Igen skulle han så og drikke foran hende, og igen kunne Irisa mærke tørsten, og især længslen efter at kunne bruge sin evne. Det føltes virkelig som om en vigtig del af hende var blevet taget væk, hvordan klarede folk uden evner sig?
Hun tvang blikket væk fra glasset da han snakkede til hende, så hun i stedet kunne møde hans blik. Hun kunne mærke kulden brede sig i kroppen. Det var vel åbenlyst, når hun nu befandt sig i en slavehandel, men hun havde  ikke engang overvejet muligheden for, at han ville sælge hende som slave. Og hvis hendes udseende kunne skaffe ham en god pris.. hvilken slags mand ville hun dog ikke have risiko for at ende hos! For ikke at tale om hendes familie, som uden tvivl måtte være ved at være bekymret for hende, ville hun nogensinde få dem at se igen? Hendes mor ville blive knust, hvis hun mistede endnu et barn. Hun bed sig hårdt i læben for at få tankerne over på noget andet, hun blev nødt til at fokusere på sig selv lige nu.

Hun overvejede at lade være med at svare på hans spørgsmål, bare for at kunne trodse ham, men hvad kunne det overhovedet skade at fortælle ham, hvad han ville vide.
"Jeg underholder folk" hun bed sig i læben, det lød forkert i hendes øre. Det kunne sagtens være, at hun bare var nervøs og derfor misforstod sine egne ord, men hun ville for alt i verdenen ikke bringe hans tanker hen på... det.
"Jeg danser og synger på gaden i Balzera"

Mod hendes vilje gled hendes blik mod druerne, og hun kunne mærke mundvandet begynde at stige. Helst ville hun have holdt sit blik på ham så hun tavst kunne vise, hvor meget hun hadede ham, men nu hvor der var en pause i torturen, kunne hun mærke, at sulten var begyndt at gnave i maven. Hun havde jo trods alt været på vej hjem for at få noget mad, da hun var blevet overfaldet.

Hendes grådighed efter vandet var synlig, og han var ikke i tvivl om, at hun både var tørstig, hvornår var man ikke det i denne ørken, men også havde lyst til at benytte sig af sin evne. Og hun lod også til at være sulten, sådan som hun så efter druerne. Ja, hverken mad eller vand skulle hun forvente at få det næste stykke tid, ikke af hvad Vargas havde planlagt.
For et øjeblik var han fristet til at sprede grådigheden i rummet, langsomt drive hende til vanvid, men han holdt sig selv tilbage. Ikke lige nu. Han var ikke færdig med hende fysisk.

”Danser og synger? Er du god?” Hans blik gled ned over hendes krop igen, han kunne godt forestille sig, at hun kunne noget med de hofter. Måske man skulle se, om hun kunne underholde lidt ved et forretningsmøde eller to. Det hjalp altid på priserne, når der var smukke kvinder til stede, der kunne varte op og underholde. De distraherede altid, så man kunne presse en krystal eller to mere ud af kunderne. Ja, altså, medmindre det var en kvinde, men Vargas havde også et par ganske flotte unge mænd i baghånden til de situationer. Ja, han havde lidt af det hele. Goden ved at være slavehandler, vel sagtens.

Han virkede ikke så interesseret i hendes svar, som han skubbede den sidste vindrue ind i mellem læberne og bed sammen om den, så den eksploderede i munden på ham. I stedet havde han rettet sin opmærksomhed mod døren, som han nu var på vej over mod. Deres lille snak var færdig, og næste etape af hendes pinsel skulle begynde.
”Vil du lige komme ind og holde øje med tøsen?” Han stak hovedet ud og så på vagten, der hurtigt nikkede og kom med ind i rummet. Vargas havde ikke glemt, hvor uduelig vagten havde været tidligere, men det måtte han tage sig af på et andet tidspunkt.
”Du har nok nogle aggressioner, du vil ud med. Du skal være velkommen til at underholde dig selv, til jeg kommer tilbage.” Vargas ignorerede pigen og så på vagten, der fik et forvirret udtryk i ansigtet. Han var virkeligt ikke det skarpeste sværd ved smeden.
”Øøøh,” kom det fra ham, og Vargas sukkede højlydt, inden han lavede nogle boksende bevægelser med et par knyttede hænder for at vise, hvad han mente. Vagten lyste op og fik et grumt smil på ansigtet.
”Sel’føl’lig herre Aziz.”
Vargas smilede uoprigtigt og klappede ham på den store overarm. Manden var ikke så høj som Vargas, men han var dobbelt så bred.
”Godt. Jeg er tilbage om lidt.” Han gik ud i det fakkeloplyste mørke, uden at lukke døren efter sig, og kunne høre de første slag falde.

Det varede ikke længe, inden han kom tilbage, denne gang med en anden vagt i hælene. Han var højere end Vargas og på en måde tyndere, men samtidigt også ganske muskuløs. Det var ham, der havde advaret Umbrien om, at vagten, der var stukket af fra Vargas, var ved at pakke sine ting, og Vargas syntes, at han skulle have en belønning for at sladre om sin kollega. Ikke at han var overrasket, for vagten var meget glad for at arbejde i slavehandlen. En af de der sjæle, selv Vargas kunne få det lidt dårligt over at røre. Men perfekt til arbejdet.
”Så er underholdningen slut, find din plads ude foran igen.” Han sendte vagten ud med en bevægelse med hånden, inden han gik over og smed sig på chaiselonen med blikket på pigebarnet. Den nye vagt lukkede døren og blev stående ved den med blikket langsomt glidende over Irisa og et klamt smil om de tynde læber.

Det var så normalt et spørgsmål, om hun var god til at danse og synge. Irisa havde nok fået det mindst 100 gange før, men alligevel havde hun ikke rigtig lyst til at svare på det. Grunden var egentlig simpel nok, det ville give ham en bedre ide om, hvad han kunne tage for hende, og hun havde virkelig ikke lyst til at virke som en eller anden god handelsmulighed. Indtil videre havde han dog bevist, at han var ret ligeglad med hendes velbefindende, så mon ikke han ville tvinge svaret ud af hende, selvom hun nægtede.
"Nok til at jeg kan leve af det" Hvor unikt var det overhovedet, at hun kunne synge og danse.. Tavst priste hun sig lykkelig for, at han trods alt ikke havde set, hvor brugbar hendes evne faktisk kunne være.

