Hun grinte hæst, og lod blikket glide op imod hans. “Måske hvis det ikke var fordi, jeg kommer fra Norden, jeg kan klare mig selv uden mine magiske kræfter. Men taget i betrækning af at jeg ikke har indtaget ordentlig fode eller på anden hvis hvile i.... tre uger inden du fandt mig.” den måde hun snakkede på, gjorde det tydeligt at hun ingen anelse havde om hvor længe han havde holdt hende i rummet. Hun begyndte at hoste, så meget at smagen af rust ramte hendes smagsløg. Havde det altid været så koldt i rummet? Svedet stod frem på hendes pande, som hun lige så stille begyndte at rejse sig op i hendes fulde højde. Hun havde taget næsten alt af, på nær en tynd undertrøje og undertøjet. Fordi, helt nøgen havde bare ikke været en mulighed. Hendes fødder var sorte, flere røde ar var at se på både armene, brystkassen og hendes ben. Hvor hun før havde været en robust og fysisk stærk kvinde. Var hun bare en tynd lille gren, som vaklede på benene bare ved at rejse sig op. “Men undskyldninger har jeg nok af - og måske var jeg for selvsikker på mig selv.” hun grinede lidt igen, hvor efter et nyt hoste anfald begynder. De udtørret læber, sprak og hun kunne smage blodet da hendes tunge gled hen over. Hendes hånd gled hen over munden og fjernede resten af blodet.

“Du har kort tid endnu Jeffrey, hvis du gerne vil have sandheden ud af mig - må du bringe noget på bordet. Jeg er her nok ikke meget længere endnu.” hun havde set denne hoste hos de ældre i klanen før. Når vinteren var hårdest, og lungesyge begyndte at blive et problem. Sved, kulde, varme og hosten. Snart ville sygdommen tage hende. Men det var okay, så kunne han i hvert fald ikke nå at bruge hende til noget. Og hun kunne igen få lov til at se sin søster.

Jeffrey sagde ikke noget. Fortalte ikke om hvor mange dage der var gået siden de havde fundet hende og anbragt hende her. Det var ikke nogen ferietur hun havde været på, det var tydeligt at høre, og Innogen lød nu efterhånden mere død end levende når hun talte. Der var ikke megen liv tilbage i stemmen og Jeffrey måtte genoverveje sine muligheder. Det duede ikke at fangen døde midt i hans varetægt når han stadig intet vidste. Specielt omkring hvor meget Lyset vidste om deres placering. De havde været her noget tid, og trafikken til og fra havde været værd at notere sig af. Men det betød ikke de var klar hvis lysets styrker pludselig stod og var klar til at angribe.

Han løftede let et øjenbryn af hende. Han undgik fristelsen at kalde hende dramatisk. Jo det var en sygdomshoste og hun så alt andet end godt ud lige nu, med sved på kroppen i et koldt rum, var ikke et tegn på et godt og stærkt helbred. Men hun skulle ikke regne med at hun fik lov til at dø på den måde. ”Hvem slog du ihjel og hvorfor?” om det var spørgsmål hun ville have på bordet eller noget andet, kunne han ikke vide sig helt sikker på, men spørgsmål ville han have svar på. På den ene eller den anden måde. Og hvis hun svarede tilfredsstillende kunne hun komme ud af rummet. Rummet der trængte til en skurevask af en anden verden og at blive aflukket i et par uger hvis det stod til Jeffrey – hans mænd var mindre sarte.

