Han hånd var kold. Det var den ting, som Laurenne lagde mærke til over alt andet. Havde han altid haft så kolde hænder, eller var det fordi hendes lår var så varme til sammenligning? Uanset hvad det var, fremkaldte følelsen af den kolde hånd gåsehud på hendes bare lår, og hun gøs lavt.
Følelsen af hånden mod hendes lår, bragte ikke nogen videre nydelse. Hun havde oplevet flere mænd, som kunne gøre hende desperat uden overhovedet at røre hende, men lige nu følte hun.. intet. Mon ikke det ville komme, når han rørte nogen af hendes mere følsomme steder? Det blev det nød til.

Hun lagde sig helt ned på ryggen, og lukkede øjnene. Hun forsøgte at glemme, at det var Wolfram, som sad på sengekanten. Hvornår havde han sidst siddet på hendes sengekant? Engang da hun havde været lille og havde været syg?
Tøvende spredt hun benene en anelse. Hun begyndte at have sin tvivl om, hvorvidt Wolfram overhovedet havde tilfredsstillet en kvinde før. Hun forstod, at han var tøvende, men det virkede jo nærmest som om, at han ikke vidste, hvad han skulle gøre. Hun rykkede sig en smule nedad for at få hans hånd længere op mod hendes køn.
"Længere op" ordene blev sagt lavt, og hun lå stadig med øjnene klemt godt sammen. "Jo før du begynder at gøre det ordentligt, jo før får du det overstået" og jo før ville hun få det overstået, men det sagde hun selvfølgelig ikke højt.

Wolfram havde nær taget hånden til sig, da hun flyttede på sig, så hans hånd snittede hendes varme. Hans kæbemuskler arbejdede kort, som alt i han strittede i mod, men til sidst gjorde han, som hun sagde. Hun havde ret, jo hurtigere han fik det overstået, jo hurtigere kunne dette mareridt stoppe. Så han skubbede hånden det sidste stykke op.
Det var som om, at noget kom tilbage til ham, som hans fingre strøg over hende. Selvom det var mange, mange år siden, var det noget, han havde prøvet før, og hans hukommelse svigtede ham heller ikke denne gang. Selv dengang havde han ikke haft lyst, men havde prøvet i et forsøg på at gøre, som det blev forventet. Få en kone og børn. Og det krævede trods alt det fysiske element. Han havde gjort det, uden at få noget ud af det, andet end at han havde lært noget om, hvad en kvinde ville have. For han havde trods alt gerne ville tilfredsstille, selvom det ikke interesserede ham, både så ingen tænkte mindre om ham, men også fordi at han nu alligevel havde tvunget sig ind i situationen.

Han tog en dyb vejrtrækning gennem næsen, inden han drejede sig lidt mere mod hende. Han nægtede at lægge sig ned ved hende for nu, selvom han godt vidste, at det nok ville komme. Mon hun ville stille sig tilfreds med, at han bare rørte?
Endeligt lukkede han øjnene, mens han koncentrerede sig om, hvad hans fingre rørte. Det krævede lidt at få det gravet frem af hukommelsen, så han startede med at prøve sig lidt frem. Så snart han følte, at han havde fat i det rigtige, åbnede han øjnene for at følge med i Laurennes reaktioner.

Et eller andet sted hjalp det. At koncentrere sig om, hvordan og ikke hvorfor og med hvem. At se lidt mere videnskabeligt på det. Kunne han gøre dette ud fra den viden, han havde? Kunne han huske nok til, at Laurenne ville blive stillet tilfreds, både psykisk og fysisk? Hun havde selv sagt, at hun ikke ønskede noget ømhed, og det var godt, for det var han ikke sikker på, at han kunne give hende. Ikke som han selv ville kunne gøre det med en mand, han selv havde valgt at være sammen med. Og så det, han havde lært sig selv at give greven, der somme tider havde brug for at ligge og brokke sig bagefter, mens Wolfram fysisk forsikrede ham om, at han selvfølgelig var den bedste greve i Krystallandet.
Nej, nu fokuserede han på det, han kunne, og så måtte Laurenne selv sige til, hvis noget skulle gøre anerledes. Han fandt det ikke naturligt. Ikke med hende.

Laurennes fingre gravede sig ned i sengen. Ikke af nydelse, mere i et forsøg på at have et eller andet håndgribeligt, så hun ikke tabte sig selv i sine tanker. Hun gik en balancegang, og hun var allerede gået alt for langt til at lade tvivlen vinde.
Hun forsøgte at fokusere på fingrene, uden egentlig at fokusere på, hvem fingrene tilhørte. Det virkede nogenlunde. det virkede i hvert fald nok til, at hun stille og roligt kunne mærke nydelsen brede sig i kroppen. Ikke noget voldsomt, men nok til, at hun kom sig over dem værste nervøsitet og tvivl.

Hun lod ham fortsætte med fingrene i et lille stykke tid, mens hendes nydelse stille og roligt blev bygget op. Det var på ingen måde nok til at skubbe hende derud, hvor det blev rigtig dejligt, men skulle hun være helt ærlig overfor sig selv, lå noget af skylden for det også ved hende. Hun havde nu heller ikke regnet med, at det ville være nogen oplevelse, som for alvor fik jorden til at ryste under hende, det var ikke grunden til, at hun gjorde det.