Nervøst vred Irisa sig i kæderne, da vagten blev kaldt ind. Det skulle ikke ubdre hende, hvis han stadig var godt gal på hende, så hun havde ikke den store lyst til at bruge tid alene med ham, men selvfølgelig havde hun ikke noget at skulle have sagt til situationen, så hun gjorde sit bedste for at holde sin kæft. Det var en smule svært ikke at komme med en flabet bemærkning  ved vagtens, mildest talt, tumpe-dumpe ansigtsudtryk. Lysten forsvandt dog så snart det gik op for vagten, hvad der blev hentydet til. En kulde spredte sig i hendes krop, det her ville uden vivl komme til at gøre ondt.

Det var nærmest en hån, at døren fik lov til at forblive stående, og selv da vagtens knytnæve kolliderede mens hendes mave, var hun yderst bevidst om, at friheden var så tæt på - og alligevel så langt fra.
Ligemeget hvor meget hun forsøgte at vride sig væk fra slagene blev e ved med at falde, og få hende til at skrige og stønne af smerte. Hvad vagten manglede i hjerne, gjorde han så sandelig op for i styrke.

Det føltes som om hun havde været alene med vagten i en evighed, men elvom hun allerede følte sig godt forslået, kunne hun ikke lade være med at sende en blodig spytklat efter ham, da han gik. Hvis hun nogensinde formåede at slippe fri skulle hun nok sørge for at få hævn over ham.
Hendes opmærksomhed blev vendt mod en anden vagt, som nu var kommet ind i rummet. Nok havde hun været skræmt før, men det var fordi, at hun vidste, at hun stod til at få tæsk.. men denne nye vagt.. bare hans smil alene fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen.

Vargas lå lidt lidt, løftet op på en albue, og betragtede pigebarnet, der nu havde nogle fine mærker rundt omkring, der var næsten usynlige på grund af hendes mørke hudfarve, og et ansigt, der lignede noget, der havde ramt en mur. Vagten havde vist haft rigeligt med aggressioner, han skulle ud med for sig selv og sin ven, der snart ville ende sine dage i maven på ... nå ja, det havde Vargas ikke besluttet sig for endnu. Men hun havde i hvert fald fået nogle slag, det var fint. Vargas kunne også godt slå selv, men han var ærligt talt oftest for doven og vagterne nød det så meget. Han var mere til piskene, den mere brutale vold kunne hans ansatte fint stå for.

De brune øjne flyttede sig fra pigen i kæderne til manden ved døren. Det var ikke første gang, at Vargas havde ham hidkaldt til denne opgave. Meget kunne man sige om Vargas, men han foretrak faktisk sine kvinder nogenlunde villige - eller i hvert fald under forhold, hvor han kunne bilde sig selv ind, at de var nogenlunde villige - så den her form for tortur blev også for det meste overladt til nogen, der fandt det mere fornøjeligt end ham selv. Og Meran elskede den slags. Han havde en enkelt gang eller to fået med pisken for at kaste sig over de kvindelige slaver uden tilladelse. For nok var det en slavehandel, men der var regler om, hvad der måtte gøres mod væsnerne i burene. De skulle helst fungere nogenlunde, når de kom ud til køberen. Og ingen forgreb sig på en slave uden tilladelse.

Og derfor ventede Meran pænt ved døren med blikket klistret fast på kvinden i kæderne, når det ikke lige gled over på Vargas, for at se, hvad han ville.
Vargas lavede en bevægelse med hånden mod Irisa.
"Hun er din." Der var noget nonchalant over hans stemme, og noget uinteresseret. Meran skulle ikke have lov to gange, han bevægede sig straks over til pigen mens han spiste hende med blikket og lod tungen glide over sin underlæbe. 

Som hans hænder gik på opdagelse over hendes krop, satte Vargas sig op og tog en håndfuld nødder fra skålen på bordet, inden han lagde sig til rette igen og begyndte at spise nødderne en efter en. Han stoppede ret hurtigt med at lægge mærke til, hvad Meran hyggede sig med, men lod i stedet tankerne glide hen på nogle andre opgaver, der manglede hans opmærksomhed. En kunde, der ville komme på besøg, hvilke slaver der ville falde i hendes smag og den slags.
Så længe Meran så ud til at kunne holde styr på pigen, var der ikke brug for Vargas mentale tilstedeværelse. Vagten gav sig god tid, så snart var nødderne skiftet ud med en appelsin, han omhyggeligt pillede, mens han så lidt på de to andre væsner i rummet. Måske han skulle besøge Ana, når han var færdig herude. Men egentligt burde han sove, når han kom ind. Med et suk spiste han den første båd og betragtede Meran bide pigen igen. Hver sin smag.

Lige så vel som vagtens blik var klistret til Irisa, var Irisas blik også klistret til ham. Der var noget ildevarslende over ham. Som en slange om ventede på at angribe eller et sultent dyr, som havde lagt øjnene på sit næste måltid. Mange gange før havde hun set mænd kigge på kvinder med lyst, begær, hun havde endda selv været objekt for sådanne blikke. Men den måde vagten så på hende.. ingen havde før set på hende på den måde, og det fik hendes mave til at slå knude på sig selv. Hun var ikke meget for at indrømme det, men hun var bange, meget endda.

Der var et spinkelt håb om, at vagten var blevet taget med som en trussel, et tavst løfte om hvad der ville ske, hvis hun ikke makkede ret, for det krævede ikke megen fantasi at gætte, hvad vagten stod og drømte om. Håbet blev dog knust da det blev gjort klart, at vagten åbenbart var fri til at gøre med hende, hvad han ønskede. Med det samme begyndte hun at vride sig panisk.
"Nej! Du må ikke, du kan ikke!" Hele hendes krop rystede, hun forsøgte ikke engang at skjule sin frygt længere. Hun kæmpede fortsat for at komme fri, lige indtil hun mærkede vagtens krop mod sin og et par stærke hænder, som ublidt trykkede hende ind mod kroppen.

