Det var en lettelse at kunne have et let øjeblik midt i alvoren. At le og nyde nuet uden tanke for alt andet. Det holdt Daeralda smilende for en stund og endda leende ved det lette emne. "Må jeg prøve engang. Måske med en smule klynk i stemmen... Bare for at se om jeg kan gøre alle af hende mundlam." Det havde ikke taget hende mange uger i den unge piges selskab at tillægge den omtale af flertal om hende. Altid i en kærlig tone.

Familien blev i deres tanker, som stilheden atter sænkede sig mellem dem. Upresset for Daeralda, men næppe så meget for Elisor. Det havde virket som øjeblikket at stille spørgsmålet i, men det gjorde det ikke til et let spørgsmål eller emne i det hele taget. Noget Elisors suk talte længder om.
Endnu mere hans ord.
Daeralda skiftede let hans hånd over til at holde den med begge sine, som hun lyttede. Gruen ved at vide og ikke vide blev endelig fuldt tydelig for hende. At se lige nok til at vide ens verden ville ændre sig for altid, men ikke nok til at vide om det ville være det. Frygteligt over al forstand. Umuligt at leve tiden som den løb og ikke handle på glimtene og alligevel ikke være i stand til det, hvor det var mest ønsket.

"Åh, Elisor..." Langsomt slap hun hans hånd med sine ene for at række op og blidt vende hans ansigt mod hende. Fangende hans blik fandt hun et trist lille smil frem, der intet skjulte af forståelse om hvad han havde været igennem fra hendes blik. "Du havde i det mindste vished i håbet, hvor lang tiden end trak det ud og nu er han endelig vågen igen." Hun lod fingrene stryge ham over kinden, før hun lod hånden falde tilbage ned til den anden holdende hans. "Jeg vidste nogen forudså jordskælvet, men ikke hvem. Det gav os tiden til at gøre noget selv uden vi kendte prisen. Selv om vi kendte prisen. Så tak. Du er så meget blandt heltene som vi der holdt skoven."

En sagte klukken forlod Elisor "Åh ja! Gør endelig det, det ville hun have utroligt svært ved!" Han holdt af Mystra som hun var hans egen datter, men ind i mellem havde hun også behov for at se at selv de ældste havde det sjovt ind i mellem, og at hun selv skulle huske at have det. Selv omtalte Elisor altid sin niece i ental, for nok var hun mere tydeligt splittet end mange andre elvere, men han mente at hun altid var et hele.

Uden tanke lænede han sig ind mod den ledende hånd og lod sit blik fange af de skovgrønne øjne. Hans blik var køligt af sorg, men selvom sorgen var spejlet i hendes, så lovede de forårets komme og med det begyndte sorgens is at tø fra hans blik. "Du har ret" sukker han let "Jeg er ked af at indrømme det men der var en årrække hvor jeg frygtede han vågnede efter min tid var ovre..." endnu engang mildnes han ved hendes kærtegn, han følte sig så træt, men befriet for en byrde han havde båret så længe uden at kunne dele den. Stille fandt hans hoved hvile på hendes skulder, bare for en stund der kunne ingen bebrejde.
"Jeg takker for de store ord, men seerens rolle er som alt og intet" forsøgte han sig, men hans beskedenhed virkede med blandet succes. "Tak" lød det med hans hjertes stemme. 

Det var beroligende for sjælen at lade sig synke ind i Elisors himmelblå øjne. I dem var sorgen over det nærmistede, men også troen på fremtiden født af det genkomne og opvågnede. Det havde været et godt efterår for ham på nogle måder og så var der den lille skygge af tab, som han aldrig lod sig mærke med. Bruddet sket af det genkomne eller stak det dybere end som så?
Daeralda holdt fast i hans blik og hans håb. Det var hvad de begge havde brug for at biholde i nuet. Især som han fortsatte med den hjerteskærende tilføjelse. "En tanke jeg ikke kan fortænke dig i at have.. til trods for du Så ham vågne. Desuden," Hun lod smilet glide fuldt frem endnu engang, som hun strøg en løs lok af hans hår tilbage hvor den hørte til. "Så kan du umuligt være noget sted nær enden af tiden." Slet ikke som det samlingspunkt han var for sin familie og alle andre der kom i kontakt med ham.

