Det var én ting at se bjerget begive sig ud på søen igen med nyfundet motivation for fangst. Aldrig havde det lille væsen sæt noget lignende. Hun havde udnyttet at den store skikkelse havde skræmt fiskene væk fra midten af søen og hen mod kanten, hvor hun sad klar til at svinge sine arme og lade dem flyve op ad vandet. Men giganten måtte have indset at den oprindelige metode ikke virkede og pludselige fået hjerneceller nok til at udtænkte sig en langt, langt mere effektiv måde at få ikke bare samlet fiskene men også gøre en ende på deres liv på anden vis end at lade den ’drukne’ på land, der havde været skæbnen for hendes ene floppende måltid.

Men det var så en anden ting at opleve en regn af fisk. Automatisk havde hun løftet sine arme op over hovedet som beskyttelse og havde krøllet sig sammen af refleks af at have den våde og slimede næring glide ned over hende og lige daske hende en gang eller to i hovedet. Men så snart det var ovre peppede hun frem igen. Sænkede armene og så op på sin nye ven med store forundrede øjne. Så til som en helt håndfuld fisk blev slugt i én enkel mundfuld, og hendes øjne syntes næsten at blive større.
Så straks med de blå perleøjne rettet tilbage mod hende, så hun også væk igen for i stedet at holde mere fokus på maden, hun var blevet givet. Havde hun været udsat for mere civiliseret stimuli ville hun nok have følt en ubalance i mængden af gaver, de hver havde givet hinanden. For indtil videre havde trolden fået en slatten kanin. Og hun havde allerede gumlet sig væk fra rumlende maver i overmodne æbler, og nu ville hun kunne fylde sin favn med det bedste, hun ved! Hvem end han var, så var han bestemt ikke helt galt.

Pludselig landede en dråbe ad vand hende hårdt på næsen, hvilket selvfølgelig fik hende til at ryste voldsomt på hovedet. Det havde ikke bare været en dråbe fra håret, der var blevet vådt tidligere, men det kom meget længere oppe fra. Og som hun så mod himlen, der havde taget en grålig farve bag trætoppene, blev hendes ansigt mødt af endnu mere kolde dråber der begyndte at falde som havde nogen punkteret skyerne med en nål.
Regn var ikke unormalt i Dunkelskoven. Og hun var nok mere vant til at begive sig i det end nogen anden, men alligevel var hun stadig ikke helt så vild med det. Det var koldt! Og det gjorde hendes hår tungt lige som en tur i søen. Fluks samlede hun de tre fisk op i sine arme og pilede instinktivt hen mod giganten. Møvede sig uden at spørge om lov eller lignende ind mellem hans arme og med hans krop buet fremover, søgte hun i ly hos ham så godt som hun nu kunne. Hun dumpede ned at sidde i takt med at de glatte fisk gled ud af hendes favn. Og med benene lagt i en smidig skrædderstilling greb hun om den første og satte sit skarpe tandsæt ned i den. Råt. Lige som hun kunne lide det.

Overraskelsen over den pludselige regn af fisk var tydeligt at se i det lille væsens ansigt og Kronos kom med en dæmpet brummen af morskab. Han var bare glad for at gøre hende glad, så var verden et lidt bedre sted, når alle var tilfredse.
Kronos registrerede regnen inden den faldt, som hele verden skiftede duft og lyset ændrede sig. Han var ligeglad, det gjorde ham ikke noget at være våd. Det værste var regn var, at det var nemmere at blive kold, men med hans anseelige størrelse skulle der noget til, før han frøs. Desuden var han skabt til at leve i bjergene og der var noget koldere end hernede syd på.

De første dråber ramte ham og han løftede hovedet for at se op mod skyerne. Vurdere, hvor slemt det blev. Det så ikke så galt ud. Han havde ikke opdaget, at det lille væsen havde samlet sine fisk op, det var først da hun møvede sig ind i mellem hans arme, at han opdagede, at hun var på vej ind under ham. Lidt overrasket så han ned på hende. Det tog ham et lille øjeblik at regne ud, hvad det var, hun ville. Åh, hun sad i tørvejr.

Tålmodigt blev Kronos stående, mens regnen begyndte at sile ned. En gang i mellem skiftede han vægten fra en et ben eller arm for at kunne slappe lidt af, lidt som en hest. Han så lidt ned på hende, under sig, inden han så rundt på deres omgivelser, der begyndte at blive godt våde. Han var ikke utryg, men der var alligevel noget ved denne skov, der fik ham til at være lidt mere på vagt, så han følte det var bedst at holde øje med, om der skulle ske noget omkring. På e tidspunkt hoppede en frø forbi og han fulgte den nysgerrigt med øjnene uden at gøre den noget. Der landede endda en fugl på hans skulder, men han gjorde ikke noget for at få den væk. Til gengæld snuppede den lidt af de insekter, der boede på ham.

Hvor længe han stod der, vidste han ikke rigtigt, siden tid var lidt et udvisket begreb for ham. Men på et tidspunkt holdt det op med at regne.

Selv med regnen – eller måske endda på grund af regnen var det hele meget idyllisk. Og havde man æren af at se til fra sidelinjen, ville synet af den enorme trold og det lille magre gadekryds ved de fleste fremkalde en hjertevarmende følelse. Det var som taget ud fra en fortælling fortalt til små menneskebørn ved sengetid. Selvfølgelig med de mere groteske detaljer valgt fra og pakket ind i vat for de sarte hoveder. Ingen grund til at give dem mareridt.

Hver eneste gang hun kunne mærke, at giganten rørte på sig for at se ned på hende, kiggede hun automatisk tilbage op på den med hovedet lænet så meget tilbage, som hendes nakke tillod. Hun var blevet langt mere nysgerrig omkring den end hun følte sig truet af den. Al den skræk der havde ført hende til at hvæse og knurre og bide og spring var forduftet. Egentlig havde hun fuldkommen glemt alt om det. For det var før. Det var ikke vigtigt. For nu havde hun mad, hun havde læ og hun havde et umage selskab.
Hun havde også varme for forbløffende nok, blev der kun lunere og lunere, jo længere tid hun sad der under trolden. En ting hun ikke havde været klar over, da hun pilede ind og satte sig, men hun beklagede sig bestemt ikke! Varme var godt. Også når det kom fra, hvad hun hovedsageligt var sten, jord og måske også lidt bark. Huden havde i hvert fald ikke føltes ligesom hendes – elastisk og til dels blødt – da hun havde kravlet rundt på ryggen. Hun kunne godt lide dette vandrende bjerg. Det var et bjerg værd at være omkring. Og at huske.