Protesterne gik over i skingre skrig og usammenhængende bønfaldende ord, da Irisa mærkede et par tænder mod sin hals. Lige efter blev tænderne i stedet sat i hendes bryst, og hun skreg endnu en gang, mens tårene stille og roligt kom frem i hendes øjne. Desperat så hun ind i vagtens øjne i håbet om at kunne finde bare en smule forståelse, men det eneste Irisa så var et koldt og sadistisk blik, som matchede det lige så sadistiske smil på hans ansigt.
Uden det store besvær fik han løftet hendes ben fra gulvet, og selvom hun kæmpede imod og protesterede, formåede han at tvinge hendes ben rundt om sig. Hun kneb øjnene hårdt sammen netop som smerten skød gennem hendes underliv.

Det føltes som om der var gået en evighed. Hun var hæs af at skrige, armene ømme af at kæmpe imod og smerten i underlivet var næsten ubeskrivelig. De to første bidemærket havde fået selskab af mange andre, spredt udover alle de områder, som han havde kunne nå. På hendes hofter og lår ville der sikkert være tydelige blå mærker som vidnede om, at vagten trods alt havde haft sin kamp med at holde hende fast. I det mindste havde hun da ikke bare affundet sig med sin skæbne, det var der vel en eller anden form for trøst i.
Grebet om hendes lår blev sluppet og vagten trådte væk. Det var umuligt for Irisa at holde sig selv oppe, så i stedet hang hun fuldkommen slapt, tavs men desværre stadig ved bevidsthed.

Vargas var ved at spise det sidste stykke appelsin, da det så ud til, at Meran var færdig med pigen. Vagten så ganske godt tilfreds ud, som han trak sine bukser på plads og vendte sig mod Vargas for at få at vide, hvad der nu skulle ske. Pigen var endeligt stille, ved guderne pigebørn kunne skrige, og hang slapt i kæden. Vargas betragtede hende lidt, mens han tyggede på appelsinen, hvad så nu? Skulle han lade hende hænge natten over? Nej, han var ikke færdig. Han havde en idé. Så med et lidt frydende smil tørrede han fingrene af i en stofserviet, inden han rejste sig.
"Tag hende ned og med ud." Han gik forbi vagten og ud af døren. Udenfor stod den anden vagt stadig, nu forsøgende at skjule sin utilfredshed over, at det ikke var ham, der havde fået lov.
"Gå ind og hjælp Meran. Og kom over til brønden med tøsen." Han viftede affejende med en hånd og gik hen over pladsen til brønden.

Der var mørkt udenfor, men faklerne brændte lystigt, jævnt fordelt ud over området, og det var ikke svært at se noget. Brønden var ikke bare en brønd, der skulle bruges meget vand i løbet af en dag med så mange væsner, også dyr, der skulle have noget at drikke og bure, der skulle holdes rene. En mekanisk anordning sørgede for at hente litervis af vand op uden man skulle igennem den største fysiske anstrengelse, og vandet endte i et bassin på et par mandslængder på alle kanter. Det var en god halv meter dyb, og selv her  mørket glimtede vandet lokkende. Varmen havde efterhånden forladt luften, men når solen bankede ned over området, fik man altid en lyst til at springe i bassinet for at blive kølet ned.

Lige nu nøjedes han dog med at skylle sine hænder rene for saft fra appelsinen, og derefter vente på de to vagter, der lidt efter kom slæbende med topalispigen. Uden at sige noget, trådte Vargas hen, greb hende i håret i nakken og trak hende de sidste skridt hen til bassinet, inden han tvang hende forover med hovedet først ned i vandet. Nu havde kun forsøgt at drukne ham, så var det vel kun fair, at han gengældte tjenesten.
Så han holdt hende under. Længe. Lod hende smage hendes egen medicin, nu hun ikke havde evnerne til at stoppe det. Men til sidst hev han hende op igen og betragtede hendes ansigt.
"Hvis du tror, at man slipper godt fra at forsøge at slå en dødssynd ihjel, så tager du grueligt fejl. Træk vejret ind." Ikke at han gav hende tiden til det, som han straks tvang hendes hoved under vand igen. Og igen hold han det længe under.

Hvad mon der nu skulle ske? Formentlig endnu mere vold, for det kunne vel ikke passe, at mishandlingen endelig var færdig. Det var surrealistisk, men Irisa håbede virkelig, at hun kun skulle udenfor, fordi hun skulle smides i et bur indtil det blev besluttet, hvad der videre skulle ske med hende. Var det mon en mulighed, at han ville blive sluppet fri? Næppe. Så ønskede hun faktisk næsten, at Vargas ikke orkede arbejdet med at opdrage hende til en god slave og så i stedet slå hende ihjel, men han havde jo nævnt, at han sikkert ville kunne få en god pris for hende, så døden var også næppe en mulighed.

Svagt forsøgte Irisa at kæmpe imod, da hun blev slæbt udemfor af vagterne. Hun havde lyst til at kæmpe imod, hun havde lyst til at råbe, skrige og vride sig, så det blev så svært som muligt.. men hun havde simpelthen ikke kræfterne. Stemmen var væk af at havde skreget under vagtens misbrug, og hele hendes krop føltes tung og umulig at bevæge. Så i stedet hang hun slapt i grebet mens hendes krop rystede af frygt for, hvad der nu skulle til at ske.
Hun klynkede lavt over det smertefulde greb i håret som han slæbte afsted med hende. Med det samme faldt hendes blik på bassinet. Vand! Men vel næppe for at drikke? Selvom hun var tørstig var hun jo ikke ved at dø af tørst, og hun tvivlede på, at han ville give hende vand ud af ren venlighed.

Det kom som et chok, da hendes hoved pludselig blev presset under det kolde vand. Med det samme begyndte hun at kæmpe imod. Nærmest krampagtigt greb hun fat i kanten på bassinet for at hibe sig op, men hun havde ikke en chance mod hans stærke greb, og da slet ikke når hendes krop i forvejen var så mishandlet og udmattet. Uden egentlig at ville et åbnede hun munden for at skrige, hvilkey kun tillod endnu mere vand til at trænge sig ned i hendes hals og lunger.

