De forvirrede vist hinanden mere end andre tidligere havde gjort. Elmira var van til at forvirre de fleste, men det var nok første gang, at hun selv følte sig rundt på gulvet, når hun talte med en anden. Derfor kunne hun heller ikke helt skjule sin forvirring, som de egentlig bare kiggede på hinanden i noget tid. Hun bed sig svagt i læben, som hun underligt nok var begyndt at blive en smule nervøs. For sig selv eller på hans vegne? Der måtte være sket noget forfærdeligt, siden man kunne finde på at leve på den måde. Stjæle fra andre og dertil forsøge at bedrage andre bare for at tjene en skilling eller to? Hans udtalelse fik hende til at tilte hovedet en anelse på skrå, som det føltes lidt som en generel beskrivelse af voksne. Talte han om hende eller andre? Hun forstod ikke helt hans udtalelse og forblev derfor også tavs overfor det. Det ville være dumt at stille spørgsmålstegn nu, hvis han nu ikke kunne formulere sig på anden vis. I stedet valgte hun bare at nikke. Det var der vel intet i vejen med?

Endelig skete der noget, som faldt i god jord hos hende. Hun tog imod perlerne og slap også fadet det sekund han havde fat i det. Hun kiggede ned på perlerne for at se, hvor mange det var lykkes ham at snuppe i forvirringen. Han havde faktisk haft en del.. Hun åndede lettet op, som hun lagde perlerne tilbage i tasken og denne gang sikrede sig at den pose de lå i var lukket helt til. Så hvis hun faldt næste gang, så ville perlerne ikke lande over det hele. Så ville de også være svære at få fat på. "Tak?" det lød en anelse mistroisk, som hun ikke troede på, at der var tale om et kompliment. Tværtimod. Hun lyttede til hans ord og forsøgt ikke hvorfor det ikke var muligt at blive belønnet. Måske hun bare ikke forstod konceptet med at stjæle og at det faktisk var noget man kunne blive straffet for. "Du er også underlig.." svarede hun igen, som hun lagde hånden imod tasken. "Normalt overfalder I mænd mig altid..." forklarede hun med et hævet bryn. Måske han virkelig ikke var så slem? Som alle de andre mænd, hun var faldet over de sidste mange år. 

Da Zamir havde udtalt sig om hendes underlige væremåde, var han slet ikke klar over hvor underlig hun egentlig var. Han kunne ikke lade være med at smile lidt undrende. Han var altså underlig, fordi han ikke overfaldt hende? Han havde ikke ligefrem trukket det lange strå, da Isari gav ham mulighed for at fortsætte sit liv, men måske denne dame havde trukket et endnu kortere strå. I det mindste kom han jo ikke til skade længere. I hvert fald ikke så meget, at det betød noget.
”Isari forbyder mig at gøre skade på andre,” begrundede han. At han på en eller anden måde gjorde lidt skade ved at stjæle og snyde alligevel, var han sikker på Isari næsten så igennem fingre med. Og skulle han have det mindste ønske om at gøre hende ondt, vidste han, at han ikke havde en chance alligevel. Han var lille og splejset, ikke engang i stand til at trække sin fod til sig, da hun havde fat i hans bukseben tidligere.

Zamir trådte endnu et skridt tilbage og forsøgte at få fadet ned i den lille taske, men det lykkedes ikke helt. Når han prøvede at lukke den, kunne man stadig tydeligt se guldet og det ville næppe ende godt. Han var jo klar over, at så snart folk så en gadedreng med så værdifuld en genstand, ville han blive beskyldt for at have stjålet og meldt til byvagterne. Han var ikke meget for det, hvilket man kunne se i hans lidt misfornøjede ansigtsudtryk, men han valgte alligevel at henvende sig til damen.
"Ehm.. Vil du… Vil du hjælpe mig? Med at sælge fadet?” Han var forberedt på et nej og derfor også forberedt på at skulle vende om på hælen og gå. Men hun havde været så underlig flink indtil videre, så det kunne vel ikke skade at spørge.

Det var bare generelt nærmere at tage alle mænd under én kam, om end Zamir kun var en dreng, så var han fortsat af hankøn og det i sig selv burde være nok til at få hende til at holde sig væk. Men eftersom han havde stjålet hendes perler, så havde hun følt sig tvunget til at få dem tilbage, koste hvad det vil faktisk. Heldigvis lod det til at hun kunne slippe forholdsvis billigt ved bare at give ham fadet, hvis han altså tog imod det. Elmira havde godt hørt om guderne, men aldrig troet, at de kunne have den indflydelse på væsnerne i landet. Derfor rynkede hun også ganske let på brynene, som hun nikkede uden rigtig at svare ham. Det var jo tydeligvis ikke alle, der havde det på samme måde som ham. Men alligevel sendte hun ham et smil, som hun var glad for hans valg. I stedet lod hun blikket glide imod hendes taske, som hun klemte en smule omkring skulderstroppen blot for at sikre sig, at hun ikke lige pludselig ville miste den igen.

