Valtor var ganske overrasket over, at Laurenne ikke lod til at tage det videre tungt, at de var blevet opdaget. Det var tydeligvis ikke første gang, hun var blevet taget i denne slags. En tanke, der kun gav ham et smil på læben. Selv var han heller ikke videre påvirket af situationen, men det var også almindelig kendt, at han ikke ligefrem var nogen helgen på det område. I de her lag havde snakken det med at løbe, men han tog sig som sådan ikke videre af det. For hans skyld kunne de tale om ham, til de faldt døde om, han havde ikke tænkt sig at ændre sin livsstil. Når man levede evigt, ville det være dumt at gøre det kedeligt, i al fald efter hans mening.

Valtor fulgte uden tøven efter Laurenne, og selvom hendes kommentar til tjenestepigen fik hans smil til at vokse, afholdt han sig dog fra at grine. Det var så tydeligt en magtdemonstration, men han så det sjove i, at det stakkels pigebarn ville kunne blive straffet ved sådan en påstand. For ham var det hele nærmest en leg lige nu, og han var ærligt spændt på Laurennes reaktion ved Greven. Hun ville garanteret blive så sur, at det ville begynde at ryge ud ad hendes ører, men selv hun måtte vel have en mistanke om, hvorfor han var blevet tilkaldt. Nu handlede det så om at spille rollen, så han ikke fik skubbet hende komplet fra sig allerede på det her tidspunkt.

Med lange og vrede skridt marcherede Laurenne gennem borgen. Hun gjorde sig ikke den ulejlighed at sikre sig, at Valtor fulgte efter, det var ikke hendes problem, hvis han ikke kunne følge med og endte med at fare vild på borgen, for hende havde han udtjent sit formål. Greven havde trods alt bedt om at se dem begge, og siden Valtor jo egentlig var grevens gæst, ville han vel næppe ignorere en direkte ordre. Det kunne dog være meget sjovt, hvis nogle andre end hende faktisk ville turde at pisse hendes far af.

Med en hård bevægelse, så døren smækkede op i væggen, åbnede hun døren til den store stue og trådte ind. I en stor lænestol, som dominerede rummet, sad hendes far.
"Du sendte bud efter os?" Med en tvær mine lænede hun sig op ad væggen og lagde armene over kors. Hun opførte sig på ingen måde, som en ung adelskvinde ellers burde, og hun gjorde det udelukkende fordi, at hun vidste, hvor meget det irriterede hendes far. At der var en gæst, som kunne være vidne til hendes trods og "manglende" opdragelse, gjorde kun det hele meget bedre. Heldigvis behøvede hun da ikke prøve at være charmerende overfor Valtor, de havde jo allerede været rigeligt uanstændige sammen.

Valtor havde ingen problemer med at følge med Laurenne. Selvom hun havde fart på, gik han roligt et stykke bag hende med armene på ryggen og et afslappet ansigtsudtryk. Det var ikke ligefrem uvant for ham, at folk havde travlt, og han havde blot lært at tilpasse sin gang efter hvem end, der førte an. Han kunne godt se det sjove i at fare vild og komme for sent, men han havde på samme tid heller ikke ligefrem lyst til at tage chancen og vække Grevens vrede. Der var ingen grund til at friste skæbnen mere end højst nødvendigt.

Valtor kvalte et grin over Laurennes entre, og han stod blot et øjeblik og betragtede hende, inden han selv trådte ind i rummet med et let buk. "Greve Sinnett" hilste han kort.