Regnen havde kamufleret lugten af fremmede ufatteligt godt, så det var først da regnen stoppede og buskadset nær dem puslede som regndråber ikke kunne imitere, at hendes opmærksomhed fór hen i retningen, hvor en fremmed – som hun kaldte de tobenede – måtte have erkendt nederlag og trådte frem. Det var en han. Ingen mystiske træk fra normen af de fremmede. Det lille væsen var ikke ført op i alderstegnene hos disse fremmede, men han havde vokset sig klart højere og bredere end hende selv, så han måtte ligeledes have mere udvikling bag sig end hende.
Hun tøvede endnu engang ikke at spænde helt op i kroppen og var fluks oppe på alle fire og tænderne blev vist som en bidsk ulveunge. Rester af fiskeskål langt op ad kinderne og fiskeolie ned ad hagen. Manden stoppede straks op, hvor han var nået frem og hævede overgivende hænderne, før han talte som alle andre fremmede, hun var stødt på. ”Hhwow! Rolig nu, lille ven. Jeg gør ikke noget,” ytrede han sig med en ganske venlig stemme, der dog ikke havde nogen effekt på hendes aggression. Han var klædt i en blanding af en smule læderrystning og ellers komfortabelt og tykt og varmt stof, der faktisk ikke var blevet helt gennemblødt af regnskyllet. Ved hans side hang et besynderligt stykke værttøj. En bue. Men med håndtag. Hænderne, han holdt oppe lidt endnu, før hans blik faldt mere op på trolden og skabte et stort smil på hans skæggede ansigt, var dækket af fingerløse læderbeklædning. ”Hold da helt op. Du er godt nok en stor en. Jeg havde ikke forventet at være så heldig at nogensinde støde på en som dig. En vaskeægte vildtrold.” Han lod afslappet men han afholdte stadig en sikker afstand i tilfælde af potentielfare ikke bare fra hende, men også fra monstrummet.

Regnen silede ned og fik det til at dryppe utallige stede fra Kronos store krop, men det havde han ikke noget i mod. Han havde ikke noget tøj på, der blev vådt, så vandet løb bare helt naturligt af hans ujævne hud, ja nogle steder dannede den endda små pytter, men de ville forsvinde, når han engang bevægede sig igen.
For lige nu stod han bare stille og holdt det lille væsen i tørvejr. Det gjorde ham ikke noget, at han stod stille der i regnen, han blev ikke træt i hverken arme eller ben.

Faktisk var de rolige omgivelser og lyden af regnen egentligt ved at lulle ham lidt i søvn, og hans øjne var svære at holde åbne. Med et øje halvt på klem slumrede han lidt hen, mens regnen langsomt tog af omkring ham og det lille væsen, der havde søgt ly under ham. 
Det var først da den fremmede mand trådte frem fra sit skjul, at det gik op for Kronos, at der var nogen. Der lød en advarende brummen fra den store trold, der flyttede lidt på sig, så han havde fronten mod manden, men stadig det lille bæst under sin mave. 

Ved første øjekast så det ud til at være et menneske. En mand. Ved hans side hang et våben. Kronos havde set sådan et våben før, men aldrig i brug, hvilket nok var meget heldigt for den unge mand, for Kronos brød sig i forvejen ikke om pile. 
De meget blå øjne hvilede mistroisk på manden, der dog havde løftet hænderne op for at vise, at han ikke var farlig. Ordene der kom ud af hans mund gav mening for Kronos, der havde lært at forstå den underlige tale, ja han kunne endda selv udtale noget af det, men det var ikke så meget deres betydning som mandens tonefald, Kronos lyttede til. Og vildtrolden kunne ikke helt lide det, han kunne høre. Der var noget underliggende i hans stemme, der fik de store muskler til at spænde op.

Den store trold flyttede lidt uroligt på sig og sørgede hele tiden for, at han var i mellem manden og det lille væsen under ham. Næsehullerne åbnede og lukkede sig med en tydelig lyd af luft der blev hevet ind og pustet ud. Var der mere end den ene mand i nærheden? Hans blik forlod kun kort manden for at glide rundt, men det virkede for nu som om, at manden var alene. Godt. Kronos havde ingen problemer med at klare et enkelt menneske.

Hovmodet og arrogancen var stor ved denne fremmede. Han holdte sig godt nok på afstand af giganten og bakkede ligeledes lidt mere tilbage som den blev mere truende. Men hans smil blegnede ikke. Han udtrykte mere en følelse af, at hvad end der ville ske med ham, så ville skylden kun kunne blive belagt trolden. For han havde ad ikke nogle intentioner om at aggregeret den. Han kom jo med fred. ”Du er da langt væk hjemmefra,” påpegede manden med ord, som det lille væsen stadigvæk ikke forstod noget som helst af. Men nu var det heller ikke hende, at han talte til. Det var stadig hendes nye ven, som der var i fokus for hans forundring og iver.

Hun brød sig heller ikke om ham. Men hun brød sig i det hele taget ikke om de fremmede, så hendes trusselfornemmelse var blot en automatik, der havde det med at nemt kunne dulmes igen. Hun var ikke god til at fornemme skjult fare. For hende var ting kun farlige, som de skete i nyet. Og denne fremmede havde ikke nærmet sig eller kastet noget efter hende, indtil videre.
Hun faldt derfor lidt mere til ro. Hun stoppede med at knurre og hendes parate stilling afspændte sig selv. Hun forblev nede på fire, klar til at spænde op igen, hvis der skulle ske noget nyt, der virkede faretruende, og hun tog bestemt ikke blikket fra ham. De få gange hvor den fremmede fluks så på hende, som holdte han lige øje med hende – han så dog stadigvæk mest på giganten – viste hun lige så fluks tænder ad ham. Men dét blev også mindre og mindre arrigt.

Med ét så hun sit snit til at finde en nye plads. Pludselig kom hun op på to ben og pilede ud fra hendes skjul under den levende klippehøj og videre omkring for at hurtigt kravle op på ryggen af ham i stedet. Kært hvor hurtigt hun havde fundet tryghed der siddende oven på trolden. Også selvom der ikke nødvendigvis var mere sikkert for hende dér.

Ud af ingenting greb en usynlig hånd fat i hendes hår og rev hende tilbage, så en usynlig arm kunne lægge sig omkring hendes hals og en anden omkring hendes arme og mave, i samme øjeblik som hun kom med et noget mere menneskeligt hvin, end man ville forvente fra en så dyrisk som hende. Så snart hun ikke længere kunne mærke fast grund under sine fødder, begyndte hun at sprælle manisk og hun holdte ikke igen med de skrigende og alarmerende lyde, som hun blev trukket på afstand fra giganten. Hvem end der havde fået fat i hende, havde forberedt sig på hendes vilde spræl, men havde alligevel visse problemer med det, for der gik ikke længe, før evne-koncentrationen måtte falde og manden blev synlig igen.
”NU!” råbte den første fremmede. Og pludselig skød reb frem fra trætoppe og bandt sig omkring giganten. Omkring hovedet. Omkring armene. Alt i alt omkring alt, hvad de mente ville være nødvendigt for at holde et så stort et væsen på plads.

