Kunne man ikke blive begejstret over de små ting, så var der vist ikke meget at leve for, for hvor ofte lykkes det med de store visioner? Orcus havde blot haft for øje, at han skulle nå frem til stedet, inden at mørket ville falde på og det var lykkes. Men det kunne ikke være lykkes uden kvindens hjælp også selvom han havde en underlig følelse omkring hendes personlighed. Det var svært at sætte en finger på, men han havde ikke oplevet noget lignende, foruden når han selv var en smule distræt. Han troede dog ikke rigtig på hendes ord, om at det ikke var noget problem for han havde næppe været nem at guide rundt, når han blev distraheret af andet. Særligt når han var påvirket på denne måde. Men han ønskede ikke at modsige hende, som han blot nikkede til hendes ord.

Orcus kiggede en sidste gang på hende, sendte hende et smil og gik så ind ad døren. Butikken var fyldt op, det var svært ikke at gå ind i ting, men han formåede at finde vej frem til disken, hvor han lagde læderposen, som han havde haft i den modsatte lomme af metalstøvet og det sammenkrøllede kort. En mand bagved disken så en smule forvirret på ham. "Lilje" var det eneste ord, der kom over Orcus læber, som manden nikkede, bukkede sig ned og hev en mindre kasse frem fra under disken. Den blev skubbet hen til Orcus, som læderposen forsvandt. De delte ikke flere ord, som han samlede kassen op og vendte rundt blot for at få øje på kvinden fra tidligere. Han så en smule forvirret ud, men smilte dog til hende, som han bare måtte spille med. "Mangler du noget?" spurgte han en smule interesseret og skubbede kassen under sin arm.

Xilla går ind i butikken, hun ser lidt omkring, men bliver alligevel tæt på døren som der er fyldt helt op inde i butikken. Hun lukker deres samtale ude, da hendes ulv begynder at ville diskutere med hende igen. Hun ser mod et ur, imens hun prøver være opmærksom på de to mænd. Imens Xillas ulv bliver ved med at fortælle alt hvad hun laver lige nu er en dårlig ide, den står helt pustet op, hårene er rejst på den, vingerne er helt spredt ud imens den prøver virkelig virke som om alt er en dårlig ide lige nu. Xilla himler med øjnene, da hun svagt kan se i uret den lyseblå farve fra ulvens øjne mikser med hendes egen. Hun skubber hårdt til ulven, som får den til at vende ryggen til hende får at gå tilbage i sit eget hjørne, som den nu har valgt at opgive hende helt. 

Xilla vender rundt på hælene, som manden snakker til hende. "Nej, jeg kiggede bare," svare Xilla med et skævt smil. Ikke så meget andet hun kunne sige, hun valgte også kun at gå herind, fordi folk har det med at kigge mærkeligt hvis man bare står og læner sig op ad en tilfældig mur når man venter på noget. Nok har Xilla det fint med opmærksomhed, men uønskede opmærksomhed er ikke lige hendes kop te, hvilket det ville have været udenfor. Hun ser over på Orcusellus, der ser ud til at have fået det han faktisk kom efter, hvilket jo kun er absolut positivt.

Egentlig havde Orcus ikke forhindret hende i at følge efter, men han var alligevel en smule overrasket over at hun stod inde i butikken. Mon hun havde overhørt deres mindre samtale og fået færten af, hvad der foregik? Han rynkede en smule på næsen, som han var lidt nervøs for om hun ville stille spørgsmålstegn ved det hele. Hun lod dog ikke til at være interesseret, som hun sagtens kunne have været mere optaget af de mange ure i butikken. Orcus kiggede sig kort over skulderen, manden var forsvundet igen, som han vendte blikket retur til Xilla. "Jamen, skal vi så ikke bare komme afsted?" spurgte han med et høfligt smil på læben. Han gjorde en gestus imod døren, så de begge kunne komme udenfor igen. At bruge sine portaler inde i butikken var en dum ide, da andre sagtens kunne få øje på ham og hans magi. Det var ikke alle der brød sig om magi og slet ikke at han havde mulighed for at trænge ind i fremmede hjem ved hjælp af sine nøgler. 

