Isadora holdt blikket roligt hvilende på Kira, som hendes ord tydeligt gav genklang hos den anden. de vidste begge hvad de skyldte deres familier og at deres følelser sjældent kom i første række. Dette var en af de gange hvor alt andet end at stå ved hvad valg de havde truffet og tage konsekvenser uden omsvøb ville reflektere værre på dem. Ingen af dem havde brug for en forværrelse af deres handlinger. De var på tynd nok is som det var.

"Det gjorde han nok - også selvom han ikke lød sådan på turen herhen, men jeg må holde fast ved at vi bør fortsætte og ikke udsætte det uundgåelige længere." Isadora rejste sig glidende og trods sine ord uden helt at virke som om hun havde lyst til det. Pligten kom dog først og hensynet til familien. Med det låst fast i tankerne gik hun over til Kira og kyssede hende let på kinden. "Tak fordi du forstå." Ikke alle villeog slet ikke de jævne folk hun havde tilbragt så meget mere tid med end adelige i alt for mange år.

Derefter vendte hun sig mod William. "Klar?" Han lignede ikke en der var det, men sandt at sige var hun det heller ikke. "Sig farvel til den lille. Hvis du er heldig slipper vi ud igen, før han starter sin kamp-træning..." Det var et søle forsøg på en joke, men det var dog et forsøg. Hun fornemmede allerede restriktionerne lukke sig om hende.
Hun lod Will komme på benene før hun ledte vejen tilbage til deres oppakninger, støvler og overtøj.

Kira ville ønske der var en bedre måde hun kunne sige det, men hun vidste også godt at sandheden var bedst at bruge. Hun smilede et overbærende smil over det som gik dem begge i møde, trods hun vidste at det var en nødvendighed. Isadora virkede dog en del mere stålfast, i hvert fald i sine ord, en William gjorde, selvom han ikke gjorde modstand over beslutningen. "Selvfølgelig - og hvis jeg skulle være heldig at i bliver sluppet ud i civilisationen igen, må i meget gerne komme på besøg." svarede hun som hun roligt rejste sig og lod Isa komme hen til sig. "Bare rolig, vi skal også nok besøge jer" Hjalmer så ikke ud til at være tilfreds med at selskabet skulle gå, men forholdte sig nogenlunde i ro efter at Kira samlede ham op, og han stoppede næsten hele sin næve ind i munden.

Kira fulgte dem ud i gangen, og bød dem på gensyn, forhåbenligt indenfor en anstændig tidsperiode, og lod dem tage afsted ud i den stadig unge aften. Hun følte virkelig med dem, men en del af at blive ordentlig voksen var også at tage konsekvenserne.

William havde virkelig ønsket at de var blevet hos Kira natten over og lige havde sundet sig inden de skulle stå ansigt til ansigt med deres familier. Men udvekslingen mellem de to kvinder, havde ikke ladet noget op til diskussion, og han havde modvilligt sagt farvel til Hjalmer. "Vi kan håbe!" William smilede, forsøgte sig med en mere overbevisende munter tilgang til at de formentlig ikke fik lov at komme ret mange steder den næste fremtid. Han var mest bange for om de overhovedet fik lov til at se hinanden.

Som de var ude af huset og tilbage på gaden kiggede William en smule ned i jorden de første par skridt, accepterende at han havde en del konsekvenser at stå til regnskab for. "En positiv ting ved det her er, at jeg virkelig aldrig nogensinde kunne finde på at gøre det igen" Jo han ville stadig hjælpe dem som behøvede det, men at blive væk og flygte fra sine forpligtelser, det var slut. Han havde hele sit liv flygtet fra at blive voksen. Måske det var på tide at indse at det blev man ligemeget om man ville det eller ej.

Isadora holdt fast i det smil hun havde fundet frem, som hun lod kindkysset blive til et kram også. "Jeg holder dig op på det. Sedler må jeg kunne få ud om det skal være med vandrende snemænd!" Ikke at hun kunne få sne til at gøre den slags, men det lød passende dramatisk. Tanken om at være isoleret på ubestemt tid var lige ved at slå fliger i hendes beslutsomhed, men den kolde indre stemme havde ret. Intet godt ville komme af at udskyde det uundgåelige.
Så hun bød Kira farvel og på snarligt gensyn.