Hun stønnede lidt, som hun prøvede at stille sig lidt mere behageligt op af væggen. Det gjorde allerede ondt i hendes ben. Han stillede hende igen et spørgsmål, og hun var så træt at hun bare svarede. Mest af alt uden at tænke sig om. “Fire kriger fra lyset. Og ved et uheld.” da det gik op for hende hvad hun havde sagt, sukkede hun faktisk bare. Det kunne vel i bund og grund også være lige meget. “Som jeg sagde til dig sidst du spurgte mig. Var det ikke min mening, det holder jeg stadig fast i”

Hun betragtede ham lidt mere indgående. Eller så godt hun nu kunne, da hendes fokusering ikke var særlig god lige i øjeblikket. “jeg kunne godt forestille mig, at der generelt ikke er særlig mange der kan lide dig. Selv dem der arbejder for mig? Eller virker den charme faktisk på folk?” hun sank endelig sammen på gulvet igen og lukkede øjnene. Hun var igen så tæt på at falde i søvn, bare som hun sad der i hjørnet.

Tungen gled i gang på hende og han fik svaret på sit spørgsmål. Ikke præcis det svar han ønskede, da det ikke var uddybet nok, men ikke desto mindre var det en start til en samtale i den rigtige retning. Hvis man kunne kalde et forhør for en samtale. ”Jeg tror dig, men du fortalte stadig ikke hvordan” fastholdte han. Nok kunne hun ikke bruge den evne selv hvis hun ønskede det lige nu, men derfor ville han stadig gerne vide hvordan en magisk evne kunne slå fire krigere fra lyset ihjel ved et uheld. Om de var kompetente krigere eller ej!

At Innogen valgte at blive personligt angribende mod hans person fik ham næsten til at smile. Næsten. Stædige tøs. ”Jeg er her ikke for affektionens skyld. Tro mig, så var jeg stoppet for mange mange år siden” kommenterede han med en rynke i panden. Han havde fået overbevist sig selv om at hun var fra i hvert fald et område hvor de satte pris på lyset. Norden var et lunefuldt sted, men de fleste klaner der holdte alligevel et samarbejde med lysets dronning. Så længe det varede. En smule irriteret over at hun syntes bare at ville til at falde hen, klappede han hænderne sammen så det gav et højt smæld. ”Vi havde travlt, havde vi ikke?”

Det gav et ryk i hendes krop, da genlyden af hans hænder der klappede imod hinanden. Hun kiggede forvirret rundt, og for en kort stund så glemte hun helt hvor hun var. Men det kom alt sammen meget hurtigt tilbage. Og hans spørgsmål gav også genlyd i hendes øre.

“Jaja” mumlede hun irriteret, og slå lidt ud med sin hånd. Hun lagde hoved imod den kolde væg, det hjalp en smule på varmen der var stået op i panden. “Undskyld mig hr - oh mægtige mørkets kriger... Men du stillede mig kun spørgsmålet lige nu - om hvem og hvorfor jeg havde dræbt nogen. Ikke hvordan” Hun gryntede irriteret, og hendes grønne øjne kiggede foran sig. Hun måtte virkelig kæmpe for at holde øjnene åbne. Men hun gad ikke at han endnu en gang begyndte at klappe af hende. Det var ganske enkelt, møg hamrende irriterende. “Jeg skar deres halse over... mens de drømte” hendes smil bredte sig hen over hendes læber. Hun lignede mest af alt en der havde mistet forstanden lige det øjeblik. Hun fugtede læberne, og mærkede igen smerten fra at den lige havde sprukkent. “Fordi..” sukkede hun og lukkede øjnene igen “Jeg ikke kan styre det” intet af det hun sagde var løgn, det var bare ikke hele sandheden. Men han var en klog mand, mon ikke han selv kunne finde ud af at ligge to og to sammen.

Jeffrey var fløjtende ligeglad med at han blev ved med at vække hende op i til dette mareridt. Han forlangte svar, og hun var ikke synderligt dygtig til at give dem. Vidste hun ikke at den nemmeste måde at få belønninger på, det var ved at gøre nøjagtig hvad man blev bedt om. Men nej, hun fortsatte den næsevise tone, der bare fik ham til at tage en dyb indånding, denne gang også gennem munden fremfor næsen. Man lærte hurtigt af sine fejl. Enten var hun dummere end hun så ud, eller også var det helt med vilje at valgte at pointere at han ikke havde penslet ud at han selvfølgelig også gerne ville vide hvordan hun havde båret sig ad. ”Beklager at jeg betragtede dig som et intelligent tænkende væsen. Min fejl” svarede han tilbage med et koldt blik i de grå øjne.