Mandens ord gjorde kun Kronos mere mistroisk, for de fleste vidste ikke, hvad han var eller hvor han hørte til, så han brummede advarende igen. Lige som han besluttede sig for at han ville tage sin lille nye ven og gå sin vej, løb hun ud fra under ham. Det gik ikke helt op for ham, hvad hun ville, om hun bare løb eller om hun ville kravle op på ham, men det viste sig heller ikke at være så vigtigt. I samme øjeblik hun hvinede, kom der en vred lyd fra den store trold, og han vendte sig halvt for at se, hvad der skete. Hun svævede sprællende i luften. Han måtte blinke en ekstra gang, for der dukkede en mand op ud af det blå, som havde fat i hende. 

Den vrede lyd voksede straks til et brøl og han trådte et skridt fremad for at få manden til at slippe det lille væsen. Men manden bag ham råbte og inden Kronos havde fået set sig om, begyndte reb at spænde sig omkring ham. Hans arme og ben, ja om hans hoved! Forskrækket rejste han sig på to ben og så rundt på rebene, der strammede til. Det var som om, at der kort var en kort pause, som han registrerede det, der skete.

Og så kom vreden.

Med endnu et brøl, brugte han sin vægt og sin råstyrke til at trække sin overkrop mod jorden igen. De knyttede hænder bankede i den bløde skovbund, en lyd der blev fulgt at lyden af knækkene grene, som de gav efter for presset. Rebene om hans arme faldt til jorden med de grene, de havde været bundet om. En enkelt mand faldt med et skrig ned sammen med en gren, lige ved siden af Kronos, og trolden tøvede ikke et sekund, før han trådte frem og hamrede en knyttet næve ned i manden og kvasede ham. Resten af rebene blev slappe omkring ham, så selvom hans ben stadig var viklet ind og rebet hang løst om hans hoved, havde han intet problem ved at træde frem mod manden, der havde hans nye ven i sin favn, mens han snerrede med alle sine særprægede tænder vist frem. Lige nu var han mest et dyr, der var truet på livet, og han tænkte ikke så langt.

Indtil smerten ramte ham. En skarp smerte i hans lår. En lyd af smerte afbrød hans snerren. Hurtigt vendte han sig om mod manden med armbrøsten. De lyseblå øjne skinnede af raseri og han trådte frem mod manden for at slå ham ihjel.

Brølet fik hele skovlysningen til at vibrere og store flokke af fugle, fløj straks op fra trætoppe selv et godt stykke væk fra dem. Det kunne diskuteres om, hvorvidt brølet også var til at høre i landsbyerne, der havde vovet sig at ligge nær Dunkelskoven. Det var i hvert fald meget voldsomt, ligesom brutaliteten der kom som en følge af den lydhøre ankomst af vrede.

Men disse fremmede var ikke fuldkommen amatører, selvom at deres forsøgte forsøg på at holde giganten bundet havde forsaget sin første død under en enorm næve. En forfærdelig måde at gå bort på, men selve faldet havde sikkert allerede lammet ham eller sendt ham langt nok ind i ubevidstheden til, at ikke nå at vide hvad fra hvad, før hans liv var ovre.
Den første fremmede lignede end, der kunne mærke presset på ham, særligt da det lykkedes ham at føre troldens opmærksomhed væk fra, hvad der foregik med det lille væsen. Hun var ikke deres primære mål, hvilket burde være åbenlyst. Det var ikke sådan lige, at man risikerede sit liv ved at hapse en nipsting fra et så stort og stærkt væsen som en halsløs vildtrold. Eller var det netop, hvad de havde gang i?
”Få styr på ungen, Margot!” blev det råbt fordi giganten, dog uden at menneskemanden så bort fra giganten, der faretruende nærmede sig. Og han bakkede da også tilsvarende, som han løftede sit våben igen, ladt. Og sigtede atter efter et blødt område mellem den stenhårde hud.

Det lille væsen kunne mærke taget stramme omkring sig, og hun spjættede derfor kun voldsommere og voldsommere. Hun hørte mere af det uforstående talte sprog, idét de små vinger på hendes ryg hjalp til med baskende manere. Lige indtil hendes forsvarsmekanisme for alvor trådte ind og små nåle skød ud og dækkede hele hendes spinkle krop. Og forsvandt ind igen. Den fremmede vrælede over den modbydelige overraskelse, men det var ikke nok til at hendes modstander slap. Og hun gjorde det igen. Og igen. Ud. Ind. Punkterede sin modstanders hud uden strategi andet end at komme fri.
Endelig blev det for meget, og hun faldt til jorden, hvor hun straks pilede væk i sikker anstand. Hvilket betød hen til det vandrende bjerg. Den fremmede vaklede bagud og dumpede ned op ad et træ. Blødende fra utallige små priksår og udmattet af den smerte, det havde bragt med sig. Dette overværede den første fremmede, og man skulle tro, at det ville være nok til at miste modet. Men han forblev fattet.

Med ét skød han en hånd i vejret, og et greb faldt straks og viklede sig om hans håndled og trak ham op i højderne til sine andre mænd, der havde sørget for at binde deres fangst. Og så snart han måtte have landet på sin gren, blev endnu en pil skudt af sted mod trolden. Mon det døsende middel på spidserne af hans pile, ville tage virkning på et så stort kreatur.
Det lille væsen var, med meget besvær pga. de vrede bevægelser fra trolden, kommet tilbage op ved nakken af sin følgesvend, hvor hun fluks havde begyndt at bide tænderne igennem det tykke reb om halsen. Desværre var det nyttesløst, for inden længe kom flere reb susende.

Kronos kunne have dræbt manden utallige gange på den korte tid, hvor de lykkedes Bæst at komme fri af manden, men rebene om hans ben forhindrede ham i at kaste sig frem mod manden med våbnet, der sendte pile af sted. Kronos hadede pile, de gjorde ondt og borede sig dybt ind i hans kød. Hele hans vrede var rettet mod den lille menneskemand, han ville flå ham i stykker og trampe på hans våben! Hans vrede fyldte så meget, at han ikke lagde mærke til, at hans lille ven slap fri. Men et sted i hans lille hjerne opfangede han, at det var hende, der kravlede på ham, så han gjorde ikke noget for at ryste hende af sig. 

Nej, hans opmærksomhed var rettet mod manden, der pludseligt greb fat i et reb og blev trukket op i træerne, lige som Kronos store næve lukkede sig om luften det sted, hvor han lige havde stået. Endnu engang borede smerten sig ind i hans krop, denne gang et blødt sted på hans skulder, ikke så langt fra hans hals. Man skulle næsten tro, at manden havde sigtet efter det lille væsen, der kastede sig over rebet om Kronos' hals.

Endnu et brøl af vrede forlod Kronos og han forsøge at trække sit ene ben fri, men til ingen nytte, som rebene strammedes op igen og nye reb begyndte at lægge sig om hans krop og gjorde hans bevægelser besværede. Han gjorde tegn til at ville rejse sig igen, men et stik af svimmelhed gled over ham, samtidigt med, at der blev rykket hårdt i rebene om hans ene ben. For et øjeblik mistede han balancen og benet forsvandt under ham, trukket bagud. Han var nær faldet, men nåede at forskubbe sin vægt, så han blev stående. Svimmelheden begyndte at blive mere insisterende, og han blinkede forvirret. Hvorfor havde han det så underligt? Han trådte et usikkert skridt bagud for at lette trækket i benet, men det fik bare rebene om hans arme til at strammedes endnu mere. Et stik af panik gled igennem ham. Han kunne ikke gentage succesen fra før, kun med et ben. En lyd kom fra ham, en lyd fyldt med usikkerhed. Så mange reb. I ren panik kastede han sig fremad i et forsøg på at bruge sin vægt på at komme fri. Men hvem end der havde fat i ham, var de mere forberedt på hans vægt denne gang og selvom træerne omkring ham bukkede under den ekstra vægt, gav kun to reb efter og ingen af grenene knækkede.