Smilet holdt, som han lagde hovedet til hvile på hendes skulder. Der var noget dybt intimt og på en og samme tid både passende og dybt upassende. I øjeblikket for hende kun det første. Nærheden var tiltrængt og åbenheden. "Så lidt." Hun lod blikket hvile på Hjerteegen og tankerne glide som de ville, før hun tilføjede. "Alle glemmer seernes betydning for vores folk. Det er dem vi forventer ser alt fare før det ankommer så vi kan modgå den. Det er dem vi spørge til råds før store beslutninger, selv før rådet for store beslutninger at træffe. Det er dem der altid høres og alligevel. Alligevel er de sjældent nævnt."

Hun drejede sig let, så han måtte løfte hovedet og forsøgte sig med et nyt smil der ikke helt ville. "Men hvis du har det bedre skulle vi måske fortsætte?" Hun ville helst ikke presse ham, men samtidig drev ønsket om visheden på hende.

Hendes smil smittede, såre simpelt, med et var det spejlet af Elisors egne læber. "Det er lidt sjovt, men jeg ser aldrig mig selv i de syner jeg ser. Jeg kan ikke huske at det er sket før i hvert fald" smilet var krøbet til kanten men blev der stadig. Det havde altid undret ham hvorfor han ikke så sig selv, om det var fordi at han ikke kunne, eller fordi at han inderst inde ikke ønskede at se det. Det ville være for let at se hvad skæbnen havde fundet for ham og stille sig til tåls.
"Men det glæder mig da at tænker sådan" smilet glimtede i hans øjne, hvis han ikke vidste bedre ville selveste Elverlys stemme savne ham hvis hans tid rendte ud.

I hans hoved havde elverne altid været et intimt folk, ikke på måden menneskene tænkte det, de varme kilder var et glimrende eksempel på noget forårsblomsterne ville reducere til noget seksuelt. Men at være hinanden nær når behovet var der, det var noget elverne forstod.
"Jeg er glad for at du forstår, men ja at sige man har set noget er ikke den bedste jord til at så historier i" klukkede han kort, bevares han syntes selv mere om de mere livlige historier.

Selvom Elisors ord ikke nævnte det, var taknemmeligheden tydelig i hans øjne som han rettede sig op. "Det må vi hellere, vi har trods alt møde ved midnat" lød det med et forsikrende klem, idet han kom på benene med et lille smil. Hun havde gjort mere for ham end han kunne sætte ord på, det mindste han kunne gøre var at gengælde det.

Uden at selv give mine til at slippe hendes hånd, ledte han dem af en bagvej op til skovfortet, den var ikke brugt af mange udover til nogle af de større fester, men for to der ville rejse selv var den ganske brugbar.

Daeralda så overrasket på Elisor og kunne så ikke andet end gengælde hans smil. "Så du er virkelig en betragter." Et glimt af ægte latter steg op i hendes blik, som hun fortsatte. "Af tidens løb og alle omkring dig. Jeg har bemærket dit vandrende blik..." Hvor Cornélian ikke virkede til at se en brøkdel af hvad skete omkring ham, havde hun en fornemmelse af at meget lidt undslap Elisors opmærksomhed. Ingen dårlig egenskab for en seer for meget af hvad de så, havde hun fået fortalt, skulle fortolkes. Noget bedst gjort udfra reel viden.
Latteren skjulte også hendes forståelse for hvad også lå i hans ord. At han aldrig så sig selv med sin bror igen og derved aldrig havde været sikker på den del. Han havde aldrig helt vidst mere end Alyan om hvorvidt han ville være med sin sovende igen.
"Hvordan kunne jeg tænke anderledes?" Hun ville savne ham hvis han vandrede til Avanyas Evige skove.

En af de sjældent omtalte forskelle mellem elverne fra Frosthjem og den nordlige del af skoven og deres sydboende fæller, var deres forhold til berøring. De nordlige var et langt mere privat - for elvere - folkefærd og efter århundreder gift med en af dem, havde Daeralda taget lidt af deres måde til sig. Når hun tænkte over det i det mindste. "Åh, det må da være lige omvendt. Alt efter hvilke historier du ønsker at så, det er..." Hun gav ham et lille drillende skub med skulderen, som de rejste sig.