Netop som hun var overbevist om, at han faktisk var ude på at slå hende ihjel, blev hun hevet op. Hun hostede og gispede efter vejret, så hun knapt kunne høre, hvad han sagde. Kunne det virkelig passe, at han sagde noget om at slå en dødssynd ihjeæ? Hun nåede ikke t tænke videre over det før hendes hoved igen blev holdt under, og hendes tanker blev obertaget af et næsten dyrisk overlevelsesinstinkt.

Vandet sprøjtede til alle sider, som hun kæmpede for at komme fri af hans greb, men han var nødesløs. Hun strittede dg godt i mod, og hans greb i hendes hår blev kun hårdere, som han måtte bruge kræfter på at holde hende nede. Men som tiden gik, blev hendes modstand svagere, og han vurderede, at hun havde brug for luft. Så han slap hende, så hun selv kunne hæve sig op af vandet og få luft. Der var sorte hårstrå snoet om hans fingre, og han betragtede dem lidt, inden han pillede dem ud og lod dem falde til jorden.
"Jeg tror, at vi er færdige for i dag." Han nikkede af de to vagter, der straks samlede hende op og begyndte at slæbe hende af sted, som de fulgte efter Vargas, der gik ind over pladsen til to stolper, der var banket i jorden. En kæde hang fra hver, og snart var hun spændt op med armene skråt ud og op. Hun kunne stå på sine ben, men også kun lige.

Vargas betragtede hende lidt, inden han lod hænderne glide ned over den bare hud, de runde bryster og flade mave. Og så slog han en knyttet næve ind i hendes bløde mave, hårdt, men kun en enkelt gang. Og derefter hviskede han mod hendes øre.
"De næste par dage, når du ønsker at dø, så tænk på mig. Og husk, at hver gang du gør noget, der er i mod mig eller hvad jeg vil have, så starter vi forfra. Mere smerte. Mere ydmygelse. Jeg har alverdens tid, det har du ikke, lille topalis." Hans hånd flyttede sig op til hendes hals på den modsatte side, og han kærtegnede hendes hals og kind med fingrene. "Du kan lige så godt give op. Du får ikke din frihed igen, smukke elverpige." Han klappede hende blidt på hals og kind, inden han trak sig tilbage og betragtede hendes ansigt lidt med et svagt smil, inden han trådte tilbage og strakte sig med et gab. Det var vist sengetid.

"Lad hende hænge. I må give pisk et andet sted for et par dage." Han lod blikket glide over hende en sidste gang, inden han vendte rundt og slentrede tilbage mod huset. Lidt rester fra aftensmaden, og så i seng. Måske kan skulle bede Ana komme ind og gøre ham selskab. Selvom det måske kunne kræve en ekstra afvaskning for at få den sidste vin af.
Og så tænkte han ikke så meget mere over Irisa, ud over at han så hende, når han stod på balkonen, eller når han var ude i handlen. Han lod hende hænge i tre dage i solen uden vådt eller tørt. Hun skulle være døende, når hun blev taget ned.

Lige så snart grebet blev sluppet fik Irisa hevet sit hoved op ad vandet. Hun hostede og gispede, så hele hendes krop rystede, og et kort øjeblik var hun overbevist om, at hun ville ende med at kaste op for at slippe af med alt vandet, som havde tvunget sin vej ind i hendes krop.
Alt hendes opmærksomhed gik til at få den dyrebare luft ned i lungerne, så hun lagde ikke mærke til, at der var blevet sagt noget, før vagterne pludselig løftede hende op igen. Igen hang hun helt slapt i vagternes greb mens hun ventede på at blive ført videre til den næste form for tortur.

Synet af pælene fik det til at suge ubehageligt i Irisas mave, for hun var ikke det mindste i tvivl om, at hun skulle spændes fast der. Ganske som forventet blev hun spændt fast, og selvom hun forsøgte at trække armene til sig, var det næppe nogen svær opgave at spænde hende fast.
Irisa havde i forvejen svært ved at få benene til at lystre nok til, at de kunne bære hendes kropsvægt, så da en næve blev hamret ind i hendes mave knækkede benene sammen, og alt hendes vægt hang nu i armene, og fik en skarp smerte til at skyde igennem skuldrene.
"Jeg kommer ikke til at give op" ordene blev gispet ud mens hun gispede af smerte. Han skulle ikke få lov til at knække hende så nemt! Nok gjorde alt ondt og hun havde mest af alt lyst til at dø, men det betød ikke, at hun var knækket! Langsomt fik hun stablet sig på benene igen, så smerten i skuldrene blev lettet.

Havde han virkelig tænkt sig at lade hende hænge, og hvor længe? Det krævede intet geni at vide, at den ubamhjertelige sol og varme ville betyde, at hun ikke ville holde mere end et par dage uden vand. En del af Irisa troede på, at han blot gjorde det for t skræmme hende, men da han begyndte at gå tilbage mod huset begyndte hun at blive overbevist om, at hans faktisk ville lade hende hænge. Forhåbentlig ville et kun være natten over.

Natten kom, og sammen med den kom kulden. Det var egentlig utroligt at nætterne kunne være så kølige, nær dagene var så kolde. Irisa kunne ikke engang krølle sig sammen for at holde på kropsvarmen, hun kunne kun stå helt stille og ryste mere og mere af kulde.
Morgenen og varmen fulgte stærkt efter natten, og som solen kravlede over himlen, blev det også varmere. Varmt nok til, at Irisa begyndte at savne den kølige nat. Men mest af alt savnede hun noget at drikke. Hendes læber var allerede begyndte t blive tørre og sprukne, og hun følte sig mere og mere svag, jo længere tid er gik.
Jo længere tid der gik, jo sværere blev det at tvinge benene til at bære kroppen vægt. Hun var så svag, så træt og så tørstig, og det var begyndt at brænde i halsen hver gang hun trak vejret. Udover alle kroppens reaktioner var der også frygten som fik hendes hjerte til at banke, hver gang en vagt så på hendes nøgne krop med sultne blikke. Og så var der smerten som blev værre jo mere solen skinnede på hendes allerede mishandlede krop. En smerte der kun blev værre, når hun rystede af kulde om natten.

På tredjedagen hang hun mere eller mindre i kæderne, ude af stand til at holde sig stående. Hendes øjne var lukkede, men på trods af dette var hun stadig ved bevidsthed. Eller det var måske for meget sagt. Med jævne mellemrum mumlede hun lavt, som om hun talte med nogen, som kun hun kunne se.  

