Havde William spurgte hende, om han var frembrusende, så havde hun nok ikke tøvet med at give ham ret. For ja, han var lidt over det hele efterhånden og hun følte ikke rigtig at der var hverken plads til hende eller hans følgesvend. Hun kunne heller ikke lade vær med at rynke let på brynene, som han virkede en smule malplaceret i det lille vandhul. Med den hale, var han nok van til at have meget mere van. Men Rosalyn havde nu aldrig været ved havet, fordi hendes mor forbød det, så vandhullet var nok det tætteste hun nogensinde ville komme på det. Eller sumpen var, men det var nu heller ikke er rart sted at opholde sig al for lang tid ad gangen.

Det gav et mindre sæt i hende, da hun kunne mærke på vandet, at han kom tættere på, fordi vandet slog imod hendes knæ og længere op. Mudderet var også begyndt at rende ned af hendes ben, som hun ikke længere var afskærmet eller dækket til. Det fik hende helt automatisk til at placere en hånd foran sit underliv og en arm over sit bryst. Nok var hun ung, men kroppen havde taget et stort skridt, efter ældningeliksiren, så hun så ældre ud. Men opførsel var stadig tilbageholdende og barnlig, når hun fik plads til det. Hun fik en sådan lyst til at forvandle sig, som hun kiggede sig over skulderen for at se ham være bare lidt tættere på hende. ”Jeg er 1/3 ulv” forklarede hun mere uddybende, hvis han skulle være interesseret i det overhovedet. Hun vendte dog blikket og kroppen imod ham, som han gav udtryk for aldrig at have set nogen med hale før udover hans folk. ”Min mor og søster har også en hale, som min næsten” forklarede hun med uddybende, som et stille smil vandrede over hendes læber.

”Øjeblik” lød det så, som hun skævede imod bredden og valgte at forvandle sig midt ude i vandet. Den sædvanlige ulveskikkelse dukkede op foran ham, som hun rystede let på hovedet og slog vandet omkring sin pels, så mudderet forsvandt. Det føltes en smule tungt at være dækket af mudder, men nu var hendes pels også blevet våd, så det var lidt det samme. ”Jeg har det bedre sådan her” indrømmede hun med en lille pige stemme, som hun skævede op på ham, da hun nu var blevet mindre. Men hun var stadig stor af en ulv.

Den unge prins havde ikke forstand på noget som helst af det der rørte sig på landjorden. Han vidste ikke længere hvad der var godt at gøre eller hvad der var skidt. Det var det samme med at Max havde sagt han skulle have tøj på når han var her oppe. For ingen ville kunne klare at se en nøgen mand komme gående. Han forstod det ikke selv, men det var nok noget af det han aldrig ville komme til at forstå. For ham var det meget normalt at være nøgen. Det var jo ikke fordi man bar tøj nede i Aquarin, og han havde det jo aldrig koldt. Så det med tøj forstod han ikke helt hvad skulle gøre godt for.

Som han kom tættere på hende lagde han dog mærke til at hun fik et andet ansigts udtryk og nærmest prøvede at gemme sig med sine hænder, så han vendte om for at holde afstand til hende. Han ville jo ikke være til besvær, eller få hende til at føle sig malplaceret bare fordi han var lidt nysgerrig. Der kunne selvfølgelig være lidt underligt sådan at være sammen med en prins, men hvis man ikke forstod hvad han var prins for så var det vel også helt lige meget. Ingen kendte længere til Aquarin, ikke hvad han vidste af. Det var et glemt folk, også selvom de rent faktisk havde meget om ørerne til tider. Men det var som om at alt ting handlede om folket på landjorden og ikke dem der faktisk levede under vandet. Han vendte sig om som hun snakkede og han lænede sig lidt tilbage i vandet så hans hale dukkede helt op til vandoverfladen. Det var alt for småt dette her, han var van til det der var langt større, et sted han kunne bevæge sig som han ville. "Åh" kom det dog fra ham og ville langt hellere nærstudere hendes hale frem for noget andet. Han var ikke sikker på hvad der skulle ske lige nu, så han kiggede lidt på Max for at se hvad han lavede. Men det var det samme som før. Han sad på hug og vaskede tøjet i vandhullet.

