Mens Zamir sad og lyttede, til hvad der kunne være en mulig fremtid for ham, gled hans blik rundt i hele katedralen. Så meget af den han nu kunne se fra bænken. Han så noget overvejende ud, mens hun forklarede. At hjælpe andre var jo ikke ligefrem det, han havde brugt mest tid på. Indtil videre havde han kun lært hvordan man skulle holde på sine egne ting, sørge for at man ikke manglede noget. Reina nævnte, at man skulle sørge for Isari vidste, at hun var elsket og helt automatisk rettede Zamir blikket mod alteret, som han fortsat stirrede på, da hun så på ham. Han håbede da noget så inderligt, at det han gjorde, var nok. I hvert fald i hans position og indtil videre.

En blanding af hans egne tanker om alt Reina sagde og de ord han lyttede til fra hende, om hendes forståelse for hvis han takkede nej, hans mange år der lå foran ham, Isaris plads til ham. Det var utrolig meget lige pludselig at skulle tænke over og følelserne blev så overvældende, at han ikke kunne holde en tåre tilbage.
”M-måske… Er det ikke den rigtige vej for mig at gå lige nu,” mumlede han, som han tørrede tåren væk fra kinden. Han var ikke helt sikker på om det var hans svar fordi han mente det, eller fordi det hele bare var lidt for meget i øjeblikket. Som han forsøgte at tænke lidt videre over det, gled blikket tilbage mod døren. Det var underligt nok ikke så fristende at gå længere, hvilket fik ham til at sige det næste.
”Men hvis jeg en dag ombestemmer mig…?” Endnu en tåre trillede ned over kinden, idet han så tilbage på Reina, men den tørrede han straks af igen. Han kunne ikke få sig selv til at afslutte den sætning ordentligt, for han var sikker på, at ord ville få tårerne til at vælte frem og han ville da ikke sidde og tude foran ypperstepræstinden. Selvom det på en eller anden måde var rart, for en gang skyld, at kunne lukke lidt op for de følelser, han ellers gjorde så meget for at lægge låg på.

Reina's hjerte gjorde ondt bare at se på ham. Det var så tydeligt at han havde så meget kærlighed i hjertet for Isari, men det var en beslutning der ikke var nem at tage, især når man var så ung og var vant til et andet liv. Især fordi det var for livet, og det var ikke som om at katedralen ville gå nogen vegne, ikke så lang tid at Reina kunne få lov til at beslutte hvordan det stod til med det.

"Hvis du en dag ombestemmer dig, så er vi her stadig. Jeg var selv gammel inden jeg bestemte mig for at vie resten af mit liv til Isari, så der er ingen skam at sige, at tiden ikke er inden endnu," sagde hun. Selvom man ikke ligefrem kunne se mange alderdomstegn på hende, så var hendes vinger en klar indikation på at hun havde levet flere år end hun så ud. Blodet fra Lysets Slægt havde dog også holdt hendes udseende ungdommeligt da hun stadig havde været menneske.

Hun overvejede lidt om hun kunne tillade sig at tilbyde Zamir et kram, han virkede til at han trængte til det, og hvis hun fik lidt en våd skulder af det, så var det bare en del af det.
"Hvis du har behov for et kram, eller at græde ud, så er det også helt i orden," tilføjede hun endelig, og slog armene lidt ud, så han havde muligheden hvis han ville. Hun vidste kke hvordan det var at leve på gaden, men der var nok næppe en mors omsorg, og den vidste hun at hun selv også havde savnet som barn, da hun voksede op i selvsamme katedral de sad i.

Zamir kunne ikke lade være med lige at stirre lidt ekstra på Reinas ansigt, da hun bestemt ikke så gammel ud. Men han stoppede hurtigt et par sekunder efter, blinkede et par gange og nikkede til hendes svar. Han vidste godt det ikke ligefrem var specielt høfligt at stirre, men det var ikke altid han lige tænkte over det.
Reinas svar beroligede ham dog lidt. Ikke at han ikke stadig følte sig voldsomt overvældet af følelser, men nu var han da ikke så bekymret for, at han skulle vælge lige her og nu. Han havde tid til at tænke sig om. Han svarede ikke. Tårerne lå stadig og lurede i øjenkrogen.