Jeffrey rynkede brynene sammen, ganske forundret over at se den drejning. Som var hun gået komplet fra forstanden. Det var ikke et udtryk der klædte hende, men derimod forsøgte at gavne til sin situation om at det burde være klogest bare at lade hende alene. Ikke at det kom til at ske, så dum var han ikke. ”Fordi det er deres drømme? Eller fordi du bare ikke kan finde ud af at styre dine lyster?” hvorfor fortalte hun ikke bare præcis hvordan? Det ville være hundrede gange nemmere for hende, i stedet for at han skulle stikke i hende efter svar. Det var trods alt begrænset hvor længe han ønskede at gøre sådan noget. Jeffrey klarede sjældent det beskidte arbejde selv længere.

“Jeg tilgiver dig for din uvidenhed. Det var vel nok ærligt at det ikke var en som var lidt mere kvik i knolden end den tilfældige kvinde du valgte at samle op og smide i et rum.” svarede hun tørt tilbage, hans kolde tone og øjne gjorde hende intet. De kunne ikke gøre hendes tilstand værre end den allerede var. Hun hostede igen, men veg ikke hendes blik fra hans. Aldrig havde nogen sinde, følt så et indædt had af en person som hun gjorde lige nu. Aldrig havde hun følt lysten til at se nogen dø så meget som hun ønsket hans bortgang i dette øjeblik. Men at det skulle ske, der var procent chancerne nok desværre ganske få.

Da han igen prøvede at få flere svar ud af hende. Betragtede hun ham bare som var han en idiot. Hvad havde han forestillet sig? Havde han virkelig regnet med hun bare så let ville give ham svaret så let? Han havde fået meget mere end hun havde tænkt sig. Og nu havde hun ikke tænkt sig at fortælle ham mere. Så af den grund, kom der ikke mere fra hende. Kun hendes øjne der stirrede arrigt imod hans. Han kunne gå igen, lade hende være alene i flere døgn, uger, måneder mere. Hun ville holde den så længe hun kunne. Ind til han enden valgte at give op, eller hun forhåbentlig bare kunne få lov til at dø end at tilbringe et sekund mere i denne situation. Et hoste anfald begyndte igen, værre end de forhenværende. Ganske smertefuldt, så hun begyndte at krumme sig sammen. Hvorfor ville det nu ikke stoppe? Hun tog sig til brystkassen, mens det føltes som om at hun var i gang med at kaste sine lunger op.

Jeffrey blinkede langsomt, fastholdte sin ro mens han blev mere og mere irriteret over hendes opførsel. Hun var simpelthen for stædig til sit eget bedste. Jeffrey foretrak at de selv forstod hvad der var bedst for dem, og i samme tilfælde det nemmeste for ham, men nej, hun skulle absolut være bygget op af ren sarkasme og stædighed. Med en dyb indånding betragtede han hvordan hun begyndte at hoste og tage sig smertefuldt til brystet. Uden at sige noget til hende, drejede han blikket for at tage faklen ned igen, åbne døren og smække den efter sig. Efterladende hende tilbage alene i det lille mørke ildelugtende rum.

Men han havde taget notist af hendes hoste, skælven og svedperlerne over kroppen. Han kunne ikke bruge hende hvis hun var død. Og Jeffrey kunne ligeledes heller ikke give hende en lærestreg på den måde. Det ville være synd at afgå ved døden før hun havde fået en belønning. Derfor sendte han en kriger og en healer ind. Hvis hun strittede imod ville krigeren holde hende nede, mens healeren gjorde sit arbejde mod sygdommen. Tvang hende til at forblive levende. Derefter gik der nogle timer før hun fik udleveret en mindre skålfuld mad og væske, og hun var efterladt i mørke igen.