Orcus begyndte at gå imod døren, som han åbnede den for hende og lod hende passere før at han selv fulgte trop. Der var noget mystisk over kvinden, men det lod ikke som om, at hun ville være interesseret i at dele det med ham, så han undlod at spørge også selvom spørgsmålet ofte fandt vej til hans tunge. Han måtte bide tænderne sammen for ikke at ytre det. I stedet vidste han hende ned af en mindre sidegade igen, som de stoppede op foran en tilfældig dør, hvorfra han kiggede sig til begge sider, før at han stak en rusten metal nøgle i døren og drejede den rundt, først den ene vej, så den anden vej. Han gik frem for at åbne døren. Den knirkede en smule, men gik nemt op. Man ville måske have forventet et mindre rum, som tilhørte den bygning døren normalt ledte ind til. Men i stedet kunne man fornemme en lang og bred gang med store vinduespartier og ganske svag lys, der strålede ind af vinduerne. "Du må gerne gå først, så jeg kan få lukket døren efter os" det var ikke tvang, men han ville helst sikre sig, at portalen blev lukket helt, så andre ikke kunne følge efter dem.

Hun kunne godt fornemme det var lidt af en overraskelse at hun var gået med ind, i andre tilfælde var hun nok også blevet ude, men når du står og diskutere med dig selv, så det ikke smart at være nem at se. Butikken havde givet hende muligheden for at være fraværende, uden nogle ville begynde at stille en masse spørgsmål, eller tro der faktisk var noget galt med hende, selvom der nok inderst inde er et eller andet galt når hun kan blive ved at diskutere med hendes ulv.

 "Jep, lad os komme afsted," siger hun med et smil, som hun vælger at følge med. "Tak," siger hun da han lader hende gå ud ad døren først. Xilla kunne godt fornemme der nok lagde et spørgsmål tæt på, men han var tydeligvis ikke en der havde det med bare at spørge. Hun vidste godt hun havde haft sine øjeblikke, nogle øjeblikke der ikke skulle være sket pga hendes ulv. Xilla ved når de først begynder at diskutere, eller hun kommer til at fokusere på den som den hopper omkring for at sige noget, så mister hun fokus. Nogle gange længe, andre gange knap så længe. Men nu har ulven alligevel valgt bare at opgive hende, så Xilla fik nu lov til at passe sig selv hvilket passede hende meget fint.

Xilla vipper hovedet på skrå som døren åbner, en lang og bred gang er foran hende, med nogle store vinduespartier, med noget ganske svagt lys som kommer ind ad dem. Hun var alligevel ret nysgerrig, for det lignede ikke ligefrem det som ville være bagved den dør. Hun vælger at gå ind, imens hun med rolige skridt går længere igennem. Hun ser lige rundt, trods det svage lys kan hun fornemme lidt men ikke meget. Selvom Xillas ulv ikke vil blande sig, så er hun yderst opmærksom på hvad der sker, klar til at komme til undsætning hvis det blev nødvendig. Den stolede ikke på Orcus, ulven vidste godt det ikke var et menneske, hun var ikke klar over hvad han var, men ulven var absolut ikke glad, men den kunne heller ikke blande sig særlig meget.

Der var ingen grund til at trække det hele i langdrag. Orcus kunne have valgt at dække hendes ansigt til, så hun ikke vidste hvordan han åbnede disse portaler, men han tænkte sjældent så langt, derfor lod han hende også bare kigge på. Det var alligevel kun ham, som kunne aktivere portalerne med nøglerne. Uden ham havde de ingen værdi, så egentlig burde det ikke bekymre ham synderlig meget. Han valgte også roligt at følge efter hende ind ad døren, som han lukkede den forsvarligt bag sig. Hvis man åbnede den hvide dør igen, så ville den blot lede ind til et værelse på det store palæ. 

Han vendte sig rundt imod kvinden, som han sendte hende et smil og gik op ved siden af hende. Han kom lige pludselig i tanke om noget. "Øhm, hvilke tjenester beskæftiger du dig egentlig med?" spurgte han en smule flov, da han ikke var sikker på, at han kunne skaffe hende arbejde lige præcis indenfor hendes felt. Lavede hun mad, gjorde rent eller hvad fik hun tiden til at gå med i sit tjenererhverv. Han skulle jo helst finde noget der passede til hende, så hun ikke ville ende med at kede sig og bede om at komme hjem. Orcus ventede roligt på hendes svar, som han ledte hende langs med gangen. Ud af de store vinduer kunne man fornemme en øde by, der var omringet af klippevægge. Der var ingen himmel at se, som de befandt sig under jorden ved dødens kløft. Men man kunne ane en smule lys trænge ned i den store sprække. Lyset blev spredt af krystaller, ellers ville der altid være mørkt dernede. Gangen blev dog også oplyst af fakler, så man ikke faldt over noget i det svage lys.