Som hun forvandlede sig til en ulv blev han endnu mere fascineret af det hele og han rettede sig helt op for at kigge på hende. Det var lidt vildt. Sådan bare at kunne forvandle sig til en ulv når man gad, der var ikke engang nogen magisk halskæde i hvert fald ikke hvad han lige havde lagt mærke til. Så han bed sig lidt i læben og kløede sig på øret. "Det er lidt sejt" kom det endelig fra ham og stirrede på det fire benede væsen der var foran ham. Tanken om at han ville blive spist nu rørte sig da lidt i ham. Tanken om at hun måske var farlig nu kom da også lidt bag på ham. Han blev måske en smule bange i forhold til hvad han normalt ville have gjort, men han vidste jo ikke bedre.

Måske Rosalyn ikke helt havde opfanget, at han faktisk var en prins eller også så betød det bare ikke særlig meget i hendes bog. Hun havde aldrig mødt nogen adelig, så hun vidste faktisk ikke, at hun nok burde opføre sig anderledes i deres selskab. Desuden så lod de til at have en forholdsvis almindelig samtale, så hvordan skulle hun nogensinde kunne tænke i andre baner? Alligevel ville hun gerne værne om sit privatliv, så hun var glad for at han trak sig en smule og lod hende få noget albuerum. Der var i forvejen ikke meget plads i vandhullet, som hun helst ikke ville føle sig overbegloet. Det var der sgu andre drenge der gjorde, når hun ikke lige havde tænkt over, at få tøj med på sine ture.. Det gøs hende let ned ad ryggen, som hun bed sig i underlæben og i stedet forsøgte at kigge andre steder hende. Til sidst tog hun en drastisk beslutning om at forvandle sig, da hun følte sig langt mere fri til at gøre, hvad der passede hende, når kroppen var dækket af pels og ikke helt så sårbar, som hun følte at hendes menneskekrop hurtigt kunne blive.

Rosalyn landede med alle poter i vandhullet, som hun forsøgte at ryste pelsen godt og grundig, så hun ikke lige pludselig ville blive for kold og dermed syg. Hun havde dog ikke tænkt over, at det hurtigt kunne resultere i, at han ville blive sprøjtet til med vand. Derfor skævede hun noget så forsigtigt i hans retning. "Undskyld" mumlede hun stille, som havde hun glemt, hans forkærlighed for vand og måske ikke mente, at han kunne være tilfreds med at blive sprøjtet til med vand fra hendes pels. Så bevægede hun sig dog tættere på for at inspicere hans hale en smule. Hun bukkede hovedet ned for at lugte lidt til den. "Det ligner lidt noget fra en fisk?" hun lød ikke sikker i sin sag, som hun også valgte at rette hovedet imod ham og flytte snuden lidt frem og tilbage, som hun lige skulle have lugten væk fra næsen.

Egentlig burde de vel finde en vej ud af denne her sump og ud til havet, eller i hvert fald lidt tættere på noget der kunne ligne et større vand end dette her. Men det var jo ikke fordi at denne her pige kendte vejen ud, det havde hun selv givet udtryk for. Så hvad skulle han ellers gøre. Max havde vildledt dem og det kunne vidst godt tage noget tid før de fandt ud her fra, specielt hvis han skulle falde i de mudderhuller hele tiden. Til gengæld ville det være knap så smart hvis han mistede sin halskæde når han havde den på. Det ville bare resultere i at han ville synke længere ned i mudderhullerne, hvi der overhovedet ville være plads til ham med sin hale. Det ville sikkert være smertefuldt, og han ville virkelig ikke tage chancen om at opleve det. Så måske det var meget godt at han blev her i vandhullet lidt endnu. Godt nok skulle han have vådt tøj på igen, men det var vel til at overleve. For der kunne vel ikke laves bål dette sted. Der var vådt over alt hvor man gik.