Der var, i det lille væsens hoved, slet ikke plads til at registrerer pilen, der ville have ramt hende direkte i ryggen, havde skytten sigtet bare en smule højere. Hun havde alt for travlt med at gnave og gnave sig igennem det tykke reb og måtte ignorer den skrabende følelse i ganen og på tungen fra de kradsende fibre rebet var lavet af, hvis hun skulle håbe op at få bidt det over. Men mens hun arbejdede på det ene reb, lagde hun ikke meget mærke til de mange andre, måske endda mere fangende reb, der blev ved med at vikle sig omkring giganten. Det var heller ikke helt nemt for hende at holde sig stabil. Ikke med hvor meget der blev rykket rundt.

I sidste ende blev det for voldsomt til, at hendes balanceevner kunne holde til det, og med rebfibre siddende mellem tænderne og rå-røde mundvier faldt hun af. Tumlede et stykke ned ad den store krop og landede hårdt på jorden, hvor, selv hvis hun havde været uheldig at lande forkert, var der ikke tid til at ligge og ømme sig. For trolden kæmpede stadigvæk en brav kamp i vildskab for at komme fri fra rebene, hvilket betød, at der ikke blev tænkt meget over, hvor fødder og tunge næver blev placeret.
Havde det lille væsen kommet noget til, så gav hun ikke udtryk for det, da hun straks havde fået sig selv på benene igen og pilede på afstand og ind i det nærmeste buskads. Hun var tydeligvis skræmt af hele situationen. De fremmede skæmte hende. Gigantens brøl skræmte hende. Så hun havde søgt i skjul. Sad sammenkrøllet i et dække af tætte blade et godt stykke derfra. Men hun kunne stadig se, hvad der foregik.

Hun så hvordan flere fremmede kom frem fra træerne, som de svang sig fra kronerne og henover trolden. Hvordan de gjorde forsøg på at få lagt deres bytte så fladt mod jorden som muligt. Hvordan trolden blev mere og mere afkræftet. Hvordan reb blev hæftet og flere reb blev kastet over ham. Sikrede at han ikke kunne komme nogle steder. Og hun så, hvordan den første fremmede dumpede ned foran hendes nye følgesvend igen. Nu med et godt selvtilfreds smil. For en stund da. Og kun imens han kiggede på sin fangst.
Så snart han spejdede ud omkring skovbrynet og gruppen af jægere alle kom ned på fast grund med forpustede brystkasser, falmede smilet og han blev grum at se på.

”Hvor er ungen?! Find ungen!” Uforståelige ord. Men de fik hende til at krybe sig mindre. Skjulte sig godt.

Forvirring. Frygt. Vrede. Smerte. Følelserne væltede rundt i Kronos hoved, der begyndte at føles som om, nogen havde fyldt det med vand. Tanker bevægede sig langsomt og blev sjældent tænkt færdige. Han havde svært ved at bevæge sig, og et reb strammedes om hans hals. Det gav endnu et hårdt ryk i ham, som han forsøgte at trække sig fri af de snærende reb, men der var ikke kraft bag hans bevægelser mere. Han ville prøve igen, han skulle komme fri! Men pludseligt forsvandt det andet ben under ham, som nogen rykkede i rebene. Endnu et brøl kom fra ham, stadig vredt, men også fyldt med skræk. Hvad gjorde de ved ham? Hvorfor var hans hoved så tungt? Hans krop så sløv?

Han var ikke klog nok til at regne ud, at der havde været gift på pilene. Gift var ikke noget, han kendte noget til. Men troldejægere kendte han godt, han havde mødt sådan nogle før. Smagt deres blod før. Men dengang havde kvinden reddet ham. Asher. Hvor var Asher? De meget blå øjne fór rundt, men Asher var der ikke til at hjælpe ham denne gang. 
Svag som han var med giften i sit system, var det ikke svært for troldejægerne at hive armene ud under ham, så han væltede om på jorden, noget der fik omgivelserne til at ryste. Der dukkede flere og flere mennesker og væsner op omkring ham, rebene strammedes om hans stenbelagte hud og de små grønne planter dryssede fra ham, som rebene skar dem af.

Der var intet at gøre. Han kæmpede stadig med svage bevægelser og lyde, der blev mere og mere bange, men der blev kastet reb om hans horn og snart kunne han ikke bevæge hovedet mere.
Manden dukkede op igen. Gik selvsikkert hen til hans store hoved og så ned på ham med et sejrrigt blik og et smil, selv Kronos kunne se ondskaben i. Han trak endnu en pil frem, forsigtig med ikke at røre spidsen, inden han trådte lidt til siden og bankede den ned i skulderen af Kronos ved siden af den anden. Trolden var ikke bevidstløs endnu, selvom der var gift nok på én pil til at vælte en elefant. Et sidste brøl kom fra Kronos, mest af smerte over den pil, der borede sig ned i hans kød. Og så råbte manden, at de skulle finde ungen. Ungen. Det lille væsen, der ikke havde et navn. Kronos forsøgte at se efter hende, men hans øjne begyndte at falde i. Han var så træt. Så svag. 
"Løb, lille ven," var den sidste lyd på det uforståelige vildtroldsk han fik mumlet frem, inden verden forsvandt og mørket greb ham som han faldt.

Gigantens brøl af smerte og også dem af arrighed og vrede gjorde afsindigt ondt i ørene på det lille væsen. Det rungede så dybt inde de sarte ørekanaler, at hun krummede af det ubehag som det sendte igennem hele hendes krop. Små hænder havde hurtigt flyttet sig op for at folde de lange og spidse ører ind over sig selv i et håb om at det ville kunne lukke lydene bare lidt ude. Og for en stund var hendes øjne klemt hårdt sammen og ansigtet presset ned mod jorden. Men hun kunne stadig mærke det vandrende bjergs fald. Først da der var stille – foruden de fremmedes tale og snak – løftede hun hovedet igen og lod sine ører stritte op igen.
Der var ikke sikkert her. Jægere havde hun set før. Set dem jage og set dem fange og set dem komme fangst i bur. Eller slagte fangsten. Hun havde altid kunne flygte takket være hendes lille, smidige størrelse. Alligevel frygtede hun disse fremmedes evner til at nedlægge et så stort et væsen. Gule øjne lagde sig søgende mod det venlige ansigt. Og så var hun væk. Puslede i buskadset og satte i løb ud ad den anden ende og dybt ind i skoven, før jægerne kunne nå at lokalisere hende nok til at sætte direkte efter hende.