Xilla ser over på ham med et smil, inden hun igen ser sig omkring for at få alle indtryk omkring det sted hun er. Hun kører sin hånd igennem hendes kulsorte hår, inden hun ser over på Orcus igen. "Lidt af det hele, men primært servering, har dog også lavet mad engang imellem. Andre gange laver jeg ikke andet end at finde drikkevare til andre, hvor nogle ender med at blive så fulde at jeg ender med at have vin eller noget udover mig fordi de ikke kan styre det," svare hun roligt. Hun hadede virkelig når det skete, og det skete virkelig alt for ofte hun mødte nogle som blev meget klodsede, derved at hun pludselig havde den ene eller anden form for alkohol randende ned af sig. Det var aldrig en fed fornemmelse, når tøjet sad klistret ind til ens krop, imens du stadig havde flere timer at gøre godt med.

Hendes blik falder ude på den øde by, som var omgivet af klippevægge. Hvilket gjorde det ikke ligefrem var meget lys der kunne komme ned, men alligevel kunne der komme lidt ned igennem sprækken deroppe. Hun kunne se krystaller som var det der fordelte lyset der kom oppefra bedre, imens fakler var det som bedre lyste det op herinde i gangen. Xilla kunne godt fornemme det havde sin helt egen charme, på trods af det lagde under jorden. Hun fulgte roligt med ham, som de gik vedsiden af hinanden, imens hun skiftede lidt mellem at se over på ham, derefter ud af vinduerne noget tid, for rigtig at kunne tage ind hvor hun helt præcis var henne.

Det kunne godt være, at Orcus skulle have spurgt hende, før at han havde taget hende med hjem. Men det var bare typisk ham ikke at tænke det helt til ende. Men som han lyttede til hendes forklaring, begyndte han at tænke helt vildt for at finde en måde hvorpå han kunne passe hende ind i deres hverdag. I hvert fald for en stund, før at hun gerne ville videre. "Hvis du kunne lave mad og servere det, så er jeg sikker på at Philotanus også vil tage godt imod dig" svarede han med et større smil på læben, som det aldrig var en dårlig ide, at være på hans brors gode side og mad fungerede næsten altid, særligt når Philotanus var sur over et eller andet, som han havde gjort. Måske de faktisk skulle lave mad sammen før at Philotanus opdagede dem eller undrede sig over at der blev snakket så meget i den lange gang. De kunne også være heldig at han faktisk sov.. 

"Er du frisk på at vi laver noget mad?" spurgte han forsigtigt, da han ikke følte, at han kunne tvinge hende til noget lige nu. Det var jo ikke sikkert, at hun havde lyst til at arbejde allerede, men hellere ville se stedet an. Måske hun også ville vide hvor hun skulle overnatte, for Orcus kunne umuligt sende hende hjem og hente hende hver dag. Han havde også andet at se til, blandt andet indholdet i den kasse, som han stadig bar rundt på.

Hun kommer med et svagt grin, da han nævner hans bror nok ville tage godt imod hende hvis hun lavede mad og serverede det. Oftest blev mange glad når de fik noget mad, det var en hurtig og god måde at gøre andre glad på. "Det kan jeg sagtens," svare hun med et smil. Xilla kunne allerede huske nogle af de mange ting hun har haft lært, hun havde været med til at lave mad i næsten hver by hun havde været i. Da hun næsten altid oplevede der altid mindst en dag var kun en kok inde, så det hele blev ekstrem stramt hvis en tjener ikke hjalp. Hun havde altid glædeligt sagt ja til at gøre det, bare for at prøve noget nyt.

Det var et forsigtigt spørgsmål han kom med, men hun skulle ikke tænke så meget over det. "Jeg er frisk, men du skal nok lige finde et sted til kassen først, det nok ikke det bedste sted at have den med i køkkenet," siger hun, da hun så boksen igen han havde med. Xillas ulv var nysgerrig, men det var hun ikke selv. Det kom absolut ikke hende ved, hvad end der var i den kasse, så var det hans, noget han havde brug for. Hun bliver ved med at holde øje hvor de går hen, mest af alt også fordi hun vil gerne kunne finde bare lidt rundt uden problemer. Ville ikke være så smart hun hele tiden havde brug for hjælp til at finde rundt, så var det absolut bedre hun hurtigt selv ville kunne finde rundt.

Xilla sætter det lange hår op i en hestehale, for det skal på ingen måde hænge løst hvis hun skal igang med at lave mad. Ingen har lyst til hår i maden, hvilket hendes hår nok ville komme hvis det hængte løst. Hendes ulv ser irriteret på hende, men viser ikke hvor utilfreds hun faktisk er. Xilla stopper sig selv fra at rulle hendes øjne af ulven, inden hun lukker billedet ude af ulven igen. Det ikke så tit hun gider at gøre det, men hun har hendes øjeblikke hvor det er det bedste for dem begge to, og i dette tilfælde er det absolut det bedste de kunne gøre.