Han var måske en anelse bekymret for pigen der stod foran ham. Hun virkede ikke særlig gammel, og han ville bestemt ikke prøve på at flirte med hende. Hun var for ung, og det ville bare være endnu mere mærkeligt. Nej han måtte hellere holde sig i skindet for hendes skyld. Desuden virkede hun ikke ret glad for at han kom for tæt på. Han ville jo hellere ikke bryde noget der på sigt kunne blive en hjælpende hånd. For hun var da ikke adelig, for så ville hun ikke have været dækket af mudder, for hvilken adelig ville gøre det? Men så igen han kendte jo ikke lige frem til skikkene så meget her oppe. Der var så meget han ikke vidste, og så meget han ikke kunne sætte ord på. Lige så vel som at folket på landjorden sikkert ikke kendte til Aquarin. Hen registrede ikke hendes undskyld da han var et stykke fra hende, men han nød ikke lige frem de mudderpletter der ramte ham i ansigtet da hun rystede sig. Dog sagde han intet. Der var ingen grund til at skælde hende ud, for hvorfor skulle han blive sur over noget som egentlig vel ikke var hendes skyld? Han fjernede dog mudderpletterne i ansigtet og dem der havde ramt ham på brystet. Han dykkede lidt ned i vandet så det kun var hans ansigt der var oppe over vandoverfladen. Dog blev han overrrasket over hende ord. En fisk... Det havde han aldrig hørt før. Han kiggede ned på sin hale og så op på hende for at kigge på hende igen. "En fisk...." han overvejede det lidt. Lugtede han så også som en fisk?! Det håbede han virkelig ikke. "Ja... Ja det gør jeg måske" Dog grinte han lidt efter. Det var første gang han havde hørt at det lignede noget fra en fisk, og det var virkelig overraskende og sjovt at blive sammenlignet med en fisk.

På et tidspunkt ville de være nød til at gå i hver deres retning, eftersom at Rosalyn skulle tilbage til skoven og de tydeligvis var nød til at finde havet. Så kunne man bare håbe at de ikke ville ende de forkerte steder, som Rosalyn faktisk lidt havde mistet sin stedsans midt i samtalen. Hun var ikke længere sikker på, hvad vej hun skulle gå for at komme hjem, hvilket så ud til at bekymre hende en del, som hun endte med at lade tungen hænge ud af munden og slå den let imod sine tænder. Det lød som små kliklyde, men det var hvad hun ofte gjorde, når hun skulle tænke sig om. Hun skævede til ham, som hun rystede på hele kroppen og forsøgte at gemme bekymringerne til senere.

Rosalyn var lidt i tvivl om, hvor man kunne bo henne med en sådan hale, for han lod til at være virkelig afhængig af vandet, så han måtte da bo i nærheden af vand, ikke? Hun løftede snuden ganske let, som forsøgte hun at rynke på næsen, men det var en svær bevægelse, når man var ulv, så hun endte faktisk med at blotte de spidse tænder i stedet. Men hun havde ikke haft planer om at skræmme ham yderligere, så hun tænkte faktisk ikke over det. Men snuden gled hurtigt tilbage igen, som hun måske bare skulle spørge ham? Men i stedet for at spørge ham, rettede hun fokus imod den mægtige hale. Der måtte være noget kraft i den, hun kunne ikke selv gøre meget med sin hale. Eller jo hun kunne jage den, men det gjorde han næppe med sin hale. Langsomt lagde hun hovedet på skrå, som hun overvejede muligheder for brugen af hans hale. Hun havde godt set ham forsøge at svømme med den, men den virkede også tung? Det forvirrede hende en smule. ”Ja, som dem min søster fanger til maden..” mumlede hun fortsat, som han ikke lod til at forstå. Hun kunne jo ikke vide, at han faktisk boede i havet og muligvis var omgivet af fisk til tider. ”Er det forkert?” spurgte hun lettere nervøs, da manden ikke lod til at være helt enig med hende. Mon hun ikke skulle sammenligne ham med andre end sig selv?