I et øjeblik faldt stilheden over dem. En sjældenhed for Zamir, ikke at sige en eneste lyd. Men det larmede stadig noget så forfærdeligt i hans hoved, som tankerne væltede rundt i en stor forvirring. Det var et lidt overrasket blik han fik rettet mod Reina igen, da han hørte hendes tilbud. Det udtryk han straks fik i ansigtet, var det udtryk han altid gav, når nogle udviste lidt for meget næstekærlighed overfor ham. Han så misfornøjet ud. Men kun i et kort øjeblik, for det gik meget hurtigt op for ham, at hvad hun tilbød, var lige nøjagtig hvad han havde brug for. Underlæben begyndte at ryste lidt, som han gav slip på samtlige tårer og de væltede ned over kinderne. Han tøvede stadig lidt med at flytte sig, men fik alligevel taget sig sammen til langsomt at glide tættere på Reina, indtil han var tæt nok til at kunne læne sig ind til hende og lægge armene om hende. Han trak begge ben op under sig, knugede sig ind mod hende og sad ellers bare der og græd i stilhed.

Lige indtil han fik luft nok til at kunne sige noget igen.
”Du ser ikke gammel ud?” Det var en kommentar til hendes bemærkning om, at hun havde være gammel da hun viede sit liv til Isari. Han var nysgerrig, selvom han selvfølgelig havde lagt mærke til vingerne. Men han håbede at det kunne få hende til at fortælle lidt om hvad hun oplevede dengang. Han var endnu ikke stoppet med at græde og blev siddende i samme position, men måske det hele ville blive lidt bedre, hvis han bare kunne lytte lidt til en anden.

Reina ventede tålmodigt, men ligeså snart Zamir også gav udtryk for at han trængte til krammet, lod hun sine arme falde om ham, og bare holde ham tæt til sig. Det føltes som om at have et barn i sine arme, noget hun aldrig var blevet givet af guderne, men ej heller søgt efter i sit liv. Som hun sad her og trøstede Zamir, og kunne mærke tårerne gøre hendes skulder våd, lod hun blot sine hænder stryge ham blidt på ryggen. Hun ville ikke sige noget, han havde behov for at få det ud. Det havde ikke været en sjov situation for ham, og der var også masser af ting hun selv kunne have gjort bedre.

Spørgsmålet kom lidt bag på hende, og hun så først lidt chokeret ud før hun smilede, ikke at Zamir kunne se det med hans nuværende position.
"Nej, det gør jeg ikke," indrømmede hun. "Det er vel en kombination af at blive født med godt blod, og at dø i en forholdsvis tidlig alder... Jeg var kun... omkring 39 da jeg døde, for første gang." Det var en underlig ting at hun ikke længere kun havde en dødsdag men to, selvom hun forsøgte ikke at tænke på det.
"Jeg brugte mange år i mine unge dage på at kæmpe for Lyset, det var først da jeg mistede en meget nær... ven," ven var det forkerte ord, men hvordan skulle hun ellers forklare det. Hendes romantisk baggrund var ikke noget hun ønskede at dvæle ind i. "At jeg valgte at trække mig tilbage her til Isari templet. Jeg må have været.... 60 eller 70, men det var først der jeg virkelig valgte at lytte til Isaris bud." Årerne svømmede lidt sammen når man kom lidt oppe i årerne, men også ens død kunne have visse påvirkninger på ens minder. Sådan havde hun det i hvert fald.

Det var helt bestemt ikke den slags opmærksomhed Zamir var vant til at få. Reinas trøstende kram var langt mere betryggende, end han ville indrømme, selvom hendes våde skulder og det faktum, at han holdt rimelig godt fast i det kram, vidst afslørede det. Det kom næsten bag på ham hvor meget han græd, hvor meget hendes ord og blide behandling havde fået ham til at græde, for han havde ellers gjort det godt med at holde tårerne tilbage før. Alligevel lykkes det ham ikke at komme med alt for mange lyde, kun snøftende og den lidt ustabile vejrtrækning.

Zamir blev stille siddende, som han lyttede til Reina. Der var noget utrolig beroligende over hendes stemme, måske fordi han efterhånden havde vænnet sig til vrede toner, så snart noget var rettet mod ham. Han flyttede lidt på hovedet, så han lige kunne løfte blikket mod den ene af hendes vinger. Han kunne ikke lade være med at tænke over, hvor forvirrende det måtte være at holde styr på sit liv, når man genopstod efter døden. Han synes det var svært nok i forvejen og Reina havde endda ikke kun oplevet det én gang.
”Har du nogensinde fortrudt?” Spurgte han mod hendes skulder, hvilket fik ham til at mumle og lyde lidt afdæmpet. Den lette ryst i hans stemme var ikke svær at høre, men i forhold til hvor meget han græd, lød han egentlig ikke voldsomt ked.

Reina kunne mærke et par blikke på dem, men hun ignorerede dem og lod Zamir sidde der så lang tid han havde behov for det. Der var næppe nogen der ville blive forarget over at hun trøstede et barn der havde behov for det, selvom det måske alligevel var at gøre mere end der var krævet af hende i det erhverv hun besad.