Grevens ansigt lyste op i et smil, der ikke helt nåede øjnene, da døren blev smækket op. "Laurenne. Charmerende som altid" hilste han med en let kølig stemme, der vidnede om, at han alligevel ikke var helt tilfreds med sin datters entre. Han drejede herefter hovedet mod Valtor og gav et kort nik som hilsen, inden han lavede en gestus mod to mindre stole ikke så langt fra ham. Han ventede dog ikke på, at nogle af dem skulle sætte sig, inden han lagde ud: "Ja, jeg har sendt bud efter jer" startede han og drejede nu hovedet mod Valtor igen. "Som De ved, hr. Heina, har jeg i et stykke tid ledt efter en passende mand at afsætte min kære Laurenne til." Det var generelt ingen hemmelighed, at Greven ønskede at gifte hende bort, så Valtor nikkede bekræftende til denne information. "Jeg har nu været igennem ikke så få bejlere, og der er hidtil ikke nogen, der har vist den store interesse, hvorfor jeg har sendt bud efter Dem. Ville De være interesseret?" spurgte Greven så og kastede et blik tilbage på sin datter, der talte sit tydelige sprog om, at hun aldeles ikke havde noget at skulle have sagt i denne situation.

Det var nu, Valtor satte sig ned med et imponerende overbevisende overrasket ansigtsudtryk. Han kiggede først en gang på Laurenne og derefter tilbage på Greven. Selvom han godt kendte til formålet med sit besøg, følte han stadig, at det var bedre, hvis han virkede overrasket over nyheden. Ellers ville det ikke se særlig pænt ud, det de lige havde foretaget sig. Så sendte han Greven et smil. "Det ville være mig en ære" svarede han så. Det var tydeligt, at Valtor var klar over, at han ikke havde særlig meget magt, og at et ægteskab som dette bestemt ville tillade ham at stige i graderne, også selvom Greven egentlig bare ville af med sin datter.

Smilet som ikke helt nåede øjnene kom ikke det mindste bag på hende, de havde aldrig haft noget varmt forhold, og det var kun blevet langt værre på det sidste. Egentlig burde hun vel ikke være så meget imod ægteskab, for det ville få hende væk, men ingen mand skulle bestemme over hende. Det inklusiv hendes far.
"Far, upåklagelig planlægning, som sædvanlig" Hun sendte et sigende blik mod Valtor, forhåbentlig ville eet irritere greven, hvis han regnede ud, hvad hans "kære" datter netop havde lavet med deres gæst.

Overraskelsen og chokket stod malet i hendes ansigt. Om han.. om Valtor var interesseret? I ægteskab! Det var alligevel groft nok! Han kunne da ikke bare sådan lægge forslaget på bordet ud af det blå! Tidligere var de første snakke foregået bag hendes ryg, og så var planerne blevet fremlagt for hende, så hun kunne gøre et godt førstehåndsindtryk. Det gav hende lidt større chance for at ødelægge aftalen.
"Det kan du da ikke bare!" Hun gik et par skridt mod greven, men stoppede så op. Hun havde lyst til at gribe fat i ham, slå ud efter ham, bare et eller andet! Men hvad ville det overhovedet gøre? Absolut ingenting.

Der måtte være en eller anden måde hvorpå det her kunne ødelægges, en eller anden måde at skræmme Valtor væk. Hun havde jo gjort det før! Nægtet at tage mænd med i seng eller åbenlyst lagt an på andre lige foran kommende ægtemænd.. Men Valtor havde allerede set, hvor villig hun kunne være, og det havde tydeligvis ikke skræmt ham. Hun måtte finde på noget andet.

Da det første chok havde lagt sig, var hendes umiddelbare reaktion at vende sig mod Valtor. Hun rystede nærmest af vrede, og selvom hun bar en hel del mindre end ham, kunne det nærmest ligne, at hun var klar til at springe på ham.
"Vidste du noget om det her!" Det virkede bare en anelse for påfaldende, at han var hoppet i seng med hende ganske kort tid efter, de havde mødt hinanden, og nu skulle de pludselig giftes! Det var virkelig noget af et tilfælde, hvis han intet havde kendt til aftalen på forhånd.

Greven nikkede blot til Laurenne som svar på hendes kommentar. Han var efterhånden vant til sin datters kommentare, og det var efterhånden begyndt at prelle af på ham. Det hjalp dog også, at det så ud til, han havde fået hende afsat nu. Han havde dog en formodning om, hvad de havde lavet, inden han havde hidkaldt dem, men det var bevidst, han havde givet dem lidt tid sammen først.