Langt om længe åbnede hun øjnene, og så på ham.
"Stop" hendes stemme var blidere, end den normalt var, når hun snakkede til ham. Formentlig blot et resultat af nydelsen han alligevem havde fået bygget op i hende.
Hun lod ham trække hånden væk, og vendte sig om, så hun i stedet lå på maven. Hun kunne ikke ligge på ryggen og ligge og kigge på Wolfram, når de fortsatte igen.
"Kom herop" Hun kunne ikke få sig selv til at give ham mere præcise instrukser, hun måtte håbe på, at ham forstod, hvad han skulle.

Det lod til at virke. Ikke fantastisk, men Laurennes træk blev mere bløde, og hendes vejrtrækning tungere. Og hun blev mere våd, noget han lige skulle vænne sig til, det var ikke ligefrem det, han var vandt til. Men han koncentrerede sig om, hvad han mente, at han gjorde rigtigt, og forsøgte at ignorere resten. Lod de glemte minder om hans få forsøge med kvinder komme tilbage til ham. Det var ikke helt det samme, for Laurenne lå bare. Dengang havde der været noget sparring. Lidt hjælp at hente. Men han havde været ung og der havde været forståelse for hans uvidenhed. Her vidste Laurenne formentligt slet ikke, hvor udvidende han var. Hvor meget han prøvede sig frem i håb om, at det ville være hurtigt overstået.

Men nej. Hun var tydeligvis vant til mere, og endeligt bad hun ham stoppe. Et håb om, at hun selv syntes, at det var så sølle, at de ikke skulle fortsætte, gled igennem ham, men det forsvandt nu, som hun vendte sig og bad ham komme derop. Han blev siddende, lidt i tvivl om, hvad hun ville have, at han skulle gøre, selvom han godt vidste, hvad hun forventede. Man skulle måske forvente, at den del ville være den lette, for det var det, der mindede mest om det, nogle mænd, han var sammen med, ønskede. Men som hans blik gled ned i mellem hans egne ben, vidste han, at det ville blive den sværeste del. Især når hun valgte ikke at gøre noget selv. Ingen berøringer, ingen ophidselse. Lige nu var der intet liv i mellem hans ben, og han vidste ikke, hvad han skulle gøre. Tanken om at røre sig selv i denne situation var afskyelig, og han tænkte ikke tanken færdig.

I stedet sukkede han og så på Laurenne. Der var vel ikke andet for end at indrømme, at det ikke var muligt at tilfredsstille hende som hun ønskede.
"Mylady, jeg forstår, hvad De vil have mig til, men som situationen ser ud nu, er det problematisk." Det var ydmygende, men han accepterede det, som det var. Hun var en kvinde. Måske kunne han slet ikke.
Hans blik var stadig lukket og hans ansigt uden følelser. Han ønskede heller ikke, at hun rørte ham, så forhåbentligt ville hun give op. Selvom han tvivlede. Han kendte hende godt nok til at vide, at hun havde taget en beslutning, der skulle gennemføres. Han havde kvalme. Bare en smule.

Laurenne lå og forsøgte mentalt at gøre sig klar til, at mærke vægten af Wolfram oven på sig. Hun tvivlede ærligt talt på, at hun ville få meget ud af det, men lidt havde vel også ret. Uanset hvad ville hun formentlig få mere ud af det end tjeneren. På trods af hun ikke ligefrem så frem til at fortsætte, fik hans tøven hende til at blive irriteret. Hvad ventede han dog på? Han havde fået en direkte ordre, så hvad ventede han på? Han sukkede irriteret, men hun ventede på, at han tog sig sammen.

DDet var ikke nødvendigvis fordi hans svar kom voldsomt bag på hende. Han havde trods alt ikke vist de store tegn på at nyde, hvad de var i gang med. Alligevel blev hun dog lidt fornærmet. Hun så godt ud, det vidste hun udemærket godt, også selvom hendes krop ikke var fuldt udviklet til en kvindes krop endnu. Han burde faktisk tage det som en ære at få lov til at betragte hende nøgen.. og så reagerede han ikke på det! Hun kunne selvfølgelig sætte sig op og give ham en hjælpende hånd, men ikke om hun havde tænkt sig at bringe sin tjener nogen form for nydelse! Og så havde hun heller ikke rigtig lyst til at røre ham på den måde, men det var mindre vigtigt.

Hun rejste sig op fra sengen, og begyndte at tage underkjolen på, uden så meget som at værdige ham et blik. Hun trak kjolen over hovedet. Af gode grunde kunne hun ikke selv lukke den, så den måtte forblive åben. Hun havde i hvert fald ikke tænkt sig at bede Wolfram om hjælp. Uden et ord gik hun hen og stillede sig foran ham. Hendes blik var koldt, som hun så på ham. Hun åbnede munden for at sige noget, men lukkede den hurtigt igen. I stedet gav hun ham en lussing med en sådan kraft, at lyden rungede i lokalet. Derefter vendte hun sig om og forlod lokalet, smækkende døren efter sig. 