Egentlig troede Elmira faktisk at det var det.. Drengen havde fået hendes guldfad og var også i færd med at pakke det væk, så måske hun selv skulle vende blikket imod byen og så om hun ikke kunne finde et sted at sove for natten. Hun havde allerede vendt overkroppen imod byen og løftet foden ganske let, da han talte til hende igen. Blikket faklede en smule rundt, som var hun i tvivl om, hvorvidt hun kunne hjælpe ham med det. Og om det overhovedet var smart at blande sig på den måde? Hun tyggede længe på svaret, men endte da også med at nå en nogenlunde konklusion, der måske kunne være gavnlig for dem begge. ”Er du sikker på, at jeg kan hjælpe dig?” spurgte hun med et hævet bryn, som hun trippede let med de bare tæer hen over den kolde jord. Sålen var dækket af hendes skjold, men det var svært at se medmindre hun løftede foden helt. ”Jeg har ikke meget forstand på materiel værdi” forklarede hun uddybende, som hun ikke var sikker på, at hun ville være den rette til at forhandle en eventuel pris overfor en potentiel køber.

Egentlig registrerede Zamir godt, at hun stille og roligt skulle til at vende sig og gå. Det havde også været hans egen plan, at deres veje skulle skilles her, så han kunne få solgt fadet i byen og derefter finde en måde hvorpå han kunne komme hjem igen. Han var jo ikke rigtig klar over hvor i Isaris navn han befandt sig. Men han havde følt sig nødsaget til, for en gang skyld, at bede om hjælp fra en anden, hvis han skulle have en chance for ikke at blive beskyldt for tyveri. At blive beskyldt var jo mere end rigeligt, for ingen ville tro en beskidt gadedreng, når han sagde, at han ikke havde stjålet.

Måske hun havde en pointe. Måske hendes hjælp ikke ville give pote. Men chancen ville han gerne tage, for det var enten at prøve, eller være rimelig sikker på at blive slæbt væk af en byvagt. Igen. Så han nikkede.
”Der er ikke plads til fadet i min taske. Hvis jeg tager det med til byen i hånden, vil alle tro jeg har stjålet det. Jeg ender i arresten før jeg får en chance for at sælge det,” forklarede han, stadig med det lidt misfornøjede udtryk i ansigtet. Han var godt klar over hvordan det så ud, at han bad om hjælp til at sælge en genstand, der teknisk set ikke engang var hans. Og så lige fra den, han havde været så fræk at stjæle så åbenlyst fra.
”De vil ikke tro sådan om dig,” tilføjede han kort efter. Hendes hår så måske lidt kruset og vildt ud, men direkte uvasket, som Zamirs, det gjorde det ikke. Modsat Zamir, der var klædt i det slidte, lige så uvasket tøj, der ikke engang passede ordentligt, var hun klædt i en kjole med detaljer i guld. Hun så alt i alt langt mere velplejet ud, end han gjorde. Bortset fra, at hun ingen sko havde på? En detalje han ikke havde set før nu, da den lange kjole næsten dækkede de bare tæer.

Måske Elmira allerede havde forladt samtalen, hun var i hvert fald noget så forvirret over emnet, der blev bragt på banen. Hun kunne heller ikke skjule sin forvirring, som hun lod drengen forklare sig. Hun skævede lidt til fadet, som hun godt havde set ham bøvle med at få det ned i tasken. Så strøg hendes blik imod stien, der ledte imod den nærmeste by. Ikke at hun før havde været i byen, så hun vidste faktisk ikke hvor de skulle hen for at finde et sted, de kunne sælge fadet. Elmira sukkede stille, som hun rystede på hovedet og vendte tilbage til deres samtale. "Jeg kan godt bære det for dig" svarede hun, som hun rakte hånden frem imod ham og fadet, han stædigt holdt fat i. Hun tiggede fortsat på muligheden for at sælge det for ham.

I den sidste ende konkluderede hun, at hun måtte tage chancen og forsøge at tage den oplevelse med, nu hvor den bød sig. "Hvad vurderer du fadet til?" Spurgte hun interesseret, primært for at få en idé omkring, hvad hun mon kunne forlange for fadet. Det var dermed også en accept på, at hun ville hjælpe ham denne gang. Det ville da være synd, hvis han blev arresteret for noget han faktisk ikke havde gjort. Kun halvt måske.

Egentlig havde Zamir selv tænkt sig at spørge om hun måske ville holde det for ham, indtil han kunne finde en køber, men da hun selv tilbød det, tøvede han alligevel en smule. Trods hun ikke havde gjort andet end at hjælpe ham indtil nu, så kunne han ikke undgå at tænke som han altid gjorde. Hvad nu hvis hun skiftede mening og endte med at beholde det? Så ville han ende uden noget overhovedet.
Han forsøgte at skubbe den sædvanlige mistro ud af hovedet og så nikkede han.
"Ja, tak," sagde han endelig og rakte lidt modvilligt fadet frem mod hende. Han pressede et lille smil frem, egentlig mest for at gøre det bedre for sig selv. Hvis han smilede, ville det måske blive nemmere. Hun virkede jo stadig lige så flink som før, han var bare ikke vant til den slags og havde tydeligvis svært ved at acceptere det.

Hendes spørgsmål fik ham til at smile lidt bredere, denne gang helt oprigtigt og ikke den mindste smule tvunget, da han straks tog det som at hun faktisk gerne ville hjælpe ham. Igen.
"Oh, ehm.." Han måtte lige tænke sig lidt om, for han havde heller ikke selv så meget forstand på værdier. Han vidste hvad han kunne sælge de fine smykker for, som han et par gange havde snuppet i Dianthos, men kun fordi han havde set priserne ved boderne. Andre ting solgte han til de krystaller, som han efterhånden havde lært, at han kunne klemme ud af folk.
"Måske... 7.. 8 jadestykker? En safir, måske?" Han var ikke helt sikker. Måske det endda var alt for lidt, for sådan et pænt fad, men han ville helst ikke overdrive. Desuden var en hel safir jo tæt på rigdom for Zamir. Han mindedes ikke et eneste tidspunkt, hvor han havde været i besiddelse af så meget.