Denne gang lod han hende kun sidde i et døgn i komplet ensomhed, før han åbnede døren igen og lod faklens lys oplyse rummet, uden at stille den fra sig denne gang. Klar til at smække døren igen skulle hun give de mindste problemer, og dermed overlade hende til sig selv i et døgn mere.

Hun var ved at blive sindssyg, det var hun helt sikker på. Hun sad bare i sengen nu, stirrede frem for sig. Da healeren og krigeren var kommet ind, vidste hun godt hvad klokken havde slået. Han havde tænkt sig at helbrede hende, sikkert kun til sådan en grad at hun ikke ville dø i hans varetægt.

Først havde hun bare taget imod, men efter ganske kort tid hvor hun havde mærket varmen tage hold i hendes lunger. Havde noget slået klik i hende, hun havde langet ud efter healeren. Hun havde mærket hvordan hendes møgbeskidte negle havde grebet fat i huden på kinden. Nogle stærke hænder havde grebet fat i hende og holde hende nede. Som et vildt dyr havde hun kastet sig rundt i sengen. Det var først da vagten slog hende ud, at det havde lykkes dem at give hende den behandling som de var blevet bedt om. Da Innogen vågnede igen, fra endnu en helt almindelig søvn. Kunne hun mærke noget presse i hendes indre, noget mørkt og farligt. Hun gispede efter vejret, og det var først efter noget tid, hun lagde mærke til følelsen af at ligge i noget vådt. Med et opgivende suk, rejste hun sig op. Hun havde tisset i sengen.

Med nogle skælvende ben, satte hun sig på gulvet i stedet. Her lå og sad hun, ind til at han igen kom ind i rummet. Jeffrey. En et navn og ansigt hun var begyndt at hade noget så voldsomt. Men hver gang han kom, nåede hun kun at sende ham et trodsigt blik og han gik igen. Og med ham, forsvandt lyset også. Lige så stille, kunne hun mærke hvordan lyset inde i hende, blev slukket lidt mere for hver dag der gik. Noget mørkt, voldsomt og alt ødelæggende begyndte at tage form i stedet. Måske havde den altid været der? Hun rystede da endnu engang der var en som kom og satte mad foran hende. Hun var ikke sikker på hvor lang tid der var gået nu. Men med de streger hun havde lavet på væggen, så havde han været der fem gange nu. Fem gange hvor han bare havde kigget på hende og gået igen. Hun kunne ikke mere, hun ville ikke mere! Hendes ben fungerede ikke ordenligt mere, så hun kravlede stakåndet hen til kruset med vand og mad. Hun drak grådigt vandet, men da hun var færdig betragtede hun bare ler kruset. Med en hurtig bevægelse smadrede hun det imod gulvet, og nogle store stykker skår blev kastet ud over gulvet. Med skælvende fingre greb hun om det største, og skar det langs hendes pulsåre på håndleddet. Han skulle ikke bestemme hvad han brugte hende til! Hun ville hellere dø end at fortælle ham noget som helst!

Jeffrey holdte tal på dagene, men lod sig ikke mærke af dem. Det var blevet mere en almen ting at han skulle ind og kigge til fangen engang imellem. Langsomt knække hende. Og med langsomt, så var det præcis med det tempo som hun lagde for dagen. For hvert trodsigt blik der blev ham sendt, lukkede han døren efter sig. Han ignorerede hendes tilsølede tilstand. Hvilke forhold hun levede under. Hun fortjente ingen belønning endnu.

Da han for sjette gang åbnede døren, var det et andet syn der mødte ham. Normalvis kiggede hun op, med sit trodsige stålblik der langsomt var dødet mere og mere ud. Men denne gang, kiggede hun ikke op. Flammernes skær ramte den våde væske der løb fra et dybt sår i håndleddet og Jeffrey rynkede brynene. Han vidste ikke hvor længe hun havde lagt på den måde, men han måtte give hende at hun var stålfast. Med et kald ned af gangen kom healeren tilbage. Stadig med et blåt sæbeøje og meget modvilligt gik han ind og lukkede såret. Jeffrey overvejede om sengens linned eller tøjet skulle skiftes. Men hun havde gået imod ham. Forsøgt at tage styringen over sit eget liv. Den magt ejede hun ikke.