Hun lignede en tordensky, som hun svingede benene ud af sengen og greb sin underkjole, der lå efterladt på jorden. Wolfram kunne næsten ikke tage sig af det, så lettet var han. Hans skuldre faldt ned, og hans mavemuskler blev mindre spændt, som han bare sad der, nøgen, og så hende hive kjolen på også. Hun gav op. Ved guderne, hun gav op. Det var lige før, at han havde lyst til at le, men også kun lige før. For han vidste godt, at bare fordi hun ikke ville mere, var problemerne for ham nok ikke overstået. Hun var hævngerrig, og han måtte indrømme, at nu kom bekymringen om, hvad hun ville gøre, som hævn over, at han ikke ... ville.

Hånden ramte hans ansigt som en sten, og en svag lyd kom fra ham. Trods at hun ikke var større, slog hun til. Han kunne smage blod, men tog lussingen uden brok. Hvis det var det eneste, hun ville gøre, ville han være heldig.
Stadig tavs så han hende storme ud af hans værelse og smække døren bag sig med et brag. Sådan blev han siddende lidt, på kanten af sin egen seng, der nu føltes beskidt. Han følte sig beskidt. Ulækker. Med en gysen kom han på benene, tog sit tøj på og gik direkte ned i baderummet for at se, om han kunne vaske den beskidte følelse væk med sæbe og vand. Det lykkedes ikke rigtigt. Det mentale billede af hendes nøgne krop i hans seng ville ikke forlade ham, og han kunne stadig dufte hende i mellem tæpperne, som han lagde sig nogle timer senere.




Laurennes hævn havde vist sig at være i den lette ende, ting var gået i stykker, og hun havde givet ham nogle dårlige opgaver, men det var hurtigt gået over, og livet var fortsat som hidtil. Det første stykke tid havde han været endnu mere formel overfor hende, og han havde en fornemmelse af, at hun var irriteret over, at han ikke virkede til at tage sig af, hvad der var sket. Og måske godtede han sig en smule over det. Bare lidt. 

Der var gået et års tid, da Wolfram en aften gik i seng. Slåen på døren var slået for, han havde efter den oplevelse lært at være mere forsigtig. Afslappet ryddede han op efter dagen, vaskede sig i vaskefadet og gik i seng. Der havde været meget at se til, og han var træt. Den ene side af hans ene læg kløede en smule, da han havde lavet en ny tatovering på sig selv for ikke så mange dage siden. Det var noget så kedeligt og praktisk som en stabel brænde. En del, faktisk. Han skulle med greven på tur længere nord på, og det var ikke en rute, der normalt havde så meget træ. Det var ikke første gang, at hans evne blev brugt til det, og det var en tegning, han havde brugt før.

Han sukkede tilfreds, som han kravlede ned mellem sine tæpper, nøgen som altid, når han skulle sove. Lidt efter lå han godt, og i det svage lys fra en lampe, der var skruet så meget ned som muligt, begyndte han at blunde væk. Søvnen kom snigende som en mørk skygge i udkanten af hans bevidsthed og hans tanker begyndte at miste sammenhæng, indtil de gled fra ham, og han faldt ind i søvnens blide favn.

Deres seneste "intime" møde havde gået Laurenne mere på, end hun egentlig ville indrømme. Til dels fordi Wolfram tydeligvis ikke havde fundet hende tiltrukkende nok, til dels fordi hun faktisk var lettet over det. Hun havde forsøgt at tage hævn over ham, men efterhånden havde andre ting taget hendes opmærksomhed, og deres lille mislykkede seance var så godt som glemt. Der skete mange ting på et år, selv for en adelsdame hvis far foretrak at holde hende låse inde på borgen. Men så var det jo godt, at der var masser at forlyste sig med indenfor borgens vægge.

Aftenen havde hun brugt i selskab med sin bror. De havde nydt adskillelige glas vin sammen, selvfølgelig blandet med deres sædvanlige spil, hvor hun næsten bød sig selv til ham, men ikke helt. Efterhånden var hun blevet godt beruset, og hendes små tilnærmelser var blevet mindre forsigtige. Merric havde dog afvist hendes efterhånden insisterende tilnærmelser for ikke at udnytte hende i en situation, hvor hun tydeligvis ikke kunne stå helt til ansvar for sine handlinger. Til sidst havde han nærmest smidt hende ud af værelset, og hun var stormet ned ad gangen. Sur, beruset og med et godt begyndende begær brændende i kroppen.

Hun satte kursen direkte mod Wolframs værelse. Om ham havde lyst eller ej så var han den eneste som kunne slukke den ild, som var blevet tændt inde i hende under hendes lille leg med broderen.
Hun forsøgte at åbne døren, kun for at opdage at den var låst. Hårdt hamrede hun hånden ind i døren et par gange. Hvor vovede han at låse sin dør!