Følelsen af hans hånd i hendes var et anker i den mørke skov mod de mørkere tanker, der endnu engang trngte sig på. En tur taget i næsten stilhed, men hvor ildfluerne gjorde deres til at give det hele et mere eventyrligt skær. I aften en velsignelse at have sværmende og noget hun efterhånden oftere og oftere fandt dem. Som sommerfuglene der erstattede dem i dagslyset.

De ankom uantastet til Skovfortet, hvor Daeralda førte dem af en af de mindre benyttede veje til Midnatssalsen. Den var i toppen af det nordligste træ, som udgjorde hjertet ad Skovfortet. En af de mindre sale og væsentlig anderledes af udtryk end de resterende. Gulvet og søjlerne der holdt kuplen oppe var af hvid marmor, mens væggene og kuplen selv var fortryllet til at gengive nattehimlen over Lindeskoven. En enkelt lysende kugle hang som månen alene i alt mørket og spredte sit bløde og kølige lys i hele salen og holdt den lysere end hvad navnet insinuerede til.
Daeralda skubbede døren til salen op og trak vejret dybt. Hun havde altid holdt af salen og klædt i sort som hun var passede hun usædvanligt godt ind i den i nat. "Næsten midnat." Hun stoppede midt i salen, vendte sig så de stod ansigt til ansigt og tog Elisors anden hånd i sin også.

Elisors bryn skød i vejret over hendes kommentar, indtil han så smilet i hendes øjne og resten af kommentaren blev delt med verden. "Haha, hvor spændende end fremtiden kan være, så holder jeg virkelig meget af også at være i nuet" klukkede han kort. Det var en lidt blandet sandhed, for jo han holdt af fremtiden, men ligeså var han øvet i at holde et vågent øje efter tegn og havde svært ved ikke at holde et vågent øje generelt.
"Sandt nok" smilede han kort, men det varmede stadig.

Som en sand skuespiller lod han sig kaste til siden som han blev ramt af hendes puf, hans ellers uundgåelige fald bremset af deres  låste hænder. "Ak og ve! Pas på eller jeg ser hvem Askfay faktisk ender sammen med!" klukkede han kort, hvor sjovt det end havde været da han var ung havde han lært bedre manere, og kunne kiggede efter sådan noget med folks accept. 
Skovfortet var som altid imponerende, og det overraskede ham at blive ført af en vej han ikke kunne huske at kende, men selv elvere endte med at blive satte i deres vaner. Midnatssalen var smuk som altid, og hvor Daeraldas sorte kjole virkede passende stod hans hvide robe som noget af en kontrast. "Næsten ja" nikkede han og lod sit blik glide ud gennem tiden.

Den smaragdgrønne farve dansede som dis gennem hans øjne som midnats timen ramte. "Frostens kærtegn møder din kind, rejsens ende findes hvor den startede, en bog lukkes for at en anden åbnes" kulden sænkede sig over salen som ordne rungede med overnaturlig klang. Frosthjem, han var sikker på at deres møde var der. "Visheden findes, i frostens arne, blandt den du elsker" Kiles maske viste sig, før den forsvandt og viste et tomt spejl. En tårer krøb ned af hans kind og frøs til is, hvis bare han kunne bringe godt nyt... Tågen lettede og hans øjne var atter hans egne.

Daeralda lo tilbage med øjnene, som Elisor fangede munterheden i hendes ord og fulgte den frem for alvoren de også kunne have haft. "Jeg fik også engang at vide at den der lever for fremtiden aldrig rigtig lever." Livet skulle opleves som det udfoldede sig, som et træ skulle opleves fra frø til falden stamme. Hver dag havde sit lys og sine skygger, men helet sås kun ved at tage begge dele med.
Så gled endnu en lille, perlende latter fra hende, som han nærmest kastede sig sidelæns ved hendes lille puf. Hans ord fik hende dog til at se overrasket på ham. "Askfay? Sværmer hun for nogen?" Efterårets Stemme havde altid virket som om hendes pligter var alt, men det kunne jo være fordi hun mest så den anden elver i Rådet eller til officielle ting. Det pirrede dog hendes nysgerrighed nok til at overveje hvad hun kunne have overset.