Vejen til en mands hjerte, skulle eftersigne være igennem hans mave, men Orcus var ikke sikker på at det ordsprog gjaldt for alle mænd. Nogle var bare en smule mere magtliderlige end andre, så de ville næppe lade sig overtale med et måltid. Det var dog ganske sjældent for både Philotanus og Orcus at få sig et ordentligt måltid, så hvis hun kunne trylle i et køkken, så kunne Philotanus umuligt blive sur over at han havde taget hende med dertil. ”Så er det, hvad vi gør” lød det en smule begejstret fra ham, som han straks viste vejen til køkkenet, så de kunne starte før at Philotanus kom hjem og så hende. Hvis han sov, så ville duften måske ende med at vække ham, men det ville nu ikke være et problem for ham. Så længe hans bror fik nok søvn, så var der en sandsynlighed for at han også ville være i godt humør.

Det var en smule svært for Orcus at skjule sin begejstring, som han faktisk greb ud efter hendes arm for at hive hende imod køkkenet. De skulle nødigt spilde dyrebare minutter på at snakke midt i gangen. Han stoppede dog op, da hun kommenterede kassen under hans arm. Den havde han fuldkommen glemt! ”Det har du ret i, jeg smider den af inde i stuen, så kan vi gå ind i køkkenet sammen” forklarede han med et nik imod den store åbning, som ledte ind til stuen. Han sendte hende et smil, som de kom igennem åbningen, hvor han også valgte at slippe hendes arm for at gå hen med kassen, som han placerede på et bord foran den store sofa. Den var stor nok til rigtige mange, men blev lige nu kun brugt af to og måske mest Philotanus, fordi Orcus ikke kunne sidde stille så lang tid ad gangen.

Orcus vendte rundt på hælene, som han gik tilbage til hende, hvor han bemærkede at hun havde sat sit hår op. ”Det er pænt” kommenterede han med et roligt smil på læben, som han ikke rigtig forstod, hvorfor hun lige pludselig havde ændret sin frisure, måske fordi han aldrig selv tænkte over, at der hurtigt kunne komme hår i maden, særligt når hendes var så langt, sammenlignet med hans, som egentlig også havde en vis længde. ”Jeg viser vejen” lød det opmuntrende, som han straks begyndte at gå længere ind i stuen. Han så sig over skulderen et par gange for at sikre sig at hun fulgte med, før at han fortsatte igennem en ny åbning ind til det store køkken. Køkkenet var beregnet til at bespise 100 væsner, men nu hvor der kun levede 2, måske 3 i palæet, så var der store dele af køkkenet, som ikke længere blev brugt. Der var frisk grønt i et hjørne, ved at stort vindue, da det var køligst der og så gik maden ikke så hurtig i forrådnelse. ”Hvor starter vi?” spurgte han, fordi han tænkte hun måtte have styr på det.

Xilla begynder at grine, da han pludselig hiver fat i hendes arm, nok fordi han er meget begejstret. Hun syntes nu alligevel det var meget positivt som han kunne blive begejstret så nemt, aldrig han hun oplevet det før, andet end hende selv nogle gange. Hun kunne nogle gange blive begejstret over små ting, især hvis hun var i rigtig godt humør. Som han gav slip på hendes arm, begyndte hun at kigge rundt i stuen, som må betyde det er hvor de er kommet ind. Det var en stor stue, men på samme tid kunne hun også godt fornemme, det var ikke en stue som blev brugt af særlig meget. Men hun var jo heller ikke helt sikker på, om det bare var de to brødre her, eller om der var andre, eller om det overhovedet ofte faktisk havde nogle gæster.

"Tak," siger hun med et smil, som han kommentere på hendes hår. Absolut ikke fordi det behøvede at være kønt, bare det var sat op som hun vidste der skulle passes på med hår i maden. Hun tænkte i hvert fald ikke brødrene ville være begejstret for det, men det var ikke noget hun overhovedet vidste noget om. Hun valgte at gå med ham, som de forsatte videre ind til køkkenet. Det var jo et kæmpe køkken, aldrig havde hun set et køkken som var så stort. Xilla stod et øjeblik og beundrede køkkenet et øjeblik, inden hun begyndte at se rundt på hvad der lige var. "Hvad har i at gøre godt med?" Spørger hun roligt, inden hun går hen til det store vindue hvor hun kan se der er noget grønt. 