Hvor længe han havde sovet, da der blev banket på døren, vidste Wolfram ikke, men det føltes ikke længe. Han var knapt nok ved bevidsthed, da han svingede benene ud over sengekanten. Det var ikke unormalt, at han blev vækket, fordi der var brug for ham et sted i huset, enten fordi herskabet ønskede hans tilstedeværelse eller fordi nogen i tjenestestaben havde brug for hans hjælp. Og det hårde bank antydede, at det hastede. 
Han greb sine bukser og trak dem på, mens han vaklede igennem rummet, og da han hev slået fra, var der et mere vågent blik i hans øjne. Med den frie hånd, da den anden holdt bukserne oppe, da han ikke havde givet sig tid til at binde snøren, drejede han håndtaget og hev døren op, så han kunne se, hvem der bankede.

Laurenne. Ét blik på hendes ansigt, og han vidste, at der var noget galt. Enten havde hun endeligt skubbet sin far ud over borgmuren eller også havde hun mistet en ørering. Hvem vidste. Det tog ham heller ikke mange splitsekunder at regne ud, at hun var beruset. Både de bløde træk i hendes ansigt, udtrykket i hendes øjne og den svage lugt af vin, der kom med luften ind, da han svingede døren op, afslørede det.

Hans første reaktion var at lukke døren igen. Han ville ikke have hende ind på sit værelse, ikke efter hvad der var sket sidste vinter. Hun havde heldigvis holdt sig væk i det år, der var gået, forhåbentligt fordi hun skammede sig. Det havde taget ham for lang tid at føle sig helt godt tilpas i sit rum igen, og det første stykke tid havde han ikke haft lyst til åbne, når det bankede på, i frygt for at hun kom tilbage. En følelse der var forsvundet, heldigvis. Men nu stod hun der.
Og selvfølgelig lukkede han ikke døren. Men han bad en stille bøn til guderne om, at det bare var en ørering.

Det huede ikke Laurenne, at hun skulle vente på, at Wolfram låste døren op. Han brude slet ikke have en lås på døren, han var tjener! Han skulle altid stå til rådighed! Hvad nu hvis det havde været en nødsituation. Hendes berusede tilstand gjorde helt klart ikke hendes humør bedre, noget som var tydeligt i hendes ansigt, da Wolfram langt om længe åbnede døren.
"Hvorfor har du din dør låst, hvem har givet dig tilladelse til det!" Hun forsøgte at se strengt på ham, men det gik ikke helt godt. Primært fordi hun havde en smule svært ved at holde fokus på ham. Uden art vente på et svar på spørgsmålet skubbede hun sig forbi ham og gik ind på værelset.

Inde på værelset smed hun sig i en stol og sukkede dramatisk.
"Min bror er en idiot" Hun slog frustreret ud med armene. "Jeg tilbyder mig selv til ham, noget han har ventet på i lang tid nu, og så nægter han at tage imod det!" Hun tænkte ikke nærmere over, at hendes aktiviteter med broderen egentlig burde være en hemmelighed.
"Han afviste mig! Mig! Jeg mener se på mig!" Hun førte hånden ned over sin krop for at understrege ordene. "Ingen afviser en kvinde med en krop som min!" Hun prustede irriteret. Hun lukkede øjnene et kort øjeblik for at få hovedet til at stoppe med at dreje rundt. Da hun åbnede dem igen så hun på Wolfram.
"Jeg ser da godt ud, ikke sandt?"

Wolfram følte sig træt, da hun begyndte at brokke sig over, at der var lås på døren, og endnu mere træt, da hun maste sig forbi ham og endnu en gang indtog hans værelse uden at han havde givet hende lov.
"Deres far." Wolfram havde lidt lettere ved at få opfyldt ønsker ved greven end så mange andre, og en lås på døren havde ikke været et problem. Ikke at greven kunne finde på at opsøge Wolfram her, det var under mandens værdighed at lægge sig i en tjeners seng. Mens han svarede, lukkede han døren i bag hende og ved en eftertanke, slog han slåen for igen. Bedst ikke at blive forstyrret, selvom sandsynligheden var lille.

Han vendte sig rundt og så på hende, som hun havde smidt sig i stolen, der stod foran skrivebordet. Hun virkede godt beruset, både den måde hun talte på, men også hendes bevægelser og blik. Og hendes fuldskab blev kun understreget af det, hun sagde. Ord, der fik Wolframs ansigt til at blive mere stift end før, så han ikke kom til at udtrykke noget, han ikke skulle, ved et uheld. Langsomt trådte han længere ind i rummet, men ikke for tæt på hende, og stillede sig ret med hænderne bag ryggen som han altid stod.
At Merric ville i seng med sin søster kom ikke som noget chok. Wolfram havde set, hvordan hans blik havde ændret sig igennem deres opvækst. Hvordan han så efter hende. Han havde endda fanget ham i at snuse til et stykke af hendes tøj en dag. Set ham vente udenfor hendes værelse eller baderummet. Han skjulte det godt, den unge grevesøn, men Wolfram var hverken dum eller blind.