Der var noget passende ved at de var klædt i hver af salens to dominerende farver. Hende i den natsorte kjole og han i den marmor-hvide kåbe. Som lys og skygge, dag og nat, krone og rødder. Endnu mere passende som hun atter med sine hænder rodfæstede ham i salen og med sit tag lod ham søge frit i tidens strøm.
Som hans øjne skiftede farve og hans stemme skiftede klang, knugede kulden sammen om hendes hjerte og hendes håb. Ordene var stadig flydende. Billeder der kunne tolkes, men intet i dem tegnede på at hendes håb ville blive til glæde frem for sorg. Havde Alyan været i Frosthjem og i stand til at rejse, så havde han været her for længst eller et bud til hende havde.
Foran hende så hun en enlig tåre forlade Elisors smaragdgrønne blik og fryse til is som den løb ned af hans kind. Tøvende og halvt fascineret, slap hun hans ene hånd for at række op og fange den med en finger. Alt omkring hende var koldt som hendes hjerteslag, men den ene dråbe af vand glimtede mod hende som en kostelig juvel smeltende på hendes finger.

"Han rejste i forvejen..." Hendes stemme var tonløs, som hun atter mødte hans blik og mærkede så noget i sig bryde sammen. Håbet løb fra hende i glitrende tåre, der som hans frøs i den kolde sal. Givende efter for den vished hun havde fundet i hans ord, lænede hun sig endelig frem og skjulte ansigtet mod hans skulder. En sikker støtte i den malmstrøm der havde åbnet sig i hendes sind, nu hendes livs hidtidige klippe var styrte i grus.

Elisor lo varmt, en blanding af hendes smittede men ligeså over hvor overrasket hun virkede over detaljen med Askfay. "Jeg har ingen beviser, men det ville ligne hende! Hvor meget end hun virker til at være bundet til sin pligt, så banker hendes hjerte som andres" Han havde efterhånden kendt hende så længe, at han kunne se igennem de fleste af hendes facader. Men hun sværmede som alle andre, bare på sin helt egen måde.

Som Elisor vendte tilbage til nuet var det slående hvor koldt der var blevet i salen, han gjorde sit bedste for ikke at forstyrre Daeraldas øjeblik. Han hadede det, hadede at sorgen skulle vinde og han måtte være dens sendebud. Hvad skulle al det tomme håb til for?! Han havde følt varmen livet ved håbet, men der var intet at vise?!

Hvirvelstrømmen af frustration i hans indre baste itu som lyden af is tårene ramte gulvet. Hun havde fået sit svar, om end det ikke var det havde håbet at finde. Ligeglad med hvem end der måtte se dem omfavnede han hende. "Det gør mig ondt..." det gjorde det, men det var mere end det, det pinede ham, men mest af alt ønskede han var være der for hende. Varmen vendte stødt tilbage, som han holdt hende tæt ind til sig, uden mine til at stoppe for hun bød ham det.
"Hvis du ønsker, tager jeg gerne med til Frosthjem..." måske var det for tidligt at tilbyde, men tanken om at hun skulle være alene skar ham for meget i hjertet, der var allerede for meget ensomhed i verden. 

Daeralda glemte for en stund kulden omkring sig og lod sig fortabe i sorgens greb. Med ansigtet presset mod Elisors faste skulder lod hun tårerne løbe frit til der ikke var flere. Dybt nede havde hun vidst længe at Alyan var væk for hende, men alligevel ramte visheden hårdt og i hjertet. De havde haft nær ved et årtusinde sammen, før hun var faldet i søvn og nu var de ikke mere. Der var kun hende tilbage.