Hun begynder at se hvilket grønt der lige er, så hun kan få lidt af en ide om hvad hun kan gøre, også noget som Orcus faktisk ville kunne hjælpe lidt med, det var altid hyggeligt med lidt selskab som der blev lavet mad. Nogle gange nej, hvis det var et størremåltid der skulle laves, så var det bedre bare at køre på uden at snakke med nogle. Men det her var mere hyggeligt, ikke et kæmpe måltid, så det skulle være lidt hyggeligt bare at lave mad lige nu.

Der var faktisk langt imellem stuen og køkkenet, mest fordi det tidligere var beregnet til tjenestefolk og ikke beregnet til at beboerne faktisk skulle lave mad. Men sådan var det blevet, da deres klan havde valgt at forlade byen, så snart at dæmonerens by atter åbnede sig for offentligheden. Orcus og Philotanus havde blot stablet en forretning på benene, som de ikke rigtig følte, at de kunne flytte til den store by, for så ville de være nemmere at få øje på, hvilket bestemt ikke var godt for en forretning, som deres.. Men der var plads nok i køkkenet, så de behøvede heller ikke at gå oveni hinanden, når først de skulle lave mad.

Orcus gik en smule rundt i køkkenet, som han forsøgte at samle nogle råvarer sammen, som de kunne lave mad med. Han vendte blikket imod hende, da hun spurgte, hvad de havde af varer. Han kiggede sig omkring, som han begyndte at remse op. "Gulerødder, porrer, æbler, kartofler.." lød det roligt, som han udpegede de forskellige frugter og grøntsager foran ham. Han kiggede sig omkring, som han bevægede sig hen til en dør tæt ved hende. Han åbnede den forsigtigt, som han stak hovedet ind. "Vi har hjort, fisk og kanin som kød" forklarede han, som rummet var afkølet af jord omkring og faktisk stak ind i klippevæggen bagved palæet. Det var det eneste sted, der gav mening at opbevare kød, så det ikke blev rådent med det samme.

Stille lukkede han døren, som han ikke ville lade den stå åben for længe, for så ville kødet bare blive dårligt. Så måtte de vende tilbage til rummet, når de havde besluttet sig for, hvad de skulle bruge til aftenens måltid. "Du sætter mig bare igen" sagde han smilende, som han godt kunne hjælpe til, nu hvor der ikke var andet, han absolut skulle give sig til.

Hun ser på ham, som han begynder at bevæge sig rundt, også mere så hun selv kan have en ide over hvor tingene er. Det tager ikke så lang tid for Xilla, med at tænke over hvad hun vil bruge. "Gulerødder, porrer og kartofler. Også tænker jeg noget hjort, så der også er lidt kød." Siger hun, efter den korte overvejelse hvad hun helt præcis ville gøre.

"Men jeg tænker, vi gøre gulerødder, porrer og kartofler klar først," siger hun med et stort smil, glad for have nogle med til at hjælpe lidt. Kødet plejer aldrig tage længst tid, der er mere de andre ting som tager tid. Herefter begynder Xilla at lede rundt i skabene, se om hun overhovedet kan finde et stedet hvor der er knive og andre ting de skal bruge lige nu. Hun begynder egentlig lidt at få en ide om hvor tingene er henne, men lige nu er hun mere lidt at finde ud af alting, selvom hun bare kunne spørge Orcus, men Xilla har bare nogle gange det fint med selv at finde rundt i tingende.

Hun får fundet en gryde, to knive og to skærebræt, bare så de ikke ødelægger overfladen på bordet. Ingen grund til at ødelægge noget, hvis de faktisk kan undgå det. Hun har sine øjeblikke hvor hun ville være ligeglad, men det er bare ikke i dag. "Jeg tror, jeg har formået at finde alt vi skal bruge lige nu," Siger hun, som hun ser lidt foran sig på bordet, de få ting hun lige nu har fundet frem. Så må hun enten selv igen lede videre til når der skal bruges mere, eller også kunne hun altid spørge ham om han ville finde det.

Der hvilede et konstant smil på hans læber, måske fordi han var begejstret for endelig at kunne få noget ordenligt mad og ikke bare det sædvanlige de klaskede sammen i køkkenet, når ingen af dem rigtig havde evner indenfor madkunst. Derfor var han også klar på at lære af hende, hvis hun altså ville lade ham følge med i det. Han nikkede til hendes valg af grøntsager og kød, som han kiggede sig en smule omkring og gik hen for at udvælge de rette gulerødder, kartofler og porre. Måske hun egentlig havde mere forstand på det, men nu var han jo tættest på, så kunne han ligeså godt tage det med. Hvis der ikke var nok, så måtte han jo hente mere. Lige nu havde han dog favnen fuld af de 3 ingredienser.