"Deres bror er en fornuftig mand. Søskende bør ikke ligge med hinanden. Og De er fuld." Og hvad hvis Merric og Laurenne gjorde det unævnelige en dag? På den ene side fandt Wolfram tanken afskyelig, på den anden side var han ligeglad. Det måtte de selv rode med. Men han ville selvfølgelig give udtryk for, at det var forkert. Ville han sladre til greven? Sikkert ikke, medmindre han fik noget ud af det, hvilket ikke ville være sandsynligt.
Hendes spørgsmål fik hans kæbemuskler til at spænde på, for han ville helst ikke give hende det svar, hun ville høre. Men det var enten det eller også ville han skulle håndtere en fuld og rasende pige, og det orkede han næsten ikke.
"De er en ganske køn kvinde, Mylady." Hans stemme var tør og flad, en tvungen konstatering. Selvom han ikke var til kvinder, kunne han godt se, om de var flotte, og hun var en ganske smuk ung kvinde, han havde virkeligt bare ikke lyst til at sige det, fordi hun kunne misforstå det.

Det kød ikke til, at det kom bag på Wolfram, at Laurenne morede sig med Merric. Hendes bror havde heller ikke altid været helt forsigtig, men det havde hun nu heller ikke selv. 
"Min bror er en idiot, som ikke ved, hvornår man skal gribe en enesteående chance"".
Det var svært at holde hemmeligt på borgen, men det havde de lykkedes dem. Bortset fra Wolfram, altså. Der var nu ingen fare for, at han ville sladre, var hun overbevist om. Hun havde masser af ting, hun kunne bruge mod ham. Nærmest ubevidst gled hendes hånd op til halskæden, der som sædvanlig lå og hvilede omkring hendes bryster. Hun var efterhånden så vant til den, at hun helt kunne glemme, at den var der.

Hun nikkede tilfreds, da Wolfram bekræftede, at hun så godt ud. Hun havde nu ikke forventet at han ville sige hende imod, men det var altid godt lige at få bekræftet hans manerer.
"Men på trods af det, ønskede han ikke at lave noget med mig, og det endda efter at han havde lagt op til. Man tænder jo heller ikke et bål og går væk, så snart der er godt gang i ilden" Hun var utilfreds over, at hun ikke havde fået afløb for sine lyster. Det var normalt ikke et problem, som hun havde.. Mon Wolfram kunne hjælpe hende på det punkt? Han havde afvist hende en gang, men han var en tjener. Han levede for at servicere hende.

Wolframs blik fulgte hendes hånd, som den flyttede sig op og lagde sig om vedhænget, der indeholdt hans sjæl. Som hendes fingre lukkede sig om den, kunne han bilde sig selv ind, at han kunne føle en svag varme i hele kroppen. Men det var nok bare indbildning. Hans sjæl. Selvom der var gået et par år, var det stadig svært for ham at acceptere, at hun besat så stor kontrol over ham. Det var heldigvis ikke så ofte, at hun brugte den i mod ham, men det var også mere end rigeligt de gange, at det var sket. Han følte sig som en mus i en fælde, og han hadede det. Han havde altid været fanget her på borgen i den rolle, han nu engang var blevet givet, men dette var noget andet. Noget helt andet, og han stirrede lidt på hendes hånd, der skjulte halskæden, inden han fik revet blikket fri.

Wolfram svarede ikke på hendes påstand om, at Merric var en idiot. I dette tilfælde havde han været ganske fornuftig, også selvom det havde sendt problemet videre til Wolfram. Noget han helt sikkert godt kunne have undværet.
Især da hun ikke lagde skjul på, at hendes bror havde givet hende lyster uden at stille dem tilfredse. En knude begyndte at vokse i den ældre tjeners mave, som han konstaterede, at hendes blik i mod ham så mere spekulativt ud end han brød sig om, og han var pludseligt lidt for klar over, at han stod kun iført et par bukser, holdt oppe af en hurtig knude i livet. Hans blik gled over til skjorten, der lå pænt foldet sammen på en stol ved siden af sengen. Alt for mange skridt væk.

"Måske De skulle gå til Deres værelse og få noget søvn. Vinen har vist gjort Dem en smule... mindre påpasselig." Han rømmede sig og sank en klump. Han var utryg, hvilket ikke rigtigt kunne ses på ham, ud over at han havde lidt svært ved at holde blikket på hende. Minderne om, hvad der var sket sidste vinter lå alt for langt fremme i hans hukommelse, og han var bange for, at hun havde tænkt sig at prøve igen. Det ville være pinligt for dem begge, og denne gang var hun beruset. Hvem vidste, hvordan hendes temperament ville slå gnister, når der var alkohol involveret. Han regnede ikke med, at noget ville være anderledes end sidste gang. Han var ikke på magisk vis blevet interesseret i den kvindelige krop.

Det var tydeligt, at Wolfram ikke ønskede Laurenne på sit værelse. Hun kunne vel som sådan ikke bebrejde ham for det, sidste gang hun havde været på hans værelse havde, mildt sagt, været akavet for dem begge. Hun gjorde sig absolut ingen illusioner om, at Wolfram havde fået det minsste ud af, at hun havde ligget nøgen foran ham, selvom det var et privilegium at få lov til at se hende nøgen. Også selvom Wolfram tydeligvis ikke havde været enig i den påstand. Hun havde nu ikke tænkt sig at lade sådan en ubetydelig lille ting stoppe hende. Hun havde sat sig noget i hovedet, og hun havde tænkt sig at gennemføre det. Desuden var der sket meget det seneste år.