For at være helt ærlig ville han langt væk fra denne sump de var i, og selvom han var i et mindre vandhul ville han faktisk også ud af det. Der var ikke plads til ham, og det irriterede ham rigtig meget. Han ville så gerne væk og ud imod havet, for han skulle jo også hjem på et eller andet tidspunkt. Alligevel var det ikke sådan det var lige nu. Han måtte leve med at være i et mindre vandhul, og han måtte leve med at der måske var lidt langt til havet. Men mest af alt irriterede det ham at Max havde fået dem her hen uden så meget som at vide vejen ud. Det var det mest irriterende Max nogen sinde havde gjort, og alligevel fandt han Max som en klog mand der vidste hvad han lavede. Han var ikke længere i tvivl om at Max gjorde alt for at beskytte ham, men nogen gange havde Max bare ikke hjernen det rigtige sted, og han anede ikke hovfor han ikke havde det. Men før eller senere skulle han nok finde ud af det.

Som hun blottede sine tænder gjorde han store øjne og bakkede væk fra hende. Ville hun spise ham nu? Han var for ung til at dø, og han havde lyst til at skrige op og bede om hjælp. Men han var fastlåst og han ville ikke kunne komme nogle steder med den mægtige hale han havde. For slet ikke at nævne at Max var et stykke væk fra ham, så han ville ikke engang kunne få halskæden på hurtigt. "Sp.. Spis mig ikke, jeg giver dig alt hvad jeg har.. Bare lad mig være..." kom det fra ham med hak i stemmen. Han ville ikke dø nu, og nu virkede hun ikke lige frem venlig mere. Hun havde blottet tænder af ham som et eller andet vildt dyr der ville have et bytte. Han begyndte at ryste en smule på hænderne. Han ville ikke dø nu, han havde jo ikke engang fundet en mage endnu! "Hjælp HJÆÆLP! Jeg bliver spist om lidt. MAAAAX!!!" kom det fra ham og bakkede lidt længere væk fra hende. Han var bekymret for sit liv og Max nærmest smed tøjet i vandhullet og kom hen imod dem for at ligge armene over kors. "Hvad sker der?" kom det fra ham og kiggede på dem begge to. William ville ikke engang svare hende som hun spurgte om noget. Han var alt for bekymret for sit eget liv. Hun havde jo været klar til at spise ham! Det var det eneste hans hjerne kørte på efter at hun havde blottet sine tænder.

Det var en fejl fra hendes side af, at hun blottede de spidse tænder, men hun havde været dybt fokuseret på at rynke på snuden, men kunne hurtigt konkludere at det måske var for problematisk. Så måtte hun i stedet give udtryk for sin forvirring frem for at vise det med ansigtet. Der havde mennesker en fordel, for de kunne lave alle mulige ansigter af folk, så langt var Rosalyn endnu ikke kommet med hendes ulveskikkelse. Det gik op for hende, at hun havde gjort noget forkert, da hun så ham bakke en smule tilbage i vandhullet. Hvad mon han havde gang i, ville han ikke bare falde op på  jorden igen? Hun forsøgte at nærme sig ham for at se om han havde opdaget noget, hun havde misset. Rosalyn åbnede munden for at stille ham et spørgsmål, da han lige pludselig at anklage hende for at ville spise ham. "Hvad?" spurgte hun lettere forvirret, som hun lagde hovedet en smule på skrå, tydeligvis uforstående for hans pludselige frygt for at hun ville spise ham. Munden var lukket, så hun opdagede ikke sin fejl.