Elmira forstod ikke helt hvorfor Zamir var så mistroisk overfor hende. Burde hun ikke selv være skepsis overfor hans natur, når nu han havde stjålet fra hende tidligere og hun faktisk bare forsøgte at hjælpe? Hun følte dog ikke at hun kunne dømme ham på det punkt, for han skulle vel også leve på den ene eller anden måde. Det var jo ikke alle, der var i stand til at finde det rette erhverv, hvor krystaller ikke ville blive et problem. Drengen havde tydeligvis ikke meget at give af, og nu hvor han havde fået fadet, så var det måske virkelig svært at give slip igen. Hun forsøgte dog at smile opmuntrende til ham, så han kunne få en følelse af, at hun ikke mente det ondt. ”Du skal nok få det igen, hvis vi ikke får en handel i hus” forsøgte hun at berolige ham med, som hun tog imod fadet og egentlig følte at det var lidt af en tillidserklæring fra hans side af.

Noget kunne tyde på, at hun bare skulle stille det rette spørgsmål for at få ham til at glemme alt om sin bekymring. Det var faktisk en smule underligt, men hun valgte ikke at kommentere på hans smil, som hun i stedet lod ham tænke over det. Elmira vidste ikke hvad guld var værd, men siden drengen havde reageret, som han havde, så måtte det jo i hvert fald være noget værd. Ikke sandt? Elmira ville ikke presse på, så hun lod ham tænke over det for en stund, imens at hun selv lagde fadet ned i tasken igen. De skulle vel også ind til byen snart, særligt hvis hun skulle nå at finde et sted at sove, før alt ville blive booket.
Svaret han kom med var en smule forsigtigt, som hun nikkede stille til hans ord. ”Vi kan starte med én safir og se om en eventuel kunde vil hoppe med på vognen eller forsøge at forhandle om prisen?” svarede hun en smule prøvende. Det var jo ikke sikkert at andre så den samme værdi som han gjorde. Krystaller sad løst på nogle, hvor andre helst ville holde deres formue for dem selv. Det kunne være meget svært at finde den rette køber, men de måtte gå lidt efter deres påklædning. ”Skal vi gå til byen så?” spurgte hun med et nik imod stien og byen, de kunne jo ikke stå der hele dagen.

Zamir blev tavs igen, efter sine egne ord, da han meget hurtigt blev i tvivl igen. Han havde været bekymret for om det måske var for lidt, men måske det i virkeligheden var omvendt. Måske en safir for et guldfad var alt for meget. Der skulle jo også gerne være bare en lille chance for, at de overhovedet kunne komme af med det. Men det lod til, at han ikke behøvede at vride hjernen så meget for at tænke over det, for den anden kom med en rimelig løsning.
"Ja, okay," svarede han og nikkede. Det kunne vel ikke gå helt galt, så længe han lod hende føre ordet, når de kom så langt. Det var jo noget andet at sælge i Dianthos. Der kendte han lidt mere til hvor de typer, der så lidt igennem fingre med reglerne, befandt sig og der ville det ikke være et problem for ham selv at sælge.

Zamir børstede lige tøjet over med en hånd, for at fjerne det værste skidt, der havde sat sig efter hans fald. Uden at svare på hendes spørgsmål, tog han det første skridt mod byen, forsøgte så vidt muligt ikke at tænke for meget over de ubehagelige spændinger i hele højre side. Han måtte lige se nærmere på det senere, når han havde fundet sin bænk for natten.
"Jeg hedder Zamir." Han havde ikke rigtig set nogen grund til at præsentere sig før, da han kun havde haft planer om at stjæle og løbe, men nu måtte han vel hellere være bare lidt høflig, hvor svært det så end var for ham. Som han stille og roligt gik videre ved siden af hende, men med en god meters afstand til hende, kunne han ikke lade være med at skæve mod de bare fødder igen.
"Hvorfor har du ingen sko på?" Det havde altså undret ham i et lille stykke tid og nu havde han mulighed for at spørge, selvom det måske var lidt af et pludseligt emneskift.

De var tydeligvis et umage par lige nu, for ingen af dem lod til at have den nødvendige erfaring for at kunne bedømme værdien af fadet. Elmira havde hørt om folk, der brugte deres hverdag på at bedømme ting, men de kunne næppe finde en sådan type i byen. Desuden så tvivlede hun lidt på at han ville vente på at fadet ville blive bedømt, før de kunne tage af sted og sælge det. I stedet måtte de så bare forsøge sig med den prisen de havde nu. Hun sendte ham et roligt smil, som de var kommet frem til noget, der kunne bruges. Langsomt klappede hun hånden imod tasken, som man kunne høre fadet give lyd, når det blev ramt af posen med perler i. Hun skulle nok passe godt på det, indtil de fik det solgt. Elmira var alligevel ikke interesseret i krystallerne, de kunne få for det, men hun kunne faktisk ikke lade vær med at overveje om drengen ville blive bekymret, hvis hun tog imod betalingen? Et lavt suk undslap hendes læber, som hun ikke kunne bekymre sig omkring det hele, det var jo ikke sikkert, han havde det på den måde.