Som healeren var færdig og Jeffrey havde vænnet sig nogenlunde til den svedne lugt efter at døren havde stået åben længe nok til at det værste var gledet ud, fik Jeffrey sat en stol ind i rummet ved døren, hvorefter han placerede sig på den, ventende til hun vågnede op igen efter sit meget løse selvmordsforsøg. Og blev hun for trodsig, jamen så gik han da bare igen og sørgede for at hun ikke fik noget nyt redskab til at tage styringen tilbage i sit liv.

Hendes øjne betragtede blodet der begyndte at flyde ned af hendes hænder. Hjertet begyndte at hamre imod hendes brystkasse, og efter noget tid begyndte hun at hoste noget så forfærdeligt. Hun jamrede af smerte, og lagde sig en kugle. Det sved i håndleddet, og smerten blev større. Lige før at det blev for meget, kunne hun mærke hvordan at det sortnede for hendes øjne, og et lille smil bredte sig hen over hendes læber. Endelig ville det være slut, hun ville aldrig skabe problemer igen, hun kunne forlade denne verden.
Også blev alt sort. Kulde overtog hendes krop, men ellers var der intet.

Hvad der foregik omkring hende, hvad der skete inde i hende. Hvad der ville ske nu, hun havde ingen anelse. For hun var der ikke mere. Ikke ved bevidstheden, og det lys som så mange havde snakket om dukkede aldrig op. Hun havde ingen anelse om healeren der fik styr på hendes sår, og reddede hendes liv. Hun havde ingen anelse om, at hun ikke havde været succesfuld – eller hvad der ville ske med hende nu.

Men lige så stille, begyndte lyset at forme sig foran hendes øjne. Men det var ikke blændende, mere varm og rød? Også begyndte smerten at rode i hendes krop, hun undslap en jamren fra læberne. Brystet føltes som om der var ild i det, og et hosteanfald tog form, som hun rullede, eller faldt ud af sengen. “Shit” kom der meget hæst, mens hun greb sig om brystet. Selvom at såret var healet ved hendes håndled, kunne hun mærke smerten bag de lukkede ar. Hun hvæsede, som hun tog besøgt af rummet og de landede på manden der sad der. Hun var så tæt på at skrige af ham – men det var som om noget knækkede. Og hun sank blot sammen på det kolde gulv. Det var som om at den sidste gnist af trodsighed i øjnene slukkede sig, mens hun betragtede ham. Han havde vundet. Hun ville ikke mere, kun at dette måtte stoppe. “Mit navn er Innogen – så ved du hvem du dræber, når vi kommer så langt.” mumlede hun stille, og lukkede øjnene. “Og hvis min magi virkede, ville jeg kunne invaderer dine drømme.”

Det var ikke svært at se hendes forventninger ikke var blevet mødt. Hendes håb om at tage styrringen over eget liv, ve og vel, ved at forlade jorden på sin egen måde. Kile kunne havde givet hende en fantastisk velkomst. Men Jeffrey var ikke færdig. Han ville vide hvad hun kunne og hvordan det fungerede. Han ville bruge det. Han ville have soldater med specielle evner, om han så skulle nedbryde dem til ingenting først, for at få deres loyalitet.