Det gav et sæt i hende, da han endte med at råbe op. Hun skyndte sig at kigge over skulderen for at kigge på Max. Ville han forsøge at angribe hende nu? "Jeg har ikke lyst til at spise dig.. det vil jeg ikke engang kunne" mumlede hun lettere forvirret. Så løftede hun hovedet for at vende blikket imod Max, som hun forsøgte at ryste på hovedet og ligne en, der slet ikke vidste hvad der foregik. Hvad mon han havde reageret på? Hun kunne ikke rigtig komme i tanke om det.

Hele hans hjerne kørte på at han ville blive spist lige om lidt. Ingen ville kunne rede ham fra den skæbne. Jo Max ville kunne gøre noget, men han var langt fra sikker på at dette her var det rigtige valg at gøre. Han bakkede længere tilbage i vandhullet og mærkede hvordan bredden ramte ham i ryggen. Han var fanget, han kunne ikke komme længere væk fra hende. Nej det var for galt, han kunne ikke engang få sin halskæde på og løbe væk. Det ville tage for lang tid at få den på for at løbe. Han ville nå at kunne blive spist op til flere gange! Nej der måtte være en anden løsning på hele dette her.

Max stod og kiggede på dem begge to og et suk kom fra ham. "Hold op William. Hun kan ikke spise dig, det er hun ikke engang stor nok til. Hør hende lige, hun er forvirret over hvad du lige har sagt. Kom så her hen og sig undskyld..." han lagde armene over kors og kiggede på William. Hvor imod William var helt skrækslagen over det der var sket. Dog lyttede han til Max og kom tættere på. "Det er da heller ikke nemt noget af dette her!" mumlede han for sig selv, og var måske en anelse flov over at han havde anklaget hende for at ville spise ham. Men hvad skulle han tro, det var jo ikke fordi at han havde haft nogen former for indsigt i hvad der kunne spise ham. Han kiggede ned i vandet som han kom tættere og tættere på. Hans hånd kørte lidt i cirkler i overfladen som han nu var tæt på hende. "William..." kom det fra Max og William kiggede op fra vandet. "Ja, ja, ja.. Undskyld" kom det fra ham og kiggede ned i vandet igen. Han var så flov, men hvad skulle han have gjort?!

Mandens reaktion kom fuldkommen bag på hende, som hun slet ikke havde set det komme. Han forsøgte endnu at flygte fra hende, som hun egentlig havde følt, at hun havde afværget hans frygt ved at behandle ham forsigtigt. William var tydeligvis ikke van til at være i nærheden af ulve, for havde hun haft planer om at spise ham, så havde hun nok gjort det for længst i stedet for at snakke med ham. Rosalyn så dog til, som han ramte bredden, men konkluderede også hurtigt, at hun heller måtte blive stående hvor hun var, så han ikke fik en fornemmelse af, at hun endnu forsøgte at angribe ham eller lagde op til at spise ham. Bare tanken fik hende til at ryste kraftigt på hovedet. Han så slet ikke ud til at ville smage godt, sådan som han sprællede løs lige nu.

Rosalyn vendte hovedet imod Max, som han forsøgte at forklare situationen overfor William, hun nikkede ihærdigt til hans ord, som det bestemt ville være svært for hende at spise ham. Hun ville slet ikke have styrken til at overmande ham, heller ikke når han først var fanget på land. Hvordan skulle hun nogensinde få en luns kød af hans krop. Hun vendte blikket imod William, som kom lidt tættere på hende. Helt automatisk bukkede hun hovedet ganske let, så han ikke skulle tro, at hun var ude på noget igen. Hendes vejrtrækning var en smule voldsom, da hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv. Han havde virkelig chokeret hende denne gang. ”Du drager hurtigt konklusioner ud fra ingenting?” spurgte hun tydeligvis stadig bare en smule forvirret over udviklingen i deres samtale. Men så valgte hun også at springe op på bredden for at ryste pelsen fri for vand. Det mudder der endnu lå på hendes ryg, måtte vente til hun kom hjem og kunne få ro til at vaske sig. Så vendte hun blikket imod ham, bukkede hovedet ned til ham og slikkede ham på kinden. ”Det går nok” lo hun stille, som hun trak hovedet til sig og lagde ørerne en smule tilbage.