Spørgsmålet kom lidt som en overraskelse for hende, og det kunne mærkes med hvordan der kom et pludselig lille ryk. Hun kiggede ned på ham, men der var jo kun bagsiden af hovedet at se, men hendes øjne var stadig undrende, og overrasket.
"Fortrudt er et stærkt ord," sagde hun efter flere øjeblikkes pause. "Men jeg havde... lidt svært ved det da jeg genopstod igen." Hun var ikke meget for at indrømme det. Bare tanken om hendes genopstandelse var hård for hende, for hvor mange gange kunne et menneske dø før de følte sig helt brugt op af det?
"Når Isari vælger at give en endnu et liv, så er det fordi hun har en mening med det, selvom hun ikke altid er lige glad for at fortælle hvad denne mening egentlig er," startede Reina med at sige. "Men at kunne huske sin død, og skulle arbejde sig igennem den, er ikke nemt. Jeg måtte indrømme at jeg har stillet mine spørgsmål til hende, om hvorfor det var vigtigt at give mig endnu et liv, da jeg ikke havde behov for det, men jeg fortryder ikke at jeg tjener hende. Hvis jeg kan hjælpe hende, så tager jeg gerne de ekstra år." Hun håbede hun havde forklaret det godt, men det var svært, når død og liv var sådan en abstrakt sag. I hvert fald for en engel.

Zamir ænsede ikke Reinas overraksede udtryk, som han stadig sad med munden mod hendes skulder og stirrede på hendes vinge. Han var ikke klar til at give slip endnu. Derudover fandt han det stadig utrolig akavet når andre så ham græde, også selvom Reina med sikkerhed havde set det før han havde rykket sig tættere på. Så han blev siddende lidt endnu.
"Tror du på, at det var Isari der hjalp dig igennem alt det?" Spurgte han, men rystede så svagt på hovedet.
"Undskyld, jeg burde ikke stille så mange spørgsmål," skyndte han sig at sige straks efter. Han var ikke vant til at tage hensyn til andre og derfor tænkte han heller ikke over hvor personlige ting hun egentlig delte ham. Før nu. Med Reinas venlighed over for ham, begyndte hans egen samvittighed, som ellers blev gemt lige så godt væk som følelserne i hverdagen.

Endelig begyndte Zamir at løsne sit greb om Reina, ikke fordi han som sådan følte sig klar, men fordi han ikke kunne sidde her og gøre krav på Reina resten af dagen på grund af et kram. Som han langsomt fik sluppet helt og trukket sig lidt væk, tørrede han kinderne og skiftede emne. Det var udelukkende kun et forsøg på at tage hensyn, så Reina ikke behøvede at dvæle ved fortiden og huske på alle de besværlige tider. Han kunne slet ikke forestille sig hvordan alt det måtte have påvirket hende.
"Så hvad ville du gøre? Hvis du var mig?" Det var måske ikke et helt fair spørgsmål at komme med, det vidste han godt, men indtil videre havde hun været så god til at få ham til at blive mere rolig, selv i en situation, hvor han egentlig bare gerne ville flygte. Derudover var Reina den eneste, der nogensinde havde kunne få ham til at bryde sammen i et kram. Et eller andet magisk kunne hun altså med de ord.

Reina smilede trist ved spørgsmålet. "Det er helt okay, jeg har ikke noget imod at svare på spørgsmålene, og især ikke hvis det kan hjælpe nogen." Måske ikke den hele sandhed, men hun skubbede sit eget ubehag til siden for andre. Før eller siden måtte hun jo også konfrontere hvad der var sket med hende.
"Det tror jeg. Det hjalp mig at tænke på hvorfor hun mon kunne have bragt mig tilbage, og at snakke med hende, når det blev lidt svært. Jeg tror ikke at jeg ville være her i dag, hvis jeg ikke havde vendt mig mod Isari og spurgt hende til råds," svarede hun. Hun havde også fået de svar hun søgte, men nu om dage var hun også vant til at Isaris svar ikke altid var nemme at tyde, eller høre. Det krævede virkelig at man lyttede efter.

Da Zamir begyndt at løsne sit greb, så lod hun sine arme om ham falde hen, så han kunne fjerne sig selv lidt fra ham. Hun kunne godt have siddet der længere tid med ham hvis han havde behov for det, men det virkede det ikke til.
"Jeg tror jeg ville vende hjem, og tænke over det. Tænk over hvad jeg gerne vil med livet, og måske, henvende mig til Isari. Det kan være at hun giver et svar man ikke forventer. Men jeg kan ikke tage beslutningen for dig, da det at tjene Isari er en yderst personlig ting," svarede hun, og måtte stoppe sig selv fra at række over og stryge ham over hovedet som en hund eller et lille barn.

