Nætterne gik med at rejse og dagene gik med at spise, sove og nyde kulden. Der var ikke noget spændende at se, sand med sand og ind i mellem en lille oase. De mødte en anden gruppe af rejsende, men der var ingen fare på færde, da det viste sig at være endnu en slavekaravane. De tilbragte dagen sammen, udvekslede historier og lo, men skiltes natten efter, da slaverne i den anden karavane var til fods, og Vargas ville hurtigere frem. 

Den femte nat ledte dem frem til Balzera, en stor by, der gemte sig i sandet med den ene side ud mod havet, der sort strakte sig så langt øjet rakte. Kamelerne blev ledt mod udkanten af byen, hvor et stort hus med en høj mur var placeret. Bag muren befandt sig Vargas' store slavehandel, et område fyldt op med bure, en stor plads, en lille arena og en bygning til vagterne. Der var også et område med vilde dyr og en privat have.
Huset i sig selv var luksuøst og levede næsten op til, hvad en sheik ville bo i, komplet i ørkendesign, selvom der ind i mellem var et lille hint om, at Vargas var fra norden. Det kraftige spisebord i eg og de tykke dyre var en smule malplaceret.

Men Selmy ville nok ikke få indretningen at se, da de red direkte ind af den store port til selve slavehandlen. Trods det natlige tidspunkt dukkede der straks et par vagter op og tog i mod dem. Med et tilfreds suk gled Vargas af sin kamel og strakte sig så det knagede, inden han viftede en hånd af Selmy.
"Smid ham i et af burene." Han var ligeglad med fangen, lige nu skulle han ind og have et varmt bad og noget ordentligt at spise. "Du der, bank kokken og et par slaver op." En vagt nikkede og forsvandt mod den store bygning. Vargas vendte sig mod den unge mand, de havde samlet op i ørkenen.
"Nyd dit ophold her, jeg er sikker på, at du nok snart flytter ud i et nyt hjem." Han smilede et stift og en smule grumt smil, inden han vendte rundt og gik mod sit hjem. Åh, han glædede sig til at smide sit hylster i en ordentlig seng. Men et varmt bad var uden tvivl en prioritet.
Hans tanker var allerede helt andre steder end Selmy.

Vargas havde sjældent noget med sine slaver at gøre, det var kun, når der var afstrafning på menuen, at han gad at bruge mere tid på dem. Medmindre de var specielle og tirrede hans nysgerrighed. Det gjorde denne slave ikke rigtigt, så han havde glemt ham, allerede som han trådte ind i køligheden af sit hjem.

Tiden gik. Fordi Selmy skulle sælges for sin feminine krop og sin hjerne, blev han ikke sat i arbejde og fik bare liv til at sidde i buret og kukkelure. Dagene var ens, der blev serveret mad to gange om dagen og vand løbende. Faktisk havde man det nogenlunde som slave hos Vargas, medmindre man hidsede nogen op og skulle smage pisken. Der var mad, skygge og godt med vand i varmen. Dæmonens motto var, at velholdte slaver gav flere penge.

Til Selmys held, fik Vargas sig en lille ønskeliste fra en høvding oppe nord på, så han fik ikke lov til at sidde mere end et par uger, inden han sammen med en god håndfuld af andre slaver blev slæbt ombord på Vargas eget fine skib. Med det hemmelige rum i bunden, hvor han roligt kunne gemme slaver, da der var lagt magi over rummet, så ikke en lyd forlod det.

Og så sejlede de ud mod koldere egne.