Drengen var faktisk begyndt at gå uden hende, men hun smilte blot, som han næppe ville løbe fra hende, når nu hun havde fadet igen. Derfor tog hun det også med ro, som hun krummede tæerne en smule omkring den jord hun stod på. Jorden var kølig, men ikke noget der var uvant for hende. Elmira havde fuldkommen glemt drengens styrt og det faktum, at han muligvis kunne have ondt. I stedet fokuserede hun på hans navn, før hun sendte ham et smil. ”Jeg lystrer navnet Claíre” lo hun stille, som var hun en hund eller et andet kæledyr. Men det var heller ikke hendes egentlig navn, et navn, hun havde taget for at andre kunne omtale hende som et menneske og ikke, hvad hun var. Men det ville drengen næppe kunne forstå lige nu. Hun fulgte roligt med ved siden af ham, men kunne godt fornemme, at afstanden var vigtig, så hun holdt sig lidt på afstand.
En undren kunne ses i hendes blik, som drengen spurgte ind til hendes manglende fodtøj. Hun lo svagt, som hun trak en smule på skulderen. ”Jeg kan godt lide at mærke jorden under mig” forklarede hun roligt, som hun dog stoppede op og løftede den ene fod, så han kunne se, at hun ikke var hel bar under. Der lignede skæl, som en flydende masse, der dækkede hendes fodsål. ”Det her beskytter mig” fortsatte hun, som hun langsomt satte foden ned igen, da det ville blive en smule svært at blive stående på ét ben.

Selvom det ikke var nogen let opgave, så var Zamir alligevel begyndt at løsne lidt op. Han var vant til, at ville folk ham noget ondt, så ville de fleste gøre det fra starten af, så mon ikke hende her var flink nok. Trods han selv ville kunne finde på at gå så langt og endnu længere for at snyde sig til lidt ekstra krystaller, måtte han vel indse, at det langt fra var alle, der kunne finde på det samme. Måske hans uheld i at rende ind i de forkerte, var ved at blive vendt til det bedre.
Zamir kunne ikke lade være med at grine lidt over Claíres måde at præsentere sig på. Han var godt nok ikke selv vant til at give sit navn til andre, men lige den måde, havde han alligevel aldrig hørt før. Hun fik det jo til at lyde som om hun var en hund. Eller det, der var værre, hvilket lige fik ham til at få kuldegysninger, men det ubehag rystede han hurtigt af sig igen.

Claíre så på Zamir med en undren og han gengældte den straks, idet hun svarede. Han befandt sig inde i indre by, hvor der flere gange lå smadret glasflasker på jorden, takket være alle de fulde folk fra de små kroer. Så han kunne ikke rigtig sætte sig ind i glæden ved at mærke jorden under sig.
Zamir stoppede op og bukkede sig lidt ned, så han bedre kunne se nærmere på undersiden af hendes fod. Han var noget så fristet til at træde lidt tættere på, så han kunne prikke til det, men hun fik sat foden ned igen, før han fik tænkt færdigt. Alligevel tog det ham et øjeblik, før han rettede sig op igen og så mod hende.
”Beskytter dig? Som et dyr? Er dét levende?” Det var der, hans tanker først landede. Som et dyr, der ville angribe, hvis dets ejer lod til at være i fare. Det lød måske dumt, men når det handlede om magi, så var Zamir egentlig ret dum.
”Eller er dét det samme som perlerne?” Måske hun kunne bruge perlerne til meget mere, end han allerede vidste? Han så lige så forvirret ud som han havde gjort tidligere, da han ikke forstod hvorfor han ikke kunne sælge perlerne.

Det var faktisk helt rart at se smilet og grinet på hans læber, som hendes svar tydeligvis bragte en latter med sig. Elmira selv trak let på skulderen, som hun egentlig ikke lagde meget i sin præsentation. Det morede hende dog lidt, at han fandt det morsomt. Ikke fordi hun ønskede at han skulle opfatte hende som hund eller et kæledyr, hun havde blot valgt sit eget navn og tildelt det siden andet ville være for underligt. Hvis hun først skulle forklare sit egentlige navn, så ville han nok stå som ét stort spørgsmålstegn og så ville de næppe nå ind til byen i tide. At hun faktisk var tiden.. Det måtte være noget så forvirrende for en dreng som ham, der ikke rigtig forstod sig på magi.

Skarpe genstande kunne ikke trænge igennem skællet, men det kunne han selvfølgelig ikke vide, derfor forstod hun også godt, hvorfor han endnu undrede sig over hendes valg om at gå rundt uden fodtøj. Det var faktisk også ganske befriende ikke at skulle tænke på fodtøj, for mange havde det med at skifte imellem forskellige slags fodtøj afhængig af, hvilket vejr de begav sig ud i. Men det skulle hun ikke. Elmira bemærkede godt, hvor interesseret han var i sålen under hendes fod, men at han ikke kom frem til noget, før det var for sent. Måske Zamir skulle tænke hurtigere i fremtiden, særligt hvis han ville frem i livet.. "Måske lidt levende.. Det er faktisk bare min magi, som danner en skal på min krop, hvis jeg er i fare" forklarede hun roligt. Det var ikke sikkert at han ville forstå det, men hun kunne da forsøge, ikke sandt?
"Perlerne er også lavet med magi, men dem kan jeg styre. Skallen har lidt sit eget liv, så at sige.." fortsatte hun, som hun egentlig var i tvivl om hun var på vej ud på dybt vand med ham. Hun nikkede dog imod byen, som hun fortsatte med at gå, men alligevel sikrede sig, at han nu også fulgte med. De manglede ikke at tilbagelægge særlig mange skridt, før de ville nå til gaderne i byen.

