at han var gift, for det var ikke noget han nød, eller var med hans gode vilje. 
 " Så nej.. Det gør hun ikke. Du så mit værksted, der er ikke plads til andre en mig..  " kommenterede han en smule henkastet, inden han hurtigt førte glasset op til munden og tog et par slurker af vandet. Da glasset blev sat på bordet igen, fik Phillippe hurtigt placeret fingrene så de dækkede ringen lidt igen. 

 Nå. Enzel kunne ikke havde svare tilbage kortere og selvom der ikke var noget specielt over tonen det blev sagt i, følte Phillippe stadig at der havde været noget overvejende i det korte svar. Havde Katarina fundet bestillingen til den første ordre fra bordellet, og havde kontaktet Enzel? Havde denne ordre halvt været en test? Det virkede så surrealistisk, at det næsten ikke kunne passe. Alligevel ville det ikke komme bag på ham, hvis det var sådan. Han var pludselig ekstra glad for at have takket nej til selskab til natten, og modstået Enzels fristelser. 
 Som tankerne og nervøsiteten galoperede i Phillippes hoved, sad han bare og stirrede overvejende ned på glasset der var med til at skjule ringen lidt. Han håbede virkelig ikke at det begyndte at florere at han var gift. Det var en irriterende nok byrde hjemme ved Katarina. 
 
 I et forsøg på ikke at tænke for meget over det, tog Phillippe endnu en slurk af vandet, og prøvede at nyde massagen. Hvis han nu lod som ingenting, var det nok nemmere ikke at vække for meget mistanke. Desuden var Enzel utrolig god til at give massage, så det var svært ikke lade sig rive lidt med. 
 Øjnene gled i, og en kort, tilfreds og nydende brummen forlod hans læber. Skulderne slappede mere og mere af, og Phillippe mærkede resten af kroppe slappe mere af også. Mon det har var nok til at han kunne falde i søvn? 

 Da Enzel så trak sig væk, kunne Phillippe ikke undgå at blive lidt skuffet. Man ville vel altid gerne have mere, men det måtte jo stoppe på et tidspunkt. Han fulgte Enzel bevæge sig rundt, mens han kørte skuldrene rundt og vippede hovedet lidt fra side til side. 
 " Tak!  Det må du have gjort meget..  " komplimenterede han. Det virkede i hvert fald til at Enzel vidste hvad han lavede. Som Enzel satte sig på stolen igen, sad Phillippe et øjeblik og ventede på om der kom mere fra Enzel, men da den lille mand forblev stille, løftede Phillippe hans vandglas lidt op.
 " Skål, for endnu en vellykket forretning næsten fuldført!  " Phillippe sendte Enzel et skævt smil. Phillippe mente da i hvert fald det var gået fortrinligt, hvis man lige så bort fra skænderiet med Nicola, men det skulle Enzel ikke vide noget om. Han håbede at Enzel delte hans mening om forretningen forløb. Om Enzel løftede sit glas og skålede med eller ej, drak Phillippe det sidste af hans vand.
 " Og så må jeg vel også få noget søvn. "