"Håber jeg tog nok med, men nu er det jo kun mad til 3" lo han lettere henkastet, som han vendte retur til hendes side og lagde grøntsagerne på det nærmeste bord, så han ikke var tvunget til at bære dem hele tiden. Han lod hende rode rundt, som han nu heller ikke var helt sikker på, hvor alle tingene kunne være. De brugte sjældent så mange forskellige ting, men han vidste da godt hvor de kunne finde en gryde, hvis hun manglede en.

Måske hun i virkeligheden havde mere styr på et køkken end han nogensinde ville få, som hun nemt og uden de store udfordringer fandt frem til en masse ting, som de ikke selv havde brugt særlig ofte. Han gik hen ved siden af hende, som han hvilede hænderne på bordet og vendte blikket imod hende. "Hvad vil du gerne have mig til at gå igang med?" spurgte han forsigtigt, som han først kiggede på grøntsagerne og så de redskaber hun havde fundet frem.

En latter kommer fra hende, da han i hvert fald kommer med nok til 3, men det også altid godt i tilfælde det mere sultne end hun lige regner med. Hun skubber et skærebræt og en kniv hen til ham, inden hun puffer til ham med hendes hofte, ikke nok til at rykke meget på ham, også mere bare lidt drillende. Hele hendes attitude er lettere drillende i et øjeblik, lidt sjov kan man vel også have selvom man skal lave lidt mad. "Du kan skære kartoflerne, så vil jeg begynde på porrerne," siger hun. 

Hun vender sig et øjeblik rundt, da hun kommer i tanke om hun skal bruge en skål til porrerne, da de ikke skal med kartoflerne eller gulerødderne. Hun kunne heldigvis huske hvor hun så skålene, så hun finder en skål på ingen tid. Hun stiller den på bordet, inden hun vist er ved at være klar. Hun tjekker bordet, bare for at være sikker på hvad end hun skulle bruge lidt nu, at det var der.

"Fortæl lidt om dig selv," Siger Xilla roligt, som hun tager nogle porrer hen til sig. Hun havde snakket lidt om sig selv, det kan hun huske, hun var bare blevet lidt mere nysgerrig på ham, især nu han virkede til at være helt tilstede. Men så igen, hun vidste det måske var en sats at spørge, ikke alle havde vel lyst til at pladre ud om deres liv. Hun gjorde det, fordi hun havde det fint med at gøre det. Hun skærer i en porre, hvor hun sørger for at det hele har næsten den samme størrelse, imens hun stadig er helt opmærksom på Orcus, som hun engang imellem kigger over på ham med et smil.

Blikket faldt hurtigt ned på skærebrættet og kniven ovenpå, han løftede roligt hånden imod bordet, som han lod fingrene løb hen over bordpladen. Han bed sig let i underlæben, før at han løftede hånden imod kniven. Normalt ville han bruge sin evne, men han havde lidt på fornemmelsen af, at det måske ville være en smule mere sikkert, hvis han ikke gjorde. Så kunne det også være, at han ikke ville risikere at svine lige så meget. Han greb ud efter en kartoffel, som han placerede den på skærebrættet og lagde kniven over. Han skubbede kniven imod den, som den i selv samme sekund sprang hen af bordet. Han lo lettere forlegen, som han hoppede ind over bordet og greb den, før den sprang ned af modsatte side. "Jeg kan godt" mumlede han både til sig selv og hende, så hun ikke ville sætte ham igang med andet. Næste forsøg.

Det var rart at Xilla allerede følte sig hjemme i køkkenet og måske havde mere styr på skabene end han selv havde. Han sendte derfor et smil til hende, da hun hurtigt fandt en skål frem. Så vendte han blikket imod kartoflerne igen og valgte at holde fat i den med den ene hånd og bruge den anden til at skubbe kniven igennem den. Det lykkes, som han lagde stykkerne på den flade side og derved nemmere kunne skære den i mindre stykker, der ville være mere mundrette i forhold til at spise dem senere. Så skulle han bare videre til næste kartoffel, hvor han brugte samme taktik.

Orcus så en smule overrasket på hende, da hun gerne ville vide mere om ham. Det var lidt som om, at han havde brug for at tænke sig om, for at vide, hvad han egentlig turde at fortælle hende. "Jo, jeg bor sammen med Philotanus hernede" startede han ud, som det jo ikke var en farlig information at give videre til hende. Han sendte hende et smil og lo let, da endnu en kartoffel smuttede ud af hånden på ham, fordi han var lidt for fokuseret på at snakke med hende. "Vi arbejder faktisk sammen" fortsatte han, som han lod blikket dale ned på kartoflen og overvejede, hvordan han skulle gribe den an.