Zamir forsøgte virkelig at følge med i hendes forklaring, men det var som om, at jo længere hun kom, jo flere spørgsmål fik han. Kun lidt levende? Hvis magien kun dannede skallen når hun var i fare, gjorde den det så under foden nu, fordi den mente at jorden var farlig? Var den overhovedet levende nok til at dømme hvad fare var, eller hang det sammen med hendes dømmekraft? Måske der slet ikke lå så meget teknisk bag magien. Måske var det bare ham selv, der overtænkte sådanne ting alt for meget og selvom han egentlig gerne ville lære alle svarene at kende, var det måske lidt meget at overfalde hende med alle spørgsmålene på én gang.

Claíre nikkede mod byen. Nårh ja, byen. Zamir havde måske været lidt for optaget af sine mange spørgsmål, at han i et øjeblik havde glemt at flytte fødderne. Så han begyndte at gå igen. At tænke hurtigere, når det ikke var decideret nødvendigt, var ikke et af hans talenter. Hun var altså en besynderlig type.
”Du er ikke et menneske, er du vel?” Den lettere uhøflige antagelse væltede ud af munden på ham, som om han ikke havde haft noget valg. Trods de mange andre spørgsmål, var det ingen af dem der røg ud, for hans lidt for dømmende mentalitet tog meget hurtigt over. Han sørgede også lige for at gøre afstanden mellem dem en smule større, bare for en sikkerheds skyld. Det osede ud af ham, at han ikke havde de bedste erfaringer med fremmede væsner, men et øjeblik efter fik han alligevel sendt hende et lidt undskyldende blik. Han var ikke rigtig i sin ret til at dømme hende, efter hun kun havde gjort sit for at hjælpe ham. Han kunne bare ikke rigtig lade være.

Skulle Elmira være ærlig omkring sit 'forsvar', så vidste hun ikke helt hvordan det fungerede. Det havde bare altid været der for at våge over hendes tid på jorden. Nok kunne hun sagtens dø, men hendes lånte krop blev beskyttet, så hun kunne være i landet så længe som overhovedet muligt. Egentlig havde det ikke været i hendes planer at indtage en rolle i landet, men med årene var det blevet kedeligt bare at kigge på. For teknisk set skulle hun heller ikke blande sig i Zamirs færden i verdenen for han var slet ikke bestemt til at skaffe den sum krystaller, som de begge var ude efter. Måske hun bare var blevet lettere forvirret med årene og ikke længere tog sin mission så hellig, som hun havde gjort i begyndelse. Der var endnu så mange ting hun ikke selv forstod og derfor var hun taknemmelig for at han ikke stillede flere spørgsmål.

Elmira måtte selv vende fokus imod byen, som de ikke manglede mange skridt før at de ville være indenfor bygrænsen, men som han var gået i stå, så kunne de få skridt godt tage noget tid. Hun skævede dog kort til ham, som han sat spørgsmålstegn ved hendes race, så nikkede hun en smule for ivrigt på hovedet til at virke overbevisende. "Selvfølgelig er jeg menneske" svarede hun hurtigt, lidt for hurtigt, som hun vendte blikket imod jorden og forsøgte at skjule de røde kinder, der var blevet utrolig varme og forlegne over hendes egen opførsel. Hun kunne fornemme på ham, at han tog en større sikkerheds afstand til hende, som hun bed sig i læben og skævede rundt på deres omgivelser. Så sukkede hun dybt og rodede lidt rundt med hånden i tasken.

"Nej.. Jeg er ikke menneske.. Men jeg er ikke farlig, tiden er bare ikke med dig, til at jeg kan fortælle mere" forklarede hun lettere firnurligt, som hun ikke kunne formulere sig på anden vis. Hvis han kendte hendes race, så ville det for alvor gå galt og så ville hun ikke længere kunne skjule sig i mængden. Der var jo mange mennesker, så det havde været mest oplagt at ligne en.

Zamir var uden tvivl ikke færdig med at stille spørgsmål, men så mange ting han gerne ville have svar på, fik han vist let forvirret sig selv mere end nødvendigt. Det gjorde det ikke helt let at huske på samtlige spørgsmål, men måske det var for det bedste. Han forstod alligevel ikke meget af hendes svar, selvom han virkelig forsøgte.
Claíre svarede hurtigt, alt for hurtigt og det var ikke svært at se mistroen i Zamirs ansigt. Han var ikke parat til at flygte, som han ellers ofte ville være, når det var så tydeligt, at folk løj om deres race. De nåede kanten af byen og det begyndte også at vrimle med flere folk.

