Hun lå nok lidt længere i badet end hun burde, da hun kunne se hendes fingerspidser var begyndt at blive en smule rynkede. Og vandet var måske også ved at blive lidt for koldt. Så en smule modvilligt, rejste hun sig fra badet. Tjenestepigen havde været der inde i mellemtiden, og havde taget en af de kjoler som Henry havde købt til hende. Da hun var ved at være klar, fik hun tilkaldt sig hjælp. Og lidt hårdhændet blev hun iført et korset. Hun kunne godt mærke, at det havde været mange måneder siden hun sidst havde haft sådan et på. Men det var næsten det hele værd, da hun så sig selv i spejlet. Ny redt hår, og med hjælp fra pigen var hun blevet ganske nydelig skulle hun selv sige det.

Hun havde regnet med, hun måske kunne have nået lidt tid for sig selv, inden middagen. Men måtte konstaterer hun havde brugt lidt for lang tid i badet. Hun smilede stort da han kom hende imøde. “Det var ganske enkelt henrivende! Det er længe siden jeg har følt mig så afslappet.” hun var også nød til at lave en lille pioette for at vise valget af kjole frem. “Også er det en helt fantastisk kjole de har fundet. De har utrolig god smag!” hun gav hans arm et lille klem, og trak derefter noget hår bag øret. “oh nej, jeg har nået alt det jeg skulle inden middagen. Må indrømme jeg er ganske sulten. Jeg glemte helt at få andet ud over den kage jeg havde købt” hendes mave lavede også en lille rumle lyd, som et understrege det hun lige havde sagt. Hendes kinder blev let røde “Som de kan høre” lo hun let.

Hun ville nok godt have haft mere tid til sig selv, men han tilbød hende det skam også, men igen så var maden også på vej. Ikke at det betød så meget, hvis tiderne ikke blev overholdt. "Jeg er glad for at du nød det" han kom med et lille grin, og et af hans smil. "Nu har jeg jo en ret bestemt datter, som er ret kræsen i hendes tøj. Så jeg har da lært lidt" lo han roligt igen. Var de ikke også omkring den samme alder? Det var han ret sikker på. "Det var godt" han smilede, som hendes kinder blev små røde og hendes mave gav en lille lyd fra sig, "Og når man tænker på at det meste af den kage røg på gulvet, så har du jo ikke fået meget. Men lad os gå ind så" han fulgte hende med ind i den flot indrettede spisestue, hvor der denne aften var dækket bord til to.

"Nu havde jeg jo ikke planlagt at få besøg i dag, ellers havde jeg kordineret maden lidt efter ønsker måske. Kokken laver en plan over maden for ugen, med mindre jeg siger til" fortalte han, "Men jeg tænker bestemt at han har fundet på noget godt alligevel. Ofte er det mig selv der jager de dyr som vi spiser her på gården, så det er ikke alene mig der kun spiser godt. Men mine ansatte får skam også lækkert mad" han gik hen til hendes stol, for at trække den ud, "Værsgo" skubbede hende ind og gik efterfølgende om på den anden side og satte sig.
Et kort øjeblik efter, kom et par tjenere ind med maden. Han havde da nået at fortælle at de blev to til maden, så kokken bare kunne nå og lave lidt mere. Men ind kom en lækker vildsvine steg, med en masse rodfrugter og kartofler, og en sovs til, "Når man selv jager og har en masse afgrøder på gården, så bliver det ofte nogle rigtig lækre retter som kommer på bordet" afsluttede han roligt, og kom med et lille grin.

Det var meget betænktsomt af ham, at han virkelig gik op i hans gæster. Og han burde ikke undskylde for, at han ikke havde haft tid til at gøre så meget ud af det. Som han normalt ville have gjort. Hvis hun skulle være ærlig, havde hun været lige så taknemmelig over, hvis han havde valgt at ansætte hende som en stuepige. Så havde hun haft et arbejde, hun havde et sted og bo og hun havde ikke behøve og bekymre sig. I hvert fald ikke over den umiddelbare fremtid. Så det, at han havde givet hende så meget, uden at tænke det igennem. Uden så meget at blinke, havde han tilbudt hende at hun kunne bo hos ham!
“Jeg er helt sikker på, at det er fantastisk mad som vi får i dag.” sagde hun, uden nogen undertone af at hun bare sagde det for at være venlig. “Desuden er der næsten intet jeg ikke spiser. Elsker mad - hvis jeg skal være helt ærlig”
“Som man siger, et godt samfund omkring sig. Om det er naboer eller ens ansatte - så er det vigtigt at tage vare på dem. For så er de også mere tilbøjelige til at tage vare på dem.”