En latter kommer fra hende, som han umiddelbart ikke helt har styr på den skide kartoffel, i hvert fald lige den første han har fat i. Hun ser over på ham engang imellem, imens hun lytter til hvad han siger. Det går ret stærkt med at ordne porrerne, så der går ikke så lang tid, inden hun har fyldt sin skål med de porrer de skal bruge til maden. Hun kunne hurtig fornemme, der gik rimelig længe fra hun spurgte til der faktisk kom et svar, så der var en chance for han tænkte sig om. Hvorfor ved hun ikke, det virker heller ikke til det er noget hun vil finde ud af foreløbig, for han virker meget påpasselig med hvad han siger lige i dette øjeblik. Måske hun tager fejl, men bare den tanke for hendes ulv til at komme med en mærkelig lyd. Tydelig hun går med hvad hun først tænkte, men hun har også været skeptisk overfor ham siden de mødte ham, hvilket hun stadig ikke ved hvorfor, hun håber heller aldrig hun finder ud af hvorfor den reagere sådan.

"Det må også være en god ting, at arbejde sammen," siger hun med et smil. Hun har i hvert fald haft det sjovt, de gange hun har arbejdet i marken ved sit gamle hjem med hendes brødre. Men så igen, det arbejde ude hele tiden, under den åbne himmel med markerne det meste af tiden. Men så igen, hun aner ikke hvad deres arbejde er, men siden det ikke noget der lige lyder til at falde ham ind at sige hvad arbejdet er, så kommer det nok heller ikke hende ved. Nok er hun nysgerrig, men hun kender absolut også til at folk har deres grænser. "Jeg syntes de kartofler prøver stikke lidt af fra dig," siger hun drillende, som den anden kartoffel også smutter ud af hånden på ham. Hun kan ikke lade vær med at smile, som han kigger på kartoflen som om han ikke helt aner hvordan han skal gribe det an.

Hvis han blev spurgt, så ville Orcus nok ikke have særlig meget imod at indrømme, at det at lave mad ikke ligefrem var ham. Men han syntes også at det ville være en smule unfair at overlade arbejdet helt til hende. Selv hvis han betalte hende for det, så kunne han vel ikke bare gå fra hende og lade hende om at finde alt det hun skulle bruge? Orcus vidste godt, at de ikke var blevet enige om, hvad hun skulle have for sin tid, men mon ikke det ville komme på tale senere, når først maden var sat over? De skulle jo nødigt ende ud i en akavet stemning ved at der ville blive helt stille. Alligevel koncentrerede han sig virkelig meget om at håndtere kartoflerne, så de ikke alle ville stikke af fra ham. Der hvilede et konstant smil på de smalle, let sprækkede læber, som han bed sig let i underlæben, imens at han pressede kniven ned igennem kartofler, så den blev halveret.

Det var bare generelt nemmere at forklare Xilla, at ham og Philotanus arbejdede sammen, men ikke hvad de tilbragte deres tid med. De var lidt som brødre faktisk, men langt fra af samme familie. Philotanus havde blot ’lånt’ hans brors krop.. Måske det i virkeligheden ville blive en al for mærkelig forklaring for englen, så det var bedst at udelade det. Han vendte dog blikket imod hende, som han fumlede lidt med en kartoffel, der ikke helt ville smides op i skålen. Den ramte kanten og trillede hen over bordet imod hende. Orcus sendte hende et skævt smil, som han lagde kniven fra sig og gik hen for at samle den op. Han sukkede en smule opgivende, som han fik samlet den op lige ved siden af hende. ”Kartoflerne har aldrig været min ven” lo han med et let skuldertræk, som han forsøgte at virke sur på kartoflen. Han rystede let på hovedet, som han gik tilbage til sin arbejdsstation og lagde kartoflen ned i skålen. Det var måske en dum ide at kaste med maden, når de skulle spise det.

En latter kommer igen fra hende, som kartoflen kommer mod hende, da den tydeligvis ikke havde helt samme plan som han havde haft med den. "Det kan man da sige, eller måske vil de bare ikke spises," siger hun, inden hun bider sig i underlæben et øjeblik, som hun koncentrere sig om at få skåret det sidste hun har foran sig. Det hele går hurtig for hende, hun har prøvet det så mange gange før det sidder lige til højre benet for hende. Hun smider det sidste ned i skålen foran hende, så hun er blevet færdig med porrerne. 