Jeffrey fortsatte med at betragte hende som hun hostede ynkeligt, stadig syg med hvad formentlig var en lungebetændelse. Dødeligt sprøjt når man ikke havde en god healer til sin disposition i tide og utide. "Hvis jeg ønskede at dræbe dig, Innogen, var du allerede død" Han nærmest smagte på hendes navn. Vendede sig til at bruge det, i stedet for blot at referere til hende som fangen. "Oh virkelig? Det er jo bare drømme. Du kan ikke skade mig i en drøm, Innogen." svarede han med morskab i stemmen og lænede sig tilbage i stolen. "Eller kan du?" han havde fået hende til at snakke, nu skulle hun bare fortsætte. Fortælle alt om dette mareridts helvede hun kunne skabe i folks drømme. Han gik i hvert fald ud fra at det var hvad hun havde i tankerne at gøre ved ham hvis det havde virket.

Nu var hun jo gået i gang, hun havde allerede fået tungen på geled. Så hvorfor skulle noget stoppe hende? Hun hostede igen, da halsen føltes som var den bestyret med tusinde små nåle. Og derefter gabte hun, alt imens at hendes øjne, forholdte sig lukkede. Hun havde ikke styrke til at holde øjenkontakt, kigge trodsigt på ham eller fornægte ham hendes viden.
“hmm – jo” hun havde en lang smøre i hendes hoved. Et sarkastisk svar, et spydig svar. Måske bare en fornærmelse hans var, men hun gad ikke længere. Hun ønskede ikke længere at leve, eller opretholde sin tro imod lyset. Han havde knækket hende så voldsomt, at der ikke var noget viljestyrke tilbage. Hun ville gøre alt for ham, havde hun haft styrken til at gøre det.

Alt hun ønskede lige nu; et bad, en ordentlig seng og noget ordenligt mad. Men helst bare et bad. Hun krøb sammen med benene ind imod hendes brystkasse. Tårnene gled langsomt ned af hendes kinder. Det eneste hun følte der var tilbage, var et alt ødelæggende mørke. Og hun ville bare gerne vågne nu, fra dette forfærdelige mareridt. Vågne op igen, hjemme i norden hos hendes far og mor. Hendes søster var der stadig, hun var aldrig draget afsted. Alt det hun havde oplevet og gjort, alt sammen bare en dårlig drøm hun ikke kunne vågne fra. Ja, dette kunne ikke være virkeligt. For hvad havde hun dog gjort, for at fortjene dette? Hvad havde hun gjort så galt i sit liv, at hendes gud straffede hende så brutalt. Intet hun kunne komme på – men intet skete, hun vågnede ikke op. Nej hun lå stadig på det kolde gulv, mens ild og ødelæggelse greb omkring hendes afkræftede krop. 

Jeffrey stirrede på hende, afventende om hun ville fortælle mere. Men en afkræftet krop og et ødelagt sind efter så mange dage i isolation, kummerlige forhold og ingen varme hverken fysisk eller psykisk i alt for mange dage. Men han fik en lille viden mere til sin samling. Jo. Hun kunne skade ham i hans drømme, såfremt hun fik lov at have adgang til sin magi. Han begyndte i stilhed at filosofere over om det var begundelsen for tilstanden de fandt hende i. Hvordan fandt hendes magi ud af hvilke drømme hun skulle komme ind i? Havde hun styr på evnen?

Men alle de spørgsmål ville falde for døve øre, som hun lå der, sammenkrøllet i sit eget skidt, stille grædende. Hun var ikke i stand til at svare. Hun var ikke i stand til noget som helst. Hverken som han gik eller da han kom tilbage igen dagen efter. Jeffrey havde set det mange gange før og han vidste hvad det betød. Kendte man Jeff godt ville man vide at det lille smil på hans læber afslørede hvor tilfreds han var med sin egen triumf. "Hent Marie. Få hende i bad, gjort rent og iført noget komfortabelt tøj. Kom derefter op med hende" Hans stemme var rolig som han talte til vagten udenfor celledøren, udenfor Innogens hørevide. Hvis hun da overhovedet gad høre efter.

