Rumi smilte venligt til hende da hun sagde hun ikke vville spørger igen. det var ikke fordi han var forlegen over sin race. men sidst en fandt hans race intrassant måtte han igennem et helved for at blive fri. Rumi gik roligt efter hende og da hun sagde hun ikke var ked nikkede han til at han forstod. da hun tog hans hånd blev han dog rosa i kinderne. han var mere nervøs end flov. hvad vis hun kom til skade pga ham? men han sagde intet og fulgte hende blot.

"I lige måde. det er ikke tit jeg støder på elvere med samme erhverv som mig selv." hun virkede jo sød og forstående. måske vis de sås igen ville han ha modet til at fortælle hende at han var en djinn. hesten gik roligt ved siden af rumi men med skarpe øre på alt der foregik om dem. måske kom der jo rov dyr. selv om elvere var gode til at få styr på vilde dyr.

Rumi så rundt imens de gik. her var meget smukt. "Elvere som Dem er heldige. så meget skønhed at se på" Rumi smilte forsigtigt til hende og så rundt på jorden der havde alverdens smukke blomster og farver.

”Nej?”, spurgte Isiodith, som hun slap hendes tag i den fremmede. Hun smilede varmt op til ham. ”Vi er nu nogle stykker, men som det så oftest er med skovelvere, så holder vi os til vores eget Helbreder Hus. Ikke mange våger sig udenfor Elverly. Kun modige sjæle, der nyder godt af rejser”, fortalte Isiodith, som hun hoppede op på en væltet træstamme og balancerede på den, som hun gik.

Dernæst måtte hun le hjerteligt og hun nikkede, stolt af området de befandt sig i. ”Ufattelig heldige. Lindeskoven er smuk og dens skønhed overrasker mig stadig, selvom jeg har betrådt den utallige gange i min levetid”, svarede Isiodith og nikkede hastigt, hvorefter hun hoppede elegant ned fra træstammen, som den stoppede ved rødderne. ”Hvor er De selv fra? De nævnte en butik?”

han smilte da hun talte om at de ikke forlod deres elverly. men det var jo også ens eget valg. han smilte over det hun fortalte og nikkede forstået. han selv brugte sjældent healerhuset i byen. men mest fordi han jo, ja var en mand og mente det skulle gås væk. han så hvor elegant hun så ud som hun balancerede på træstammen. han grinte lidt da hun kom til røderne og hoppede ned. han var kun en ganske lille smule jaloux over hendes bo omgivelser.

da hun spurgte hvor han kom fra og hans butik så han på blomsterne i skovbunden imens han gik forbi dem. "jeg kommer oprindeligt fra ørken.... men jeg har altid ville ind til storbyen så jeg flyttede til Dianthos og mødte min lærer mester og da han gik bort overtog jeg Den Glade Blomst." forklarede han og kunne huske hvor svært det havde været at flytte fra sin moster i sin tid.

Isiodith noterede sig butiksnavnet, hvorefter hun smilede til Rumi. ”Og De holder af storbylivet?”, spurgte hun derefter, ikke vidende om læremesterens bortgang var et ømtåligt emne. Hun ønskede ikke, at overtræde endnu en af den fremmedes grænser, til trods for at hendes nysgerrighed havde meldt sin spæde ankomst.

Isiodith selv havde aldrig forladt sin hjemstavn og indtil for ganske nyligt, havde hun heller ikke besiddet den store lyst dertil. Hendes hjem var trods alt i Elverly, hvori hun gjorde meget godt med sine helbredende kræfter, og derfor havde hunelveren aldrig selv været synderlig rejselysten. Når følelsen dog alligevel meldte sin ankomst, sadlede hun sin hvide hingst og red af sted igennem Lindeskoven, med alt hvad seletøj og remmer kunne bærer.

”Jeg har været i Dianthos nogle gange i forbindelse med mit fag”, fortalte Isiodith derefter smilende. ”Og altid har Elverly kaldt mig hjem igen.”

Rumi var måske lidt glad for bylivet. men han ville ikke kalde sig et bymennesker for han elskede stadig stilheden i ørken og skoven. "på en vis måde gør jeg vel" sagde han venligt og var ikke øm omkring sin lærermester. han havde haft et langt og godt liv som menneske.

han selv havde dog tit savn til sin hjem egn. men han tog også på besøg dertil når savnet var meget stort. han tænkte lidt. han var vel drevet til byen i ønsket om at hjælpe andre. da hun sagde hun havde været i storbyen men var kaldt tilbage til sit hjem smilte han venligt. "sådan er det også bedst når det er."

Isiodith smilede og nikkede, som hun førte ham igennem skoven. Det ville tage Rumi omtrent en dagsrejse at nå tilbage til Dianthos, men Isiodith kunne ikke følge ham så langt, så i stedet førte hun ham op til smuk klippeside, hvorunder Sølvfloden bugtede sig.

”Jeg må komme og se Deres butik en dag”, tilbød Isiodith smilende, hvorefter hun pegede op mod månen. ”Månen skal altid forblive på Deres venstre side og hold Dem tæt til Sølvfloden. Når De når til Tvillingebjergene, skal De bevæge Dem i sydøstlig retning. På den måde undgår De at støde på farlige folk eller væsner, for De vil gå igennem Lindeskoven det meste af turen”, forklarede Isiodith, hvorefter hun nikkede til ham.

Rumi smilte imens de gik og da hun sagde hun en dag ville se butikken lagde han hovedet glad på skrå og smilte varmt til hende. "De er altid velkommen" sagde han varmt og da hun forklarede vejen ud så han på hesten der puffede lidt til ham. ja han skulle nok snart hjem. heldigt at udgangsforbudet var ophævet. han stod lidt og tænkte hvad hun sagde.

"måne på venstre side, tæt på sølvfloden, og så skal jeg mod tvillinge bjergene.... og...." han stod lidt og tænkte og så på hende. han havde glemt hvad det sidste var. han håbede lidt at ved at se på hende ville han kunne komme i tænke om det. men det var gået så hurtigt at han ikke lige kunne få det på hjernen.

"jeg er ked af at sige det, men jeg har glemt hvad der kom efter tvillinge bjergene?" han var ikke lige så hurtigt til at finde vej som elvere var.

Isiodith smilede bredt til Rumi, hvorefter hun gentog sin vejvisning. ”- og så vender De hesten mod sydøst, hvor De efter en dags tid vil kunne ane bygrænsen”, forklarede Isiodith varmt, hvorefter hun drejede rundt på hælen og førte Rumi tilbage til stien.

”Jeg kan desværre ikke følge Dem meget længere. Jeg er ikke rigtig klædt på til et eventyr, selvom jeg nu godt kunne trænge til et”, tilføjede Isiodith forklarende, som hun atter vendte sig mod manden. Dernæst smilede hun bredt og lo hjerteligt.

Rumi smilte venligt og nikkede. nu havde han forstået det. han så på stien og hoppede elegant op på hesten og så på hende da hun sagde hun ikke kunne følge med. "det er helt okey. det har været hyggeligt at møde Dem, jeg håber vi snart ses igen" sagde han og så op på himlen for at finde månen. den skulle være på hans venstre side. indtil tvillinge bjergene. så meget forstod han. så endags rejse. 

//out