Tiden gik. Dagen blev mørkere og mørkere – selv iblandt Dunkelskovens træer. Jægerne havde slået midlertidig lejr der i lysningen. Der havde de læ fra trætoppene og en sø, hvor de kunne få frisk fisk og et bad, hvis nogen af dem da tænkte så langt. Men den største grund var at de umuligt ville kunne flytte en trold på den størrelse videre med sig. Ikke før daggry, hvor hjælp ville komme. Et par fremmede var blevet sendt ud efter det lille væsen efter, at hun havde givet sig til kende, men de fleste blev i lejren for at komme sig oven på den succesfulde jagt. Og der skulle da også fejres!

Et bål var blevet tændt. Et bål der som natten blev ældre og mørkere var blevet til ikke meget mere end knitrende gløder. Lejren var stille for uden lydene fra giganten, der lå fladt bundet mod jorden. De fremmede var gået i seng. Selv dem der skulle holde valgt, hvilede øjnene. Selv hvis de havde været vågne, ville de dog have meget svært ved at se den lille skikkelse, der var kamufleret i det tjæretætte mørke.
Hun løb hurtigt på sine to ben. Hurtigt men lydløst. Hun stoppede først, da hun nåede trolden og hun faldt på hug foran dens ansigt. Det første stykke tid ad hun bare med hænderne hvilende på sine knæ og sit blik lagt mod sin besejrede følgesvend. Hun kunne næsten mærke i luften, hvor dårligt tilredt han var blevet, og hun havde nær pebet af ynk på hans vegne. Hun lænede sig fremad og faldt i stedet ned at sidde på sine knæ, som hun kravlede helt nær. Og lagde en lille hånd mod hans ru, stenagtige hud ved hans pande. Hun kunne ikke lide, at han lå der. Helt stille. Og svag.

Efter at mørket tog ham, opfattede Kronos ikke noget af det, der foregik omkring ham. Han vejede godt til, så ingen forsøgte at flytte på ham. I stedet gik de mindre væsner i gang med at flytte rundt på rebene, så de holdt ham nede, bundet fast til pæle banket i jorden og de omkringstående træer. Arme og ben blev rykket godt ud til siderne, så skulle han vågne, ville han ikke bare kunne trække sine lemmer til sig. Men han vågnede ikke, slået ud af giften i hans krop. Heller ikke da den grumme mand med armbrøsten trak de små kraftige pile ud af den store trold, skete der noget. En et par små læderflasker blev fyldt med blodet, der flød fra de små sår. Hvad så end manden mente, man kunne bruge troldeblod til.

Natten sneg sig ind over skoven og med den kom stilheden. En enkelt ræv skreg i nærheden og skyggen af et par flagermus kunne ses mod himlen. Men Kronos var væk.
Det var først, da noget rørte ham i panden, at bevidstheden begyndte at komme tilbage. Alt for tidligt i forhold til, hvor meget af giften, han havde fået, men den var begyndt at miste sin virkning i den store krop. Det var ikke fordi, at han vågnede med det samme, men det gav et lille ryk i hans krop og hans næseåbninger begyndte at bevæge sig, som hans vejrtrækning tog til. 

Endeligt åbnede han øjnene. Blå, blå øjne, der først var forvirret, men derefter blev fyldt med panik. Han kunne ikke bevæge sig. Uden at registrere det lille væsen foran sig, blev hans vejrtrækning panisk og han forsøgte at løfte hovedet, der også var holdt mod jorden, mens han trak i sine ben og arme. En svag, ynkelig lyd kom fra ham. Han havde det dårligt. Hovedpine, tør mund og hans øjne ville ikke holde sig åbne. Og han var så træt. Så svag. Så der skulle ikke så mange forsøg til, før han gav op og hans hoved lagde sig til hvile mod jorden igen.
Denne gang fik han øje på det lille væsen, hvilket næsten gjorde hans panik værre. Havde de også fanget hende?! Endnu en lyd kom fra ham, højere, en lyd der bad hende flygte!

Instinktivt trak det lille væsen sin hånd til sig så snart det nedlagte bjerg næsten havde blæst hende omkuld med sin heftige blæs igennem hans næsehuller. Hun havde siddet noget spændt op i den tid det tog for giganten at falde til ro igen, og lige som hun hørte hans sagte lyde, turde hun læne sig frem for at lægge hånden tilbage mod hans pande igen. Han var ikke dækket af bløde hår, så det var ikke lige som at begrave sine fingre i en ulvs pels, men alligevel begyndte hun at stryge sin hånd henover hans stenede overflade.
Overraskende nok så forblev hendes hånd på hans hoved, da han endelig genkendte hendes skikkelse og anerkendte hendes tilstedeværelse. Han tog det ikke helt pænt, kunne hun godt regne ud. Så med den ene hånd på hans pande, rejste hun sig flygt på sine knæ og kravlede tættere så hendes anden hånd kunne lægge sig blandt ind mod hans mund så snart den var lukket og hun dermed så sit snit til at undgå, at få bidt sine små fingre af.

Straks derefter fjernede hun sine hænder fra ham for at i stedet flytte dem begge op foran sin egen mund som for at kommunikere med ham. Lyde var alt afgørende her. Lyde ville afsløre dem. Lyde ville tiltrække disse fremmede, og ingen af dem ønskede vel at have de fremmede i nærheden af dem. I noget tid spejlede hun sig lidt i hans blå øjne. Men noget abrupt faldt hendes hænder fra hendes mund og hendes øjne var revet fra hans, idét hun kom på sine ben og inden længe havde luntet med lette skridt ned mod hans ene skulder, hvor hun faldt ned på sine spinkle knæ igen.
Det var noget nådesløst, at hun, med en hånd på hver side af det ene sår fra pilene, pressede sit ansigt ind mod det og begyndte at suge. Værende en del af det dyriske overlevelsesliv blev man hurtigt affundet med at der ikke var tid til at advare eller være sart. Hun sugede godt til og så snart hendes mund var fyldt med blod drejede hun hovedet og spyttede det ud på græsset blot for at vende tilbage. Det smagte virkelig grimt! Og det var lidt af et hel at giganten var fastspændt i tilfælde af at det, hun havde gang i var smertefuldt.

Fluks hævede hun hovedet ved lyden af menneskeskabte lyde. En fremmed vendte og drejede sig i sin søvn. Var han vågnet op og taget et godt kig mod dagens fangst ville det lille væsen være et noget drabeligt syn, der tittede frem. Blod dryppende fra hagen og hele den nederste halvdel af hendes ansigt var sølet til. Nerverne sad uden på tøjet, og hun turde ikke fortsætte. Så bare for en sikkerheds skyld, hvis disse vend og drej udviklede sig, krøb hun hurtigt ned bag ved troldens besynderlige sidehorn, hvor hun pressede sig sammenkrøllet ind mod trolden for at vente til den potentielle faren var forbi.