Hvor lang tid det end tog, ventede Jeffrey tålmodigt på at Innogen blev lukket ind i det opvarmede rum hvor der på bordet stod mad af himmelsk kvalitet i forhold til det vandede grød hun var blevet fodret siden sin tilfangetagelse. Jeffrey kiggede op fra sin plads, lavede en gestus med sin hånd om at hun kunne sætte sig. Hvis hun ville. Han tvivlede stærkt på at hun havde mange kræfter til at blive stående oprejst alt for længe.

Det er foregik omkring hende, registrerede hun ikke rigtigt. Hun mærkede næsten ikke hænder, og stærke arme der fik samlet hende op. Hun gjorde ikke modstand da fingre begyndte at klæde hende af. Og selvom at det varme vand, og sæben der begyndte at blive skrubbet op og ned af hendes nøgne krop - var en velkommen gave. Kunne man ikke se nogen yderligere reaktion på hendes ansigt. 

Tøj blev trukket over hendes krop, ting blev gjort ved hende - så hun igen lignede et menneske. På trods af et udhulede kinder og den før ellers muskuløse krop var tynd og slidt at se på. Krøllede de lange gyldne lokker omkring hendes ansigt, ja så, så hun jo næsten præsentabel ud. 

Hun vågnede først op, da hun atter stod foran sin fange herre. Hendes blik flakkede over bordet, maden, stolen også tilbage på ham. Hun sank nervøst, og slå blikket ned. Hendes vilje var knækket, så hun satte sig stille og roligt ned i stolen. Og selvom hendes mave skreg på ordentlig mad, så ture hun ikke tage for sig før han havde sagt noget. Fortalt hende hvad han ville, og hvorfor hun pludselig blev mødt med sådan en venlighed. 

Jeff ventede tålmodigt på at hun blev gjort klart. Der var stadig noget vej i hus, men han kunne mærke hende bryde sammen mellem fingrene på sig. Tiden i isolation, sygdomsramt og sulten havde knækket den stolte kriger sammen og han kunne se en fremtid i at få hende udformet. Han forventede ikke at hun forblev samarbejdsvillig igennem hele forløbet. Men han havde en plan.

Han havde et roligt smil på sine læber som Innogen var blevet vidst ind, og smilet forblev på hans læber som hun satte sig på stolen. Hun vidste hun var knækket, hvilket betød hun egentlig ikke var langt nok væk fra sit tidligere jeg. Ikke endnu. For en som vidste de var knækket ville efter Jeffreys erfaring forsøge at rejse sig så snart de havde nogle kræfter tilbage i kroppen. Nu måtte han se om det holdte stik med Innogen. "Er du ikke sulten, Innogen?" det var tilfredsstillende at se at trods hendes hungren efter ordentlig mad, tog hun ikke noget. Ganske simpelt fordi hun ikke havde fået lov eller også fordi hun frygtede konsekvenserne ved at bare tage.

Det gav et ukontrolleret spjæt i Innogen da hun hørte hans stemme, hendes blik slog op og mødte hans ansigt. Men mødte aldrig hans øjne. Hendes hænder rystede, som hun lige så stille nikkede.
Alt hvad der foregik lige nu, var ikke hende, det var som en havde tændt for et overlevelses instinkt hun slet ikke kendte til. Havde lyset opgivet alt håb omkring hende? Hvor længe havde hun overhoved været i fangenskab nu? 
Hun stoppede med at kigge op på ham, og ned på maden foran hende. Hun ture stadig ikke tage noget, han havde jo bare spurgt om hun var sulten. Men ikke at hun måtte tage noget af det endnu, hendes mave begyndte også at knurre i protest. Hvis hendes svage hoved der havde nikket frem og tilbage, ikke havde været svar nok. Så ville hendes mave hvert fald fortælle Jeffrey at den lyshåret halvelver foran ham, bestemt prøvede at undertrykke de hungrende klør der havde et greb i hende lige nu. 
Hvad var hans plan med hende? Hvad ønskede han fra hende, hvorfor denne venlighed og hvorfor den måde at behandle hende på før alt det her. 
Alle de spørgsmål ville den gamle Innogen nok have haft, men lige nu var der ingen tanker i hendes hoved. Ud over frygten for hvad der ville komme til at ske.
“Må jeg godt spise?” spurgte hun ganske forsigtig, hendes stemme var hæs og knækkede halvvejs igennem den meget sparsomme sætning. udhulede øjne, med sorte rende under dem, kiggede igen op imod hans skikkelse. Han måtte være djævlen i forklædning, hvordan kunne mennesker være så onde?