Langsomt trængte verden tilbage ind til hende. Kulden fra rummet, men mere nærværende varmen fra det bryst hun stod lænet ind mod og de arme der holdt hende. Hun var ikke helt alene, hvor meget det end havde føltes sådan for en stund. Hun var ikke alene i at have mistet eller alene i stadig at være.
Som de klarere tanker sneg sig ind med deres fornuft og løfte om liv, løftede hun ansigtet op mod Elisors, men uden at træde væk fra ham eller bryde hans hold om hende. Det varmede, skønt isen i salen var smeltet igen og luften mindre bidende.
"Tak, det ville lysne turen ikke at skulle tage den alene." Hun kæmpede for at finde et smil, men intet kom. I stedet stod hun blot for endnu et øjeblik og lod hans ro forplante sig til hende. Det ville blive en hård tur på alle andre måder end normalt. Alle minderne, alle de ubesvarede spørgsmål og alt det som aldrig mere ville være. Den blotte tanke om turen lukkede en knyttet næve om hendes hjerte og tvang hende til at kæmpe for ikke at lade flere tårer følge de første.
"Selvom jeg vidste håbet var meget lille, så..." Hun gik i stå og det bævrede let i hendes mundvige, før hun fandt stemmen til at fortsætte. "Så kunne jeg ikke lade være med at håbe."

Nok havde Elisor og Daeralda aldrig været været tætte før, men som midnatstimen havde kommet var det ændret for altid. Det ville være fjollet at sige at han forstod alle nuancerne af den sorg hun måtte føle, men ensomheden kendte han. Han vidste hvordan den gnavede før søvnen endelig kom, hvordan man begravede sig arbejde, fester, alt hvor der var andre. Værst af alt kendte han til smilet der blev delt med verden, men der kun var en facade.

Lige så fast som hans omfavnelse, så blid var hans hånd der strøg de blonde lokker. Skyggen af et smil viste sig som deres blik mødtes et øjeblik. Skiftet mellem varme og kulde havde den besynderlige effekt at det føltes som resten af verden gled bort og alt der var, blot var dem. 
Et stille nik var alt han gav som svar, han glædede sig over hun ville have ham med, hvor trist end rejsen måtte blive. Ingen skulle være alene på sådan en rejse.
"Håb er hvad gør livet det værd, hvor meget det end virker til at sårer os ind i mellem" lød det med den blideste stemme han kunne mønstre. Alt imens han trak hende ind i endnu et kram, denne gang med hans hoved hvilende på hende. Hendes bævrende stemme skar ham i hjertet, han kendte selv alt for godt hvordan det var at håbe, hvor spinkelt det end måtte have været. Hvis bare guderne havde vist sig nådige som de havde ved ham, han havde i det mindste set sin datter igen...

Som Elisor trak hende tilbage ind i sin omfavnelse, lænede Daeralda atter panden mod hans skulder. Der var noget så uendelig hjertevarmende ved at mærke hans nærvær og vide han ville blive stående sådan til hun gjorde anstrøg til at ønske noget andet. Stille lukkede hun armene om hans liv og trak vejret dybt. Det var vished hun havde fået, hvor hårdt det end var ikke længere at kunne benægte det. En vished hun havde frygtet ja, men også en hun i det stille havde forberedt sig på.
En vished hun kunne komme videre fra.
Hun kunne besøge Alyans træ og fortælle ham alt det hun fik sagt før jordskælvet ramte. Stillet ham alle de spørgsmål hun havde fået siden hun vågnede og dele de håb hun trods alt stadig havde få deres datters liv med ham.
Tage afsked til tiden sendte hende til de Evige Skove.

Som en plan langsomt tog form, faldt hendes vejrtrækning til ro og det samme gjorde hendes hjerte. Det smertede stadig hver gang en tanke nævnte hans navn og savnet fulgte, men hun kunne tænke på Alyan uden at tårerne truede med at komme. Beroliget og med de første spor af lettelse i sindet, løftede hun atter hovedet og fandt denne gang skyggen af smil frem til Elisor.
"Tak for visheden om det knuste håb. Nu kan nyt blomstre frem som det passer sig." Hun kunne stadig ikke helt mønstre glæde, men det ville komme igen.
Forsigtigt løsnede hun sit tag omkring ham, trådte baglæns fangende hans hænder i sine hvis det blev hende muligt. "Måske vi skulle gå ned herfra?" Salen var et officielt sted og et sted med mange minder, men mest af alt var det et sted hun gerne ville kunne forbinde med at det gamle og ikke kun øjeblikket her. "Vi fik aldrig smagt på den the du inviterede på tidligere og den kunne måske forjage det sidste af kulden fra før..."