"Jeg har ikke lyst til at gå op på mit værelse" Hun rejste sig op og gik langsomt hen til ham. "Oppe på mit værelse er jeg helt alene. Hvilket ikke er, hvad jeg har lyst til lige nu" Hun lagde en hånd på hans brystkasse. Alkohollen slørede stadig hendes syn, men nok i endnu højere grad hendes dømmekraft. Hendes bevægelser var blide og firsigtige, som hun lod hånden glide ned over hans overkrop og længere ned. Hun havde ikke tænkt sig at stoppe, ikke denne gang. Han havde ikke kunne præstere sidste gang, så den her gang måtte hun jo hjælpe ham på vej.

Laurennes svar fik Wolfram til at flytte ganske lidt på sig, for der var efterhånden ikke nogen tvivl om, hvor det bar hen ad. Han ville finde på noget at sige, noget at gøre, for at stoppe hende, men hans sind var skræmmende tomt, som hun kom over til ham. Hendes hånd var varm i mod hans bare bryst, og hans mavemuskler spændte hårdt op, som den kærtegnede ham ned over brystet og hans mave. Det var først, da hun nåede kanten af hans bukser, at han ikke kunne mere. Han trådte et skridt tilbage, væk fra hendes hånd. Panikken begyndte at røre sig i ham, og han kunne ikke bare stå og lade hende røre ham. Hverken det ene eller det andet sted.

"Laurenne. Vær sød at lade være. Det er forkert. Jeg har kendt Dem hele deres liv, De må da kunne forstå..." Ordene smuttede fra ham, og han måtte rømme sig for at prøve igen. Prøve at få logikken til at vinde over hendes sindssyge idé.
"Jeg er ældre end Deres far, De må da kunne ... der er yngre tjenere på borgen!" Desperationen kunne høres i hans stemme, som han forsøgte at forklare hende, at det ikke kunne gå. Det var ikke passende. Han ville ikke! Han trådte et skridt mere væk fra hende, noget der bragte ham mod den del af værelset, hvor sengen stod. Men lige nu tænkte han kun på at komme væk fra hende.

Der var stadig ikke meget lys i værelset, noget glød fra pejsen bag hende og lidt lys fra lampen, der stod på skrivebordet. Skyerne lå tungt over himlen og månen skinnede ikke ind af vinduerne, men lidt lys fra borgmuren kunne fornemmes. Men der var nok lyst til at han kunne se hende tydeligt nok, hendes ansigt, hendes øjne, og han brød sig ikke om, hvad han så. Hun var beruset. Og stædig. Han kendte hende for godt til ikke at se det. Nej, han vidste allerede nu, at kampen var tabt, men han ville ikke bare give op! Han kunne ikke bare lade hende bruge ham på den måde!

Det passede langt fra Laurenne, at Wolfram trådte væk fra hendes berøringer. Det var i forvejen svært nok at holde sig stabil når hun skulle stå op, hun gad ikke til at skulle jagte ham rundt i lokalet. Selv hvis hun ikke havde været beruset var det langt under hendes værdighed at jagte en tjener rundt. Hvorfor kunne han ikke bare finde sig i det? Hun trådte helt ind til ham igen. Hun havde ikke tænkt sig at give op.
"Jeg har været sammen med mænd ældre end dig, og deres alder har aldrig stoppet mig før" At hun så ikke havde fået meget ud af de gamle stoddere var en helt anden, og fuldkommen irrelevant, ting.
"Jeg har været hos nogle af de yngre tjenere på borgen, dem er der ikke meget sjov ved" Hun passede et øjeblik mens hun forsøgte at stille skarpt på hans ansigt i mørket.
"Desuden sladrer de unge tjenere på borgen, og vi kan jo ikke have, at det kommer min far for øre, hvad vi laver. DU vil ikke sladre" Wolfram havde om muligt endnu mere at miste end hende. De unge tjenere kunne nemt finde ansættelse andre steder, hvis de blev smidt ud af borgen, Men Wolfram var efterhånden en gammel mand.

Hun tog hånden hen til ham igen, men denne gang havde hun ikke tænkt sig at være sød ved ham, så i stedet for at lade hånden starte på brystkassen, placerede hun den direkte over hans køn. Hun havde ærlig talt ikke tid eller tålmodighed til at stå og diskutere med ham, så med det samme begyndte hun at lave nogle masserende bevægelser med hånden i håbet om at få bare lidt liv i ham.

Da hun trådte hen til ham igen, var det næsten som om, at nogle af hans tatoveringer bevægede på sig. Wolfram havde lyst til at flyve væk som ravnene på hans ryg, forsvare sig som ulvene på hans sider og mave og løbe væk og gemme sig i en revne som rotten på hans arm. Trangen var så stor, at hans magi kort fik liv, men det var ikke mere end et blink med øjet, så var der ro på hans krop igen.
Hans øjne var sorte i det svage lys, og de var spærret op, mens han så på hende, velvidende, at der ikke var noget han kunne gøre, for at forhindre hende i at tvinge ham i seng med hende. Mange mænd ville måske finde det fantastisk, at en så ung og smuk kvinde ville dem på den måde, men Wolfram følte ikke andet end træt afsky ved tanken.