Zamir havde straks en fornemmelse af, at Reina ikke talte helt sandt. Han kunne ikke forestille sig at den slags ikke var svært at tale om, men måske han bare projicerede. Som hun nok havde lagt mærke til, var han ikke specielt god til at tale om alt for dybe følelser. Han var mest af alt vant til at skubbe skylden fra sig og skynde sig væk. Alligevel var han glad for, at hun svarede. Han var sikker på, at han flere gange havde fået et svar fra Isari, men hvordan de skulle tydes, havde han ikke helt fat i endnu. Han havde også op til flere gange undret sig hvorfor Isari havde valgt at høre hans bøn dengang og sørget for, at han overlevede. Det var jo ikke et liv nogen ønskede. Ikke desto mindre var det vel stadig et liv.

Han rettede lidt på sig for ikke at sidde alt for skævt, men han sad fortsat med begge ben trukket op under sig. Han lagde armene om dem og hvilede hagen mod det ene knæ, som han sad og så lidt tænkende ud.
"Jeg skal nok tænke over det," sagde han. Han ville højst sandsynligt ikke kunne stoppe, nu hvor det var blevet plantet i hans hoved. Han skævede kort mod døren og rynkede lidt på næsen.
"Må jeg blive her lidt endnu?" Spurgte han, da han så tilbage mod Reina. Han følte sig ikke helt klar til at skulle tilbage til gaden. Mest af alt fordi han følte sig tryggere til at tænke her, end han gjorde nogle andre steder, men også fordi han egentlig var lidt nervøs for at byvagterne stod klar til at gribe ham så snart han gik.

En lille hvid løgn engang imellem havde aldrig skadet nogen, selvom Reina ikke var meget for dem. Nogle gange havde hun dog også bare behov for at beskytte sine egne følelser, og derfor ikke være ærlig om dem. Isari ville forhåbentlig tilgive det, ikke at Reina var i tvivl om det. Ikke når det var for at hjælpe andre.

Hun lod blot ordene trænge ind i Zamir, men havde ingen forventninger om hvad han havde tænkt sig at gøre. Hun mente det, da hun sagde at det var et individuelt valg.
”Selvfølgelig. Vil du gerne være alene med Isari lidt?” spurgte hun, for at tilbyde at hun selv kunne trække sig tilbage, og overlade Zamir til sig selv. Herinde var der intet han skulle være bange for. Ingen byvagter ville få lov til at pågribe ham, og nu kunne Reina med god samvittighed sige til de andre præstinder, at Zamir var en god dreng, selvom han ikke havde de bedste muligheder i livet. Hvis blot de kunne gøre noget ved gadebørnene, så de kunne få et trygt liv, men det var alligevel for svært at opnå.

Reinas svar fik Zamir til at sukke helt lettet. Det var første gang i meget lang tid, han faktisk havde følt sig helt roligt. Han var ikke nødt til at være helt så opmærksom på alt omkring sig og det fik ham også til at indse hvor træt han egentlig var. Det var rart at vide, at han ikke var nødt til at vende tilbage til gaden lige med det samme, også selvom det stadig var den hårde hverdag, medmindre han valgte Isaris vej en dag.

"Ja," svarede han og nikkede kort. Måden han lige rettede lidt på sin måde at sidde på, gav tegn til at han ikke havde tænkt sig at være den mindste smule social længere. Men han skyndte sig lige at rette hovedet op.
"Reina?" I et kort øjeblik så han lidt fortvivlet ud. Var det okay at kalde hende ved fornavn? Han var ikke vant til at tiltale folk generelt, mest af alt fordi han ikke respekterede dem specielt meget, men han havde da hørt andre kalde folk ved deres titel. Han valgte at ryste det af sig, lige så hurtigt som tanken havde sat sig.
"... Tak." Det tog ham lidt tid at komme med det ord. Det var tydeligvis ikke et ord han brugte ofte. Derudover var det også en sjældenhed at se det lille smil, der viste sig på hans læber.

Zamir lagde panden mod knæet og lukkede øjnene. Han havde ikke tænkt sig at blive siddende alt for længe, men endte alligevel med først at forlade templet efter solnedgang.

Reina nikkede, og rejste sig op fra sin plads, så hun kunne komme videre, men blev stoppet i at høre sit eget navn blive sagt. Hun havde selv ingen præference hvad folk kaldte hende, men at høre hendes navn, føltes altid mere personligt, som om at personen havde set hende som mere end blot ypperstepræstinden.
"Det var så lidt... du ved hvor du kan finde mig, hvis du får behov for det," sagde hun venligt, med et smil på hendes læber. Hun var ikke sikker på om Zamir havde fået det bedre af at snakke med hende, men hun håbede da på det.

Som hun gik rundt og lavede sine andre gøremål i løbet af dagen, faldt hendes øjne også et par gange på Zamir, og vær gang bragte det et smil på hendes læber. Hun var glad for at en som ham havde fundet trøst Isari.