En sten faldt fra Elisors hjerte som Daeraldas lydløse hulden stoppede og hun fik trukket vejret nogenlunde normalt igen. Hun ville næppe være forbi sorgen og smerten, men det værste af den lod heldigvis til at have fortaget sig. 
Skyggerne af deres smil mødtes og en vished om at det nok skulle gå kunne brede sig mellem dem. "Som det passer sig" nikkede han sin enighed. Han havde idet mindste gjort en forskel, og det måtte trods alt tælle lidt.
Glædeligt lod han sine hænder tage, en del af ham ønskede ikke at give slip, ikke endnu. "Det lyder som en god plan, der er nok nogen der ville stille underlige spørgsmål" prøvede han sig med let spøg i stemmen. "Men jo lad os det, dog kan det være at den bør varmes lidt igen" smilede han kort, kulden der havde fulgt synet var dog nyt, og noget han ikke håbede at støde på igen. 

Turen tilbage til Elisors hjem var ganske begivenhedsløs. Til hans store lettelse, Daeralde havde være gennem rigeligt allerede. Hans hjem virkede varmere nu, de sidste dampe fra teen givende varme til stuen. "Sæt dig bare, jeg er der om et øjeblik" lød som han gav hendes hånd et klem, før han måtte give slip. Med hastige skridt fandt han lys, der kunne tændes og bruges til at varme kopperne over. Før havde han siddet overfor hende hende, men rykkede i stedet til pladsen vedsiden af. "Så, nu skal teen lige varme igen" smilede han kort og gjorde mine til at tage hendes hånd igen.

En lille hul latter fulgte Elisors ord. "Der er altid nogen der stiller underlige spørgsmål." Ikke kun om hvorfor nogen var set sammen på sære tidspunkter eller alene, men også om utallige andre emner. Nogle af de spørgsmål sneg sig flygtigt forbi Daeraldas tanker og forstærkede hendes antydning af et smil til et mere sikkert et af slagsen.
Det og Elisors varme ved tanken om at the stadig var en del af deres aften, nu nat. Hun nikkede let og slap hans ene hånd, som de forlod salen. Kontakten til ham var stadig et velkomment anker og han virkede alt andet end uvillig til at opretholde den.

Der var færre ude nu end da de havde forladt Elisors hytte få timer tidligere. Elverne havde ting at stå op til og selv de unge var delvist deres ansvar så bevidst. Om ikke andet denne aften. En lettelse af fredelighed hun dårligt havde turdet håbe påog langt fra fuldt værdsatte som hendes tanker cirklede om de profetiske ord.
Inde fik hun hængt kapperne op, mens Elisor tændte lys og spredt stuens mørke. Det virkede så naturligt at dele gøremålene og hun satte pris på at have noget at gøre, før hun satte sig. Han nåede da også at få endnu et forsøgt smil med sig, som han forsvandt efter opvarmning til theen.
Kommende tilbage satte han sig ved hendes side og som med en tanker mødtes deres hænder. Det samstemte i handlingen fik endelig hendes forsøgsvise smil til at ramme hendes grønne øjne, men uden at hun ellers kommenterede på det. Hans omtale af varme trak dog noget andet tilbage til hendes opmærksomhed, som hidtil ikke havde kunne komme til. "Nu du siger varme... De andre gange jeg har oplevet dig afsøge tiden har ingen kulde rullet ind...?"

Elisor klukkede let over svaret "Altid Dae, altid" stemte han i, uden tanke om at han havde kaldte hende ved et kælenavn, det havde bare føltes naturligt i øjeblikket. 

Det var underligt hvor megen ro og varme det gav til hans hjem at have Daeralda der, normalt ville han selv have insisteret på at tage kapperne, men det havde føltes så naturligt at dele gøremålene mellem dem. Samt det var nok for det bedste at hun havde noget at give sig til, så tankerne ikke vandrede for meget. Han måtte dog sande at han nød at der var nogle andre i hjemmet, han havde vennet sig til det før, men efter hans datter havde boet der var det svært.