"Hvor længe har du så boet her?" Spørger hun med et smil, uden hun er helt sikker på om han faktisk er lidt omkring, eller om han oftest er her. Hun vidste godt det ikke var alle som var lige så eventyrlysten som hende selv, hun var måske maksimalt en måned af gangen det samme sted. Hendes ulv var også oftest utålmodig, den følte aldrig for bare at være et enkelt sted. Hun havde endnu ikke mødt eller kendt nogle så længe, hun fik følelsen af der ville hun bare blive i længere tid. Men hun kunne godt fornemme på det lidt hun vidste, så var det her han boede fast med hans bror. Så hun tænkte nok ikke, at de ligefrem ofte brugte meget tid eller var i længere perioder andre steder, men man kunne vel aldrig vide. Hun var nysgerrig på andre, dette væsen, hvad end han nu var, var en som tænkte sig om inden der blev svaret på nogle ting. Mere nysgerrig gjorde det hende, men hun valgte ikke at gøre alt for meget ved det, andet end måske langsomt se om hun kunne finde ud om ham. Hun kunne godt li at lære andre at kende, hun elskede andres selskab, havde hun nu altid gjort. Dog havde hun jo sine øjeblikke, men det skete på andre tidspunkter ikke som sådan en dag som i dag.

Der var vist en årsag til at Orcus sjældent kastede sig ud i det helt store retter, netop fordi det var umuligt for ham at arbejde med grønsager og den slags. Han mumlede også en smule surt til sig selv, da han hentede den undsluppen kartoffel ved siden af hende. Orcus kunne ikke andet end at smile lettere opgivende til hende, som han gik tilbage på sin plads igen. Hendes ord fik ham til at stoppe op, som han skævede ned til kartoflen og mumlede for sig selv igen. ”De har intet valg idag” lo han lettere henkastet, som han da bestemt ikke ville opgive, nu hvor de var gået i gang. Han kunne godt fornemme på Xilla, at hun allerede var færdig med sit arbejde og at hun måske bare ventede på ham lige nu. Derfor forsøgte han også at sætte tempoet op, men han måtte hurtigt konkludere, at det var en dårlig ide, som han slet ikke kom videre. Måske han bare skulle overlade det til hende og så nøjes med at holde hende ved selskab?

Spørgsmålet var som sendt fra himlen næsten, da Orcus kunne tillade sig at holde en pause, så han kunne overveje sit svar til lige netop det spørgsmål. Englen var sikkert ikke i stand til at forstå svaret, fordi det var yderst sjældent at nogen overhovedet ønskede at leve under jorden så længe. Lige med undtagelse af ørkenelverne, men de var også nogle mærkelige væsner.. Slaver for det meste. Han rystede svagt på hovedet for ikke at blive fanget i sit eget tankemylder. Derfor rettede han også blikket imod hende, som han smilte stille og roligt. ”Jeg har faktisk boet her, hele mit liv..” svarede han lettere sammenbidt. Hun kunne ikke vide hvor gammel han var eller at byen faktisk havde været fyldt med hans familie og klan, men at de havde forladt grotten for at liv i dæmonernes by.. ”Så jeg er vist lidt en modsætning til dig” indrømmede han med en lystig latter, som hun jo havde givet udtryk for at hun gerne ville rejse rundt over det hele og sjældent blev det samme sted, særlig længe ad gangen.

Det var sjældent hun havde oplevet at komme med en latter så meget, imens hendes ulv var irriteret på hende. Men den havde allerede lagt sig til at surmule bagerst i hendes hoved, ville ikke blande sig indtil videre, så den valgte at sove, da ingen farer viste sig indtil videre, selvom den stadig var lidt on the edge med at være her. Hun går igang med gulerødder som hun hører hvad han siger, imens hun engang imellem ser over på ham, for tydeligt at vise hun stadig følger med i hvad han siger, trods hun laver en masse ting. Det var en ting hun var rigtig god til, at være opmærksom på alt omkring hende trods hun lavede noget helt modsat på samme tid. 

Hun kommer med en latter, den lød altid meget melodisk selv for hendes egne øre. "Du ikke den første til at sige det, men har man et sted man kan li at være, så er det forståeligt man bliver der," siger hun med et smil. Hun havde mødt mange modsætninger, selv hendes egen familie var modsætninger til hende. Men hun kunne ikke blive med sin familie, hun var alt for urolig, endnu ikke mødt en som kunne holde hende frivilligt på det samme sted i længere tid. Ikke engang hendes familie kunne få hende til at blive det samme sted, men på samme tid, de fleste i den by troede jo hun var død, for det var sådan de sidst så hende. Men hun havde formået at bevise de fleste, at hun ikke var den de troede. Hun hadede at lyve for dem hun havde kendt i flere år, men hun havde ikke nået valg, hun nægtede at blive jagtet væk af de beboer. Men heldigvis boede hendes familie længst væk fra landsbyen, så der var ikke særlig mange problemer for hende når hun først var på besøg.