Men i stedet for at gå videre, stoppede han op og rettede sig mod hende. Han forstod heller ikke meget af hendes forklaring denne gang, men han valgte at tage det som noget godt. Så tog han et par skridt tættere på hende. Han skulle jo lige sørge for at holde sin stemme dæmpet.
"Men du har ingen skjulte hugtænder, horn, eller haler?" Spurgte han lavt. Han gøs lidt ved det sidste ord. Han hadede haler. Han ville jo lige være sikker, inden han begav sig ind i byen og forsøgte at gøre en handel i samarbejde med hende. Han skulle ikke nyde noget, af nogle ubehagelige overraskelser.

Det var tydeligt, at hun faktisk ikke rigtig kunne holde ved sin løgn. Måske fordi han ikke lignede en, der troede på at hun var menneske. Hun syntes ellers at hun lignede én, men der var efterhånden mange, som havde stillet spørgsmålstegn ved hendes race, så noget måtte hun gøre forkert, men hvordan skulle hun ændre på det, når ingen fortalte hende, hvad der afslørede hende. Elmira var en smule forvirret over situationen, vidste ikke rigtig hvad hun skulle fortælle for at få ham til at lade emnet ligge. Det var faktisk umuligt for hende at fortælle sandheden for så ville hun også bringe Zamir i fare, unødig fare som ikke var ment til at ske for ham. I hvert fald ikke lige nu.

Elmira forsøgte at være ærlig omkring hendes situation, som Zamir var gået en smule i stå lige udenfor byen. Hun sank en klump, som hun mødte hans blik og ikke rigtig vidste, hvad hun skulle forvente af ham. Ville han løbe eller ville han melde hende til vagterne? Stille bed hun sig i underlæben, som hun afventede en reaktion fra den unge dreng. Hans spørgsmål kom fuldkommen bag på hende, som hun måtte slå en latter af, men også hurtigt dække munden, som folks blikke blev vendt imod hende. "Nej, bare rolig.. Sådanne afskyelig træk passer slet ikke til min krop" svarede hun, stadig halvt leende, som hun lige skulle have sig selv under kontrol igen. Hun skubbede det røde hår til siden, så han kunne se de almindelig ører og forhåbentlig konkludere at hun heller ikke forsøgte at skjule noget med håret. Så længe han ikke kiggede i hendes nakke.. Altså..

Zamir var egentlig godt klar over, at hans spørgsmål måske kunne tages en smule fornærmende. Selvom det var dét, han havde forventet fra Claíre, var hendes latter vel retfærdiggjort. Det var heller ikke hverken horn eller hugtænder, der først faldt ham ind, når han så på hende, men så uheldig han havde været, vidste han, at selv de mest uskyldige væsner kunne bære på de mere mørke hemmeligheder. Hendes ord var beroligende nok, men at hun lige sørgede for, at han også kunne se de helt almindelige ører, lettede lidt mere.
Der dukkede et nyt lille smil frem, som han trådte et skridt tilbage igen.
"Okay," sagde han og nikkede let. Nu var han vist så sikker, som han kunne være, så nu kunne de godt fortsætte. Han lod en ældre kvinde gå forbi, før han tog de sidste få skridt ind i byen og allerede der, gav sig til at spejde efter mulige købere.

Han gik videre, dybere ind i byen, men sørgede hele tiden for at holde et skævende øje mod Claíre, bare for ikke at miste hende, trods der ikke var et overvæld af mennesker på gaderne. De skulle ikke gå langt, før et mindre marked var at spotte for enden af gaden.
"Dernede," sagde han og pegede. "Der kan du nok finde et par stykker, der kunne være interesserede," forsatte han, idet han vendte blikket mod hende og trak hånden til sig igen.
"Jeg tror bare ikke, at jeg skal gå med. Der er ikke mange, der vil give mere end et par ravstykker til en gadedreng. Vi kan nok få mere for det, hvis du gør det alene." Det var jo ligefrem en stor ting, at Zamir ville stole nok på hende, til ikke at gå med. Så han kunne være sikker på, at hun ikke forsvandt direkte efter salget. Men han var rimelig sikker på, at det nok skulle gå. Desuden havde han ikke tænkt sig at være langt væk, som han sagtens ville kunne snige sig med i udkanten af det lille marked og følge med derfra.

Det var en smule spøjst at drengen var så nervøs i hendes selskab. Normalt var det den rolle, som hun selv tog, når hun mødte mænd eller drenge for den sags skyld. Men lige i hans selskab, var han faktisk den, som var mest nervøs af dem begge. Det gjorde også at Elmira havde langt nemmere ved at bløde op overfor ham, fordi hun flere gange var nød til at forsvare sig selv og berolige drengen, så blev hun faktisk selv meget mere rolig omkring det. Hun forsøgte dog ikke at skjule en mørk hemmelighed for ham, men noget var hun nød til at skjule, så han ikke ville blive mere forvirret over hendes væsen, for egentlig skulle hun ikke eksistere. Men det ville han nok heller ikke tro på.
I stedet valgte hun at sende ham et beroligende smil for at få ham til at lade emnet ligge for nu. Hvis han insisterede på at vide mere, så måtte hun jo sortere i sine informationer og tænke sig om, før at hun kunne give ham mere info omkring hende. Det ville dog være nemmere, hvis han bare så hende som et menneske, for hun skulle i virkeligheden ikke forestille sig at være andet end bare det.