Aftenen var ikke meget senere af det lille stop, men oppakningen på en sær vis tungere. Stilheden mellem dem var også mere mærkbar og nok det til at Isadora endnu engang tog Williams hånd i sin. Nærheden gav hende styrke og hun vidste hvem af dem der ledte an lige nu. "Jeg er glad for at du i det mindste har indset det." Hendes stemme var en sær blanding af hårdhed fordi hun ikke helt havde tilgivet ham den manglende tankegang og morskab over at han havde ordene i sig til at sige det.
Et blik rundt og hun ledte dem i retning af hans families hjem i Dianthos. En lidt anden nydel i det øvre kvarter, men ikke så langt som det kunne have været. Med held ville de også undgå flere byvagter med stålsatte meninger. "Har du nogen ide om hvad vi er på vej ind i?" Han var den der havde den store familie, men der var jo en mulighed for at ikke alle var hjemme.

Som det nogen gange var føltes turen lang og kort på samme tid. Hvor om alting var, så fandt de sig snart efter foran porten ind til Williams hjem. Lukket for natten, så ingen gæster var ventet. Alt der var tilbage var at skrabe modet frem og banke portvagten op. Så det gjorde hun.

Gladeligt tog William imod hendes hånd igen. Genfandt roen der kom over ham ved den egentlig ganske simple ting. Bekræftede ham i den viden han allerede havde om at de var sammen om det her. Selvom ingen af dem havde synderligt lyst til at stå overfor familiens vrede og formentlig også skuffelser. Han kunne ikke lade være med at smile over hendes ord. Han havde altid godt kunne li at hun sagde tingene mere hårdt og direkte end så mange andre kunne finde på. Specielt i de kredse han var opvokset. "Sige man ikke, at man bliver klogere med alderen?" han forstod godt at hun ikke havde tilgivet ham for at gøre det, og han bebrejdede hende det heller ikke. Men han forsøgte at bibeholde munterheden. I hvert fald så længe de kunne til de stod ansigt til ansigt med nutiden.

William kom med en eftertænksom brummende lyd. "At tænke grundigt over tingene har aldrig været min stærke side, ved du nok. Men skæld ud, restriktioner og et væld af følelser i aften. I morgen. Er jeg bnge for jeg ikke ved hvor store konsekvenserne bliver" han følte sig også klogere med årene måtte han sige, men han bildte trods alt ikke sig selv eller Isadora ind at han havde fuld klarhed om situationen. For det havde han virkelig ikke!
Indåndingen var lang og dyb ned i hans bryst og stoppede kort og promte som Isadora udviste mere mod end ham selv og bankede på porten. William strammede sit greb om hendes hånd en smule og forsøgte sig med et halvhjertet smil da portvagten kiggede ud gennem sprækken med først et træt, derefter et opspillet blik. Døren i porten blev åbnet eller rettere hevet op "Hej-" mere nåede han ikke før den første opsang gik i gang og der blev kaldte tilbage til flere vagter om at viderebringe besked. William ville virkelig gerne synke ned i jorden, eller mest af alt teleportere dem væk. Men med kæben bidt sammen fulgte han dem ind af porten, mens han så nyheden sprede sig som en steppebrand. Han følte lidt han blev taget med ned af den sidste gang før galgen blev lagt om halsen.

Isadora rystede bare ganske let på hovedet af Will, men mærkede også et smil forsøge at finde en vej frem. Lige med ham var der ikke så meget håb for det med at blive klogere - og så alligevel virkede han til at være blevet det. Mere voksen om ikke andet i forhold til den knægt der havde genoplivet morskab i hendes liv og fået hende til at se virkeligheden i øjnene og tage konsekvenser af valg kun delvist taget af hende selv. Mest taget af hende selv. Den gang ville så nok også blive det rene vand i forhold til nu.