I stedet for at flygte, kom det lille væsen ham nær igen og rørte ved hans hoved. Der var noget beroligende over berøringen, men han forstod ikke, hvorfor hun ikke stak af. En sidste trist brummen kom fra ham, inden han mærkede hendes hånd mod sin mund. Hans tanker var stadig sløve, så han gjorde ikke noget for at undgå hendes berøring, selvom han ikke forstod, hvad hun ville. Ikke før hun lagde hænderne over sin egen mund. Stille. De skulle være stille. Han forsøgte at se rundt, men siden han ikke kunne dreje hovedet på nogen måde, var det ikke til at vurdere, hvordan verden var omkring ham. Var der mange? Hvad ville de med ham? 
Lyden af hans store hjerte, der bankede hårdt inde i den massive brystkasse, kunne høres med det blotte øre i luften omkring ham, men det kunne han ikke gøre noget ved. Den tonstunge trold var bange.

Hans øjne drejede sig, så det hvide kom frem, da han så efter hende. Hvad ville hun? Det gav et svagt ryk i en store krop, da hun fik det til at gøre ondt ved hans skulder, men han kunne ikke se, hvad hun lavede. Havde han vidst, hvad hun gjorde, ville han have undret sig meget. Forsøgte hun at spise hans blod? Men hun var ikke en af disse blodsugere, Asher havde fortalt ham om. Var hun? 
Kronos reagerede på samme lyd som hende. Nogen rørte på sig. For et øjeblik var han delt ud mellem vreden, frygten og fornuften, men det sidste vandt og han blev slap i rebene, hvilende på jorden. Det var nok bedst, hvis de troede at han stadig sov.

Bevægelserne tog til og lidt efter kom manden på fødderne. Kort efter kunne Kronos høre lyden af rindende vand, manden var oppe for at tømme blæren. Lidt efter kom han ind i Kronos synsfelt, hvor han betragtede det store væsen lidt, inden han let sparkede til troldens arm, mumlede noget uhørligt og til sidst vendte tilbage til sin seng for natten uden at have opdaget det lille væsen, der gemte sig. Kort glimtede troldens tænder i månens svage lys, men han rørte sig ellers ikke. 
Snart blandede en let snorken sig med resten af nattens lyde. Kronos flyttede stadig ikke på sig. Giften i hans system var ved at lette endnu mere og der var efterhånden ved at komme samling på hans tanker. Han skulle ud af disse reb. Lidt forsigtigt rykkede han i den ene arm, rebene gav sig svagt, men det var også det. Med et suk skævede han mod det lille væsen. Han regnede ikke med, at hun kunne hjælpe ham. Hun var jo bare en lille unge. Uden nogle af de skarpe stykker metal, de andre rendte rundt med. Hvis bare han kunne få en arm fri, kunne han måske...

Der gik længere tid, end der nok egentlig var nødvendigt, før det lille væsen begav sig ud af sit skjul nær giganten. Hun var umådelig forsigtig, for hun ønskede ikke at lignende eller værre ting end, hvad der var sket da solen havde været fremme, skete. Hun stolede ikke på disse fremmede. Og hun stolede dermed heller ikke på de fremmedes forskellige rutiner. Særligt ikke de fremmede der gjorde skræmmende ting, der gjorde ondt. Værst var dem med ild

Men så med varsomme bevægelse kravlede hun på alle fire frem i månemørket igen. Straks halsen lidt for at kunne skue i retningen af lydene for at sikre sig en ekstra gang, at han ikke længere var til stede til at opdage hende. Og straks skyndte hun sig tilbage til skulderen i en pilende fart. Denne gang satte hun den allerede blodige mund omkring det andet dybe hul, en af pilene havde lavet. Og igen sugede hun til og spyttede ud. Det var giften, hun forsøgte at få ud af hans system. Giften, som var en klart døsende lugt, som hendes næse sagtens kunne opfange, når hun kom tæt nok på. Tæt nok på, værende at have næsen helt henne ved.
En besynderlig intelligens for en så uciviliseret.

I flygtige drej med hovedet så hun kort mod gigantens ansigt og så ellers hen i den stikmodsatte retning, hvor hun tog kursen mod. Ned mod hans ene arm. Og mere direkte hen til rebet, der holdte hans store arm nede. Hun kravlede fermt op på armen og satte sig så godt som hun kunne, inden hun lænede sig ned og… begyndte at gnave? Præcis som hun havde forsøgt at gøre tidligere, men denne gang var der mindre panik i hende, og hun prøvede ikke bare at bide rebet over i ét bid. I stedet havde hun nu bedre tid til at gumle det over, fiber for fiber. Strå og strå.
Det gav lidt af en pine i tænderne efter et stykke tid, men hun stoppede ikke. Det var nærmest som om at hun ikke lagde mærke til at noget gjorde ondt. Muligvis var hun ikke glad for det når noget gjorde ondt, men så svagelig var hun ikke. Og pludselig, efter overraskende kort tid, var hun igennem! Takket være det skarpe gebis.

Trætheden lå stadig over Kronos og hans øjne var gledet i, i den tid det lille væsen havde gemt sig ved ham. Trods frygten. Hele hans krop var tung og hans hoved var fyldt med mudder. Faktisk var han så langt væk, at han ikke registrerede, at hun bevægede på sig igen. Det var først, da hun gik i krig med hans sår, at det gav et ryk i ham og hans øjne brat åbnede sig. Der kom en lyd fra ham, mest af forskrækkelse, men den var meget lav. De skulle være stille. Så selvom trangen til at slås i mod sine bånd fyldte ham, blev han liggende. Forsøgte at finde ud af, hvad det lille væsen foretog sig.

Det var først, da hun bevægede sig ned mod hans arm, at han kunne se hende. Et eller andet i ham følte en smule håb, som hun begyndte at gnave rebet som en lille mus. Ville hun få det tygget over? Han skævede mod hende, uden ellers at vise, at han var i live.
Om det var hendes forsøg på at suge giften ud eller om det var dens helt naturlige tilbagegang i hans system, men mens hun tyggede løs, kunne han mærke en forandring. Langsomt forsvandt følelsen af at være tung en smule og det snurrede lidt i hans fingre og tæer. Det blev nemmere at holde øjnene åbne. 

Lyden da rebet gab efter, var næsten uhørlig, men tydelig nok i troldens ører. Et reb havde givet op. Det var ikke meget, han var spændt fast af mange reb. Han tøvede. Frygten for at lave for meget larm uden at komme fri sad i ham. De ville bare gøre ham træt igen. 
Langsomt spændte han op i sine store muskler i armen. Begyndte at trække i sin akavede stilling, fladt liggende på jorden. De andre reb holdt ud, strakte sig kun lidt. Han slappede af igen og hans ansigt fortrak sig i en blanding af vrede og opgivenhed. Men vreden vandt. Og han gentog bevægelsen, trak endnu mere til. Træet, rebene var bundet fast i, gav sig. Var det muligt for ham at rykke det op? Nej, ikke som han lå her. Han drejede armen lidt. Fik fat i et af rebene med sin store hånd. Trak til. Trak mere til. Et lille skarpt smæld og det første reb gav efter, inden det andet fulgte trop. Hans arm var fri. Det første han gjorde var at flå i de reb, der var bundet om hans horn i den side. De sad fat i et stykke pæl, nogen havde banket i jorden. Den var næsten for nem at rykke op. Det samme gjaldt rebene om det andet horn.