Det var noget af et tilfælde at de begge rakte ud efter den andens hånd, men et tilfælde han glædeligt tog imod. Samt smilet der lå i hendes øjne.
Elisor rynkede brynene "Nej, det er første gang det er sket. Jeg troede først at kulden var noget jeg følte i synet, men det var her..." forklarede han med tænksom mine. "I det mindste havde jeg ret med en frosen tårer" klukkede han så, kulden måtte han vende med Cornélian senere. Han bror havde en tendens til at have styr på de magiske ting der foregik.

Daeralda drejede sig let, så hun bedre kunne se Elisor, men uden at lægge mere afstand imellem dem. Hans alvor over hendes spørgsmål fortalte at hende fornemmelse havde været rigtig. Noget anderledes var bestemt sket. Stille gav hun hans hånd et opfordrende klem. "Det var den. Meget tydelig og virkelig." Kulden havde ramt hende så meget som hans ord og dens understregning af det sagte gav det hele en anden dybde.

En halv latter slap fra hende ved hans næste ord. "Og på en anden måde en troet muligt. Jeg tænkte aldrig lige det skulle være den bogstavelige del." Så faldt hendes tanker tilbage i det triste spor. Ikke et sted hun ønskede at have dem, men det trak hende ind så snart det fik muligheden. der var så mange uafklarede spørgsmål og så få svar at finde. Værst af alt spørgsmålet om hvorvidt Alyan havde givet op eller var dræbt. Et der kun ville blive besvaret, når Vala kom gennem arkivet eller de nåede Frosthjem og den viden gemt der.

Hendes blik faldt til koppen foran hende og den stigende damp, der dannede svagt synlige mønstre i luften over den.

Et stille smil prydede Elisors læber over det forsikrende klem, hvor mystisk end kulden havde været så var han ikke alene om det. En tanke der varmede mere end selv den bedste te.

"Nej det overraskede også mig" Smilede han, men hendes smil blegnede hastigt. Da blev det hans tur til at give hendes hånd et klem, nok var der meget at miste, men mindre at vinde ved at dvæle ved fortiden. Ikke at han kunne sætte sig i hendes sted præcist, men at fortabe sig kendte han alt for godt, desværre...

Blidt skubbede han den dampende kop hen mod hende, hun fortjente mere end nogen noget at styrke sig på. Teen duftede lovende af varme, mynte og urter, det var hans egens yndlings blanding. Elisor sukkede kort som han samlede modet til signe næste ord "Hvis det er er Dae, så kan du overnatte her? Jeg har et gæsteværelse og jeg ville være ked af hvis du skulle være alene i nat..." hans ord var varme som teens damp, men en del af ham ville heller ikke have at han gik, for hans egen skyld som hendes.

Tankerne snoede sig sammen i et spil mellem det der var og det der ikke længere var, det der ikke længere kunne blive. En strøm af minder blandet med visheder og uvisheder, men mest af alt savn. For Daeralda var det overvældende. Hun havde ikke troet det ville ramme så altoverskyggende efter at hun havde udskudt visheden de mange måner, men det havde det. Værst var næsten at hun ikke kunne finde en vej til at bryde tankerne og få dem i andre retninger end deres vedvarende spind.

Foran hende flyttede koppen sig. Dampen fra den ændrede øjeblikket sin stigning og sit mønster, som duften fra den også fuldt ramte hende. Frisk, rensende og lettende. Langsomt løftede hun koppen til læberne og lod smagen trække hende helt tilbage til nuet og til Elisor.
Med et trist smil forsøgende at samle sig på hendes læber hævede hun blikket tilbage til hans og stoppede så op i det uventede i hans ord. Atter tøvede hun, men som stilheden opstod gjorde trækket ned det også og hun trak vejret dybt ind. "Tak, Elisor. Jeg tror du endnu engang har ret. Det vil ikke være en god nat for mig at være alene i." Hun gav hans hånd et lille klem

Hans selskab ville gøre forskellen på mange måder denne nat. Bare visheden om at han ville være i nærheden og hun ikke var alene. En vished der havde vaklet hos hende siden hun vågnede og kun få af dem hun hidtil havde kendt og været nær stadig var i blandt dem.
Så var nattethe en god stille husker på at hun ikke var alene.