Hun satte sig ned, og smilede taknemmeligt til ham. Hendes øjne fulgte ham, som han gik rundt om bordet og satte sig ned foran hende. Hun nåede ikke at sige mere, da tjenerene kom ind, og satte hvad hun ville mene var et festmåltid foran dem. Hvilket hendes øjne bestemt ikke lagde skjul på. Dette var jo fabelagtigt! “Dette ser virkelig fantastisk ud, dere kok må være virkelig dygtig!” hun kunne virkelig ikke vente med at sætte tænderne i det. Hun smilede til ham, som han forklarede lidt om hvor tingene kom fra. “Utroligt, måske de en dag kan tage mig med ud og jage? Jeg har altid synes det var så utroligt, at man selv kunne være med til at skaffe madet til bordet.”

Han gik altid meget op i hans gæster, og kredsede omkring dem - mest måske fordi at han ofte var så alene, og derfor når han endelig havde gæster, så var det en speciel ting og han ville gøre alt for at de var tilpasse i hans store hjem. Men Tatiana, havde måske også været tilfreds med mindre, men det ville hun ikke få her. "Det plejer bestemt at være utrolig lækker mad som de sammensætter ude i køkkenet" på det punkt, lignede de nok meget hinanden, for Henry var også utrolig madglad, og der var ikke meget han ikke spiste, "På det punkt er vi meget lig hinanden, jeg er også ufattelig madglad og derfor har jeg selvfølglig også gået efter de kokke, som jeg har fundet bedst" svarede han med et stort og tilfredst smil. "Det er rigtigt. Samtidig vil jeg også gerne have at de føler sig værdsat, blot for at de kan være glade for det arbejde som de gør og at de rent faktisk gider at arbejde" Henry havde aldrig følt at det var nødvendigt at være hård overfor sine medarbejder, der var blot en grim tendens til utilfredshed så.

"Jeg håber bestemt at du kan lide det" kom det fra ham med et smil, det så altid overdådigt ud og måske blev der gjort meget ud af det, på trods af at det egentligt blot var en hverdag, og man måske ikke så den slags landet over, men når man havde så mange ting og var selvforsørgende, så var det jo en mulighed og han kokke var her jo for at lave fantastisk mad, de havde gode og store muligheder.
Efter maden blev sat på bordet, kom en serveringspige rundt til dem begge og øste op på deres tallerkner. Selvfølgelig kunne de godt selv, men altså han havde jo alligevel pigerne i huset og de ønskede at arbejde hos ham, så han så ingen problemer med det.
Et smil bredte sig på hans læber, for det kunne bestemt være interessant at tage hende med på jagt. Han havde selvfølgelig haft Lily med ude og jage før, men det havde aldrig sagt hende noget, så derfor havde de ikke varet ved ret længe, "Det kunne bestemt være interessant og hyggeligt, det synes jeg bestemt at vi skulle få planlagt."

Hendes øjne lagde sig taknemmeligt på pigen, der servede maden på hendes tallerken. Det havde været utrolig længe siden, at hun sidst var blevet sådan opvartet. Det gjorde næsten lidt ondt i hendes mave, da det fik minderne tilbage til hvad hun havde mistet. På trods af hun i så lang tid, havde valgt at se positivt på det - havde hun nok løjet for sig selv. Især efter Rodrick på mystiskvis var forsvundet, efterladt hende til sig selv. 

Hendes øjne flakkede imod maden, mens hun prøvede at drukne følelserne der var på vej op imod overfladen. Hun hæv underlæben under overlæben, et par gange. Før hun takkede tjenestepigen, og samlede sit bestik op, for at begynde at spise. 

Hun ønskede ikke at ødelægge det gode humør de lige havde haft, og fik da også frembragt et ganske oprigtigt smil på læberne, da hun kiggede op imod Henry. Hun havde fået spist noget af kødet og sovsen. “Det smager himmelsk” og hun mente det, det smeltede næsten på tungen som hun begyndte lige så stille og roligt at spise resten af maden foran hende. 