Han var måske lidt hurtig, men hvad skulle han ellers gøre?! Han vidste ikke noget om noget på landjorden. Ikke af de ting der kunne spise ham i hvert fald. Han vidste så meget andet, men aldrig noget om de væsner der kunne gøre ham ondt. Så at hun havde blottet tænder for ham gjorde ham jo bare bekymret. Men alligevel kunne hun vel ikke gøre for at hun havde gjort det? Hun stod jo som ulv, og alligevel kunne hun ikke styre sine tænder, det var vel bare det samme som at han ikke kunne styre sin vandmagi til tider? Det var vel ikke så meget anderledes i sidste ende. Han vidste det ikke men han var en anelse flov over det der var sket. Måske han skulle gøre noget andet end bare at sige undskyld. Men han vidste ikke hvad det skulle være.

Han kiggede flovt på hende i et kort øjeblik, for derefter at lade blikket gå over på Max. Hans blik vandrede ned til vandet og han lod hånden køre i otte taller i vandets overflade. "Jeg kan ikke gøre for det. Jeg ved ikke bedre om andre væsner og dyr..." kom det fra ham og bed sig lidt i læben. Han vidste ikke mere end det Max gik og fortalte ham. Han vidste ikke hvad han overhovedet skulle gøre for at vende situationen til noget bedre. Han var så flov at han dårligt nok kunne kigge på hende, hun havde været så sød, og alligevel havde han fornærmet hende på en måde han slet ikke havde tænkt over. Han vidste ikke hvordan han skulle gøre situationen bedre. Dog slikkede hun ham på kinden og han smilte en smule. "Du må meget undskylde, virkelig... Det var ikke min mening..." mumlede han mest for sig selv men højt nok til at hun kunne høre det. Han var bare så uvidende på nogle punkter. Det var godt han havde Max til at lære ham om de ting han ikke kunne få fortalt i Aquarin.

Der var en underlig stemning imellem dem, som Rosalyn ikke rigtig vidste, hvordan hun skulle forholde sig til hans opførsel. Egentlig følte hun lidt, at det var bedst at træde tilbage og lade ham reagere, så han atter ville kunne slappe af igen. Helt automatisk havde hun rettet blikket imod jorden, som hun var en smule forlegen over udviklingen. Hun havde faktisk troet, at de havde styr på det hele og bare havde en almindelig samtale kørende, men der var tydeligvis intet almindeligt ved den mand. Særligt ikke hans mægtige hale, der sikkert kunne føre ham vidt og bredt i det store hav. Men her i vandhullet gav halen ham ikke ligefrem en fordel.

Lyden af vand, der bevægede sig fik hende til at kigge fra Max og tilbage imod William, som hun så hans bevægelser med hånden. Var han mon i færd med at udøve magi? Rosalyn virkede noget så nysgerrig omkring håndens bevægelser, som hun ikke med det samme reagerede på hans ord. Kort efter løftede hun hovedet igen, som hun lagde det let på skrå og sendte ham et forsigtigt smil. Hun gjorde alt for ikke at blotte sine tænder lige nu. Selv når hun talte faktisk. "Er landet fremmed for dig?" spurgte hun undrende, som hun måske forventede at én af hans status var blevet lært af nogen, der kendte landet. Men mon han havde lyttet? 
Det var en særlig gestus at slikke William på kinden, selvom hun bagefter kom i tanke om, at det muligvis kunne være en dum ting at gøre, så lod han ikke til at reagere voldsomt på hendes pludselig nærkontakt med ham. "Jeg er også bange for det, jeg ikke kender" indrømmede hun med et nik, selvom hun var ung, så kunne hun sagtens opføre sig virkelig voksent og modent, som nu.