Han lyttede til hendes ord om ældre mænd og yngre tjenere, og det gik op for ham, at selvom han vidste meget om hendes privatliv, var det ikke gået op for ham, at hun ... kom så meget omkring. Ingen af de yngre tjenere havde sagt noget i nærheden af ham, men det var måske heller ikke så sært, siden han tjente både far og datter og alle vidste, at han havde taget sig af børnene siden de blev født. Og mænd ældre end ham?! Han ville ikke vide, hvem det kunne være.
Hendes konklusion om, at han ikke ville sladre ramte hovedet på sømmet. Nej, han ville ikke sladre. Så hellere dø. For greven ville gøre grumme ting ved ham, og hvis han slap levende fra det, ville Wolfram stå uden hjem. Uden noget. Det var han for gammel til. Han havde alt at tabe ved at sladre, ud over sin værdighed. Som han efterhånden alligevel ikke havde ret meget tilbage af, når det kom til greven.

Det gav et svagt ryk i ham, da hendes hånd rørte ham i skridtet, og hele hans krop blev stiv. De altid kølige hænder knyttedes og han lukkede kort øjnene, mens han bad en bøn til guderne om at det bare var et mareridt. Men hendes bevægelser holdt ham alt for godt fast i virkeligheden, og han sank en klump, så hans adamsæble bevægede sig op og ned, inden han trak vejret dybt ind igennem næsen og åbnede øjnene igen. Først var han lige ved at tro, at der ikke ville ske noget. At hans afsky ved tanken om, hvad hun ville, var nok til at efterlade ham lige så slap som sidste gang, men nej. Selvom hans sind skreg nej, reagerede hans krop ganske lidt på hendes berøring. Han var en viril ældre herre, og hendes kærtegn fik noget til at ske. Ikke meget, men nok til at hun burde kunne mærke forskellen.

Det kom egebtlig bag på Laurenne, at hendes behandling af Wolfram virkede. Han havde ikke reageret den mindste smule sidste gang, et faktum som havde irriteret hende længe, og nu reagerede han på nogle få berøringer? Og der var endda stadig bukserne imellem dem! Hun havde været bange for, at han ikke ville kunne præstere igen, men hvis der ikke skulle mere til ville det jo være nemt. Så længe hun bare sørgede for at holde gang i ham. Han virkede jo ikke ligefrem til at have lyst, så det var med at udnytte, at han krop åbenbart forrådte ham.

Hendes egen vejrtrækning var begyndt at blive en anelse dybere. Hun havde været lystig før hun kom til Wolframs værelse, og selvom hun var kølet en anelse ned, var de ikke forsvundet, og følelsen af at få en mand til at reagere med kun få berøringer fik altid tændt hende godt.
Hun overvejede at beordre ham til at smide bukserne, men at begynde at beordre ham rundt ville formentlig ikke have nogen positiv effekt på ham.
I stedet fjernede hun hånden, så hun kunne trække sin egen kjole over hovedet. Hun havde heldigvis kun en let kjole på, hun havde jo trods alt forsøgt at forføre sin bror tidligere.
Lige så snart hendes kjole blev smidt på gulvet, begyndte hun at løsne Wolfram bukser. Når de først var blevet løsnet og faldet mod jorden, havde hun tænkt sig at gribe fat om ham og give ham noget "kærlig opmærksomhed", så hun efterhånden kunne hive ham med over i sengen.

Det var umuligt for Wolfram at se på Laurenne, som hun rørte ved ham. Især da han lettere panisk kunne konstatere, at en hånd var en hånd, og hans ædlere dele reagerede på hendes kærtegn. Han drejede hovedet en smule væk og lod blikket være rettet mod et ubestemmeligt punkt i loftet. Den ellers udtryksløse maske truede med at krakelere, og selv i mørket kunne man se, at han spændte op i de små muskler i ansigtet.
Han skammede sig over sin fysiske reaktion. Og han følte sig ydmyget, som han intet kunne gøre for at stoppe hende. Det gav ham kvalme og en ukendt følelse af selvforagt, han normalt ikke var den første til at føle. Tænk at hans krop overhovedet kunne, når det var hende!

Han lukkede kort øjnene i lettelse, da hun slap ham, men da han åbnede den igen, var hun ved at tage kjolen af. Og atter engang var hun nøgen foran ham, den fejlfrie hud lys i mørket. Grusomt. Han kunne næsten ikke bære det, og hans blik gled tilbage til samme ubestemmelige punkt som før. Det forhinrede ham ikke i at se, at hun kom til hen til ham igen, og mærke hendes fingre, der snittede det nederste af hans maveskind, som de fandt frem til snoren, der holdt hans bukser oppe. Der var ikke meget modstand i dem, som de gled ned over hans smalle, fedtløse hofter og faldt til gulvet. Aldrig havde det været så forfærdeligt at være nøgen som nu, og han kunne ikke kvæle en svag, lidende lyd, som hendes hånd lukkede sig om ham.
"Mylady..." Mere fik han ikke sagt. Hans stemme var for tynd, for ynkelig, og hans stolthed forhindrede ham alligevel i at tigge hende om at lade være. Han sank besværligt og lukkede øjnene.