Det var op ad middag på den tredje dag, at en lille slange hviskede i Vargas' øre, at det måske var på tide at den lille topalispige blev taget ned og fik lidt væske i kroppen. Vargas rynkede lidt på næsen og overvejede at lade hende hænge, men kløede sig så i skægstubbene og nikkede.

Lidt efter dukkede der to vagter op ved Irisa og spændte hende ned. Umbrien stod et par skridt væk og betragtede dem, som de lod hende falde til jorden, og derefter samlede hende op. Han gik forrest og førte dem ned af rækkerne med bure. Der var så mange slaver, at de var blevet nødt til at sætte nogle i lænker eller smide flere i burene. Det var heller ikke et tomt bur, han var på vej ned til, men det var nu ikke på grund af pladsmangel. Han stoppede op ud foran et bur og åbnede det op, så vagterne kunne læsse tøsen af i sandet. Der sad allerede en kvindelig slave derinde og så på dem med store øjne.
"Hun er dit ansvar," mindede Umbrien halvelveren om, inden han lukkede buret igen og lod de to kvinder være alene.

Halvelveren nikkede og behøvede ikke at blive mindet om, at hun pludseligt havde fået et job som sygepasser. Der var blevet hentet ekstra vand og mad, men ellers var der ikke mere i buret end normalt. En bunke hø og et tæppe og en spand til toiletbesøg. Buret var i skygge fra en dug, der var spændt ud over flere bure. 
Kvinden fik bakset Irisa hen i høet og begyndte det store arbejde med at få vand i hende, lidt af gangen. Og så lidt frugt i små stykker. Og ellers hjælpe hende så meget som muligt. Hvorfor lige hun var blevet valgt som sygepasser vidste hun ikke, hun havde ingen healene evner. Men hun gjorde sit bedste, bange for, hvad der ville ske, hvis hun ikke gjorde.

De fik til aftenen efter. Solen var begyndt at nærme sig horisonten og køligheden var begyndt at melde sig. Vargas havde spist aftensmad og slentrede nu afslappet ned langs burene, iklædt et par løse mørkeblå bukser og en afslappet skjorte i noget fint råhvidt stof. Han stangede tænder med en splint, som han bevægede sig ned til det bur, Umbrien havde placeret topalistøsen i. Han stoppede op og så ind på de to kvinder. Efter et øjeblik smed han splinten fra sig og tog en bunke stof, han havde under den ene arm og rakte det ind i mellem tremmerne.
"Til dig, Abina." Kvinden rejste sig hurtigt og tog med bukket hoved og et dæmpet tak i mod bunken, der bestod af en ny, hel kjole, og et ekstra tæppe. Så snart hun havde taget det, ignorerede han hende og satte sig på hug for at se nærmere på Irisa. Han ville gerne vide, om hun skulle have en healer, men det regnede han nu med. Han havde i hvert fald sendt en vagt ud efter hende, så hun kunne være klar.
"Du trækker vejret endnu, ser jeg."

Da Irisa blev pillet ned, kunne hun lige så vel have været bevidstløs. Det var svært at sige, om hun overhovedet ænsede, hvad der skete, for hun reagerede ikke på noget af det, og øjnene var stadig lukket. Egentlig kunne man nok godt have mistænkt hende for at være død, hvis det ikke var for den hæse vejrtrækning, som lavt kunne høres fra hende. Men hun var i høj grad i live, og desværre var hun også ved bevidsthed, men hun havde haft så mange hallucinationer og halvvågne drømme, at hun langt fra var sikker på, at vagterne faktisk var virkelige.

Da hun blev smidt ind i buret afslørede et lavt støn af smarte, at hun stadig var i live, men ellers reagerede hun stadig ikke. Var det sådan det føltes at være ved at dø? Svagt bemærkede hun, at hun ikke blev flyttet rundt på, og igen stønnede hun lavt, da hun blev placeret så hun lå på den mishandlede ryg. Kunne hun ikke bare få lov til at dø i fred? Tydeligvis ikke, for pludselig mærkede hun noget vådt mod de sprukne læber. Vand? Kunne et passe? Med en kraftanstrengelse om næsten virkede umenneskelig, fik hun skilt læberne ad, så de dyrebare dråber kunne finde vej ind i hendes mund. Hun havde lyst til at gribe ud efter hvad end vandet kom fra, og så drikke det hele på en gang, men hun havde ikke kræfter nok til at løfte armene.

Efterhånden som Irisa fik mad og vand, kom hun lidt mere til sig selv. Hun havde det stadig elendigt, men hun formåede da at åbne øjnene for at se på sin sygepasser. Ikke umiddelbart en, som hun kendte. På et tidspunkt formåede hun endda at vende sig om, så hun ikke hvilede på den ømme ryg. Det lykkedes hende endda at få lidt søvn, selvom den var præget af mareridt og hun mange gange vågnede med et skrig og tårene løbende ned ad kinderne.

Om aftenen havde hun, med en god portion hjælp fra sin sygepasser, formået at sætte sig op med ryggen med tremmerne. Hun havde det stadig forfærdeligt, men det føltes da ikke længere som om, at hun var ved at dø. Af en eller anden latterlig grund var Irisa pinligt bevidst om, at hun så mindst lige så dårlig ud, som hun følte sig. Hun kunne næppe heller lugte ret godt, taget i betragtning af at hun havde stået tre dage uden mulighed for at kunne træde af på naturens vegne nogen steder. Det var vist rimelig nok at sige, at hun følte sig ret klam.. men det var vel en billig pris for stadig t være i live, eller hvad?

Irisa sad med øjnene lukkede, da hun hørte fodtrin nærme sig buret. Træt åbnede hun øjnene, og med det samme faldt blikket på Vargas. Hvorfor gav han tøj til den anden slave i buret? Og hvorfor fik hun ikke tilbudt noget? Irisa kunne ikke lade være med at fnyse lavt over kvindens taknemmelighed. Det var ynkeligt at opføre sig sådan overfor en mand som ham.
"Du havde tydeligvis ikke tænkt dig at lade mig dø" Hendes stemme var stadig hæs og lav, men hun formåede da at få ordene frem.