Det var da også resten af den tanke der fik hende til at nikke samtykkende til hans ord og så sukke let. "Heller ikke her. Vi må jo bare bide sammen og håbe vi kan tale dem ned?" Hun lød alt andet end overbevist om at det ville være muligt, men samtidig kunne hun ikke bære tanken om at få ham frataget sig igen. For en tid måske, men ikke for evigt. For evigt gjorde ondt at tænke på.

Det var da også de ubehagelige tanker der holdt hende fast nok til at banke på og starte lavinen. Vagtens blik der skiftede fra afvisende til chokeret og så til beslutsomt, som de blev trukket ind og porten lukket fast bag dem. Folk der blev sendt af sted og dem der under nøje overvågning og de første smældende ord - manden havde åbenbart været ansvarlig for Wills opførsel tidligere - ledt ind til stuen. Isadora havde været der før, men så sig alligevel omkring nu for forandringer. Portvagten og to andre mænd tog opstilling bag dem med en sidste bidende ordre til Will om at blive hvor han var.
Wills hånd beholdt hun i sin. Også som en dør foran dem blev slået op og selv Isadora slog blikket ned. hun havde ikke lyst til at møde hverken Wills moders eller faders blik lige i det øjeblik. Ikke efter det første hun havde modtaget fra dem.

William kunne ikke undgå at komme med et halvhjertet kort grin. Han var ikke sikker på at det var muligt at tale dem ned. Nok havde Williams forældre givet ham en del mere frihed end det virkede til at den ildprydende mormoder gjorde det for Isa, men han havde været væk længe. De havde uden tvivl troet det værste. Sår der skulle rives op og ekstreme forklaringsproblemer fra hans side af. Han gruede virkelig for det, men han forsøgte sig alligevel med et let smil. Man kunne jo håbe de var til at snakke med.

Det håb syntes at svinde noget så grusom bort, med vagtens imødekommenhed, eller rettere hans noget aggressive tilgang til de nyankommene. Han havde forventet opsang, men ikke fra vagten! Will modsatte sig ikke, men sendte et træt og noget bidende blik tilbage over skulderen på de to opstillede mænd og ikke mindst portvagten og hans ordre om at han skulle blive hvor han var. Hvad havde han regnet med? At William hoppede ud af vinduet? Med den tanke mindes han en gang i sine unge dage hvor han faktisk havde præsteret det nummer. At være født med teleportations evner havde været en udfordring for familiens vagter.
Han sank en klump i halsen som døren begyndte at gå op og et nervøst pust af luft forlod hans næse. Han holdte godt fast i Isadoras hånd og gav den et ekstra klem. Han ville gerne bilde sig selv ind at det var for at trøste hende og være en stærk klippe for hende, men de vidste nok begge to godt at han lige nu havde meget svært ved på nogen mulig måde at stå rank eller føle sig særlig stærk. Han følte sig tør i munden og der kom ikke ligefrem nogen lyd ud af ham. Ikke at han havde nået at sige noget før hans lavstammede moder havde armene omkring ham, hulkende og fremsigende en masse ord efter hinanden der udformede sætninger som ikke helt gav mening. Det eneste han fik fat i, som brændte til hans i forvejen dårlige samvittighed var deres tro på at mørket havde taget ham under belejringen. Eller forsøget på belejring. Han lukkede øjnende, næsten fristet til at lade dem blive i troen om at han havde siddet indespærret, nu de ændrede tanke fra hans død til noget værre. Men hans hånd havde ikke forladt Isa’s. Tiden var til at blive voksen. Han lod sin mor stå et par minutter og smile svagt til sin far som havde hånden på hans skulder. Han fortjente ikke den glæde og lettelse.

Langsomt trak han sig ud af sin mors omfavnelse, kyssede hende på panden og gav sig langsomt, men med fast og overraskende voksen stemme forklare hvad der var sket. Tage konsekvenserne af den smerte han havde forvoldt. Det medførte forvirring og han ventede at når chokket havde lagt sig ville skæld ud og opsang erstattet deres forvirrede blikke. Men næppe i aften. I hvert fald ikke før dragen ankom.