Byen var endnu et nyt sted for Elmira, som hun egentlig havde haft kursen imod byen, men ikke vidst, hvad der ventede hende. Hun holdt dog et godt øje med Zamir, så hun ikke lige pludselig ville blive væk i mængden. Det ville være ærgerligt, for så ville han sikkert tro, at hun blot forsøgte at stikke af med fadet. Elmira lod blikket vandre ned langs med gaden, som han pegede imod markedet, hun nikkede let, som hun dog så en smule nervøs ud. ”Hvor længe tror du, jeg skal bruge dernede?” spurgte hun roligt, som hun ikke var sikker på, hvor lang tid folk brugte på at sælge den slags ting.. Hun kunne jo være heldig, men også virkelig uheldig, hvis ingen var interesseret i guld fadet.
Hun skævede lidt til ham, som han ikke mente, at det ville være en god ide, hvis han gik med. ”Men nu skal de jo handle med mig, og ikke dig?” spurgte hun med en svag rynken imellem brynene, som hun dog godt kunne se hans bekymring. Alligevel kunne hun godt acceptere hans ord, som hun nikkede til ham og trak fadet ud af tasken for at holde det under armen i stedet. ”Jeg kommer tilbage, så hurtigt som muligt” forsikrede hun ham, før at hun begyndte at gå imod markedet. Elmira holdt godt fat i fadet, så igen ville forsøge at tage det fra hende, før det var blevet solgt.

Zamir kunne godt se nervøsiteten hos Claíre. Når man selv havde haft den samme fornemmelse plantet i ansigtet det meste af dagen, det meste af sit liv, var det ikke svært at genkende hos andre. Hun havde brugt en god del tid på at berolige ham, så måske han skulle forsøge at gøre det samme. Selvom det nok ikke var hans stærke side. Alligevel fik han et nogenlunde smil frem.
”Ikke ret længe, tror jeg,” sagde han. Selvom han udmærket godt vidste, at det kunne tage flere dage at få solgt en enkelt genstand, hvis man var uheldig, så var der nok mennesker på pladsen til, at han var sikker på at det nok skulle gå lidt stærkere. Og hvis det ikke gjorde, så havde han vel bare mere tid til at liste rundt og tage ting fra boderne og fra de folk, der ikke lige var opmærksomme nok.
Zamir nikkede, som Claíre forsikrede ham om, at komme tilbage så hurtigt som muligt. Han blev stående i et øjeblik og fulgte hende med blikket, som hun begyndte at gå mod markedet. Så gav han sig til at følge efter, så han hele tiden kunne se hende på afstand.

Mens Claíre gjorde sit for at få solgt fadet, forsøgte Zamir at blende lidt ind i mængden fra sidelinjen, så han lettere kunne tage ting hist og her. Inden længe havde han allerede stjålet en pung fra en ældre dame og et par små figurer i træ, som han havde stoppet i tasken. I et øjeblik var han mere fokuseret på Claíre, end på den lille, tykke mand bag den næste bod, så da han rakte hånden ud og tog fat i en lille pose, med tørrede frugter i, var det ikke helt uden at blive set. Zamir tog det første skridt for at gå derfra med posen, men blev straks grebet fat i, af bodens sælger. Han rettede straks et panisk blik mod den lille tykke mand, der havde et godt greb i hans overarm.
”Jeg har ikke meget til overs for tyveknægte. Vil du spilde tid på at forsvare dig, inden jeg melder dig til byvagterne?” Manden lød noget så muggen, da han udmærket godt kunne se, at Zamir havde haft i sinde at stjæle. Panikken lyste jo ud af drengen, men Zamir rystede straks på hovedet.
”Jeg er ingen tyv. Jeg havde ikke tænkt mig at stjæle!” Forsøgte han at forsvare sig, men manden rystede bare på hovedet, som han tydeligvis ikke troede på ham. Zamir vred sig, men det slap han ikke fri af. I stedet prøvede han at fange Claíre i folkemængden.
”Claíre!” Kaldte han og ventede et øjeblik, til han fik øje på hende. ”Fortæl ham, at jeg ikke havde tænkt mig at stjæle?” Bad han, som han sendte hende et lettere desperat blik, selvom det selvfølgelig ikke var sandt. Han ville bare helst undgå endnu en snak med en byvagt og hvis han bare kunne få manden til at give ham en lille chance, kunne han vel betale med de krystaller han lige havde snuppet fra den gamle dame. Han fik også hurtigt samlet sig et publikum.

Det var en smule sødt, at Zamir faktisk forsøgte at berolige hende. Det kom lidt bag på hende, men hun tog glædeligt imod hans ord, som hun bukkede hovedet ganske let og nikkede til hans udtalelse. Forhåbentlig havde han ret, som hun skævede imod markedspladsen og hurtigt gik derned. Der var faktisk en del mennesker på pladsen og hun vidste ikke rigtig, hvor det var bedst at placere sig i forhold til at skaffe de rette kunder. Derfor besluttede hun sig også for at kigge nærmere på de forskellige typer af boder, så hun kunne placere sig i nærheden af noget, der måske kunne friste den målgruppe, hun selv skulle have fat i.