Wolfram kunne næsten ikke være i sig selv, hendes hånd om hans lem og hendes fysiske nærhed gav ham lyst til at græde, men i stedet var hele hans krop fuldstændigt spændt op og hans vejrtrækning overfladisk. Hans hjerte bankede så hårdt mod hans brystkasse, at han næsten var sikker på, at hun kunne høre hans hjerteslag runge. Aldrig havde han følt sig så skamfuld før, som han kunne mærke sin krop reagere på hendes varme hånd og kærtegn. Han havde altid været stolt over, at han med sin alder stadig kunne være med i sengen, men lige nu føltes det mere som en forbandelse end en velsignelse. 

På trods af hendes forholdsvis unge alder, var Laurenne allerede en erfaren kvinde, når det kom til at tilfredsstille mænd. Hun havde allerede svært ved holde styr på, præcis hvor mange hun havde været sammen med. Men det betød, at hun vidste nøjagtigt hvordan man kunne tilfredsstille mænd, selv hvis de ikke var helt overbevist til at starte med. Derfor kom det heller ikke bag på hende, at Wolfram reagerede på hendes kendetegn. At han overhovedet havde reageret til at starte med havde vist hende, at han kunne lide det, så at hun kunne påvirke ham endnu mere var ingen overraskelse.

Hun fortsatte sine kærtegn til hun var sikker på, at han var godt klar. Selv var hun også mere end klar, og efterhånden som hun var blevet mere og mere lysten, havde hun lænet sig ind mod ham. Hun var ligeglad med, at hendes blotte tilstedeværelse højst sandsynligt irriterede ham, og at have hende så tæt på langt fra måtte gøre det bedre. Intet kunne få hende til at stoppe nu, og hendes bevægelser om ham var blide, men bestemte.

Langsomt slap hun sit greb om ham. Hun gav ham ikke nogen chance for at falde ned, før hun greb fat i hans arm, og bestemt trak ham hen til sengen. Hun havde tænkt sig at tage, hvad hun for kommet for. Måske lidt mere ublidt end det egentligt var meningen skubbede hun ham ned på sengen. Med det samme kravlede hun selv ned i sengen, med intentionen om at sætte sig ned over ham og endelig få gjort noget ved den lyst som dominerede hendes krop. 

Det føltes som en evighed, som de stod der. Hendes hånd om hans lem, der ikke tog sig af, at hans sind var i vild panik og han ikke ville. På et tidspunkt lænede hun sig ind i mod ham, så hendes varme krop rørte hans. Hendes bløde bryst hvilende i mod ham. Han sank en klump og blev ved med at se ud i intetheden, for han ville ikke kunne bære at se på hende, eller hvad hun gjorde ved ham. Hans egen krop bragte ham kun afsky lige nu, en følelse han ikke var vant til og ikke kunne lide. Hvorfor var det så nemt for hende? Hun var hende, han så hende næsten stadig som det lille barn, han havde været med til at opdrage fra hun kunne kravle. Og hun var en kvinde. Kvinder sagde ham intet, og hendes nærvær gav ham næsten kvalme. Og alligevel blev han hård i hendes hånd. Hvorfor?

Det var så ydmygende, og han kunne ikke slippe væk, så han lukkede en smule ned, som han stod der. 
Men det fik han ikke lov til at blive ved med. Endeligt slap hun ham og trak sig væk, men han end ikke forsøgte at føle en smule håb, for han vidste godt, hvad hun ville have ham til. Og ganske rigtigt greb hun ham i armen og slæbte ham over til sengen, hvor hun ublidt skubbede ham ned at ligge, mens hun selv kom ned i sengen og svingede et ben over ham. Følelsen af afmagt fyldte ham, og han endte med at forsøge at overtale hende til at stoppe sit foretagende igen.
"Laurenne, det er forkert, kan De ikke forst-" 

Nej nej nej. Han afbrød sig selv med en svag lyd, som han kunne mærke hende sætte sig ned over ham. Det føltes helt forkert. Det var ikke en følelse, han var vant til. Wolfram var ofte den, der lå nederst, når han fandt en mand, der ønskede at dele sin krop med ham, men ikke altid. Og det var slet ikke det samme.
Det var for sent at protestere mere, i stedet lagde han en arm over sine øjne, så han var fri for at se på hende. Så var det kun den varme våde følelse, der omsluttede ham. Han var lidt i tvivl om følelsen ville være nok. Ville gnisten gå fra ham?
Det føltes forfærdeligt. At blive tvunget til denne fysiske aktivitet, han ikke havde lyst til. En følelse han havde prøvet før, bare med pigens far. Men det var mange år siden. Der havde han forlængst givet op, for i det mindste var det mere hen i mod, hvad han ville have. Dette var ikke. Dette var en helt anden form for overgreb, men stadig et, han ikke kunne slippe væk fra.

Hans arm blev liggende hen over hans ansigt, som hans krop var spændt op og han forsøgte ikke at fokusere på, hvad der skete med ham. Hendes hud i mod hans. I det mindste gjorde det ikke ondt.