Han arbejdede hurtigere og hurtigere. Der måtte snart være nogen, der hørte ham. Med lidt anstrengelse kom hans anden arm fro og nu kunne han presse sin krop op, Reb gav efter, træer knagede og bladene raslede i kronerne. Den første mand vågnede. Det første råb lød. Kronos drejede sig og flåede i rebene om sine ben. Han nåede at få det ene fri, inden den første mand med et spyd kom springende i mod ham.

Manden med spyddet nåede aldrig så langt til at kunne spidde giganten med den skarpe spids. For manden havde ikke været fokuseret nok til at se det lille væsen i dens naturlige skjul i mørket, som hendes besynderlige teint sørgede spektakulært for. Hans øjne havde været som limet til trolden, der selvfølgelig gav udtryk for at være den allerstørste fare i lejren. Det var jo en stor vildtrold! Og ikke bare dét, men en stor rasende vildtrold. Vågnet op til dåd fra de ellers store mængder af bedøvende gift. Den gift, som de havde været blevet sikret om, at ville virke som en drøm og faktisk beholde sin virkning i flere dage. Dage!

Men manden nåede ikke langt. Ikke før bæstet med sin sølle barnestørrelse sprang på ham fra skyggerne, hvor hun var blevet overstået. Og hun sprang på ham med både tænder og negle. Hun var som en parasit, der hæftede sig fast til ham og væltede ham med sin lille vægt ved brug af hans egen forskrækkelse og overbalance.
Han skreg og råbte op, som han endte der på jorden i det fugtigt duftende græs. Men en som hende blev ikke påvirket af lydende fra disse fremmede. Hun knurrede højlydt. Hun kradsede med så brutale bevægelser, som det var hende muligt. Ingen bevægelser var dog planlagt på forhånd. Hun gik til ham med, hvad end der virkede muligt for hende. Han prøvede både at dække sit ansigt med sine arme og prøvede at få skubbet hende af sig på samme tid. Hun gav ham ikke ét eneste øjeblik tid til at samle sig nok til at gribe om sit spyd igen. Hun gabte op. Og hun bed. Sank sine skarpe og dyriske tænder dybt ned i hans ene arm, og han brølede af smerte. Men hun blev ikke hængende. Hun gabte op lige bagefter og forsøgte sig med et bid mere. Eller et krads. Selv med menneskelige negle, der mest var knækkede af hendes tumlen rundt i skoven, kunne de gøre skade. Og de efterlod røde – nogle blødende – mærker. Hun var et vildt dyr. Endnu mere vildt end hvad giganten havde oplevet, da hun blot havde følt sig truet af dens store størrelse. For truet havde hun følt sig her. Men forskellen var bare, at denne gang var hun begyndt et angreb. Og når hun gjorde, skulle der noget mere end beroligende ord til at have hende stoppe igen.

Desværre havde den fremmedes råb og skrig og brøl og hvad andet vækket hele lejren. Og lige som det lille væsen havde udsat sig at bide sig fast igen, da reb pludselig viklede sig omkring hendes spinkle overkrop og rev hende væk lige som hun hakkede tænderne sammen og blev i et splitsekund lammet af den smerte det fik til at runge igennem hendes kranie.
Straks vrælede hun arrigt. Og lige så straks følte hun en hånd begrave sig dybt i hendes lange hår. Pinte hendes hovedbund og fik hende til at vræle højere. Hun spjættede som en fisk på land. Arme og ben ud til alverdens retninger. Et reb blev tvunget omkring hendes hals og kvalte hendes lyde til gurglende. Fik hendes hænder til at prioriterer at rive og flå i dét.

”LAD IKKE DEN TROLD SLIPPE VÆK!!” brølede den fremmede, der havde fået sit fat i det lille væsen og uden nåde holdte fast. Det var den samme fremmede. Den der havde styringen ved denne jagt. Han havde lært ad hvad der var sket med den sidste af hans mænd, der havde holdt om hende før, og sørgede med lidt besværg at holde hende lidt mere væk fra sin krop. Hans ansigt var i arrige folder og han lignede næsten lige så meget en vildmand, som hende. Håret var sjusket af at være blevet vækket så brat fra sin skønhedssøvn. Han var rasende. Og irrationel. Han var på randen til at bare ville have gøre en ende på trolden. Og ungen. Men trolden var værdifuld. Det var ungen til gængæld ikke. Hun havde hidtil været mere besvær end noget.

Kronos gav sig ikke tid til at holde øje med det lille væsen og manden med spyddet. Hans ene ben var stadig bundet fast og han måtte prioritere sin frihed frem for at forsøge at hjælpe det lille væsen. For meget hjælp ville han ikke være til, hvis han sad fast og blev fanget igen. Med en dyb snerren af vrede over de små irriterende reb fik han de sidste rykket over og han kunne rejse sig på alle fire. I sidste øjeblik, som endnu en mand kom løbende med endnu et spyd. Han fik ikke en chance, som Kronos slog til ham med al sin styrke, så han fløj ind i et stort træ, hvilket sendte en grim lyd igennem luften og han faldt sammen som en kludedukke.

Det afskrækkede ikke to andre mænd for at forsøge sig med at kaste reb om trolden igen. Det landede om hans ene horn og trak hans hoved skråt ned, som de begyndte at hive i det. Men denne gang havde de ikke hjælp fra træer eller deres fæller og to mands styrke og vægt var ikke et problem for en vred vildtrold som Kronos. Han rejste sig op i sin fulde højde og begge mænd lettede pludseligt fra jorden. Den første blev grebet af en stor næve, hvilket fik et halvkvalt skrig ud af manden, inden Kronos næsten flåede ham halvt over. Den anden man var fornuftig nok til at slippe rebet og lande på jorden i et forsøg på at komme væk, men han nåede ikke mere end et par skridt, før han blev væltet omkuld og trykket ned i den bløde skovbund af en kæmpe, blodig hånd. Havde Kronos løftet hånden med det samme, var manden måske overlevet, men en anden mand fik faktisk banket et spyd mod Kronos' skulder. Det gik ikke ind, men blodet begyndte at løbe og et vredt brøl forlod Kronos, der greb manden med sin frie hånd og derefter satte sine tænder i skulderen af ham. Blodet sprøjtede og Kronos flåede hele hans skulder af. 

Liget blev kastet til side og denne gang vendte Kronos sin opmærksomhed mod manden, der havde fat i det lille væsen. Han trådte af manden i jorden, der havde måtte give efter for presset og havde hilst på Kile, inden han med en dyb advarende brummen gik hen mod manden, der havde lagt reb om det lille væsen. Manden så sig panisk om efter sine frænder, men flere var stukket af eller havde gemt sig. Det virkede næsten til, at han holdt det lille væsen op foran sig som et skjold, men det havde ikke den effekt, han havde regnet med. 
"Min," sagde Kronos på overraskende klart krystalliansk, inden han rakte ud og tog Bæst fra manden. Overraskende blidt,  når man lige havde set ham flå mænd fra hinanden. Manden forsøgte ikke at holde ved rebene, men bakkede i stedet tilbage. Kronos kunne lugte hans frygt i luften. Små, ynkelige mennesker.