Det var tydeligt for Henry at dette var noget som bragte følelser op i hende, det havde selvfølgelig ikke været bevidst. Han gjorde jo intet anderledes end han normalt gjorde, men dette var også det hun havde været vant til og nu var blevet revet ud af igen, hvilket må været en hård ting at gå igennem. Hele hendes historie hvad hvert fald chokeret ham, ud over alle forventninger.

"Det er jeg glad for at Du synes, Tatiana" Der var ingen tvivl om at Henry gik meget op i det mad, som blev serveret og lavet her på gården. Det var måske ikke noget som var nødvendigt, for det var kun ham der spiste og at han satte så høje standarder for kokken var et pres på ham. 

"Vi skal selvfølgelig have fundet ud af hvor Rodrick er forsvundet hen, og det vil jeg gerne hjælpe med, hvis det er noget Du ønsker?" Tatiana var nærmest familie for Henry og derfor ville han selvfølgelig gerne gøre alt i hans magt for at hjælpe hende, med at få tingene igen - og ikke mindst det liv som hun kom fra. 

Hun smilede kærligt til ham, og måtte indrømme at det var som to sten faldt fra hendes skuldre, da han snakkede til hende. Hun var nød til at huske på, hvor heldig hun var. Hvor fantastisk et menneske, der havde valgt at tage hende ind. Og det var med den taknemmelighed, at hun fortsatte med at spise. 

Dog stoppede hun halvvejs, med gaflen imod munden da Henry nævnte Rodrick. Hun sukkede let, og lagde bestikket fra sig. Hendes øjne stirrede imod maden, måske var det bare på tide at opgive hun nogen sinde ville se ham igen. På tide at komme videre. “jeg sætter virkelig pris på alt hvad du har gjort ind til videre.” hun kiggede op imod ham igen, og tog en dyb indånding. “Og endnu større pris på alt det du tilbydere mig yderligere.” hendes fingre gled hen over det venstre øre, mens hun prøvede at holde sig selv og hendes følelser i skak. “Men jeg tror ikke han vil findes.. Så det er på tide for mig, at glemme ham og komme videre med mit liv.” sagde hun med et lavmeld suk. Lige så ondt som det gjorde, at sige det. Så kunne hun mærke, at det var den helt rigtige beslutning. Hun samlede bestikket op og begyndte at spise videre. 

“Hvad har du brug for hjælp til her? Jeg vil meget gerne stille mig til rådighed, på hvilken som helst måde du har brug for.” sagde hun, da hun var færdig med at spise, og lagde pænt bestikket på plads. Hun tænkte slet ikke over hendes bordskik, det kom så naturligt for hende, som det gjorde for folk og trække vejret. 

Henry kiggede over på Tatiana som hun stoppede og lagde bestikket fra sig. Han kunne sagtens forstå hende, ingen vidste hvor han var og hvad han var i færd med og derfor ville det blive svært at finde ham, så at sætte en stor eftersøgning i gang ville helt sikkert tage lang tid og den sorg det ville give hende, hvis de ikke fandt ham. "Jeg forstår dem og deres bekymringer. Jeg ville ikke sætte noget i gang, hvis det ikke er noget De ønsker, kære" Det var måske bedst at glemme hvad der var sket, og se fremad. Han var sikker på at lykken snart ville vende for denne skønhed som sad overfor ham, "De har ret. Måske skal vi blot se fremad og se hvad fremtiden vil bringe Dem. Jeg er sikker på at lykken inden længe vil vende Deres vej, kære" 

"De er alt for sød, Tatiana. Jeg ønsker ikke Deres hjælp" Han kendte hende og vidste at hun var en venligsindet person, hun ville gøre alt for at hjælpe andre, hvilket var beundringsværdigt. Men her i hans hjem, var dette ikke noget hun skulle bekymre sig som, med mindre hun virkelig gerne ville. "De skal ikke arbjede her i huset. Tatiana, du er min gæst og du kan blive her så længe du ønsker. Jeg vil stille et værelse tilrådighed for dig" Hun var en gæst og næsten familie, han ville ikke lade hende arbjede her, selvfølgelig kunne hun gøre som hun ønskede. "Du kan bade som du ønsker, spise så meget som du vil og blot opfatte dette som dit hjem"

Hun gav ham et taknemmeligt smil og nikkede. Det var rart sidde over for en person, som der faktisk valgte at forstå hende. Og ikke bare pressede på, fordi de mente de vidste bedre. hun kiggede ned på hendes tallerken og sukkede dybt. Måske var det hendes unge alder der satte en stopper for det hele? Men selv på trods af det, vidste hun også at hun var i en alder hvor at det var forventet hun skulle giftes. 