Et let smil spillede om Vargas' læber, da han fik svar fra pigebarnet. Hun var tydeligvis ikke helt ødelagt, hvilket var ganske imponerende, i forhold til, hvor længe hun havde fået lov til at hænge. Det var langt fra første gang, at han havde haft folk til at stege lidt i solen. De mere udholdende racer kunne klare op til en uges tid, men mennesker, også topalis, havde en tendens til at dø så hurtigt uden vand. Havde han ønsket hende død? Noget af ham havde, men grådigheden efter, hvad hun kunne indbringe ham i krystaller og måske fortsat underholdning, havde vundet. Med lidt hjælp fra Umbrien, der altid var så fornuftig. Ikke fordi slangemanden havde noget bestemt ønske om at holde slaver i live, men lige denne slave var krystaller værd.

"Selvfølgelig ikke, jeg har tænkt mig at lade dig leve og gøre dit liv til en lang pinsel." Det blev sagt med et let tonefald, men der var ingen tvivl om, at han mente det. Han blev siddende lidt med armene hvilende på knæene, inden han smilede en smule mere.
"Jeg ville høre, om du var frisk på en handel. Jeg elsker at handle, og vi har noget, vi kan tilbyde hinanden." Hans brune øjne spillede lidt ved tanken om en handel. Det var lige meget, hvilken handel, han elskede at handle. Om alt. Det var det, hele hans liv gik ud på, at handle sig frem til ting. Det var lige meget, hvad han solgte. Nu var det slaver. Eller frihed, hvis en sjæl var til salg.

Han kløede sig under hagen, mens han virkede til at overveje sin handel lidt.
"Jeg kan ikke undgå at bemærke, at du trænger til en healer. Og et bad." Han rynkede på næsen, som kunne han lugte hende helt derover. "Så hvis du nu opførte sig som en sød lille pige, kunne det måske være, at jeg ville sælge dig de to ting. For din villighed til at underholde mig lidt med din krop." Han uddybede ikke nærmere, hvad han mente. Om hun skulle danse eller lægge sig i mellem lagnerne med ham, men et glimt i hans øjne burde nok hinte mod det sidste.
"Du er selvfølgelig velkommen til at sige nej, men jeg er ikke sikker på, at du kan holde til et par dage mere i solen." Truslen blev sagt lidt henkastet, som betød det ikke noget for ham. Hvilket det næsten heller ikke gjorde.

Hvorfor gjorde han det? Hvorfor går igennem alt det besvær? Irisa ville aldrig ende som en lydig lille slave, så han spildte sine kræfter. Jo, han ville have hævn for, at hun havde forsøgt at slå ham ihjel, men havde han ikke allerede fået det? Hun var blevet banket, mishandlet og misbrugt, var det ikke nok! Hvorfor kunne han ikke bare slå hende ihjel frem for denne syge leg. Og det blev da kun endnu værre.

I ren forbløffelse spærrede hun øjnene op, da hun hørte hans tilbud. Jo, hun havde brug for healer og et bad men for den pris! Han måtte da være sindssyg! Hvad kunne overhovedet få ham til at tro, at hun ville tage imod sådan en handel! Måske havde hun sagt ja, hvis hun bare skulle danse for ham, men han lagde ikke meget skjul på, hvad han virkelig havde i tankerne.

Irisa skulle lige til at bede ham hoppe i brønden og dø, da han fortsatte med at snakke. Flere dage ude i solen, formentlig igen bundet fast til pælene? Hun sank tungt, hvilket mindede hende om, hvor tør og øm hendes hals stadig var. De sidste par dage havde allerede været nok til næsten at slå hende ihjel, hvis hun skulle tå sådan igen, blot for at blive revet tilbage til livet.. Irisa var ikke sikker på, at hun ville kunne klare det. Og selv  hvis hun klarede et - hvad så? Så ville han vel blot fortsætte behandlingen indtil hun var så ødelagt, at hun mere eller mindre kastede sig for hans fødder? Nej. Det kunne hun ikke udsætte sig selv for. Så var det bedre at bevare hvad selvrespekt hun havde tilbage. Der var jo trods alt en chance for, at hun bare skulle danse for ham.
"Fint" Hun spændte op i kæben, næsten som om ordene havde gjort ondt at få ud.
"Jeg tager imod din handel" I det mindste ville han blive nødt til at lade hende se en healer først, for hun kunne knapt bevæge sig sådan som hun havde det lige nu.

Det var ikke svært at se tankerne, der gik igennem hovedet på hende, de kunne tydes i hendes ansigt. Afsky, forfærdelse, vantro. Det morede ham lidt, at han kunne fremkalde sådanne voldsomme følelser bare ved et enkelt tilbud. Ikke at han ikke forstod, hvorfor, han kunne godt forestille sig, at tanken om at stille sig til rådighed for sin torturbøddel ikke ligefrem var tiltalende. Hvilket også var derfor, at han foreslog det. Ydmygelsen for hende, ville gøre han tilfreds. Selvom der var gået nogle dage, var lyst til at straffe hende ikke forsvundet. Langt fra. Den var bare blevet mindre brændende og mere nede på jorden. Mere effektiv.

Et stort smil bredte sig på hans ansigt, så hans hvide tænder stod i kontrast med den gyldne hud og de sorte skægstubbe. 
"Det er jeg glad for at høre!" Han rejste sig, børstede ikke-eksisterende støv af sine bukser og åbnede så buret for at lukke hende ud. Han tilbød hende ikke tøj eller andet, hun måtte gå som hun var ned igennem handlen og op til huset. Måske det ville have været fornuftigt af ham at have en vagt med, men han regnede ikke med, at hun havde styrken til at skulle lave ballade, og han havde heller ikke noget våben på sig, ud over sin magi.
Med en løftet arm, som var det en dør, han holdt åbne for hende, og indbød hende til fest, lod han hende komme ud, inden han lukkede buret igen uden at skænke halvelveren et blik, selvom hun så medlidende efter Irisa.