Ved Laurennes udbrud, så Greven blot på hende med et dovent blik, som om han havde hørt det en million gange før. Hvilket også var tæt på tilfældet. "Og havde du tænkt dig at stoppe mig?" spurgte han med en isnende kold stemme, der var et tydeligt tegn på, at han ikke ville tolerere, hans datter sagde ham imod på dette punkt.

Valtor hævede det ene bryn ved Laurennes spørgsmål. "Nej, jeg..." begyndte han, men han blev afbrudt af Greven: "Valtor fik besked i det brev, jeg sendte ham" sagde han med et fast blik på den blege elver. Det var tydeligt, han ikke havde i sinde at lade Valtor slippe afsted med en løgn.

Selvfølgelig havde hun tænkt sig at stoppe ham! Og det vidste han sikkert også godt. Hun nåede da også at åbne munden for at svare ham igen, før hun lukkede den igen, nu var ikke det rette tidspunkt til at diskutere med ham, det ville kun gøre, at det endte grimt. Man kunne da håbe på, at det ville skræmme Valtor væk, men det var ikke balladen værd. Så hellere vente og så hovere, når hun faktisk formåede at standse ægteskabet, for hun skulle nok formå at standse det. Uanset hvad det så måtte koste.

Igen åbnede munden sig, men denne gang i chok. Han havde vidst det hele tiden! Hurtigt tog vreden over for chokket. Hvor vovede han! Lige fra han avr ankommet, havde han kendt til grunden for besøget, og alligevel havde han gjort hende selskab i sengen. Havde han da slet ikke nogen ære i livet!
"Hvor vover du! Du løj overfor mig, og havde gerne fortsat løgnen! Jeg ved ikke, hvad du tror om mig, men jeg er ikke en, som man bare holder for nar!" Det var en kamp for hende at bevare bare en smule værdighed og ikke bare begynde at råbe af ham.

Blikket gled mellem greven og Valtor, hun vidste næsten ikke, hvem hun var mest gal på. De havde begge to gået bagom ryggen på hende, holdt hende for nar. Til sidst endte hun med at krydse den korte afstand mellem hende selv og Valtor.
"Min far kan måske love mig væk, men jeg vil aldrig give mig til dig" og med de ord lod hun en flad hånd falde mod hans kind med så meget kraft, som hun turde ligge bag det. Hun havde ingen intentioner om at sige mere til nogen af dem, så uden at værdige nogen af dem flere blikke forsvandt hun ud af lokalet.

Valtor kiggede først målløst på Greven. Han havde ikke forventet, at han sådan ville afsløre ham med det samme. Et dybt suk forlod hans læber, da Laurenne begyndte at skræppe. Det var jo netop derfor, han havde drejet uden om sandheden; han vidste præcis, hvordan det kunne fremstå. Han sendte dog kvinden et undskyldende smil. "I det mindste havde jeg allerede besluttet mig, inden jeg mødte op" svarede han med en imponerende kølighed, der stod i stærk kontrast til Laurennes vrede.

Valtor havde egentlig set lussingen komme, så det var ikke den store overraskelse, da han mærkede hånden ramme kinden. Han var dog tydeligt upåvirket af den, og han sendte hende et smil i stedet. "Men... det har du allerede gjort" svarede han igen, og han kunne på ingen måde skjule morskaben i sin stemme. Hendes trodsighed skulle der arbejdes med, men det var ikke noget, han ikke havde prøvet før. Som hun stormede ud, vendte han sig mod Greven og bukkede let. "Jeg går ud fra, De sender bud efter mig omkring detaljer ved brylluppet?" spurgte han, og Greven nikkede blot bekræftende, inden han hævede sit glas med vin til hilsen. Valtor nikkede, inden han vendte rundt og gik ud ad døren. Han satsede ikke på at møde Laurenne på vej ud af slottet.