Hun var bange for ham. Med retteligt efter hvad helvede han havde udsat hende for, uden så meget som at røre hende en eneste gang. Jeffrey havde magten og hun vidste det. Hvilket fik ham til at smile en smule mere og mærke tilfredsheden over udviklingen. Men der var stadig noget vej igen.
Han var imponeret over desiplinen hun havde til at holde igen - men problemet var at der var en linje mellem desiplin og frygt. For hun tog ikke fordi hun var bange for konsekvenserne. Igen, han kunne ikke fortænke hende i det.

Han kiggede næsten blidt på hende og lænede sig tilbage i stolen med fingrene foldet foran sig på bordet. "Selvfølgelig. Du har fortjent det" hans stemme var rolig og overraskende blid i forhold til den stemme han havde tiltalt hende med igennem de lange uger hun havde været i sin usle celle. Måske han sendte hende tilbage dertil hvis munden ikke gik på gled. Men det måtte tiden vise.
Han ventede til hun var begyndt at spise før han langsomt rettede sig op i stolen igen og blot betragtede hende noget tid. Hvad hun tog, hvor meget og hvor ivrig hun var. Og hvornår ivrigheden begyndte at stilne en smule af.
"Er drømme farlige?"

Der var nok en stor sandsynlighed for, at Innogen igen ville vågne og opdage hvor meget hun havde underlagt sig for magten for denne mand der sad over for hende. Spørgsmålet ville dog blive, om hvor hurtigt hun ville komme krybende tilbage så snart hun så rummet han havde holdt hende indespærret i.
Med utrolig stor selvdisciplin begyndte Innogen at fylde hendes tallerken med lidt forskelligt. Kød, lidt kartofler og nogle grønsager. 
Her spillede det faktum at hun var en kvinde af norden nok ind. Hun havde før været på jagt, hvor en snestorm havde afskåret hende en vej hjem. Fanget i den isne kulde, ingen mad og ganske få men til at overleve. Vidste hun, at når man kom til mad at man skulle spare og tage sig god tid. For så snart man begyndte grådigt at æde, ville maven ikke kunne følge med. 
Så derfor spiste hun ganske få bider, og drak af det vand der var til rådighed på bordet. Hun tyggede lige så stille af munden, da han spurgte hende et spørgsmål.
“Drømmene kan være farlige.” sagde hun stille, og undgik at kigge ham i øjnene. “hvor længe har jeg været her?” prøvede hun forsigtigt, mens hun tog endnu en slurk af vandet. 

Jeffrey betragtede med fascination hvordan hun roligt tog af alle tingene ganske roligt og endda også spiste med ro og behag. Det afslørede en del om hendes person, og egentlig også den indre styrke hun besad selvom hun lige nu var under hans nåde, så at sige. Han lod hende indtage en god del mad før han talte, og hun svarede ham også. Et ganske simpelt svar der ikke gav ham meget at arbejde med, andet end hun tydeligt mente at drømme kunne være farlige. Noget sagde ham at det var hendes drømme der var tale om.

"Hvorfor er drømmene farlige?" han ignorerede hendes spørgsmål fuldstændig. Faktisk ladede han helt som om at han ikke havde hørt hendes forsigtige stemme. Hun måtte tage mod til sig for at tale højere og håbe det passede ham at besvare hendes spørgsmål. Ja, hvor længe havde hun egentlig været der efterhånden. Dagene havde det jo med at løbe ud i et når der var gået tilstrækkeligt med tid.