Vargas slentrede af sted ved siden af Irisa i hendes tempo, mens de gik op til det store hus og ind af døren. Her førte han hende ind i stuen, hun havde været i før. Der stod en vagt og en ung kvinde, kvinden så lidt nervøs ud, men var lidt pænere i tøjet og renere og mere velnæret at se på end de fleste af slaverne. Han passede godt på sine brugbare slaver, og en healer var mere end guld og krystaller værd.
Han viftede blot med en hånd, hvilket straks fik healeren til at træde hen til hende og, tavst og uden at møde hendes blik, begynde at undersøge hendes skader og heale dem. Selv gik han hen til bordet og hældte et glas vand op og drak lidt af det, mens han ventede på, at healeren var færdig.

Havde han bare tænkt sig at stå der og glå? Irisa havde forventet, at han ville komme ind og slæbe hende ud, eller måske få en vagt til det, men det så ikke lige umiddelbart sådan ud. Ville hun overhovedet være i stand til at gå selv? Taget i betragtning af, at hun ikke engang havde kunne komme op og sidde uden hjælp, tvivlede hun på, at hun faktisk ville være i stand til at stå op. For ikke at tale om hvor ondt det ville være t støtte på den fod, som han havde mishandlet.
Hun så stift på ham, mens hun fik grebet fat i burets tremmer og begyndte at hive sig op og stå. På en eller anden måde formåede hun at komme helt op og stå, men lige så snart hun slap tremmerne og forsøgte t tage et skridt, faldt hun forover og landede med et smertefuldt støn.

Der var ingen måde hvorpå Irisa ville formå at komme til at gå efter ham, så hun forsøgte t se på ham i en tavs bøn om hjælp. Hun vidste ikke, om hun faktisk havde troet på at der ville komme hjælp fra ham, men det skete i hvert fald ikke. Så var der vel ikke andet at gøre end at sluge den sidste smule tolthed hun havde tilbage.. Vredt knyttede Irisa hænderne, hvorefter hun langsomt fik kæmpet sig op på hænder og knæ. Det gik ikke stærkt og det smertede i hendes mishandlede arme, men hun formåede at kravle ud af buret og over gårdpladsen.

Da de endelig kom ind i huset, var Irisa klar il at kollapse på gulvet. Verdenen gyngede og hele hendes krop gjorde ondt, men hun formåede at sætte sig foran healeren, så hun kunne gøre sit arbejde.
Hun havde ikke haft megen kontakt med healere før  så hun kunne ikke lade være med at være fascineret over, hvor hurtigt hendes skader alligevel blev healet. Selvfølgelig kunne alle skaderne ikke udbedres med et samme, men alligevel forsvandt et værste af smerten, hvilket fik hende til t sukke lettet.

Hele turen ind havde været ganske komisk, og ganske langsom, som pigebarnet tydeligvis ikke havde haft styrken til at gå. Men han gjorde ikke tegn til at hjælpe hende eller hidkalde nogen til at hjælpe hende. I stedet lod han hende ydmyge sig selv ved at kravle hele vejen op langs burene og over pladsen, nøgen med hænder og knæ i det brandvarme sand, der kun langsomt kølede ned efter dagens intense sol. Var der noget lokkende over den nøgne krop ved hans side, trods at den var så ødelagt? Ja, uden tvivl, om han kunne da ikke lade være med at glæde sig lidt til senere.

Vandet smagte ham godt, som han nippede til det, mens healeren ordnede topalistøsen. Hun var en god healer og skrammer forsvandt som havde de aldrig været der. Hun kunne dog kun gøre noget ved selve sårene og ikke kroppens træthed eller de mentale ødelæggelser. Det sidste var nu heller ikke nødvendigt, dem skulle Vargas bruge. Gøre større, så han kunne forme hende efter behov. Forvandle hende fra en trodsig pige til den perfekte slave. Han kunne godt lide det, kunne godt lide at se folk blive brudt ned og begynde at føje ham, som han ønskede det.

Så snart healeren trådte væk fra Irisa, lavede Vargas et kast med hovedet, og vagten førte hende ud derfra igen. Vargas fyldte glasset igen og trådte hen for at sætte sig på hug foran topalispigen, hvorefter han rakte glasset frem mod hende, tilbydende hende noget at drikke.
"Det var den ene del af handlen. Der venter et kar med varmt vand i baderummet." Pludseligt virkede han næsten venlig, hvis man så bort fra hans blik, der var lige så grådigt som før. Men han begyndte at opføre sig mere som om, at hun var hans gæst og ikke han slave. 
Om hun drak vandet eller ej, ville han ende med at stille glasset på bordet og gøre tegn til, at hun skulle følge med, kravlende eller ej. Han drejede ned af gangen ned til en dør, der ledte ind til baderummet. Ganske rigtigt stod der en ganske stort kar, der var fyldt med dampende, duftende varmt vand, klar til at hun skulle vaske sig ren.

Han virkede alt for flink, taget i betragtning af hvor grusom han havde været med hende indtil videre. Hvorfor var han pludselig grænsende til venlig? Irisa kunne måske godt være blevet lullet ind i en falsk form for tryghed, hvis det ikke havde været for hans blik. Det blik skræmte hende.. det indeholdt på en måde løfter om alt det, som han så frem til at enten tage eller få fra hende. Langsomt begyndte hun at fortryde, at hun havde taget imod hans handel, men det virkede til, at det var alt for sent til at trække i land. Hun blev nødt til at trække resten f tiden ud, så hun kunne komme på en plan.. desværre ikke hendes stærkeste side.

På trods af hendes mistanke valgte hun at tage glasset og tømme det i en lang tår, hvorefter hun hurtigt ulgte efter ham. Stadig på hænder og knæ, da hendes krop stadig virkede tung og usamarbejdsvillig på trods af healerens arbejde.

Karret så så dejligt indbydende ud, og hun kunne næsten ikke vente med at lade kroppen synke ned i det varme vand. En god slave ville sikkert vente på hans tilladelse, men nu var hun ikke nogen god og lydig slave, så hun kravlede direkte hen til karret som hun støttede sig op af, mens hun rejste sig op. Forsigtigt lod Irisa hånden glide ned i vandet, bare lige for at tjekke, at det trods alt ikke var for varmt. Hun nikkede lidt for sig selv, inden hun med en del besvær fik sin usamarbejdsvillige krop læsset op i karret og ned i det varme vand.