Han lagde sin lille ven i sin arm, inden han rejste sig op og tårnede over manden, der efter et øjebliks frossen skræk, forsøgte at vende om og løbe. I en hurtig bevægelse greb Kronos fat i ham og løftede ham op fra jorden, inden han førte ham op foran sit ansigt og stirrede lidt på ham med sammenknebne øjne.
Kronos var ikke ondt anlagt. Han var mere et dyr, der slog ihjel for at overleve. Og nu han stod her med manden, var der ingen trussel. Han burde kaste ham til siden og lade ham gå, men noget i Kronos fortalte ham, at manden var ond. Og lod han ham gå, ville han bare forsøge igen, måske ikke mod Kronos, men så mod andre.

En knurren dybt fra hans brystkasse gled ud i mellem hans spidse tænder, der blev synlige, som han trak sine læber tilbage. Manden begyndte at klynke og bede for sit liv. Noget der knapt nåede at blive til et skrig, inden Kronos havde stukket hans hoved i munden og bidt sammen. Det lød lidt som en melon, der eksploderede, og manden blev slap med det samme. Kroppen smed Kronos fra sig, inden han begyndte at gå uden at kigge sig tilbage på blodbadet. De skulle væk herfra. De få mænd, der var tilbage, gemte sig for ham og han ignorerede dem. De var ikke farlige mere.

Det var en ufattelig brutal skæbne, som jægeren – og alle mændene under ham – måtte lide den nat. Men sådan var risikoen for det arbejde de gjorde sig i. At indfange en vildtrold, og så endda en vildtrold af dennes størrelse, var en livsfare i sig selv, hvis man ikke var klar over, hvad man lavede. Og selv hvis man havde alt under kontrol så tog det ikke mere end én lille fejl et eller andet sted til at det hele ville gå i vasken. Så som tilstedeværelsen af et bette, skide væsen. Deres første fejl var at vælge denne vildtrold som målet selv efter at have bekræftet dens overbeskyttende natur overfor ungen… En unge der ikke engang var en rigtig troldeunge. Hun havde bare været et misfoster af en menneskepige.

Det ville væsen havde med det samme krybet sig endnu mere ind mod gigantens arm, så snart hun var blevet placeret der. Dér var hun i sikkerhed. Det vidste hun. Ingen fremmede ville nå hende, så længe hun var der. Ingen strammende reb ville nive ind mod hendes hud eller blokere hendes muligheder for at trække vejret. Ingen reven i håret. Ingen fastspændt. Ingen burer. Intet der ville gøre mere ondt, end det ondt hun allerede havde fået. Her var trygt. Særligt, når hun kunne fornemme vibrationerne af hans brummende mave.
Hun lod ham derfor også bare bære på hende. Bære hende længere og længere væk fra det nu blodbefængte område. Hendes sarte næse kunne stadigvæk opfange lugten af det, men jo længere væk de kom, jo klarere blev luften omkring dem, og jo mere kunne hun i stedet lugte den jordede og tørre lugt af sin følgelsven. Død var ikke en ting der rørte hende længere. Ikke når det var nødvendigt. Ikke når det ikke gik udover hende. Eller hendes trold. Det var forsvar, og det var en nødvendighed for føde. Massakrens meget voldsomme udbytte havde derfor slet ikke påvirket hende. Det ville ikke bringe hende traumer.

Alligevel peb hun sagte i gigantens arm. Hendes vejrtrækninger var så heftige, at hendes spinkle og underernærede brystkasse hævede og sank så markant, at der kunne være risiko for hendes ribben at knække under presset fra lungerne. Det var selvfølgelig ikke på grund af udmattelse. Det var eftereffekten af panikken og skrækken. Den resterende adrenalin, der endelig fik lov til at blive anerkendt.
Forsigtigt møvede det lille væsen sig omkring i armens ligge for i stedet at kunne sidde lidt bedre. Det gjorde det nemmere for hende at løfte de intense gule øjne op mod ham. De lignede hinanden nu. Med den røde farve sivende ned over deres hager. Hun var ikke nødvendigvis sølet ind i mere blod, men det fyldte lidt mere på hende – fyldte næsten hele den nederste halvdel af hendes mund og havde farvet små strøg af hendes lyse hår – en den samme mængde fyldte på et så stort et væsen som ham. Hun talte ikke. Men han havde forstået hende før. Så mon han ikke også ville forstå den nervøse bekymring i hendes ansigt?

Skoven virkede stille. Der var stadig mørkt, men ikke helt mørkt og det var nemt at se, hvor de var på vej hen ad. Hvis man da havde kendt skoven, hvilket Kronos ikke gjorde. Han gik bare. Det store hjerte bankede hårdt i hans bryst og hans vejrtrækning var forpustet, men det faldt langsomt til ro, jo længere væk fra lugten af væsner og blod de kom. Adrenalinen blev ført rundt i hans krop af det røde blod, blod der også fandt dets vej ud af kroppen flere steder. Lige nu havde han ikke ondt, men det ville komme. Heldigvis var det mirakuløst lykkedes ham ikke at komme noget værre til.
Han kunne smage mandens hoved. Havde det ikke været fordi, at han bare skulle væk derfra, inden flere af de farlige væsner havde forsøgt at fange ham igen, havde han spist til han var mæt. Det var kød og for Kronos var der ingen forskel på et menneske og en hjort. I hvert fald ikke, når de var døde. Så var det bare mad.

Det ville væsen på hans arm rørte på sig og han så kort ned på hende. Der var blod, men så vidt han kunne vurdere, var det ikke hendes eget. Hun ville ham tydeligvis noget og han stoppede langsomt op. De burde forsvinde så hurtigt som muligt, men ind til videre havde han ikke opfanget, at nogen skulle følge efter dem.
Han hævede armen lidt, så hun kom tættere på hans ansigt, mens han forsøgte at tyde, hvad hun ville. Uden at vide det, ekkoede hans ansigt hendes, han var bekymret for hende. Var hun kommet noget til? Han snusede lidt til hende, men det gav ikke noget svar.

Med et træt suk satte han sig ned. Han var stadig træt og tanken om at lægge sig ned og sove, var lokkende, men de var ikke kommet langt nok væk endnu. Han ville gå så længe han orkede. Hvad han ikke vidste var, at det var i den forkerte retning af det lille væsens hjem. 
Forsigtigt løftede han en hånd og blidt rørte han ved hendes lille hoved med en finger. Han kunne ikke rigtigt gøre så meget for hende, hun var så lille. Men han kunne beskytte hende mod de onde mænd, der havde skadet både ham og hende. 
En dæmpet brummen kom fra ham, en beroligende brummen. Bare rolig lille ven, jeg holder dig sikker.