Han stoppede ikke i håndbevægelsen i vandet. Hele tiden kørte den i det fineste otte tal og stoppede ikke. Langsomt dannede der sig noget der kunne ligne en dolk bag ham. Godt nok var det bare vand, men det var vandmagi han ikke engang havde styr på. Så han opdagede ikke engang hvad det var der forgik bag ham, eller at magien han havde egentlig blev brugt. Han var så usikker i hele denne her sag, og han vidste ikke hvordan han lige skulle magte det hele. Han var så uvidende om alt ting, og han vidste ikke hvad det var han skulle gøre. Han skammede sig lidt over hele situationen han havde sat i gang, og han vidste ikke hvordan han skulle få redet de tråde ud der var kommet imellem dem. For hvordan undskyldte man egentlig over for en der vidste meget mere end ham. Og kendte hun overhovedet de skikke der var her på landjorden. Han kunne da bukke pænt, men ville det være en undskyldning nok?

Han løftede hovedet fra vandet og stoppede sin bevægelse med fingeren i vandet, og dolken der pænt var formet i vandet og havde løftet sig lidt fra vandets overflade opløste sig og plaskede ned i vandet. Han lagde ikke lige mærke til det, det kunne have været en gren der var faldet ned i det lille vandhul de netop var i. "Mere fremmed end jeg gerne ville have... Jeg har da lært en masse, men det er bare ikke det samme som at opleve det selv. Og nogle af de ting jeg har lært er sikkert gamle ting. Og alt har sikkert ændret sig." han kiggede lidt flovt på hende og med halv blanke øjne. Han havde været så dum, og han vidste ikke hvad han skulle gøre noget ved noget som helst. Han ville så gerne gøre det hele meget bedre. Bare en lille smule. Den våde tunge der ramte hans kind fik ham dog til at smile og han fastholdte blikket på hende. "Det er alle nok, men så er det godt jeg har Max til at lære mig alt det jeg ikke ved, det er det han er ansat til at gøre. Ud over at passe på mig her på overfladen" kom det fra ham og nikkede en smule ivrigt over det han lige havde sagt.

Det var virkelig svært at sætte sig ind i mandens situation, som Rosalyn ikke vidste meget om det at leve på landjorden, særligt ikke når hun mødte en, der boede i havet. Hun kunne ikke forestille sig, hvordan det måtte være at bo i vandet, at være våd konstant. Tanken fik hende til at rynke en smule på næsen, som hun rystede på hovedet og derved forsøgte at ryste vandet af sin pels. Hun foretrak sig selv tør, medmindre det selvfølgelig var varmt som lige nu eller hun var virkelig snavset, så kunne hun da godt lokkes til et bad. "Jeg ved ikke så meget om landet, min mor holder min søster og jeg rimelig beskyttet for omverdenen, måske det er lidt det samme som at bo i havet?" spurgte hun for at få bare en smule forståelse for den måde han oplevede landjorden på. Hun havde jo aldrig været i sumpen før og vidste heller ikke hvordan hun skulle finde tilbage til Amazonitskovene udover at bakke, men hun kunne næppe finde sine fodspor i den mudrede og våde jord, der ville have fjernet hendes duft for længst.

Den pludselig plaskelyd fik hende til at spidse ørerne, som hun vendte blikket omkring, men kun kunne se ringe i vandet bag ham. Hun lagde hovedet en smule på skrå, før at hun sprang op ad vandet og rystede kroppen fri for vand, eller så meget hun nu kunne, når vandet var sunket langt ind i hendes pels. Så var det godt at solen var bagende.. "Ved Max, hvilken retning Amazonitskoven ligger?" spurgte hun forsigtigt, som hun måtte indrømme, at det hele med William havde forvirret hendes stedsans og ide omkring hvad der var nord og syd. Hun var gået mod syd og ville skulle gå mod nord for at komme hjem, endda lidt mod øst også.. "Jeg vil gerne snart hjem nemlig" hviskede hun stille for ikke at William troede hun havde noget imod hans selskab. Men hendes familie ventede nok på hende.

//Forlader/lukker tråden, da jeg har svært ved Rosalyn lige for tiden.. sry