Hun gav ham et skævt smil, da han gjorde det klart hun skulle gøre sig hjemme. Hun kunne også godt mærke, at hun var måske lidt arbejdsskadet fra at have arbejdet de sidste par måneder. Så det at hun skulle sidde stille og igen agere nobel kvinde - det ville nok være ganske svært. “Jeg må igen udtrykke hvor stor pris jeg sætter på alt hvad de gør for mig.” hun tog en dyb indånding. 

“Tusind tak for dette skønne måltid” hun kunne godt mærke hun var ved at blive træt, det havde været en begivenhedsrig dag. Hun tog en dyb indånding, og lagde sine hænder i sit skød. “Hvis de ikke har mere for aftens program. Vil jeg gerne bede om at trække mig for i aften” hun gav ham et forsigtigt smil “Det har været en lang og begivenhedsrig dag.”

Henry var glad for at han kunne være der for Tatinana. Han følte at hun følte at han forstod hende, og han prøvede og gjorde sit bedste for at forstå den unge kvinde som sad overfor hende. Hun havde gået meget igennem på meget kort tid, og de havde bestemt sat nogle spor i den unge kvinde og derfor gjaldt det for ham om at give hende lidt sikkerhed og ikke mindst tryghed. Hun kendte det fra sin egen datter, de var opvokset mere eller mindre under de samme forhold og med næsten med den samme opdragelse, de kom fra finere hjem. 
Tatiana vidste måske godt hvad der blev forventet af hende, det forventede han også at hendes egen datter gjorde, men han pressede ikke på og lod det komme i den hastighed som disse ting nu skulle og burde gøre. Pres hjalp ikke altid.

Det var det mindste han kunne gøre, give hende et tag over hendes hoved og et midlertidigt hjem, han ønskede ikke at hun skulle bo på børnehjemmet, nu hvor han havde værelser nok. "Jeg er blot glad for at jeg kan hjælpe dig, Tatiana. Det er det mindste jeg kan gøre for dig." 

"Velbekomme. Jeg er glad for at du kunne lide det" Han sendte hende et stort smil og mødte hendes øjne, "Jeg her ikke mere nej. Jeg kan sagtens forstå dig, det har været en voldsom dag. Husk at endelig sig til hvis du mangler noget, om det er til mig eller til en af de unge piger. De gør hvad du ønsker, kære"

Hvordan så venlig og rar en mand, kunne befinde sig i Krystallandet, måtte i sandhed være en gåde. Især med alt det hun havde gået igennem på det sidste, var det da helt klart; at godhed ikke var en regel men nærmere undtagelsen. 

Hun rejste sig op, nejede for ham og gav ham et venligt smil. “Tak, for alt.” hun vente sig rundt, og begav sig hen imod døren. Kun for at vende sig op, med hånden på dørkarmen. “Du er i sandhed et sjældent fund i denne verden Henry Fox. Jeg glæder mig til at lære dig bedre at kende.” med disse ord, forlod hun lokalet og trak sig tilbage til de gemakker som han havde givet til hende. Hun stod lidt ved sengen, hvor der kom en tjeneste pige ind for at hjælpe hende ud af tøjet. Igen blev hun vinket væk, med et taknemmeligt smil. Tatiana havde klaret sig selv så længe, at hun stadig ikke helt kunne komme ind i tanken om, det at have en til at klare noget så simpelt; som at klæde sig selv af. 

Hendes øjne gled ud af vinduet, hvordan at mørket det lagde sig som en tung dyne hen over landet. Hvordan fremtiden ville gå nu, ville tiden vise. Men for første gang, i meget lang tid. Kunne hun se en lysere en.