Til sidst endte Elmira ved siden af en smykkesmed, som havde et stort udvalg af smykker, både til mænd og kvinder. Fadet valgte hun at holde i hånden, som hun stadig var nervøs for at nogen ville stjæle det fra hende. Der var sikkert flere tyve på pladsen end ude på landevejen, så hun måtte være vågen. Elmira skubbede de røde lokker væk fra hendes brystkasse, som hun strøg fingrene igennem det lange hår og ellers spejdede ud over mængden. Hun strøg fingrene over tøjet for at fulde de få folder ud, så hun i det mindste så præsentabel ud, så måtte hun bare vente.
Det var svært at sige, hvor længe hun havde vendte, men hun havde bemærket Zamir op til flere gange, som han vandrede rundt på pladsen. Det var endnu ikke gået op for hende, at han faktisk var i færd med at stjæle og som han lod til at møde hendes blik, smilte hun til ham. "Hvad skal du have for fadet?" spurgte en midaldrende herre, som hun slet ikke havde set ham, før at han faktisk stød foran hende. Måske hun skulle fokusere på sin opgave og ikke at holde øje med Zamir. Hun lod blikket dale imod fadet, som hun lignede én, der forsøgte at veje det i hånden. "Det er rent guld" forklarede hun uddybende, som manden også ville være i stand til at få en fornemmelse af den tunge vægt. "Så jeg tænker 1 safir og 7 rav stykker, men vi kan godt sige 1 safir og 1 jadestykke, hvis det er nemmere for Dem at handle med" forsøgte hun sig, som manden kiggede en smule skeptisk til hende. Han rodede lidt rundt i lommen på sin frakke, før at han hev en pose frem. "Hvad siger De til 1 safir og.." manden holdt en kunstpause, som han rodede lidt rundt i posen. "1 safir, er mit bud" konkluderede han til sidst, som han rakte hånden frem med posen.

Elmira tænkte længe over det, som hun skævede imod fadet og forsøgte at få øje på Zamir, måske han havde overhørt dem og derved kunne give hende et nik, så de kunne blive enige om prisen. Men da opdagede hun, at han var blevet fanget af en bodejer, som  tydeligvis så hidsig ud. Hun bed sig let i underlæben, som hun vendte blikket imod manden, så skubbede hun næsten fadet ind i hans favn og tog fat om posen for at løbe imod Zamir. "Tak for handlen" råbte hun tilbage imod ham, som hun vinkede, men ellers fortsatte imod Zamir. Hvad havde han nu rodet sig ud i? Hun havde ikke haft chancen for at tjekke indholdet og nu var manden sikkert væk igen.

"Zamir!" kaldte hun, som hun helt automatisk tog fat i mandens arm og forsøgte at få ham til at slippe. "Det beklager jeg, hr." sagde hun med et dybt buk, som hun stadig forsøgte at få ham til at give slip. "Vi følges ad.. Han har en trang til at tage alt.. Hvor jeg så normalt betaler for sagerne, da han ikke rigtig ved, hvad krystallerne gør godt for" sagde hun lettere forpustet, som hun åbnede posen fra manden og trak nogle ravstykker op, som hun rakte manden. "Håber vi kan glemme det" fortsatte hun, som hun sendte manden et oprigtigt smil og skævede lidt imod Zamir og hans forsøg på at stjæle igen. Han havde tydeligvis intet lært.

Den brede mand vendte straks blikket mod Claíre, som hun kom løbende imod dem. Han så straks helt fornærmet ud, idet hun tog fat i ham og forsøgte at få ham til at slippe. Det var jo tydeligvis ikke ham, der var problemet. Det var drengen, der havde været noget så flabet og forsøgt at stjæle fra ham. Og ikke engang gjort et særlig godt forsøg, siden han meget hurtigt var blevet taget i det. Zamir vred sig stadig, men fyren greb kun hårdere fat, som han fortsat holdt blikket på Claíre, der forklarede sig. Zamir burde vel se taknemmelig ud, taget i betragtning at Claíre fik ham fri fra at blive meldt til byvagterne, men alligevel fik han også et lidt fornærmet udtryk i ansigtet. Hun skulle jo fortrælle manden, at han ikke havde tænkt sig at stjæle, ikke at han rent faktisk ikke kunne lade være med at rage til sig.

Manden så en anelse skeptisk ud, men slap alligevel drengen og nikkede.
"Så lad gå," sagde han og tog imod ravstykkerne. Han sendte Zamir et skuffet blik og et lige så skuffet ryst på hovedet, før han skulle til at vende tilbage til boden. Han stoppede kort op og henvendte sig til Claíre en sidste gang.
"Du burde lære drengen nogle manere," sagde han lettere bebrejdende, som han tydeligvis troede, at de to havde bedre kendskab til hinanden, end de egentlig havde. Så drejede han om og gik om bag boden igen. Zamir så efter fyren og sendte hans ryg en flabet grimasse, inden han stak posen med tørrede frugter i tasken.

Zamir rettede lidt på tøjet og som han gik forbi Claíre, rettede han lige et helt uskyldigt blik mod hende og trak på skuldrene. Han var da udmærket godt klar over, at hun dømmede ham lidt, bare lidt. Eller det var han da i hvert fald overbevist om, for sådan var det altid.
"Hvad? Jeg er sulten," mumlede han, som om det var en ordentlig undskyldning for at stjæle. Det mente han vel egentlig også, at det var, for selvom han havde krystallerne til at betale for det, så han ingen grund til at betale, hvis han kunne slippe for det. Krystallerne skulle jo helst række så længe som muligt.
"Hvor meget fik du for fadet?" Skiftede han straks emne. Han lød lidt begejstret, som han tog let fat i hendes hånd og trak hende med lidt væk fra boden og de mange, dømmende øjne, der stadig holdt øje med ham.