Rosa åbnede sine sorte øjne, som hun hørte sit navn kaldt, og så straks mod huset. Hendes blik søgte Vertis, og en rynke formede sig mellem hendes bryn, da hun hverken så ham, eller nogle åbne døre eller vinduer.
Kaldet lød igen, og denne gang var hun opmærksom nok til at høre det kom fra den anden side, og fra en anden stemme.

"Hr. Kiefer!" hilste hun med et smil, og trak fødderne op af jorden, hvor hun havde haft tærene begravet. "Sikke en behagelig overraskelse. Hvad bringer dig denne vej igen?" spurgte hun, og trådte nærmere, som var alt som det skulle være.
Hun så da heller ikke umiddelbart ud til at lide, men havde friske skud i håret. Der var dog noget ved hendes glød der virkede.. forkert, og ikke på den måde alt andet ved hende gjorde. Her under solen var det tydeligt hendes 'hud' blot var et tyndt lag, men under det skinnede der ikke den friske grønne glød man ellers ville forvente fra sommerfriskt grønt, men en mere mørk, dæmpet tone.

Rosa lagde hoved en smule på skrå som hun stoppede nær ham "Åh, du er alene denne gang? Simone trængte ikke til frisk luft i dag?"

Rosa virkede overrasket da han pludselig greb hendes skulder, et udtryk der lod til straks at få ham til at trække hånden til sig. "Jeg.. håbede også du ville komme forbi" indrømmede hun lidt lavmælt, stadig forvirret over den frygt der lod til at have grebet ham. Hun var ikke sikker på hvad der havde grebet ham, men hun brød sig ikke om det. Noget måtte være sket ham, siden havde var så oprevet, og tanken var forfærdelig.

Selmys handlinger forblev et mysterium for Rosa, indtil det endelig gik op for hende hvad hans frygt var bundet af. Bekymring. Hun sænkede hoved og lukkede øjnene. "Jeg er okay" svarede hun sombert "Og jeg er ked af du skal se haven sådan, men.. det er mit værk" hun løftede hoved og mødte hans blik, og selv igennem de ublinkende sorte orber, var det tydeligt hendes hjerte var ved at briste. "Det sker når jeg tager næring fra solen og jorden.. Førhen har min Skaber kunne gøre skaden god igen, og redde planterne, men.. det kan han ikke længere" indrømmede hun skyldsomt og bøjede nakken igen. "Jeg ved jeg burde lade være. Bedre jeg visner, end resten af haven. Men min Skaber har budt mig at.. tage vare på mig selv. Om det så koster haven" forklarede hun, og det pinte hende. Vertis havde insisteret på hun var mere end blot en plante. At hun havde en sjæl. Men selv hvis det var sandt, var hendes liv så virkelig vigtigere end havens?

Rosa så noget nært fortvivlet ud, ved Selmys første udbrud. For havde Vertis ikke sagt det samme, bare mere.. kontrolleret? Havde han ikke også skældt hende ud for blot at have tænkt tanken?
Og alligevel bestod den. For hvem var hun at sætte sin eksistens over andres? Men måske var det som Vertis sagde - at hun var mere. Som menneskerne åd planter og dræbte dyr for deres overlevelse.. så var dette måske blot den burde hendes eksistens var på verden?

Alligevel undveg Rosa Selmys blik til han fortsatte, og hans ord dragede hendes opmærksomhed tilbage. "Jeg har set verden udenfor, før vi kom hertil. Det er et smukt sted, levende!" medgav hun, og hendes tone blev næsten drømmende, inden hun trak den tilbage "Ikke at byen ikke også er fuld af liv. Mennesker, der myldre. Men stenene er døde, og dyrene tæmmet.." hendes blik gled tilbage mod bygningen bag hende "Plantelivet holdt for des skønhed" sluttede hun, tænksomt, før hendes blik løb rundt på den forkryblede have omkring hende. "Men.. nu bor vi her, og det er ikke min plads at stille spørgsmålstegn ved Hans planer" fastholdt hun, og samlede hænderne foran sig. Trods hendes ord nagede tvivlen, og en mærkværdig længsel efter den verden udenfor hun knap kendte, men som kaldte på hende.

Rosas smil blev en smule bredere, da det først lød til Selmys bekymring lagde sig, men det blegnede snart igen, som han knyttede hånden i stedet, og hans ord blev alvorlige. Hun påtog hans alvor, og lagde hoved blot en anelse på skrå ved hans spørgsmål.
"Jeg har ingen del i hans planer..." hun tøvede et øjeblik "Tværtimod så.. frygter jeg at jeg mere er i vejen for dem end til gavn" forklarede hun, og viste for første gang usikkerhed. Selmy havde ramt et ømt punkt. Hendes Skaber havde allerede lidt grundet hende, men alligevel havde han ikke sendt hende væk.

Rosa foldede sine hænder om hinanden og trak sig lidt sammen, som kunne hun gøre sig mindre. "Jeg ønsker ikke at visne, men.. Jeg har heller aldrig været væk fra Ham. Og jeg ved ikke om jeg overhoved kan bede om at rejse. Han har skabt mig. Hvad ret har jeg til at rejse?" ordrene var så meget til hende selv som til Selmy, men som hendes tale rendt ud, løftede hun dog det stirrende sorte blik mod ham, søgende efter et svar. 

//Lukket efter aftale