Med det samme sukkede hun lettet, det føltes jo decideret fantastisk! Hun lukkede øjnene og gav sig selv lidt tid til at nyde vandet. Det var ikke nemt, når hun nærmest kunne mærke, hvordan han gloede på hende. Med vilje forsøgte hun at trække tiden, men til sidst turde hun ikke vente længere, så langsomt og lettere modstridende begyndte hun at skurre sine arme og ben.

Vargas betragtede hende kravle hen til karret. Et bad ville være tiltrængt, hun var spurt ind i blod, skidt og unævnelig ting. Egentligt burde hun nok skylles først, men det var ikke noget, Vargas ville gøre, og hun så ikke ligefrem til at kunne gøre det selv, så han blev bare stående og fulgte hende, og hendes kamp med at komme op i karret, med øjnene. Da det endeligt lykkedes hende at glide ned i vandet, slentrede han over og satte sig afslappet på en bænk, der stod langs den ene væg. Han havde stadig et fint udsigt til alt, hvad der stak op af vandet, han havde ikke behov for at stå og glo direkte ned i karret. Han havde jo set det før. Der stod en lille skål med vindruer på bænken, sikkert sat ind af en af de salver, der havde fået til opgave at fylde karret. Hans små vaner var efterhånden rimeligt kendt, og slaverne ville gerne holde ham i godt humør.

Vargas satte sig behageligt til rette med den ene fod på bænken, mens han lod blikket hvile på hende.
"Du bør være taknemmelig, de fleste slaver får en spand koldt vand at vaske sig i." Hans stemme var let og det var tydeligvis bare en konstatering uden en forventning om, at hun faktisk ville føle sig taknemmelig. Den eneste grund til, at hun fik et rigtigt bad var også, at han agtede at tage hende med i seng. Så skulle hun være så ren som muligt, han havde trods alt standarder. Og ikke som nogle af vagterne, der var klar til at hoppe på grisene i en svinesti, hvis det var der, de kunne få noget.

"Så hvor kommer du fra? Topalis er ikke dem, der mænger sig mest med andre folk." Han tyggede en vindrue og så lidt tænktsomt på hende. "Har du noget familie? Du virker mig som værende en smule for, hm, besværlig til at have været slave før." Det var typisk nok for ham at tænke i den retning, når han mødte et mere specielt væsen eller en ikke så typisk race i Balzera. Det var mest sådan den slags kom hertil, som slaver.

Det var utroligt, så meget han kunne snakke. På sin vis var det vel forståeligt nok, at han forsøgte at skaffe informstioner om hende, det kunne vel bruges til st sælge hende. Men et virkede også som om, at han virkelig bare var en af dem, som nød lyden af sin egen stemme lt or meget. Desværre hadede Irisa allerede lyden af hans stemme. Hun var fristet til at bede ham om at holde kæft, me, det var vel bedre at lytte til hans snak, end det var at blive tortureret.

Hun dykkede hovedet ned under vandet, for at udskyde at skulle svare på hans spørgsmål. Ville det mon være farligt at sladre om resten af stammen? De var trods alt alle sammen topalis, og det var ikke fordi man stødte på mange af den slags.. Hun ville egentlig slet ikke være overrasket, hvis hann valgte at gå efter dem, han havde ikke ligefrem vist sig som en sød og omsorgsfuld person trods alt.

"Jeg bor med nogle venner. Vi har en lille lejr ikke ret langt uden for Balzera, så vi nemt kan komme ind til byen for at tjene til dagen og vejen" det var vel en troværdig nok løgn? Det var trods alt ikke helt væk fra sandheden, men langt nok væk til, at han ikke ville kunne finde hendes familie, hvis han valgte at sende nogen ud for at lede efter dem.

Efterhånden havde hun fået skrubbet arme og ben så godt, at hun ikke kunne trække tiden længere ved at fortsætte, så i stedet vendte hun opmærksomheden mod ansigtet og håret. Igen dukkede hun hovedet ned under vandet, så hun kunne skrubbe sin hovedbund fri ra alt det skidt, som havde sat sig der. Hun var ikke en, som gik op i at holde sig pinligt ren, men det var alligevel utroligt dejligt at befriende at kunne mærke, hvordan skidtet stille og roligt blev vasket ud af de lange krøller.

Hun forsøgte tydeligvis at undgå at svare på hans spørgsmål, men der var ingen steder at løbe hen. Ud over at holde hovedet lidt under vandet, hvilket han tålmodigt ventede på, at hun blev færdig med. Han spiste en vindrue mere og var nær ved at overveje at holde hende lidt under, men hun kom op igen og endeligt svarede hun på hans spørgsmål. Et svar Vargas havde en fornemmelse af kun var halvt eller måske en lille løgn, men han gad ikke gøre noget ved det. Topalis var ikke øverst på listen, når det kom til attraktive slaver. Jovist, nogen kunne lide deres mørke hudfarve, og kvinderne var ganske kønne, som mændene ofte var stærke. Men han havde ikke planer om at bruge kræfter på at tage ud at lede efter dem. Og jo færre af dem, der var, jo mere kunne de sælges for.

Så han så lidt uinteresseret ud i luften og tyggede på en vindrue, inden han svarede.
”Jaså.” Ah ja, hun var danser. Han måtte få hende til at give en demonstration, måske han kunne bruge hende som lokkemiddel under besøg fra mulige købere. Trods hans heftige aura, var det altid godt med lidt ekstra til øjnene, når der skulle sælges slaver.

Hans blik gled tilbage til hende, som hun var forsvundet under vandet igen for at vaske sit hår. Mon ikke, at hun snart var ren? Tålmodighed var ikke hans stærke side, og han rejste sig for at gå hen og stille sig ved karret for at se ned på hende. Vandet havde mistet lidt af sin lokkende klarhed, som størknet blod var blevet opløst og havde spredt sig sammen med snavset. Han rynkede lidt på næsen og overvejede, om han skulle hidkalde en slave eller om hun selv ville kunne hælde en spand vand over hovedet, når hun var færdig med at svømme rundt i karret.
”Er du ved at være nogenlunde ren?” Hans blik gled ned over hende krop, denne gang ikke for at se, om hun var ren, men for at suge hendes former til sig. Han ville gerne have hende med i seng, hun var skam ganske køn.
”Kom op. Der står en spand med rent vand derovre, skyld dig.” Vandet i spanden var koldt. Han var ligeglad.